Herrens forklarelse

Om at have blikket rettet mod Det Hellige Ansigt

For hundrede og sytten år siden, den 5. august 1897, aftenen før fejringen af festen for Jesu forklarelse, havde en ung karmeliter, der var ramt af tuberkulose, et meget specielt ønske. Hun ville have et billede af Kristi Hellige Ansigt placeret tæt på sin seng. Billedet blev bragt til hende fra koret og blev fastgjort til hendes sengeleje. Den følgende 30. september døde hun. Hvad var hendes navn? Det var Thérèse af Jesusbarnet og Det Hellige Ansigt. Skt. Thérèse, der er kirkelærer, fæstnede sit blik på Kristi Ansigt, der fremstod forvrænget (det skyldtes lidelserne affødt af hendes sygdom) og fandt en forklarelse af sin egen lidelse i de stråler, der udgik fra det.

Korsets mysterium

Kristi Hellige Ansigt var et mysterium, som Skt. Thérèse kendte til. Det gode arbejde, som den ærværdige Léon Dupont (den hellige mand fra Tours) har foretaget, har resulteret i, at andagten til Det Hellige Ansigt har fundet indpas i hele Frankrig. Karmel (Karmeliterne) fra Lisieux ærede Det Hellige Ansigt hver den 6. august, altså fyrre dage før festen for korsets ophøjelse, som er den 14. september. Hver den 6. august ”udstillede” karmeliterne Det Hellige Ansigt i deres kor, påførte det vellugtende salver og bad foran det.

Skjult i Hans Ansigts hemmelighed

Et år før sin død den 6. august 1896 konsekrerede Thérèse samt to novicer, der var blevet hende betroet, sig til Jesu Hellige Ansigt. De forstod forklarelsens mysterium på samme måde, som det fremlægges i liturgien i dag, altså som en forberedelse til korsets mysterium. De tre unge karmeliter spurgte Vor Herre om Han ville skjule dem i ”Sit Ansigts hemmelighed”.  De blev af Helligånden draget til Kristi lidelse, Den lidende Tjener, som beskrives i kapitlerne 52-53 i Esajas Bog. De ønskede at være som Veronika, der mødte Jesus med trøst under Hans lidelse, og samtidig ønskede de at frembære sjæle for Ham. Deres bøn afsluttes med: ”O, elskede Jesu Ansigt! Mens vi venter på den sidste dag, hvor vi vil tage del i Din uendelige herlighed, er vort eneste ønske, at henrykkes af Dine guddommelige øjne ved også at skjule vore ansigter, således at ingen her på jorden er i stand til at genkende os. O, Jesus, Dit slørede blik er vor Himmel”.

Lectio Divina og Eukaristisk tilbedelse

I selve forklarelsen på bjerget ser vi Guds menneskelige ansigt mere tydeligt end solen. Traditionen giver os to særlige måder, hvorpå vi kan søge efter og overveje Ham, der forklares og erfare forklarelsen af Kristi Ansigt. Den første måde at praktisere lectio divina på forgrener sig i to praksisformer: 1. Den hellige liturgis lectio divina, som foretages i en forsamling. 2. Den selvstændige lectio divina, der forlænger den hellige liturgi og forbereder den. Den, der søger Kristi Ansigt i Skrifterne, som ved Kirken overdrages os, vil opdage Den Elskendes Ansigt, der kommer til syne mellem linjerne i teksten, der oplæses, og denne erfaring vil virke forandrende på den, der lytter. Den anden måde at foretage lectio divina på er ved Eukaristisk tilbedelse. Den, der forbliver tavs og er i tilbedelse foran Den guddommelige Hostie, altså ”Jesu tilslørede blik”, vil helt umærkeligt blive transformeret og helbredt i den udstråling, der udgår fra Den.

 

At søge Gud

Klostre eksisterer af én grund, nemlig for at de skal være steder, hvor sjæle kan søge Gud. Og hvor finder man Gud, undtagen i Kristus? ”Kundskab om Guds herlighed”, siger den hellige Paulus: får vi ved ”Jesu Kristi Ansigt” (2 Kor 4: 6). Begyndelsen på liturgien i dag er et udtryk for en søgen efter klosterlivet: ”Jeg husker, at du siger: I skal søge mit ansigt! Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig …” (Sl 27: 8.9a). Helligånden arbejder i lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse for at gengive for os trækkene ved Kristi Hellige Ansigt. Helligånden er i virkeligheden den åndelige billedskaber, som i vore sjæle trækker stregerne til billedet af Kristi Ansigt.

Den uendelige skønhed

Kristi Ansigt er ”den pragt, som alt andet blegner i forhold til, og det er alene den uendelige skønhed, der til fulde kan stille menneskets hjerte tilfreds” (Vita Consecrata, art. 16). Hvor passende er det ikke, når man ser på dagens evangelietekst og særligt den græske version, hvor Skt. Peters udbrud faktisk oversættes til: ”Herre, det er for os forbundet med noget smukt at være her” (Mark 9: 5)! I det Kristi Ansigt, der træder frem, ser vi de ord, der stammer fra Skt. Klara fra Assisi: ”Han, der gav sig selv fuldstændigt for vores kærlighed, Han, hvis skønhed solen og månen beundrer, Han, hvis belønninger rummer en dyrbarehed og storhed, Han er evig” (Letter III to Agnes of Prague).

At blive det, man betragter

Ligesom Moses, til hvem Herren talte ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet (2 Mos 33: 11), og hvis ansigt strålede, fordi Herren havde talt med ham (2 Mos 34: 29), vil en sjæl, der er tro mod lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse, blive omdannet til det billede, den betragter. Et menneske, der betragter ting, der er blevet vansiret, bliver helt igennem vanvittig. Et menneske, der betragter ting, der omdannes, bliver også i sig selv omdannet. Det menneske, der betragter Det inkarnerede Ords smukke Ansigt, vil på det åndelige plan bliver mere smuk.

Profeten Daniel

Tænk på den oplevelse profeten Daniel havde, da han opfyldt af ærefrygt stod foran menneskesønnen. Ligesom Peter, Jakob og Johannes på det hellige bjerg er stærkt berørte af det, der sker, er Daniel blændet af den klædning, Menneskesønnen bærer, den er nemlig hvid som sne (Dan 7: 9). Og endnu engang, ligesom Peter, Jakob og Johannes, der falder i en tung søvn (Luk 9. 32), falder Daniel på sit ansigt: ”Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden” (Dan 10: 9). Dette er ikke nogen almindelig søvn, det er snarere en mystisk søvn fremkaldt af et fantastisk guddommeligt nærvær, og denne søvn står ikke i modsætning til den søvn, Herren lod falde over Adam, og som er beskrevet i 1. Mosebog 2: 21 ”Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam”.

Frygt ikke, Daniel

Daniel beskriver derpå, hvad der skete: ”Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder” (Dan 10:10). Det er ved Menneskesønnens hånd, at Daniel bliver oprejst fra den sammenbøjede stilling, han befinder sig i. ”Så sagde han til mig: Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: Frygt ikke” (Dan 10: 11-12).

Den oplevelse, Daniel har, afsluttes med, at han får at vide, at han skal rejse sig op. Her er der tale om en opstandelse. Også dette, altså opfordringer til at rejse sig op og indtage sin plads med den opstandne Søn og stå til ansigt med Faderen og gøre alt dette i Helligånden, er en del af vores egen forvandling til det opofrende Kristi præsteskab. Sjælen, der er blevet forvandlet, står glædesfuld og fri foran Faderen og har vished for, at den virkelig er elsket og er blevet overdraget den ædle skønhed, der følger med Kristi kongelige præsteskab.

Den hellige Messe

Hver gang Den hellige Messe fejres, stiger vi op på bjerget med Kristus. I læsningen fra Den hellige Skrift (Evangelielæsningen) åbenbarer Vor Herre Sit Ansigt, og ved at lytte til Ordet bevæger vi os med den formulering, man finder i Vulgata: ”fra forståelse til en endnu dybere forståelse”. I dag bærer Moses og Elias vidnesbyrd om lovens og profeternes opfyldelse og peger hen på Hans (Jesu) udvandringsmysterium, der foregår via korset og graven, og det foregår fra de mørke steder samt døden og ind i selve lyset og livet i Faderen.

Når vi går fra ordets liturgi til den Eukaristiske liturgi (Det hellige Messeoffer), er vi ligesom Peter, Jakob og Johannes, der ser Hans (Jesu) herlighed, ikke med deres legemers øjne, men med troens øjne og ved lyset fra Helligånden. Vi ved, at Han virkelig er til stede i brødet (Hostien), der er blevet Hans Legeme og Vinen, der er Hans Blod, og vi vil som Peter udbryde: ”Mester, det er godt, at vi er her” (Luk 9: 33). Det alter, hvorpå Det hellige Messeoffer bliver foretaget, er vores Tabor bjerg. Oven over alteret lyder Faderens stemme: ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!” (Luk 9: 35). Selvom alteret er usynligt, er det stadig virkeligt, mystisk og alligevel håndgribeligt, og alle, der tager del i Eukaristifejringen, bliver indhyllet i en sky, der består af Helligånden og taget med ind i Kristi store præstelige bøn til Faderen.

Den Eukaristiske forklarelse

Den nåde, som dagens fest bringer, er vores egen forvandling i mødet med Eukaristien. Vor Herre vil i dag tage hver eneste af os, og det vil sige os alle sammen i Sine hænder, så vi sammen med Ham og i Helligånden kan være ét eneste offer til Faderen. Uden frygt skal I overgive Jer selv som ofre i vor herlige Præsts hænder, der blev såret af naglerne. Han vil konsekrere dig til Sig selv i Det hellige Messeoffer. Da vil Faderen, der følger med fra himlen, genkende i hver af os Sin Søns Hellige Ansigt, Sønnen, som er Den Elskede, for ved det Eukaristiske mysterium: ”… forvandles (vi) efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed” (2 kor 3:18).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. august 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/08/the-transfiguration-of-the-lor/

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s