Hun fremsiger sit digt for kongen

Skt. Gertrud den Store, Jomfru.

Hendes hjerte strømmer over med skønne ord

Det er kun værdigt og ret, at vi i dag bør sidde ved Skt. Gertruds fødder, og at vi tager os tid til at lytte til det, hun siger, for ”hendes hjerte strømmer over med skønne ord, når hun fremsiger sit digt for kongen” (jf. Sl 45:1). Denne ydmyge benediktinerinde fra det 13. århundrede er den eneste kvinde, der i Kirkens kalenderår, betegnes som ”den Store”. Skt. Gertrud den Store er en kvinde i middelalderen med et forbavsende moderne budskab.

O smag og se

Skt. Gertrud er teolog i patrologisk forstand, fordi hun har smagt Gud og formidler ”smagen” af Gud og længslen efter Gud til andre. I den henseende er hun et forbillede for alle præster, for præsten er kaldet til at være den, der har smagt Gud og formidler ”smagen” af Gud og længslen efter Gud til andre. Gertruds sjæl blev ”formet” ved Den hellige Skrift, kirkefædrene og mere end noget andet af den daglige erfaring med klosterets liturgi fejret og frembragt ved sang. Fra det tidspunkt, hvor hun som femårig kom til klosteret Helfta, var Gertruds liv centreret om den hellige liturgi, som er Kirkens timelige, daglige, ugentlige og årlige gang for bøn og lovprisning.

Ordets Brud

Skt. Gertrud var gennemtrængt af Guds Ord, og Den hellige Skrift var hendes daglige brød. Salmerne var altid på hendes læber og i hendes hjerte. Kirkens sungne bøn udtrykt i de gamle salmer var som en flod med strømmende vand, der vædede hendes liv og lod ordets frø spire frem med blomster og frugt. Skt. Gertrud udviklede en fantastisk teologi, der omhandlede indføringens sakramenter, eskatologi, inkarnationens og frelsens mysterier, Jesu Hjerte, Helligåndens virke i Kirken og sjælene, Vor Frue og helgenerne, bønnens mystik og den kontemplative erfaring med Gud.

Jesu hellige Hjerte

Skt. Gertruds teologi er erfaringsbaseret, og netop dette gør hendes bidrag til Den katolske Kirkes teologi og mysterietradition smukt. Fokus for hendes fordybelse var Jesu Hellige Hjerte, Det Hjerte, der blev gennemboret, og hvorfra der kom vand og blod (jf. Joh 19:34). Skt. Gertrud blev draget til Jesu Hellige Hjerte ved hemmelig indgriben fra Faderens side og gennem Helligånden. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6:44).

Duen i klippesprækken

Ligesom duen, der finder hvile i klippesprækken, således tog Gertrud også sin tilflugt i Frelserens gennemborede Hjerte. Hendes tilknytning til Jesu Hjerte trodser enhver beskrivelse. Hendes bøn var ladet med kraft, og det i en sådan grad, at man sagde om hende: ”Gertruds tunge er blevet en nøgle til himlen” (Antiphon, Monastic Office).

Kærlighed, som overgår al erkendelse

Skt. Gertrud taler om det, hun har kendt og nydt, nemlig ”Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse” (Ef 3:19). Hendes teologi er hverken ”tør” eller overstrømsk. Tværtimod, hendes viden om Gud emmer af ømhed og gløder af inderlighed. Den frembringer en sødme, der ikke er jordisk, og den er glødende på grund af en indre ild. Som indviet jomfru levede Skt. Gertrud sit kald som Kristi Brud, ligesom Kirken er det, og hun levede dette kald i sit eget kød og blod. Hun tillod Kristus som Brudgom at elske hende. Hendes hjerte blev ét med Hans.

På skiltet over mig står kærlighed

Skt. Gertrud er for os alle et eksempel på det, der sker, når en sjæl betingelsesløst tillader at lade sig blive elsket af Kristi Hjerte. Hendes eksempel var båret af et direkte kendskab til Gud ved en kærlighed understøtte af håb og praktiseret ved tro. ”Han har ført mig til vinhuset, på skiltet over mig står: kærlighed” (Højs 2:4).

Jeg fandt Ham, jeg elsker så højt

Et møde med Faderen kommer til os gennem Sønnen, og det sker ved Helligånden. Vi erfarer Kristi kærlighed ved at tillade Ham at elske os, som når brudgommen elsker og skatter bruden. ”Min sjæl hænger ved dig, og din højre hånd holder mig fast” (Sl 63:9) Skt. Gertrud længtes efter Jesus Kristus, og Han gjorde hende til sin. Hun holdt fast i Ham, og Han gjorde det samme i forhold til hende. Hun søgte Ham, og Han tillod Sig selv at blive fundet af hende, specielt i fejringen af Messeofferet og i tidebønnen. ”Jeg fandt ham, jeg elsker så højt. Jeg greb fat i ham, jeg slap ham ikke …” (Højs 3:4). Her taler Skt. Gertrud igen til enhver præst, som i Eukaristiens mysterium finder Ham, som hans sjæl elsker, holder fast ved og ikke giver slip på, og som ikke slipper Ham.

Den korsfæstede kærlighed

Skt. Gertrud oplevede en magnetisk tiltrækning til Jesu gennemborede Hjerte ikke på en sentimental eller sorgfuld måde, men på en dyb teologisk måde. Hun blev draget til Jesu Hellige Hjerte, som en åbning til en dybere mystik: ”…hvor stor bredden og længden og højden og dybden er af faderens kærlighed” (jf. Ef 3:18), åbenbaret i Den korsfæstede Kærlighed og bragt ind i vore hjerter af Helligånden.

Ved Jesu Hjerte

Skt. Gertrud blev ikke draget til Jesu Hjerte, men ved Jesu Hjerte til Faderen og det gennem Helligånden. Hendes bøn er i hovedsagen trinitarisk. Hele hendes væsen er rettet ad Patrem, og dette fordi hun er forenet med Sønnen, fordi hun er kommet ind gennem Sønnens gennemborede Hjerte, som ved en åben dør og er passeret gennem ved Helligåndens kraft.

Hvert eneste element har med Kristus at gøre

Skt. Gertrud minder os om, at hele liturgien er trinitarisk; Hvert eneste element, selv det korteste ord eller den mindste bevægelse i den hellige liturgi har med Kristus at gøre. I liturgien er intet ubetydeligt. Alt er en del af sakramentet, og det vil sige med den hensigt at forene os med Kristus, så vi ved Ham og med Ham kan møde Helligåndens flammende favn og Faderens Skød. Skt. Gertrud minder os om, at liturgien, Den hellige Eukaristi samt de andre sakramenter, men også tidebønnen er langt mere end blot nogle ord, hymner, riter og gestik.

Kristus bejler til Kirken

Den hellige liturgi (Den hellige Messe, tidebønnen og riter af sakramental karakter) er en åbning til ”det usynlige”, og til der ”hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd” (Kol 3:1). Den hellige liturgi er Ordet, selve Kristus, der bejler til Kirken og hver eneste, der er i Hendes midte for at få alle til at knytte sig tættere til Ham, indtil vi ”fyldes, til Guds fylde nås” (Ef 3:19).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. november 2015. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s