Rosenkransen: derfor er bøn, der bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde, gavnlig for kristne

I denne måned, oktober, er fokus særlig rettet på Den hellige Jomfru Maria og den titel, hun bærer: Den salige Jomfru Maria af Rosenkransen, og af stor taknemmelighed forpligter vi os til at bede den vidunderlige bøn, som rosenkransbønnen er. Dette er bønnen, som et utal af helgener har elsket højt, og som er blevet prist til skyerne af paver, og det er en bøn, som er beriget med mange former for aflad, og den er trøstende og enkel, og endelig er den særdeles effektiv i kampen mod onde magter, synlige og usynlige.

Mange helgener har udtalt, at rosenkransen er den bedste og mest givtige bøn, vi kan fremsige for Gud, og dette gælder for enhver kristen, uanset hvor vedkommende befinder sig i sit liv. Hvad er med Skt. Louis de Montforts egne ord ”rosenkransens hemmelighed”? Det er den åndelige ydmyghed og tillid, vi bærer på, når vi lægger os på knæ foran Guds Moder, der er uden synd, og vi søger beskyttelse hos hende, som Jesus Kristus nærer stor kærlighed til, og som er uhyre kraftfuld i sin forbøn rettet til Ham. Det er det, vi ser ved brylluppet i Kana. Han lytter til det, hun beder om. Det, vi også er vidner til ved korsets fod, er, at Jesus overlader den discipel ”Han elskede mest” til hende og hende til disciplen: Vi er alle børn af Maria, og hun er blevet overdraget os, hvis vi er Kristi, Vor Herres, disciple. At fordybe sig i den bøn, som Maria holder allermest af, er som at søge dybt ind i hendes sjæl, der er beriget med åndelige skatte, og der se, Guds herlighed blive genspejlet.

Rosenkransen rummer tre kvalitative elementer, som gør den velegnet til det kristne menneske. Bønnen bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde.

Som en bøn, der bliver sagt højt, placerer rosenkransen sig i en ædel tradition, der strækker sig fra Moses bøn til Davidsalmerne og over til Makkabæernes bøn og Simeons lovsang i templet. I første Samuels’ Bog kan vi læse, at: ”I lang tid bad hun (Hannah) for Herrens ansigt og imens sad Eli og iagttog hendes mund” (1 Sam 1: 12). Marias kusine Elisabeth udbryder med høj røst: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt” og hertil svarer Vor Frue i begyndelsen af sin lovsang: ” … For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi Den mægtige har gjort store ting mod mig” (Luk 1: 42 og 49). Kristus lærer os, at vi bør gå ind i vores kammer, og der bede til Gud, og Han giver os et forbillede, som er den ydmyge tolder, ”der ikke engang løfter sit blik mod himlen, mens han slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig” (Matt 6: 6 og Luk 18: 13). Ved en anden lejlighed giver Kristus os eksemplet med den vedholdende enke, der i sin nød ikke stopper med at bede dommeren om hjælp (Luk 18:2-5). Den fortabte søn falder på knæ for sin far og bekender sin skyld; der sidder en blind mand ved vejen til Jeriko, som bliver ved med at råbe: ”Davids Søn, forbarm dig over mig” (Luk 15: 21 og 18: 38). Den hellige Paulus fortæller os, at vi bør ”bede uophørligt (1 Thess 5: 17) og være vedholdende i bønnen” og ”tal(e) til hinanden med salmer og hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5: 18-20 og Kol 3: 16-17).

Med eksempler som disse og flere hundrede, som jeg kunne trække frem, bør det stå klart, at den bøn, der siges højt, ikke skal betragtes som værende ubetydelig eller middelmådig, som vildfarne fortalere for eksempel protestanter og liberale katolikker ellers har hævdet. Tværtimod er den bøn, der siges højt, traditionel i sin karakter, for den har altid været den foretrukne bønsform og videre er den en givtig måde at være til stede på over for Gud, og man vender sig til Ham i tillid og med håb, og alt dette gøres med det sigte at helliggøre ens tale og hjerte” (Matt 12: 34). 

Det, at der er et repeterende element i forbindelse med rosenkransbønnen, er ikke afbrydende for koncentrationen, eller at man betragter rosenkransbønnen som gammeldags og en praksis fra middelalderen. Det repeterende element i bønnen er forbundet med to vigtige aspekter: menneskesindets virke og den rette måde at henvende sig til Den Almægtige på. Når vi igen og igen må vende tilbage til de store begivenheder i frelseshistorien, går dette på bedste vis hånd i hånd med den kendsgerning, at vi ikke kan erkende fuldt ud, men stykkevis, og det kræver i sagens natur, at vi må fæstne mangt et kærligt blik på eksakte og velkendte episoder i frelseshistorien for at få et nærmere og dybere kendskab til dem, og på den måde lærer vi også at komme foran Gud, og der være i en bøn (der er enkel), der bedes uophørligt, ydmygt, uden distraktion, som når et barn beder til sin Fader. Vi lærer noget nyt ved at beskæftige os med de velkendte situationer i frelseshistorien, og dette sker, fordi vi gradvist og mere og mere elsker Vor Herre og Hans Moder. Ved at gentage de samme ord igen og igen former vi både vores tanker og vores tale. Ved at overveje de samme mysterier gentagne gange, bliver vi som børn, der aldrig bliver trætte af en bestemt og smuk historie, eller som et ældre ægtepar, der kender – og er opmærksomme på hinanden ned i mindste detalje. Selv seraferne, der står foran Guds trone, synger til evig tid deres lovsang. ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed” (Es 6:3 og Åb 4: 8).

Den enkle og rolige måde at sige bønnen på, hvor man gentager Fader VorEnglens hilsen og doxologien (Lovprisning af Gud, f.eks. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden) har en opmuntrende virkning på det at overveje vor tros mysterier. Her handler det ikke om at foretage en dybdeborende analyse af- eller at opnå et klart billede af det enkelte mysterium eller fuldt og helt være til stede ved det, der skete. Johannes Paul II siger følgende:

Den hellige rosenkrans er et evigt minde om frelsen og den måde, hvorpå den er blevet udført: At Ordet blev kød (inkarnationen), Jesu lidelse og død for os, og den påske, Han har grundlagt, som for altid vil blive afsluttet i Himlen. Når vi tænker på de kontemplative elementer i rosenkransen, det vil sige mysterierne, som den sagte bøn er centreret om, forstår vi bedre, hvorfor denne krone af de mange ”Hil dig Maria” (englens hilsen) er blevet betegnet som ”Jomfruens Psalter”. For salmerne mindede Israel om de undere, der skete ved udfrielsen fra Egypten, og den frelse, Gud udvirkede, og de selvsamme salmer kaldte konstant folket tilbage til troskab mod pagten, der blev sluttet på Sinai. På samme måde minder rosenkransen konstant det nye pagts folk om de barmhjertighedsundere og den styrke, Gud har anvendt ved Kristus på menneskehedens vegne, og rosenkransen kalder den nye pagts folk tilbage til troskab mod løfterne givet i dåben. Vi er Hans folk, og Han er vores Gud (Osservatore Romano, October 11, 1983).

”Et ønske bør være ordentligt”, siger Skt. Thomas Aquinas, ”således må det også være med Bønnen, fordi den er et udtryk for et ønske”. Er der nogen, der er i stand til at finde tre bønner, der er mere seriøse, klare og trøstende eller dybe end Fader vorHil dig Maria og Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden?

At dvæle i sætningerne, der stammer fra Fader vor, er som at blive undervist af den mest dygtige underviser, der findes, nemlig Jesus Kristus, Den evige og inkarnerede Visdom, som lærte Sine disciple netop denne bøn. Det er derfor ikke overraskende, at både koncilet i Trents’ Katekismus og Den Katolske Kirkes Katekismus har taget udgangspunkt i Herrens bøn i opbygningen af de forskellige afsnit vedrørende bøn.

Når det handler om bønnen, Hil dig Maria, er denne en meget levende bøn, fordi hver eneste linje og ord indeholder mysteriets stilhed, lyden af profeti og løftet om frelse. Selve ordene omslutter på en og samme tid adskillelige mysterier og hellige begivenheder: bebudelsen, inkarnationen, besøget (hos Elisabeth), Jesu hellige Navn, at Maria bærer på stor nåde, at Maria går i forbøn for os i Himlen samt de sidste ting. Ret beset er Hil dig Maria et mindre kompendium, der rummer hele den katolske tro.

Uden teologisk slinger og uden at spilde et eneste ord, påkalder vi, når vi siger: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, Den hellige Treenighed, Alfa og Omega over alt det skabte, og denne lille bønsakt er rettet til den uendelig store Gud.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 10. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-rosary-why-vocal-repetitive-meditative-prayer-is-beneficial-to-christians

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s