Liturgi, doktrin og disciplin i den rigtige rækkefølge

Hans Eminence kardinal Raymond Leo Burke sagde i et oplæg, han holdt i Wien i denne uge, at ”Kirkens disciplin aldrig kan være andet end tro mod Sin egen doktrin”. Hans Eminence formulerede i virkeligheden et princip, der udgår fra den gamle lovmæssighed, der begrunder og danner både katolsk doktrin og morallære: Lex orandi, lex credendi, lex vivendi.

1.      Lex orandi er en indføring i den hellige liturgi. Den består ikke kun af de hellige tekster, men også af alt det andet i liturgien, hellige tegn, måden at bevæge sig på og ritualer ved hvilket mennesket gennem Jesu Kristi formidlende præstedømme bliver helliget og Gud herliggjort. Selve den hellige liturgi (såsom Det hellige Messeoffer, de andre sakramenter, tidebøn og de forskellige ritualer og sakramentalier, der er at finde i Kirkens officielle liturgiske bøger) er Kirkens theologia prima. Det er i den hellige liturgi og ved den, at Kirken modtager sin primære teologi. Som ifølge den hellige Jakob er en gave modtaget ovenfra: ”Far ikke vild, mine kære brødre! Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandringer eller skiftende skygge” (Jak 1:16-17). Kirkens primære teologi er ikke noget, der er blevet ”opfundet” af lærde mænd, den er at finde i det, der forudsætter liturgien, som er det primære for Kirkens autentiske tradition. 

2.      Lex Credendi er en artikulation af det, der allerede er givet, overvejet og fejret i lex orandi. Kirkens doktrin udspringer i al Sin skinnende renhed – veritatis splendor – som er kilden til Hendes liturgi. Den katolske doktrin, Kirkens teologia secunda, er frugten af Hendes teologiske erfaring. Det hellige går forud for den teologiske diskurs aula, og alteret forlener autoritet til lærestolen. En teologisk diskurs, der er i modstrid med lex orandi vil være mangelfuld og uden liv. Jeg er sikker på, at Hans Eminence kardinal Burke er enig med mig i, at når han taler om Kirkens lære, henviser han til den autoritative lære, der er forankret i – og formet af Kirkens liturgi, Hendes lex orandi.

3.      Lex vivendi er det katolske moralske liv, der fremskyndes af de teologale dyder, som er et liv i lydighed mod de guddommelige bud, der er kendetegnet ved kardinaldyderne, oplyst af saligsprisningerne, beriget af Helligåndens syv nådegaver og kommet til udtryk i Helligåndens tolv frugter. Lex vivendi er relevant for alle, der lærer mennesker at leve på den rigtige måde, lex vivendi angår videre etiske og sociale spørgsmål og det at udleve den hellighed, som vi har betragtet hos de hellige, og alt dette bliver givet til os ved Kirken.

Den traditionelle og ortodokse tilgang til Kirkens lov og disciplin har til enhver tid været med udgangspunkt i – og er blevet formet af Hendes liturgi og doktrin i følgende orden: Lex orandi, lex credendi, lex vivendi. Den protestantiske tilgang har et helt andet udgangspunkt, nemlig med spørgsmålet ”Hvad skal man tro på?” og ud fra svaret på dette spørgsmål, skaber man en tilbedelsesform, der er i overensstemmelse med trosfundamentet samt et moralsk og etisk kodeks, som afspejler trosfundamentet. Derfor vil der her opstå en anden orden, nemlig: Lex credendi, lex orandi, lex vivendi. Denne tilgang, som benyttes af unitarerne og sekulære humanister, er i det væsentlige af pragmatisk karakter, fordi den starter ud med spørgsmålet: ”Hvordan ønsker vi at leve?”, og ud fra svaret på dette spørgsmål, skaber man hvilken som helst tro eller ritualer, der er de mest passende til de valgte moralske og etiske konventioner. Her er rækkefølgen: Lex vivendi, lex credendi (og hvis der eksisterer en form for kultus, lex orandi).

Den nuværende fejlagtige måde at adressere moralske spørgsmål på, altså fra et katolsk perspektiv, kan, vil jeg mene, føres tilbage til den krise, der har ramt doktrinen, som igen har påvirket og skabt en (større) krise (de seneste årtier) omkring den hellige liturgi, og det på en sådan måde, at den er blevet forandret, deformeret og ”genopfundet”, så den passer til de kriterier (beskrevet ovenfor), der gør sig gældende hos protestanter og sekulære humanister. En genoprettelse af den katolske doktrin i hele dens skønhed og rigdom, og det, der følger heraf, nemlig at man genvinder den katolske disciplin som noget, der både helbreder og er livgivende, vil starte med, at man genopretter den hellige liturgi. Jeg tror, at Hans Eminence, kardinal Burke af hele sit hjerte vil give mig ret i dette. Kirkens disciplin kan aldrig være andet en tro mod Kirkens doktrin, og Hendes doktrin kan aldrig være andet end tro mod Hendes liturgi. Lex orandi, lex credendi, lex vivendi.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. november 2014. Den kan læses på: Liturgy, Doctrine, and Discipline: the Right Order – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s