Hvorfor Den hellige Kommunion er Den mest overvældende føde, man kan indtage her på jorden

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i november. Netop i denne måned er mine tanker (mere end normalt) centeret omkring mad. Dette kunne have noget at gøre med, at vejret bliver koldere, især på de nordlige himmelstrøg og at det betyder, at man har behov for mere mad og i særdeleshed noget varmt at drikke. Det kunne også skyldes Mortensaften, der leder tankerne hen på en sprød gåsesteg, som vi (altid) spiste den 11. november med min familie i Østrig, som jeg opholdt mig hos i en årrække. Det kunne naturligvis også dreje sig om den velkendte duft, der knytter sig til et Thanksgivingmåltid. Hvad årsagen end måtte være, så har jeg forsøgt at gennemskue, hvad der skaber denne indre uro, ved at stille spørgsmålet: Hvad ønskede Gud at lære os, da Han skabte os som væsner med mund og mave, der har behov for at indtage ”elementer”, der er placeret udenfor os, for at kunne overleve. Samtidig med at vi er afhængige af kosmos, er vi også herre over det, fordi vi kan omforme det og indtage det.

Skt. Thomas Aquinas, en pålidelig og grundig formidler af viden om Kirkens syv sakramenter, fortæller os, at vi kan lære meget om den betydning, det enkelte sakramente har, ved at se nærmere på dets materielle udformning og det, det udvirker. For eksempel vil vand fjerne snavs fra huden, men vand har også en opfriskende virkning, når man drikker det. Det er derfor skyld og synd i dåbens bad vaskes bort, og sjælen bliver ”fornyet” ved denne indførelsens nåde.

Når det handler om Eukaristien og de elementer, der benyttes (når Kristi indstiftelsesord siges), som er hvedebrød og vin, der stammer fra druer, så er begge dele føde og drikke for mennesket, den basale føde vil nogen hævde, og den bedste drikkevare, mennesket og naturen (til vores glæde) har frembragt. Derfor må Eukaristiens rette virkning adskilles fra den virkning, som den almindelige mad har på et menneske: at der tilføres og deponeres energi. I forhold til denne fysiske virkning drager Skt. Thomas en sammenligning med den sakramentale virkning på den åndelige velfærd, nemlig om den forøges eller mindskes. Den sakramentale effekt kan styrke dyderne og den samlede åndelige velfærd hos et menneske og samtidig hele alt det, der er blevet ødelagt.

Men stiller vi os tilfreds med denne forklaring, der er blevet givet ovenfor, går vi glip af den egentlige pointe.

Med udgangspunkt i Skt. Augustin fremhæver Skt. Thomas Aquinas, at der er væsentlig forskel på den mad, der fungerer som menneskeføde og den åndelige føde, som Den hellige Kommunion er. Den mad, der tjener til menneskeføde, har (som allerede nævnt) til hensigt at bidrage med energi. Med hensyn til den åndelige føde er det helt anderledes, for her er det Vor Herre Jesus Kristus, som er fuldt og helt til stede i Den hellige Eukaristi. Denne guddommelige føde omdannes ikke (som føde normalt gør) i den, der indtager Den. Det er nemlig Den (Eukaristien), der omformer den, der har indtaget Den, og det vil sige, at kommunikanten vendes mere mod – og kommer til at ligne Jesus, fordi Jesus i kommunikanten foretager den egentlige transformation.

Forestillingen om, at vi forandres til den føde, vi indtager, kan virke underlig, for det forholder sig normalt modsat. Var den pågældende føde kun føde, ville den ikke kunne gøre det, den gør. Det er netop det, Jesus svarer på, når Han siger: ”… kødet gør ingen gavn” (Joh 6: 63), og det er også det, kirkefædrene fremhæver, når de fortolker ordene: kødet gør ingen gavn, for det nærer ikke ånden med hellighedens liv. Når føden er Den levende Guds Søns livgivende kød, og den troende indtager Det, leder Det til liv, et fornyet liv og guddommeliggørelse, hvis den troende vel og mærke befinder sig i en tilstand, hvor denne kan drage nytte af det.

Denne sandhed gør sig gældende i den teologi, som Skt. Kyrillos fra Alexandria (378-444) (1) fremlægger. Han er den første kirkefaderlige autoritet, Skt. Thomas Aquinas benytter citater fra til at understøtte sin undersøgelse af Eukaristiens virkning, et tema, man finder belyst i hans Summa Theologiae:

Guds Ord, der er livgivende, forenede Sig med Sit eget kød og gjorde det livgivende. Det var derfor, Han på en speciel måde forenede sig med vore legemer gennem Sit hellige Kød og dyrebare Blod, som vi modtager i det livgivende og velsignede brød og vin (III, q. 79, a. 1).

Som Fr. Emile Mersh forklarer:

Der sker en forening med denne føde gennem en mystisk udveksling af liv i en assimilering, hvorved det ene forenes med det andet. Men i Eukaristien er det vigtigste, det brød, vi modtager, som er Livets Brød. Dette brød optages – og forandres i den, der spiser det (Theology of the Mystical Body, pp. 590–91).

Dette kan lade sig gøre, fordi det er Herren i egen Person, der fremstår i brødets og vinens skikkelse. Forenet med Jesus gennem tro og kærlighed bliver kommunikanten omformet til Ham og bliver en del af Hans Legeme, siger Skt. Thomas Aquinas: ”for denne føde ændres ikke til den, der indtager den, men forandrer i stedet vedkommende. …Dette er en føde, som guddommeliggør mennesket og fylder det med guddommelighed” (fra Johannesevangeliet kap. 6 og lektion. 7, § 969 hos Thomas Aquinas). Med disse ord siger Thomas Aquinas ganske enkelt, at dette sakramentes rette virkning er en forandring af mennesket, så det bliver ligesom Kristus, og dette fluktuerer med det apostlen Paulus siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2: 20).

Ligesom Skt. Augustin og Skt. Kyrillos fra Alexandria var Skt. Thomas Aquinas fokuseret på kirkefædrene, og han citerer de vægtige ord fra Skt. Johannes fra Damaskus (676-749): ”netop dette brændende ønske flammer i os og er blevet antændt i det brændende kul (som stammer fra dette sakramente), som vil lade vor synd gå op i flammer og oplyse vore hjerter, således at vi ved at tage del i den guddommelige ild kan antændes og guddommeliggøres”. Når vi modtager Eukaristien i nådens stand, tager vi del i en højtidelighed ved kærlighedens ild og lader den gennemtrænge og nedbrænde alle kræfter, der er i sjæl og legeme. Skt. Thomas Aquinas gav sig fuldt og helt med sjæl og legeme til de hellige mysterier, fordi han i dem så sin elskede Herre og gennem dem blev funderet i Hans (Jesu) kærlighed. Han (Thomas) var forankret i, at af alle de gode ting, Jesus ønsker for os, er det vigtigste et tæt venskab med hver eneste person, der tror på Ham (jf. Joh 15: 13-15). Skt. Thomas Aquinas giver væsentlige og bestyrkende argumenter for realpræsens, Herrens tilstedeværelse i sakramentet:

Dette betoner Kristi kærlighed, og det var af den kærlighed, at Han påtog sig vort kødelige legeme for at frelse os. Eftersom, det er det rigtige at være sammen med sine venner, som filosofferne udtrykker det, blev Han Legeme, for os, noget vi kan tragte efter. … I mellemtiden har Hans Legemlige tilstedeværelse ikke forladt os i denne udlændighed; Han drager os til Sig gennem dette sakramente, som er Hans Legeme og Blod, og som Han selv siger i Johannesevangeliet kapitel 6: 56:”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham”. Dette sakramente er et tegn på den største kærlighed samt en støtte til vores håb om en (for os) forening med Kristus (ST III, q. 75, a. 1).

Alt dette finder sted i mørket, i troens mørke; og det er med god grund, at Skt. Thomas Aquinas insisterer på en dunkel og gådefuld udformning af denne sakramentale handling. Charles De Koninck skriver følgende:

Det er ved en helt usædvanlig nåde, at Gud er blevet en af os, for at komme os i møde i dette mørke og for at løfte os op til Ham ved at frembære sig selv som offer for vore synder, og Han har bedt os om troslydighed, ligesom Han gjorde overfor Sin Søn. … Dette er en nåde, der rækker ud over det, vi kan forestille os, og der er ingen andre steder, vi kan gå hen, kun til Ham (og dette gælder også, når alle andre har forladt os). Det er Ham, vi overgiver os til i dette troens mysterium, Ham, der er skjult i stilheden, og Hvis navn er Ordet.

Ordet, som blev kød, og som overgav sig selv til døden for mig, Han sår nu et frø i mig, et frø, der stammer fra Hans herliggjorte menneskehed og uovervindelige guddommelighed. Hvis vi har denne gave, hvad mangler vi da? For vi er i sandhed i ”det guddommelige, allerreneste, udødelige, himmelske, livgivende og utrolige Kristi mysterium” (Liturgy of St. John Chrysostom), alt det, som er blevet forberedt, givet og som har frelst os. Halleluja

Noter

1: Læs om dette i Mersch bog, The Whole Christ, pp. 337–58.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. november 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/unlike-other-food-when-you-eat-the-eucharist-you-become-what-you-eat

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s