Privatåbenbaring

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvad skal man mene om privatåbenbaringer? Det synes som om, at hvor man end vender sig hen, så optræder der konstant nye seere, der modtager visioner og budskaber fra Det Guddommelige.

Nuvel, den tilgang vi katolikker bør have til dette er helt enkel. Hvis Kirken har godkendt de enkelte visioner og budskaber, er man på sikker grund og kan dermed beskæftige sig med dem. Men hvis Kirken ikke har godkendt dem, skal man være MEGET forsigtig, og man bør være MEGET skeptisk, ja decideret afvisende, indtil Kirken har givet Sin endelige godkendelse.

Men i forhold til de privatåbenbaringer, der ER godkendt af Kirken, kan det være nyttigt for katolikker at rette deres opmærksomhed mod dem. Selvom de ikke tilføjer yderligere til den Guddommelige åbenbaring, som de troende allerede har kendskab til, er de ikke desto mindre værd at studere nærmere.

Når en privatåbenbaring stammer fra en stor helgen, som levede et meget fromt og helligt liv, bør den tilskynde til yderligere granskning og overvejelse.

Tag for eksempel Skt. Teresa af Avila, som var så from og hellig, at det er helt uden sammenligning.

Vor Herre viste Sig ofte for Hende og åbenbarede specifikke situationer i det liv, Han levede her på jorden.

Da vi er gået ind i maj måned, som er en måned, hvor Kirken traditionelt fejrer Maria, Vor Frue, er det oplagt at rette fokus på noget specielt, som Vor Herre åbenbarede for Skt. Teresa, og som omhandler Vor Frue.

Han fortalte Skt. Teresa, at Han på et tidligt tidspunkt, før daggry opstod, for at Han kunne opsøge Sin hellige Moder, der var i dyb sorg over den megen lidelse, Han havde gennemgået. Han åbenbarede også for Skt. Teresa, at Han opholdt sig hos Sin moder i længere tid for at give hende trøst. Han omfavnede – og kyssede hende, og hendes glæde vendte derpå tilbage.

Dette er virkelig en smuk åbenbaring. Set ud fra et katolsk perspektiv giver den god mening. Mange kirkefædre og lærere har sammen med helgenerne allerede, inden dette blev åbenbaret, spekuleret over og kommet frem til den konklusion, at Vor Herre først opsøgte Sin moder.

Der er ikke andet at sige til det, end at selvfølgelig ville Han gøre netop det! Den første i den større offentlighed, der var vidne til Hans opstandelse, var Maria Magdalene, men den, der skulle være det absolut første vidne, var Kvinden, der havde lidt mere end nogen anden kvinde i historien. Simeon forudsagde, da Maria fremstillede den lille Jesus i templet: ”også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, og det skete, mens hun stod ved korsets fod på Golgata.

Husk på, hun var uden synd, fordi hun blev undfanget uden arvesyndens plet, og netop hendes renhed gjorde hende mere modtagelig overfor smerte og lidelse, der er forårsaget af synd, og specielt den lidelse, som hendes Søn måtte gennemleve på korset. Mennesker, der er onde, berøres ikke i så stor udstrækning af lidelse hos andre mennesker, og deres evne til at leve sig ind i andres lidelse er ikke så fremherskende. Man kan benytte manglen på indfølingsevne, som et parameter for ondskab hos et menneske.

Og som en diametral modsætning til det ovenstående er en dyb indfølingsevne et parameter for det menneske, der er godt. Den, der er præget af fromhed og hellighed er langt mere følsom, når det gælder lidelse i åndelig forstand. Dette menneske gribes af stor sorg over synd, og der findes ikke nogen større synd, end når man slår Gud ihjel.

Og hvem anden end Den Ubesmittede Maria kunne fornemme så dyb en smerte over den største af alle synder. Selv ud fra en menneskelig synsvinkel, hvor en moder ser sit barn, uanset hvilken alder det har, vil det altid være hendes barn, blive korsfæstet, overvældes hun af en dyb og ubærlig sorg over, at dette sker for netop hendes barn.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at træde rundt i denne sorgfulde begivenhed, men der ligger en smuk betragtning og overvejelse i, at Vor Herre genopstod fra de døde på et tidligt tidspunkt for at opsøge Sin moder for at være sammen med hende og trøste hende.

Jeg fremhæver blot dette for at understrege, at det er et udtryk for en helt speciel katolsk tænkning. Kristne, der ikke er katolikker, er ikke sporet ind på denne måde at tænke på.

Og de er heller ikke motiverede for det.

De vil i stedet spørge: ”Hvor står det i Bibelen?”, som om hele sandheden om Vor Herre er at finde i Bibelen. Her bliver jeg bare nødt til at understrege, at det gør den ikke. Selv Bibelen gør rede for dette i slutningen af Johannesevangeliet kapitel 20 og 21.

Den katolske Kirke rummer hele sandheden, ikke fordi vi katolikker, som enkeltindivider står over ikke-katolikker, men fordi troen er sandheden. Kirkens lære og de åbenbaringer (af privat og offentlig karakter), som er blevet givet Kirken, er overdraget os for at hjælpe os på vejen mod Himlen, den vej, det er så let at blive ledt bort fra.

Så Vor Herre bliver ved med at forsikre os om, at Hans lære er sand, at den er beskyttet af Helligånden, og at ingen vildfarelser blander sig med den. Vor Herres lære udgør sammen med mange hellige menneskers betragtninger og overvejelser (kirkefædre, kirkelærere, bekendere o.s.v) Kirkens læreembede. De førnævnte hellige mennesker levede i et mystisk fællesskab med Vor Herre, og dermed blev de kanaler for Hans Guddommelige kærlighed, de var levende nådekilder.

Katolikker bør ikke stiltiende acceptere det, der sker i Kirken, hvor man udvander den katolske tro, fordi de er bange for at såre nogen, hvis de løfter deres røst.

De store trosskatte er blevet givet til Kirken, Vor Herres Brud, af Hendes elskede Brudgom, ligesom når en mand fæstner et utroligt smukt smykke på sin hustru.

Der er ingen kærlighed eller skønhed, Jesus Kristus vil nægte Sin Brud, som Han gav Sit liv for. Han giver Hende Sit Legeme og Blod, Sjæl og Guddommelighed, kort fortalt, den direkte vej til Faderen. Hvis Han giver hende DETTE, som en måde, hvorpå Hun kan forberede sig til Himlen, hvad skal han da ellers give Hende for at styrke Hende på Hendes jordiske rejse.

Dette er den forståelse af troen, og hvad Kirken er, som har været fraværende i de sidste 50 år eller mere. I forsøget på at favne så bredt som muligt, har katolikker mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at være katolik, og det at bringe den katolske tro ud til verden.

Det er blevet tid til (igen) at være (rigtig) katolik.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 2. maj 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2014-05-02.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s