At leve på jorden uden liturgien er som at leve i helvede sammen med dæmonerne

Den hellige ritus er vores livline

Hvert år, når vi er på vej ind i efteråret, er dette også en indikation af, at vi er nået til fejringen af festen for Alle helgen, men det er også på dette tidspunkt, at der til stadighed synes at være er en tiltagende interesse for de mørke og skræmmende tendenser samt det dæmoniske. Nogle mennesker har den tilgang, at dette kun er en form for harmløs adspredelse, eller at det er en uskyldig måde, hvorpå man kan få ”afløb” eller ganske enkelt have det ”sjovt”. Andre betragter ”denne leg med ondskaben”, som et aktuelt fænomen, der er et udtryk for en dybereliggende åndelig grøde eller en decideret ondskab, der er karakteriseret ved en perverteret fascination af det onde. Film, populærkulturen (musik), computerspilgenren og mode afspejler den samme – eller lignende tendenser. Den sekulære verden har sluttet våbenstilstand med den onde og leger derved med ilden. De, der vælger at lege med lige præcis den slags ild, bliver som oftest forbrændt.

Vores beskyttelse og styrke kommer af, at vi holder os tæt til Jesus og Hans helgener, og det sker fremfor alt i liturgien og sakramenterne, som Han har givet os som kilde til liv og lys. Djævelen har for sit vedkommende ingen liturgi, ingen sakramenter og heller ikke nogen kilde til liv og lys. Hvis vi undersøger dette nærmere, vil det være med til, at vi fornyer vor tak for Guds gaver og de risici, der er forbundet med vores (pilgrims)vandring.

De faldne engle har ikke nogen samlet enhed, der beskriver de gode gerninger eller tilbedelsesakter, man kan foretage. Som én af ørkenfædrene engang har sagt, djævelen har ikke nogen knæ. Hans mentalitet er centreret om, at han ikke vil tjene (non serviam), og det er den samme tankegang, de andre dæmoner praktiserer, og man kan definere dette som en ensartet tænkning. Man finder derfor i helvede ikke et egentligt hierarki. Derfor kan man karakterisere disse dæmoner som en gruppe banditter, der er tvunget til at finde sammen i en gruppering kun med det ene formål at pleje deres respektive egeninteresser.

I modsætning til den gældende demokratiske tænkning, så er liturgien i sit inderste væsen knyttet til et hierarki, hvor Kristus som ypperstepræsten, er Den, der leder tilbedelsen, og Han tillader, at præsten, diakonen, subdiakonen, messetjeneren, korlederen, koret og lægfolket har deres plads og varetager en opgave. Man kan ikke fremsætte noget krav om at udfylde en rolle i liturgien, man kan heller ikke ”opfinde” en ny rolle/opgave, som skal udføres i forbindelse med liturgien. En rolle eller arbejdsopgave i liturgien er noget man bliver overdraget eller så at sige træder ind i. At være i liturgien handler om, at man af egen fri vilje underkaster sig regler, der er defineret, og hvor man under ingen omstændigheder selv finder på noget nyt, fordi liturgien er et ordnet hele, hvor den enkelte er en ydmyg deltager.

Liturgien bringer os ud over os selv og placerer os i roller, der ikke er medfødte, nedarvet eller ”opfundet til lejligheden”, og liturgien tager os med ind i sfærer, der er uden afgrænsning af nogen art og til handlinger og længsler, der i deres udspring og målsætning er af overnaturlig karakter. Når vi synger liturgien, gør vi det udenfor os selv, vi gør det i Himlen: ”Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem” (Sl 122:2). Når vi i vores handling siger ord, der er blevet formuleret af en anden, sker der en ændring af vores person, for vi tager Kristus på os, afviser de ambitioner vi havde i forbindelse med Babel og byder i stilhed Helligånden ved pinseunderet velkommen.

Det er på grund af alt det ovennævnte, at djævelen hverken har eller kan have en liturgi. Selvom han er tvunget til at underkaste sig det reglement, Den Almægtige har forordnet, så har han ikke noget ønske om det, og derfor er det vanskeligt for ham at gå ind til sin Herres glæde. Han anerkender ikke andre regler end det, hans egen vilje vil, og det er netop derfor, der ikke hersker fred i helvede. Han besidder ikke den nødvendige ydmyghed til at kunne være en brik i et større puslespil samt det at tage en andens ord i sin mund, og han har ikke noget ønske om at underkaste sig kærlighedens ekstase.

Vor Herre siger i Johannesevangeliet kapitel 8: 44: ”Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen”. Jesus taler her med metafysisk og psykologisk præcision. Djævelen er en morder, fordi han misunder et liv i Gud og tager det fra dem, der har det, i stedet for selv at modtage det, som en gave og være med til at formidle denne gave til andre. Han tåler ikke sandheden, fordi sandheden for en skabning er lig med en harmonisk tilstand mellem intellektet og det, intellektet retter sig imod (adequatio rei et intellectus), således at intellektet måles og vejes i henhold til den virkelighed, det gør sig gældende i. Det skabte intellekt besidder sandheden, det bærer på sandheden, men det kan ikke være sandheden, for det er kun Gud, der er det. I den forstand kan sandheden kun være i os, men aldrig udgå fra os, som om vi var dem, der fostrede sandheden eller dens målestok.

Derfor ender den person, der afviser Guds sandhed, med at afvise den sandhed, der dvæler i hans sind, og han påbegynder en vandring blandt vildfarelser, der antager form af selvbedrag (vi ser, hvordan djævelen gentagne gange i Evangelierne og i verdenshistorien opfører sig, som om han kan besejre Jesus), men også i form af bedrag af mennesker (vi er vidner til, at løgnens fader leder mennesker ind i et vanvid af løgne, manipulation og konformitet). Djævelen og dem, der følger i hans fodspor, og de gerninger, de udfører, ”taler for sig selv” Han vil kun forkynde denne verdens ”visdom”, for på det mentale plan er det den, han har sit fokus på. Hans tale vil være raffineret, banal og kynisk. Det er det, der sker, når man ikke ønsker at tage sin Skabers visdom, dybde og oplysende og sandfærdige ord i sin mund.

Lucifer og som hans navn (lysbæreren) antyder blev skabt til at være en genspejling af Ordet og på den måde i sig selv være skinnende smuk. Han afviste Ordet og blev derfor grim på trods af sit vidunderlige væsen. En sø kan, når den er blikstille, vise aftegninger af bjerge omgrænset af nattehimlen, og dermed går søen langt ud over det blot at være en sø, der med sit vand er en del af naturen, jorden, luften og ilden. I modsætning til dette vil en sø, der er i oprør, og som er blevet mudret ikke engang være i stand til at levere vand, der er rent og klart og lige til at drikke. Den klare sø bliver med sin refleksionsevne mere end blot en sø. Søen, der er mudret, bliver med sin uklarhed, til det, der kan betragtes som et vandhul, og søen har dermed mistet det, der oprindelig gjorde den til en sø. Herbert McCabe bemærkede engang, at det, der er blevet beskrevet ovenfor, ”er den teologi, der ligger bag det, der skete i Edens Have. Der forelå ingen mulighed for, at mennesket bare kunne være menneske. Mennesket måtte enten være et overmenneske eller være umenneskelig”.

De hellige riter er vores livline og navlestreng til Den hellige Moderkirke. De gør, at vi bliver næret, og er trygge i dalen præget af dødens skygge. Den oprindelige dødens dal ligger ikke i Californien, men i helvede. Helvede er i sandhed dødens dal, fordi den, der lever der, eller snarere lider en vedvarende død der, sidder fast i dybet og umuligt kan komme op i højderne, op til bjerget Sion og Den levende Guds by. Den hellige Skrift karakteriserer den faldne verden, som vi mennesker lever i, som ”dødsskyggens dal”, fordi den er underlagt den ondes magt, og det vil sige, at den er begrænset og forudbestemt til undergang.

Vi bliver frelst fra den ondes greb ved dåben og styrkes ved firmelsen til at kunne gå i kamp mod verden, kødet og djævelen. Vi modtager englenes brød i Eukaristien, og vi bliver renset for vores synd ved skrifte og bod. På mange andre måder deler vi Kristi sejr og Hans følgeskab af helgenerne bliver delt med os, så vores optagelse i Hans Rige er noget, vi har vished for.

Alle, der læser dette, ønskes en velsignet fest for Alle helgen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 31. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/living-on-earth-without-the-liturgy-is-like-living-in-hell-with-the-demons

(Oversat af Mogens Bohn og Patick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s