Skt. Alfons Maria de Liguori

Det er ikke nogen hemmelighed i hvert fald ikke for mine venner, at jeg er meget glad for Skt. Alfons Maria de Liguori, og jeg ønsker at tro, at han også nærer sympati for mig. Der ligger implicit en trøst i disse mystiske venskaber med helgenerne, venskaber, der rækker ud over himmel og jord. Den 30. marts 2011 dedikerede pave Benedikt XVI sin onsdagsaudiens til denne helgen fra Bourbon i Napoli, nemlig min kære ven Skt. Alfons. Underoverskrifterne, som er fremhævet, er mine egne.

Han formåede at formidle alt om det åndelige liv til ”manden på gaden”

Kære brødre og søstre: i dag vil jeg præsentere jer for én af de hellige kirkefædre, som vi skylder meget, da han var en fremragende moralteolog og formidler af alle aspekter vedrørende det åndelig liv selv til ”manden på gaden”. Han har skrevet teksten og komponeret musikken til én af de mest populære julesange i Italien, som er: ”Tu scendi dalle stelle” (Du kommer ned fra stjernerne). Dette og mange andre værker har han også komponeret.

Fra retssalen til alteret

Alfons Maria Liguori blev født i 1696 i en adelig og velhavende familie i Napoli. Han var blevet begavet med en særlig intellektuel formåen, og derfor tog han allerede som 16-årig eksaminer i civil- og kanonisk ret. Han var den dygtigste advokat ved domstolen i Napoli. I otte år i træk formåede han at vinde hver eneste sag, hvor han fungerede som forsvarer. Imidlertid længtes hans sjæl efter Gud, og han ønskede (åndelig) fuldendelse. Herren lod ham forstå, at hans kald lå et helt andet sted. Derfor forlod han i 1723 det miljø og det fag, han bestred, fordi han blev indigneret over den uretfærdighed og det fordærv, der prægede hans omgivelser. Det var ikke kun det, han forlod, det var også den rigdom og succes, det var en del af hans virke, han afstod fra. Han bestemte sig for at følge sit nye kald og blive præst, selvom det var hans far imod.

Hans teologiske forståelse

Han havde nogle meget dygtige lærere, der introducerede ham til studiet af Den hellige Skrift, Kirkens historie og mysticisme. Han opnåede stor teologisk forståelse, og han benyttede sin viden nogle år senere som forfatter. Han blev præsteordineret i 1726 og påbegyndte derefter sit pastorale virke i bispedømmets kongregation for apostolisk missionsaktivitet.

Capelle Serotine: Aftenmøder i kapellerne

Alfons begyndte at foretage evangelisering og formidle katekeser blandt de fattige i Napoli, som han holdt meget af at forkynde for – og give katekeser til, så de fik en forståelse for de grundlæggende elementer i troen. Der var mange mennesker, som han henvendte sig til i denne ”socialklasse”, der levede deres liv i stor fattigdom, og som ofte var et liv med mange laster og et liv præget af kriminel aktivitet. Med tålmodighed lærte han dem at bede og opmuntrede dem til at forbedre sig og komme væk fra deres kriminelle løbebane. Alfons så markante resultater vokse frem: I de fattigste kvarterer i byen begyndte større grupper af mennesker at forsamle sig i private hjem og på butiksarealer for at bede og fordybe sig i Guds ord under vejledning af kateketer, der var blevet uddannet af Skt. Alfons eller præster, der regelmæssigt besøgte dissegrupperaf troende. Da disse møder, efter ønske fra ærkebiskoppen i Napoli, blev afholdt i byens kapeller, blev dette kaldt for ”aftenmøderne i kapellerne”. Dette blev til en kilde for moralsk dannelse blandt disse mennesker, hvilket ledte til social stabilitet, hvor man hjalp og støttede hinanden, og det vil sige, at tyveri, intern rivalisering og prostitution næsten forsvandt.

En surdej, der gennemsyrer hele samfundet

Selvom den sociale og religiøse kontekst på Skt. Alfons’ tid var meget forskellig fra vores, var disse ”aftenmøder i kapellerne” en slags ”køreplan” for missionsaktivitet. Dette var en model, som vi i dag kan hente inspiration i, når det handler om nyevangelisering, især blandt de mest fattige, og det at opbygge en mere retfærdig, broderlig og solidarisk sameksistens. Denne opgave havde i sagens natur en åndelig dimension, og den var lagt i en præsts hænder, mens (åndeligt) dannede lægfolk kunne bestride en (kristen) lederposition og på den måde kunne dette være en ægte evangelisk ”surdej”, der gennemsyrede hele samfundet.

Missionsvirksomhed rettet til de fattige i landdistrikterne

Efter Skt. Alfons i længere tid havde overvejet at begynde en evangelisering blandt hedningerne, kom han i en alder af 35 i kontakt med bønder og hyrder i de egne, der lå midt i kongeriget Napoli, og slået af deres religiøse uvidenhed, og det, at de var blevet overladt til sig selv, besluttede han sig for at forlade hovedstaden og målrette sit arbejde disse mennesker, der led under materiel og åndelig fattigdom. I 1732 stiftede han den præstekongregation, der er kendt som Redemptoristerne, som han fik under protektion af biskop Thomas Falcoia og Skt. Alfons blev superior for denne præstekongregation. Disse præstelige ordensfolk, der var under ledelse af Alfons, var missionærer helt ind i sjælen. De nåede ud til landsbyerne i de fjerneste egne af regionen, hvor de forkyndte omvendelse og udholdenhed i det kristne liv, og fremfor alt at man skulle gøre dette gennem bøn. Den dag i dag befinder Redemptoristerne sig stadig i mange lande i hele verden (dog med nye apostolisk udtryk), hvor de fortsætter med at evangelisere. Jeg tænker altid på dem med taknemmelighed og formaner dem til at være trofaste i gerningen og følge det eksempel, deres grundlægger gav.

Biskop af Sant’Agata dei Goti

Grundet sin godhed og pastorale nidkærhed blev Alfons i 1762 udnævnt til biskop af Sant’Agata dei Goti. Dette var en tjeneste, som han senere i 1775 fratrådte med tilladelse fra pave Pius VI på grund af den sygdom, der ramte ham. I 1787 udbrød pave Pius VI, da han fik besked om Alfons død, der var indtrådt efter megen lidelse: ”Han var en helgen”, og i den henseende tog han ikke fejl. Alfons blev kanoniseret i 1839, og i 1871 erklærede man ham som kirkelærer.

Med tillid til- og håb om Guds nåde

Titlen som kirkelærer tilfaldt ham af mange grunde. Først og fremmest var det, fordi han udarbejdede meget lærestof vedrørende moralteologi, som på en klar måde forklarede katolsk doktrin, og det på en sådan måde at pave Pius XII proklamerede og betegnede ham som ”værnehelgen for alle bekendere og moralteologer”. På Skt. Alfons tid havde en meget streng fortolkning af moral fundet udbredelse, hvilket skyldtes at Jansenismen havde vundet stort indpas. I stedet for at formidle tro og håb i forhold til Guds nåde, fremmede Jansenismen en generel frygt for Gud, som blev karakteriseret som frygtindgydende og meget streng, hvilket ligger meget fjernt fra det, som Jesus har åbenbaret for os.

En moralteolog med en mild og barmhjertig forkyndelse

I sit hovedværk ”Moral Theology” viser Skt. Alfons på en overbevisende måde den balance, der er mellem de bud, der er i Guds lov, som er lagt i vore hjerter og åbenbares af Kristus og fortolkes af Kirken, og den måde hvorpå menneskets samvittighed fungerer samt den frihed, mennesket har. Det er samspillet mellem disse to og ved en livsførelse i relation til sandhed og godhed, der muliggør en åndelig modning og fuldendelse. Til sjælesørgere og skriftefædre anbefalede Alfons, at man i sit arbejde er tro overfor den katolske morallære og kombinerer dette med en favnende og blid holdning, så den angrende fornemmer, at denne bliver fulgt, støttet og opmuntret i sin pilgrimsvandring og kristne liv.

Præsten, som et synligt tegn på Guds uendelige barmhjertighed

Skt. Alfons blev aldrig træt af at gøre opmærksom på, at præsten er et synligt tegn på Guds uendelige barmhjertighed, som tilgiver og oplyser synderens sind og hjerte, så denne omvender sig og ændrer sit liv. I vor tid, hvor der er synlige tegn på et tab af moral, samvittighedsnag (det må man erkende, at der er en vis mangel på) og forståelsen af, hvad bodens sakramente kan gøre for mennesket, er Skt. Alfons lære mere end nogensinde aktuel.

Jesu og Marias kærlighed

Udover sine arbejder om teologi, forfattede Skt. Alfons også mange andre skrifter, der var målrettet den religiøse dannelse af folk. Hans ”stil” er enkel og tilgængelig. Skt. Alfons arbejder er blevet oversat til mange sprog og har givet et væsentligt bidrag til – og formet den ”moderne” åndelighed igennem de sidste to århundreder. Nogle af disse værker kan med fordel læses i dag, det være sig ”The Eternal Maxima”, ”The Glories of Mary” og ”The Practice og Loving Jesus Christ”. Den sidste titel kan betegnes som en syntese mellem hans refleksioner samt hans mesterværk.

Den, der beder bliver frelst

I sine skrifter er Skt. Alfons insisterende, når det gælder brugen af bøn, det er den, der gør det muligt at åbne op for den guddommelige nåde til dagligt at gøre Guds vilje og opnå helliggørelse. I forhold til bøn skrev han: ”Gud nægter ikke nogen bønnens nådegave, som hjælper en til at overvinde enhver form for begær og fristelse. Og jeg siger og vil gentage det gang på gang igennem hele mit liv, at bøn er fundamentet for frelsen”. Det er fra dette citat, at hans berømte grundsætning stammer: ”Den, der beder bliver frelst” (stammer fra ”the grat means of prayer and related booklets. Opere ascetiche II, Rome 1962, p.171).

Der, hvor man lærer at bede

I den forbindelse tænker jeg tilbage på min forgænger, den ærværdige Guds tjener Johannes Paul II og hans formaning: ”De kristne samfund bør være netop de steder, hvor man lærer at bede. At lære hvordan man beder bør være et centralt element i det pastorale virke”. (Den apostoliske skrivelse Novo Millennio Ineute, 33, 34).

At gå hen til – og tilbede det Allerhelligste sakramente

Den bønspraksis, der oftest fremhæves af Skt. Alfons, er, når man går hen til- og tilbeder det Allerhelligste sakramente, eller som man i dag definerer det i kort form ”Eukaristisk tilbedelse”, som kan foregå i kortere eller længere tid, hvor man er alene eller sammen med andre. Skt. Alfons skrev: ”Den Eukaristiske tilbedelse er den tilbedelsesform, der er den fremmeste blandt tilbedelsesformer, fordi man her tilbeder Den sakramentale Jesus, og derfor får den en fremtrædende plads i forhold til de andre sakramenter. Denne tilbedelsesform vækker stort behag hos Gud og er til stor nytte for os. ”O, hvilken herlighed at være foran alteret bærende på troen, og hvor vi kan frembære det, vi har på hjerte for Ham, ligesom venner gør overfor hinanden, fordi man har tillid til hinanden” (Visits to the Most Blessed Sacrament and to Mary Most Holy for Each Day of the Month. Introductio).

Kristocentrisk og Mariansk

Skt. Alfons åndelighed er på en helt unik måde kristologisk og dermed centreret om Kristus og Hans evangelium. Overvejelser omkring mysterierne vedrørende inkarnationen og Herrens lidelse var ofte genstand for hans forkyndelse. Det er ved inkarnationen og Herrens lidelse, at frelsen gives frit til alle mennesker, og netop fordi dette er Kristocentrisk, er Alfons fromhed helt igennem Mariansk. Med en særlig hengivenhed overfor Maria, tegner han et billede af den rolle, hun spiller i frelseshistorien: Hun hjælper sin Søn i forhold til frelsesaspektet, er formidler af nåden, er moder, den, der går i forsvar for sine børn, og hun er Dronning. Desuden bekræftede Skt. Alfons Maria Liguori, at en stor hengivenhed overfor Maria vil være os til stor trøst i vores dødsøjeblik. Han var overbevist om, at det at overveje vores evige bestemmelsessted, at vi er kaldet til for altid at være i Guds velsignelse, såvel som det, at der også eksisterer en mulighed for evig fortabelse, ville bidrage til, at vi med ro i sindet kan møde døden med fuld tillid til Guds godhed.

Godhed

Skt. Alfons Maria Liguori er et eksempel på en præst, der var nidkær i sit pastorale virke, og på den måde vandt han mange sjæle. Det gjorde han ved forkyndelsen af evangeliet og ved sin forvaltning af sakramenterne samt hans måde at være på, som var præget af en venlig og sagtmodig godhed, der stammede fra hans tætte relation til Gud, som er uendelig godhed. Han besad et realistisk og optimistisk billede af de midler, som Herren har stillet til rådighed overfor det enkelte menneske, og han anlagde et centralt fokus på hjertet og sindets følelser i relation til at kunne elske Gud og næsten.

Hellighed er tilgængelig for enhver

Afslutningsvis vil jeg minde om, at vores helgen på mange måder ligner Skt. Francis de Sales, som jeg talte om for et par dage siden, fordi de begge insisterede på, at hellighed er mulig for enhver kristen: ”Det gælder ordensbroderen/søsteren, lægmanden, præsten, ægteparret, købmanden, soldaten, og jeg kunne blive ved. At opnå hellighed gælder alle uanset stand” (Practice of Loving Jesus Christ, Opere asetiche I, Rom 1933, p. 79). Jeg takker Herren, der ved Sit Forsyn lader helgener og kirkelærere fremstå på forskellige tidspunkter og steder, og som benytter de samme ord til at indbyde os til at vokse i tro og leve den med kærlighed og glæde ved enkle gerninger i dagligdagen, så vi kan betræde hellighedens vej, den vej, der fører til Gud og sand glæde. Tak for jeres opmærksomhed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. august 2016. Den kan læses på: Saint Alfonso Maria de Liguori – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s