Derfor bør katolikker faste, før de modtager Den hellige Kommunion

I betragtning af, hvor lidt fokus der er på askese, som er selvfornægtelse, er netop dette aspekt af katolsk åndelighed ikke noget, man bør gå på kompromis med, og det gælder også par og familier. Som en synder, der konstant har behov for at blive lutret, må vi alle granske vores samvittighed, gøre bod og omhyggeligt forberede os til at kunne modtage sakramenterne.

Det største problem i moderne tid, og som allerede blev begrædt af pave Pius XII, er, at vi har mistet fornemmelsen for synd. Det, at vi har mistet denne fornemmelse for synd, er imidlertid blevet forværret ved tabet af de mange rutiner, mange katolikker engang havde til at minde sig selv om den synd, de bar på og derfor måtte gøre bod for: fredage uden kød hele året igennem, at faste dagligt under hele Fasten ikke blot Askeonsdag og Langfredag samt faste i nattetimerne for modtagelsen af Eukaristien den følgende dag, som senere blev skåret ned til tre timer og reduceret yderligere til en time.

Da Pius XII i 1953 lempede timeantallet for den Eukaristiske faste fra at skulle strække sig fra midnat til blot tre timer før Messestart, blev det betragtet som en bemærkelsesværdig imødekommelse fra Kirkens side i forhold til de mere nutidige behov. Og man kan på en vis måde sige, at ændringen var passende set i forhold til omstændighederne. I 1964 foretog Paul VI en lempelse af den Eukaristiske faste fra tre timer til en time, som i mange tilfælde er blevet til følgende: spis ikke noget undervejs til søndagsmessen. Er det, det, man kalder for en meningsfuld faste? En times faste skulle i princippet være til at overholde, men paradoksalt nok, har det resulteret i, at mange katolikker ganske enkelt ignorerer det, og det er netop blevet sådan, som Aristoteles har formuleret det: ”Når der kræves lidt, udebliver resultatet, fordi kravet ikke fremstår som et krav”.

En tydelig Eukaristisk faste viser vores respekt overfor Vor Herre Jesus Kristus samt et ønske om at modtage Ham, som den vigtigste føde i vort liv. Dette stiller os også over for et moralsk krav, nemlig at vi er forpligtede til at modtage Ham med værdighed. Vær opmærksom på, kristne mand og kvinde, hvad I nu er ved at gøre: vær Jer bevidste, om at I bør være i nådens stand, således at I med værdighed nærmer Jer Herren Jesus Kristus og modtager Ham personligt. De tre timers faste handlede også om Herren, om at give Ham ære og til sidst en selv, hvor man ransager sin samvittighed, for at prøve om man er i nådens stand. Dette var en disciplin, som fungerede præventivt i forhold til ubetænksomhed, ligegyldighed og det at betragte Kommunionsmodtagelsen som en social begivenhed.

Omgivelserne, der skal danne rammen for tilbedelse, er i alt for mange sogne så utilstrækkelige, at de ganske enkelt ødelægger troen på det Allerhelligste, som Den katolske Kirke bekender er Vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, og som vi må være forenet i tro og kærlighed for at kunne forenes til ét kød. Det katolske Novus Ordo lektionarium undlader fuldstændig Skt. Paulus anmodning om, at man ransager sin samvittighed, før man modtager Eukaristien: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 27-29), men man finder til gengæld dette flere steder i det traditionelle lektionarium. Lægfolket, her både mænd og kvinder, forestår Kommunionsuddelingen på en uhøjtidelig måde. Adspredende eller følelsesmæssig musik formår ikke at danne rammen, for at de hellige mysterier virkelig fremstår som hellige, og formår yderligere ikke til at tilskynde til, at de troende viser ydmyg tilbedelse. Det, at faste som er en åndelig disciplin, er, som allerede nævnt blevet gjort ligegyldig. At forberede sig til Messen og give en taksigelse efterfølgende er praktisk talt ikke-eksisterende. Lægger man alle disse faktorer sammen, skaber det et billede af, at det at modtage Den hellige Kommunion er noget banalt og helt almindeligt, og at det ville virke mærkværdigt, hvis nogen blev nægtet adgang til Den.

I kommuniteter, hvor Den latinske Messe celebreres, er der blandt de troende fokus på at få ransaget sin samvittighed, og bliver man sig bevidst om, at man har begået en dødssynd, må man skrifte den, før man modtager den hellige Kommunion. (I de samme kommuniteter foretages der på søndage og andre festdage skriftemål før og under Den hellige Messe, og denne måde at gøre det på er særdeles velegnet til det åndelige behov, der er hos almindelige katolikker. En præst vil fejre Messen, mens den anden sidder i skriftestolen. Ved konsekrationen holder man inde med skriftemålet, og ved Kommunionsuddelingen hjælper den præst, der har siddet i skriftestolen den celebrerende præst med Kommunionsuddelingen). Her er det tydeligt, at ikke enhver automatisk forlader sin bænkerække og går op og modtager Den hellige Kommunion. De, der er i nådens stand, går op og tager del i den mystiske banket, de knæler i ærbødighed, mens de beder og modtager Ham på tungen fra præstens konsekrerede hænder. Det hele bliver gjort på en måde, som er værdig og korrekt. Mennesket kommer foran Gud og har fjernet enhver forhindring, der er menneskelig muligt at fjerne, og beder om at modtage Hans guddommelige livs helt fantastiske gave.

Kunne vores mangel på øvelse (jeg benytter dette i mangel af bedre dækkende ord) i Eukaristisk mådehold og ærbødighed for Herrens Legeme relateres til, at kyskhedens dyd og ægteskabet er blevet ødelagt, her forstået som mådehold i forhold til seksualitet og en ærbødighed for ægtefællens krop? Ligesom det synes som om, at mange ikke har behov for at forberede sig, vente og bede for nåden til at blive værdige til Herrens gave, hvor Han giver Sig selv til os i Den hellige Kommunion, på samme måde, synes det som om, der ikke er noget behov for at forberede sig og vente og bede for nåden til at være værdig til at modtage den gave, som den anden person er i det ægteskab, der ikke kan brydes, mens man selv gør sig til en værdig gave, der skal modtages af den anden.

Der må ske en genopretning af fasten. Man bør ikke have nogen, der giver signal til, at alle på en bænkerække skal gå til Kommunion. Det skal kun være præster, der står for Kommunionsuddelingen, som foregår, mens kommunikanten knæler, og Kommunionsmodtagelsen foregår på tungen. Disse tre ændringer ville hjælpe til at bekæmpe den pandemi af uærbødighed, der i dag gør sig gældende samt de utallige Kommunioner, der modtages af folk, der ikke er i nådens stand.

Sådanne tiltag vil måske over tid tilskynde par til at tænke anderledes omkring sig selv og deres kroppe, og den omsorg og respekt, man bør udvise overfor ethvert kristent legeme, fordi det er Helligåndens tempel, og videre skal man tænke på ærbødighed, ganske enkelt fordi ens ægtefællens krop ikke må tages for givet. Seksualiteten i ægteskabet handler trods alt om, at man gensidigt giver sig selv under de forhold, som Gud giver og ikke udnytter hverandre.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 8. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-catholics-must-fast-before-receiving-holy-communion

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s