Roser i december

Et besøg

Den 9. december 1531 drog Den Allerhelligste Guds Moder afsted til bjerglandet (Luk 1: 39), dog var det denne gang ikke Judæas bjergland, hun drog afsted til, men i stedet det mexicanske. Hendes besøg var ikke bestemt for hendes kusine Elisabeth, der var hustru til Zakarias, men i stedet den ydmyge bonde Juan Diego. ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Stilhedens musik

De første beretninger om Juan Diegos møde med Guds Moder fortæller om en tilskyndelse, han fik til at gå op i bjerglandskabet omkring Mount Tepeyac. Han fornemmede i sig selv noget uimodståeligt, som når man hører en kalden, og som man opsøger, fordi det er bydende nødvendigt. Han fornemmede det, der gik for sig, som en slags himmelsk musik, som lyden af stilhed, der på en og samme tid fremstod både ukendt og smuk. ”Vær stille for Herren, alle mennesker! For han bryder op fra sin hellige bolig” (Zak 2: 13). Stilhedens lyd for Juan Diego adskiller sig ikke fra den ”sagte susen” (1 kong 19: 12), som Elias hører på bjerget Horeb.

Juan ”fulgte efter” lyden af himmelsk musik og blev på den måde ledt til at være vidne til en åbenbaring af ”… et stort tegn (der) viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, men månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 12: 1-2). Hvad var dette, hvis det ikke var en himmelsk indgriben, en teofani eller et øjeblik, hvor sløret løftes til side? ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel” (Åb 11:19).  

De fattige Gudstroendes Dronning

Kvinden klædt i solen talte til Juan Diego. Hun trøstede ham, og det er det, hun altid gør overfor de fattige, de ”små”, dem, der er plaget, de udstødte og de undertrykte. Vor Frue af Gaudalupe er dronning for anawim (det hebræiske ord for ”de fattige”, der forblev tro mod Gud i svære tider), altså de fattige Gudstroende. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere rørende end det budskab, hun havde til Juan Diego:

Hav vished for, at jeg er Den fuldendte og for evigt Jomfru Maria, den sande Guds Moder, jeg er din barmhjertige Moder, Moder til alle dem, der elsker mig, der anråber mig og til dem, der sætter deres lid til mig. Lad ikke problemer tynge dig og blive til sorg. Frygt ikke nogen sygdom, fortvivlelse, angst eller smerte. Er jeg ikke hos dig, mig, som er din Moder? Lader jeg ikke min beskyttelse favne dig under min kappes fold og i mine arme?”.

Kødet er afhængigt af frelsen

Så blev der musik for øret og en åbenbaring for øjet. Guds plan åbenbarede, at ved, at Hans Ord blev kød, ville hele skabelsen blive genoprettet til hellighed, og at vores fysiske sans ville modtage nåden og dermed blive åben for Guds mysterier. Tertullian sagde: ”kødet er afhængigt af frelsen”.

Jomfruen valgte også at give to andre tegn, inden hun gav det mirakuløse billede. Det første tegn var, at Juan Diego oplevede at blive følelsesmæssigt berørt. Med en helt speciel moderlig ømhed sørgede hun for, at der voksede vidunderlige roser frem på en bar og vindblæst skråning i december, som Juan Diego kunne plukke og samle i sin kappe. Det andet tegn hun gav omfattede selve roserne; de var velduftende. Disse roser, der blomstrede i sneen, må for Juan Diego have fremstået som en festfejring, ligesom det er for os, når vi i dag fejrer denne anden store fest for Jomfruen i december måned. Det tredje tegn, Jomfruen gav, er et utroligt smukt billede. Et stykke af Himlen blev foreviggjort på denne fattige mands kappe. Der er tale om et billede, der til stadighed vækker undren og fortsætter med at overraske verden, og endelig bliver det ved med at vække glæde hos hendes (Jomfruens) børn, for dette billede er for evigt indprentet som et minde om det besøg, Herrens Moder aflagde verden.

De, der bærer Den skjulte Kristus

I al hast iler vi til Den hellige Messe, fordi vi ligesom Juan Diego er draget af den musik, der ikke stammer fra denne jord. Når vi nærmer os Guds alter, bliver vi berørt af Guds Ord, der blev kød. Vi modtager ikke roser, der er arrangeret tæt omkring vore hjerter, men derimod Jesus Kristus selv i de tilbedelsesværdige mysterier, der knytter sig til Hans Legeme og Blod.

Duften af Kristus hænger ved dem, der modtager Ham, og det er en duft, der er langt mere sød end den duft, der stammer fra de roser, der vokser frem i december. Og så er der billedet. Ved at have taget del i de hellige mysterier, bliver vi dem, der bærer på, ikke et mirakuløst billede, men et meget stort mirakel. Vi vil i vore sjæle bære på den samme Jesus, som Maria bar i sit moderliv. Caryll Houselander definerede dette, som at bære på Den skjulte Kristus. Dette medfører, at vi bringer Kristus med til steder og situationer, hvor Han praktisk talt aldrig før har været. ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2: 14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. december 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/12/the-scent-of-roses-in-december

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s