Purgatoriet: de vil blive frelst, men det vil kun ske ved ild

Da Vor Herre og Frelser Jesus Kristus indstiftede Den hellige Messe som et vedvarende offer, hvor Hans Legeme og Blod frembæres for at sone vore synder (Matt 26: 26-28, Mark 14: 22-24, Luk 22: 19-20, 1 Kor 10: 16-18 etc), er det klart, at Han på en særlig måde havde til hensigt, at Det Nye Testamentes hellige Messeoffer skulle være den fuldendte opfyldelse af det offer, der er omtalt i den gamle pagt. Denne blev også blev benyttet i frembærelsen af et offer for de troende, som allerede er gået bort (2 Makk 12: 43 – 45), for der står skrevet: ”Han foretog en indsamling blandt mændene og kunne sende næsten 2000 sølvdrakmer til Jerusalem for at bringe et syndoffer – meget rigtigt og klogt gjort, idet han tænkte på opstandelsen. For hvis Judas forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt at bede for de døde; desuden forstod han, at den skønneste gave venter dem, der sover hen i gudsfrygt. From og gudfrygtig var hans betænksomhed! Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd”. Det er derfor en godskik at bede for de døde, at de må blive løst fra deres synder. Derfor er Den hellige Messe, det største offer, der kan frembæres for at lindre de frygtelige lidelser, som de troende, der er gået bort, gennemgår. Dette er det største offer, Gud har givet til mennesket.

Da protestanterne ikke anerkender de to Makkabæerbøger (selvom man kan sige, at det burde de, grundet kanoniseringen af Skriften, der stammer fra koncilet i Kartago (397) og synoden i Hippo (393) samt de dekreter, der stammer fra pave Skt. Damasus I i Rom (382), fordi alle disse kirkesamlinger anerkender de to Makkabæerbøger, som er en del af den kanoniske Skrift), spørger de ofte katolikker om følgende: Makkabæerbøgerne taler om purgatoriet, men hvor er purgatoriet nævnt i Det Nye Testamente? Ville Vor Herre Jesus Kristus eller én af Hans apostle ikke have omtalt det?

Det første bevis er et klart bevis fra Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 3: 13-15

Kapitel 3 i den hellige Paulus’ Første Brev til menigheden i Korinth er måske det tydeligste bevis i Den hellige Skrift på eksistensen af purgatoriets ild og fortjenester. I henhold til katolsk doktrin bliver onde gerninger straffet af Gud. Det vil sige, at kristne, der har foretaget onde gerninger, vil se disse gerninger gå op i flammer, de vil lide under dette, men blive frelst ved ild. Dette er purgatoriet, og deres onde gerninger er årsagen til purgatoriets eksistens. Denne doktrin bliver utvetydigt fremført af apostlen Paulus: ”… skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er … (1 Kor 3: 13).

Skt. Basil den Store har nedfældet følgende lære:

Jeg mener, at Guds ædle atleter, som har kæmpet hele deres liv med usynlige fjender, og efter at de er sluppet fri fra al den forfølgelse, der har fulgt dem, og som har nået livets afslutning og står overfor en undersøgelse af denne verdens (virkelige) fyrste, og man finder på dem sår efter deres kamp eller syndens plet, så bliver de tilbageholdt. Hvis man derimod ikke finder dem såret og uden syndens plet, så er de, som dem, der ikke er blevet besejret, ved Kristus blevet bragt til deres hvilested (Homilies on the Psalms 7: 2).

Kan det være mere tydeligt? Den kristne, der har udvist dårlig opførsel, bliver frelst, men det sker gennem (en rensende) ild, og han må igennem den grundet sine dårlige gerninger. Dette tekststykke viser, at gode gerninger, der bliver gjort med udgangspunkt i troen på Kristus, er nødvendige for en post-retfærdiggørelse og bidrager til en sjæls helliggørelse. Er gerningerne udført i en tro på Kristus, leder de (for os) og ved Guds nåde til en himmelsk belønning, fordi Gud er god. Gøres gerningerne derimod ikke i en tro på Kristus, ”skriger de” på en straf, fordi Gud er hellig.

Det andet bevis: Skt. Peter taler om åndernes fængsel

Apostlen Skt. Peter fremsætter to gange beviser for purgatoriets eksistens, og det gør han, når han taler om det mystiske åndernes fængsel, hvor evangeliet blev forkyndt, og hvorfra sjælen kan blive udfriet. Dette kan være en henvisning til himlen, for himlen er ikke et fængsel. Men det kan heller ikke være en henvisning til helvede, for helvede kan man ikke blive udfriet fra. Der må så nødvendigvis være tale om et bevis for, at der eksisterer et tredje mellemstadie (som er foreløbigt) mellem himlen og helvede, som vor Moder, Kirken meget passende kalder purgatoriet.

1 Pet 3: ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem …”.

1 Pet 4: ”For derfor blev evangeliet forkyndt også for de døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever”.

Biskop Challoner siger med rette i sin kommentar til 1 Pet 3: 18-19:

Se, her et bevis på, at der findes et tredje sted, som er et mellemstadie for sjæle: for disse ånder var i fængsel, og det var dem, Kristus kom til efter Sin død for at forkynde for. Disse ånder var ikke i himlen, de var heller ikke i helvede hos de fortabte, for himlen er ikke noget fængsel, og Kristus forkyndte ikke for de fortabte (sjæle).

Det tredje bevis: Herren Jesus nævner det selvsamme fængsel (som Peter taler om)

I Matthæusevangeliet kapitel 5:23-26 læser man følgende: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave, Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke derfra, før du har betalt den sidste øre”.

Skt. Cyprian argumenterer behændigt for eksistensen af et sådant fængsel (purgatoriet):

Det er én ting at blive benådet, en anden at opnå herlighed. Det er én ting, at man kastes i fængsel, og at man ikke bliver lukket ud, før man har betalt den sidste øre, en anden er, at man modtager sin løn for at have været tro og udvist mod. Der er én ting, at man lider under pinsler for den synd, man har begået, ved at man gennemgår en langvarig lutring i ilden, en anden er, at man er blevet renset for sine synder ved lidelse. Det er én ting, og det er passende, at man i uvidenhed må vente på Guds domfældelse, en anden er, at man med det samme bliver kronet af Herren (Letter 51).

Tertullian kommer med følgende fortolkning:

Den forståelse, du har opnået, må udgå fra din helhedsbetragtning. Du bør aldrig tænke på at vende tilbage til det, du har afværget og blevet forsonet med i Ham, så Han ikke betragter dig som et svigagtigt menneske og lovovertræder i forhold til det, du har bekendt, når du står overfor Guds domstol (for det er i det lys, Han bør betragtes, når vi et skriftsted læser følgende: ”vore brødres anklager”, eller når helgenerne referer til den egentlige praksis, der finder sted, hvor man  retsforfølges for det, man har gjort), og for at den dommer, der sidder i dette dommersæde ikke overleverer dig til den engel, der skal eksekvere din straf, og du kastes i helvedes fængsel, som du ikke slipper ud fra, før du har betalt den sidste øre for dine overtrædelser. Denne straf eksekveres i perioden før opstandelsen. Giver dette ikke mening? Findes der en mere sand fortolkning? (A Tretise on the Soul, 35).

Endnu engang er det fængsel, hvorfra sjælene kan blive løst, hverken himlen eller helvede. Men der er tale om et åndeligt fængsel, hvorfra ”de indsatte” først bliver løst, når de har ”afsonet” deres straf, og dette fængsel er en midlertidig tilstand.

Det fjerde bevis: Vor Herre taler om et mindre antal piskeslag i forbindelse med straf

Så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af” (Luk 12: 46-48).

Dette ligger på linje med det krav, der fremsættes i Det Gamle Testamente i Femte Mosebog kapitel 25: 2-3: ”… og hvis den skyldige så idømmes pryglestraf, og dommeren lader ham lægge ned, og man i dommerens nærvær giver ham et antal slag, der svarer til hans forbrydelse, da må han højst få fyrre slag. Hvis man gav ham flere slag, ville din landsmand blive ringeagtet i dine øjne”.

De, der bliver pryglet for evigt, har taget parti med dem, der ikke tror. Men de, der har syndet på grund af uvidenhed, fortjener et mindre antal prygl, og det vil sige, at de ikke skal straffes for evigt, eller at deres straf er tidsmæssig begrænset. Deraf følger, at disse sjæle på et givent tidspunkt vil blive løst fra deres straf.

Skt. Augustin fremhæver følgende på overbevisende måde:

Den midlertidige straf oplever nogle kun i dette liv, for andre sker det efter døden, og for andre igen sker det både i dette liv, og det liv, der kommer efter døden, men gældende for dem alle, så vil dette ske inden den sidste og mest strenge dom. Men af dem, der lider under den midlertidige straf efter døden, er ikke alle dømt til evig pine, der vil følge efter den sidste dom. For nogle, (som det allerede er blevet fremhævet), overføres den straf, der ikke er blevet effektueret i denne verden til den næste, det vil sige, at de ikke idømmes den evige straf i den verden, som skal komme (City of God 21:13).

Et andet bevis på purgatoriets eksistens, kommer fra Vor Herre, som siger, at nogle synder tilgives i denne verden, og dette antyder, at andre kan tilgives i den verden, som skal komme (Matt 2: 32). Som den katolske encyklopædi fremhæver, er Skt. Augustin én af dem, der fremhæver dette argument. Skt. Pave Gregory, berømt for sine dialoger, var en anden. Her følger et citat fra ham. Til spørgsmålet om ”purgatoriets ild eksisterer i livet efter døden”, svarer den hellige pave bekræftende: ”Vi må tro at før dommens dag, optræder purgatoriet med dets ild med henblik på visse små synder: fordi Vor Frelser siger, at den, der taler mod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller den kommende. I dette skriftsted erfarer vi, at visse synder er tilgivet i denne verden, og at andre tilgives i den verden, der skal komme. Men alligevel, som jeg har sagt, skal vi ikke tro, at der er tale om små synder, som for eksempel daglig forfængelig tale, uhæmmet latter, at vi ikke har taget vare på eller vist omsorg overfor familien (den slags overtrædelser, man sjældent kan undgå, og som kommer til udtryk i den slags synd, man bør undgå), og man ser bort fra vildfarelser, som ikke synes at være ”noget særligt”: alle disse synder straffes efter døden, hvis mennesket ikke har søgt tilgivelse og modtaget absolution, mens det var i live” (Dialogues, Book 4, Chapter 39: Whether there be any Purgatory ect?).

Det femte bevis: Den hellige Paulus beder for sin afdøde kristne ven Onesiforos

Den hellige Paulus er den, der kommer med det sidste, men også mest enkle bevis: ”Herren vise Onesiforos’ hus barmhjertighed! Han har givet mig nyt mod og har ikke skammet sig ved mine lænker” (2 Tim 1: 16). Det fremgår med al tydelighed af dette skriftsted, og det fremhæves også ofte af protestantiske kommentatorer, at Onesiforos var en kristen, som var død, og hvis barmhjertighedsgerninger Paulus huskede.

Skt. Thomas Aquinas fremsætter følgende beundringsværdige argument: ”Der er ingen grund til at bede for de afdøde, der befinder sig i himlen, heller ikke for de afdøde, der befinder sig i helvede, for de vil aldrig blive løst fra deres synd. Dette helt klare bevis, fremsat af Skt. Thomas, er et endeligt bevis for purgatoriets eksistens.

Skt. Chrysostomos kommer med følgende kommentar:

”Lad vore tåre flyde for disse sjæle, lad os hjælpe dem, som vi evner, selvom det er småt, men lad os alligevel yde dem vores hjælp. Hvordan og på hvilken måde? Ved selv at bede og bede andre om at bede for dem og at give til de fattige på deres vegne” (St. John Chrysostom, Homolies on Phillippians, 3).

Konklusion: Purgatoriet eksisterer, og den gode nyhed er, at man kan undgå det!

Da Vor Herre talte om Sit hellige Legeme og Dyrebare Blod, at det blev frembåret, som et offer for syndernes forladelse, og det, at Han her lovede syndernes forladelse, henviser på en helt speciel måde til Den lidende Kirke, som er de afdøde troende. Den hellige Messe går langt længere end Den Gamle Pagts ofre og udfrier langt flere af de sjæle, der lider i skærsilden. Mange sjæle, der aldrig kunne være blevet løst fra skærsilden ved de ofre, som de retfærdige Makkabæere frembar, selvom disse ofre ville blive frembåret gentagne gange frem til tidernes ende, er allerede blevet løst fra den lutrende ild, fordi det er en del af Guds plan inden tiden, når til sin afslutning. Hvor taknemmelige bør vi ikke være for Det hellige Messeoffer! Det er en velsignelse at vide, at der eksisterer et purgatorium! De, der ikke tror på purgatoriet, kan end ikke håbe på at undgå det. De af os, der tror og bekender, at der er et purgatorium, kan, hvis vi tager imod Guds nåde, undgå at komme der.

Gud og Maria har åbenbaret (og det er godkendt af Kirken), at man kan frembære sit liv som et offer (1). Jesus og Maria har lovet, at alle de, der frembærer deres liv, og det gælder alle de Messer, de deltager i, alle de Kommunioner, de modtager, de gode gerninger, de gør, bønner de beder og ofre, de frembærer til Jesus og Maria for sjælenes frelse, kan undgå purgatoriet og gå direkte til himlen.

Noter

1: The Life Offering: https://marianapostolate.com/life-offering/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 9. juli 2020. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-saved-fire/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s