Mors dag

En fest, der passer til lejligheden

Mens vi afslutter 2018 og bevæger os ind i 2019, er det altid en glæde for trofaste katolikker at huske på, at det nye kalenderår starter med den store fest for Maria, Guds Moder, en dag, hvor man i øvrigt har Messepligt. 

Hvis der en fest, der markerer en kontrast til det, verden står for, så er det denne.

Ser vi på, hvordan vi benævner denne fest: Festen for Maria, Guds Moder, ser vi, at der startes ud med navnet Maria. Hun er Jomfruen, der er født uden arvesyndens plet (Den Ubesmittede Undfangelse) og udvalgt fra før tidernes morgen til at spille en stor rolle i frelseshistorien.

En rolle, der er ensbetydende med en helt enestående nåde og helt særlige privilegier. Hun er så ophøjet, at helgenerne siger om hende, at hun er det eneste menneske, der er blevet det, og Gud samlede al Sin nåde og kaldte den Maria. Maria kunne med sin frie vilje have afslået det, Gud gennem englen Gabriel anmodede hende om, men det gjorde hun ikke, og derfor bliver hendes ”ja” hendes ”fiat” begyndelsen til frelsen.

Det næste, vi stifter bekendtskab med i benævnelsen af denne fest er, at Maria er moder. Det, der fremhæver kvinden, er hendes moderskab. Men netop det er noget verden ønsker at se bort fra og benægte og gør det hver dag. Maria blev skabt til helt og aldeles at udfylde denne rolle, nemlig at være moder.

Det var gennem hendes moderskab, at Ordet, Det evige Ord, blev inkarneret, og da Han drog bort fra Sin himmelske trone, var det for at finde en ny trone i Marias ubesmittede moderliv.

Så ekstraordinært var dette historiske øjeblik, at selv Helligånden ikke kunne lade være med at vise Sin glæde ved at tale gennem Elizabeth, som sagde til Maria: ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Til sidst i benævnelsen møder vi Gud, Den Guddommelige. Mens det moderne menneske har travlt med at jagte det, der er åndeligt, så afviser det både på det intellektuelle og praktiske plan, Det Guddommelige. Det keder sig ved Det Guddommelige, men haster efter det, der er ”åndeligt”.

Årsagen til dette er, at ”åndelighed” er noget, som det moderne menneske kan relatere sig til, og som det dermed kan styre eller manipulere med alt efter den enkeltes (jordiske) agenda. Det, der er af Guddommelig (overnaturlig) karakter, har ingen interesse, fordi det ikke opfattes, som noget der gavner eller har nytteværdi.

I sidste instans på denne jord handler den virkelige åndelighed om korset, som Maria selv senere erfarede, og som blev profeteret af Simeon i templet, da Vor Herre kun var 40 dage gammel. Forholdet mellem denne moder og hendes Søn beskrives meget tydeligt i Johannesevangeliet ved brylluppet i Kana.

Det var her, at Marias moderskab ændredes fra at være Jesu Moder til at være Smertens Moder. Husk på, da hun på vegne af brudeparret beder om ”mere” vin, fordi mangel på vin kunne resultere i uro blandt gæsterne og dårligt rennomé for brudeparret, svarer Vor Herre hende med tre korte udtryk, der er tæt forbundet.

For det første kalder Han hende ”kvinde” ikke ”moder” og udvider dermed hendes rolle fra at være Hans moder til at være den kvinde, som Gud i 1. Mosebog taler om, hvis afkom skal knuse slangens hoved, og som videre bliver forudsagt af Johannes i Johannes’ Åbenbaring: ”Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved” (Åb 12: 1).  Alt dette var Vor Herre i sagens natur allerede bekendt med.

Derefter kommer den ofte meget dårlige oversættelse fra den jødiske tekst: ”Hvad vil du mig …?”, som kan oversættes på følgende måde: ”Vi er så tæt forbundet, at alt, hvad der sker med Mig, vil ske med dig”.

Så tæt forenet var denne moder og Søn, at Han blot med et blik kunne fortælle hende Sine inderste tanker. Det var den indledende sætning til det, der fulgte efter: ”Min time er endnu ikke kommet”. 

Sammenfattet sagde Han følgende til hende:

Moder, hvis jeg udvirker dette mirakel på din foranledning, vil dette være begyndelsen på en åbenbaring af min guddommelighed, og når det sker, starter min vej til Golgata. Når jeg begynder at betræde den vej, vil det samme gøre sig gældende for dig. Da vil du ikke længere være Jesu moder, men Smertens Moder. Golgata vil være afslutningen for os begge, og på dette sted vil du blive det, du blev skabt til, nemlig at være Frelsens Moder. Men Moder, et sådant moderskab har en høj pris. Tænk tilbage på dengang, hvor du mødte Simeon i templet, og de ord, han talte til dig: “Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge … “. Overvej nu alt dette, at du nu er ved at indtage den nye Evas rolle med den smerte og lidelse, som der følger med. Moder, ønsker du virkelig, at jeg åbenbarer, hvem Jeg er, ved at foretage dette under, hvor Jeg gør vand til vin?  

Hun vidste selvfølgelig allerede, at Hendes Søn var verdens Frelser, thi det havde Gabriel fortalt hende, og hende rolle i frelsen var at opofre Ham til Gud, efter at hun havde holdt Ham i sit skød, og hun var fast besluttet på dette og gav Ham for sidste gang et moderligt blik, samtidig med at hun huskede på alle de øjeblikke med den kærlighed, der var mellem moder og Søn, da Han var lille, og nu overgav hun Ham til deres fælles korsfæstelse for verdens frelse, en korsfæstelse, der for Ham var fysisk og for hende åndelig.

Dette er opofrende kærlighed, når den er størst, og det næstsidste trin i rækken, hvor Nådens Moder også bliver Kirkens Moder. Jesus ville ikke længere være den eneste, som havde tilhørt hende, som det havde været tilfældet de sidste 30 år. Han var nu ikke kun en del af historien, men frelseshistorien, og mens hun indledte den vej, som var smertens vej, fortæller apostlen Johannes os om hendes sidste ord i Den hellige Skrift.

Hvilken kombination af glæde og sorg måtte dette have fremkaldt hos Hans hellige moder. Hun vidste, at netop dette øjeblik ville komme, dette forandringens øjeblik. På en underfuld måde havde hun hele tiden kendt til det, og som årene gik, blev hun stadig mere forberedt på, at tiden ville nå sin fylde.

Bortset fra den smerte, som hendes guddommelige Søn led, har intet andet menneske nogensinde følt den smerte, som den ubesmittede moder følte, da hun overgav sin Søn til en den død, som det var tilfældet, da Maria stod ved korsets fod.

Og det var der på Golgata, at Vor Herre, som i denne verdens forstand ikke havde brødre og søstre, overgav hende til Johannes, så han kunne drage omsorg for hende. Men det var også på det tidspunkt, at Han gav os til hende, og derfor i netop dette øjeblik, blev hendes rolle ikke blot som Jesu Moder, mens også som Kirkens Moder fuldendt, og dette gælder for alle, der er i Gud, at de har Maria som moder.

For den, som ikke har Maria til moder, kan ikke have Jesus som broder. Og den, der ikke har Jesus som sin broder, kan ikke have Gud sin som Fader.

Den velsignede Jomfru Maria er uundværlig for vores frelse, fordi Guds Søn har valgt, at det er sådan, det skal være, og dermed lod det blive sådan, at Hun skulle være Guds Moder. 

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 31. december 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mothers-day

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s