Dronningemoderen

Enhver, der læser Det Nye Testamente, vil nikke samtykkende til, at Jesus er Israels konge. Det er det, der refereres til, når Han omtales som Messias. Han er den nye konge, der er udgået fra Davids slægt. Men der er et spørgsmål, som vi ikke så ofte stiller os selv, og det er: ”Når Han er kongen, hvem er så dronningen”? Grunden til, at vi ikke stiller os selv det spørgsmål, er ganske enkelt, at vi ikke læser Det Gamle Testamente, som vi burde gøre.

Enhver jøde, der levede i det 1. århundrede, og som rettede sit blik på det Gamle Testamente, ville blive mindet om, at den siddende dronning i Davids regeringstid ikke var regentens hustru, men hans moder. På hebræisk blev hun omtalt som ”Gebirah”, og dette ord oversættes som oftest til dronningemoder, men egentlig betyder det ”Store Frue”. Gebir er en ”magtfuld mand”, altså en ”stor (mægtig) mand”. En Gebirah er en ”magtfuld kvinde” eller en ”stor (og mægtig) kvinde” der befinder sig på kongeligt niveau. Det er eksempelvis en sådan reference, vi finder i 1 Kongebog 15: 13. Hvis man gennemgår de to Kongebøger samt de to Krønikebøger (som ikke er så kendte, og derfor har vi måske ikke denne vigtige viden om dronningemoderen), vil man se, at hver gang, der indsættes en ny konge, nævnes det ikke, hvem hans hustru er. Derimod præsenteres man for kongens slægt, hans navn og hans moders navn. Man gør rede for kongens moders navn, fordi hun rangerer som nummer to i det kongelige hierarki, og det vil sige, at hun bærer titlen og hvervet som dronningemoder.

Man kan kende dronningemoderen (hendes titel og hverv) på følgende ting: for det første bærer hun en krone (Jer 13: 18). Ligesom kongen bærer hun en krone. I Salme 45 kan man læse: ”Dronningen står ved din højre side”, og videre står der, ”smykket med Ofir-guld”, og her møder vi igen guldet. Hvorfor står hun ved hans højre hånd? Svaret er, at hver gang man i Det Gamle Testamente får at vide, at en person står ved kongens højre hånd, så er det ensbetydende med, at denne person har del i kongemagten: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd”. Det vil sige, at hun har autoritet, og hun har et hverv. Hun fungerer også, (og dette er vigtigt) som en der går i forbøn for andre hos kongen. Den praksis, som jeg netop har beskrevet, ser vi i en berømt fortælling fra 1 Kongebog kapitel 2.

Der er tale om fortællingen om Batseba, som helt klart er den mest berømte af Israels dronningemødre, fordi hendes relation til David var baseret på utroskab. Så vi har alle kendskab til Batseba på baggrund af denne fortælling. ”Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppe fra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias’ kone. David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til ham, og han lå med hende … Bagefter gik hun hjem. Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid” (2 Sam kap 11). Det barn, der her bliver undfanget, er blevet til i utroskab, og derfor ”lod Herren den dreng, Urias kone havde født David, blive ramt af sygdom … på den syvende dag døde drengen” (Sam kap 12). Efter Urias død gifter David sig med Batseba, ”Han gik ind til hende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav navnet Salomo. Ham elskede Herren” (2 Sam kap 12). Vi retter nu vort fokus på 1 Kongebog kapitel 1, her står der: ”Batseba gik da ind til kongen (David) i hans sovekammer. Batseba bøjede sig dybt for kongen”. Selvom Batseba er kongens hustru, bøjer hun sig for ham. Men i det næste kapitel (1 Kongebog kapitel 2), erfarer vi, at David er gået bort, og nu er hans søn Salomon blevet konge, og da Batseba kommer til Salomons hofsal, da ”gik kongen hende i møde og kastede sig ned for hende”, vi ser her, at tingene har ændret sig, og det er kongen, der bukker for dronningemoderen. Han bukker ikke kun for hende, ”han satte sig på sin trone og lod en anden sætte frem til kongemoderen, der tog plads ved hans højre side”. I netop dette tilfælde ankommer kongemoderen for at tale Adonijas sag, som handler om, at han ønsker Abishag fra Shunen (Davids konkubine) til hustru. Kongen går hende i møde og kaster sig ned for hende. Hvorfor gør han det? Fordi hun er dronningen, og fordi hun er hans moder, og det sidste knytter sig til det fjerde Bud i de ti Bud, som lyder, at man skal ære sin far og mor. Det hæbræiske ord kavod betyder bogstavelig talt, at du skal vise ærbødighed over for din far og mor. Det kan synes som et strengt bud, men Salomo viser ærbødighed overfor sin moder, som dronningemoder. Han går hende i møde og kaster sig ned for hende, og derpå sætter han sig på sin trone og lader en anden sætte frem til hende, og hun tager plads ved hans højre side. Vi bør dvæle ved dette et øjeblik. I nogle oversættelser fremstår det som, at det er en siddeplads, der gøres rede for hende. Selvom det hebræiske ord er kisseh (trone), er det det samme ord, der benyttes om hans trone, kisseh. Men oversætterne har ændret det, fordi begge ord så at sige betyder det samme. Hvorfor sættes der er en trone frem for hende? Det synes ikke at give mening. Der skulle ret beset kun gøres en plads ”rede til” hende. Men det er ikke det, ordet kisseh betyder, det betyder trone, og det er, fordi hun er dronningemoder.

Derpå siger Batseba til Salomon: ”Der er en lille ting, jeg vil bede dig om, du må ikke afvise mig. Kongen svarede: Bed om det, mor, jeg afviser dig ikke” (1 Kong 2: 19-20). Der er to ting i dette, vi bør være opmærksom på. Hvilken betydning har det, at Adonija først fremlægger sin sag for Batseba, som derefter fremlægger sagen for kongen? Det har den betydning, at det er skik og brug at præsentere sin sag for dronningemoderen, for hun er den, der går i forbøn for den enkelte hos kongen, hvilket i sandhed giver god mening. Så hvis du ønsker kongens hjælp, ret da din anmodning til hans moder. Nu er der nok nogen, der vil gøre indsigelse, fordi de vil sige: jamen når man læser videre i 1 Kongebog kapitel 2, så gør Salomo faktisk ikke det, Batseba beder ham om, fordi han lader sin bror blive slået ihjel, altså ham, som fik fremsat sin anmodning gennem dronningemoderen. Det er korrekt, at der optræder en række eksempler på ting Salomo gør, som ikke er godt i moralsk henseende. Men det fjerner dog ikke det faktum, at havde man en sag, man ønskede forelagt for kongen, var det skik og brug først at gå til dronningemoderen, og hun gik i forbøn for en hos kongen. Dette understreger blot, at dronningemoderen 1. havde et hverv at udfylde, 2. hun gik i forbøn for folk hos kongen og 3. at hun havde en tæt relation til kongen. Dette er ikke de eneste skriftsteder, der omtaler dronningemoderen, hun bliver nemlig også omtalt i forskellige profetier i Det Gamle Testamente. Den mest berømte stammer fra Esajas Bog kapitel 7: 14: ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. I Esajas Bog kapitel 9: 6 står der videre: ”Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid, Hærskarers Herre skal udvirke dette”. Vi kender disse skriftsteder, fordi de knytter sig til advent og jul, og fordi det er her, vi forbereder os på, at Messias fødes ind i verden, og samtidig fejrer vi Marias Ubesmittede Undfangelse. Men det vi ofte glemmer er, at hvis kvinden, den jomfru som bliver nævnt i Esajas Bog kapitel 7, skal føde en søn, som skal være konge, så må det i sagens natur gøre hende til dronningemoder.

Det er den samme beskrivelse, vi finder i Mikas Bog kapitel 2, hvor der tales om en kvinde, der i Betlehem vil bringe en konge til verden. Denne profeti er derfor meget specifik, når det handler om det sted, hvor dronningemoderen vil føde kongen, nemlig i Betlehem. Igen skal det understreges, at de profetier, jeg har trukket frem, ikke handler om hvem som helst, der er om kongemoderen, der skal regere sammen med Messias i Hans rige. Med disse profetier i mente, prøv da at forestille dig, at du er jøde i det første århundrede, nærmere betegnet en jødisk kvinde ligesom Maria. Én af de ting, som de jødiske kvinder ville have vidst med sikkerhed, var, at én af dem ville blive moder til Messias, og den, som Gud udvælger til at være Messias moder, hun vil også pr. definition ophøjes til dronningeembedet. Lad os forestille os, at jeg har 4 døtre, og de er alle prinsesser. De vil alle i sagens natur være dronning. Man kan forestille sig, at Maria har gjort sig de samme tanker: ”Hvem skal være dronning, den fremtidige dronning”? Da englen Gabriel kommer til hende og fortæller hende, hvad der skal ske, har hun kendt til denne viden. Hun skulle ikke kun bringe Guds Søn til verden, hun skulle også være dronningemoder. Hvis du på nogen måder betvivler dette, så er Det Nye Testamente, det rette sted at hente en forklaring. Der er nogle vigtige ting, jeg vil trække frem her. Det første er Jesu fødsel, som er en fascinerende fortælling. For det andet starter Matthæus sin fortælling om Jesus med at rette fokus på Hans slægt. Matthæus giver os en oversigt over Jesu slægt. Det, der gør denne oversigt over Jesu slægt anderledes end andre slægtsoversigter, er, at netop denne rummer adskillelige kvinder. Normalt ville en sådan oversigt være centreret omkring præster og konger. Vi ser, at Matthæus afrunder med Maria. Hvis vi for et øjeblik vender tilbage til Det Gamle Testamente, så er det interessant at iagttage i Kongebøgerne, at når mindre oversigter over slægten dukker op, så er de kvinder, der optræder der, kongens moder, og dette er for os et tegn på, at det er kongemoderen, der figurer her.

I Mattæusevangeliet kapitel 1: 20-23 beskrives Maria som moder til Immanuel. Her følger dette skriftsted, som er meget vigtigt for forståelsen af Marias betydning, som Guds Moder i Det Nye Testamente: ”Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for Han skal frelse Sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel. Det betyder: Gud med os”. Det er godt at holde sig dette skriftsted i mente, for mange mennesker spørger ofte: Hvor i Det Nye Testamente defineres Maria som Guds Moder? I nogle tilfælde vil katolikker argumentere med, at Elisabeth karakteriserer Maria, som sin Herres moder. Det er både et vægtigt og sandt argument, for Herre kan betyde konge, men også Gud. Men Matthæusevangeliet kapitel 1: 20-23 er det skriftsted, der mest klart understreger, at Maria er Guds Moder. Navnet Immanuel betyder ”Gud (er) med os”. Når vi ser på formuleringen ”Guds Moder”, så er det græske ord for denne ”theotokos”, som betyder ”Gudbærer”. Når man deler ordet op, ser det således ud: ”theos” og ”tikto” (eller tokos), som betyder: ”en der bærer på” eller ”en kvinde, der bærer på et barn”. Nogle vil så videre spørge: ”Hvor stammer disse ord fra”? Det gør de fra den første side i Matthæusevangeliet, hvor Matthæus gør rede for, at ”en kvinde skal undfange og bære en søn (tikto), og hun skal blive kaldt moder til Immanuel, Gud (theos) er med os. Det er denne ordstilling ”tikto” og ”theos”, der skaber ordet ”theotokos” Gudbærer. Det var den opfattelse, man havde blandt de første kristne, de læste græsk, og derfor var theotokos, det ord, man benyttede.

Ser man nærmere på Marias besøg hos Elisabeth, opdager man, at Maria ikke kun bliver karakteriseret (af Elisabeth) som ”min Herres moder”, derudover bør også man hæfte sig ved, at efter, at Maria har lyttet til Gabriels budskab ved bebudelsen, konfronteres hun med Elisabeths ord (nævnt ovenfor), og det løfter sløret for hendes rolle som dronningemoder, hvilket kommer til udtryk i hendes Magnificat. I Lukasevangeliet kapitel 1: 48, siger Maria følgende: ”… For herefter skal alle slægter prise mig salig”. Dette er vigtigt, for alle (ikke kun katolikker) vil prise hende salig. I vers 49 står der videre: ”thi den mægtige har gjort store ting mod mig, helligt er Hans navn”. Hvad er det, Maria siger her? ”Gud har set til Sin ringe tjenerinde”. Går vi videre til vers, så læser vi her: ”Han har styrtet mægtige fra tronen, og Han har ophøjet de ringe”. Det græske ord for ”de ringe” er tapeinosis, og det er netop sådan, hun betegner sig selv: ”ringe tjenerinde”, og nu har Gud ”styrtet de mægtige fra tronen, og … ophøjet de ringe”. Hmm, hvorfor er der mon mere end en trone, og hvem er ”de ringe”, Han har ophøjet? Det er Maria og hendes Søn, fordi Han er konge og hun er dronning, og det er dem, der sidder på troner i Davids kongerige.

Endelig er der Johannes’ Åbenbaring kapitel 12: 1. Her ser Johannes kvinden, der er klædt i solen, og hun bærer på sit hoved en krone af 12 stjerner. I det gamle Israel var det sådan, at når en kvinde bar en krone (og måske endda en bestående af 12 stjerner), så var hun Israels dronning, hun var dronningemoderen. Dette skriftsted er nemt at finde frem til og benytte i argumentationen for, at Maria er dronningemoderen.

Vi ser altså, at Det nye Testamente skildrer Maria som den nye Eva, den nye Ark og den nye Dronning. Hvilken betydning har det? Det har den betydning, at hvis Maria er den nye dronningemoder, så giver det rigtig god mening, at vi katolikker gør følgende, nemlig at vi ærer hende. For de mennesker, der ikke er vokset op med et monarki, kan dette med en konge og en dronning være svært at forstå, men vi bør huske på det, som Jesus forkynder, og det er Gudsriget, og det er der, vi hører til, og i dette rige er der en dronning, som er vores dronning. Hvis dronninger i jordiske kongeriger fortjener at blive æret af deres undersåtter, hvor meget mere fortjener den hellige dronning i himlens kongerige ikke at blive æret. Lad mig understrege, at Maria ikke er nogen almindelig kvinde, hun er dronningen.

Når hun nu er dronningen, så giver det mening, at vi beder hende om at gå i forbøn for os, for hun er i live i himlen. Det er derfor, vi betegner livet der, som det ”evige liv”. Hun er hos og sammen med Kristus i den himmelske herlighed i Det Allerhelligste og kan derfor henvende sig til Kristus (hun kan gå i forbøn for os, som er i hendes Søns rige, og som er Guds børn). Det giver kun god mening at betragte Maria på netop den måde. Nogle gange vil man opleve, at folk siger: ”at katolikker tilbeder Maria”, og nej det gør vi ikke, vi ærer hende, og det er en forskel, man bør hæfte sig ved. I det 4. århundrede efter Kristi fødsel eksisterede der en hæresi, en hæretisk gruppe, som blev kaldt Collyridianisme, og de blev stemplet som hæretikere, fordi de ganske enkelt opofrede Eukaristien til Maria. Collyra er det græske ord for ”et brød”. Denne gruppe tilbad Maria, som en gudinde ved at opofre Eukaristien til hende.

Det er præcis det, katolikker ikke gør, vi tilbeder ikke Maria, og det gør de ortodokse heller ikke. Vi katolikker opofrer ikke Det hellige Messeoffer til Maria. Amen. Det hellige Messeoffer er et offer for Gud alene. Men hvis man ikke vokser op som katolik (eller ortodoks), og står man ude på sidelinjen og betragter det, katolikker foretager sig, kan man undre sig og blive forvirret over det, katolikker foretager sig. Det gælder for eksempel min hustru, der voksede op i et baptistmiljø. I Baptistkirken lovpriser man ved at synge, lytter til en prædiken og ved ordinær bøn. Det vil sige lovprisning i dette miljø foregår ved sang og bøn. Når vi i Den katolske Kirke synger sange rettet til Maria eller retter vores bøn til Maria, så er det i den henseende, at vi beder hende om at gå i forbøn for os, og det kan, hvis man betragter det udefra, synes som om, vi tilbeder hende. Det kan skyldes, at de forskellige denominationer (kristne) ikke har præsteskabet, Messeofferet etc. Men for os katolikker er essensen Messeofferet, og den tilbedelse er rettet mod Gud og Gud alene. Vi opofrer Kristi Legeme ved ånden til Faderen. Så dette er en afgørende forskel. Så hver gang kristne (så som Collyridianisme) opofrede til og tilbad Maria, blev de straks fordømt af Skt. Ambrosius og Skt. Epiphanius som hæretikere. Men det er som sagt ikke det, vi katolikker gør i relation til Maria. Vi ærer hende, og vi er hengivne overfor hende. Vi beder hende om at gå i forbøn for os og bede med os, fordi hun er vores moder.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på Brant Pitres blog den 23. maj 2019. Det kan læses på: https://catholicproductions.com/blogs/blog/the-queen-mother

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

SvarVideresend

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s