Skt. Bruno

Skt. Bruno på biograflærredet

På forunderlig vis har Skt. Bruno, patriarken for dem, der attrår ensomhed, fundet vej til medierne de seneste år. Hvor i mediebilledet har man så kunnet stifte bekendtskab med Skt. Bruno? I litteraturens og filmens verden! En film om karteusernes liv, som det blev udformet af Skt. Bruno for fjorten århundreder siden, tiltrak op til flere biografgængere. Filmen, der blev produceret i 2005 af den tyske filmskaber Philip Groening, er en dokumentar på tre timer, hvor der ikke siges et ord. Meget passende er filmens titel: ”Die Grosse stille”, (Den store stilhed). Den eneste form for lyd, man stifter bekendtskab med i filmen, er lyden af dagliglivet i Chartreuseklosteret og munkenes gregorianske sang, som i sagens natur foregår på latin. Den anerkendelse, som filmen har opnået, siger efter min mening mere noget om den higen verden har efter stilhed, og at mennesker bærer på en parathed til at udleve et radikalt vidnesbyrd om at give Gud forrang, end selve det fokus, der er på livet i Chartreuse klosteret.

Skt. Bruno på hylderne hos boghandlerne

En spændende bog om karteusernes liv så dagens lys i de sekulære medier i 2006. den er skrevet af Nancy Klein Maguire, en kvinde, der er gift med en tidligere karteuser, og den har fået titlen: An Infinity of Little Hours: Five Young Men and Their Trial in the Western World’s Most Austere Monastic Order. Bogen opnåede stor popularitet. Endnu engang vil jeg fremhæve, at denne popularitet (sandsynligvis) ikke skyldes et fokus på klosterlivet, men mere handler om, at verden på et dybere plan higer efter det, der ikke er af denne verden. ”Jeg giver ikke som verden giver” (Joh 14:27).

Stat Crux Dum Volvitum Orbis

Karteuserordenen, der er blevet grundlagt af Skt. Bruno (1030-1101), har aldrig undergået en reformation, fordi den aldrig er blevet deformeret. Karteusernes struktur og måde at leve på er stort set forblevet uændret. Ordenens talemåde lyder således: Stat Crux Dum Volvitum Orbis (Korset står fast, mens verdenen hele tiden forandres). Netop fordi verden udmattes af (konstant) forandring, længes den efter det, der er uforanderligt, tidløst og radikalt i sin tro mod traditionen.

Skjult i Kirkens hjerte

Kaldet til at være karteuser er yderst sjældent. Et utal af mænd og kvinder har prøvet ordenslivet hos karteuserne og har måttet erkende efter få måneder eller selv efter flere år, at de ligesom Jonas ryger fra hvalens bug op på det tørre land. Alligevel forbliver ordenen fra generation til generation ved med at være en levende organisme skjult i Kirkens hjerte, som en vedvarende rytme af kærlighed, der aldrig dør ud.

Forskellige former for ensomhed

Dagens fest, der fejres for Skt. Bruno, forpligter os til at rette et skarpere fokus på den plads ensomheden bør have i vores eget liv. Der eksisterer forskellige former for ensomhed. Der er den selvvalgte ensomhed, der knytter sig til den konsekrerede ensomhed, som er, at et menneske har benyttet sit frie og bevidste valg til at leve et liv med Gud og kun for Gud. Nogle gange bliver denne ensomhed levet i den struktur, der er den gældende i karteuserordenen. Andre gange leves den udenfor klosterlivets struktur efter et selvdefineret reglement. Af dem, der efterstræber dette valg, er størstedelen ikke i stand til at overholde det.

Det sårede hjerte

Det ensomme liv kræver en modenhed, der kun stammer fra lidelse. Til tider vil lidelse være årsag til, at en person lukker fuldstændig af og lukker sig inde i sig selv. I et sådant tilfælde er ensomhed en særdeles farlig form for måde at dø fra sig selv på. Paradoksalt nok er lidelse, der ”slår en omkuld” med til at åbne hjertet for Gud, og dette er den bedste forberedelse til det ensomme liv. Den, der går ind i ensomheden, uden at hjertet er gennemboret af smerte, vil ikke kunne forblive der, fordi den transformation til fællesskab med Gud, der sker gennem ensomheden, foregår i hjertet, der gennem lidelse er blevet åbnet, og som forbliver åbent, fordi det er blevet såret af kærligheden. Måske er det grunden til, at den ægte ensomhed trækker en linje til mysteriet om Jesu Hjerte, der er blevet gennemboret af vores synder. Kristi Hjerte, der én gang er blevet gennemboret af legionærens spyd, er åbent og forbliver åbent til evig tid.

Vor Frue af ensomheden

Der findes den ensomhed, som enken bærer på. Efter at have delt livet med en ægtefælle igennem mange år kan netop den ensomhed, der opstår ved dennes død være en ganske forfærdelig ting, men den kan også vise sig at være en stor nåde. Hjertet, der lider på grund af tabet af en elsket ægtefælle, kan blive et hjerte, der åbnes af ønsket om fællesskab med Gud og samtidig har en åbenhed og forståelse overfor andres sorg. I den ensomhed enken føler, har jomfru Maria en særlig plads. For de spansktalende katolikker eksisterer der en hengivenhed overfor Nuestra Sénora de la Soledad, Vor Frue af ensomheden. Den enke, der anerkender Maria og byder hende velkommen i sin ensomhed, særligt ved rosenkransbønnen, vil opdage, at i hendes selskab er der en skjult kilde af uophørlig bøn, en kilde til mod og håb.

Andre former for ensomhed

Der findes også den form for ensomhed, der gør sig gældende hos det menneske, der ikke føler, at det passer ind nogen steder. Der er den ensomhed, der knytter sig til den uforløste kærlighed. Der er den ensomhed, der følger det barn, der oplever afvisning eller latterliggørelse af dets jævnaldrende i skolen. Der er ensomheden hos det menneske, der aldrig har følt sig som en del af fællesskabet blandt kollegaerne på jobbet. Der er ensomheden hos det menneske, der, fordi han eller hun er blevet forbandet eller velsignet med stor følsomhed, ikke kan fungere i forskellige sammenhænge, fordi vedkommende i sin interaktion let overvældes og såres på det følelsesmæssige plan. Der er ensomheden hos det menneske, der af fysiologiske grunde er afskåret fra at tage del i dagliglivets aktiviteter. Der er også den ensomhed, der kan eksistere i et ægteskab eller i et venskab. Der er også den ensomhed, der gør sig gældende i samfundslivet. Der er den ensomhed, en sognepræst må opleve i sit sogn og sin sognebolig, en ensomhed der må bæres ved siden af de pastorale krav, der stilles til ham. Der er den ensomhed, der gør sig gældende i byens købs- og forbrugscentrum og i det sociale liv.

Den usunde ensomhed

Alle de former for ensomhed, jeg har beskrevet ovenfor, er, hvis de opleves og leves ud passivt, kilden til en permanent tilstand præget af vrede, og det kan lede til aggressivitet eller depression. Dette kan i sidste ende føre til en selvdestruktiv adfærd, hvor man ved forskellige former for afhængighed ødelægger sig selv fysisk og psykisk.

Den helliggjorte ensomhed

Hvornår bliver en ensomhed, der er præget af fravær til en ensomhed opfyldt af nærvær? Det sker, når man i stedet for at lide på en passiv måde under ensomheden, bevidst og ved sit frie valg siger ja til den, for herved opofres den til Gud, som en kalk, der er rede til at blive fyldt op. Enhver form for tomhed, ensomhed og ethvert tomrum rummer et bestemt ”Eukaristisk potentiale”. Der er intet tomrum, ingen tomhed og intet fravær, Gud ikke kan udfylde med Sit nærvær.

Alle mine veje er du fortrolig med

Salme 139 er den helt rigtige bøn for den, der oplever den smerte, der er knyttet til ensomhed. ”Herre, du ransager mig. Du ved om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke, du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med” (Sl 139). Gud afviser ikke den, der med et sønderbrudt hjerte, anråber Ham om at åbenbare Sig som Den, der er langt mere nærværende overfor os, end vi er overfor os selv. Det er til stor trøst at vide, at man i lyset af Kristi Ansigt ikke har noget at skjule.

Mariansk ensomhed

Det er ikke nogen tilfældighed, at Skt. Brunos karteuserorden samt andre ordener i Kirken, der er kendetegnet ved ensomhed, også er dem, der er præget af en stærk og øm hengivenhed overfor Den hellige Jomfru Maria. På en måde er Maria nøglen til enhver ensomhed, der bebos af Gud. Maria er nøglen til enhver form for ensomhed, der ligger i tilbedelsen. En ensomhed, der er helliget Maria, vil ikke opleves som et fravær, men af nærvær, den vil ikke opleves som tomhed, men fylde, og ikke af isolation, men af fællesskab.

Vor Herre har betroet Sin moder, at hun står for, at enhver form for ensomhed transformeres til fællesskab. ”Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel han elskede, sagde han til sin mor: Kvinde, der er din søn. Derpå sagde han til disciplen: Der er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig” (Joh 19:26-27). Maria træder ikke ind i vores ensomhed, hvis vi ikke byder hende ind. Men hvis man indbyder hende, særligt ved at bede rosenkransbønnen, vil hun være der og opfylde ensomheden med liv, sødme og håb.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2017. Den kan læses på: Saint Bruno – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s