Uden at gå på kompromis med sin tro: en fortælling om hvordan en ateist omvendte sig

Ét af de store spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet af mine venner, som ikke er katolikker eller familiemedlemmer, er, hvorfor jeg blev katolik, og især hvorfor netop nu? Det synes at vække undren, at min omvendelse er sket netop nu, når man tager alle skandalerne i betragtning. For de fleste synes det åbenlyst, at det er Den katolske Kirke, man bør undgå qua den turbulens, Kirken befinder sig i. Dog tog jeg dette skridt mod omvendelse til en tro uden kompromiser, og jeg ville ikke have gjort det, hvis der bare var en svag antydning af, at katolicismen er behæftet med fejl i sit trosgrundlag. Stefanie Nicholas opsummerer rigtig godt i sit vidnesbyrd omkring sin omvendelse, som kan findes her på siden under titlen: ”Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro”, hvorfor vi konvertitter bliver katolikker: ”Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet”.

Jeg voksede op i en familie, som ikke havde tilknytning en bestemt kristen retning, men der blev lagt vægt på, at troen på Gud var en bestanddel af familielivet, også selvom vi ikke deltog i gudstjenester af nogen art eller anden kirkelig aktivitet. Vi læste næsten ikke Bibelen, men vi havde samtaler om Gud, men ellers var der ikke andre former for religiøse aktiviteter, der kunne stimulere min åndelige sundhed. Jeg er blevet opdraget til at søge efter sandheden, uanset hvor den førte mig hen, og denne brug af fornuften i min søgen gjorde mig ydmyg, men gav mig også indsigt på den rejse, jeg kom ud på, da jeg krydsede Tiberen.

I min ungdom var jeg protestant, og jeg blev ikke ”klædt på” til at håndtere lidelse, død og sorg indenfor den variant af kristendommen, jeg var en del af på det tidspunkt. Dette kunne have været dødsstødet i forhold til mit fald fra troen. Den kristendom, jeg troede, jeg kendte på daværende tidspunkt, var en tom skal og blottet for historie og teologi. Da den faldne verden virkelig meldte sig, smuldrede min tro, og jeg blev slået af tvivl, fristelser og en tomhed, der ganske langsomt fyldte mit hjerte.

På netop det tidspunkt havde jeg færdiggjort min studentereksamen, og jeg havde tiltaget mig en mentalitet, hvor jeg var fjendtligt indstillet overfor kristendommen. Hvis en person dengang havde fortalt mig, at jeg ville konvertere til Den katolske Kirke blot et år senere, ville jeg have leet vedkommende lige op i ansigtet. Jeg var en militant ateist, og jeg havde stærk antipati overfor specifikt kristendommen. Jeg var kommet til at hade noget, jeg troede, jeg havde et stort kendskab til, men jeg vidste intet om kristendommen, og mit korstog imod kristendommen var det, der skulle bane vejen for min omvendelse, og at jeg konverterede.

Hvordan blev en ateist til en trofast katolik?

Mit formål med at undersøge Den katolske Kirkes historie var at finde ”skyts” til at angribe kristendommen og specielt katolicismen. Men jo mere intensiv min ”efterforskning” blev, jo flere mure stødte jeg hovedet imod. Til sidst måtte jeg stille mig selv følgende spørgsmål: Er jeg blevet opdraget til at tro på åbenbare usande ting om Den katolske Kirke og den kristne tros oprindelse? En stor del af de ting, jeg igen og igen var blevet fortalt, viste sig ikke kun at være usande, men decideret løgn, især når det handlede om korstogene samt den formodede undertrykkelse af videnskaben foretaget af Den katolske Kirke. Jeg kunne ”sluge” den ene historiebog efter den anden i min søgen efter sandheden, og jeg indså, at Den katolske Kirke var noget helt enestående i menneskets historie, ikke kun fordi Den har eksisteret i to årtusinder, men også fordi Den er Den samme i dag, som dengang Vor Herre Jesus Kristus som 33-årig indstiftede Den.

Efter at jeg havde gjort alt dette arbejde, blev en gnist tændt i min sjæl, en længsel efter at finde mit hjem og mit folk. Håbet havde igen fået nyt liv i mig i forhold til at finde troen, men samtidig skræmte det mig også. Rent faktisk havde jeg i første omgang ikke noget ønske om at svare på dette kald, for jeg tænkte tilbage på den dårlige erfaring, jeg tidligere havde gjort mig, og derfor tog jeg først det endelige skridt, da jeg var sikker på, at den katolske tro er sandheden. For at jeg kunne tage dette skridt, måtte jeg forstå Hvem, der er det Allerhelligste sakramente, og Gud vidste alt dette.

Jeg kom til en søndagsmesse fyldt med tvivl om realpræsens i Eukaristien, og jeg forlod Messen med vished om Hvem, der er i Hostien. Gud benyttede denne mulighed til at lade denne viden finde plads i mig og omforme mig.

Til trods for, at disse tanker præget af tvivl fyldte mit sind, blev det givet mig glimtvis at se skønheden og mærke glæden ved Guds kærlighed. Dette glimt af noget gjorde, at jeg ville have mere, at jeg ville vide mere om teologi og filosofi på samme måde, som da jeg ”slugte” den ene historiebog efter den anden. Jeg indhentede tilstrækkelig viden til, at jeg den 31. marts 2018 blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, hvor jeg modtog følgende sakramenter: dåben, firmelsen og min første Kommunion. Jeg vil for altid mindes denne dag.

Selvom jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, føler jeg mig på ingen måde alene, som det var tilfældet i årene op til min optagelse i Kirken. Jeg har legioner af brødre i ånden, som er i denne verden, og i den verden, hvor Kristus regerer, som jeg beder for og med. De vil altid være der for mig, uanset hvad der sker. Jeg har fået meget viden om Kirken og mit trosgrundlag, så jeg har svar på de spørgsmål, som måtte dukke op, uanset om det drejer sig om historie eller teologi, og det kunne ikke falde mig ind at vende ryggen til Den Kirke, der er blevet indstiftet af Det sande Logos (Ord): Jesus Kristus.

Jeg skylder min varmeste tak til de mennesker, som i sandhed er hellige, og som er i mit liv. Selvom de forbliver anonyme, har de spillet en stor rolle i forhold til at hjælpe mig til en forståelse af, hvad det vil sige at leve et liv, som katolik. En stor tak til jer alle. Jeg ved nu, hvad det vil sige at leve den katolske tro og ikke blot at tro på den. De har altid været der for mig til at give mig åndelig vejledning med deres bøn og mest af alt deres venskaber. De er levende eksempler på, hvordan Kristus handler gennem det enkelte menneske, og hvordan vi alle er kaldet til at liv i Kristus.

Kæmp indtil døden for sandheden, så vil Gud Herren stride for dig” (Sir 4: 28).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Luken Stilzel og publiceret på OnePeterFive d. 13. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/faith-compromise-atheist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s