Troen på – og troskaben overfor Gud

Troen på – og troskaben overfor Gud – 1. del.

Når forældrene til et nyfødt barn står på tærsklen til kirkedøren, før den lille skal modtage dåben, stiller præsten dem følgende spørgsmål: Hvad ønsker du af Guds Kirke? Og forældrene svarer: troen. Troen er nøglen, der åbner døren til Guds rige, for der er ingen, der fødes med troen. Man kan ikke fremelske troen, og man kan heller ikke fortjene den. Det er med ydmyghed, man modtager troens nøgle, der skal åbne døren til Guds rige. Troen er altså en gave fra Gud.

Gud afviser ikke troen overfor den, der beder om den, men man må bede om troen hver dag. Der vil være tidspunkter i livet, hvor man uden ophør må bede om troen af frygt for ikke helt at miste den som en gnist af lys i denne verdens mørke. Når det handler om at bede om tro, findes der ikke nogen smukkere bøn end den, som faderen til drengen med den urene ånd siger: ”Jeg tror, hjælp min vantro” (Mark 9:24), Credo, Domine; adjuva incredulitatem meam.

Når troen modnes, bliver den et møde med Guds trofasthed, det vil sige med Hans barmhjertige godhed, med denne Hans stærke kærlighed, som vi kan stole på i alle forhold selv i lidelsens ildprøve. Tro er som et lille barns hånd, der rækker ud efter den stærke og trofaste hånd, som Gud hele tiden rækker ud til den, der er lille og svag. Det er, når man møder Guds trofasthed, at man opdager, hvad en levende tro virkelig er: det er, at man slipper alle forbehold og overgiver sig betingelsesløst til Guds trofasthed. Man når til et punkt, hvor man begynder at sige: ”uanset hvad jeg gør, uanset hvor meget og forfærdelig synd jeg begår, og uanset hvor utro jeg er, vil Gud være trofast overfor mig”. Man begynder at få kendskab til Guds trofasthed i modsætning til kun at have en viden om den. Og derfor bliver følgende af salmistens ord levende for en: ”Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: Min flugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på” (Sl 91:1-2).

Dom Léhodey, en abbed i det forrige århundrede, kaldte denne overgivelse af sig selv til Guds trofasthed for ”hellig overgivelse”, og den salige abbed Marmion kaldte den for ”barnets overgivelse”. At overgive sig selv til Guds trofasthed er et nødvendigt udtryk for tro og bør være højeste prioritet hos enhver sjæl.

Den, der beder om troen på Gud, har allerede modtaget den. Bøn forudsætter tro, tro leder ubønhørligt en til at være i bøn. Man kan ikke trænge igennem bønnens mysterium uden troens lys, men den, der ikke beder, berøver sig selv lyset. Det bliver ganske enkelt umuligt at komme videre. Man forbliver i en tilstand, hvor man ikke kan flytte sig. Ens forhold til Gud opleves ikke som fremadskridende, for det sygner hen i en tilstand præget af umodenhed. Tro modnes kun ved at blive overgivet til Guds trofasthed, og det ved megen bøn, og at man er udholdende i bønnen.

Jeg vil gerne sige noget om tro, om den særlige indbydelse, man definerer som et kald, hvorved Gud siger til en sjæl: ”Kom nu og overgiv dit liv til Min trofasthed”. Det er Gud, der kalder. Man hører ofte, at der bliver talt om kald, men hvad er det, Gud kalder til? Gud kalder enhver sjæl til at have liv i overflod (Joh 1:10), Han kalder os ud af mørket til sit vidunderlige lys (1 Pet 2:9), Han kalder os til hellighed (1Pet 1:16), og Han kalder os til fællesskab i Kristi Legeme (1Joh 1:2-3). I alle disse former for kald, der er rettet til alle, er der specifikke kald, hvorigennem Gud indbyder den enkelte til at søge en bestemt måde at leve sit liv på, på et givent sted og i fællesskab med et eller flere mennesker, som har hørt det samme kald og svaret på det.

Et sådan kald blev rettet til den unge Antonius fra Egypten omkring år 268. Det skete under Den hellige Messe, mens evangeliet blev sunget. Ved Guds nåde blev Antonius’ ører åbnet for Jesu ord. Han forlod hurtigt kirken og var ivrig efter at gøre det, som Jesus havde talt om. Det svar, som Antonius gav på Guds kald, genererede i Kirken en måde at leve på, der efter atten århundreder stadig efterleves. Således blev Skt. Antonius af Egypten trædestenen for mange munke og nonner i øst og vest.

Ethvert menneske er modtageren af et bestemt kald, en plan, der er udtænkt af Gud. For at denne plan kan blive gennemført skal troens lille skælvende hånd rækkes frem og tage imod Guds stærke og trofaste hånd. Det var det, der skete ved Maria bebudelse: ”Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 38). Prisen for at blive den, man i sandhed er, er, at man stoler på Gud og giver sit ja til Ham. ”Giv Mig troens ja” siger Gud, ”og stol på, at Min trofasthed vil gøre resten”.

Den aktuelle store dille i verden, som er selvrealisering, fjerner endda muligheden for frit at underkaste sig en guddommelig plan, og det at samarbejde med den guddommelige nåde. De vildfarne slagord, der udgår fra det moderne ”vær dig selv”- mantra levner ingen mulighed for et trosmæssigt møde med Den trofaste Gud, der, som vi synger i liturgien, er årsagen til alt, fra begyndelsen til slutningen, gjort med vælde og på en sødmefuld måde. Selvbestemmelse med et hæsblæsende aktivitetsniveau og markedsførte metoder til at opnå oplysning frembringer ikke den helgen, som Gud har skabt hvert menneske til at være og blive. Hvad er det, de gør, spørger David: ”De, som løber efter andre guder, rammes af mange lidelser” (Sl 16: 4). 

Dette betyder ikke, at vores fysiske, mentale og åndelige velvære har en betydning. Det er ikke min påstand, at de personlige valg og ønsker ikke spiller nogen rolle i alt dette. Ved Sit Forsyn forårsager Gud, at et menneske ønsker, selvom det står uklart og fra en meget tidlig alder, de ting, der vil skabe grundlaget for hans lykke. Han tillader et menneske at blive fascineret af skabninger, der er gode, sande og smukke og drager ved hjælp af alle disse ting gradvist et menneske til Sig. Man bringer alt dette med ind i det ja, som man af tro på Guds trofasthed giver Ham og til en vedholdende bøn om overgivelse til Hans nåde. Moder Yvonne-Aimée fra Malestroit (1901-1950) plejede at bede følgende:

”Gør Du i mig, O Jesus, hvad det end er, som Du ønsker, for at udlede af min intethed al den kærlighed og al den ære, som Du havde for øje i min skabelse”.

Troen på- og troskaben overfor Gud – 2. del

Der findes ikke noget halvhjertet ja til Gud. Den, der siger ja til Gud, siger samtidig nej til alle andre muligheder, der gør sig gældende for ham. Nogle af disse er i sig selv gode nok, mens andre er af forbryderisk karakter: de er hjernespind, som er blevet til i underbevidstheden, de plager en og bringer fokus tilbage på ens syndige fortid og alt det bedrag, der kommer fra verden, kødet og djævelen. Skt. Augustin skriver følgende om denne kamp:

”Sådan var jeg syg og pinte mig selv med anklager, langt mere bittert end sædvanligt. Jeg vendte og drejede mig i min lænke, der nu var tyndslidt, for helt at rive den af mig; men den holdt stadig. I mit skjulte indre trængte du ind på mig, Herre, med din strenge barmhjertighed og med frygtens og skammens dobbeltsvøbe, for at jeg ikke igen skulle blive tilbage, og den sidste lille, tynde tråd, der bandt mig, påny skulle vokse sig stærk. Jeg sagde indvendig til mig selv: så nu sker det snart! Og med de ord var jeg allerede ved at tage skridt til at træffe en beslutning.  Jeg var lige ved at gøre det, og gjorde det dog ikke, men faldt heller ikke tilbage i min forrige tilstand! Jeg standsede tæt ved og trak vejret. Jeg prøvede igen og kom lidt nærmere og lidt nærmere. I næste øjeblik ville jeg nå målet og holde fast. Men jeg var der ikke, kunne hverken nå eller holde fast, men tøvede endnu med at afdø fra døden og leve for livet. Det indgroede slette havde større magt i mig end det uvante gode. Jo nærmere selve det øjeblik kom, hvor jeg skulle blive noget andet, end jeg var, desto større skræk indgød det mig. Det rystede mig dog ikke af eller slog mig på flugt, men det holdt mig svævende” (Augustins bekendelser, bog VIII kapitel 11, 25).

Det er ved tro, at et menneske tør at give afkald på den række af muligheder, han er stillet overfor, for at kunne vælge det, der er det nødvendige, som er den vej ad hvilken Gud indbyder ham til at betræde i glæde.

Salmisten synger om dette på følgende måde:

Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd” (Sl 16:11).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. januar 2016. Den kan læses på: Faith and the Faithfulness of God II – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s