Sandheden om Kirken

Vi må løfte vores røst og forkynde dette budskab

Mens vi forbereder os på at nærme os nogle af de mest hellige dage i kirkeåret, bør vi betragte mindefesten for Vor Herres lidelse, død og opstandelse i den sande evangeliseringsånd, som betyder, at vi må forkynde sandheden om Kirken for mennesker omkring os.

Det er Den katolske Kirke og Hun alene, der er en fortsættelse af Kristi tilstedeværelse her på jorden og Hans ord og lære. Det er det samme, der gælder for den lutherske kirke og dens relation til Luther eller calvinisterne i forhold til Calvin eller for den sags skyld buddhismen i relation til Buddha.

Ingen af disse menneskeskabte religioner har en kontinuert forbindelse med deres grundlæggere. Disse religioners stiftere er afgået ved døden, og deres systemer og filosofier erforanderlige, hvilket historien er fuld af eksempler på.

Disse religioners stiftere har ikke længere noget tilknytningsforhold til deres religioner. Dette tilknytningsforhold døde ud, da de selv gik bort.

Men således forholder det sig ikke med Den katolske Kirke. Hendes stifter Jesus Kristus overvandt døden, fordi Han opstod fra de døde og er levende til stede i Kirken, således som Kirken er til stede i Kristus.

Selv de mest onde ting, der er sket ved menneskehånd i Kirken, kan ikke rokke ved den sandhed, at Kirken er Kristi Brud.

Mennesker præget af ondskab har til enhver tid gjort sig gældende i Kirken, ligesom Judas, der var en del af apostelkollegiet omkring Jesus. Dette bør vi huske på netop i dag onsdag før Skærtorsdag, for det var her, Judas sammen med de ledende jøder planlagde Jesu tilfangetagelse, hvor det var Judas, der så at sige overgav Jesus i deres hænder.

Vi bør altid være opmærksomme på forrædere overfor – og fjender af Kristus indenfor Kirken. Men nu, hvor vi som allerede nævnt bevæger os ind i den allerhelligste periode i kirkeåret, må vi også være opmærksomme på Kirkens herlighed, et element, vi aldrig må glemme.

Kirken er Kristus, som Han er forblevet i igennem tiden, fordi Han ønskede, at det skulle være sådan. Det var ikke mennesker, der bragte Kirken Dens hellighed eller definerede Dens mission, Det var Guds Søn, der gjorde det.

De, der går fra Den stridende Kirke her på jorden og til Den sejrende Kirke, gør dette, fordi de på en speciel måde arbejdede for Kirkens hellighed og Dens mission.

De foretog dette arbejde og var vedholdende i deres gerning. De blev til det nye menneske, som den hellige Paulus forkynder, at vi alle må blive. En sand katolik kan ikke anskue sig selv på anden måde. Alt er forordnet i relation til dennes katolske identitet. I denne katolske identitet ligger et ønske om, at hele verden må få kendskab og komme til den sande tro, som er – og ligger i Den eneste sande Kirke i verden.

Det var på Golgata, at Vor Herre fra det sår i siden, som spyddet frembragte, lod Sin Brud ”føde”, nøjagtig som da Gud Herren lod en tung søvn falde over Adam og tog én af hans ribben og skabte Eva.

Som før nævnt stak én af soldaterne Jesus i siden med sit spyd, og derpå kom der vand og blod ud af Jesu side, og det er netop det blod, der er Kirkens livgivende blod, Den Kirke, for hvem Kristus døde.

Selvom det er sandt, at Vor Herre døde for at frelse hvert eneste menneske, ja selve menneskeheden, så er det desværre også sandt, at det ikke er alle mennesker, der ønsker at tage imod denne guddommelige ”håndsrækning”. Det er kun dem, der dør i nådens stand, der har adgang til Himlen.

Da vand og blod flød fra Herrens side, kom Kirken ”til verden”, og Kirken formidler nådegaverne til Hendes børn. Dør man i denne Moders (Kirkens) favn, vil man gå det evige liv i møde. Dette er meningen med Kirken. Det er det, der er Kirkens sandhed.

Hvis nogen hævder andet, er det det samme som at underkende den guddommelige virkelighed, at begå svig i åndelig forstand og at undergrave den ”mission”, Gud har igangsat i frelsehistorisk henseende.

Nej, alle religioner fører ikke til Gud. Den katolske Kirke og Hun alene er nødvendig for frelsen. Alle andre religioner kan betegnes som falske.

Det er sandt, at Gud kan benytte andre religioner til at frembringe større bevidsthed om Hans eksistens. Det er Guds ønske, at alle mennesker må blive forenet med Ham i Hans Kirke, Den Kirke, som Han indstiftede og overdrog magten til at påkalde Ham ved tilgivelse af synd og gøre mennesket nyt, så det kan være med Ham.

Min far, må Gud bevare hans sjæl, blev født ind i – og voksede op i en protestantisk familie, og han begyndte også teologistudiet, som fører til præstegerningen i protestantisk regi.

Min far fortalte mig en dag, at ”jeg beder hver dag for min mor, fordi det var hende, der gav mig kendskab til vor Herre gennem Bibelen”, Amen. På samme måde beder jeg for min farmor, selvom jeg ikke fik lejlighed til at møde hende i dette liv.

Hvordan hendes frelse er foregået, hverken kan eller vil jeg udtale mig om, for det ligger helt og fuldt hos Gud, der er barmhjertig.

Men min far forstod med det samme, da han søgte viden og stillede spørgsmål, primært til sin hustru, min irske mor, må Gud også bevare hendes sjæl, om protestantismen, om den var tilstrækkelig for at nå til Himlen. Min far vidste, at det ikke var nok at forblive der, hvor han var for at kunne se Gud ansigt til ansigt.

Vor Herre gav Sin nåde kvit og frit til min far, og min far rakte hånden frem og samarbejdede med denne nåde.

Min far var en meget ærlig mand. Han elskede sandheden i alle dens afskygninger. Det var Kirkens sandhed, der drog ham til Hendes skød. Det er netop derfor, at Kirkens sandhed altid bør forkyndes i al dens frygtindgydende storhed.

Den sandhed, altså Kirkens sandhed forandrer mennesker og deres liv. Denne sandhed bringer mennesker til den fylde, der er i Kristi liv. Det var denne Kristus, der ved Sin opstigning til Himlen bød dem, der fulgte Ham, følgende: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”.

Det er vores forpligtelse at forkynde, lære og give vidnesbyrd om Kirkens sandhed. Nogle vil tage imod dette, andre vil ikke.

Hvad der ligger til grund for, at den enkelte sjæl ikke vil tage imod denne sandhed, er Guds anliggende. Men Gud gjorde det meget klart, at det er bydende nødvendigt at tro på Ham.

Judas havde ikke troen. Måske havde han troen på et tidspunkt og i et vist omfang. Men der opstod et øjeblik i Kapernaum, hvor Vor Herre fremsatte et tydeligt og markant forlangende, som beror på tro, og det var herfra, at Judas søgte et påskud for at forråde Jesus.

Et år senere på den onsdag, der leder op til skærtorsdag, førte han sit forræderi ud i livet i en sammensværgelse med de ledende jøder.

Judas afviste Kirken, som den fremstod i Kristus Jesus, og derfor døde han udenfor Kirken, men det havde været bedre for ham, at han aldrig var blevet født.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 17. april 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-truth-of-the-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s