Silentium tibi laus

Stilhed?

Den hellige Johannes Paul II har givet os noget af sin åndelige rigdom og lære i sin apostoliske skrivelse Orientale Lumen, som er fra den 2. maj 1995. Der er et afsnit i skrivelsen, En stilhed præget af tilbedelse, som man især bør hæfte sig ved. Jeg har i længere stykke tid reflekteret over denne tekst gentagne gange, efter at jeg for nylig i samtale med flere mennesker (inklusiv præster) har hørt dem udtrykke beklagelse over tabet af stilhed i deres respektive sognekirker.

Småsnak i kirken

At der bliver småsnakket i kirken, er et stort problem. Jeg spurgte en præst, hvornår han mente, at den manglende fornemmelse for stilhed i kirken begyndte i Irland, et land, der engang var kendt for den ærbødige stilhed, som plejede at gennemtrænge landets kirker. Hans bud var, at man mistede fornemmelsen for stilhed, da man introducerede den såkaldte fredshilsen under Messen.

Fredshilsenen

I forbindelse med fredshilsenen blev det acceptabelt, at man udvekslede nogle venlige ord og endda ”nyheder” med hinanden, og det under den mest hellige del af Messen, altså mellem konsekration og kommunion. Nogle få venlige ord under fredshilsenen blev den egentlige løftestang for småsnak i kirken. Ikke lang tid efter at fredshilsnen blev indført, begyndte folk først at hviske i kirken og derefter at tale (højlydt) både før, under og efter Den hellige Messe.

Hilsen og bortsendelse

Men fredshilsenen er ikke det eneste tidspunkt, hvor præsten uforvarende gjorde plads til småsnak i kirken. Der var den uformelle hilsen fra præsten til menigheden i begyndelsen af Den hellige Messe og den uformelle bortsendelse ved Messens afslutning, hvor der ofte ”suppleres” med ”hav en god dag”. Disse to tidspunkter har givet anledning til småsnak. Den karakteristiske nøgternhed ved den romerske ritus – Dominus vobiscum, der benyttes som hilsen og Ite missa est som bortsendelse – blev skubbet til side og hilsen og bortsendelse blev ”farvet” af præstens personlighed og bliver til tider ”krydret” med humor og optræden. Mange af de troende fra tidligere generationer er stadig af den opfattelse, at når præsten fortæller vittigheder i kirken, er småsnak i kirken helt legitimt. Den uformelle bortsendelse er faktisk en indbydelse til småsnak.

Håb, der ikke blev indfriet

Mange havde det håb, at den nye engelske oversættelse af Novus Ordo Missae ville signalere en genopretning af det hellige og en tilbagevenden til den ærbødige nøgternhed i den romerske ritus. Man må blot konstatere, at mange steder synes dette ikke at være sket endnu.

En beslutning for fasten

Fasten er et passende tidspunkt, hvor man kan begynde at genvinde disciplinen med en hellig stilhed i vores kirker, og til at fremme denne ”omvendelse af manerer” kan man benytte det vigtige afsnit, jeg omtalte i begyndelsen af artiklen, der stammer fra den hellige Johannes Paul II’s apostoliske skrivelse Orientale Lumen:

Den hellige Treenighed

Den hellige Treenighed viser sig for os, som et fællesskab bestående af kærlighed. Det at kende en sådan Gud betyder, at man har et stort behov for, at Han taler til verden, at Han udtrykker Sig, og at frelseshistorien er intet andet, end historien om Guds kærlighed til den skabning, Han har elsket og udvalgt. Han ønsker, at den skal være som det billede, den er skabt i (de østlige kirkefædres udtryk), altså at mennesket er skabt i billedet af Sønnen og er blevet bragt til fuld fællesskab med Ham ved Ham, der helliggør, som er kærlighedens Ånd (Helligånden). Selv når mennesket synder, opsøger denne Gud Sin skabning og elsker ham, så relationen mellem de to ikke bliver brudt, og kærligheden mellem de to stadig kan strømme. Og Gud elsker mennesket i lyset af det mysterium, som Sønnen er. Sønnen, der led døden på korset, en død, der blev iværksat af en verden, der ikke kendte Ham, som Den, Han er. Han blev af Faderen oprejst fra de døde, som en eviggyldig garanti for, at ingen kan ødelægge kærligheden. For enhver, der tager del i dette, berøres af Guds herlighed: for (Sønnen) var det menneske, forandret ved kærligheden, disciplene så på bjerget Tabor, det menneske, som vi alle er kaldet til at blive som.

En stilhed præget af tilbedelse

Ikke desto mindre forbliver dette mysterium tilsløret, det er indhyllet i stilhed, for at der ikke skabes en afgud i stedet for Gud. Kun ved en fremadskridende renselse af bevidstheden om fællesskab vil mennesket og Gud genkende hinanden i en evig omfavnelse af deres uendelige kærlighed til hinanden.

At Gud er fuldstændig trancendent

Således blev det til, som bliver kaldt for apofatisk teologi, der har sine rødder i det kristne Øst: Desto mere viden mennesket får om Gud, jo mere opfatter mennesket Gud som et utilgængeligt mysterium, hvis væren er umulig at forstå. Dette bør ikke forveksles med en dunkel mystik, hvor mennesket forsvinder ind i en gådefuld og upersonlig virkelighed. Tværtimod vender Østens kristne sig til Gud som Fader, Søn og Helligånd, som kærligt er til stede, og til hvem de udtrykker en højtidelig og ydmyg, majestætisk og enkelt liturgisk doxologi. Men deres opfattelse er, at man først og fremmest nærmer sig dette (guddommelige) nærvær, ved at man lærer en stille beundring, for ved sammensmeltningen af viden om – og erfaring med Gud fremstår Hans fuldstændige trancendens. Dette opnår man ved i bøn at tage Den hellige Skrift og liturgien til sig, og dette har langt større effekt end systematiseret meditation.

I den ydmyge accept af skabningens begrænsninger foran den uendelige trancendente Gud, som aldrig holder inde med at åbenbare Sig som Gud, kærligheden, Fader til Vor Herre Jesus Kristus i Helligåndens glæde, den ser jeg udtrykt i bønsholdningen og den teologiske måde, kirken i øst foretrækker at gøre brug af, og som den fortsætter med at overdrage til alle dem, der tror på Kristus

En stilhed, der tillader den Anden at tale

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud; i vort engagement, at  vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. februar 2013. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2013/02/silentium-tibi-laus/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s