Roser om vinteren

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hovedHun skulle føde…” (Åb 12:1).

Denne historie tager sit udgangspunkt et sted præget af mørke. Der er tale om et tidspunkt i historien, hvor synd, lidelse og død er fremherskende, og hvor aztekerne ofrede mennesker til en afgud, der krævede menneskeblod. Med andre ord en tidsepoke, der ikke er så forskellig fra vores egen tid, hvor millioner af ufødte bøn ofres på ”det frie valgs” alter til en afgud, der repræsenterer døden. Det var i denne mørke historiske periode i det 16. århundrede, at Den hellige Jomfru Maria greb ind i forhold til menneskeheden. Hun blev sendt af Gud for at besejre dødens kultur på det tidspunkt i Mexico. Som ”kvinden” i Johannes’ Åbenbaring ”klædt i solen og med månen under sine fødder” åbenbarede hun sig den 9. december 1531 for en fattig mand, som ikke havde en betydningsfuld position eller indflydelse. Han var én af Marias ”små børn”, og hans navn var Juan Diego. Den unge smukke kvinde var klædt på en sådan måde, at det indikerede, at hun var med barn. Da hun kaldte på ham, gjorde hun det som en mor, der kalder på sit barn, hun kaldte: ”Juanito” (lille Juan) og sagde derpå til ham:

”Jeg ønsker, at du min kære søn, med sikkerhed skal vide, at jeg er den fuldendte og evige Jomfru Maria, Moder til Den sande Gud fra Hvem alt liv stammer, som er Herre over alle ting og Skaber af himlen og jorden”.

Den hellige Moder bad derpå Juan Diego om at gå til biskoppen og bede om, at der blev opført en kirke til Den hellige Moders ære, og som Hun nærmere ville vise, hvor skulle ligge.

”Al min kærlighed, medfølelse og beskyttelse. Jeg er din Moder fuld af barmhjertighed og kærlighed til dig og alle dem, der elsker mig, stoler på mig og tager deres tilflugt til mig. Jeg vil høre deres klage og tage vare på dem i deres nød og lidelse”.

Selvom Juan gentog hendes ord for biskop Zumarraga, frygtede biskoppen, at der var tale om en selvbestaltet vision fra Juans side, og forholdt sig derfor skeptisk og sendte Juan bort. Men biskop Zumarraga bad i sit hjerte til Gud om at få et tegn med castillianroser (på dansk, damask roser), som han kendte til fra sit hjemland Spanien.

Hun åbenbarede sig igen for Juan Diego, og endelig tidligt om morgenen den 12. december bad den hellige Moder ham om at vende tilbage til biskoppen. Hun bad ham først om at gå op på Tepeyac bjerget for at ”plukke de blomster, du finder der og bringe dem til mig”. Skønt det var for koldt og tørt, til at blomster kunne vokse frem netop der, besteg Juan i lydighed bjergsiden og opdagede, at smukke og velduftende roser voksede der. Dem plukkede han, lagde dem i sin tilma, en slags kappe/slag til arbejdsbrug, som var lavet af kaktusfibre. Vor Frue arrangerede efterfølgende med egne hænder omhyggeligt roserne i hans tilma. Hun bad Juan om at give dem til biskoppen som et tegn på, at han skulle lade en kirke opføre (til ære for hende).

Efter at have løbet hele vejen til biskoppens bolig blev Juan af nogle tjenestefolk ”tilbageholdt”, så han måtte vente i timevis på biskoppen. Disse tjenestefolk cirklede nysgerrigt omkring ham, fordi de var interesserede i det, han havde i sin tilma. Endelig gav de biskoppen besked om, at Juan ventede på foretræde, og han skyndte sig ind til biskoppen, som sad i møde. Derpå foldede Juan sin tilma ud, og roserne der stadig var dækket af dug faldt ned på gulvet og åbenbarede et smukt billede af Den hellige Moder på tilmaen. Biskoppen og dennes gæster faldt ned på knæ.

Da indianerne så det mirakuløse billede, genkendte de den rige symbolik, der indikerede, at det stammede fra himlen. De konverterede, og det var der millioner, der gjorde. Den religion, de hidtil havde praktiseret med menneskeofringer, blev et afsluttet kapitel.

På mirakuløs vis eksisterer Juans tilma stadig den dag i dag, selvom kaktusfibrene skulle være blevet opløst efter 40 år. I det forrige århundrede var dette billede placeret et sted, hvor dynamit var årsagen til en alvorlig og omfattende eksplosion tæt på det. Alt blev beskadiget omkring det, men billedet stod tilbage uberørt. Der optræder hverken maling eller pigment på billedet af Vor Frue af Gaudalupe. Der er tale om et ”Acheiropoieta”, som er det græske ord for ”blevet til uden brug af menneskehænder”. Ligesom ved andre eksempler på ”Acheiropoieta”, som for eksempel Ligklædet fra Torino og det mindre klædestykke fra Manoppello, eksisterer der ingen videnskabelig forklaring på billedets tilblivelse, bortset fra, at det er blevet til ved Guds Hånd, ”Den sande Gud fra hvem alt liv stammer, og som er alle tings Herre, Skaberen af himlen og jorden”. Billeder som disse er vedvarende mirakler, de er håndgribelige tegn på Guds barmhjertighed og kærlighed. Lad os derfor bede Ham ved Vor Frue af Guadalupes forbøn, at han vil frelse denne generation, der er fanget ind i et mørke bestående af synd, død og afgudsdyrkelse og bringe livets lys og roser ind i det kolde mørke for at frelse de ufødte børns liv og vende sjæle endnu engang væk fra afguderne og til Det Ansigt, der tilhører hendes Gud.

Ved Marias tilstedeværelse gjorde du ørkenen til blomster. Må Den hellige Jomfru Marias kærlighed forvandle os til hendes Søn, Kristi billede. Amen

Den autoriserede udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Illumina Domine den 11. december 2018.Den kan læses på: Roses in Winter – Illumina Domine Blog – Devotion to The Holy Face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s