Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål

Anden del.

Når man er på vej ind til skriftemålet, er det bedste, man kan gøre, at være i vedvarende bøn og bede Herren om at lede en, når der er behov for det. Husk dette, overvej dette og lad dette bundfælde sig i dig på vej til – under og efter skriftemålet:

Hvis sjælen befinder sig i en tilstand, hvor den er præget af dødssynd, er den ikke i stand til at omvende sig, medmindre Gud giver den nåden til at gøre det, og selv da skal sjælen arbejde sammen med den nåde, Gud har givet kvit og frit ud af sin guddommelige barmhjertighed.

Er en sjæl først kommet i en tilstand præget af dødssynd, kan den ikke ved egen kraft orientere sig mod Gud, fordi synden har slukket Guds kærlighedslys i den. Hvis Gud ikke giver sjælen denne foreløbige nåde, (en nåde Gud giver rettet til et specifikt formål, og denne nåde skal ikke forveksles med den helliggørende nåde) vil den være låst fast i sin synd. Det er netop grunden til, at det er vigtigt, at man vedvarende er i bøn, og der beder for, at man altid må være tæt på Gud, også selvom det betyder, at Han tugter en i dette liv, for der findes ikke noget værre, end at man afslutter dette liv i en tilstand, der præges af dødssynd.

Den nu afdøde Father John Hardon, S. J beskrev Guds barmhjertighed på følgende måde: Guds kærlighed rækker ud over det, menneskeheden fortjener … Når en sjæl har benyttet sit frie valg til at afvise denne kærlighed ved at begå en dødssynd, fortjener sjælen ikke længere Guds hjælp, sjælen er dermed blevet fuldstændig afhængig af Guds Barmhjertighed til at hjælpe den tilbage til Ham ved omvendelse og skriftemål.

I parentes bemærket bør trofaste katolikker ofte have med i deres bøn, at Herren vil føre så mange sjæle som muligt til Sin nåde, og det gælder i sagens natur (også den, der selv fremsiger bønnen), og det gælder især dem, der er langt fra Ham.

Bodens sakramente består af tre væsentlige elementer, som pønitenten (skriftebarnet) skal opfylde. Disse tre elementer fremgår af § 1450 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning (40).

1.      Angeren: en god anger kommer fra hjertets dyb, fordi man elsker Gud. Men angeren kan også stamme fra en angst for Gud eller for at komme i helvede. Der optræder dog også en tredje mulighed, hvor angeren er funderet i egoisme kombineret med kærligheden til Gud eller frygten for Gud. Paragraf 1451 i Den Katolske Kirkes Katekismus uddyber angeren og dens natur:

§ 1451 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd og med det forsæt fra nu af ikke at synde mere (41).

2.      I skriftemålet bekendes alle de dødssynder, pønitenten er bevidst om, og her drejer det sig om dødssynder, der er begået siden sidste skriftemål. Derudover skal al anden foretaget syndsaktivitet siden sidste skriftemål også bekendes for skriftefaderen, det kan være tyveri, løgn og utugt. Undladelsessynder skal også lægges frem, og det kan eksempelvis være, at man har undladt at gå til Messe på (af Kirken) påbudte dage, at man ikke har vist lydighed overfor myndigheder, ikke støttet Kirken og undladt faste og abstinens på (af Kirken) påbudte dage. Læs nærmere om dette i paragraf 1456 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

§ 1456 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1456: Tilståelsen over for præsten udgør en væsentlig del af Bodens sakramente: De bodfærdige bør i skriftemålet nævne alle de dødssynder, som de er sig bevidst efter en omhyggelig samvittighedsransagelse, selv når disse synder er meget skjult og kun er begået mod de to sidste af Lovens ti bud. For disse synder sårer til tider sjælen dybere og er farligere end dem, som er begået offentligt” (46).

3.      Soning: efter skriftemålet skal man gøre bod og om nødvendigt genoprette den skade, ens synd har påført andre. Det kan for eksempel være, at man afleverer penge eller ting tilbage, man har stjålet fra en anden eller yder økonomisk eller materiel erstatning til vedkommende. Soning kan også betyde, at man renser et andet menneskes rygte, et menneske man har bagtalt etc. Dette bliver uddybet i paragraf 1459 i Den Katolske Kirkes Katekismus

§ 1459 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1459: Mange synder skader vores næste. Man må gøre det, der er muligt for at genoprette skader (for eksempel tilbagegive stjålne ting, rense dens rygte, som vi har bagtalt; bøde på sår). Det kræver simpel retfærdighed. Men desuden sårer og svækker synden også synderen selv, såvel som hans forhold til Gud som til hans næste. Absolutionen borttager synden, men udbedrer ikke al den uorden, synden har forvoldt (55). Løst fra synden skal synderen endnu genvinde sin fulde åndelige sundhed. Han skal altså gøre noget mere for at gøre det godt igen, som han har forbrudt ved sine synder. Han skal på en passende måde yde bod for eller sone sine synder. Denne soning kaldes også bod.

Som Den Katolske Kirkes Katekismus påpeger, er angeren det primære, men det betyder ikke, at de andre dele af skrifteprocessen, der er beskrevet ovenfor, er mindre betydningsfulde, de bør og skal fuldføres. Imidlertid kan der opstå nødsituationer, som at døden er nært forestående, og hvor skriftemålet og den efterfølgende soning ikke er mulig. Normalt er det en ordineret præst med myndighed, der varetager sakramenternes udførelse, men i ekstraordinære situationer, hvor der er en overvejende risiko for, at døden bliver det endelige udfald, har alle præster, selv lægfolk disse beføjelser, og disse bør derfor forestå et generelt skriftemål ved at spørge ind til – og lytte til de synder, pønitenten måtte have at bekende (hvis denne i sagens natur er ved bevidsthed), og som vedkommende er ked af og angrer. Hvis pønitentens helbredstilstand tillader det, bør denne endeligt bekræfte det, der er blevet bekendt, og derpå kan en sakramental absolution gives, som fjerner al evig straf, der knytter sig til synd. Yderligere tillader Kirken qua Hendes frelsesøkonomi, at varetageren af sakramentet kan give en apostolisk syndsforladelse, hvis vedkommende har modtaget et angerfuldt skriftemål, så den timelige straf bundet til synden fjernes.

Pønitenten bør stræbe efter at vise en dyb anger (som Skt. Thomas Aquinas påpeger, er dette noget, Gud giver til sjælen, og derfor er det påkrævet, at man beder Gud om at kunne vise den dybe anger) eller som et minimum udvise en vis form for anger, for ellers kan pønitenten blot skrifte, og præsten give absolution, men pønitenten fortsætter efterfølgende med at foretage samme synder, fordi vedkommende ikke har indset, at hans/hendes handlinger grundlæggende er forkerte, og dermed er en synd mod Gud. Det kan være, at pønitenten er angerfuld i forhold til alle sine synder bortset fra en, og på grund af denne ene er pønitenten stadig bundet af alle sine synder.

Det, jeg erfarer, og som jeg vil betegne som værende en stor mangel, er, at mange pønitenter har en manglende vilje til at ville ændre deres liv, så de ikke begår de samme synder igen, det er jo det, der er hensigten med skriftemålet, nemlig at man ikke vil synde igen. Derfor er en grundlæggende og dyb anger det altafgørende. Man skal ville angeren, så den er ægte og kommer fra hjertets dyb. I evangelierne benytter Jesus ofte formuleringer som:

Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre” (Joh 5: 14).

Hun svarede: Nej, Herre, ingen. Så sagde Jesus: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8: 11).

For at angeren kan være dyb og ægte, må man som et minimum have et ønske om ikke at ville synde mere (også selvom man ved, at man er svag og kan falde for fristelse og dermed er ængstelig for at synde igen). Vi må begynde at opbygge en grundlæggende målsætning om, at det er vores højeste prioritet at forandre vores liv.

Hvis man har for vane at indtage for meget alkohol, alene eller sammen med andre, så er én af de helt åbenlyse ændringer, man kan foretage at undgå de miljøer og sociale sammenhænge, hvor et stort alkoholindtag er normen. Man kan i sagens natur ikke forvente, at der sker forandringer, hvis man fortsætter med at gøre som hidtil. Hvis en person har for vane ikke at gå til Højmessen om søndagen kl. 10.00, fordi vedkommende lørdag aften/nat går i byen og efterfølgende kommer sent hjem, bør vedkommende ændre på sin dårlige vane og gøre tilbedelsen af Gud til det absolut vigtigste og dermed stoppe sin sene gå-i-byen-aktivitet lørdag aften/nat. Hvis en person ikke har noget ønske om at ville ændre sit liv, hvordan kan man da hævde, at man stræber efter at praktisere en dybere anger?

Kan I lugte det? Stanken af helvede, der klæber sig til en sjæl, der er på vej ind til skriftemålet, men egentlig ikke har noget ønske om at ændre sit liv, så det stemmer overens med Guds hellige Bud.

Hvis I ønsker at foretage et godt skriftemål, så brug tiden til at bede om nådens lys, så I kan ændre Jeres liv, så det er Gud til behag. Hvem ønsker I at behage? Er det Jer selv, Jeres ”såkaldte venner”, familien eller vennerne på Facebook? Vær opmærksom på, at ingen af dem har magten over liv og død, det er kun Gud, der har det. Så hvem bør I stræbe efter at behage med Jeres livsførelse? Det første bud er aldrig blevet afskaffet:

Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene’” (Luk 4:8).

Når angeren begynder at tynge samvittigheden, er det et signal om, at der er et påtrængende behov for at opsøge skriftemålet. Det bør derfor være af stor vigtighed, at man får skriftet. Om nødvendigt ring til en præst og lav en aftale med henblik på at foretage skriftemål hurtigst muligt. Hvis skriftemål allerede er en ugentlig ”aktivitet”, så mød op i god tid og stil dig i kø (hvis man da stadig nogen steder i Vesten står i kø foran skriftestolen).

Dette leder os til ransagelse af samvittigheden. Formodentlig har man en (god) grund til at gøre brug af bodens sakramente. Imidlertid kan man bære på flere synder, end man er bevidst om, og som er vigtige at få bekendt. Der findes mange (tilgængelige) eksempler på en god og objektiv måde, hvorpå man kan ransage sin samvittighed. Anskaf dig den udgave, der passer netop til dig og gør brug af den. Den synd, man har begået, bliver ikke målt ud fra ens egen ”mavefornemmelse” (subjektiv vurdering), nej, målestokken er grundfæstet i Gud og den naturlige lov, samt det, Kirken foreskriver. Man bør have foretaget en grundig ransagelse af samvittigheden, inden man ankommer til Kirken, så man straks kan stille sig i køen til skriftestolen og nå at foretage skriftemålet, inden skriftefaderen må forlade skriftestolen for at fejre Den hellige Messe. Som oftest har man gjort det således i sognene, at man har lagt skriftemålet før Messefejring. Man har arrangeret det således, fordi det synes som om, at langt de fleste ”praktiserende” katolikker derved kan se et incitament til at komme i Kirken.

Når man er angerfuld og har ransaget sin samvittighed i henhold til Kirkens lære (og ikke i forhold til det, man selv fornemmer) og har fundet vej til skriftestolen, knæl da ned (eller sæt dig) og gør derpå korstegnet og sig således:

Fader, jeg beder om tilgivelse, for jeg har syndet. Jeg er … (civilstand: gift eller tilhører en orden som ordenssøster eller ordensbroder). Mit sidste skriftemål var … (her angiver man tilnærmelsesvist, hvor lang tid, der er gået, siden man skriftede sidst).

Hvis præsten ingen kendskab har til dig og din livssituation, er du forpligtet til at informere ham om dette i begyndelsen af skriftemålet: ”jeg er gift, vi har børn, men der er tale om voksne børn, så de er flyttet hjemmefra, jeg bor alene / er ikke i forhold, jeg er præst, jeg er ordenssøster eller broder. Syndens alvor kan være afhængig af din livssituation.

Sig derpå: dette er mine synder, og herefter bekender du alle de dødssynder, du er blevet bevidst om gennem samvittighedsransagelsen. Du skal redegøre for deres art og antallet af gange, du har foretaget dem. Du skal også redegøre for dine undladelsessynder samt svaghedssynder. Der er opstået en udfordring i forhold til, hvordan skriftemålet bør praktiseres, og denne udfordring har sin oprindelse i den modernistiske tænkning. Det synes, som om mange katolikker ikke er bevidste om, at de bør nævne og bekende antallet af gange, de har begået en synd siden deres sidste skriftemål. Synd er en fornærmelse mod Gud og Hans folk. Til hver eneste synd er der tilknyttet en helt særlig straf. Hvis man fremstilles for en domstol, fordi man har overtrådt loven, dømmes man for hver eneste gang, man har foretaget en lovovertrædelse, og strafudmålingen bliver derfor ikke defineret ud fra en ”pakkeløsning”. Et eksempel på det netop beskrevne kan være:

”Det er tre måneder siden mit sidste skriftemål: jeg har løjet, ikke gået til Messe, misbrugt Herrens navn og syndet ved at sladre”. Derpå siger jeg: ”hvor mange gange har du benyttet løgnen, ikke gået til Messe, misbrugt Herrens navn og udbredt sladder?” ”Øh, det ved jeg ikke. Jeg tror jeg har benyttet løgnen ca. 10 gange, ikke gået til Messe 7 gange, misbrugt Herrens navn et par gange om dagen og udbredt sladder mindst 20 gange”.

Jeg tror, at det er tydeligt for enhver, at der er stor forskel på måden at skrifte på i de to tilfælde. Det første skriftemål er bedrøvende og forkert, det fortæller at: 3 synder er blevet begået, og 1 gang har personen undladt at opfylde det, Kirken kræver af den troende. Min erfaring er, at denne form for skriftemål er blevet normen. Det andet skriftemål fremlægges på en langt mere korrekt måde, her er der tale om et antal på mindst 210 begåede synder (alle graverende), og 7 af disse omhandler en undladelse af at opfylde Kirkens fremsatte krav. Hvis man virkelig vil vise taknemmelighed overfor Herren, bør man indse og forstå, hvor langmodig og barmhjertig Han er med os, og hvor skamfuldt og modbydeligt vi har handlet mod Ham.

Efter at have aflagt skriftemålet slutter man af med at sige: ”disse og alle mine andre synder angrer jeg af hele mit hjerte og beder om tilgivelse og bod”. Lad være med at sige, og jeg beder Jer virkelig, ”det var det”, når I færdige med at skrifte, dette er nemlig en anden dårlig vane folk generelt har taget til sig. Nej, for det var ikke ”bare” det, det var alt det, man kunne erindre, men der eksisterer med garanti synder, man har glemt eller synder, man ikke har kendskab til. Bekendtgør ikke for Herren, at ”det var det”. Det er ikke et tegn på ydmyghed, det er dumhed. Vær ydmyg for Herren og erkend din svaghed, dårlig hukommelse og eventuelle ligegyldighed og afslut dit skriftemål med: ”disse og alle mine andre synder angrer jeg af hele mit hjerte og beder tilgivelse og bod”.

Efter at skriftefaderen har stillet yderligere spørgsmål relateret til skriftemålet (hvis dette er nødvendigt) og givet nogle vigtige og gode råd (igen hvis dette er nødvendigt), modtager pønitenten en bod (for det meste en elendig og upassende bod), som skal udføres så hurtigt som muligt. Da soningen er en væsentlig del af bodens sakramente, bør pønitenten gøre alt det, der ligger i dennes magt, for at afholde boden (pønitenten kan anmode skriftefaderen om en anden bod, hvis pønitenten med sig selv ved, at den foreskrevne bod er vanskelig at gennemføre). Synd sætter ikke kun et varigt mærke på sjælen (ingen anden end Jesus kan med sit offer sone dette), den har også timelige konsekvenser, der kan være temmelig uoverskuelige. Den soning pønitenten foretager er i relation til den timelig straf, der er knyttet til synden, den er ikke relateret til den evige straf. Derfor bør pønitenten fra hjertets dyb have en intention om at udføre boden snarest muligt. Hvis pønitenten har tvivlsspørgsmål, bør disse rettes til skriftefaderen, så denne kan afklare disse, inden pønitenten forlader skriftestolen for at udføre bodsakten.

Mit gode råd til Jer er: start allerede nu med at få oparbejdet en god vane med regelmæssigt at ”indhente” aflad. Bønner og handlinger, der er forbundet med aflad, fjerner den timelige straf, der knytter sig til synden. Hvis man dør i en tilstand af synd, hvortil der er knyttet timelig straf, sker en ”udligning” i purgatoriet, og jeg bliver nødt til at understrege, at dette er en meget alvorlig sag, for det handler om en renselse i purgatoriet.

Efter at pøniteten har bekræftet, at denne har forstået det, som skriftefaderen har fremlagt og påbudt, og der ikke er yderligere, forlader pøniteten skriftestolen og gør sin bod på passende måde. Der findes en ældre, men god anger/bodsakt, der udtrykker det, der skal udtrykkes, og som jeg selv gør brug af:

Min Gud, af ganske hjerte angrer jeg mine synder. Det gør mig ondt, at jeg så ofte har gjort et onde og forsømt det gode, for derved har jeg krænket Dig, Det højeste gode, som alene er værd at elske højere end alt andet. Jeg har det faste foresæt med Din nådes hjælp at gøre bod, ikke mere at ville synde og at undgå lejlighed til synd. Vær mig nådig Herre, for vor Frelser Jesu Kristi lidelses skyld. Amen”.

Hvis man omhyggeligt undersøger denne anger/bodsakt, vil man opdage, hvor smuk og teologisk fuldendt den er.

Enten efter at du har foretaget denne anger/bodsakt, eller mens du gør det (hvis præsten er af den gamle skole), vil han give dig den hellige absolution, og derpå sende dig bort med en lovprisning af Gud.

Det er nu blevet tid for en dybfølt taksigelse til Gud! Vær taknemmelig for bodens sakramente, vær ikke bange for det (angst for bodens sakramente bunder ofte i hovmod og forfængelighed). Hvis du ikke bryder dig om de råd, du modtager fra skriftefaderen (sandsynligvis fordi de ikke følger katolsk norm, eller fordi de ikke passer til din specifikke situation), da bør du opsøge en anden skriftefader, for det har du ret til at gøre.

Som præst er det mest velsignede, jeg kan sige indstiftelsesordene, der optræder under Den hellige Messe, men det, der kommer næstefter, er følgende:

Gud, vor barmhjertige Fader har ved sin Søns død og opstandelse forsonet verden med sig og udøst Helligånden til syndernes forladelse. Han skænke dig gennem kirkens tjeneste tilgivelse og fred. Og jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen“.

Desværre, og dette tynger mig med stor sorg, så kommer disse velsignede linjer alt for sjældent over mine læber … Min bøn er, at alle dem, der læser denne artikel (som ikke er noget stort) vil agere således, at deres præst (eller personlige skriftefader) får den velsignelse, at han må udtale disse ord rettet netop til dem så ofte som muligt. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 15. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-ii-making-a-good-confession

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s