Skt. Dominic viser den moderne verden, hvordan man på den helt rigtige måde drager omsorg for de fattige

Den 4. august i den gamle romerske kalender og den 8. august i den nye (romerske) kalender (her finder man en nærmere forklaring på de forskelle, der eksisterer (1)) fejrer Den katolske Kirke mindet om Skt. Dominic, beder om hans forbøn og har fokus på, hvordan man følger hans eksempel. Således som Benediktinerne, Franciskanerne og Jesuitterne er indbegrebet af deres ordensstiftere og disses åndelighed (Skt. Benedikt, Skt. Frans af Assisi og Skt. Ignatius), således er det også med Dominikanerordenen (der har fokus på uddannelse og forkyndelse), at den i sin karisma er indbegrebet af dens grundlægger: Dominic de Guzmán.

Skt. Dominic er i sig selv på mange måder enestående. Hans dyder og det, han har bidraget med, er så omfattende, at (et utal af) andre mænd og kvinder kun delvist har kunnet – og kan efterligne hans eksempel. Han fremstår som et fyrtårn og som et eksempel, man kan stræbe efter- og gå ud fra. Hans samtidige var opmærksomme på dette. De optegnelser, der ligger til grund for kanoniseringen af ham, rummer et utal af vidnesbyrd om dette. Et vidnesbyrd lyder således: ”vidnet har aldrig før haft kendskab til nogen af en sådan karakter ligesom denne Gudsmand, som vedvarende var i bøn og havde stor nidkærhed overfor forkyndelse”.

Dette synes at være en sandhed, der gør sig gældende for alle de store grundlæggere af religiøse ordener: man kan sige, at disse ordensstiftere i sig har båret på kimen til den ånd og det formål, som ligger i deres ordener, og på den måde blev de deres ordens første – og grundlæggende ”regel”, ligesom solen er kilden til livet på jorden. Vi læser, at Skt. Dominic var utrættelig i sit arbejde for Gud (og sit apostolat). Han gik flere tusind kilometer for at forkynde det glade budskab, sådan som det var påkrævet af brødrene. Men vi læser også, at han benyttede mange timer, dag og nat i kontemplativ bøn, og det er det ideal, som de kontemplative søstre i særdeleshed stræber efter at efterligne, men som ikke er brødrenes lod. Dominic kunne varetage den kontemplative bøn og forkyndelsen til fuldkommenhed, men langt de fleste, der er fulgt i hans fodspor, har måttet erkende deres begrænsninger.

Skt. Dominic havde stor kærlighed til Sandheden, altså Guds Ord, Jesus Kristus, som nærer os med Eukaristiens guddommelige føde og udlægger Den hellige Skrift for os. Skt. Dominics store kærlighed kom til udtryk i en vedvarende forkyndelse af dette Ord, både i den måde, han talte – og handlede på. Han havde ét mål med sin forkyndelse, og det var omvendelse: omvendelse af hedningerne til kristne, lunkne kristne til kristne, der tog deres tro alvorligt, og de kristne, der tog deres tro alvorligt til helgener.

De midler, han tog i brug, for at opnå dette, var enkle: at studere sin tro for at få (mere) viden om den; fattigdom, som et vidnesbyrd om, at det er vigtigt at prioritere åndelige goder over de verdslige; fri bevægelighed, så den enkelte selv kunne kortlægge sin vej og rute til de steder, der havde brug for forkyndelse, og sidst men ikke mindst bøn, så den enkelte kan blive omdannet til den kærlighed, vedkommende  forkynder.

Et sådant mål samt disse midler forudsætter i sagens natur troskab overfor Kirken og Hendes lære, uden hvilken budbringeren bliver til en hæretiker, tiggeren bliver til en skurk, og apostlen bliver til en, der er faldet fra troen. Vigtigst er det dog, at det liv, man lever, er ”rodfæstet og grundfæstet i kærligheden” (Ef 3: 17), i Guds kærlighed for Hans skyld og i kærlighed til næsten, som er skabt i Guds billede, og som er blevet frelst ved Kristi Blod.

Det, vi har kendskab til vedrørende Skt. Dominic, viser os, at han ”brændte” af kærlighed for Gud og næsten. Det var denne kærlighed, der i hans tilfælde gjorde, at han skabte en helt ny retning for ordenslivet i den tid, han levede i. Det var denne kærlighed, der gav ham modet og indsigten til at holde ud på trods af modstand. Uanset hvor i verden – eller hvornår i historien Dominikanerordenen har oplevet en opblomstring, har de metoder, som er blevet beskrevet ovenfor, været deres ”måde” at arbejde på, og samtidig har disse også fungeret som målsætninger, og de har været Dominikanernes ”hemmeligheder”, og Gud har velsignet Dominikanerne og deres arbejde.

Hvori ligger det radikale, som Skt. Dominic foretog? At man praktiserer en tiggerlignende fattigdom, som betyder, at man uden omsvøb tigger for at få det daglige brød. At man er vejfarende forkynder, dette bryder med princippet om, at ordenfolk har fast tilknytning til et bestemt kloster på en bestem lokalitet eller det, at en præst har fast tilknytning til et sogn eller bispedømme. At holde sig vågen det meste af natten for at være i bøn og have en stålfast tro på Gud i alt det, der tilstøder en. Alt dette er i sandhed radikalt, fordi det, i al sin enkelthed, stammer fra en stålfast tro.

På trods af at verden taler om humanisme og det at yde humanitær bistand, er den ret beset ligeglad med de fattige og det generelle problem med fattigdom, og sørgeligt nok, synes det som om, at Den moderne Kirke ikke mere har interesse i Kristi evangelium eller en regelmæssig og disciplineret bønsaktivitet. Der vil dog altid være mennesker, specielt blandt de unge, som søger efter: 1) meningen med livet, 2) den kærlighed, der gør livet værd at leve, 3) kilden til hele skabelsen og 4) den sandhed, der ligger til grund for livets mening. Hvis Dominikanerne kan give det til verden af i dag, det, som Skt. Dominic gav til menneskene i sin levetid, så ville ordenen opleve en opblomstring, som dengang den blev stiftet og i de perioder igennem historien, hvor den har været på sit højdepunkt. På den måde bliver troskab et løfte om vækst og mere intensiv missionsvirksomhed, mens dovenskab, afvigelse (i forhold til Kirkens trosgrundlag) og eklekticisme bliver forløberen for en slækkelse af det vigtige i troen, samt ligegyldighed og forfald.

Hvor forandret og anderledes vores verden end måtte være den dag i dag, så higer den stadig efter det glade budskab. Menneskeheden gør stadig de samme fejl, som Adams æt til alle tider har gjort, og derfor har vi stadig behov for Dominikanernes ”hemmelige” metoder, som er beskrevet i artiklen, og som aldrig har forandret sig.

Noter

  1. Link til artikel med uddybende forklaring: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/08/liturgical-notes-on-feast-of-st-dominic.html#.XiSnS25Fzct

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 7. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st-dominic-shows-the-modern-world-how-to-truly-care-for-the-poor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s