I hånden eller på tungen: diskussionen om hvordan man bør modtage Eukaristien

Når man dykker ned i Guds ord, er det ofte detaljen, der giver anledning til eftertanke. Overvej den reaktion, som mange personer i Bibelen udviser i mødet med guddommelige skabninger, f.eks. engle eller Gud selv. Når de bliver klar over, at den, de står overfor, er af overnaturlig karakter, falder de på deres ansigt (kaster de sig i støvet) (1). Denne måde at agere på retter fokus på noget af større betydning end dem selv. For det første var det skik og brug i de gamle kulturer, at man bukkede eller foretog anden form for ærbødighedshilsen overfor en person, der besad en vis position for at tilkendegive respekt og underkastelse (2). For det andet viser dette os, at det ligger dybt i vores sjæl, at vi er skabt for Gud og bærer på en længsel efter at blive forenet med Ham, men at vi er uværdige til dette. Vore sjæle erkender denne manglende værdighed, og den måde, vi viser det på, er ved at kaste os i støvet for at tilbede.

Går vi med skyklapper?

Hvordan reagerer vi, når vi møder Gud? Møder vi Den Treenige Gud på den måde, som de bibelske personer gjorde?

Enhver katolik, der er forankret i sin tro, erkender, at vi i Eukaristien møder Ham (Gud) fuldt og helt i alt fald en gang om ugen. Når det drejer sig om dette forhold, har vi i dag tilstrækkelig med viden om, hvordan katolikker agerer, når de står ansigt til ansigt med Jesus. I størstedelen af de katolske menigheder i Nordamerika er man vidne til, at hovedparten af menigheden står foran præsten eller Kommunionsuddeleren og rækker deres hænder frem for at modtage Jesus. Denne holdning står i stærk kontrast til den adfærd, de bibelske personer udviser i mødet med Gud.

På den baggrund opstår følgende spørgsmål: De personer, vi møder i Bibelen, udviste de den ærbødige gestus, blot fordi det var en del af det kulturelle normsæt, de fulgte, eller var det fordi, de stod overfor en guddommelig skabning?

Det ser ud som om den gestus, de giver udtryk for, rummer respekt, ærbødighed og tilbedelse. Hvorfor udviser katolikker i dag så ikke den samme form for gestus i form af tilbedelse overfor Vor Frelser, som er blevet til kød i Eukaristien.

En ændring til Kommunionsmodtagelse i hånden

Hvorfor gjorde Kirken det muligt, at man kunne modtage Kommunion i hånden? Hvordan kunne denne praksis finde indpas i Kirken i løbet af kort tid?

Denne ændring blev til ved forsømmelighed hos de hollandske biskopper kort efter afslutningen på Vatikan II. Kommunionsmodtagelse stående og i hånden var indtil Vatikan II et protestantisk fænomen, der var blevet til under reformationen. Efter Vatikan II begyndte man at tage denne praksis i brug i katolske menigheder rundt omkring i Holland, og der blev ikke fra landets biskopkonferences side taget initiativ til at sætte en stopper for dette. Dette misbrug spredte sig til Tyskland, Frankrig og Belgien. Fordi denne praksis havde bredt sig, ønskede pave Paul VI, at biskopper i hele verden skulle besvare spørgsmål vedrørende denne praksis. Med de svar han fik retur, udarbejdede han Instruction MemorialeDomini som blev offentliggjort den 29. maj 1969. I instruktionen står følgende:

–          Verdens biskopper var i høj grad imod, at man foretog denne fornyelse af Kommunionsmodtagelsen.

–          At den traditionelle måde at give Kommunionen på burde bevares.

–          At denne fornyelse kunne føre til manglende ærbødighed overfor dette sakramente, helligbrøde samt en svækkelse af den sande doktrin.

I sin afslutning af dokumentet opfordrede han endda verdens biskopper til at bevare den gamle praksis, fordi det ville være til Kirkens bedste.

Det kan derfor synes uforståeligt, at pave Paul VI efterfølgende af ”pastorale” årsager tillod en indult (en pavelig dispensation fra kirkeloven) for denne praksis. Denne indult gjaldt for lande, hvor Kommunionsmodtagelse i hånden allerede var blevet implementeret samt de steder, hvor to tredjedels flertal af en biskopkonference stemte for at anmode om en indultIndulten blev straks givet i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien og i slutningen af 1970’erne var Kommunionsmodtagelse i hånden blevet almen praksis i Den katolske Kirke i hele verden.

Det argument, der hyppigst bliver benyttet til at begrunde Kommunionsmodtagelse i hånden, er, at man har ønsket at vende tilbage til den praksis, der var den oprindelige, og som gjorde sig gældende hos de første kristne. Lad os derfor se nærmere på dette argument.

En kirkehistorisk oversigt over måden for Kommunionsmodtagelse

Den tidlige kirke

Hvordan modtog de første kristne Eukaristien? Det er et spørgsmål, det kan være svært at besvare. Det, man betegner som den første Kirke, ligger tidsmæssigt fra Kristi død og frem til år 313. Den blev forbudt og led under forfølgelse i længere perioder. Det var først, da Konstantin udstedte Milano-ediktet (313), at den første Kirke oplevede en relativ fred og stabilitet. Men trods dette blev de kristne stadig forfulgt i vid udstrækning. Derfor eksisterer der kun lidt materiale, der kan dokumentere og beskrive de første kristnes liturgiske praksis. Det oldkirkelige skrift Didache (de tolv apostles lære, dets egentlige titel er Herrens lære formidlet af de tolv apostle til hedningefolkene), der stammer fra perioden år 100 til 150 nævner ikke noget om måden, hvorpå man modtog Kommunionen, kun at man modtog Kommunion på Herrens dag (om søndagen). Dog optræder der antydninger af noget, som er værd af hæfte sig ved, når man fordyber sig i det Gamle Testamente. De ting, man bør være opmærksom på i det Gamle Testamente, kan være et pejlemærke for, hvordan de første kristne kan have modtaget Den hellige Kommunion.

Tager man udgangspunkt i tre af de store profeter i det Gamle Testamente, modtog de alle Guds ord i deres mund, inden de påbegyndte deres tjeneste for Gud Herren (3). Jøderne besad ikke nogen overordnet viden om, hvordan de skulle nærme sig det, der var helligt. En historie, der tegner et tydeligt billede af dette, er historien om Oza (4). Det var kun levitterne, der var blevet indviet til Gud, der kunne berøre Pagtens Ark (5). Når vi nu ved dette, kan man med rette spørge: ”om det for apostlene (Jesu indviede biskopper) ville være tilladeligt at have ikke indviede medlemmer af Kirken i deres midte, som berørte Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien?” Selvom dette argument ikke er empirisk funderet, viser det alligevel, at man med rimelighed kan antage, at de første kristne (måske) har modtaget Kommunionen på tungen (6).

Kirkefædrenes periode og middelalderen

Når man bevæger sig ind i kirkefædrenes periode og middelalderen, optræder der langt mere materiale, der tegner et billede af, hvilken måde man i Kirken benyttede ved Kommunionsmodtagelsen. I det følgende vil der blive fremlagt en række citater, der viser, at Kommunionsmodtagelse på tungen var Kirkens norm:

–          Koncilet i Saragossa (380): ”Ekskommuniker enhver, der vover at fortsætte med at modtage Den hellige Kommunion i hånden”. Dette blev bekræftet af synoden i Toledo (400).

–          Pave Skt. Leo den Store (400-461 – var pave fra 440-461): “Hoc enim ore sumitur quod fide creditur”, som betyder: ”dette bliver i sandhed modtaget i munden, det som vi får gennem vor tro” (7).

–          Det sjette økumeniske koncil i Konstantinopel (680-681): ”forbyd den troende at modtage Den hellige Hostie i hånden, og gør det klart for den, der overtræder dette, at følgen heraf er ekskommunikation”.

–          Synoden i Cordoba (839): ”fordøm sekten ’Casiani’, fordi de nægter at modtage Den hellige Kommunion direkte i munden” (8).

–          Synoden i Rouen (878) fremlagde følgende: ”Eukaristien bør aldrig placeres i hånden på en lægmand eller kvinde, men kun i munden”.

I de følgende citater fremgår det på en mere indirekte måde, at Kirken foretrækker Kommunionsmodtagelse på tungen. Kirken foretrækker denne fremgangsmåde ud fra den betragtning, at de remedier, der benyttes under Messen, samt præstens hænder skal være konsekrerede, fordi han berører Eukaristien, og derfor kan Eukaristien ikke lægges i lægfolkets hænder.

Pave Skt. Sixtus I (var pave i cirka 10 år fra 115 til 125):”De hellige kar (remedier til brug under Messen) må ikke berøres af andre end dem, der er konsekreret til Herren” (9).

Skt. Thomas Aquinas (1225 – 1274): ”ud af ærbødighed for dette sakramente (Den hellige Eukaristi), må intet andet end det, der er konsekreret, berøre dette sakramente, derfor er corporalen og kalken ligesom præstens hænder konsekrerede for at kunne være i berøring med dette sakramente” (10).

Argumenter, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden

Når man arbejder med temaer, som har med tro, moral eller tradition at gøre, bør man ikke gøre dette ensidigt, men være åben for modargumentation og tage den med i sine endelige betragtninger. Jeg vil derfor i det følgende se på nogle af de tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden, og som er blevet benyttet i argumentationen for at indføre denne praksis i Kirken.

Skt. Kyrillos af Jerusalem (315 – 386): ”når man træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, bør man ikke gøre dette med fremstrakte håndled eller adskilte fingre, men forme den venstre hånd som en trone og placere den over den højre, så der gøres plads til Den store Konge og i håndfladen modtage Kristi Legeme og sige: Amen” (11). Ved første øjekast synes dette citat at være et vægtigt argument for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Dette uddrag stammer fra en ud af fem skrivelser: Påskens mysterier, som er forelæsninger udarbejdet af Skt. Kyrillos. Hans 18 forelæsninger for katekumener, som forbereder sig til dåben, kan uden tvivl, men der er stadig diskussion om dette, (at disse fem opfølgende forelæsninger) tilskrives denne store helgen. Dr. Taylor Marshall er en af de specialister, der betvivler dette. Han antyder, at nogle af disse skrivelser ikke hører til Skt. Kyrillos forelæsninger (12). Desuden skriver han (Dr. Taylor Marshall), at det samme citat fortsætter med at gøre rede for, at Kristi Legeme bringes for kommunikantens øjne og pande, og derpå skal kommunikantens læber berøres med Vor Herres dyrebare blod (13).

Desuden finder man i samme kateketiske skrivelse: Påskens mysterier nogle usammenhængende tekster, der taler for Kommunionsmodtagelse i hånden:

”Fremstræk ikke Jeres hænder, men buk og indtag en mindre kropsstilling som tegn på tilbedelse og ærbødighed …”

”… Vær opmærksom på, at I ikke taber noget af Det, I modtager (Herrens Legeme). Skulle dette ske, vil det være, som om I skader Jeres egen krop. Hvorfor det? Hvis I modtog guldstøv, ville I så ikke holde fast på det på det med al magt, så det ikke flyder mellem Jeres fingre, og I mister det? Hvor meget mere vil I da ikke sørge for beskytte Det, I har modtaget, så I ikke mister en eneste krumme, fordi Det, I har i Jeres hænder er mere dyrebart end guld og ædelstene?” (14).

Det synes, som om det er legitimt at betvivle dette citat, da det forekommer mærkværdigt og rummer uklarhed vedrørende måden at modtage Eukaristien på, og det kan yderligere betvivles, fordi andre eksperter på feltet også har udtrykt tvivl om, om dette kan tilskrives Skt. Kyrillos. Ikke desto mindre anser jeg det for at være ægte, og at det kan tilskrives Skt. Kyrillos.

Skt. Basileios den Store (330-379)

Skt. Basileios bliver ofte benyttet som kilde, når man ønsker at finde beviser for Kommunionsmodtagelse i hånden i kirkefædrenes periode. Ikke desto mindre siger han klart, at det kun er tilladt at modtage Kommunionen i hånden i perioder, hvor kristne bliver forfulgt eller i tilfælde som munkene i ørkenen, der ikke havde adgang til diakoner eller præster til at give dem Kommunionen (15).

Andre værker, der belyser dette emne

Skt. Athanasius (298–373), Skt. Cyprian (210–258), Skt. Johannes Chrysostomos (349–407) og Theodore fra Mopsuestia (350–428) kan alle bære vidnesbyrd om Kommunionsmodtagelse i hånden. Skt. Athanasius henviser til, at man vaskede hænderne før Kommunionsmodtagelsen. Skt. Cyprian, Skt. Johannes Chrysostomos og Theodore fra Mopsuestia henviser til en lignende praksis ved Kommunionsmodtagelse i hånden, såsom at modtagelsen skulle foregå i højre hånd, og derpå tilbad og kyssede man Jesus Kristus i den konsekrerede hostie (16).

Det fremstår ikke klart hvilken form for Kommunionsmodtagelse, der var den mest benyttede fra kirkefædrenes epoke og frem til udstedelsen af Milano-ediktet (313). Man kan ud fra det materiale, der er blevet gennemgået ovenfor se, at det tydeligt fremgår, at Kommunionsmodtagelse i hånden var praksis i Kirken i kirkefædrenes epoke (313-400). Imidlertid ser det ud til, at i slutningen af 300-tallet og fremefter bliver Kommunionsmodtagelse på tungen mere fremherskende og efterfølgende en almen praksis i Kirken. Kommunionsmodtagelse i hånden forsvandt mere og mere i slutningen af kirkefædrenes epoke. Gjorde man alligevel brug af denne praksis, kunne det få alvorlige konsekvenser, eksempelvis ekskommunikation.

Hvorfor ændrede man praksis i forhold til Kommunionsmodtagelsen i slutningen af kirkefædrenes periode? De tekster, man finder hos Skt. Kyrillos fra Jerusalem (313 – 386) og Theodore fra Mopsuestia, bidrager med svar på dette spørgsmål. Begge fremhæver de, at Vor Herres Eukaristiske Legeme og Blod må berøres af kommunikanten øjne, læber og pande (17). Kirken har med inspiration fra Helligånden fundet det hensigtsmæssigt at ændre praksis, så tilbedelsen af Vor Herre blev mere behørig og passende. Serafernes glødende kul (18) blev nu grundlaget for den korrekte liturgiske måde at modtage Eukaristien på. Andre elementer, man var blevet opmærksom på, var eksempelvis risikoen for spredning af Eukaristiske partikler, samt at den konsekrerede hostie kunne blive stjålet. Da Eukaristien er kilden til og det ypperste i det kristne liv (19), er det naturligt, at beskyttelsen af Den, er det, vi vægter højest. Endelig bør det også fremhæves, at Kirken kunne se ved Kommunionsmodtagelse knælende og på tungen, forøgedes troen på Vor Herres realpræsens i Eukaristien. Dette bekræftes, når man går tilbage til reformationen, og ser på det, der skete i forhold til Kommunionsmodtagelsen. Ulrich Zwingli og John Calvin benægtede realpræsens, og for at fjerne dette centrale aspekt ved troen indførte de Kommunionsmodtagelse stående og i hånden (20).

Hvad kan man gøre?

Det kan ikke undre, at troen på realpræsens blandt katolikker er styrtdykket siden Vatikan II. Kenneth C. Jones indeks, der redegør for faktorer, der beskriver katolicisme, viser et statistisk fald, når man ser på alle de væsentlige markører for katolicisme. Dette fald er sket siden sidst i 50’erne frem til midt i 60’erne og videre frem til år 2000, og det kan diskuteres, om disse statistiske fald vil blive forværret om 20 år. Samtidig viser den seneste offentliggjorte undersøgelse fra Pew Research et markant fald i katolikkers tro på realpræsens. Jeg er klar over, at det krisetegn, vi her ser skitseret i det statistiske materiale ikke kun skyldes, at man har foretaget ændringer i måden at modtage Den hellige Kommunion på, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at den har spillet en ikke ubetydelig rolle. Lex orandi, lex credendi synliggør det, der er sket og hvilken betydning, det har for troen på realpræsens.

Løsningen på problemet synes at ligge lige for: afskaf Kommunionsmodtagelse stående og i hånden og genindfør den åbenlyst mere ærbødige og passende form, som er knælende og på tungen. Kommunionsbænkene skal tilbage på deres plads! Kardinal Sarah mener, at dette er ét af satans mest markante angreb på Eukaristien, nemlig at fjerne troen på realpræsens. Kardinalens argument rammer plet og er derfor vanskeligt at modsige.

Siden indulterne, der til en start blev givet af Den hellige Stol i 1969 ikke er en konstruktion, der er ufejlbarlig, ville det være en let sag at tilbagekalde dem. Det vil i sagens natur kræve en vis ydmyghed, at indrømme, at det var en fejltagelse, at man vendte tilbage til Kommunionsmodtagelse i hånden. Man ville med velbegrundet støtte i Kirkens tradition kunne foretage en tilbagekaldelse af indulterne. Det er også vigtigt at fremhæve, at selv nyere dokumenter fra Vatikanet understøtter Kommunionsmodtagelse på tungen fremfor i hånden.

Her vil jeg gøre plads til en sidebemærkning, tænk på én af de mest kendte privatåbenbaringer i Kirken, Vor Frue af Fatima. Fatima, husker mange for de tre hemmeligheder, der blev åbenbaret af Vor Frue. Det, der dog er mindre kendt i forhold til disse åbenbaringer, er behandlingen af Eukaristien.

Da englen åbenbarede sig for dem (de tre hyrdebørn) på Loca do Cabeço ”holdt han en kalk i sine hænder, og ovenover kalken kunne børnene se en Hostie, hvorfra der løb nogle dråber blod ned i den hellige kalk”. Englen slap kalken, og Hostien svævede i luften, og han bøjede sig ned mod jorden og bad følgende bøn tre gange sammen med børnene:

Allerhelligste Treenighed, Fader, Søn og Helligånd, jeg beder til Jer fra mit hjertes dyb og frembærer Jesu Kristi dyrebare Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som bebor hvert eneste Tabernakel i verden, for at sone den krænkelse, helligbrøde og ligegyldighed, som Jesus Kristus er blevet mødt med. Ved de uendelig mange fortjenester gennem Hans Allerhelligste Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, beder jeg for de stakkels synderes omvendelse.

Derefter rejste englen sig, tog Hostien og gav den til Lucia, og han gav kalkens indhold til Jacinta og Francisco, mens han sagde: ”tag dette Jesu Kristi Legeme og Blod, som på en forfærdelig måde er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son deres gerninger og trøst Jeres Gud”. Derpå bøjede han sig igen til jorden og gentog bønnen til Den hellige Treenighed tre gange og forsvandt så.

Englen og børnene bøjede sig mod jorden (i ærbødighed) overfor Vor Herres Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed for gennem tilbedelse at sone for verdens synd. Lucias vidnesbyrd samt den æstetiske måde, dette forløb er skitseret på viser, at englen giver børnene Kommunionen på tungen, mens de knæler, og derefter fremsiger de deres taksigelse. Dette er et smukt vidnesbyrd om, hvordan en passende Kommunionsmodtagelse bør foregå.

Når Kirken indbyder os til at efterligne englene og helgenerne, bør vi så ikke lytte og tage ved lære og modtage Eukaristien på den måde, som englen viser os?

Ønsker man at vide mere om dette emne, kan jeg henvise til – og stærkt anbefale den bog, som Biskop Athanasius Schneider har skrevet, og som bærer titlen ”Dominus Est”.

Noter

1: Ved en hurtig gennemgang af det Ny – og Gamle Testamente finder man ud af, at dette var måden at forholde sig- og agere på, når man mødte en guddommelig skabning.

·         4. Mos. 22:31:”Da åbnede Herren Bileams øjne, han så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, og han bøjede sig dybt”.

·         Es. 6:2:”Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger, med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de”.

·         Matt. 2:11 De vise mænds møde med barnet Jesus: ”og de gik ind i huset og så barnet og dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det …”

·         Matt. 28:4-5:”De, der holdt vagt, skælvede af frygt for Ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede“.

·         Matt. 28:9 Maria Magdalene ser den opstandne Jesu: “Og se Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ’Godmorgen’! Og de gik hen og omfavnede Hans fødder og tilbad Ham”.

·         Åb. 1:17: Johannes ser Jesus: “Da jeg så Ham, faldt jeg ned for hans fødder som død”.

·         Åb. 5:8 og 14:“Og da det (Lammet) fik bogen, faldt de fire væsner og de fireogtyve ældste ned for lammet …”. ”Og de fire væsner sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad”.

·         Åb. 11:16: “Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud …

2: Den rette betegnelse for denne betragtning er Proskynesis.

3: Es. 6:7, Jer. 1:9, Ez. 2:8–9; 3:1–3.

4: 2 Sam. 6:7.

5: 1 Krøn. 15:2.

6: For en god ordens skyld, vil jeg her fremhæve, at i Johannes Åbenbaring 10: 10 står der: “Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den”.

7: “Ore” fungerer i denne sammenhæng som en instrumental ablativ, og angiver et middel til at udføre en handling. Munden bliver dermed det “redskab”, som benyttes til modtagelsen af Den hellige Eukaristi.

8: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 47. 

9: Liber Pontificatis, ed. DUCHESNE, I (Paris, 1886), p. 128.

10: Summa Theologica, Del III, Q.82, Art. 3, Rep. Obj.8.

11: Catechesis Mystagogica (Påskens Mysterier) V, xxi-xxii, Migne Patrologia Graeca 33 

12: En anden ekspert på dette felt er Michael Davies, og man kan fordybe sig i hans arbejde med dette emne i: Communion in the hand and other similar frauds, p. 8.

13: Link til uddybende artikel skrevet af Dr. Taylor Marshall: https://taylormarshall.com/2011/01/did-church-fathers-practice-communion.html

14: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 23, 26 (citat fra Catechesis Mystagogica V, ii, xxii) 

15: Skt. Basil, Brev nr. 93.

16: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” p. 29. 

17: Denne praksis nævnes også i arbejder af Theodoret af Cyrus og Skt. Johannes af Damaskus.

18: Es. 6: 7.

19: KKK (Den Katolske Kirkes Katekismus) §1324.

20: Bishop Athanasius Schneider, “Dominus Est,” pp. 37–38. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af André Levesque og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/hand-tongue-eucharist/#_ftn13

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s