Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s