Det sidste kys inden vi drager i krig

Vi lader vore læber berøre panden på dem, som står os nær. Vi fortæller dem, hvor dyrebare de er for os, og vi gør vort udstyr klar til at gå i krig. Verden, kødet, djævelen, ja, vores faldne tilstand, sårene fra arvesynden, som vi alle bærer på, listen af fjender synes at være uudtømmelig. Hvornår vil det syndige menneske forstå og lære, at det at være kristen er forbundet med lidelse, at skulle løfte og bære et kors, at sørge og græde, mens man bestiger et bjerg, alt imens man drager sit sværd og tager del i kampen? Det er det lod, Guds børn har fået.

Der er ingen anden vej hjem end denne for os. Vor Faders hus venter på hver og en af os, når de slag, vi har taget del i, er afsluttet. Men det betyder, at vi må kæmpe indtil det sidste. Langt sværere er det at skulle begribe det faktum, at denne krig vil fortsætte mange tusind år endnu. Vi ved ikke, hvor mange troppeenheder, fjenden råder over. Vi kender ikke hans strategi. Vores lejr er fyldt med infiltratorer (femtekolonneaktivitet), og vores soldater er vanskelige at mønstre, fordi de er udisciplinerede og ikke kender til våbenbrug, og sidst men ikke mindst vores lederskab er dybt inkompetent.

Det er den virkelighed, vi har måttet stå ansigt til ansigt med de sidste to tusind år, men vi lader os stadig hverve, så vi kan tage del i denne krig. Vi forsøger at lave en hvervekampagne blandt dem i vores omgangskreds til denne kamp, der synes umulig at vinde. Vi gør det, fordi vi ved, at det er tilstrækkeligt at vinde vores eget endelige slag, men også i forhold til at sikre Kristi styrker den endelige sejr. For hver dag der går, rykker krigen tættere på os. Hvert eneste åndedrag er som et sandkorn, der glider igennem et timeglas, vi ikke kender størrelsen på. Til tider bliver vi ved Guds nåde og kraft løftet op over slagmarken, og her får vi en chance for at se hvor dystert, det hele egentlig tager sig ud. Coronavirus er derfor en gave, en mulighed for rekognoscering, og vi bør gøre brug af denne gave både i forhold til slaget og til selve krigen.

Jeg troede, at jeg var et menneske, der i tilstrækkeligt omfang reflekterede over min egen død.

Jeg tog fejl.

Sidste gang jeg tog del i Den hellige Messe, og der modtog Vor Herre i Eukaristien, tænkte jeg ikke over, at det måske var det sidste kys. Det er ganske vist, og vi ved det alle sammen, at vi, når vi forlader Kirken, (og er på vej hjem) kan blive kørt over af en bil. Hvor er det let at glemme ydmyghed, selvom vi bærer på den viden, der skal tilskynde os til at være det. Hvor er det let at glemme, at vi kun er støv.

Jeg tænker nu tilbage på denne min sidste Messe, og det med et stort savn. Vores tur i bilen gennem byen foregik uden besvær. Der var kun lidt trafik, og vi blev mødt af en let kølig brise. Det let forpjuskede græs, der var ved at erstatte sneen, bebudede, at foråret var på vej. Den sidste lyserøde rest af solopgangen forsvandt stille i horisonten. Vi havde sandsynligvis lyttet til nogle YouTube-videoer over højtalerne i bilen, hvor man diskuterede de seneste kontroverser i Den katolske Kirke. Der var en munter stemning, og vi forsøgte ikke at tænke på, hvad vi skulle spise efter, at Messen var forbi.

Det var alt i alt en helt almindelig dag.

Min forlovedes hånd hvilede på bladene i missalet, mens vi satte os på metalstolene i kirkens midterskib, for alle kirkebænkene var allerede optaget. Stearinlysenes flammer ligesom ”dansede” og blev spejlet i guldlysestagerne. En statue af Vor Frue af Fatima så på os, mens vi forsøgte at overvære Messen og få et glimt af Tabernaklet eller præsten, der afsøgte kirkerummet ned til indgangspartiet.

”Min Herre og min Gud” lød som en stille sang fra hundredvis af hjerter, som glade bønder, der hilser deres konge velkommen, vores knæ blev presset ned mod de polstrede knælebænke eller det våde tæppe, men ingen lod sig mærke af det, vi bøjede vores hoveder, fingre gled gennem ældre guldbelagte blade og ofre blev frembåret, og der blev bedt for specifikke ønsker og nåde i sidste øjeblik. En bøn til Maria om at hendes hjerte vil yde mig støtte, blev sagt i sidste øjeblik, og derpå stod præsten foran mig med patena under min hage, og Livets Brød blev lagt på min tunge. Jeg faldt igen på knæ og trak mit tørklæde op, så det dækkede mit ansigt, og jeg bøjede mit hoved. Jeg ønskede at være alene med denne herlighedsfulde Konge blot et øjeblik for at takke, fordi Han elsker mig.

Jeg takkede Ham ikke nok for dette sidste kys. Jeg var blind.

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, det, der nu skulle ske. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle knæle på mit stuegulv, mens jeg så en ”livestreamet” Messe hver søndag morgen, uden at vide, hvornår det igen ville blive muligt at tage del i en ”rigtigt” Messe. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle høre om, at over 60 præster var døde i Italien. Jeg forestillede mig heller ikke, at det pludselig ikke var muligt at aflægge skriftemål, når dette var påkrævet.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi ville blive sat i karantæne (isoleret) i vore egne hjem, mens hundrede tusinder rundt om i verden ville blive syge af en virus, vi endnu ikke har et større kendskab til. Aldrig havde jeg forestillet mig den bekymring og angst, jeg ville blive grebet af, når mine kære begyndte at udvise forkølelseslignende symptomer, som om vi alle allerede bar på denne virus. Aldrig har jeg set benzin så billig eller hylderne i butikkerne nærmest ”støvsuget” for varer.

Jeg troede ikke, at jeg var en person, der tog vores moderne verden for givet. Men her tog jeg også fejl.

En ting er, at man med sin rationelle tænkning ved, at mange mennesker allerede gennem historien har gennemlevet perioder, der var langt værre end det, jeg oplever nu. Men noget andet er, at man forsøger at se fremtiden i øjnene og må erkende, at man praktisk talt ikke kan gøre sig nogen forestilling om, hvordan ens liv vil se ud om et år fra nu. Derudover har man heller ikke nogen anelse om, hvor stærk man vil være, hvis ens liv bliver langt mere vanskeligt. Min omvendelse og konvertering til den katolske tro gjorde mig til (Kristi) soldat, men det betød ikke, at jeg var klar til at tage del i et slag som dette.

Der er meget, der fremstår uklart, men én ting ved jeg, og det er, at jeg kan takke Gud for denne nye Coronavirus, for den har hjulpet mig til at huske på det, der virkelig betyder noget her i livet, og hvor mange velsignelser Gud har givet mig. Ting, der ellers plejer at skabe bekymring hos mig, forsvandt over en nat (eller blev i alt fald mindre væsentlige). Nogle af de sår, der er opstået grundet familiære uoverensstemmelser, er blevet åbnet igen grundet den stressbetonet situation, mens andre sår (uoverensstemmelser) i det familiære regi er blevet helet. Spørgsmål om penge og økonomi er blevet skubbet mere i baggrunden, da jeg har accepteret, at løn og opsparing er områder, hvor der vil ske en vis reduktion, men det er sådan, det er.

Det vigtigste er, at denne ulykke har givet mig mulighed for at se mig selv i et klarere lys, så mange af de fejl, jeg ignorerede, fortrængte og fandt undskyldninger for, endelig er kommet for en dag. Jeg takkede ikke Gud tilstrækkeligt for det sidste dyrebare kys i Eukaristien, men Han har ikke tilbageholdt Sin nåde fra mig på trods af min uvidenhed. Hans eneste kys er tilstrækkeligt for mig indtil videre. Det er langt mere, end jeg fortjener.

Mens vi nu er på vej ind i denne periode af historien, bør vi ikke forhale eller være dovne i forhold til vores trosmæssige ”træning”. Denne krig, som så ofte foregår i det skjulte, har sat den synlige verden i brand. Lad os blive soldater af den støbning, som Vor Herre fortjener.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stefanie Lozinski og publiceret på OnePeterFive d. 24. marts 2020. Den kan læses på: The Last Kiss before the Battle – OnePeterFive

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s