Jesu Dyrebare Blod

for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.« Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde … ” (1 Peter 1:16-19).

Der er et øjeblik i The Passion of Christ, som er meget intenst, og det er da Pontius Pilatus’ hustru Klaudia (der er dybt berørt af sine drømme om Kristi uskyld) i stilhed overbringer linned til Den velsignede Jomfru Maria, som netop har overværet sin Søns hudstrygelse, en hudstrygelse, der nærmest er til døden, og som blev udført af ugudelige og berusede legionærer, der skulle sørge for Hans ”tugtelse”. Et anerkendende blik udveksles mellem disse to ædle kvinder, den ene ”iklædt” romersk elegance og den fremtidige dronning i Himlen, hvis klæder er vævet i groft og jordfarvet stof. Intensiteten i deres blik afbrydes til sidst af, at Maria med ét vender sig for at gå til den opgave, hun må udføre, og som ikke er at rengøre stenene på torturstedet, der er indsmurt i blod, men for at lade dette linned opsuge så meget af Vor Herres uendeligt Dyrebare Blod, der er flydt fra Hans hellige Årer, netop Det Blod, der stammer fra Gud, og som ligger spredt ud over hele torturstedet, og som er blevet ophedet af den ubarmhjertige jordanske sol.

Dette er billedet, der forbliver indprentet i mit sind, og som jeg hidtil ikke har overvejet på et dybere plan, når jeg har reflekteret over Herrens lidelse. Hver eneste dråbe og molekyle i denne frelsende blodvæske kan i værdi slet ikke måle sig med noget andet for eksempel guld og sølv.

Indenfor Kirken har man en lang tradition for at fejre Kristi Legems og Blods Fest. Det er her, man fejrer, at Kristus under piskningen, korsfæstelse og Sin død udgød hver eneste dråbe af Sit Dyrebare Blod. Det var netop ved at tømme lidelsens kalk i Sin Passion, at hver eneste dråbe af Hans Blod blev drænet fra Hans Krop. Det er blevet sagt, at blot en eneste dråbe af Hans Blod ville være nok til at frelse hele verden, men vores højtelskede Frelser gik længere endnu og sparede ikke Sig selv og Sit Blod og gennemgik den værst tænkelige lidelse for at vise os, at: ” … således elskede Gud verden” (Joh 3: 16).

På en konference som netop omhandlede Jesu Dyrebare Blod, genkaldte Fr. Hardon sig følgende:

I middelalderen, hvor troen stod stærkere, end den gør i vor (moderne) tid, blev vildfarelser, om man så må sige, i højere grad respekteret. Der var dem, der spekulerede i (og her taler vi om troens tidsalder!), at da Kristi Blod flød, uanset om Han svedte blod i Getsemane have eller på Golgata, blev dette blod måske (og det er kun måske) til almindeligt blod, da det forlod Hans Krop. I troens tidsalder, spekulerede de troende på, hvad dette blod var for en slags blod, som forlod Hans Krop? Kirken klargjorde (ufejlbarligt), at enhver dråbe af det blod, som Kristus svedte under Sin dødsangst i Getsemane have, og som Han udgød på Golgata, var fuldt og helt identisk (hypostatisk) med det blod, der flød årerne på Den anden Person i Treenigheden. Enhver dråbe af dette Blod er tilbedelses værdigt.

The Liturgical Year, skrevet af Dom Prosper Gueranger, forklarer han Det Dyrebare Blods betydning i Den hellige Messe:

Blodet fra Gud-Mennesket er et pagtsløfte mellem Himlen og jorden. Det er genstand for dyb tilbedelse, og Det er hele liturgiens fokus og vores forsikring og beskyttelse mod alt ondt i dette liv, og selv nu tager Det bolig i sjæle og legemer hos dem, som Himlen har løskøbt, og Det er kimen til den evige glæde; Kirken beder derfor i Sin enhed, Faderen, som har givet os Sin eneste Søn, at dette guddommelige frø ikke blot forbliver som noget sterilt i os, men at det fuldt og helt hjælper os på vejen til Himlen.

Den ærværdige Mother Mary Potter gør i sin bog, Devotion for the Dying: Mary’s Call to Her Loving Children rede for, at Jesus ønsker, at Det Blod Han udgød i Sin dødsangst, under hudstrygelsen, ved tornekroningen, på Sin korsvej (via dolorosa / Smertens Vej) og ved korsfæstelsen bliver tilbedt:

Vor Herre fortalte Søster Maria af Skt. Peter: ”Bed Min Fader om, at så mange sjæle som muligt må få gavn af Det Blod, Jeg udgød under Min lidelse (Passion)”. Ved at bede for, at Det dyrebare Blod må blive udgydt ud over sjæle, forhindrer vi, at Det går til spilde. I Sit mystiske Forsyn har Gud lagt frelsen af andre sjæle i vore hænder. Vi bør derfor bede for dette så ofte som muligt.

Én af de bedste måder, hvorpå vi aktivt kan få del i at de mange nådegaver, der er knyttet til Det Dyrebare Blod, er ved at opofre Det til Den evige Fader. ”En opofring er mere end en bøn” siger Fr. Faber. Når vi fremsætter vores bøn, er vi de modtagende, men når vi foretager en opofring, forundes det os, at Gud modtager noget fra os. Skt. Maria Magdalena fra Pazzi sagde med høj røst på et tidspunkt under ekstase: ”Hver gang en skabning opofrer Det Blod, vedkommende er frelst ved, frembærer vedkommende en gave, som er ganske uvurderlig, og som ikke kan sammenlignes med noget andet”. Gud åbenbarede denne fremgangsmåde til denne hellige karmelitternonne, da Han overfor hende beklagede, at der bliver gjort så lidt i denne verden for at imødegå Hans guddommelige retfærdighed rettet mod syndere. For at opfylde denne formaning, opofrede hun dagligt 50 gange Det Dyrebare Blod for levende og døde. 

Hun gjorde dette med så megen inderlighed, at Gud ved forskellige lejligheder viste hende det utal af sjæle, der havde omvendt sig eller forladt purgatoriet.

En opofring af Det Dyrebare Blod kan foretages helt enkelt, for eksempel ved følgende bøn:

”Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Jesu Kristi Dyrebare Blod, som en soning for mine synder, for de hellige sjæle i purgatoriet, for Den hellige Kirke og særligt for … (navn) sjæl”.

Vi kan også frembære vor bøn med hjælp fra Marias forbøn. Den ærværdige Potter har følgende bønsmulighed:

”Marias ubesmittede Hjerte, må Du frembære for Den evige Fader, Vor Herres Jesu Kristi Dyrebare Blod til at sone for syndere og specielt … (navn)”.

Litaniet til Jesu dyrebare Blod har en særlig betydning, når det handler om hengivenhed til dette centrale frelsesmysterium, fordi det på en helt speciel måde er givtigt i den åndelige krigsførelse mod helvedes hærstyrker. Det er af denne grund, at litaniet er en væsentlig del af bønnerne mod satan og hans faldne engle, de bønner, der på daglig basis frembæres af medlemmerne af the Auxilium Christianorum.

Litaniet gør rede for, at Kristi Blod i sandhed er værdigt til at modtage hæder og ære. Som litaniet sammenfatter, er vi blevet ladt tilbage med den helt rette refleksion over, hvorfor denne særlige hengivenhed fortjener den største respekt og derfor bør vækkes til live og favnes af alle kristne:

”Almægtige og evige Gud, Du har sendt Din eneste Søn som verdens Frelser, og Du har ønsket en forsoning med verden ved Hans Blod. Vi beder dig, bevar os, så vi på værdig vis kan tilbede Det Blod, der er prisen for vor frelse, og gennem Dets kraft bevare os mod ondskaben i dette liv, så vi for altid kan glæde os over Dets (Blodets) frugt i Himlen. Gennem Den samme Kristus Vor Herre. Amen”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive den 1. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-precious-blood-of-jesus

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s