Pænhedens Kirke!

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Har I for nylig taget del i en Messe i Pænhedens Kirke, altså i en katolsk menighed, der errodfæstet i Skt. Pænhed?

I ved allerede lige præcis, hvad jeg hentyder til, nemlig et typisk forstadssogn, hvor Fr. Pænhed indleder sin prædiken med en upassende præstelig vittighed og derpå fortsætter med at sige stort set ingenting og endda slet ikke noget om det, der kan føre os til Himlen.

Derpå kan man ”aktivt” deltage i Messen ved at synge med på noget, der angiveligt skal forestille at være en salme, mens de piger, der er ministranter, stirrer tomt ud i luften, mens de ledsager nogle fra menigheden, der bærer gaverne frem til præsten ved alteret, og hele dette scenarie understøttes af et kor samt nogle musikere, der ”spiller løs”.

De meget få unge mennesker, man kan se, der er til stede ved denne Messe, keder sig bravt og forsøger at slå tiden ihjel med deres smartphones.

Skal man yde Fr. Pænhed retfærdighed, så synes det som om, at han også finder det, der foregår kedsommeligt, men det er sandsynligvis, fordi opmærksomheden fra menigheden for en stund er rettet på andre dele af den ”aktive deltagelse” og ikke på ham.

Men i løbet af dette hændelsesforløb er der ikke nogen, der kommer medbemærkninger, hverken før eller efter, fordi det ikke ville være pænt. Hvis der bare blev åbnet en flig for noget med trosmæssig relevans og substans, ville det ryste forsamlingen (menigheden) og måske endda fornærme nogen, og det ville ikke være så pænt.

Nu skal vi til oversigten over hvem, der tager del i denne Messe: Vi møder her:

1.      De par, der benytter prævention. Her kan sættes et flueben.

2.      De par, der er skilte og gengifte. De får også et flueben.

3.      De par, der lever sammen, papirløst. De skal også have et flueben.

4.      De folk, der er af den opfattelse, at abort og ægteskaber mellem homoseksuelle er helt ok. De får også et flueben.

Og man kan være 100 % sikker på, at italesættes et katolsk perspektiv om de omstændigheder, der er skitseret ovenfor, og som præger menigheden, vil den pågældende præst skulle stå skoleret overfor sin biskop og måtte begrunde, hvorfor han forkynder den rette katolske tro.

Jeg vil her kortfattet fortælle Jer om en hændelse, jeg selv har været vidne til, forstået på den måde, at jeg med egne ører har hørt det, der blev sagt.

En biskop holdt et oplæg, og her var størstedelen af de tilstedeværende lægfolk. Her gjorde han rede for, hvor slemt det reelt set stod til i bispedømmet, når det gjaldt det markante fald i bryllupper, dåb, brugen af sakramenterne, præste- og ordenskald og lukningen af sogne. På alle områder, var der tale om markante fald.

Han benyttede nogle minutter til at beklage tingenes tilstand og sagde derpå, at der dog var et område, hvor man kunne spore en fremgang, det var, når det handlede om begravelser, ja I hørte rigtigt, begravelser. Vi har oplevet en fremgang på 200% af katolikker, der er blevet begravet, og det viser, (og det følgende sagde han virkelig), at selvom disse mennesker ikke fik gjort brug af sakramenterne gennem deres liv, så var det os (Kirken), der fik det sidste ord.

Det er sandt, at det, jeg her fremlægger, var nøjagtigt de ord, han benyttede. Han brugte en ”morsomhed” til at understrege situationen i Kirken. En sjæls sørgelige skæbne grundet tingenes tilstand i Kirken benyttes som en morsomhed til at fremhæve sjæles frafald fra Kirken og dermed med stor sandsynlighed fra den evige frelse.

Denne mand er qua sin position som biskop i lige linje med apostlene. Man tør end ikke tænke tanken, at Skt. Peter eller andre i apostelkollegiet benyttede morsomheder vedrørende sjæle, der gik fortabt. Forresten bør det fremhæves, at biskoppen i sin præsentation tog udgangspunkt i et forberedt manuskript, så han improviserede ikke. Det vil sige, hans ”morsomhed” var gennemtænkt og havde fået den rette placering i manuskriptet samt den endelige fremlæggelse.

Man må forstå, at dette er standarden i Pænhedens Kirke. Går man så langt til at italesætte de problemstillinger, der gør sig gældende (i Kirken), ja så opfører man sig bestemt ikke pænt, man er ganske enkelt ondskabsfuld og forstår ikke, når der er tale om en ”morsomhed”.

Der er intet helligt i Pænhedens Kirke, og i særdeleshed ikke Vor Herre. Vi tilbeder Ham, mens vi er upassende klædt, og uden at vide hvad Messen drejer sig om. Vi kommer fem minutter eller mere for sent til Messen og styrter derefter afsted, når vi har modtaget ”brødet” (Den konsekrerede Hostie). Og vi tror, at vi tilbeder Vor Herre ved at synge tåbelige og ligegyldige sange og have fornemmelsen af, at vi er pæne mennesker.

Og lederne i det kirkelige hierarki vil hverken sige elle gøre noget ved dette problem. De kan nemlig godt lide Pænhedens Kirke, og netop fordi de er ledere, så betragtes de som pæne. Pænhed er det mest forfærdelige ord, der optræder i det ordforråd, der knytter sig til moderne katolicisme.

Ordet pænhed betyder at være rarflink og intetsigende. Således at man aldrig er stødende, og at man altid er enig med alle og dermed aldrig tager et standpunkt. Det er en passende erstatning for ordet kujon, som stemmer overens med etymologien for ordet pænhed.

Lad os få det på det rene, således, at det står fuldstændig klart, at Vor Herre bestemt ikke var pæn eller flink. Han var opfyldt af nidkærhed og virkede ”forstyrrende” på den tendens, der gjorde sig gældende hos mange (jødiske) ledere, hvor de lod sjæle gå fortabt, så de kunne blive anset for at være pæne.

Det segment, der udgør Pænhedens Kirke er de lunkne katolikker, de, der hverken er fromme eller frafaldne, de, der balancerer på en midterlinje, dem, som alle kan lide, fordi de er så pæne.

Kærlighed handler ikke om at være rar eller pæn, men om at være givende, som i sagens natur ikke har noget at gøre med at være i stand til at socialisere på en pæn måde. Kærlighed er brændende, passioneret og gør, at man er opslugt af den anden for den andens skyld. Kærligheden tilsidesætter sig selv og vil trodse alle farer for at redde den elskede.

De lunkne katolikkers forhold til Kirken kan passende sammenlignes med to mennesker, hvor den ene er interesseret i, at kærligheden mellem de to skal blomstre, men den anden egentlig er ligeglad og siger: ”Jeg er ikke interesseret i et forhold med dig og forstå mig ret, jeg synes, du er venlig, men nej tak”.

Pænhed er en ”billig” erstatning for kærlighed, for den rummer ikke passion, og den vil ikke udgyde sit blod for nogen eller noget. Den kan ikke engang rejse sig og gøre noget af nidkærhed. Pænhed er kedelig, konventionel og ikke inspirerende og ganske enkelt for tabere uden åndelighed.

Hvorfor står vi en situation, hvor det ene katolske sogn efter det andet må lukke ned? Det er ganske enkelt, fordi man har valgt at være en del af Pænhedens Kirke, og som det allerede er blevet fremhævet, er pænhed ensbetydende med lunkenhed. Vor Herre siger i Johannes Åbenbaring, at de lunkne, vil Han udspy af Sin mund.

Vi må være klar over, at det at være Den militante Kirke ikke handler om at være pæne. Selv Gud kan ikke udstå de pæne.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 20. juni 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-06-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s