Pave Benedikt om Skt. Basilius den Store

Kirkens strålende lys

Kære brødre og søstre lad os i dag mindes én af de store kirkefædre, nemlig Skt. Basilius den Store, som i de byzantinske liturgiske tekster beskrives som Kirkens strålende lys.

Hellighed, doktrin og gaver

Han var en central og betydningsfuld biskop i det fjerde århundrede, som hele Kirken i øst og for den sags skyld også Kirken i vest ser hen til med stor beundring på grund af den hellighed, der prægede hans liv, unikke lære samt den syntese, han formåede at skabe mellem sin intellektuelle og praktiske kunnen.

Evangeliets lys

Han blev født omkring 338 e. Kr. og voksede op i en familie bestående af helgener i ”en rigtig huskirke”, som var omgærdet af en inderlig tro. Han modtog undervisning af nogle af den tids bedste lærere i Athen og Konstantinopel. Men han var ikke tilfreds med sit verdslige og den medgang, han havde, og det medførte, at han indså, at han havde spildt sin tid på forfængelighed, og han erkendte senere følgende: ”Det var, som det øjeblik, hvor et menneske vækkes af sin dybe søvn, og jeg vendte mine øjne mod sandhedens vidunderlige lys, der er i evangeliet … og jeg græd mange tårer over mit elendige liv” (jf. Letter 223: PG 32, 824a).

Kun Kristus

Draget af Kristus begyndte Basilius kun at fokusere på – at lytte til Ham (jf. Moralia, 80, 1: PG 31, 860bc). Optændt af hellighed og beslutsomhed hengav han sig til klosterlivet, og det gjorde han ved bøn, fordybelse i Den hellige Skrift, kirkefædrenes arbejder, ved barmhjertighedsgerninger for næsten (Jf. Letters 2, 22) og ved at efterfølge det eksempel, som hans søster Skt. Macrina allerede gav ved at leve et asketisk liv som nonne. Han blev derefter ordineret til præstegerningen, og endelig i år 370 blev han biskop af Caesarea i Kappadoci, som er beliggende i Tyrkiet og i dag kaldes Kayseri. Gennem sin forkyndelse og det skrevne ord præsterede han en stor arbejdsindsats på det pastorale, teologiske og litterære område.

Livet i et kommunitet

Med sin klare vurderingsevne var han i stand til at fordele sin tid ligeligt mellem det pastorale virke overfor sjælene og den kontemplative bøn i ensomhed. Med udgangspunkt i egne erfaringer opmuntrede han til etableringen af kommuniteter, nærmere betegnet kommuniteter for kristne, der havde valgt at konsekrere deres liv til Gud. Disse kommuniteter tog han sig tid til (ofte) at aflægge besøg (jf. Gregory of Nazianzus, Oratio 43, 29 i laudem Basilii PG 36,536b). Han tilskyndede dem med sin forkyndelse og skrivelser, som han overdrog eftertiden til at leve efter og til at opnå fuldendelse ved (jf. Regulae brevius tractatae, Proemio: PG 31, 10180ab).

Skt. Basilius og Skt. Benedikt

De ledende kræfter i klostrene, helt tilbage til da klosterlivet begyndte at gøre sig gældende, gjorde brug af Skt. Basilius arbejder vedrørende dette område, og det gjaldt også Skt. Benedikt, som betragtede Skt. Basilius som sin læremester (jf. Reglen 73,5). Faktisk etablerede Basilius en speciel form for klosterliv, der ikke var lukket for den menighed, der var omkring den lokale kirke, men i stedet var der en vis åbenhed i forhold til menigheden. Hans munke hørte til den sognekirke, hvor klosteret lå, og de fungerede som livgivende kerne for menigheden og det omgivende samfund, og de gik i front og var dermed et forbillede for menigheden i Kristi efterfølgelse. Men det var ikke blot på det trosmæssige plan, at de viste et eksempel, det var også i forhold til at være tæt knyttet til Kristus og elske Ham, og det ved at udøve barmhjertighedsgerninger for andre. Disse munke, der drev skoler og hospitaler, tjente de fattige og var dermed forbilleder på det sande kristne liv.

Når det handler om klosterlivet, skrev Guds tjener Johannes Paul II: ”Derfor er mange mennesker af den opfattelse, at den egentlige struktur for Kirkens liv, nemlig klosterlivet, i tidernes morgen hovedsageligt blev grundlagt af Skt. Basilius eller at dets struktur i mange henseende bærer præg af hans fingeraftryk (Den apostoliske skrivelse Patres Ecclesiae, no. 2, januar 1980; L’osservatore Romano English edition, 25 february, p. 6).

Biskop

Som biskop og pastor i et stort bispedømme var han hele tiden opmærksom på den fattigdom, der eksisterede blandt de troende. Han fordømte på det kraftigste den fremherskende ondskab. Han gjorde alt det, der stod i hans magt for at hjælpe de fattige og udstødte. Han greb også ind, når magthaverne påførte deres befolkning store lidelser, og han stillede sig også til rådighed i katastrofesituationer. Han var nidkær i sit forsvar for Kirken og modsatte sig myndighederne, når de foretog indgreb i forhold til at dyrke og bekende troen (jf. Gregory of Nazianzus, Oratio 43, 48-51 in laudem Basilii PG 36,557c-561c).

Barmhjertighedsgerninger

Basilius var et fuldendt vidnesbyrd på Guds kærlighed, fordi han igangsatte opbygningen af forskellige instanser, der tilgodeså de værdigt trængende i enhver seende (jf. Basil, Letter 94: PG 32, 488bc), og dette blev i billedlig forstand en slags ”barmhjertighedens by”, som man opkaldte efter ham ”Basiliade” (jf. Sozomeno, Historia ECCL. 6, 1397a). Dette var oprindelsen for det moderne hospitalsvæsen, hvor syge bliver indlagt til behandling.

Den hellige liturgi

Skt. Basilius var bevidst om, at ”liturgien er det punkt, om hvilket al Kirkens aktivitet er centreret” og samtidig ”den kilde, hvorfra al Hendes kraft vælder” (Sacrosanctum Concilium, n. 10), og til trods for at han hele tiden var opmærksom på at foretage barmhjertighedsgerninger, som er troens vartegn, så var Basilius også en indsigtsfuld ”liturgisk reformator” (jf. Gregory Nazianzus, Oratio 43, 34 i laudem Basilii: PG 36, 541c).

Skt. Basilius har ladet en vigtig Eukaristisk bøn (anafora) gå i arv til os, som er blevet opkaldt efter ham, og som har givet en grundlæggende struktur for bøn og brugen af Davidssalmerne. Det var på hans opfordring, at man begyndte at vise interesse for salmerne, lære dem at kende og endda bede dem om natten (jf. Basil, In Psalmum 1, 1-2: PG 29, 212a – 213c). Derved kommer det til at stå klart, hvordan liturgi, tilbedelse og Kirkens bøn går hånd i hånd med næstekærligheden, og at disse elementer understøtter hinanden.

Doktrin

Opfyldt af nidkærhed og mod markerede Skt. Basilius modstand overfor hæretikere, der benægtede, at Jesus Kristus er Gud ligesom Faderen (jf. Basil, Letter 9,3: PG 32, 272a; Letter 52,1-3: PG 32, 392b-396a; Adv. Eunomium 1, 20: PG 29, 556c). På samme måde markerede han opposition mod dem, som ikke ville acceptere Helligåndens guddommelige natur, at Ånden også er Gud, og derfor ”bør sidestilles og herliggøres med Faderen og Sønnen” (jf. De Spiritu Sancto: SC 17ff., 348). På den baggrund er Basilius én af de store fædre, der var med til at udforme doktrinen om Treenigheden: Den eneste Gud, fordi Han er kærlighed, er tre personer i en Gud, der danner den fuldendte enhed, nemlig guddommelig enhed.

I sin kærlighed for Kristus og Dennes evangelium stræbte denne kappadoiske fader sig på at hele den splittelse, der gjorde sig gældende i Kirken (jf. Letters, 70, 243), og han gjorde sit ypperste for at få alle til at omvende sig til Kristus og Hans ord (jf. De Iudicio 4: PG 31, 660-661a), der er den samlede kraft, som alle troende er forpligtet til at adlyde (jf. ibid. 1-3: PG 31, 653a-656c).

I Kirkens tjeneste

Opsummerende bør det fremhæves, at Skt. Basilius gav sig selv fuldt og helt i sin tjeneste for Kirken og i forhold til de mange opgaver, han skulle varetage som biskop. Ser man på hans egene optegnelser over de arbejdsopgaver, han bestred, så var han ”Kristi apostel og præst, forvalter af Guds mysterier, Rigets budbringer, et eksempel på fromhed og dens udøvelse, et øje på Kirkens Legeme, hyrde for Kristi får, en der med kærlighed bragte lægedom, fader og den, der heler sår, Guds medarbejder i Guds vingård og den, der bygger Guds tempel” (jf. Moralia 80, 11-20: PG 31. 864b-868b).

Med blikket stift rettet på Kristus

Den ovenstående oplistning af opgaver, Basilius varetog som Biskop, er det samme, han giver videre til dem, der forkynder ordet, både dengang og nu. Alle disse opgaver forpligtede han sig på at udføre og at udføre dem godt. I 379 e. Kr. vendte Basilius, der endnu ikke var blevet 50 år, tilbage til Gud ”med et håb om det evige liv ved Jesus Kristus Vor Herre” (De Baptismo, 1,2,9). Han var en mand, der i sandhed levede med sit blik stift rettet på Kristus. Han var en mand med stor kærlighed til sin næste. Fuld af troens håb og glæde. Basilius viser os, hvad det vil sige at være en sand kristen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. juni 2016. Den kan læses på: Pope Benedict XVI on Saint Basil the Great – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s