Missionen er fuldført … og det ned til mindste detalje

I visse teologiske kredse, især dem, der fastholder, at vi har et tilnærmelsesvist håb om, at alle mennesker er frelst, hvilket i sagens natur omvendt må betyde, at ikke et eneste menneske er gået til fortabelse. I forbindelse med dette er der opstået en højst mærkværdig betragtning, nemlig at hvis nogen er gået til fortabelse, som det er sket for størstedelen af menneskeheden, det har de store helgener og kirkefædre sagt, så er det, fordi Gud har begået en fejl.

De, der er en del af disse teologiske kredse, gør ligesom protestanterne, de tager en linje fra Den hellige Skrift og udarbejder en helt ny teologi på baggrund af den.

Det skriftsted, der er tale om, er følgende: ”Gud vil at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden”, og det stammer fra den hellige Paulus første brev til Timoteus (1 Tim 2: 4).

Man skal lægge mærke til, at den hellige Paulus ikke siger, at siden Gud vil, at alle mennesker bliver frelst, så bliver de automatisk frelst. Paulus understreger, at Gud ønsker, at alle mennesker går ind i et samarbejde omkring frelsen, som er en gave, de frit kan tage imod, og som dermed kan blive deres. Der er tale om en gave, altså frelsen, der er blevet til ved Vor Herres lidelse og død.

Men det er ikke alle mennesker, der går ind i dette samarbejde med Gud. Det er netop grunden til, at Vor Herre på Golgata ikke siger til de to røvere: ”I dag skal du være med mig i paradis”. Vor Herre sagde netop disse ord kun rettet til den ene, fordi han tog imod den nåde, der blev skænket. Den anden røver kunne have gjort det samme, men valgte ikke at gøre det. Det er det, Den hellige Skrift beretter.

Der hersker ikke nogen tvivl om, at Vor Herre ville have ønsket, at Han kunne bekendtgøre frelsen for begge røverne, men det var ikke muligt, og en sådan bekendtgørelse ville heller ikke være i overensstemmelse med sandheden. Den ene røver bad om tilgivelse, den anden spottede og rakkede ned på Ham. På samme måde ville evangeliets forfattere have ønsket, at de kunne fortælle om en omvendelse hos begge røvere. Men de kunne ikke skrive dette, for det skete ikke.

Imidlertid forholder det sig således, at de teologiske kredse, der holder fast ved påstanden om, at vi har et tilnærmelsesvist håb om, at alle mennesker bliver frelst, har svært ved at acceptere, at ikke begge røvere blev frelst. Uanset, hvor meget de end vender og drejer denne kendsgerning, så er det i modstrid med deres teologiske betragtninger. Derfor fremlægger de nye og mærkværdige teologiske vinkler i forhold til dette emne. Det må de nødvendigvis gøre, for det er det eneste, de kan gøre.

At påstå at hvis en sjæl er gået til fortabelse, er det Guds fejl og viser, at man ikke har forstået meningen med frelsesgerningen. Det er kun ved Jesu lidelse og død, at der er blevet skabt en vej til frelsen. Frelsen kommer ikke automatisk til en person, fordi Jesus foretog det, Han gjorde ved Sin lidelse og død. Det er det samme, der gør sig gældende, når en person åbner en dør. Så er der ikke en garanti for, at et menneske vil passere igennem den. Det siger sig selv, at frelsen ikke kunne blive til med mindre, at èn betalte prisen.

Det er vigtigt at understrege, at den forløsning, der sker op til frelsen, helt og aldeles er Guds værk. Den er ikke betinget af noget. Frelsen er en fælles indsats fra Gud og menneskets side. Gud er altid fuldt og helt engageret i denne indsats, men mange mennesker er ikke. Derfor er det at hævde, at det på en vis måde er Guds fejl, at en sjæl går til fortabelse, fordi det er Hans vilje, ganske enkelt absurd.

Kristi mission var at frelse menneskeheden og opfylde den guddommelige retfærdighed, nemlig at give Sit liv, så vi ikke automatisk skulle lide under en evig adskillelse fra Gud. Hans mission var at frelse. I den henseende er missionen blevet fuldført.

Hans mission havde i sagens natur ét mål, nemlig frelsen. Men i alt dette tillader Han, at menneskets frie vilje spiller en vigtig rolle. Mennesket spillede ingen rolle i selve frelsesgerningen. Frelsen er Guds ufortjente gave, ligesom når man kaster en redningskrans ud til et menneske, som er på vej til at drukne.

Det, at der bliver kastet en redningskrans ud, er en fri handling, den er ufortjent i relation til den nødstedte. Men i det øjeblik, hvor redningskransen lander foran ham, da ændres fokus og rettes mod ham. Han har sit frie valg til at række ud efter redningskransen, men han kan også lade være.

Derudover har personen på båden ingen magt over det menneske, som er ved at drukne, og om vedkommende vil gribe fat i redningskransen eller ej. Personen på båden kan råbe til den nødstedte, opmuntre ham til at holde ud og endda styre båden så tæt på ham, at han får en fornemmelse af, at en redningsaktion er igangsat. Men det er manden, der er ved at drukne, og ikke personen på skibet, der afgør udfaldet, nu hvor redningskransen er blevet kastet ud og kan benyttes.

Derfor er spørgsmålet til alle Jer teologer, der forkynder vildfarelser og samtidig gør alt for ikke at indrømme, at der er sjæle, der fortabes: Hvor i det scenarie, jeg netop har skitseret, formåede manden på båden ikke at gøre det, som han kunne og skulle gøre?

Han stod på båden, og så at et menneske var på vej til at drukne, han handler ved at kaste en redningskrans ud til den nødstedte, og han gjorde det, der stod hans magt for at signalere og overbevise den nødstedte om at holde ud, for hjælpen var på vej. Det har ingen betydning, om han har ønsket, at den nødstedte skulle holde ud. Hans ønske tilsidesætter ikke den frie vilje hos nødstedte, og på intet tidspunkt begik manden på båden nogen fejl. Ønskede den nødstedte at drukne, var det hans valg. Manden ombord på båden vil aldrig kunne drages til ansvar, for han gjorde det, der måtte gøres for at kunne redde et menneske, der var ved at drukne.

Mennesker dør og går til fortabelse. Vi ved ikke med sikkerhed hvem og hvor mange, men vi ved, at der er sjæle, der går til fortabelse, fordi det er det, Kristus fortæller os.

Kristi mission blev fuldført. Han gjorde alt det, der var Faderens ønske. Han åbnede en dør for menneskeheden, som den kan nå til frelsen ved at benytte. Han kastede en redningskrans ud til os, for vi ikke skulle drukne.

Derfor kommer det til at handle om os. Den hellige Paulus siger meget klart: ”arbejd med frygt og bæven på jeres frelse”.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. maj 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mission-accomplished

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s