Rosenkransen: En vej ind i stilheden

Skt. Jogues var kendt for at benytte mange timer i stille bøn, når han var på rejse, og til at bede rosenkransbønnen sammen med sine medpassagerer. Rosenkransbønnen er beregnet til de tidspunkter, hvor vi føler ensomhed, hvor vi skal vente, og hvor vi præges af usikkerhed og uro. Det er på disse tidspunkter, at rosenkransen bliver et håbets anker, der kastes ud og lander i dybet af Guds visdom og forsyn.

Rosenkransen lægger en dæmper på den indre uro og tillader sjælen at høre ”Guds sagte susen” (1 Kong 19:12). ”Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen og stillede sig i hulens åbning” (1 Kong 19:13). Rosenkransen er en vejtil det, Pave Johannes Paul II betegnede som ”den stille tilbedelse”

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud, i vort engagement, at vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord. (Johannes Paul II Orientale Lumen artikel 16).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: The Rosary: An Initiation into Silence – Vultus Christi

2.

Rosenkransen: En vej ind i stilheden

Skt. Jogues var kendt for at benytte mange timer i stille bøn, når han var på rejse, og til at bede rosenkransbønnen sammen med sine medpassagerer. Rosenkransbønnen er beregnet til de tidspunkter, hvor vi føler ensomhed, hvor vi skal vente, og hvor vi præges af usikkerhed og uro. Det er på disse tidspunkter, at rosenkransen bliver et håbets anker, der kastes ud og lander i dybet af Guds visdom og forsyn.

Rosenkransen lægger en dæmper på den indre uro og tillader sjælen at høre ”Guds sagte susen” (1 Kong 19:12). ”Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen og stillede sig i hulens åbning” (1 Kong 19:13). Rosenkransen er en vejtil det, Pave Johannes Paul II betegnede som ”den stille tilbedelse”

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud, i vort engagement, at vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord. (Johannes Paul II Orientale Lumen artikel 16).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: The Rosary: An Initiation into Silence – Vultus Christi

3.

En lidelsernes mand

Rosenkransens smertefulde mysterier er en fordybelse i Kristi Ansigt under Hans lidelse. ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud” (Es 52: 2-4). Den, der beder smertens mysterier dagligt eller i alt fald hyppigt, vil i større udstrækning opnå angerens ånd. Den velsignede abbed Marmion siger, ”at anger er en jævnlig tilbagevendende følelse, hvor vi fortryder, at vi har fornærmet den guddommelige godhed”. Han siger også: ”Samtidig med at angeren gør os bevidste om vores overtrædelse, giver den os også en dybere erkendelse af den guddommelige tilgivelse. Angeren bliver dermed en kilde til fred og tillid, og den bliver også en kilde til glæde og ydmyghed, som er dyb og inderlig”. Smertens mysterier er faktisk en form for lectio – meditatio – oratio – og kontemplation af Esajas profeti om Jesu lidelse. Disse mysterier er også en måde, hvorved man kan gøre de bønner, der er givet os i Salmerne 21, 30 og 68 vedrørende Kristi lidelse til en indre bøn.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: A Man of Sorrows – Vultus Christi

4.

Stærk som David med sin slynge

Den styrke rosenkransen rummer er ikke proportional med den enkelthed, der karakteriserer den. Der er ingen nåde, man ikke kan opnå ved at bede den, og der er ingen Goliat, der ikke kan besejres gennem ydmyg bøn af rosenkransen. Vi tøver ikke med endnu engang offentligt at bekende, at vi sætter vores lid til den hellige rosenkrans, når det handler om at komme den ondskab til livs, der præger vor tid. Det kommer ikke til at foregå med magt, våben eller menneskelig styrke, men med guddommelig hjælp ved denne bøn, som er stærk, ligesom David med sin slynge. Med denne bøn vil Kirken konfrontere djævelen, som er fjenden, og Kirken kan gentage de samme ord til djævelen, som den unge hyrde benyttede: ”Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn … og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd” (1 Sam 17:45-47).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. oktober 2006. Den kan læses på: Strong Like David With His Sling – Vultus Christi

5.

Drengen, der så Guds Moder

Så smuk er Gud, så smuk Han er! Men Han er sørgmodig på grund af menneskenes synder. Jeg vil trøste Ham, jeg vil lide af kærlighed til Ham” (Den hellige Francisco Marto).

Drengen, der så Guds Moder

Den hellige Francisco Marto, drengen, der så Guds Moder, blev født i Aljustrel i sognet Fatima i Portugal den 11. januar 1908. Sammen med sin søster, den hellige Jacinta, blev han oplært i troen i familien. Han modtog tre besøg af Portugals skytsengel og Den hellige Jomfru Maria over en periode på seks måneder, der startede den 13. maj 1917. Francisco begyndte at bede og bringe ofre for syndernes omvendelse og for at trøste Jesus og som sonebod i forhold til Marias Ubesmittede Hjerte.

Han var den, der trøstede Den ”skjulte” Jesus

Englens ord, ”Trøst din Gud”, ser ud til at have brændt sig fast i Francisco’s hjerte. Min opfattelse er, at ud af de tre børn fra Fatima, er den nåde, som netop Francisco modtog, en eksplicit Eukaristisk nåde. Francisco søgte mere end nogen anden at være den, der trøstede Den ”skjulte” Jesus ved at tilbede Ham i tabernaklet i sognekirken og ved at bede rosenkransen. Det er dette kald til at trøste Den ”skjulte” Jesus, der har forøget min opmærksomhed på Francisco.

Kalken og Det Dyrebare Blod

Efteråret 1916 viste Portugals skytsengel sig tredje gang for de tre børn. Han holdt en kalk og over kalken figurerede en Hostie. Fra Hostien faldt der bloddråber ned i kalken. Englen forlod derpå kalken og Hostien, der ”svævede” i luften over kalken, og englen faldt ned på sit ansigt i tilbedelse. Han gav Den hellige Kommunion til de tre børn. Han gav Hostien til Lucia og kalken til Francisco og Jacinta, mens han sagde: ”Tag og drik, dette er Jesu Kristi Legeme og Blod, som er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son for deres overtrædelser og trøst jeres Gud”. Et par dage senere, mens de talte om Kommunionen fra kalken og Det Dyrebare Blod, som skulle frembæres som sonebod, sagde Francisco til Lucia, ”Jeg havde en fornemmelse, at Gud var i mig, men jeg kan ikke forklare hvordan”.

Mange rosenkranse

Vor Frues ord om at Francisco skulle sige ”mange rosenkranse”, før han gik til Himlen, har givet anledninger til mange forskellige fortolkninger, hvoraf nogle kaster lys over den lille 9-årige dreng. Fatimaspecialist og forfatter Leo Madigan giver en forklaring, der giver god mening, og som er fornuftig. Han skriver, at ”Francisco ville komme i Himlen, men der skulle bedes mange rosenkranse, før det ville ske”. Vor Frues ord indeholdt ikke en skjult trussel eller ildevarslende advarsel. Hun talte til Francisco som en moder. Mens han ventede på at komme ind i Himlen, havde han tid til at bede mange rosenkranse. For Francisco var denne viden en gave og en glæde. Francisco døde den 4. april 1919 efter at have bedt ”mange rosenkranse”.

Jeg kan anbefale …

Jeg kan ikke anbefale nogen bedre biografi på engelsk om børnene i Fatima end den, der er skrevet af Leo Madigan, som hedder: The Children of Fatima, Blessed Francisco and Blessed Jacinta Marto (Our Sunday Visitor, 2003). Skt. Johannes Paul II saligkårede Francisco og Jacinta Marto den 13. Maj 2000.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 13. oktober 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/10/the-boy-who-saw-the-mother-of-god/

6.

Det er umuligt at forstå livet uden at bede rosenkransen

Det er umuligt at forstå vores eget liv og Kirkens liv uden at bede rosenkransen. Det er umuligt at forstå festerne, der fejres for Maria i løbet af det liturgiske år, de Marianske helligsteder og billederne af Maria uden at man beder rosenkransen (Pave Johannes Paul I).

Rosenkransen er en måde at lytte til Guds Ord på, som Maria lyttede til Ordet, og gentage Ordet, som hun gentog Det, at bede Ordet, som hun bad Det, og tillade at Ordet tager bolig i en, ligesom Ordet tog bolig i hende. Udholdenhed i den velsignede gentagelse af rosenkransbønnen gør hele livet til en slags lectio divina: Hvor man læser om Gud og det, der er Hans, og som samtidig er et tegn på Hans tilstedeværelse i den ydmyge hverdag.

Den, der har rosenkransen i sin hånd, har nøglen til alle livets glædesfulde, lysende, smertefulde og herlighedsfulde mysterier. Rosenkransen er midlet mod ensomhed. Ensomheden hos den, der beder rosenkransen, er en ensomhed, der rummer nærvær, ikke fravær. Rosenkransbønnen er som balsam, der smøres på hjertets hemmelige sår. Den, der underkaster sig rosenkransens afvæbnende enkelthed i form af lægedom, vil opleve dens helbredende virkning.  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. oktober 2006. Den kan læses på: Impossible to Conceive of Life Without the Rosary – Vultus Christi

7.

Med rosenkransen kan man opnå alt

Med rosenkransen kan man opnå alt det, der ligger i Min Moders Ubesmittede Hjerte og Mit eget Hjerte. Rosenkransen overvinder alt det onde, river synden op med rode, åbenbarer det, som er skjult for den skolede og kloge, og den jager mørket på flugt. Rosenkransen bliver et kraftfuldt våben i hænderne på de ”små” og fattige, og satan skælver, når han ser rosenkransen i hænderne på et lille barn. Rosenkransen er den bøn, som Min Moders Ubesmittede Hjerte foretrækker. Når en sjæl begynder at bede rosenkransen, bliver Min Moder overdraget en enorm magt over denne sjæls skæbne. Rosenkransen åbner en sjæl for Min barmhjertige kærligheds styrke, og dette kan være begyndelsen til helbredelse, udfrielse og en omdannelse til mig. Dette er en hemmelighed, som verden og de, der tænker som verden, ikke er i stand til at forstå. Det er en hemmelighed, fordi den er skjult for de hovmodige og selvtilstrækkelige og kun er blevet gjort kendt for de ”små” sjæle, hvis tilbedelse af Mig udgår fra deres dybe fattigdom og den magtesløshed, der stammer fra deres skrøbelighed. Rosenkransen vil for dig åbne op for strømme af nåde, levende vand og løfter, som vil blive opfyldt. Vend tilbage til Min Moders rosenkrans og vent på, at Min kraft manifesteres … thi selv i den skal Min herlighed komme til syne og føre Min nåde til sejr.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. december 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/12/the-rosary-obtains-all-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s