Husk den ærefrygt og skræk, som Vor Herres forklarelse afstedkom

I dag genkalder Kirken sig Kristi forklarelse på bjerget Tabor. Selvom forklarelsen på bjerget også optræder i evangelielæsningen den første søndag i fasten, så har Kirken i sin store visdom ønsket at give os en ekstra mulighed for (uden for fasten) at kunne fordybe os i det tidløse budskab, der ligger i forklarelsen på bjerget.

Den kristne civilisation og dens æstetiske præg gjorde det til sædvane at udarbejde smukke afbildninger af de historier, der er i Bibelen, så de efterlod os med tilbageholdt åndedræt grundet lige dele chok og ærefrygt, fordi de var lige så levende, som da hændelsen skete første gang. Dette skal ikke ses som en begrundelse for at tilsidesætte eller glemme den kultur eller den æstetiske tradition, der frembragte dette arbejde, men det er nærmere en begrundelse for, at vi stopper op og tænker over, hvordan det ville have været, hvis man selv var vidne til en given bibelsk begivenhed.

I evangeliet, hvor der berettes om forklarelsen, undlader man ikke at fortælle om den frygt og forvirring, der greb de 3 udvalgte apostle, der sammen med Jesus havde besteget bjerget Tabor, da de blev vidner til, at Jesu guddommelige natur overstrålede Hans menneskenatur og samtidig hørte en røst, der var Faderens stemme. Der var ikke tale om en hyggelig skovtur, som skulle afsluttes med en formidabel bjergudsigt, men om en oplevelse, der skulle indprente sig for livet hos apostlene og gøre dem ydmyge overfor det, som de blev vidner til. Lang tid senere ville Skt. Peter nedfælde følgende i sit andet Brev:

For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg” (2 Pet 1: 16-18).

På det tidspunkt, hvor hændelsen fandt sted, forstod Peter og de to andre apostle ikke det, de var vidner til. Peter foreslog, at man kunne bygge en hytte til hver af de tre, som apostlene så: Moses, Elias og Jesus. ”Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede” (Mark: 1: 6). Origenes, der gjorde sig gældende på kirkefædrenes tid, foreslår, at det kan antages, at djævelen er på spil her (ligesom han var på et andet tidspunkt i en ordveksling mellem Jesus og Peter (jf. Matt 16: 23)), ved at lægge vægt på trøst og omsorg eller blot forsøge på at forhale det, der skal ske.

Man bør have med i sin overvejelse, at grunden til, at Peter udtrykte sig, som han gjorde, var, fordi han kortvarigt var præget af et ”ustabilt stemningsleje” eller befandt sig i ekstase (execessus mentis) eller måske var ”bevæget” af en given ånd (ikke sin egen), som havde til hensigt at benytte Peter som snublesten for Jesus, så Han veg tilbage for den lidelse, der ventede Ham, og som skulle lede til menneskehedens frelse. Man må kort fortalt have med i sin betragtning, at den ondes ånd ikke på snedig vis var til stede for at sætte en stopper for frelseshistoriens videre forløb (citat hentet fra Skt. Thomas AquinasCatena Aurea on Mark, 9, §1).  

Man kan sige, at Origenes kunne have ret i sin antagelse, men det synes mere sandsynligt, at Peter ganske enkelt blev overvældet af det, der skete, og derfor kom med nogle uheldige formuleringer blot for at gøre et eller andet. For Peter var, til forskel fra Johannes, der grundigt overvejer tingene, en handlingens mand. 

I Lukasevangeliet kapitel 9: 31 bliver sløret kun tilnærmelsesvist løftet for mysteriet om Kristi frelsende død og opstandelse og Hans fornedrelse og herliggørelse, og at det netop var det, som Jesus, Moses og Elias talte om. Den, der kom med loven, og profeten talte med deres Herre om Dennes ”bortgang” (på græsk exodos og excessum i den gamle udgave af Vulgata, ”bortgang” i Douay-Rheims og ”død” i Ronald Knoxs’ bibelversion), og det, ”Han skulle opfylde i Jerusalem”. Det, Kristus talte om, var, at Han på vegne af det faldne menneske ville forlade det land, hvor mennesket var slavebundet, og Han ville forlade denne syndens verden ved Sin død og opstandelse på en helt ekstraordinær måde og ved en guddommelig kærlighed, der er grænseløs.

I sin (Skt. Johannes Chrysostomos) kommentar til Lukasevangeliet kapitel 9: 31, siger han følgende: ”De (Moses og Elias) talte om Jesu bortgang, som ’Han skulle opfylde i Jerusalem’”, og Chrysostomos fortsætter med at sige: Kristus bad Sine tjenere træde frem, ”for Han ville synliggøre korsets herlighed for at trøste Peter og de andre, som bekymrede sig om den lidelse, Han skulle gennemgå”. Kristi bortgang ville blive ledsaget af en ubeskrivelig lidelse (passio). Netop denne lidelse forårsager, at et menneske vil finde det ubærligt at være i sit legeme, og dette er en betragtning Skt. Thomas Aquinas har gjort sig:

For ligesom et bæger med vin gør et menneske beruset, således vil den bidende smerte, der følger lidelsen, forårsage, at mennesket vil finde det ubærligt at være i sit legeme (quasi hominem extra se ponit), det er det, det fremgår af Klagesangene kapitel 3: 15: ”Han mættede mig med bitre urter, gav mig malurt at drikke”. Vor Herre benyttede denne talemåde, da Han gjorde rede for sin lidelse, hvilket vi finder bevis for i Mattæusevangeliet kapitel 26: 39: ”… så lad dette bæger gå mig forbi” (Sent. IV.8.2.2.2).

Det er klart, at for Aquinas og andre forfattere fra middelalderen kom passionsmysteriet klarest til udtryk i konsekrationen af vinen til Lammets frelsegørende Blod, og det er af den grund, at præsten i den ældre ritus i Den hellige Messe (i Vesten) hvisker ”mysterium fidi” midt i bønnen over kalken.

Peters excessus metis eller ”ustabile stemningsleje” skyldtes enten en stor frygt, eller at han blev overvældet (ligesom de to andre apostle også blev overvældet) ved det kortvarige lys af Guds Søns evige herlighed, der gennemtrængte Jesu menneskenatur. Men Peters reaktion bør ikke vække undren hos os, for vi finder mange skriftsteder i Bibelen, hvor åndelige væsner (engle), der står under Gud, som ved deres fremtræden afføder frygt. Da Herrens hærfører viser sig for Josva, da kaster Josva sig til jorden og siger til ham: ”Hvad har min Herre og sige til sin tjener?” (Jos 5:13-14). Gideon var af den opfattelse, at han ville gå til grunde, fordi han havde set Herrens engel ansigt til ansigt. ”Men Herren sagde til ham: ’fred være med dig! Vær ikke bange, du skal ikke dø’” (Dom 6: 22-23). Da Rafael afslørede sin identitet overfor Tobit og Tobias ”blev de begge forfærdede, og de kastede sig ned, fordi de blev bange. Men han sagde til dem: ’Vær ikke bange! Fred være med Jer’” (Tob 12: 16-17). Flere af sådanne åndelige åbenbaringer gjorde sig gældende i forhold til profeten Daniel. Ærkeenglen Mikael … ”stod pludselig foran mig … da han kom hen, hvor jeg stod, blev jeg grebet af rædsel og kastede mig ned … Jeg, Daniel, blev ramt af sygdom i nogen tid” (Dan 8: 15 og 27).

I en åbenbaring, der på slående vis minder om Jesu forklarelse på bjerget Tabor, fortæller profeten Daniel følgende:

På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare. Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden. Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder. Så sagde han til mig: Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. Fyrsten over perserriget har stået mig imod i enogtyve dage, men Mikael, en af de fornemste fyrster, kom mig til hjælp, da jeg var ladt tilbage dér hos Persiens konger. Og nu er jeg kommet for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage”.

Da han sagde det til mig, bøjede jeg mit ansigt mod jorden og blev stum. Men så var der en, der lignede et menneske, der rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kunne tale igen, og jeg sagde til ham, der stod foran mig: Herre, ved synet fik jeg krampe, og jeg havde ikke flere kræfter. Hvordan kan jeg, din tjener, tale med dig, der er min herre, når der ikke er mere kraft i mig, og min livsånde forsvinder? Men han, der så ud som et menneske, rørte ved mig igen og gav mig styrke, og han sagde: Frygt ikke, du højtelskede mand! Fred være med dig! Vær stærk! Vær stærk! Mens han talte til mig, fik jeg styrken tilbage, og jeg sagde: Nu kan du tale, herre, for du har givet mig min styrke igen. Så sagde han: Ved du, hvorfor jeg er kommet til dig? Jeg tager nu kampen op med Persiens fyrste, og når det er forbi, kommer Grækenlands fyrste. Men jeg skal fortælle dig, hvad der står i Sandhedens Bog – ikke en eneste vil hjælpe mig imod dem, undtagen Mikael, jeres fyrste” (Dan 10: 2-21).

Mysterierne i den kristne religion er i sandhed opmuntrende og giver trøst, men vi må også huske på, at de er frygtelige, fantastiske og udfordrende. Ved juletid husker vi på, at denne er en tid med trøst og glæde, ved festen for Jesu forklarelse på bjerget Tabor, husker vi det blændende lys, forbløffelsen, forvirringen og den majestætiske stemme, der får al menneskelig tale til at forstumme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 6. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/remembering-the-awe-and-terror-of-our-lords-transfiguration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s