Katolske munke afslører, hvordan de i klosteret forbereder sig på døden

”Munken dør, som han har levet”.

I denne tid optræder der ofte i nyhederne eksempler på historier om den stadig større brug af eutanasi i den vestlige verden.

En praksis, der engang blev betragtet som decideret afskyelig, ja som rendyrket mord på dem, som er de mest sårbare, og som allermest fortjener vores kærlighed, opmærksomhed og hengivenhed, fremmes som værende den bedste måde, hvorpå vi kan hjælpe et andet menneske ”ud af dets elendighed”, næsten ligesom når en halt hest eller et sygt kæledyr bliver taget af dage af en dyrlæge.

Det synes, som om vi er vidner til den velkendte arrogante måde, hvorpå den vestlige verden forsøger at tage kontrol over det mysterium, man kalder for døden ved at foretage en ”forebyggende indsats”. I stedet for at se dødens lidelse som en renselse frem mod det evige liv, forsøger vi på at få det til at fremstå som en måde, hvorpå man smertelindrer.

Bag de pseudovidenskabelige argumenter og den falske medfølelse finder man stadig den primitive frygt for døden, som ingen teknologi kan overvinde. Døden er den virkelighed, der sætter den resterende del af livet i perspektiv, som værende meningsfuldt eller meningsløst. Den hellige Paulus siger endda, at Vor Herre kom for at ”befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom” (Hebr 2:15). Slaver, der føler sig undertrykt og fanget ind i håbløshed, tvinges til at foretage desperate handlinger.

Den samme Herre Jesus Kristus, Guds Søn, der hersker over hele den skabte verden, oplevede frygten for døden, som lå i Hans sande menneskenatur. Døden er et onde, som enhver skabning i sagens natur vil flygte fra. Mennesket, der har evnen til at ræsonnere og samtidig besidder en tidsopfattelse, er opmærksom på dette fremtidige onde, og det foruroligende, det bringer med sig. Det er ikke underligt, at den moderne postkristne verden hele tiden forsøger at undslippe døden og gemme den væk på bedst mulig måde. Uden Gud har døden ingen mening, uden Kristus rummer døden ingen fordel, og uden Helligånden kan døden ikke konfronteres med kærlighed og håb. Døden bliver én stor absurditet snarere end en passage fra det dødelige til det udødelige liv.

I slutningen af 2019 udgav Ignatius Press en ny bog som både er afdæmpet og på en mærkelig måde opløftende. Der er tale om Nicolas Diat´s ”A Time to Die: Monks on the Threshold of Eternal Life”. Diat, der er fransk journalist er også kendt for sit tre binds værk, som er alle er interviewbøger med kardinal Sarah: ”God or Nothing”, ”The Power of Silence” og ”The Day is Now Far Spent”. Bogen, som denne artikel handler om, er baseret på forfatterens eget arbejde, har et forord, der er skrevet af kardinal Sarah.

For at kunne skrive denne usædvanlige bog gav Diat sig tid til at besøge otte klostre i Frankrig med det formål at tale med munke om deres betragtninger vedrørende døden, hvordan de forbereder sig på den, og hvordan det påvirker dem, når én af deres (med)brødre går til det evige liv. Det er underfundigt, for man bliver klar over, at spørgsmålet om døden på enhver måde griber ind i de andre spørgsmål menneskeheden tager favntag med, og på den måde bliver spørgsmålet om døden det spørgsmål, som religion og i særdeleshed ordenslivet kan give et svar på. På den måde bliver bogen et indirekte forsvar for den sandhed, der ligger i kristendommen.

Jeg har i det følgende udvalgt nogle eksempler fra bogen, som jeg vil dele med læserne. På et tidspunkt bemærker Dom David fra klosteret Calcat:

”Han (Günther Anders) siger om det prometheanske skift, der præger den moderne verden, at mennesket har skabt en teknologisk verden, der ydmyger det og får det til at føle skam … teknologien kan ikke være en fejl. I modsætning hertil var mennesket ifølge den klassiske antropologi, det øverst rangerende i dyrenes rige. I løbet af de sidste 50 år er det blevet det mindste i en verden, der domineres af teknologiske afguder” (53).

Dom David siger, at vores medicinske teknologi har udviklet sig på en sådan måde, at den forlænger vores smerte og efterlader os iturevet. Dette kan ende op med, at vi ser på hinanden og os selv på en depersonaliseret måde, som om vi er maskiner med funktionelle eller ikke-funktionelle dele, i stedet for at se Guds billede, der er uendeligt mere værdifuldt end selve kroppen og den mangfoldighed af teknologi, vi har skabt. Læserne af denne artikel vil sikkert blive overrasket over at erfare (selvom det i sagens natur er sådan), at man i klostrene mødes med samme udfordringer, som lægfolket gør, når det handler om: at tage vare på et menneske frem mod livets afslutning, brugen af smertestillende medicin, og at få bragt en patient hjem fra hospitalet, så vedkommende kan dø i eget hjem.

Diat har inddelt bogen således, at man bliver mere og mere tryg ved døden, som ens læsning skrider frem.

På klosteret En-Calcat fortæller en alvorligt syg munk følgende: ”Jeg er klar over, at på et tidspunkt er livet ikke længere vigtigt. På samme tid er det netop der, at livet får sin fulde betydning. Jeg er mig bevidst, at alt har en afslutning. Men det er nødvendigt at stå op og kæmpe for livet” (43).

På klosteret Solesmes taler sygeplejeren om, hvordan han har lært at ”sænke tempoet” og være opmærksom på de ”små ting”, så han ikke er fortravlet i sin pleje af de syge:

”Risikoen for, at man betragter en syg som en ting, er til stede. Jeg må derfor bede for, at jeg må få styrke til at opfylde mit ønske om at tjene. Den syge broder er Kristus. Når vi en dag skal stå til ansvar over for Gud, vil det være i forhold til den kærlighed, vi har udvist overfor de svageste. Jeg bør vide, hvordan jeg lader min tid være de syges. At være ”en glad giver” er det vigtigste i livet. Kristus sagde: ”Den, der har mistet sit liv … skal redde det” (Matt 10:39) (61).

Br. Theophane fra klosteret Sept-Fons fortæller Diat: ”Der findes ikke noget andet tidspunkt, som ved én af mine brødres bortgang, at jeg i særdeleshed er opmærksom på Guds nærvær. Der opstår på en vis måde et ”brud” både før og efter døden. Man befinder sig i det helt rigtige skæringspunkt mellem Gud og de levende” (93).

En munk på klosteret Cîteaux, Dom Olivier fortæller noget, der er som et ekko af ørkenfædrene: ”Den mest vanskelige død, der findes, er den daglige (fra sig selv), når vi føler os sunde og raske, men disse ”dødsfald” forbereder os på den endelige død. De små dødsfald, som egoet undergår, er de egentlige store dødsfald, og det er dem, der skaber muligheden for en god død” (104).

Det kapitel, der rørte mig mest, er det om klosteret Fontgombault, et benediktinerkloster, der helt igennem er traditionelt orienteret og huser et langt større antal brødre end normalt (klosteret Clear Creek i USA er deres søsterhus). Diat fortæller:

”En sengeliggende munk opretholder sine religiøse rutiner, som en ordensbroder bør. Han er opmærksom på sin rosenkrans og husker at bede sine bønner. Den monastiske dannelse er kontinuerlig. Munken dør, som han har levet. Han vælger hverken sin sygdom eller lidelse, men hans død ligner stadig hans liv” (131).

Én af de munke, der bliver interviewet siger: Desto stærkere man fornemmer det overnaturlige liv, jo mere forbundet er man med livet efter døden, og desto enklere bliver døden” (ibid). Den katolske tradition har længe understreget dette aspekt: Hvis vi ønsker at få en hellig død, bør vi anstrenge os for at få udviklet de sædvaner i vort liv, der vil komme i spil den stund, som bliver vores dødsstund, hvor vi har allermest brug for dem. I den forstand er døden ikke andet end det allersidste øjeblik i en proces, der længe er gået forud for den, altså døden, og som er en forberedelse til den. De, der måtte synes, at det er ”uretfærdigt”, at ens evige skæbne udelukkende afhænger af sjælens tilstand i dødsøjeblikket, anskuer ikke dette på den rette måde: De ser ikke den sandhed, som er ”at sådan som et menneske lever, således dør det også”.

I dette kapitel om klosteret Fontgombault, optræder det mest bevægende vidnesbyrd, der bliver givet af Dom Pateau, og som deler følgende visdom med læseren:

”Den teknologiske udvikling overvælder os indtil det sidste. Gud må ’presse på’ for at få os til at bruge den tid, vi har fået: Når Gud siger, ”nu er det nok”, da vil det moderne menneskes svar være: ’jeg har ikke tid. Vi befinder os i en situation, hvor dette vort livs højdepunkt går vores næse forbi. Mennesket er blevet en slave, og derfor har det ikke længere tid til sig selv eller Gud. Dette er grusomt i sig selv. Mennesket har ikke tid til at dø, fordi det ikke har tid til at leve. Munken accepterer for sin del, at al hans tid bliver Guds tid. Klosterlivet er fyldt med glæde, ligeledes er døden i klosteret” (135).

I kapitlet om klosteret Mondaye fortælles der en vidunderlig historie om en ældre soldat, der stammede fra regionen Champagne, og som kæmpede under 2. verdenskrig, og som senere blev augustinerkannik. Han var på hospitalet og lå på sit dødsleje der, da hans fader abbed kom for at lade ham modtage det sidste skriftemål, olie og Kommunion. Men det var ikke en trist stemning, der prægede deres møde. Efter at den syge havde modtaget sakramenterne, åbnede abbeden en flaske champagne, og de drak en (sidste) skål. To dage senere efter at være blevet bragt tilbage til klosteret døde fader Vincent en fredelig død (148-49). Diat fremhæver her en sætning, der er værd af fundere over: ”Det fulde fællesskab består af levende og døde” (149). Dette er ikke den måde, vi tænker på i det moderne Vesten, og det var det, Chesterton måtte erkende, at han følte sig nødsaget til at minde os om: ”Traditionen er bygget på de dødes demokrati”. Faktisk er det sådan, i alt fald i katolsk optik, at størstedelen af Kirken består af de retfærdiges sjæle, som nok er døde, men er langt mere i live, end vi er, når det gælder det liv, der er det sande liv. Deres samfund (de helliges samfund) er et forbillede for os, det er dem, der yder os deres støtte og sammen med dem, udgør vi ét legeme.

Overraskende nok er det Karteuserne, der som den mest strenge og utilgængelige af alle ordener, fremstår som de mest humoristiske. I bogens sidste kapitler kan man læse, at det er Karteuserne, der er ”leveringsdygtige”, når det handler om helgener, men de er meget ydmyge og ”går stille med dørene”, når det handler om hellighed. Historien fortæller, at en karteuser, en lægbroder i midten af det 17. århundrede døde og blev begravet. Efterfølgende blev hans gravsted centrum for stadig flere mirakler. Da dette kom hans prior for øre, hastede han til lægbroderens grav og henvendte sig til den afdøde og befalede: ”I den hellige lydigheds navn, forbyder jeg dig at udføre mirakler”, derpå ophørte de ekstraordinære fænomener (164).

En læge siger til en karteuser: ”Det her er alvorligt, risikoen for at dø er til stede”. Uden nogen overvejelse siger munken: ”Nå, hvis det kun er det …” (168).

Diat har med nænsom hånd samlet et udvalg af sjældne eksempler på fromhed, sund fornuft og kristent håb, og nu er de blevet tilgængelige og til gavn for os. En karteuser fortæller Diat: ”Jeg benytter halvdelen af mit liv til at tænke på det evige liv … det er den ”kulisse”, der udgør hele min eksistens … . Vi bør elske denne indgang, som giver os adgang til at kende Faderen” (166). Den samme munk skriver i en senere note til forfatteren: ”Det er ikke selve indgangen, jeg venter på, men det er det, der er på den anden side af denne indgang. Det er ikke døden, jeg venter på, men livet. Dette burde være en selvfølge, men underligt nok er det det ikke” (169).

I sit forord skriver kardinal Sarah: ”Klostrene er steder, hvor man lærer at leve og dø i en atmosfære præget af lydløs bøn, hvor blikket er rettet mod det hinsides og Den, der skabte os …”. Nicolas Diat har faktisk vist, hvor meget vi kan og skal lære af munkene, der lever og dør for Kristus, i Kristus og med Kristus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 15. januar 2020. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/catholic-monks-reveal-how-they-prepare-for-death-in-a-monastery

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s