Bebudelsen: velsignede kvinder, der knuser hovedet på deres fjender

Ved denne store fest for Herrens bebudelse fejrer vi ikke blot undfangelsen af Den anden Person i Den hellige Treenighed, vi fejrer også Marias fiat (ja) til at være Herrens tjenerinde. Derudover var Marias fiat, det endelige og afgørende nederlag for djævelen, og det er det, vi ofte ser afbilledet i kunsten og specielt i forbindelse med Mariastatuer, hvor hendes ene fod er placeret på slangens hoved. Når protestanterne bestrider Marias betydning i frelseshistorien, bør man rette et undersøgende blik på evangelisten Lukas, der ved bebudelsen beskriver Vor Frue, som den, der besejrer satan.

Det centrale i Bebudelsen trækker tydelige tråde til et skriftsted i det gamle Testamente. Det skriftsted, der er tale om, er 1. Mosebog kap. 3: 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Dette skriftsted er af så stor betydning, at det betegnes som et protoevangelium eller urevangelium. I dette protoevangelium, hvor syndefaldet er sket, og dommen over Adam og Eva stadfæstes, indvarsler Gud Sin frelsesplan. Ligesom det højtidelige glædesudbrud under påskevigilien, som lyder: ”O lykkelige brøde, der fortjente at få en sådan og stor Forløser”, kommer protoevangeliet lige efter syndefaldet, hvor Gud forkynder det ”første” glædelige budskab om frelsen fra synd og djævelens varetægt. I overensstemmelse med 1. Mosebog kapitel 3: 15 udviser Kristus, som den nye Adam, lydighed og gør dermed det modsatte af den første og oprindelige Adam, som syndede ved ulydighed. Jesus udviser lydighed, da han i sin angst i Getsemane have beder en bøn, der er rodfæstet i lydighed: ” ikke som jeg vil, men som du vil”. Dette skildres på følgende måde i Mel Gibsons The Passion of the Christ, hvor Jesus efter at have overvundet fristelserne gennem Sin ”lydighedsbøn”, rejser Sig og tramper med fuld kraft på en slange, der er er et billede på djævelen.

Fortolkningen af det ovenfor beskrevne skriftsted behøver ikke nødvendigvis at være centreret omkring Kristus. Faktisk finder man i Douay Rheims New Jerusalem bibelversioner et protoevangelium, der indeholder et feminint pronomen, ”Hun skal knuse dit hoved, og du skal bide hende i hælen”. Dette kunne henvise til Maria, som Den nye Eva, der understøtter, men ikke erstatter Kristus, som er Den nye Adam, og det er netop det, der henvises til i evangelisten Lukas beskrivelse.

For at uddybe den forbindelse, der er mellem protoevangeliet og Bebudelsen, må vi tage udgangspunkt i to eksempler på heltemodige kvinder, der optræder i det gamle Testamente. I Dommerbogen kapitel 4 befaler Herren gennem profetinden og dommeren Debora, at der skal sendes en hær mod den kanaanæiske besættelsesmagt ledet af kana’anæerkongen Jabin, der undertrykker israelitterne. Som Herren har forudsagt, lider kanaanæerne et nederlag, og deres general Sisera flygter til fods og ankommer til Jaels telt. ”Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk (som havde en bedøvende virkning) … og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han” (Dom 4: 17-21). Som det efterfølgende fremgår af Deboras sejrssang, er det centrale tema, at israelitterne har besejret kanaanæerne: ”Velsignet blandt kvinder være Jael, kenitten Hebers hustru, velsignet blandt kvinder i telte … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding” (Dom 5: 24 og 26). Man bør sætte stor pris på det gamle Testamente.

Et lignende forløb udspiller sig i Judits Bog. En assyrisk hær under ledelse af Holofernes belejrer den jødiske by Betylua, som ligger på vejen til Jerusalem. Efter 34 dage er byens befolkning rådvilde og er ved at tabe modet og villige til at overgive sig. Af den grund tog Judit sagen i egen hånd, hun sagde til Betyluas ledere: ” … Herren (vil) redde Israel ved min hånd. Men spørg mig ikke ud om mit forehavende, for jeg vil ikke fortælle jer noget, før jeg har gennemført det, jeg er i færd med” (Judit 8: 33-34).

”… så gik Judit ud sammen med sin tjenestepige … Da de to kvinder fortsatte lige frem i dalen, mødte de en assyrisk forpost. De greb fat i Judit og spurgte: Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen? Hun svarede: Jeg er en af hebræernes døtre, men jeg er løbet væk fra dem, for de vil blive overgivet til jer og ædt. Jeg er på vej til Holofernes, den øverstbefalende over jeres hær, for at give ham pålidelig underretning og vise ham, hvilken vej han skal gå for at blive herre over hele bjerglandet, uden at en eneste af hans folk går tabt, ikke en levende sjæl. Da mændene hørte hendes ord og iagttog hendes udseende – hun var i deres øjne forunderlig smuk – sagde de til hende: Du har reddet livet ved at skynde dig ned til vores herre. Fortsæt du kun hen til hans telt …” (Judit 10: 10 og 11-15). Betaget af Judits skønhed indbyder Holofernes hende til at holde måltid med sig. ”Holofernes glædede sig over hende og drak store mængder af vin, mere end han nogensinde i hele sit liv havde drukket på én dag” (Judit 12: 20). Derpå sker der følgende: ”Da alle var gået, og der ikke var en sjæl tilbage i soverummet, stillede Judit sig ved Holofernes’ seng og bad ved sig selv: Herre, al magts Gud, giv i denne time din støtte til det, mine hænder skal gøre til Jerusalems ophøjelse; for nu er tiden inde til, at du kommer dit ejendomsfolk til hjælp og lader mit forehavende føre til udslettelse af de fjender, der har rejst sig mod os. Hun gik så hen til sengestolpen ved Holofernes’ hoved og tog hans sværd ned, stillede sig tæt ved sengen, greb fat i hans hår og bad: Giv mig styrke i dag, Herre, Israels Gud! Så slog hun af al sin kraft to gange mod hans hals og huggede hovedet af ham. Derpå rullede hun hans krop ned fra lejet og fjernede moskitonettet fra stængerne. Straks efter gik hun ud og overlod Holofernes’ hoved til pigen, som stoppede det ned i sin madsæk. Så gik de to ud sammen, som de plejede, når de skulle bede; men da de var kommet gennem lejren, gik de uden om kløften og op ad bjerget ved Betylua og nåede frem til byporten” (Judit 13: 4-10). ”Så tog hun (Judit) Holofernes’ hoved frem fra sækken, viste dem det og sagde: Her er Holofernes’ hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren, og her er moskitonettet, han lå under i sin rus. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd” (Judit 13, 15), og ”hele folket blev ude af sig selv, bøjede sig ned og tilbad Gud, og de sagde som med én røst: Lovet være du, vor Gud, som i dag har tilintetgjort dit folks fjender! Og Uzzija (byens overhoved) sagde til hende: Velsignet af Gud den Højeste være du, min datter, frem for alle andre kvinder på jorden, og velsignet være Gud Herren, som skabte himlen og jorden, og som ledte din vej, så du kunne give vore fjenders leder hans banesår” (Judit 13: 17-18).

Disse to afsnit om Jeal og Judit får stor betydning, når de ses i relation til Marias måde at handle på under Bebudelsen samt de sejre de to heltinder i det gamle Testamente står bag. I Lukasevangeliet kapitel 1: 38, bliver Evas ulydighed ”vendt” til lydighed af Maria, da hun siger: ” … Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”. Fire vers senere i Lukasevangeliet kapitel 1: 42 siger Elisabeth med høj røst henvendt til Maria: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”, og Elisabeth fortsætter i vers 45: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”. Maria bekræfter efterfølgende det, som Elisabeth netop har sagt i sin Magnificat: ”For herefter skal alle slægter prise mig salig” (Luk 1: 48).

Denne trefoldige erklæring, at Maria er salig, leder læserens opmærksomhed tilbage på Jael og Judit, og de gerninger, de udfører, og som er årsagen til, at disse to kvinder kaldes salige. Ser man nærmere på den bibelske konkordans (alfabetisk fortegnelse over ord og disses forekomst i bibelen), vil man opdage, at der kun er to kvinder, udover Maria, Jael og Judit, der betegnes som salige. Når Lukasevangeliet viser stor sympati for det gamle Testamente, og samtidig henter referencer herfra, må man antage, at evangelisten har været vidende om den betydning, der ligger i, at Maria kaldes salig.

Hvis Marias salighed svarer til Jael og Judits respektive salighed, må de tre kvinders handlinger også svare til hinanden, altså de handlinger, der er årsagen til, at de tre kvinder er salige. Jael og Judit knuser begge hovedet på et menneske, der ønsker Israels endeligt, hvor Maria derimod knuser hovedet på en åndelig fjende, nemlig den gamle slange, der er leder for alt det onde og ikke hellige. Ved at sige ja til Guds vilje erstatter Maria, som den nye Eva, den gamle og oprindelige Evas ulydighed med lydighed, den ulydighed, der ledte til syndefaldet. Fordi Maria siger ja til Guds vilje og dermed viser lydighed, retter hun det afgørende slag mod djævelen, og det ved at bane vejen for Guds Ord, som blev kød og menneskehedens Frelser.

Lukasevangeliet viser, at Bebudelsen er en opfyldelse af protoevangeliet og bekræfter blot for os katolikker, at Maria spiller en vigtig rolle i frelseshistorien, og at hun med rette kan kaldes medforløserske (Mediatrix) af al nåde. For protestanter, der accepterer denne form for eksegese, kan dette være en anledning til at rette (et nødvendigt) fokus på – og hengive sig til Guds Moder.

Med den tilsyneladende evige strøm af dårlige nyheder fra Kirkens hierarki til lægfolket, sender Bebudelsen et budskab om håb, et håb om den sejr, der allerede er vundet. I dag er djævelens indflydelse allestedsnærværende, men han er blevet besejret. Vi, der udgør Den militante Kirke, er vidner til, at han (djævelen) synger sin svanesang, mens han krampagtigt til det sidste forsøger at tage så mange sjæle med sig i faldet, som overhovedet muligt. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, at han drager sit sidste suk. Indtil det sker, bør vi fejre den sejr, Vor Frue har vundet over fjenden (djævelen) og håbe på den glæde, vi skal tage del i, når vores pilgrimsvandring i denne verden er tilendebragt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Shane Ball og publiceret på OnePeterFive den 25. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/annunciation-women-crush-heads

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s