Et højt skrig

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

I disse de mest hellige dage i kirkeåret er det godt at overveje og med sorg genkalde sig det, der skete i de dage nemlig det, vi senere vil fejre med stor glæde.

Det, der er tale om, er ganske enkelt, at Den Almægtige Gud tog vores menneskeskikkelse på Sig og benyttede den til at knuse menneskehedens fjende.

Satan troede, at han allerede havde sejret.

Han vidste, at Guds retfærdighed måtte komme for en dag efter menneskehedens fald ved syndefaldet, men han havde aldrig forestillet sig, at Guds evige retfærdighed skulle sones, ved at Den evige Gud ville gøre brug af menneskenaturen.

Indtil langfredag havde satan sejret, men hans fejlbedømmelse blev til et djævelsk hovmod, og han lod sig fange ind i sejrens sødme. Men virkeligheden var en helt anden, for kampen var kun lige begyndt.

Hvis vi retter vores fokus på den sidste del af Vor Herres lidelse på korset, bliver vi opmærksomme på, at to af evangelisterne fortæller os, at inden Jesus udånder, udstøder Han et højt skrig.

Netop dette har skabt megen spekulation blandt dem, der følger Ham.

Overvej følgende: Vor Herre har ikke indtaget føde i et døgn, Han er nådesløst blevet slået og pisket til ukendelighed af både tempelvagterne og de romerske soldater, især hudstrygelsen har været forfærdelig, fordi Hans hud og kød blev flænset i sådan en grad, at man kunne se Hans knogler. Videre havde Han mistet meget blod, og Han havde intet vand fået at drikke, og endelig kæmpede Han for at få vejret. Alt dette gjorde Ham udmattet og svag.

Hans legeme var alt andet end blottet for liv i den sidste tid. Svækket af brutal tortur og manglen på vand, var Han ganske enkelt tappet for alle kræfter.

I det øjeblik, hvor Han var fysisk udmattet, benyttede Han naglerne til at hæve sig op, og i dette Hans allersvageste øjeblik løftede Han Sin røst til et højt skrig, og det var som et råb fra en sejrrig kriger, der har besejret sin fjende og trådt ham under fode.

Dette skrig var ikke en svag hvisken eller dødendes rallen. Der var ikke behov for, at evangelisten havde genkaldt sig et sådant sidste øjeblik for Jesus. Det ville have skabt et billede af en mand med et ødelagt legeme, der stilfærdigt havde draget sit sidste suk.

Det er fuldbragt”, disse ord var ikke møntet på den lidelse, Han gennemgik på korset, det var en erklæringrettet til hele menneskeheden, sejren over satan var fuldbragt.

Nu, hvor slaget var til ende, og sejren var sikker til evig tid, gjorde Vor Herre det, som enhver kriger gør, når dennes fjende er besejret, han udstøder sit sejrsråb.

Satans regeringstid på jorden havde haft sit højdepunkt. Uanset hvor meget ondskab menneskeheden ville foretage, og uanset hvor meget synd menneskeheden ville udleve, var der skabt en udvej for mennesket, og man kan betegne det som et guddommeligt sikkerhedsnet. En himmelsk kriger havde banet vejen, og det var nu op til mennesket, om det ville søge efter den vej og betræde den.

Alt det arbejde, satan havde sat i værk, alle hans gerninger, ondskab og fristelser, som syntes at være på vej til den komplette sejr, blev nu åbenbaret og fremstod som det, det reelt var.

Satan befinder sig nu i en krig, hvor han selv og hans styrker er væsentligt svækkede, de er faktisk på tilbagetog, og han ved, at hans tid er ved at rinde ud, og derfor er hans taktik blevet ændret til: ”ødelæg så meget som muligt, så fjenden ikke kan genoprette det”.

Men det hele har taget en ny drejning, det er ret beset fuldstændig ændret, og den ændring skete, da en ydmyg jomfru i Nazareth, sagde ”Ja” til englen Gabriel.

Før Maria gav sit ”Ja”, var det satan, der havde magten. Efter at Maria havde sagt ”Ja”, var satans ”skæbne” beseglet, og hans ”regeringstid” sat til tælling.

Da Vor Herre opstod fra graven, og stenen foran graven blevet rullet til side, og de romerske soldater, der stod vagt der, besvimede af skræk, da viste korset sin kraft som våben.

Da Vor Herre opstod med den første morgensol, var den første, Han hastede til, Sin hellige moder, og sammen glædede de sig over det, som Gud Fader mange århundreder tidligere havde sagt til slangen i Edens have ved domfældelsen efter syndefaldet: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”.

Forestil Jer det øjeblik i den tidlige morgenstund, da Vor Herre fremstår for Sin moder og tager hende i Sine arme, og hvor de i deres gensyn med hinanden glædes over den sejr, der nu er blevet stadfæstet, og den sejr blev til, fordi hun sagde ja.

Det er passende, at det var hende, den nye Eva, der stod ved korsets fod på Golgata, og det skrig, der kom fra hendes Søns læber, var et skrig, der emmede af sejr.

Gud lader aldrig dem, der elsker Ham, i stikken. Han er altid rede til at frelse os og bruge os til at knuse slangens hoved. Vor Herres lidelse og opstandelse er vores, og den er årsagen til al glæde.

Fra alle os her på Church Militant – til Jer, der også er en del af Den stridende Kirke her på jorden velsignet være Gud, at vi er en del af en hær med Den sejrende Kriger samt en tolvstjernet general, der besejrer de sidste rester af fjendens hær – ønskes I og Jeres kære en glædelig og velsignet påske.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 2. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/a-loud-cry-04-02

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s