Jesus er ikke kun en af mange, der bringer frelsen. Han er den eneste Frelser, og det er Ham, vi alle har brug for

Ved at fastholde at Jesus kun er en af mange, der bringer frelsen, nedtoner man ikke alene Hans betydning, men man fornærmer selve Gud Fader. Desuden er dette at synde mod Helligånden, og denne synd findes der ingen tilgivelse for.

I dag er vi vidner til, at endog på de højeste niveauer i det kirkelige hierarki ser man bort fra den katolske doktrins betydning. Især er Jesus blevet reduceret til at være en af mange, der har indstiftet en, af Gud villet, religion. Da vi for nylig fejrede festen for Jesus Kristus Universets Konge, som er en fest, der markerer, at Jesus Kristus ultimativt er universets Herre og Frelser, kunne jeg ikke lade være med at reflektere over denne sørgelige realitet, at Jesus blot anses for at være en af mange religionsstiftere. I hele kosmos er det Jesus Kristus, der er centrum. Der findes intet navn, der er større, og derfor er hverken nogen eller noget større end Ham, Det Inkarnerede Ord, opfyldt af Ånden og Faderens enbårne Søn.

Mens jeg overvejede det, man aktuelt gør, altså nedtoner Jesu kongeværdighed, fik jeg den indskydelse, at det liturgiske år i Kirken både beskytter og fremmer Jesu kongeværdighed. Højdepunktet i Kirkens liturgiske år er festen for Jesus Kristus som Universets Konge. Men kirkeåret starter ud med advent, som er en forberedelse til Herrens fødsel, hvor Faderens Søn bliver menneske.

Julen udspringer af en hændelse, som Kirken fejrer rent liturgisk, og som fandt sted 9 måneder tidligere, nærmere betegnet den 25. marts, nemlig bebudelsen. Ved denne fest genkalder Kirken sig på en glædelig måde, at ærkeenglen Gabriel kommer til Maria og bebuder, at Hun skal undfange og føde verdens Frelser. Ærkeenglen Gabriel var blevet udsendt af Faderen for at bringe bud til Maria om, at hun ville blive overskygget af Den Højeste, og at hun ved Helligånden ville undfange en Søn, som hun skulle give navnet Jesus, ”Jahve frelser”. Gabriel fortæller Maria at hendes Søn … ”skal blive stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal give Ham hans faders Davids trone; Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 32-33).

I disse begivenheder, der er knyttet sammen, fejrer vi (Kirken) den enestående betydning, Jesus har. Ja, Jesus er et menneske, der er blevet undfanget i en kvindes moderliv og født af hende. Men Han er blevet undfanget i Marias moderliv ved Helligånden. Der findes ingen hændelse i hele verdenshistorien, der kan måle sig med denne helt utrolige begivenhed og sandhed, og derfor kan intet menneske hverken i fortiden eller fremtiden hævde sig større end Jesus, Den evige Søn af Den levende Gud.

Dette er Hans guddommelige væsen, og den er er speciel for Ham. Der findes ikke nogen anden religion, der hævder en sådan sandhed, og der findes ikke nogen anden religionsstifter, der hævder at have Gud, som Sin guddommelige Fader.

For eksempel er det bedste Mohammed er i stand til at gøre at bekende, at han er den største profet, og det ligger millioner af lysår væk fra den sandhed, at Jesus er Sin himmelske Faders Søn, og at Han er Faderens evige Ord.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Kirken i den spæde start af det nye kalenderår fejrer festen for Jomfru Maria, Guds Moder. For ved at bringe Jesus til verden kommer det nye og evige liv til verden. Maria er i sig selv et tegn på og et forsvar for inkarnationens mysterium. Ved at ære Maria som Guds Moder ærer man hendes søn i menneskeskikkelse og som Faderens guddommelige Søn.

Hvem er den første til at forkynde Jesus som Guds Søn? Faderen selv! Ved Jesu dåb stiger Helligånden ned over Ham, og det er ved selvsamme Ånds kraft, at Jesus blev undfanget som menneske, og Faderen forkynder, hvem Jesus er, for Han siger: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”.

Faderen bekræfter, at Hans Søn, Jesus, er Gud. Ligesom Han selv er Gud, for Jesus rummer til fulde Faderens guddommelige Ånd, og dermed har Han en Søns værdighed. Denne erklæring om Jesu guddommelige identitet er det, vi fejrer ved festen for Jesu dåb. Her ser vi endnu engang, at en fest i Kirkens liturgiske kalender viser hen til, at Jesus har forrang.

I fastetiden forbereder Kirken sig på at fejre den egentlige begivenhed, hvor Jesus bliver Den universelle Frelser, og det er igennem denne begivenhed, at Hans navn ”Jahve frelser” stadfæstes. Gennem Sin lidelse og død opnår Jesus tilgivelsen for vore synder, for Han opofrer med kærlighed Sit hellige og uskyldige Legeme til Sin Fader af kærlighed til os.

Faderen fandt et stort behag i det offer, Hans Søn bragte på korset, så Han oprejste Jesus fra de døde, og da Jesus opfor til Himlen, gjorde Faderen Ham til herlighedens Herre. Ved at lade det ske således, gjorde Faderen Jesus til Den sande Jesus, menneskehedens eneste og definitive Herre og universelle Frelser.

Faderen definerede dermed Jesus, Hans herlighedsfulde inkarnerede Søn, som er Alfa og Omega, begyndelsen og slutningen og dermed kongernes Konge og herrernes Herre. I den stille uge, påsken og Kristi Himmelfart fejrer Kirken disse store begivenheder i frelseshistorien, som Faderen har ladet komme til udtryk i Sin inkarnerede Søn, Jesus Kristus, som er opfyldt af Helligånden.

Ved at fastholde og antyde at Jesus kun er en af mange, der bringer frelsen, nedtoner man ikke alene Hans betydning, men man fornærmer selve Gud Fader. Desuden er dette at synde mod Helligånden, og denne synd findes der ingen tilgivelse for.

For at man kan få del i den frelsesgerning, som Jesus har udført, må man være forenet med Ham. Det er det, Kirken fejrer ved pinsefesten. Som Den opstandne Frelser og alles Herre lader Jesus Sin Faders Hellige Ånd flyde ud til hele Kirken, så alle, der tror på Ham og er blevet døbt, bliver nye skabninger i Ham ved at tage del i Hans opstandelse og herlige åndfulde liv.

Dette fællesskab med Den opstandne Jesus (her på jorden) kommer til udtryk på ypperste måde ved Eukaristien. Her tager de troende del i Hans ene frelsende offer og bliver en del af Hans opstandne Legeme og Blod. Eukaristiens store mysterium er det, Kirken fejrer ved Kristi Legems og Blods fest. Vi bliver ét Legeme i Kristus.

Denne fest er også en understregning af, at Jesus er den eneste- og højeste Herre. Ingen anden religion bærer på en sådan vidunderlig sandhed, for ingen anden religion har engrundlægger, som vi mennesker kan være knyttet til; og som har fællesskab med Gud Fader ved Hans Helligånd.

Dermed slutter vi der, hvor vi begyndte, nemlig med festen for Jesus Kristus Universets Konge. Denne fest forudser Den Himmelske liturgi, en fest, der aldrig vil blive afsluttet, for vi venter Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, når tiden har nået sin fylde, for da vil vi fuldt og helt tage del i Hans opstandelse og stige op til vor Fader. Da vil ved Helligånden ethvert knæ bøje sig, og hver tunge forkynde, at Jesus Kristus alene er Herre til Gud Faders ære!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er blevet bragt på LifeSiteNews.com, og offentliggjort d. 10. december 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/jesus-is-not-just-one-of-many-saviors-he-is-the-only-and-we-all-need-him

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s