Stilhedens endestation

Følgende er et udpluk af et brev, som Skt. Bruno skrev til sin ven Raoulle-Verd.

Jeg bor i vildmarken i Calabrien fjernt fra enhver form for beboelse. Jeg har nogle brødre ved min side, hvoraf nogle er særdeles meget indsigtsfulde, og de er meget overvågende i forhold til deres Herre, så de kan åbne for Ham, så snart Han banker på deres dør. Jeg ville end ikke kunne begynde at berette for dig, hvor godt og rart dette er. Vejret her er ret mildt, og luften er helt igennem sund; her er en bred slette, som er dejlig at beskue, og som når helt ud til bjergene og baner sig vej mellem dem og følger dem, så langt øjet rækker. Der er enge og marker med blomster, der er velduftende. Det er nærmest umuligt at beskrive det syn, der møder en. Der er tale om et varieret bakkelandskab på alle sider, som har skyggefulde dale, der ligger hengemt, og som rummer en overflod af forfriskende kilder, bække og vandløb. Udover alt dette er der grønne haver og alle slags frugttræer.

Men hvorfor dvæle ved disse ting? Mennesket med den sande indsigt har sit hjerte andetsteds, nemlig ved noget, der er langt mere nyttigt og tiltrækkende, fordi det er af guddommelig karakter. Det er sandt, at vores noget svage natur er blevet fornyet og finder nyt liv i sådanne perspektiver, fordi den er træt efter sliddet i åndelig henseende og det strenge liv. Den er ligesom en bue, der snart er slidt og risikerer at blive ubrugelig, fordi man ikke sørger for hele tiden at holde den stram.

Uanset hvilke fordele og guddommelig ophøjelse stilheden og ensomheden i ørkenen har at tilbyde dem, der elsker dette, er det kun dem, der har oplevet det, der ved det.

For her kan mænd med stærk vilje søge ind i sig selv og forblive der, så længe og meget de ønsker og med flid så dydens frø og spise paradisets frugt med glæde.

Her kan de få et glimt af de sår, som Brudgommen har pådraget Sig af kærlighed, og det er klart, at det er ved Hans renhed, at det bliver dem tilladt at se selve Gud.

Her vil de være hensat i en ”travl frihed” og finde hvile i stille foretagsomhed.

Det er også her, at Gud kroner Sine ”atleter” for deres hårde slid med håbet om sejrskransen: En fred, der er ukendt for verden og en glæde i Helligånden.

En sådan livsform så vi hos Rakel, der var Jakobs foretrukne grundet hendes skønhed, selvom hun bragte færre børn til verden end Lea, der havde et mindre gennemtrængende blik. Overvej lige, at man foretrak den, der kunne føde flere, men på trods af det var det altså Josef og Benjamin, der blev deres faders foretrukne. Dette fordybelsens liv, som Maria valgte, blev aldrig taget fra hende. Det handler også om den helt ekstraordinære smukke shunemitiske kvinde, der som den eneste i Israel tog vare på David på hans gamle dage. Jeg kan blot ønske (kære) broder, at også du nærede en sådan kærlighed til hende, så du i hendes favn ville brænde med guddommelig kærlighed. Hvis blot kærlighed af en sådan karakter ville tage ophold i dig! Da ville al den herlighed, der er i verden, straks for dig fremstå som snavs, uanset hvor mange søde ord og attråværdige ting, den kan tilbyde dig for at bedrage dig. Rigdom og de bekymringer, den bærer med sig, vil du kaste fra dig uden at betænke dig et øjeblik, for at blive fritaget fra denne byrde og opnå Åndens frihed. 

Du vil ikke længere begære nydelse, uanset hvor harmløs den måtte synes at være for legeme og sjæl.

Du ved godt, hvem der siger dette til os: ”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden” (1 Joh 2:15-16), det vil sige, ”at venskab med verden er fjendskab med Gud”. ”Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud” (1 Joh 4:4). Hvad kunne da være så ondt og ødelæggende, så ulykkeligt, en markant, manisk og stædig ånd, som du strider imod, en ånd, hvis kraft du ikke kan modstå, og hvis retfærdige hævn du end ikke tør håbe på at undslippe? Vi er da ikke stærkere end Ham! Du tror da ikke, at Han vil lade alle de fornærmelser og den foragt gå ustraffet hen, som Han har måttet tage imod, blot fordi Han i sin tålmodige omsorg lige nu tilskynder os til omvendelse? For hvad kunne være mere perverteret, hensynsløst og i modstrid med naturen og den rette orden at elske skabningen mere end Skaberen, at elske det, der passerer forbi, langt mere end det, der varer ved eller at søge de jordiske goder langt mere end de himmelske?

Hvad mener du, der bør gøres min kære ven? Ud over at stole på Guds formaning og have tillid til den sandhed, der ikke bedrager? For Han henvender Sig til enhver og siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11:28). Er det ikke i bund og grund tåbeligt og frugtesløst, at man efter sin flid opfyldes af begær og vedvarende martres af angst, bekymring, frygt og sorg grundet ens begær? Findes der nogen tungere byrde, at ens ånd kastes i afgrunden fra den ophøjethed, den var tiltænkt – og alt dette, fordi der er blevet foretaget en indgriben i den orden, som Den højeste har skabt? Flygt, min broder, fra disse lidelser og denne uro, der præger denne verden, hen til stilhedens endestation.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2015. Den kan læses på: The quiet harbour of the port – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s