Quoniam in saeculum misericordia eius

Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den” (Sl 118:24). I otte dage har vi allerede fejret en enkelt dag: Den opstandne Kristi fuldendte og uendelige dag, Herrens store og herlige påske! I otte dage har pragten fra ”… Alfa og Omega … han som er, og som var, og som kommer, den almægtige” (Åb 1:8) overstrålet Kirken med lys og glæde. 

Quasimodo søndag 

I Kirkens spæde start ville de, der netop var blevet døbt, afslutte en uge, hvor de havde fået nyt liv, og det gjorde de ved at aflægge deres hvide klædning, som de havde modtaget ved dåben. Kirken, som Moder henvender sig i dagens introitus til de nydøbte: ”Og som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse” (1Pet 2:2). Denne herlighedsfulde introitus er et særligt skriftsted for os, for det åbner for alt det andet. Dette er en moders stemme, der henvender sig til hendes nyfødte barn. Skriftstedet er så centralt, at i kristendommens første tid og frem til i dag har det givet anledning til at give navn til denne søndag: Quasimodo søndag, som er taget fra ordene i introitus: ”Hig som nyfødte børn, alleluja, med forstand efter den uforfalskede mælk. Allelujaallelujaalleluja (1 Pet 2:2). 

Den uforfalskede åndelige mælk 

Jeres higen bør være efter ordets rene mælk” (1 Pet 2:2). At hige efter Guds ord er tegn på åndelig sundhed. Hvor går vi hen for at finde ordets rene mælk? Den næring får vi af vores Moder, som er Kirken, og Hun giver os den i form af Guds ord i den daglige liturgi. Dette var grunden til, at troende i Den spæde Kirke forsamlede sig i Salomos Søjlegang (ApG 5:12). Dette er grunden til, at vi forsamles søndag efter søndag, ikke i Salomos Søjlegang, men i Salomos nye og levende tempel, som er Kristi Legeme, Kirken og i ”skyggen af Peter” (jf. ApG 5:15). Hver gang ordet forkyndes, synges, gentages, prædikes og bedes, næres vi med ordets rene mælk. Det er det, at vi i fællesskab lytter til Ordet, der gør, at vi ”er ét i hjerte og sind” (ApG 4:32). 

At forvalte Guds barmhjertighed 

Den Kristus, vi møder i dagens anden læsning, er Den korsfæstede Kristus med den gennemborede side og fra hvis Hjerte, der flyder en strøm af vand og blod. Præster er på en speciel måde kaldet til at være til stede under Kristi herlighedsfulde kors sammen med Jomfru Maria, Maria Magdalene, de andre hellige kvinder og den discipel, Jesus elskede. Præsten må benytte sit eget hjerte som kalk til at tage imod blod og vand, der strømmer fra den gennemborede side, således at ingen dråbe går tabt. Alt det, der strømmer fra Kristi gennemborede side, skal modtages af Kirken gennem præsten og derefter i overflod fordeles med ømhed til dem med åndelige sår. Dette er forvaltningen af Guds barmhjertighed. 

Hans herlighedsfulde sår 

Den Kristus, vi møder i evangeliet, står blandt Sine disciple (jf. Joh 20:19) og viser dem Sine sår. Den hellige Johannes nævner ikke noget om den herlighed, Kristus udstråler, Kristus peger nemlig kun på Sine sår. Hvorfor? Thi for den hellige Johannes (teologen) kommer udstrålingen af Kristi herlighed fra Hans sår, og det er en opfyldelse af ordene fra profeten Habakkuk: ”Glansen er som lyset, stråler udgår fra hans hånd; der er hans styrke skjult” (Hab 3:4). 

Fanget i frygtens greb og med en tabt tro på håbet opholdt disciplene sig bævende bag solidt aflåste døre, og pludselig stod Jesus blandt dem. Han hilste dem med et ”Fred være med Jer” (Joh 20:19). Hans første gave (til dem) er en fredsgave. Ved at give en gave, som består af fred, viste Jesus disciplene Sine hænder og Sin side. Den opstandne Kristus’ herlighedsfulde sår bekræfter, at Han er Den Opstandne. Dette er Den Jesus, som blev korsfæstet. Dette er Den samme Jesus, som vi betragter i den stille uge. ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én, man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es 53:3-6). Den opstandne Jesus forbliver at være såret, og som den hellige Peter siger: ”Ved hans sår, blev I helbredt” (1 Pet 2:24). Dette er vores bøn i begyndelsen af påskevigilien lørdag aften i sidste uge: ”Ved Hans hellige og herlighedsfulde sår, må Kristus yde os Sin beskyttelse”. 

Det store påskelys, som står ved siden af amboen, er et symbol på den opstandne Kristus bærende på Sine fem sår, og som kaster lys over Den hellige Skrift og oplyser forkyndelsen af Denne. Lige så vel som Han var i rummet med Sine disciple, er Den Opstandne her iblandt os. Han bringer os den samme fred. Han viser os de samme sår, der stråler af helbredende barmhjertighed, en barmhjertighed, der gennemtrænger al vor frygt. 

Fred være med jer 

Jesus siger for anden gang til disciplene: ”Fred være med jer” (Joh 20:21). Det er ikke noget, Han ”bare” siger endnu engang. Der er tale om en gentagelse, som bliver foretaget ved Åndens kraft. Der er tale om den slags gentagelse, der frem til i dag ligger i Kirkens liturgi. Derpå tilføjer Han: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20:21). Kristi mission afsluttes ikke med Hans død og opstandelse. Hans mission fortsættes gennem de børn, der indtil tidernes ende vil blive bragt til verden af Hans Brud, Kirken. Kirken, som bliver samlet ved ordet, Kirken, der er forenet omkring alteret. Dette er Kirken, der udsendes (og foretager missionsbefalingen). Kirken består af dem, der næres af ”ordets rene mælk”. Kirken består af dem, der har oplevet barmhjertigheden fra Den opstandne Kristus og kender til Hans fred. 

Guddommelig barmhjertighed som lindring 

Kirken er en forsamling af mennesker, der (på forskellig måde) er blevet såret og har grundet over de herlighedsfulde sår hos Den opstandne Kristus. Vores sår er det sted, hvor Den opstandne Kristus lader Sin nåde trænge ind i vor sjæls hemmelige dybder. De, der ikke har sår eller foregiver ikke at have sår, afskærer sig fra den lægedom, der er i Jesu nåde. Visse former for ”dyd”, selvtilstrækkelighed og hårdhed gør, at man ikke er modtagelig overfor den lindring, som Guds barmhjertighed er. De, der ved, at de er såret, og som åbner deres sår for udstrålingen fra Kristi herlighedsfulde sår, oplever kraften, den kraft, der er i Hans opstandelse. Det er kun disse mennesker, Kristus sender ud for at fortsætte det arbejde, Han har igangsat med at udbrede barmhjertighedens lægedom til verden.  

Antifon ved Kommunionsmodtagelsen 

Evangeliet om endnu en åbenbaring af Den opstandne Kristus finder sted en uge efter den første åbenbaring. Det er igen søndag, og det hele finder sted bag låste døre. Endnu engang kommer Jesus og er iblandt sine disciple. Igen kommer Han med en gave fra hjertet ”Fred være med jer” (Joh 20:26). Derpå vender Han sig til Thomas, der både ønskede at tro, men også var præget af tvivl, og sagde: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den ind i min side” (Joh 20:27). Det var det samme som at sige: ”læg din hånd på Mit Hjerte, Thomas. Føl det, som i Mig er det mest dyrebare, eller rettere tillad Mig at røre ved det, der er det mest dyrebare i dig, så du ikke fortsætter med din vantro, men virkelig tror”. Disse Jesu ord rettet til os er at finde i dagens antifon ved Kommunionsmodtagelsen, og den ledsager dem, der i tilbedelse, når de nærmer sig sårene på Kristi herlighedsfulde Legeme. 

Eukaristien: En udstrømning af Guds barmhjertighed 

De sår, der er blevet til ved vantro, bliver helet, når vi rører ved den opstandne Kristus, Hans Legeme, i Eukaristien. Eukaristien bringer lægedom i forhold til tvivl, frygt og håbløshed. Eukaristien er som bodens sakramente på en underfuld måde skabt til at være en udstrømning af Guds barmhjertighed. 

Skt. Faustina 

Det var den erfaring, Skt. Faustina Kowalska gjorde sig. Hun var en ydmyg kvinde udvalgt af Den opstandne Kristus i 1930’erne til at få Kirken tilbage til troen på Guds barmhjertighed. Billedet af Den barmhjertige Kristus, som Skt. Faustina gjorde brug af til at drage de sårede, tvivlende og dem præget af frygt til Guds barmhjertighed, er faktisk et billede på dagens evangelium og samtidig udtrykker det netop det, som den hellige Benedikt pålægger os i kapitel 4 i ”Den hellige Regel”, nemlig: ”Aldrig (at) opgive håbet om Guds barmhjertighed” (Benedikts Regel 4:74). 

Jesus, jeg stoler på Dig 

Enhver af os bliver i dag indbudt til at slukke vores tørst i vandet og blodet og ligesom Thomas at undersøge Kristi herlighedsfulde sår og at trænge ind til Hans hellige Hjerte. Da vil Skt. Faustinas bøn: ”Jesus, jeg stoler på dig”, vælde op fra vort indre, og Thomas’ udbrud bliver vores ”Min Herre og min Gud” (Joh 20:28).  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. april 2007. Den kan læses på: Quoniam in saeculum misericordia eius – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s