Når man forsvarer Judas

Judas Iskariot befinder sig i helvede, og det giver ikke mening, at man forsøger at hævde noget andet på trods af den konstante strøm af argumenter, der præsenteres af pænhedens kirke, når talen falder på dette emne.

Hvordan kan vi vide, at Judas er blevet fordømt? Det kan vi, fordi det er blevet åbenbaret af Den anden og tredje Person i Den hellige Treenighed i Den hellige Skrift.

For det første kalder Den anden Person i Den hellige Treenighed (Jesus Kristus) Judas for ”en djævel”, ”fortabelsens søn”, og Jesus siger yderligere: ”at det var bedre for ham, at han ikke var blevet født”.

For det andet er der Den tredje Person i Treenigheden (Helligånden), som har inspireret forfatterne af Den hellige Skrift (Det gælder også den første pave):

I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede (ApG 1: 16-20).

De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: Herre, du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til. Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve (ApG 1: 23-26).

Det er vigtigt at være opmærksom på det, der her foregår. Man erstatter Judas, fordi han for altid har mistet sin plads blandt apostlene.

Det var nødvendigt, at der blev fundet en erstatning for Judas, for apostlenes antal skulle være 12, fordi tallet 12 indikerer antallet af Israels stammer. Peter var bekendt med dette, og det er derfor, han gør det klart overfor de andre apostle, at der må findes en erstatning for Judas.

Det er vigtigt at bemærke, at Judas var den eneste apostel, der skulle findes en erstatning for, efter at han døde.

Da Herodes dræbte apostlen Jakob, erstattede de andre apostle ham ikke. Der var i sagens natur ”kandidater” til at være apostlenes efterfølgere, men disse ”kandidater” blev ikke betragtet som egentlige erstatninger for de andre og oprindelige apostle. Det var kun Judas, der skulle erstattes.

Man måtte erstatte Judas, fordi han var gået bort til det sted, hvor han hører til, det vil sige helvede. Kirkefædrene og kirkelærerne, som er en del af den katolske tradition, har udlagt betydningen af det sted, hvor han hører til, som værende helvede.

Det må stå klart, at Judas mistede sin position som apostel for altid. Hvis han var fortsat med at være apostel, som Skt. Peter og de andre i apostelkollegiet var, så ville der have været 13 apostle og ikke kun 12. Man skal huske, at Matthias ikke blev valgt til at efterfølge Judas, men til at erstatte ham.

Hvis man var begyndt at operere med 13 apostle, ville det have ødelagt Helligåndens virke og inspiration i forhold til apostlen Johannes og dennes Åbenbaring, hvori han skriver om det himmelske Jerusalem på følgende måde: ”Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle”.

Lad os her samle op på det, vi har undersøgt i denne Vortex. Vi er kommet frem til, at Den hellige Skrift bekræfter, at Judas er blevet fordømt.

Hele denne uge vil vi gå mere i dybden med dette emne, ikke fordi dette emne er genstand for diskussion mellem teologer og andre akademiske retninger, men fordi der igennem tiden er blevet spekuleret en hel teologisk disciplin frem omkring dette, hvor man forsøger at forsvare og genrejse Judas.

Denne teologiske disciplin har endda dannet skole, hvorfra der fremsættes betragtninger, der vedvarende influerer og fordærver almene katolikker i deres tænkning vedrørende spørgsmål om dom, prædestination, den formodede nødvendighed af synd hos Judas, og endelig det til enhver tid mystiske spørgsmål omkring Vor Herres barmhjertighed. Disse spørgsmål er i særdeleshed blevet aktuelle i forbindelse med det allerede påbegyndte Barmhjertighedens år, som blev deklareret af Den hellige Fader.

I hele denne uge vil vi gå mere i dybden med denne allestedsnærværende problemstilling, fordi den stiller spørgsmål ved alt det, der har med Kirkens liv at gøre.

Kernen i problemstillingen er, at hvis Judas på én eller anden måde var blevet frelst, har hele den katolske tradition igennem 2000 år opereret ud fra et fejlagtigt grundlag. Det er netop grunden til, at de mere teologiske og progressive kræfter i Kirken med stor ildhu forsøger at yde Judas rehabilitering efter hans forræderi mod Vor Herre.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-defending-judas

2.

Spørgsmålet om Judas endeligt

Judas Iskariot befinder sig i helvede, det er den konklusion, som Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere er kommet frem til. Det er det vidnesbyrd, som Kirkens visdom til enhver tid har forkyndt.

I går så vi på vidnesbyrdet om Judas’ fordømmelse, som findes i Den hellige Skrift, og i dag vil vi vende os til kirkefædrene og kirkelærerne. Men lad os først se på årsagen til, at vi i denne uge vil undersøge Judas’ endeligt nærmere.

Der er en tendens, der i dag præger mange katolske sammenhænge, og som handler om, at man vil yde Judas oprejsning og give indtryk af, at han er blevet frelst. Grunden hertil synes tvivlsom, fordi det egentlig ikke handler om at yde Judas oprejsning, men om at underspille ens egen synd.

Der er tale om, at der foregår en ubevidst tænkning hos den enkelte, som går ud på, at den enkeltes betragtning går i retning af: ”Hvis Judas er frelst, så er jeg ikke så ilde stedt”. Men som før nævnt, er der meget på spil, når vi har at gøre med dette emne (fordømmelsen af Judas). Tag for eksempel den schweiziske teolog Hans Urs von Balthasar, som var mere end ivrig efter at argumentere for (på et rationelt grundlag), at Judas ikke er blevet fordømt, så han (Balthasar) kunne fremme den tossede betragtning, ”at vi har et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst”. Han skrev endda en bog med denne titel, og i den undersøges nøje teorierne om Judas frelse.

Den populære præst Fr. Robert Barron har åbent afvist det materiale, der stammer fra kirkefædrene og kirkelærerne såsom Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas vedrørende dette tema og i stedet offentligt udtrykt enighed med von Balthasar og samtidig understreget, at Skt. Augustin og Skt. Thomas Aquinas i deres arbejder er kommet frem til en forkert slutning vedrørende Judas, men at von Balthasar har fundet frem til den korrekte konklusion.

For at Fr. Barron kan gøre brug af von Balthasars mærkværdige tese om, at vi kan have et vist håb om, at alle er frelst, er han nødt til at tage udgangspunkt i, at Judas er blevet frelst.

Men Judas blev altså ikke frelst.

Von Balthasars ”teologi” viser sig mangelfuld, når det handler om Judas frelse, og på samme måde ender Fr. Barrons argumentation og hele pænhedens kirkes tilgang til dette emne, samt emnerne om synd og helvede, blindt.

Kirkens store tænkere er enige om, at fordømmelsen af Judas ikke er relateret til, at han forrådte Vor Herre. Det handler langt mere om, at han syndede ved at begå selvmord, fordi han ikke havde tillid til – og dermed afviste Guds barmhjertighed. Kirkens store tænkere peger alle på, at Judas var angerfuld, men at han efterfølgende fortvivlede, og det var netop det, der beseglede hans fordømmelse.

Her følger et uddrag af det, som Kirkens store tænkere har sagt om dette:

Den første er Skt. Augustin, der sit værk Om Guds Stad siger følgende: ”Da Judas begik selvmord, slog han et ondt menneske ihjel, og han måtte stå til regnskab for ikke kun at være skyld i Kristi død, men også i sin egen. For selvom han begik selvmord på grund at sin forbrydelse, var det, at han slog sig selv ihjel yderligere en forbrydelse”.

Den anden er Skt. Thomas Aquinas: ”I Judas tilfælde var det hans misbrug af nåden, der var årsagen til hans alvorlige synd, og han blev en forhærdet synder, fordi han døde uden nåden”.

Den tredje er pave Skt. Leo den Store: ”Den gudløse forræder, der lukkede sit sind for al Guds nåde og barmhjertighed, og derfor pådrog han sig skyld, som han ikke ønskede at angre, men han lod sig indfange i vanviddets vold og begik selvmord. Dette menneske, som angav Livets Ophav til de bødler, der skulle slå Ham ihjel, foretog den syndige handling, at han slog sig selv ihjel, og dermed forøgede han chancerne for sin egen evige straf”.

Der findes mange andre eksempler, som man kunne trække frem for at illustrere, at Judas befinder sig i helvede. Der har aldrig i Kirkens 2000-årige historie været nogen tvivl om, at Judas blev fordømt.

Hvorfor er dette emne så vigtigt i dag? Det er, fordi man i dag forsøger at undgå, at talen falder på, at Judas er fordømt, da det virker ”hæmmende” for en oprejsning af ham (eller at man i det mindste ikke skænker ham en vis form for opmærksomhed). Alt dette er igangsat af progressive og liberale kræfter i Kirken, som med deres ”barmhjertighedsagenda” forsøger at reducere helvede til ren fantasi eller et element, man ikke skal skænke større opmærksomhed og slet ikke tage alvorligt.

Pointen er: Hvis Judas er blevet fordømt, så er von Balthasars og for den sags skyld Fr. Barrons betragtning om, at ”vi kan have et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, et tankesæt, der er forkert og skaber forvirring, og derfor kan det ganske enkelt ikke være sandt.

Hvis Judas er fordømt, kan der ikke eksistere et vist håb om, at ”alle mennesker opnår frelsen”, for med Judas, som eksempel, er der i alt fald en, som ikke har opnået frelsen. Man må antage, at hvis en kan blive fordømt, så gælder det også andre, og det er netop det område, pænhedens kirke ikke ønsker at betræde.

Senere på ugen vender vi tilbage til og ser nærmere på pænhedens kirke og helvede.

I morgen vil vi have fokus på det, privatåbenbaringerne har at sige om Judas fordømmelse samt andre menneskers fordømmelse.

Helvede er ikke kun en reel mulighed, det er en realitet, og folk ender der faktisk.

Vi kan anbefale en række link, hvor man kan søge mere viden om det emne, der aktuelt er genstand for Vortex-episoderne. Se link i den engelske udgave af teksten.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 28. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-the-judas-question

3.

Judas og helvede

I mandags så vi på det, Den hellige Skrift siger om, at Judas befinder sig i helvede, og i går beskæftigede vi os med det, som Kirkens tradition, det vil sige kirkefædrene, har sagt om samme emne.

I dag vil jeg rette fokus på de vidnesbyrd (om dette emne), som stammer fra privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken. Specifikt vil jeg tage udgangspunkt i Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina fra Siena.

I hendes velkendte værk ”Dialog” giver Skt. Katarina os indsigt i følgende, som Gud Fader har fortalt hende:

Det var Judas fortvivlelse, der vakte Min vrede, faktisk langt mere end det, han gjorde med sit forræderi mod Min Søn. Derfor bliver de, som foretager den fejlagtige antagelse, at deres synder er større end Min barmhjertighed, straffet med dæmoners selskab og evig pine foretaget af dem”.

Vær endnu engang opmærksom på, at den synd, som Judas foretog ved at forråde Vor Herre, ikke er den, der er årsag til hans fordømmelse, men det er hans tvivlen på Guds nåde og barmhjertighed. Men endnu engang, uanset hvilken synd, der er tale om, Judas er blevet fordømt.

Vi ser altså i hele Kirkens tradition – Den hellige Skrift, kirkelærerne, kirkefædrene og de af Kirken godkendte privatåbenbaringer fra helgenerne – at der intet sted igennem 2000 år har været røster, der har erklæret, at Judas er blevet frelst.

Hvis man derudover indbefatter de af Kirken ellers godkendte privatåbenbaringer, så eksisterer der en trefoldig åbenbaring af, at Judas er blevet fordømt, som stammer fra Personerne i Den hellige Treenighed: Gud Faders åbenbaring til Skt. Katarina, Gud Søns åbenbaring gennem evangelisterne og til sidst Gud Helligånd, der åbenbarer dette for Peter, som han så beretter om i Apostlenes Gerninger. Føjer man hertil de betragtninger paver, kirkelærerne og kirkefædrene har fremlagt, så er det ganske enkelt ikke-katolsk at hævde og fastholde, at Judas er blevet frelst.

Derfor giver det heller ikke mening at indvende, at det ikke er en del af Kirkens lære, at Judas er fordømt. Kirken rummer mange ”delelementer” af den katolske tro, som Den ikke officielt har erklæret for trosdogmer. Det forholder sig ikke sådan, at hver eneste lille troselement officielt skal erklæres for et trosdogme for at have gyldighed. Det, at et element af troen er erklæret troværdigt, er nok.

Desuden bør Kirken aldrig erklære noget som endegyldigt troværdigt, hvis det ikke peger hen mod menneskets frelse: Det, at man erklærer, at en person er blevet fordømt, har ingen betydning for hverken din eller min frelse.

Vi vil nu (for en kort stund) skifte emne og se på spørgsmålet om privatåbenbaring. En privatåbenbaring kan aldrig (hvis den skal være sand) være i modstrid med Kirkens lære. Det er netop et af de parametre, man gør brug af, når man skal vurdere, om de bedrageriske åbenbaringer (der gør sig gældende i dag) er sande. Det handler om, at Vor Frue eller andre som efter sigende skulle have åbenbaret sig, har sagt ting, der virker besynderlige eller ret beset ikke relaterer sig til Kirkens lære. Dette er årsagen til, at man på det skarpeste må afvise de såkaldte åbenbaringer relateret til Vor Frue i Medjugorje.

Vor Frue skal angiveligt have åbenbaret sig dagligt de sidste 30 år, og det indbefatter yderligere, at hun flere gange på daglig basis har åbenbaret sig for hver af Medjugorjeseerne. Det betyder, at hvis åbenbaringerne i Medjugorje er sande, så har Vor Frue på daglig basis åbenbaret sig mere end 12.000 gange, og det uden en fastsat grænse for, hvornår disse åbenbaringer vil blive afsluttet.

På intet tidspunkt i alle disse daglige 12.000 åbenbaringer har Vor Frue påtalt, at der på verdensplan foretages over 1. milliard aborter. Vor Frue har heller ikke fremhævet homoseksualitet som synd, og denne synd er bredt accepteret endda blandt katolikker. Vor Frue har heller ikke fremhævet den udbredte homoseksualitet blandt hendes Søns præster (katolske præster), og jeg kunne fortsætte med at opliste eksempler.

Men ifølge seerne har Vor Frue dog blandt andet udtalt, at den religiøse forskelligartethed, der er fremherskende på verdensplan, er i fuld overensstemmelse med Gud.

Det er vigtigt at understrege, at disse åbenbaringer er meget problematiske, og derfor bør man ikke følge dem uanset hvor mange mennesker, der ellers måtte gøre det, for antallet af ”følgere” gør ikke disse åbenbaringer mere sande. Det er Sandheden, der gør noget sandt. De såkaldte visioner, der stammer fra Medjugorje, er det perfekte ”match” for en kirke, der er præget af det følelsesbetonede. Visionerne fra Medjugorje har en vis tiltrækningskraft hos katolikker på det følelsesmæssige plan og ikke det intellektuelle, det vil sige på et autentisk åndeligt plan.

Der er altså tale om en privatåbenbaring, der ikke kan betegnes som sand, fordi den er uden indhold.

Men i de tilfælde, hvor der er tale om korrekte åbenbaringer og privatåbenbaringer, som for eksempel Gud Faders budskab til Skt. Katarina fra Siena, så ser vi her, at der blev åbenbaret elementer, der er i fuld overensstemmelse med Kirkens lære og tradition, og samtidig understøtter åbenbaringen det allerede eksisterende indhold i Kirkens lære og tradition.

Lad os igen rette fokus på Judas. Der kan umuligt eksistere en privatåbenbaring, som afslører, at han er blevet frelst. En sådan privatåbenbaring ville i så fald stå i modsætning til 2000 års allerede eksisterende viden (inklusiv Den hellige Skrift) vedrørende dette spørgsmål.

Allerede i den første del af det 4. århundrede udtalte Skt. Efraim fra Syrien fra Østkirken (306 – 376): ”Judas var den, der spredte hans gift (med henvisning til satan), og selvom satan handler i det skjulte, blev hans gerninger tydeliggjort i Judas. Selvom satan har en lang historik bag sig, bliver den sammenfattet i Judas Iskariot”.

For tusinder af år siden talte Helligånden gennem profeterne om Judas, og det endda før Vor Herre selv begynder at berette om Judas. Vi har stiftet bekendtskab med en lang række eksempler i Kirkens tradition, som beretter om Judas: Vor Herre og Peter, som den første pave, og senere paver har alle udtalt sig om dette emne. De tidlige kirkefædre, de senere kirkelærere, helgener igennem hele historien og endelig privatåbenbaringer godkendt af Kirken, har alle haft deres at sige om Judas’ endeligt, og der hersker ingen tvivl om, at han er fordømt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-and-hell

4.

Judas var nødt til at gøre det

”Tak Judas”?

Alt imens modernisterne forsøger på at rehabilitere Judas og samtidig antyder, at han ikke blev fordømt, så modtager de støtte fra det store antal af katolikker, der uden at stille spørgsmålstegn godtager, at Judas var nødt til at forråde Vor Herre, for ellers ville Vor Herre aldrig være blevet korsfæstet, og konsekvensen af dette ville have været, at menneskeheden ikke var blevet frelst.

Det betyder, at godtager man præmissen for dette argument, burde man faktisk sige Judas tak for, at han var løftestangen for hele det forløb, der leder frem til frelsen.

Argumentet, om at Judas var nødt til at gøre det, der var forkert, er ikke korrekt i to henseender. Det første, man kan indvende, er, at man med dette argument ret beset fjerner den realitet, at Judas har en fri vilje, ligesom vi alle har. For det andet fjerner dette argument hele grundlaget for spørgsmålet om prædestination. Dette argument er også problematisk, fordi det reducerer alle mennesker til robotter, hvis liv her på jorden og efter døden allerede er planlagt, og dermed har det enkelte menneske ingen indflydelse på sit eget liv. Da disse to delelementer tilsammen udgør det overordnede argument for, at Judas måtte handle, som han gjorde, vil jeg i det følgende se nærmere på hvilken sammenhæng, der er mellem disse to.

Ser vi på det profetiske aspekt, er der eksempler på profetier om Judas og hans forræderi både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. I evangelierne er det Vor Herre, der profeterer om Judas´ kommende gerninger. Guds måde at agere på er ikke, at Han så at sige på forhånd har udarbejdet et manuskript og derefter fundet de enkelte rolleindehavere. Gud opererer uden for tid. Denne betragtning bliver ofte overset i denne samt mange andre diskussioner af teologisk karakter. At Gud er uden for tid, kan for os mennesker være svært at forstå, fordi det at operere uden for tid, selvsagt ikke er noget, vi har erfaring med.

I dette liv på jorden lever vi indenfor en given tidsramme, og derfor må vi være meget forsigtige, hvis vi vil forsøge at forstå, hvad det vil sige at være uden for tid. Det er helt korrekt, at vi ingen erfaring har med at leve udenfor tid, men vi kan tage udgangspunkt i nogle intellektuelle betragtninger og sandheder, så vi kan tilnærme os denne utænkelige virkelighed.

Den første er, at Gud har kendskab til alt og alle omstændigheder, og det indbefatter, at Han er vidende, om alle de valg, vi foretager og deres konsekvenser i dette liv og det efterfølgende. Alt dette har til enhver tid været kendt for Gud. Dermed kan en profeti ikke anses som værende noget, som et givent menneske skal udføre og opfylde, som om det var skuespiller i et teaterstykke.

Tværtimod er en profeti en hvisken fra Gud i øret på profeten. Dette er altså allerede kendt af Gud, som er uden for tid, men det er endnu ikke blevet kendt for os, som lever indenfor en tidsramme og venter på, hvornår denne Guds viden (profetien) når til os. Man kan på en vis måde sammenligne dette med, at man ser en film fra dens begyndelse og til dens afslutning, og uanset hvad filmens karakterer foretager sig, gør de det af egen fri vilje. Den efterfølgende aften ser du selvsamme film igen, men denne gang sammen med en række venner. Under filmen fortæller du dine venner om den enkelte karakters handlinger og om, hvornår og hvordan disse udføres. Du har ingen styring med de enkelte karakterer, men du har en viden om karaktererne, som du deler med dine venner.

Da du så filmen første gang, var du så at sige en del af det tids- og handlingsforløb, der er rammen for filmen. Da du ser filmen sammen med dine venner, har du bevæget dig uden for tids- og handlingsforløbet i filmen, således at du ikke behøver at følge med i filmen, for du ved allerede, hvad der vil og skal ske.

Judas var ikke bundet af et manuskript, for at profetien om ham skulle blive opfyldt. Tværtimod, Gud vidste fremadrettet, at Judas ville følge sin egen vilje og dermed forråde Vor Herre, og derfor ”oplyste” Gud, de gammeltestamentlige forfattere, om den sandhed, der fremadrettet ville blive åbenbaret.

Grunden til, at det er vigtigt, at man forstår dette, er, at argumentet for, at Judas ikke befinder sig i helvede, vedvarende bliver fremsat, fordi man antager, at han udfylder en rolle som i et teaterstykke. Jesus fungerer dermed som en instruktør, der instruerer Judas til at handle på den måde, han gør, og derfor kan Judas ikke gøres ansvarlig for sine handlinger. Og fordi Judas ikke kan stilles til ansvar, befinder han sig ikke i helvede, og hvis Judas ikke befinder sig i helvede, så kan vi også have et vist håb om, at alle mennesker bliver frelst.

Hele denne konstruktion bestående af svigagtig katolicisme, der er funderet i modernismens hæresi, har valgt at læne sig op ad den vildfarelse, at man underkender og ser bort fra – og nedtoner den virkelighed, at helvede eksisterer. Al skinkatolicisme står og falder på dette ene princip. Judas er den rehabiliterede, kujonagtige, lunkne og uden fri vilje apostel, som blev givet at skulle gøre det beskidte arbejde, som én eller anden måtte gøre, blot for at man kan have et arsenal af argumenter klar til at retfærdiggøre, at han ikke er havnet i fortabelse.

Alt det, der udgør pænhedens kirke, bliver nødt til at understøtte betragtningen om, at Judas ikke er fordømt, fordi pænhedens kirke står for en udvandet form for katolicisme, og det sender rystelser igennem denne kirkes medlemmer, når det handler om at forkynde det, der er troens sandhed.

I morgen vil vi se nærmere på, hvorfor katolikker, der tager deres tro alvorligt, bør bekæmpe den antagelse, at vi har et vist håb om, at alle mennesker, og det indbefatter også Judas, er frelst. Dette er noget Kirken i dag må tage alvorligt.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 30. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/the-vortex-judas-had-to-do-it

5.

Skt. Judas

Hvis du har fulgt med i denne uges Vortex-programmer, ved du, at vi har beskæftiget os med Judas og spørgsmålet om hans endeligt. Denne udsendelse vil afrunde denne ”Judas-uge” med en opsummering og konklusion på det, vi har undersøgt og arbejdet med her på Church Militant. Hvis du ikke har haft mulighed for at se nogle af de tidligere episoder, vil jeg stærkt anbefale dig at gøre det, for denne episode af Vortex forudsætter, at du har kendskab til de argumenter, som Den hellige Skrift, kirkelærerne, paverne, helgenerne og privatåbenbaringerne har fremsat vedrørende Judas’ fortabelse, og som vi har gennemgået de enkelte dage.

Når vi taler om pænhedens kirke, så er det specifikt om denne ”kirkes” institutionelle virke, og hvordan dette virke udmøntes og understøttes af svage og feminine mandlige ledere, som ikke ønsker at forkynde den sande tro. Hvorfor de ikke ønsker dette, er der et utal af årsager til, og disse er blevet afdækket i tidligere Vortex-episoder.

I hjertet af pænhedens kirke finder man en holdning, som går ud på, at man ikke ønsker at have noget at gøre med den metafysiske virkelighed, som Vor Herre forkynder, og som handler om, at mennesker kommer i helvede. Det er Vor Herre selv, der direkte fortæller os dette i Mattæus evangeliet. Disse mennesker, klerikale og lægfolk, har i årtier bagatelliseret helvede (som er konsekvensen af, at man ikke har bekendt dødssynd), og netop denne tilgang har været årsagen til den megen vildfarelse i Kirken.

Når man vælger at se bort fra helvede, vælger man også at se bort fra synden. Hvis der ikke eksisterer en egentlig risiko for at komme i helvede, har synd ingen betydning i forhold til det, der kommer efter dette liv. Hvis synden ikke eksisterer, er der heller ikke behov for bodens sakramente, for hvad skal man skrifte? Desuden, hvis der var noget at skrifte, hvorfor skulle man så gøre det?

Hvis bodens sakramente er unødvendig og bliver betragtet som en ikke-nødvendighed, så er der ingen grund til at udvise større bekymring for om folk, der befinder sig i en tilstand præget af dødssynd, modtager Den hellige Kommunion eller for dens sags skyld, folk, der ikke er katolikker. Rent faktisk, hvis man kun betragter sin sjæls tilstand ud fra et verdsligt og materielt perspektiv, må den naturlige følge heraf være at læren om, at Det Allerhelligste Sakramente fuldt og helt er Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, som kommer til syne under brødets og vinens skikkelse, ikke har stor betydning.

Når alt kommer alt til alt er hele meningen med at modtage Den hellige Kommunion, at man knytter sig til Vor Herre for at blive mere helliggjort, og samtidig er det en forberedelse til at være fuldt og helt sammen med Ham i det næste liv. Derfor, hvis helvede ikke er noget, man skal bekymre sig om, har det heller ikke nogen betydning, hvilken tilstand ens sjæl befinder sig i, fordi der ret beset ikke eksisterer alvorlige konsekvenser ved at leve et syndigt liv.

Hvis bodens sakramente og Den hellige Kommunion ikke har nogen betydning, vil det også være naturligt at betragte præsteskabet, der er bindeled mellem sakramenterne og lægfolket, som værende uden betydning.

Det, jeg her har skitseret, tydeliggør det, der sker, når man ser bort fra helvedes eksistens. Der sker det, at man fratager bodens sakramente dets betydning og fjerner kravet om at være i nådens stand for at kunne modtage vor Herres Legeme og Blod, og man fratager præsteskabet dets værdighed og nødvendighed ved at udviske skillelinjen mellem præst og lægfolk – og man udvisker ikke kun skillelinjen, man fjerner den helt.

Det er derfor, Den hellige Messe har fået karakter af, at en gruppe mennesker forsamles søndag formiddag med et socialt sigte, hvor man ”hygger” sig med at synge salmer og indtage et stykke ”brød” (for det er det, Hostien, som er Jesu Kristi Legeme og Blod, betragtes som af mange katolikker), og som vi har modtaget af en kvinde i overgangsalderen efter at have stået i kø ligesom i biografen, og vi har gjort dette uden at overveje, om vi er i nådens stand og dermed værdige til at modtage Den hellige Kommunion.

Fjerner man helvede, fjerner man behovet for Kirken, som er Den, der i ethvert menneskes liv overvinder dødsrigets porte.

Judas er skytshelgen for pænhedens kirke. Der er en ting, man bør huske på i alt dette, og det er, at alle de afvigelser i Kirkens regi, som jeg har beskrevet, og som mange Kirken i dag har taget til sig, her inklusiv en stor del af præstestanden og biskopperne, stammer fra den protestantiske hæresi, som den protestantiske teolog Karl Barth har sneget ind.

Barth bliver praktisk talt tilbedt i katolske intellektuelle cirkler, som ikke har så meget til overs for teologisk visdom. Én af dem er den katolske teolog Hans Urs von Balthasar, og det er ham, der har spekuleret sig frem til den ikke-katolske betragtning, ”at vi har et vist håb, om at alle mennesker bliver frelst”, og det gælder også Judas.

Von Balthasars vildfarelser er blevet udbredt af populære præster som Robert Barron, som er dekan for præsteseminariet i ærkebispedømmet Chicago, og han videregiver denne protestantiske hæresi til sine seminarister. Disse unge mænd var bedre tjent med at læse værker og betragtninger af Skt. Thomas Aquinas og Skt. Augustin. Det er netop disse kirkefædre, som Fr. Robert smilende afviser, når dette emne diskuteres, og han gør det med det argument, at disse kirkefædre er for ”dystre” i deres tænkning.

For dystre? Disse to kirkefædre siger blot det, som Vor Herre selv har sagt. Er Gud virkelig for dyster vedrørende dette emne, når det gælder pænhedens kirke?

Svaret på det spørgsmål er desværre ja. De, der udgør pænhedens kirke, finder, at talen om helvede ikke er noget, de vil høre tale om. Det er derfor, det er svært for dem at indgå i en mere alvorlig samtale om dette emne, og det er ligeledes derfor, man aldrig i pænhedens kirke vil høre en prædiken om helvede. Det er af samme årsag, at præster i pænhedens kirke i skriftemålet fortæller folk, at det, de lægger frem i skriftemålet, ikke er af syndig karakter. Det er derfor, man fejrer Messer, der minder om en kedelig cirkusforestilling. Det er derfor, der konstant tales om barmhjertighed, selvom man ret beset tilbyder en ringe trøst, som er en forvrænget form for barmhjertighed.

De har skabt deres egen tro, og betegner den som katolicisme, fordi de stadig besidder de katolske bygningsværker og institutioner (skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler) – ja alt det, der syner katolsk.

Men essensen i pænhedens kirke er ikke katolsk. Man har underkendt sakramenterne, teologien er blevet reduceret til at handle om følelser, liturgien er blevet gjort så minimal som muligt og lader hånt om det, der er liturgiens essens og virke. Liturgien er rent faktisk det element, der har været udsat for det største overgreb i hvidvaskningen af helvede. Den hellige Messe har som sit centrum Det hellige Messeoffer, som er Guds Søns offer af Sig selv til Gud Fader på menneskehedens vegne. Dette er Det ublodige Messeoffer, der foregik på Golgata, og som er grundlaget for vor frelse.

Men eftersom hele tankesættet omkring forløsning og frelse er blevet fuldstændig afvist i iveren efter at gøre helvede til noget, man ikke skal tænke nærmere over, så har meningen med Den hellige Messe også undergået et skift fra at handle om et offer (fordi det er der ikke længere behov for) til at være en forsamling, hvor forsamlingen som Kirke, er centrum for det, der foregår.

Derfor må det hele undergå er skift: prædikerne, musikken, at præsten står med front mod menigheden under Messefejringen, hvem der er messetjenerne, og hvem der uddeler Kommunionen, alt dette forandres, fordi de, der deltager i Messen, må omstille deres fokus fra et Messeoffer til den protestantiske betragtning af, at det er messedeltagerne, der er de vigtigste.

Det er derfor, at en række fremtrædende og ledende skikkelser i Kirkens ledelseshierarki privat og offentligt, eksempelvis har advokeret for, at Messen siges på latin. Men man ønsker ikke, at der skal skabes et større ståhej, som ændrer på de betragtninger, som vildfarne teologer allerede har plantet i kirkegængernes hoveder, nemlig at Messen handler om et måltid, som menigheden er forsamlet om.

Forestil Jer, hvad der ville ske, hvis en præst i et almindeligt sogn begyndte at fejre Messen på den måde, som det var tænkt af koncilfædrene fra Vatikan II, og at præsten stod sammen med menigheden med front mod det liturgiske øst, altså mod Gud? Pænhedens kirke ville i løbet af et splitsekund se helvede, fordi helvede ville bryde løs, fordi biskoppen og andre lokale præster straks ville blande sig. Alt dette ståhej ville blive sat i værk, blot fordi, at pater X ønskede at gøre det, som Vatikan II lægger op til.

Grådighed og ulydighed er det, der førte til Judas’ fortabelse, og med mindre, man omvender sig, vil grådighed og ulydighed også lede pænhedens kirke til undergang. Der er ganske enkelt for meget på spil i forhold den katolske identitet til, at man ikke længere kan undlade at tale om helvede, synd og Judas.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 1. maj 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/saint-jud

6.

Judas opvakte de døde

Når man ser på Kirkens helgener, kirkefædre og kirkelærere, er de alle et vidnesbyrd om en skønhed, herlighed og undere, det er svært helt at forstå. Disse menneskers gudgivne indsigt i de store mysterier og sandheder, der er i universet, gør en tavs og eftertænksom.

Tag for eksempel det, som Skt. Alphonsus Ligouri har sagt. De ord, han benytter, må stå som en klar advarsel til os.

Han siger: at vi netop i dette øjeblik bør huske på, at der befinder sig mennesker i helvede, som på et tidspunkt, mens de var her på jorden, var langt mere hellige, end vi er nu. Med denne udtalelse når han frem til følgende pointe: ”Husk på, at Judas opvakte de døde”.

Prøv for et øjeblik at dvæle ved denne skræmmende tanke. I Mattæusevangeliet udsender Vor Herre apostlene og siger til dem: ”Helbred de syge, opvæk de døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Det menneske, der senere fulgte de tilskyndelser, der kom fra dæmoner og satan, brugte noget af sin tid her på jorden til at uddrive dæmoner fra dæmonbesatte.

Prøv endnu engang at forestille Jer det øjeblik, hvor Judas ankommer til helvede og overdrages til de selvsamme dæmoner, han i sin tid uddrev. Judas lavede mirakler, det gjorde alle apostlene. De opvakte de døde. Judas Iskariot opvakte de døde, og nu befinder han sig i helvede.

Det er den advarsel, der kommer fra Skt. Alphonsus, og som giver os en frygtindgydende indsigt i den åndelige kamp. Ingen kan føle sig sikker, før man er kommet i sikkerhed, og det gælder alle.

Det er skræmmende for eksempel at tænke på en præst, hvis hænder under ordinationen bliver indviet til at kunne konsekrere og lade Gud komme til stede, hvordan han må lide i helvedes brændende ild for evigt. Det er netop det, som Skt. Teresa fra Avila fik at se, da hun fik vist helvede. Hun kunne udpege de sjæle, som i deres liv på jorden havde fungeret som præster, fordi der fra deres indviede håndflader fremstod en mere markant ild end hos de andre fortabte sjæle.

Hvordan kan det være, at Judas den ene dag lavede mirakler og den anden var med til at planlægge Vor Herres død? Det var, fordi han ikke var vedholdende i sin tro. Vi ved, at han var en tyv. Havde han ”trangen” til at stjæle, da han blev kaldet til at være apostel? Vi ved det ikke. Vi ved, at det var sådan det formede sig, og at han blev en tyv. Måske blev gnisten til at stjæle, tændt, da han blev udnævnt til at skulle være ansvarlig for apostlenes økonomi.

Det har sandsynligvis ikke drejet sig om større beløb, han i starten tog fra apostlenes pengekasse, for Vor Herre og apostlene var ikke velhavende. Men det, der givet er sket, var, at hans ”trang” til at stjæle er startet i det små og har udviklet sig trinvist, og hans synd udviklede sig dermed også gradvist. Han lod sig fange ind i sin synd, og den blev ”naturlig” for ham, og han blev afhængig af den. Desto oftere han stjal, desto mindre betragtede han sin gerning som en synd.

Judas var selv skyld i sit store fald. Da tiden kom til, at han skulle forråde Jesus, var Judas tyveri blevet en ”vane”, men de 30 sølvpenge skulle vise sig at være mere end hans samvittighed kunne bære, så den apostel, der opvakte de døde, endte i helvede.

Findes der mon nogen mere trist, foruroligende og ildevarslende beretning i Den hellige Skrift?

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 15. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-judas-raised-the-dead

(Oversat af Morgen Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s