Afvæbnet ved Guds sagtmodighed

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden

På samme måde som Den hellige Hostie er billedet på, at Gud blev sårbar og fattig for vores skyld, er Den også et billede på Guds sagtmodighed. Den, der hensætter sig i den tilbedende bøn, vil erfare, at han afvæbnes af Guds sagtmodighed, og plevelsen af Guds sagtmodighed i den Eukaristiske tilbedelse er ikke ulig den oplevelse, Elias havde på bjerget Horeb, hvor han blev vidne til en ”sagte susen”.

En sagte susen

Da lød det: Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi. Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen” (1 Kong 19:11-12).

Tilfreds med at skulle vente

Det sagtmodige menneske vil elske stilheden, og den, der elsker stilheden, vil være sagtmodig. Stilhed og sagtmodighed går hånd i hånd. Hvad er sagtmodighed hos Gud, og hvad er sagtmodighed hos mennesket? Sagtmodighed er langt mere end fraværet af aggressivitet, og det er mere end det at være utrættelig, blid og imødekommende. Ved ikke at udvise en frembrusende adfærd, bringer den sagtmodige nåden til andre, så de i frihed kan respondere i oprigtighed og af hjertet. Det ydmyge menneske er tilfreds med at skulle vente på den andens svar. Det sagtmodige menneske forcerer aldrig et resultat frem eller forsøger at nå sine mål med tvang.

Man kan ikke se på Den hellige Hostie uden at blive berørt af Guds sagtmodighed. Det Allerhelligste sakramente er Gud Herrens, Hærskarernes Herres, realpræsens. Han er Den Gud om Hvem profeten Esajas skrev:

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden: Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed! Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. Da sagde jeg: Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre” (Es 6:1-5).

Guds høflighed

Denne treenige Gud, som er ophøjet på sin trone og tilbedt af englekor: ”Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr” (Es 42:2-3). Når du går til tilbedelse forvent da ikke, at du bliver presset til det af Gud. Du bør i langt højere grad være bevidst om, at du vil møde en Gud, der er uendelig mild. Han er ydmyg, høflig og villig til at vente og ønsker ikke at påtvinge sig selv dem, der nærmer sig Ham. Hvem befinder sig der på alteret, hvis det ikke er Lammet, der i sagtmodighed og stilhed gennemgik Sin bitre lidelse?

Hans guddommelige venskab

Man skal ikke gå fejl af Guds sagtmodighed og tro, at den er et udtryk for ligegyldighed, eller at Han ikke vil samtale. De, som Han indbyder til tilbedelse, er Hans gode venner, som Han deler Sit Hjertes hemmeligheder med: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer” (Joh 15:15).

I mesterlære i forhold til tilbedelse

Guds sagtmodighed i Den hellige Hostie betyder, at man i en rum tid skal være i mesterlære i forhold til tilbedelse. Dette skal til, fordi vi ikke er ydmyge, fordi vi vil påtvinge Gud vores betingelser, forventninger og tidsplaner, og alt dette er årsagen til, at vi finder tilbedelse kedelig. Ved at lade sig afvæbne af Den skjulte Kristus og Hans sagtmodighed, bliver man i stand til at ”tage ejerskab”, det vil sige, at man føler sig hjemme i det, som Gud har beredt for dem, Han elsker, Hans venner: ”Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre. Men som det står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder” (1 Kor 2:8-10).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. november 2013. Den kan læses på: Disarmed by the Meekness of God – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s