Den hellige præst fra Ars

For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker” (1 Kor 1:25).
Et menneske udsendt af Gud

I 1827 var Ars en afsidesliggende landsby 18 kilometer uden for Lyon uden noget egentligt særpræg, dog med undtagelse af, at den lille kirke i byen aldrig stod tom i perioden fra 1827-1859, altså 32 år. Store grupper mennesker kom til kirken fra daggry og til langt ud på natten. ”Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset” (Joh 1:6-8).
Døberen

Det er bemærkelsesværdigt, at sognepræsten fra Ars (selv ved navn) havde mange lighedspunkter med en anden Johannes, nemlig Johannes Døberen. Præsten fra Ars blev faktisk døbt Johannes Baptist Vianney. Da Johannes Maria blev firmet, antog han navnet Baptist, og dette skete på en kold og snefyldt dag i 1807. Han var da 21 år gammel. Netop den dag firmede kardinal Ferch, ærkebiskoppen af Lyon tre tusinde sjæle. Denne ceremoni startede tidligt om morgenen og fortsatte indtil kl. 17.00 om eftermiddagen. I kølvandet på den franske revolution havde mange sjæle ikke modtaget katekese og havde heller ikke tilgang til sakramenterne, og derfor var det ikke usædvanligt, at sådanne (større) begivenheder af sakramental karakter fandt sted. Fra den dag underskrev Johannes Maria Vianney sig som Johannes Maria Baptist eller Johannes Baptist Maria.
Det, at der var en lighed mellem Johannes Maria Vianney og den Johannes (Døberen), der banede Herrens vej, var på en vis måde en mystisk forudsigelse af det, der skulle komme. Tyve år, efter at han var blevet firmet, og hvor store skarer af pilgrimme søgte til Ars, kan man sagtens benytte de samme ord (overfor disse pilgrimme), som Vor Herre sagde om Johannes Døberen: ”Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv der svejer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet” (Matt 11:7-9) Ved Helligåndens nåde var Johannes Maria Baptist Vianney en profet, men han var mere end en profet. Han var præst for Jesus Kristus.
Han gjorde ikke det store væsen af sig

Man kan sige, at der som sådan ikke var noget særligt ved sognepræsten i Ars, der ville tiltrække folk i hobetal. Han gjorde ikke det store væsen af sig. Han omgav sig ikke med PR-folk og var ikke interesseret i, hvordan han på bedst mulig måde tog sig ud i sin fremtræden. Udadtil var han ikke andet end en Guds tjener ligesom ærkebiskop Fulton J. Sheen var det. Man ville næppe have beskrevet ham som værende smuk, selvom en barnlig og hjertets renhed skinnede fra hans øjne, og der kom fra hans ansigt en overnaturlig udstråling, især når man så ham bede. Hans tøj kunne betegnes som værende mere eller mindre rent, og det var lurvet: Han bar en cassock, der var lappet og hans sko var ikke pudset. Hans frisure bar præg af den klerikale stil på daværende tidspunkt, nemlig at håret nåede ned til skulderen og var redt tilbage. Engang ved et præstemøde gav en forfængelig præst udtryk for, at han ikke ville sidde ved siden af Johannes Vianney, fordi han var bange for at komme i berøring med det grønne snavs, der var på Johannes’ hat.
Han var ikke nogen helt almindelig præst

Mange af hans præstelige brødre fandt hans adfærd sær, tenderende til det mærkværdige. Med rullende øjne og slet skjulte (skadefro) smil, hviskede de blandt hverandre om hans synlige akademiske mangel – og især hans mangelfulde formåen i forhold til det latinske sprog. Noget, der heller ikke bekom dem vel, var hans fromhed og stringente fastepraksis. Antallet af pønitenter, der flokkedes til hans skriftestol vakte mishag hos dem, for var de ikke bedre uddannede end sognepræsten fra Ars? Var de ikke ”oplyste” på et langt højere niveau end han, så de kunne håndtere kompleksiteten i den pastorale omsorg? Hvorfor søgte så flokke af sjæle til sognepræsten i Ars, og når de kom tilbage, var de forandrede, omvendt, havde angret og var fyldt med glæde?
Johannes Maria Vianney kunne have besvaret deres spørgsmål med ordene fra Johannes Døberen: ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3:27-30).
I har fået det for intet

Med disse få ord tegnes ikke blot billedet af Skt. Johannes Maria Vianney, men det er det generelle billede af en katolsk præsts hellighed. Præsteskabet og den nåde og karisma, der af Guds nådige vilje undertiden ledsager det, kommer fra himlen. Det er ren og skær en gave: ”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge” (Jak 1:17). Præsten giver det, han selv har modtaget. Det, Vor Herre frem for alt gav Sine tolv første præster instruks om, da de skulle praktisere deres første virke, var? ”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt 10:7-8).
Som en alter Kristus (en anden Kristus)

Præsten er en alter Kristus altså en anden Kristus: Han er så at sige en gengivelse af Guds Søn opfyldt af Helligånden med en trefoldig gave og kraft til at lære, råde og helliggøre. Præsten billedliggør Kristus som Kirkens Brudgom, Kristus som Hovedet på Det mystiske Legeme, Kristus som hyrde for Guds hjord, og som Kristus, der sår den gode sæd. Præsten bringer Kristus til stede. Præsten åbenbarer Hans Ansigt, Hjerte og Hænder. Præsten handler i Jesu navn og in persona Christi (som Kristi person).
Præsten bærer i sig et mystisk sakramentalt mærke, der indikerer, at han tilhører Kristi præsteskab. I himlen er dette uudslettelig mærke årsag til en hos ham herlighedsfuld glæde, som trodser enhver beskrivelse, og i helvede (må Gud forbyde det) er dette mærke årsag til evig pine.
O, hvilken værdighed præsten besidder

Skt. Johannes Maria Vianney var sig den værdighed bevidst, der knytter sig til præsteskabet. Han var ydmyg og ikke afvisende overfor de gaver, han havde modtaget, men ærede Den, der stod bag disse gaver. Lyt til hans prædiken om præsteskabet:
En god hyrde, en præst efter Guds hjerte, er den største skat, som Den gode Herre kan lade tilfalde et sogn og er én af de mest dyrebare gaver, der udgår fra den guddommelige barmhjertighed. ”O, hvilken værdighed præsten besidder”, sagde han, ”hvis han blot kunne forstå, hvad det er, han er, da ville han falde død om … Gud adlyder ham: Han fremsiger nogle ord, og Herren stiger ned fra Himlen ved hans stemmes klang, blot for at tage bolig i Den lille Hostie”.
Han forklarer derpå for sine sognebørn sakramenternes væsentlighed:
”Uden ordinationens sakramente ville vi ikke have Herren. Hvem placerer Ham i Tabernaklet? Det gør præsten. Hvem byder din sjæl velkommen ved dit livs begyndelse? Det gør præsten. Hvem nærer din sjæl og giver den styrke på din pilgrimsvandring? Det gør præsten. Hvem vil forberede din sjæl til at skulle stå foran Gud og tvætte den ren i Jesu Kristi Blod? Det gør præsten, og det er altid præsten. Og skulle der ske det, at en sjæl ”dør” grundet synd, hvem vil da rejse den på ny og genoprette fred og ro i den? Det vil præsten… Næstefter Gud er det præsten, der er alt … Det er først, når han er i himlen, at han fuldt ud vil forstå det, han er.
Forsvar jeres præster og knæl for dem

Det er på tide, at alle katolikker finder tilbage til ærefrygten for præsteskabet. Det er på tide, at vi genopdager den skønhed, der er over præsteskabet. Det er på tide, at de troende forsvarer deres elskede præster, og endnu vigtigere er det, at de knæler for dem, ligesom for Kristus, i taknemmelighed, tilbedelse og bøn.
Jesu Kristi præsteskab er igennem det sidste årti blevet trukket igennem sølet. Nogle enkeltes synder og svagheder – og disse skal ikke under nogen omstændigheder underkendes, bortforklares eller gå upåtalt hen: De skal i ydmyghed bekende deres synd og møde barmhjertig tilgivelse. Disse synder og svagheder har i realiteten tildækket Kristi Ansigt og præster med snavs og været årsag til, at Hans Brud, Kirken har måttet græde bitterhedens og skammens tårer.
Sig blot, hvad I vil, Herrens løfter, som er blevet udtalt af Hans profet, vil forblive, fordi Herrens ord varer til evig tid: ”Dets præster klæder jeg i frelse og dets fromme skal juble” (Sl 132:16).
Præsten fortsætter frelsesarbejdet på jorden

For syv år, siden da pave Benedikt XVI udråbte et år for præsteskabet, indbød han hele Kirken til at være opmærksom på læren fra sognepræsten i Ars og tage den til hjerte. Her er netop det, vi har ventet på: Ordene fra en hellig præst om præsteskabet:
Kunne vi fuldt ud forstå, den betydning en præst har her på jorden, da ville vi dø ikke af frygt, men af kærlighed. Uden præsten ville Vor Herres lidelse og død være til ingen nytte. Det er præsten, der viderefører frelsesarbejdet på jorden … Hvad nytter det, at et hus er fyldt med guld, når ingen åbner døren til det? Det er præsten, der har nøglen til himlens skatte, det er ham, der åbner porten, han er Den gode Herres forvalter, den der styrer Herrens husholdning. Lader man et sogn være uden præst i tyve år, da vil man i sognet ende med at tilbede stedets dæmoner. Præsten er ikke præst for sig selv, men for jer.
En ny pinse for præsteskabet

Ingen præst er præst for sig selv. Hver eneste præst er præst for Kirken. Bed derfor – og fast for præsterne. Tilskynd Faderen til at herliggøre Sin Søns præsteskab ved at udgyde Den guddommelige Trøster over præster i hele verden. Bed med frimodighed om en ny pinse for præsteskabet. Det er kun ved Helligånden, at præsterne vil genfinde deres første kærlighed og profeternes og helgenernes nidkærhed.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. august 2016. Den kan læses på: The Holy Curé of Ars – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s