Jeres trængsler skal blive forvandlet til glæde

Det, der er blev sagt i rummet, hvor Jesus holdt (Sit sidste) påskemåltid

Så dybt, så uudgrundeligt og så mystisk er det, Vor Herre siger i rummet, hvor Han holdt (Sit sidste) påskemåltid, aftenen før Hans lidelse tog sin begyndelse, at Kirken lader os lytte til det, gentage det og bede det gennem hele påsketiden. Det, der her er tale om, er de samme kapitler 13-17 i Johannesevangeliet, som vi benediktinermunke, der foretager evig tilbedelse, læser og grunder over hver torsdag. I det, der her berettes af evangelisten Johannes, ligger indstiftelsen af Eukaristien og præsteskabet skjult, ligesom skatten, der ligger begravet på marken eller en kostbar perle, der blot venter på at blive fundet. I det samme tekststykke åbenbarer Vor Herre også for os, hvad der skal ske med Hans Brud og Legeme, som er Kirken, på Hendes pilgrimsvandring igennem historien.

Ligesom fødselsveer

I dagens evangelium taler Vor Herre om stor sorg, og om den trængsel, ligesom en kvinde i fødselsveer har. Evangeliet fremhæver en specifik historisk begivenhed, som fandt sted en gang for længe siden et fjernt sted. Evangeliets ord er aktuelt. Evangeliets ord, når de læses op, har deres udspring i et specifikt historisk øjeblik, men de fortolker også de nutidige begivenheder og er nøglen til at se på fremtiden med håb. Netop det er grunden til, at Kirken ikke kun lader det hellige evangelium bliver læst i Den hellige Messe. Det optræder også om natten i Matutin og kan høres højt og tydeligt i en lang række antifoner. Det bliver sunget i morgengryets Benedictus og solnedgangens Magnificat og endelig under Kommunionsmodtagelsen. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden føder, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden” (Joh 16:20-21).

Splittelse

Hvad er det for en trængsel, Kirken oplever? Hvorfor glæder verden sig, mens Kirken græder og klager? Hvorfor blev dette markante løfte om trængsel forvandlet til glæde? Kirkens trængsel kommer af den stadigt tiltagende splittelse, der adskiller Hende fra den verden, Hun er udsendt til (at forkynde for). På den ene side af denne enorme kløft står Vor Herre Jesus Kristus og dem, der, efter at have taget imod Hans ord, tilhører Ham. På den anden side står verden, der efter at have afvist Jesu ord, tilskynder til modstand mod Ham og søger at tie Hans sandhed ihjel, fordrejer forståelsen af Hans godhed og vanærer Hans skønhed.

Splittelsen trækker sine spor igennem Kirken. Der er dem i Kirken, der på en synlig måde har solgt sig selv til verden. Og så er der dem i verden, ”der sidder i mørket og dødens skygge” (Luk 1:79), og venter på at tage imod Jesu budskab og længes efter at blive forenet med Hans Legeme, som er Kirken. Af den grund siger Herren ved profeten: ”Det er skibe fra de fjerne øer, der samles med Tarshish-skibe i spidsen. De bringer dine sønner fra det fjerne, sølv og guld har de med til Herren din Guds navn, til Israels Hellige, for han vil smykke dig” (Es 60:9).

Liturgisk og doktrinær forvirring

Der findes i verden en snigende tendens, og den er også i Kirken, som på alle måder og med alle midler forsøger, særligt i medierne og med en giftighed i den almene kommunikation, at tilsløre Jesu ord og gøre Hans Kirkes mission (til hele verden) uklar. Forvirringen i Kirken rækker endda helt ind i den hellige liturgi, og den påvirker alt det, der berører Det hellige Messeoffer samt Kristi Legeme. Med det mener jeg Kristi Eukaristiske Legeme, som er Den hellige Hostie og Hans mystiske Legeme, der er Kirken, som består af de troende, der er sammenføjet og knyttet til hovedet.

Gribbene flokkes og svæver over Kristi nedbrudte Legeme og venter på at kunne fortære Det. Vi læser i 1. Mosebog om følgende: ”Der kom rovfugle og slog ned på de døde dyr, men Abram jog dem væk” (1 Mos 15:11). Der er tale om de dyr, som Abram bragte som offer til Herren. Abram, som senere får navnet Abraham, er troens patriark, derfor er det ved tro, at vi skal fordrive de gribbe, der flokkes og svæver rundt ovenover Den nedbrudte Kirke og kun venter på at fortære Hendes kød.

Kirkens lidelse

Det er kun dem, der forbliver knyttet til (Kristi) guddommelige Hoved og til Det Hjerte, der slår i Den hellige Hostie, der vil overleve angrebene fra gribbene. Hovedet vil blive sølet til i skam – for Kristi lidelse vil fortsætte indtil tidernes ende – og Hjertet vil igen og igen blive gennemboret. Blaise Pascal siger: ”Jesus vil være i smerte ind til denne verden forgår. I tiden frem til verdens ende bør vi ikke falde i søvn”. Den smerte, Jesus oplever, forbliver at være i mysterierne i Den Kirke, der bliver foragtet, en Kirke, der bliver bragt i knæ og en Kirke, der er blevet gjort ukendelig. Hvem vil græde for Kirken? Hvem vil forsvare Kristi Bruds ære? Hvem vil tale Hendes sag og gå i forbøn for Hende for Guds trone og Lammet?

Mørkets time

Det er ikke utænkeligt, at den time, hvor mørket igen er det herskende, vil sænke sig over Kirken, ligesom da mørket sænkede sig over Hende dengang for fem hundrede år siden, da Martin Luther startede sit oprør. Det er ikke usandsynligt, at Kirken endnu engang skal forrådes og overgives til Sine fjenders hånd og det endda af Sine egne sønner og hyrderne, der er sat til at tage vare på Kristi hjord. Hvis man endnu engang går 500 år tilbage i tiden til biskopkollegiet i England på den tid, var de alle med undtagelse af martyren Skt. John Fischer med til at forråde Kirken og kaste Den ud i et skisma og hæresi.

Hellighed og håb

Dette er en nøgtern overvejelse, men den bør ikke lede til fortvivlelse. Overalt, hvor hellighed er livet, der vil håbet også være. Til enhver tid i Kirkens liv oprejser Helligånden mænd og kvinder (og endda mindre børn) og lader dem være som små flammer, der lyser op på mørke steder, og som har deres blik rettet på Jesu Eukaristiske Ansigt, for at kærlighedens gnist og kimen til visdom kommer ud vidt og bredt. På ethvert tidspunkt i Kirkens liv er der sjæle, der opdager ”hemmeligheden om Maria”, og som ser hen til hende som en ledestjerne, der oplyser den mørke himmel. Således vil Kirken komme skinnende ren ud af den storm, der på visse tidspunkter synes at true Hendes eksistens. I 1969 skrev en vis Fader Joseph Ratzinger ord, der i dag 47 år senere kan betragtes som profetiske. Vi bør tage disse ord til vort hjerte.

Kirkens fremtid kan og vil udgå fra dem, der er rodfæstet i – og lever troens fylde. Kirkens fremtid ligger ikke hos dem, der fristes af tidsånden, ej heller ligger Kirkens fremtid hos dem, der kun kritiserer andre og antager, at de selv er et ufejlbarligt parameter. Kirkens fremtid vil heller ikke udgå fra dem, der vælger den lette vej og forsøger at undgå lidelsen i troen og samtidig fremsætter troen som falsk, forældet, tyngende og streng, alt det, som bebyrder og stiller krav til mennesket, og som skader det og tvinger det til at ofre sig selv. Lad mig formulere dette på en mere positiv måde: Kirkens fremtid ligger, som den altid har gjort, i hænderne på helgenerne, hos mennesker, der orienterer sig mod det, der er langt dybere end det, der er i denne verden, og ser det, andre ikke ser, fordi de i deres liv favner en større virkelighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 17. april 2016. Den kan læses på: Your distress shall be turned into joy – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s