De to helgener Joakim og Anna

De helliges samfund

Vi lever sammen med helgenerne, vi er i fællesskab med dem, og det fællesskab indebærer en forbindelse. Hvert eneste øjeblik foregår der en form for mystisk udveksling mellem os og helgenerne, der omgiver os. I brevet til Hebræerne læser vi om, at ”vi har en sky af vidner omkring os” (Hebr 12:1).

Når man navngiver sit barn

Det bliver mere og mere sjældent, at katolske forældre navngiver deres barn efter en helgen. Man kan sige, at der i den forbindelse optræder en vis form for uvidenhed hos forældrene, fordi de er blevet ofre for den mangelfulde katekese, der fulgte i kølvandet på Det Andet Vatikankoncil. Men der er noget mere, der gør sig gældende. Tilskyndelsen til at ville gøre alle aspekter af livet til noget sekulært har på sin vis nået sit momentum. Der er tale om, at der sker en ændring i den måde, hvorpå mennesker taler og tænker på. Der er sket en ændring i forhold til de ord, vi benytter, og hvordan vi benytter dem. Dette gælder også, når man tilsidesætter den del af det katolske arvegods, der handler om helgenernes navne, for dette leder nemlig til en ændring af værdier og sidst men ikke mindst moral.

At leve med helgenerne

I klostrene har man den helt særlige skik, at man navngiver hvert eneste rum og sted på klosterets matrikel, det være sig fra munkenes celler til de steder, hvor man har arbejdsaktiviteter, og hvor man opbevarer forskellige ting, og opkalder dem efter en helgen eller en bibelsk person. Denne meget gamle skiks betydning er lige så smuk, som den er dybfølt. Et kloster bebos ikke kun af synlige væsner (mennesker og dyr), men indenfor dets mure er der også de usynlige beboere, som er englene og helgenerne. Det, at man navngiver et rum efter en helgen, er en slags trosbekendelse, der fremstår som en opposition til den sekulære ideologi, der vil have os til at tro, at virkeligheden kun består af det, der kan ses med det blotte øje.

En genopretning af det, der er helligt

Den tendens, der er fremherskende blandt selv kirkefolk, hvor man ønsker at betragte mennesker, steder og ting ud fra et sekulært perspektiv, er lige så skadelig, som den er pågående. Den er en del af ”satans røg”, som den hellige pave Paul VI (Prædiken, den 29. juni 1972) så gennemtrænge Kirken for at skabe forvirring. Det er vigtigt, at vi svarer på denne krise opfyldt af mod og tilskyndelse. Invasionen af sekulære tendenser må man imødegå ved at foretage en samlet genopretning af det hellige og ved at stå fast på, at alt i Kristus er under beskyttelse af Hans helgener og mysterier, det være sig vore byer, hjem, samfundsmæssige institutioner, værelser og rum i vore hjem og ja selv vores børn.

At helgenerne bliver nævnt i Libera Nos under Messen           

For otte år siden indeholdt pave Benedikt XVI’s Motu Proprio Summorum Pontificum et sammendrag af de komparative studier, der var blevet foretaget af den ritus, der gjorde sig gældende under den hellige Johannes XXIII (Den Messe, der blev fejret under Det andet Vatikankoncil) og den ritus, der stammer fra 1969 (under pave Paul VI). Én af de betragtninger, man gjorde sig, var, at man i den nye ritus fejlagtigt forsøgte at gøre Messen mindre ”stødende” overfor protestanter ved at fjerne henvisninger til den hellige Jomfru Maria og helgenerne og deres forbøn (f.eks. ConfiteorSuscipeSancta Trinitas og Libera Nos). Denne manipulation af det tekstmæssige indhold blev på ingen måde godkendt af koncilfædrene. Dette var faktisk bedrøveligt og fremmedgørende i forhold til den ærværdige ortodokse kirke (som implicit blev fremhævet ved, at man inddrog den hellige Andreas (apostlen) i Libera Nos. Dette kunne opfattes som en afvisning af det arvegods, der ligger i den ikke adskilte Kirke. Man kan nære det ønske, at man under kardinal Sarah i en fremtidig udgave af det reformerede Missale Romanum ”genindfører” helgenerne i Libera Nos. For dem, der gør brug af det reformerede Ordo Missae, ville dette være et særdeles positivt træk.   

De ortodokse og protestanterne

Under Skt. Johannes Paul II og pave Benedikt XVI stod det klart, at de økumeniske bestræbelser – samt Kirken i Roms fokus var rettet mod øst, mod de sande Kirker, der er del af den apostolske succession, og som Kirken i Rom deler Den hellige Eukaristi samt de andre sakramenter med. Selvom de protestantiske denominationer rummer delelementer fra Den sande Kirke og enkelte frelseaspekter, der er afledt af Den sande Kirke, så er disse objektivt ikke gyldige. Kirken i Rom har i forhold til dette ikke noget at vinde, tværtimod taber Den uhyre meget ved at efterligne disse protestanter, særligt ved at minimere Guds Moders og helgenernes forbøn. Dette betyder ikke, at Kirken i Rom har opgivet at nå ud til protestanterne. Snarere tværtimod forsøger Hun at række ud til dem igennem dialog. Ligesom en kærlig moder søger at få kontakt med det ængstelige barn, og Hun venter på dem, indtil de vender tilbage til troens fylde, den tro, der opfylder Hendes Hjerte.

Under helgenernes beskyttelse

Festen for Skt. Joakim og Skt. Anna opfordrer os til at overveje alt det, jeg indtil nu har beskrevet ovenfor. Den hellige Joakim og den hellige Anna ankom til Nordamerika med de første bosættere fra Frankrig og Spanien, og de navngav hvert nyt sted, de kom til, efter én af Kristi helgener. Med dette gjorde de det klart, at Himmeriget hele tiden ”ekspanderer”, og alle steder er alle folkeslag indbudt til at leve i fællesskab med helgenerne og være under deres beskyttelse.

Herrens bedsteforældre

I det syttende århundrede blev den hengivenhed, man i Frankrig viste overfor Den hellige Familie, et tegn på den fornyelse, der fulgte i kølvandet på koncilet i Trent, som skabte et nyt morgengry for Kirken, nærmere betegnet var det som en mystisk invasion. Den hellige familie blev på det tidspunkt betragtet som et billede på hele Jesu familie inklusiv Hans bedsteforældre, Joakim og Anna. 

Et helligsted for den hellige Anna i Irland

Det var normannerne, der bragte opmærksomheden omkring Skt. Anna til Irland og etablerede et helligsted for hende og til hendes ære i et kapel for Skt. Audoen, biskop over Rouen ved Cornmarket i Dublin. Den hengivenhed, man i Dublin har vist Skt. Anna, kan dateres tilbage til 1169/1170 og blev til i forbindelse med et relikvie, som er hendes fingerknogle, som normannerne bragte med sig til Irland. Med stor hastighed spredtes denne hengivenhed overfor Skt. Anna, og i 1352 erklærede man festen den 26. juli som en dag, hvor man havde Messepligt. Henrik VI etablerede ved dekret i 1431 Skt. Anna -gildet, ”for at prise Gud og Den hellige Jomfru Maria og for at ære Skt. Anna”. Det var nødvendigt at stille med seks præster for at tage vare på pilgrimme fra Irland, Storbritannien og Kontinentet. I Kirken var der et kapel, hvor man ærede Den hellige Jomfru Maria og Skt. Anna. Dekretet møntet på Skt. Anna-gildet kan man i dag se i Skt. Audiens Kirke.

Helligsteder for Skt. Anna i den nye verden

Fra Frankrig bragte jesuitiske missionærer, ursulinere (Skt. Ursula-ordenen), hospitalsordener (søstre) og hengivne lægfolk hengivelsen til Den hellige Familie med til det nye Frankrig. Et helligsted dedikeret til Skt. Anna blev opført i 1658 mellem Saint Laurence-floden og kysten ved Beaupré i Québec. Andre mindre helligsteder også dedikeret til den hellige Anna finder man på øen La Motte, Vermont, Sturbridge og Fall River, Massachusetts, Waterbury og Connecticut. Alle disse steder var med til at optegne et katolsk landkort over New England.

Den hellige Familie som beskyttere

Efter den franske revolution oplevede Kirken en opblomstring, og det kom blandt andet til udtryk ved, at der blev etableret hundredvis af nye kvindelige ordener. Mange af disse ordener, som var blevet stiftet i 19. århundrede, var dedikeret til Den hellige Familie, og når man her talte om Den hellige Familie var det inklusiv Vor Herres bedsteforældre. Nogle af disse nystiftede kommuniteter kom til Amerika, hvor de lærte generationer af katolikker, hvordan man viser ærbødighed overfor Kristi menneskelige familie, og hvordan man lever et liv sammen med helgenerne.

At have et kald som bedsteforældre

Skt. Anna og Skt. Joakim har en særlig betydning for bedsteforældre. Bedstemødre og fædre har et særligt kald, når det handler om nåde. Bedsteforældre er kaldet til at fremme deres børnebørns overnaturlige liv, at bede for dem, og at bede sammen med dem og overfor dem være et foregangsbillede i forhold til hellighed.

Det, der minder os om helgenerne

Vi er dem, der kommer efter de hellige. Vi bekender i Trosbekendelsen, at vi tror på de helliges samfund, og vi anerkender deres tilstedeværelse i vort hjem og liv. Vi tager afstand til den ondskabsfulde ideologi, som sekularismen er, fordi den ved at undertrykke de ting, der minder os om de hellige, sigter mod at fjerne det overnaturlige fra dagliglivet.

Eukaristisk forbøn

I selve Messeofferet kommer Himlen ned til jorden, og jorden ”mødes” med Himlen. I Den hellige Messe foregår der langt mere, end det blotte øje kan se. Den hellige Joakim og den hellige Anna er nær ved os, deres Allerhelligste datter, Den Ubesmittede Jomfru Maria, Guds Moder er også nær ved os. Lad os bede dem om at være med i vores forbøn og bede om fred for hele verden og velsignelser over vore familier. Dette er også de helliges samfund. Det hellige Messeoffer, der frembæres her, kan bringe fred og velsignelser til tusinder af hjerter og steder. Lev da som om du kunne se det usynlige, der findes ikke noget mere virkeligt end dette.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 25. juli 2016. Den kan læses på: Saints Joachim and Anna – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s