Advent: At vente sammen med Maria på at se Guds Ansigt

Jeg venter på Herren, der har skjult sit ansigt for Jakobs hus, jeg sætter min lid til ham” (Es 8:17).

Er der nogen, der kan lide at vente? Vores menneskenatur gør oprør mod alle former for ventetid. Der er ventetiden, vi oplever i vores hverdag, kødannelsen i trafikken, i forbindelse med sportsudøvelse, i forbindelse med de daglige gøremål, og når vi er hos lægen (eller tandlægen). Der er også den ventetid, der er præget af ængstelse, og det er, når vi venter et (vigtigt) telefonopkald, resultatet af en undersøgelse eller lignende, som kan være med til at afslutte en anspændt situation. Så er der den ventetid, der er præget af forventningens glæde, det kan være i forbindelse med fødselsdage, jubilæer, overstået eksaminer eller andre festlige lejligheder. Endelig findes der en kombination af alle tre former for ventetid, og det er, når en mor venter på at bringe et nyt liv til verden.

Vores svage menneskenatur bryder sig ikke om at vente. Vi ønsker, at det skal ske her og nu, og vi ønsker at have viden om, hvordan vi får det til at ske med det samme. Det at vente kræver tålmodighed, og netop tålmodighed har menneskeheden i en meget lille udstrækning. Men vente det må vi, og eftersom alt i livet er tilladt af Gud til vores eget bedste, må ventetid betragtes som værende en god ting for os, siden vi benytter en stor del af vores liv på at gøre det. Hvis det at vente virkelig er godt for os, så er det helt sikkert, at den onde vil gøre alt det, der står i hans magt for at gøre os utålmodige, ligesom han gjorde med Israels børn, da de ventede og ventede på, at Moses skulle komme ned fra bjerget med de ti bud. Da Gud sagde til Moses: ”Jeg er Herren, din Gud, der må ikke være nogen anden gud i din midte”, fristede djævelen israelitterne, så de blev hovmodige. Israelitterne havde ikke tålmodighed til at vente på at se Guds Ansigt, og derfor lavede de sig en afgud, som blev deres hænders værk. Heri ligger fristelsen for os alle, det, der skulle være en periode fyldt med nåde, præges af forvirring, hvor vi vender vore sjæles øjne væk fra Guds Ansigt og mod verdens falske ansigter eller afguder, som er klare, strålende og fristende, og som gør sig gældende overalt, hvor vi færdes. Hvordan kan vi undgå afgudsdyrkelsens fælder?

Det ultimative gode er at se Guds Ansigt, og derfor måtte Maria vente mere end nogen anden før hende. Maria ventede på Guds kærlighed med tålmodighed, ydmyghed, i tro, håb og kærlighed og med stor styrke. Hun gjorde dette ved at rette sin sjæls øjne på Jesus, hendes Frelser og Gud, Hvis Ansigt hun endnu ikke kunne se i sit skød. Marias fulde accept af Guds vilje, at søge Hans Ansigt og kun Hans Ansigt, bar den ypperste frugt i Marias sjæl bestående af guddommelig fred, som verden aldrig kan tage bort. Så i denne advent og i alting vent, vent sammen med Maria og hendes belønning vil også være vores, nemlig at se hendes Søns Ansigt.

Den autoriserede udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Illumina Domine den 6. december 2016.Den kan læses på: Advent: Waiting with Mary to see God’s Face – Illumina Domine Blog – Devotion to The Holy Face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s