Budskaber fra Fatima

 

Introduktion

Mens det andet årtusinde gør plads for det tredje, har pave Johannes Paul II besluttet at offentliggøre tekstindholdet i tredje del af ”Fatima hemmelighederne”.

Det tyvende århundrede var et af de mest afgørende i menneskehedens historie med dets tragiske og grusomme begivenheder, der kulminerede i mordforsøget på ”den elskede Kristus på jorden”. Nu kastes der lys over en række begivenheder, der skaber historie, men som også baner vejen for en mere dybdegående fortolkning i åndelig henseende, som synes fremmed for nutidens måde at se tingene på, og som oftest er præget af rationalisme.

Gennem historien har der været overnaturlige åbenbaringer og tegn, som slår ned midt i menneskelige begivenheder, og som til overraskelse for troende og ikke-troende er en del af den måde, hvorpå historien udfolder sig. Disse manifestationer kan aldrig være i modsætning til troens indhold og må derfor have deres udgangspunkt i Kristi forkyndelse: Faderens kærlighed, som fører mænd og kvinder til omvendelse og giver den nåde, der kræves, for at den enkelte overgiver sig til Ham med et barns hengivenhed. Dette er også Fatimas budskab, som med sit presserende kald til omvendelse og bod drager os til det, der er hjertet i Evangeliet.

Fatima er utvivlsomt den mest profetiske af de nyere åbenbaringer. Den første og anden del af ”hemmeligheden”, som her offentliggøres i rækkefølge for at fuldstændiggøre dokumentationen, henviser specielt til en skræmmende vision af helvede, hengivenhed til Marias ubesmittede hjerte, Anden Verdenskrig og endelig forudsigelsen af den enorme skade, som Rusland vil påføre menneskeheden, fordi landet afviser den kristne tro og imødekommer den kommunistiske totalitarisme.

I 1917 kunne ingen have forestillet sig alt dette: De tre pastorinos fra Fatima ser, hører og husker, og Lucia, det overlevende vidne, nedfælder det hele på papir efter at være blevet bedt om at gøre dette af biskoppen fra Leiria og med vor Frues tilladelse.

Fra forklaringen på de to første dele af ”hemmeligheden”, som allerede er blevet offentliggjort, og derfor er kendt, har vi valgt den tekst, som Søster Lucia skrev i den tredje Memoir fra den 31. august 1941; nogle kommentarer blev tilføjet i det fjerde Memoir fra den 8. december 1941.

Den tredje del af ”hemmeligheden” var skrevet ”på anmodning af Hans Exellence biskoppen fra Leiria og Den hellige Moder …” den 3. januar 1944.

Der er kun et manuskript, som her gengives i en fotografisk udgave. Den forseglede konvolut blev til at begynde med opbevaret hos biskoppen af Leiria. For at sikre en bedre beskyttelse af ”hemmeligheden” blev konvolutten placeret i Vatikanets hemmelige arkiver den 4. april 1957. Biskoppen af Leiria informerede Søster Lucia om dette.

Ifølge registrene i arkiverne bragte kommissæren for Vatikanet, pater Pierre Paul Phillipe, OP, den 17. august 1959 med kardinal Alfredo Ottavianis samtykke den konvolut, der indeholdt den tredje del af ”hemmeligheden fra Fatima” til pave Johannes XXIII. ”Efter en vis tøven”, sagde Hans Hellighed: ”Vi bør vente. Jeg vil bede, og lade dig vide, når jeg er kommet frem til en beslutning”.

I virkeligheden besluttede pave Johannes XXIII sig for at returnere den forseglede kuvert til Vatikanet og undlod at afsløre den tredje del af ”hemmeligheden”.

Paul VI læste (konvoluttens indhold) sammen med sin stedfortræder ærkebiskop Angelo Dell’Acqua den 27. marts 1965 og returnerede konvolutten til Vatikanets arkiver med en beslutning om ikke at offentliggøre teksten.

Johannes Paul II anmodede, efter mordforsøget den 13. maj 1981, om konvolutten, som indeholdt den tredje del af ”hemmeligheden”. Den 18. juli 1981 gav kardinal Franjo Seper, præfekt for troslærekongregationen to kuverter til ærkebiskop Eduardo Martinez Somalo, stedfortræder for statssekretæren: En hvid kuvert indeholdende Søster Lucias oprindelige tekst på portugisisk; den anden (konvolut som var) orange indeholdt den italienske oversættelse af ”hemmeligheden”. Den følgende 11. august returnerede ærkebiskop Martinez de to kuverter til Vatikanets arkiver.

Det er velkendt, at pave Johannes Paul II straks tænkte på at indvie verden til Marias Ubesmittede Hjerte, og han udformede selv en bøn, for det han kaldte ”En indvielseshandling”, som skulle fejres i Skt. Mary Major basilikaen den 7. juni 1981 ved pinsefejringen, og dagen blev valgt for at fejre 1600 års dagen for det første koncil i Konstantinopel og 1550 års dagen for koncilet i Efesos. Da paven ikke selv kunne være til stede, havde man optaget det, han ønskede at fremlægge på bånd, og det blev derefter transmitteret. Det følgende er den del, der specifikt henviser til indvielseshandlingen:

Oh Moder for alle mennesker og folkeslag, du kender til alle lidelser og håb. I dit moderlige hjerte fornemmer du kampene mellem det gode og det onde, mellem lys og mørke, som ryster verden: Tag imod vor bøn, som vi former i Helligånden direkte til dit hjerte, og tag imod med en moders kærlighed og som Herrens tjenerinde de som venter denne modtagelse, samt de, der betror sig til dig, og på hvem du også venter på en særlig måde. Tag under din moderlige beskyttelse hele menneskeheden, som med dyb kærlighed tror på dig, Oh Moder. Må der for alle frembryde en ny tid med fred og frihed, sandhedens time og en tid med retfærdighed og håb”.

For at svare fuldt og helt på vor Frues anmodning, ønskede Den hellige Fader at gøre dette mere eksplicit i løbet af frelsens hellige (jubel)år (Der er her tale om fejringen af det ekstraordinære jubelår fra fasten den 25. marts 1983 til påsken den 22. april 1984 til minde om 1950-årsjubilæet for Kristi lidelse og opstandelse) ved at foretage indvielsen den 7. maj 1981, hvilket er blevet gentaget i Fatima den 13. maj 1982. Den 25. marts 1984 på Peterspladsen, idet han huskede på anmodningen fremsat af Maria på dagen for hendes bebudelse, Den hellige Fader i åndelig forening med verdens biskopper, som på forhånd var blevet ”sammenkaldt” indviede alle mænd og kvinder og alle folkeslag til Marias ubesmittede Hjerte på en måde, og som genkalder de dybtfølte ord, der blev sagt i 1981:

Oh Moder for alle mænd, kvinder og folkeslag, du som kender deres lidelser og deres håb, du som har en moders opmærksomhed på den kamp, der foregår mellem det gode og det onde og mellem lyset og mørket og som hjemsøger den moderne verden, tag imod det råb, som vi, berørt af Helligånden retter direkte til dit Hjerte. Tag med en moders kærlighed imod-, og som Herrens tjenerinde, denne vor menneskelige verden, som vi betror og indvier til dig, for vi er fulde af bekymring for jordens, det enkelte menneskes og menneskehedens skæbne.

På en speciel måde betror og indvier vi til dig disse enkelte mennesker og nationer, som på en særlig måde må betros og indvies.

’Vi søger tilflugt i din beskyttelse, hellige Guds Moder’ Afvis ikke vore bønner i nøden”.

Paven fortsatte derefter mere energisk og med mere specifikke referencer, som om han kommenterede på budskabet fra Fatima og dets sørgelige opfyldelse.

”Se vi står foran dig, Kristi Moder, foran dit Ubesmittede Hjerte, vi ønsker sammen med hele Kirken at forene os med indvielsen, som din Søn i kærlighed til os gav sig selv til Faderen: Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden (Joh 17:19). Vi ønsker at forene os med vor Frelser i denne Hans indvielse for verden og menneskeheden, som i Hans guddommelige Hjerte har magten til at sone og sørge for genoprejsning. 

Denne indvielses styrke omfatter til alle tider alle mennesker, folkeslag og nationer. Den overvinder alt det onde, som mørkets magt er i stand til at vække, og den er i realiteten blevet vakt til live i vor tid i menneskehedens historie og hjerte.

Vi har en dyb fornemmelse af, at der er behov for en indvielse af menneskeheden og verden, vores moderne verden i fællesskab med selve Jesus Kristus. For Kristi frelsesværk må deles med verden via Kirken.

Det indeværende frelsens jubelår (som gælder for hele Kirken) viser dette.

Af alle skabninger, bør du velsignes, Du, som er Herrens tjenerinde, der fuldt og helt underkastede dig Guds vilje!

Hil dig, Du som helt og fuldt er forenet med din Søns frelsende indvielse!

Kirkens Moder! Oplys Guds folk, når det vandrer på troens stier af tro, håb og kærlighed! Oplys især de mennesker, som vi indvier og betror til dig, og som du venter på. Hjælp os med at leve efter den sandhed, at Kristi indvielse er for hele menneskeheden og den moderne verden.

Ved at betro dig, oh Moder, verden, alle mennesker og folkeslag, betror vi dig også denne indvielse af hele verden og lægger den i Dit Moderlige Hjerte.

Ubesmittede Hjerte! Hjælp os med at overvinde ondskabens trussel, som så let slår rod i hjertet hos mennesker i dag, og hvis umålelige effekt allerede tynger vor moderne verden, og synes at blokere for fremtiden!

Fra hungersnød og krig, frels os.

Fra atomkrig, fra den enorme selvdestruktion, fra al slags krig, frels os.

Fra synder som begås mod menneskelivet også ved dets begyndelse, frels os.

Fra had og fra nedværdigelse af Guds børns værdighed, frels os.

Fra enhver form for uretfærdighed i samfundslivet både nationalt og internationalt, frels os.

Fra den tilskyndelse der er til at træde Guds bud under fode, frels os.

Fra at undertrykke Guds sandhed i menneskenes hjerter, frels os.

Fra tabet af fornemmelsen for godt og ondt, frels os.

Fra synder begået mod Helligånden, frels os.

Tag imod, Oh Kristi Moder, dette råb som bærer menneskehedens lidelser og alle samfunds lidelser.

Hjælp os ved Helligåndens kraft til at overvinde al synd: Den individuelle synd, verdens synd og synden i alle dens forklædninger.

Lad endnu engang (i verdenshistorien) den uendelige frelsende kraft blive åbenbaret: Den barmhjertige kærligheds magt! Må den sætte en stopper for det onde! Må den forvandle samvittigheden! Må dit Ubesmittede Hjerte åbenbare håbets lys for alle!”.

Søster Lucia bekræftede personligt, at den højtidelige og universelle indvielse svarede til det, vor Frue havde ønsket (”Sim está feita, tal como Nossa Senhora a pediu, desde o dia 25 de Marco de 1984”:Ja det er blevet gjort som Vor Frue efterspurgte den 25. marts 1984”: Brev af den 8. november 1989). Der er derfor ikke grundlag for yderligere diskussion.

I den fremstilling der præsenteres her, er der blevet tilføjet fire andre tekster til Søster Lucias manuskripter: 1) Den hellige Faders brev af 19. april 2000 til Søster Lucia; 2) En redegørelse af samtalen med Søster Lucia den 27. april 2000; 3) Erklæringen som Den hellige Fader bestemte, at kardinal Angelo Sodano, statssekretær, skulle (op)læse den 13. maj 2000; 4) En teologisk kommentar af kardinal Joseph Ratzinger, præfekt for troslærekongregationen.

Søster Lucia havde allerede fremlagt en fortolkning af den tredje del af ”hemmeligheden” i et brev til den hellige Fader dateret den 12. maj 1982:

Den tredje del af hemmeligheden henviser til vor Frues ord: ’Hvis ikke, vil (Rusland) sprede sine vildfarelser til hele verden, og det vil forårsage krig og forfølgelse af Kirken. De gode vil lide martyriet; Den hellige Fader vil lide meget; adskillelige nationer vil blive tilintetgjort’ (13-VII-1917). 

Den tredje del af hemmeligheden er en åbenbaring ladet med symbolik og henviser til netop den del af budskabet, som er betinget af, uanset om vi vil acceptere det eller ej, at vi gør det, vi anmodes om i budskabet: ”Hvis det jeg beder om bliver opfyldt, vil Rusland omvende sig, og der vil blive fred; Hvis ikke, vil hun sprede sine vildfarelser over hele verden, etc’. 

Da, vi ikke har lyttet til den appel, der ligger i budskaberne, ser vi nu, at dette er blevet opfyldt, Rusland har ladet sine vildfarelser blive spredt i verden. Og hvis vi endnu ikke har set opfyldelsen af den sidste del af denne profeti, nærmer vi os den lidt efter lidt med store skridt. Hvis vi ikke afviser den vej, som rummer synd, had, hævn, uretfærdighed, krænkelser af menneskets rettigheder, amoral og vold osv. 

Og lad os ikke sige, at det er Gud, der straffer os på denne måde; tværtimod er det mennesket selv, der forbereder sin egen straf. Gud i Hans godhed advarer os og kalder os til at gå den rigtige vej, mens Han samtidig respekterer den frihed, Han har givet os. Derfor er mennesket ansvarligt”.

Hans Hellighed pave Johannes Paul II’s beslutning om at offentliggøre den tredje del af Fatima ”hemmeligheden” markerer afslutningen på en historisk epoke, som var præget af menneskehedens stræben efter magt og ondskab, men som stadig gennemtrænges af Guds barmhjertige kærlighed samt Kirkens – og Jesu Moders omsorgsfuldhed.

Guds handling, historiens Herre, og menneskets medansvar i dette drama, som vedrører dets frihed til at handle, er de to søjler, hvorpå menneskets historie er bygget.

Vor Frue, som åbenbarede sig i Fatima, minder os om disse glemte værdier. Hun minder os om, at menneskets fremtid er hos Gud, og at vi er aktører og medansvarlige i skabelsen af denne fremtid. 

Tarcisio Bertone, SDB

Ærkebiskop Emeritus fra Vercelli

Sekretær for Troslærekongregationen

…………………………………………..

”Hemmeligheden” fra Fatima

Første og anden del af ”hemmeligheden” 

Ifølge den version der er blevet fremlagt af Søster Lucia i det ”tredje memoire” af 31. august 1941 for biskoppen af Leiria-Fatima

… Dette indebærer, at jeg taler om hemmeligheden og dermed besvarer det første spørgsmål.

Hvad er hemmeligheden? Det synes som om, at jeg kan afsløre den, da jeg allerede har fået tilladelse fra Himlen til at gøre det. Guds repræsentanter på jorden har adskillelige gange (også pr brev) tilladt mig at gøre dette. Et af disse breve, som jeg formoder, er i Jeres varetægt, er fra Fader José Bernado Goncalves, og i det råder han mig til at skrive til Den hellige Fader, og han foreslår mig blandt andet at gøre rede for hemmeligheden. Jeg fortalte noget om den. Men for ikke at gøre mit brev for omstændigt, blev jeg rådet til at fatte mig korthed, og jeg begrænsede mig derfor til det mest væsentlige og lod det være op til Gud at tilvejebringe en anden gunstig lejlighed.

I min anden fremstilling har jeg allerede detaljeret beskrevet den tvivl, der plagede mig fra den 13. juni indtil den 13. juli, og hvordan den fuldstændig forsvandt under åbenbaringen den dag.

Hemmeligheden består af tre forskellige, dele og det er to af disse, jeg vil løfte sløret for her.

Den første del er visionen er vedrørende helvede.

Vor Frue viste os et stort ildhav, som syntes at være under jorden. Nedsænket i denne ild var dæmoner og sjæle i menneskelig skikkelse, som en glødende ild brændte igennem, alle var de sorte og fremstod som forbrændt bronze, og de fløj rundt i en stor brand, løftet op i luften af flammer, som udsprang fra dem selv, sammen med store røgskyer og i et nu faldt de til hver sin side, som gløder i en kæmpe brand, de var vægtløse eller uden ligevægt, og de skreg og jamrede af smerte og fortvivlelse, som forfærdede os og fik os til at skælve af frygt. Man kunne genkende dæmonerne på deres afskyelighed samt lighed med frygtelige og ukendte dyr, alle var de sorte og gennemsigtige. Denne vision varede kun et øjeblik. Hvordan kan vi nogensinde takke vor venlige himmelske Moder nok, som allerede ved sin første åbenbaring havde givet os løftet om himlen. Ellers tror jeg, at vi var døde af skræk og rædsel.

Vi så da op på vor Frue, som fortalte os venligt men sørgmodigt:

”I har set helvede, hvor de stakkels synderes sjæle går hen. For at frelse dem ønsker Gud, at der skabes en hengivenhed til mit Ubesmittede Hjerte. Hvis det jeg siger til Jer, bliver gjort, vil mange sjæle blive frelst, og der vil være fred. Krigen vil blive afsluttet: Men hvis menneskene ikke ophører med at fornærme Gud, vil en værre (krig) bryde ud under Pius XI’s pontifikat. Når I ser natten blive oplyst af et lys, som ikke er set før, da vil man vide, at det er det store tegn, som gives Jer af Gud, og at Han iværksætter Sin straf over jorden, for dens overtrædelser, igennem krig, hungersnød og forfølgelse af Kirken og Den hellige Fader. For at forhindre dette, er jeg kommet for at bede om en indvielse af Rusland til mit Ubesmittede Hjerte, samt at man samles hver den første lørdag (i måneden) for at sone. Hvis det jeg beder om overholdes, vil Rusland omvende sig, og der vil være fred; hvis ikke, vil (Rusland) sprede sine vildfarelser til hele verden, og det vil forårsage krig og forfølgelse af Kirken. De gode vil lide martyriet; Den hellige Fader vil lide meget; adskillelige nationer vil blive tilintetgjort. Til sidst vil mit Ubesmittede Hjerte triumfere. Den hellige Fader vil indvie Rusland til mig, og hun vil blive omvendt, og verden vil være sikret en periode med fred”. 

……………………………………………….

Den tredje del af ”hemmeligheden” 

Den tredje del af hemmeligheden åbenbaret ved Cova da Iria-Fatima den 13. juli 1917.

I lydighed skriver jeg til dig, min Gud, som befaler mig at gøre således gennem Hans Exellence Biskoppen fra Leiria og gennem din og min hellige Moder.

Efter de to dele jeg allerede har givet en forklaring på, så vi på venstre side af vor frue og lidt ovenover hende en engel med et flammende sværd i dens venstre hånd samt sværdets refleksion, der kom flammer ud af det, som så ud til at ville sætte verden i brand; men flammerne døde ud, da de kom i kontakt med den herlighed, som vor Frue udstrålede, og som hun med sin højre hånd rettede mod den (englen): Englen pegede med sin højre hånd på jorden og råbte med høj stemme: ’Bod, bod og atter bod’! Og vi så et umådelig stort lyshav, som er Gud: ’Noget der kan sammenlignes med når mennesker kommer til syne i et spejl, når de passerer det’, en biskop klædt i hvidt, ’vi havde en fornemmelse af, at det var Den hellige Fader’. Andre biskopper, præster og mænd og kvinder (alle ordensfolk) gik op af et stejlt bjerg, som på toppen havde et stort kors af tunge (barkede) stammer fra korktræet; før Den hellige Fader nåede dertil, passerede han gennem en stor by, som lå i ruiner og skælvende og i slæbende gang, berørt af sorg og smerte, bad han for sjælene, der stammede fra de lig, han havde stiftet bekendtskab med på sin vej; da han nåede bjergets top, lagde han sig på knæ ved korsets fod og blev der slået ihjel af en gruppe soldater, som affyrede dels en kugleregn mod ham, men også pile, og på samme måde døde en efter en de andre biskopper og ordensfolkene (af begge køn) samt lægfolk med forskellige positioner (i det kirkelige regi). Under korsets to ”arme” var der to engle med hver et krystal aspersorium (vievandskar) i deres hænder, heri opsamlede de martyrernes blod, og sprinklede det på de sjæle, der var på vej til Gud.

Tuy – 03.01.1944.

……………………………………………..

Fortolkningen af ”hemmeligheden”

Brev af Hans Hellighed pave Johannes Paul II  til den ærede Søster Maria Lucia fra klosteret i Coimbra

Med stor påskeglæde hilser jeg dig med de ord, Den opstandne Jesus talte til sine disciple: ”Fred være med Jer”!

Det vil glæde mig, hvis vi kunne mødes på den længe ventede dag for saligkåringen af Francisco og Jacinta, som jeg, om Gud vil, vil fejre den 13. maj dette år.

Da, der på denne dag kun er tid til en kort hilsen og ikke en længere samtale, sender jeg Hans Execellence ærkebiskop Tarcisio Bertone, sekretær for Troslærekongregationen, for at tale med dig. Det er den kongregation, der arbejder tæt sammen med paven i forsvaret af den katolske tro, og som siden 1957, som du ved, har opbevaret det brev, du har skrevet i hånden, og som indeholder den tredje del af ”hemmeligheden”, der blev afsløret den 13. juli 1917 på Cova da Iria, Fatima.

Ærkebiskop Bertone som ledsages af biskop Leiria, Hans Excellence biskop Serafim de Sousa Ferreira e Silva, kommer i mit sted for at stille dig visse spørgsmål om fortolkningen af ”den tredje del af hemmeligheden”.

Søster Maria Lucia, du kan være åben og ærlig i samtalen med ærkebiskop Bertone, som vil rapportere dine svar til mig.

Jeg beder inderligt til Den opstandne Herres Moder for dig ærede Søster, Coimbrakommunitetet og for hele Kirken. Må Maria som Moder for den pilgrimsvandrende menneskehed holde os forenet med Jesus, Hendes elskede Søn og vores broder, livets og herlighedens Herre.

Med min specielle apostoliske velsignelse

Ioannes Paulus PP. II

Fra Vatikanet den 19. april 2000.

…………………………….

Samtale med Søster Maria Lucia af Jesus og Det Ubesmittede Hjerte

Mødet mellem Søster Lucia og ærkebiskop Tarcisio Bertone, sekretær for Troslærekongregationen, sendt af Den hellige Fader og biskop Serafim de Sousa Ferreira e Silva biskop af Leiria-Fatima, fandt sted torsdag d. 27. april 2000 i Skt. Teresa af Carmel i Coimbra.

Søster Lucia var meget oplysende og rolig; Hun var meget glad for, at Den hellige Fader ville tage til Fatima i forbindelse med saligkåringen af Francisco og Jacinta, som hun havde set frem til i lang tid.

Biskoppen af Leira-Fatima læste det brev, som Den hellige Fader havde nedfældet, og som redegjorde for grundlaget for besøget. Søster Lucia følte sig beæret og gennemlæste brevet og overvejede dets indhold (mens hun sad med det i hænderne). Hun sagde, at hun oprigtigt var parat til at besvare alle spørgsmålene.

Det var på dette tidspunkt, at ærkebiskop Bertone fremlagde to konvolutter for hende: Den første indeholdt (den anden konvolut) som igen indeholdt den tredje del af ”hemmeligheden” fra Fatima. Da hun med sine fingre rørte ved den (konvolutten), udbrød hun straks: ”Det er mit brev” og mens hun læste det, sagde hun: ”Dette er min håndskrift”.

Den originale tekst på portugisisk blev læst og fortolket med hjælp fra biskoppen af Leiria-Fatima. Søster Lucia var enig i, at fortolkningen af den tredje del af ”hemmeligheden” var en vision af profetisk karakter på lige fod med dem, der optræder i Den hellige Skrift og i den katolske tradition. Hun gentog, at hun er overbevist om, at visionen fra Fatima vedrører den ateistiske kommunismes kamp mod Kirken og mod kristendommen og beskriver de forfærdelige lidelser, som de troende er ofre for i det tyvende århundrede.

Adspurgt: Er hovedpersonen i visionen paven?” Svarede Søster Lucia straks, at det var det. Hun genkaldte sig, at de tre børn var meget kede af pavens lidelser, og at Jacinta blev ved med at sige: ”Coitadinho do Santo Padre, tenho muita pena dos pecadores!” (”Stakkels Fader, jeg er meget bedrøvet i forhold til syndere!”). Søster Lucia fortsatte: ”Vi kendte ikke navnet på Paven, og vor Frue fortalte os ikke navnet på ham, vi vidste heller ikke, om det var Benedikt XV eller Pius XII eller Paul VI eller Johannes Paul II, men det var paven der led, og det fik også os til at lide.

Hvad angår afsnittet om biskoppen klædt i hvidt, det vil sige Den hellige Fader, som børnene straks genkendte under ”visionen”, og som blev slået ihjel og faldt til jorden, var Søster Lucia enig i det paven hævdede: ” Det var Guds Moders hånd, som ledte kuglens vej, mens han våndede sig i sin dødskamp” (Pave Johannes Paul II, Meditation from the Policlinico Gemelli to the Italian Bishops, den 13. maj 1994).

Før hun gav den forseglede konvolut, der indeholdt den del af ”hemmeligheden” til den daværende biskop af Leiria-Fatima, skrev Søster Lucia på kuvertens yderside, at den først måtte åbnes efter 1960, enten af patriarken af Lissabon eller biskoppen af Leiria. Ærkebiskoppen spurgte (derfor): ”Hvorfor først efter 1960? Var det vor Frue, der fremlagde dette tidspunkt?” Søster Lucia svarede: ”Det var ikke vor Frue. Jeg kom frem til tidspunktet, fordi min intuition sagde mig, at åbner man den før 1960, vil man ikke forstå indholdet, for det er først senere, at det vil fremstå mere klart. Det er nu, at man forstår det langt bedre. Jeg nedskrev, hvad jeg så, men det er ikke mig, der skal fortolke det, det er paven, der må gøre det.

Endelig blev det nævnt, at der er udarbejdet et ikke offentliggjort manuskript, som Søster Lucia har forberedt, som et svar på de mange breve, der kommer fra folk, som er Mariahengivne og fra pilgrimme. Dette arbejde går under titlen: Os apelos da Mensagem de Fatima og er blevet samlet til en form for katekese, formaninger, tanker og overvejelser, som udtrykker dels Søster Lucia’s følelser, men også hendes klare og upåvirkede åndelighed. Hun er blevet spurgt om, det ikke ville glæde hende at få det offentliggjort, og dertil har hun svaret: ”Hvis Den hellige Fader er enig i det, så vil jeg bestemt med glæde gøre det, ellers adlyder jeg Den hellige Faders beslutning”. Søster Lucia ønsker at fremlægge tekstmaterialet til kirkelig godkendelse, og hun håber, at det som hun har skrevet, vil fungere som vejledning for mænd og kvinder med god vilje på den vej, der leder til Gud, som er det endelige mål for det, som mennesket længes efter. Samtalen blev afsluttet med en udveksling af rosenkranse. Søster Lucia modtog en rosenkrans afsendt af Den hellige Fader, og hun gav en række rosenkranse, som hun selv havde lavet.

Mødet blev afsluttet med en velsignelse, der blev givet i Den hellige Faders navn.

………………………………

En meddelelse bekendtgjort af kardinal Angelo Sodano statssekretær 

Ved afslutningen Messen i Fatima fejret af Den hellige Fader, bekendtgjorde kardinal Angelo Sodano, statssekretæren følgende meddelelse på portugisisk, som senere er blevet oversat, og her optræder i en dansk oversættelse:

Brødre og søstre i Herren!

Som en afslutning på denne højtidelige fejring, føler jeg mig forpligtet til på det varmeste – og på vegne alle tilstedeværende at overbringe vores hellige Fader lykønskninger med den kommende 80 års fødselsdag og takke ham for hans styrkende pastorale virke for Guds hellige Kirke. Vi overleverer her vore dybtfølte ønsker på hele Kirkens vegne.

Ved denne højtidelige lejlighed hvor han (Den hellige Fader) er til stede i Fatima, har Hans Hellighed bedt mig bekendtgøre en meddelelse (for Jer). Som I ved, har formålet med hans besøg i Fatima været at saligkåre de to ”små hyrder”. Ikke desto mindre ønsker han også på ny, på denne pilgrimsrejse at vise sin taknemmelighed til vor Frue for hendes beskyttelse i hans tid som pave.

Denne beskyttelse synes også at være knyttet til den såkaldte tredje del af ”hemmeligheden” fra Fatima.

Denne tekst indeholder en vision af profetisk karakter, som svarer til dem, man også finder i Den hellige Skrift, men som ikke beskriver fotografisk og detaljeret, hvad der vil ske i fremtiden, men som sammenfatter en enkelt hændelses fakta og baggrund, og som tidsmæssigt rækker langt ud i fremtiden. Resultatet er, at teksten må fortolkes, og her er symbolikken nøglen til en forståelse.

Visionen fra Fatima vedrører frem for alt den krig, der bliver ført af de ateistiske systemer mod Kirken og kristendommen, og den beskriver den enorme lidelse, som troen bærer vidnesbyrd om gennem det sidste århundrede i det andet årtusinde. Det er korsets (endeløse) vej ledt af paverne gennem det tyvende århundrede.

Ifølge de ”små hyrders” fortolkning, som også er blevet bekræftet for nylig af Søster Lucia, er ”biskoppen klædt i hvidt” og beder for alle de troende, paven. Dette gør han, mens han med stor vanskelighed forsøger at bane sig vej, mellem ligene af dem, der er døde under martyriet (biskopper, præster, ordensfolk af begge køn og lægfolk) mod korset. Han falder til jorden, tilsyneladende er han blevet slået ihjel under en kugleregn fra adskillelige geværer.

Efter mordforsøget den 13. maj 1981 var det tydeligt, at det var ”en moders hånd, som ledte kuglens vej, mens han våndede sig i sin dødskamp (Pave Johannes Paul II, Meditation from the Policlinico Gemelli to the Italian Bishops, Insegnamenti, XVII, 1 (1994), 1061). I anledning af et besøg i Rom af den daværende biskop af Leiria-Fatima, besluttede paven at give ham den kugle, der var forblevet i (pavemobilen) efter mordforsøget, således at den kunne blive opbevaret ved helligdommen. Det var biskoppens beslutning, at kuglen senere blev lagt i kronen på statuen af vor Frue af Fatima.

De efterfølgende begivenheder i 1989 ledte til, at de kommunistiske regimer, der fremmer ateismen, dels i Sovjetunionen dels i en række østeuropæiske lande brød sammen. Også for dette opofrede han en dybtfølt tak til Den Hellige Jomfru. I andre dele af verden fortsatte derimod angrebene mod Kirken og her måtte de kristne stadig bære på lidelsens åg. Selvom de begivenheder den tredje del af ”hemmeligheden” fra Fatima referer til, nu er en del af fortiden, er vor Frues kald til omvendelse og bod, som blev fremsat i begyndelsen af det tyvende århundrede, stadig væsentligt og endnu mere aktuelt i dag. ”Vor Frue, som står bag budskaberne, ser ud til at tyde tidens tegn, tegnene i vor tid med en særlig indsigt … Den konstante opfordring fra Den hellige Maria til bod er intet andet end en manifestation af hendes moderlige bekymring for menneskehedens skæbne, fordi den har brug for omvendelse og tilgivelse” (Pave Johannes Paul II, et budskab givet ved verdensdagen for de syge i 1997, nr. 1, Insegnamenti, XIX, 2 (1996), 561).

For at de troede bedre kan tage imod budskaberne fra Vor Frue af Fatima, har paven bedt Troslærekongregationen offentliggøre den tredje del af ”hemmeligheden” efter at have forberedt en kommentar, som er passende dertil.

Brødre og søstre lad os takke vor Frue af Fatima for hendes beskyttelse. Lad os betro Kirken i det tredje årtusinde til hendes moderlige indgriben. 

Sub tuum praesidium confugimus, Sancta Dei Genitrix! Intercede pro Ecclesia. Intercede pro Papa nostro Ioanne Paulo II. Amen.

Fatima den 13. maj 2000

…………………………………………

En teologisk kommentar

Ved omhyggelig læsning af teksten til den såkaldte tredje ”hemmelighed” fra Fatima, der her er blevet offentliggjort i sin helhed, længe efter hændelserne faktisk er sket og Den hellige Faders afgørelse, vil den sandsynligvis skuffe eller overraske efter de mange spekulationer, den har affødt. Intet stort mysterium er blevet åbenbaret, ej heller er fremtiden. Vi ser Kirkens martyrer, der har gjort sig gældende i dette århundrede, og som lige er passeret, fremstå i et scenarie, der er beskrevet i et sprog og igennem en symbolik, der ikke er let overskue. Er det det, Herrens Moder ønskede at fortælle de kristne og menneskeheden på et tidspunkt, hvor der herskede nød og vanskeligheder? Er det til nogen hjælp for os i begyndelsen af det nye årtusinde? Eller er dette blot en afspejling af børnenes indre liv og blevet frembragt af et miljø præget af dyb fromhed, men som på samme tid er blevet rystet af en storm, som virkede faretruende på netop det tidspunkt? Hvordan bør vi forstå denne vision? Hvad kan vi bruge den til? 

Offentlig åbenbaring og private åbenbaringer – deres teologiske status

Før man forsøger at fortolke det, der er essensen i erklæringen oplæst af Kardinal Sodano den 13. maj dette år ved afslutningen af den Messe, der blev fejret af Den hellige Fader i Fatima, er der behov for nogle grundlæggende præciseringer i måden, man gør det på ifølge Kirkens lære, set i forhold til fænomener som det i Fatima, så det bliver forstået i lyset af troen. Kirkens lære skelner mellem ”offentlig åbenbaring” og ”private åbenbaringer”. De to fænomener adskiller sig ikke kun i grad men også i deres væsen. Udtrykket ”offentlig åbenbaring” henviser til Guds åbenbarende handling, der er rettet mod menneskeheden som helhed, og som findes litterært udtrykt i de to dele af Bibelen: Det Gamle og Nye Testamente. Det bliver kaldt ”åbenbaring”, fordi Gud i den (åbenbaringen) gradvist giver sig til kende for menneskene frem til det punkt, hvor Han selv bliver menneske for at kunne drage hele verden til sig og forene den med Sig selv gennem Sin inkarnerede Søn, Jesus Kristus. Det handler derfor ikke om en intellektuel samtale, men om en livgivende proces, hvor Gud kommer for at møde mennesket. Samtidig afføder denne proces naturligt materiale, der angår sindet og for at kunne forstå Guds mysterium. Det er en proces, der involverer mennesket i dets helhed og dermed fornuften, men ikke fornuften alene. Fordi Gud er én, er historien, som Han deler med menneskeheden også én. Den er gældende for altid, og den har nået sin fylde i Jesu Kristi liv, død og opstandelse. I Kristus har Gud sagt alt, og det er, at Han åbenbarede Sig selv fuldt og helt, og derfor blev åbenbaringen tilendebragt ved fuldendelsen af Kristi mysterium, som det fremgår af Det nye Testamente. For at forklare åbenbaringens karakter og fuldstændighed, citerer Den Katolske Kirkes Katekismus en tekst af Johannes af korset: ”Ved at give os Sin Søn, Hans eneste Ord (Fordi Han ingen anden har) fortalte Han os alt, på en gang gennem dette ene Ord, og Han har ikke mere at sige … fordi det Han stykkevis talte om før profeterne, har Han nu udtalt en gang for alle ved at give os alt, Han havde, nemlig Hans egen Søn. Enhver der stiller spørgsmålstegn ved Gud eller ønsker en vision eller åbenbaring vil gøre sig skyldig i ikke bare en tåbelig opførsel, men også en fornærmelse af Ham, fordi man ikke retter sit blik på Kristus, men jager ønsket om noget helt nyt” (Nr. 65: Johannes af Korset, Bestigningen af Bjerget Karmel, II, 22).

Fordi Guds enestående åbenbaring er rettet mod alle mennesker og kommer til sin fuldbyrdelse med Kristus og til bekræftelse af Ham i Det Nye Testamentes bøger, er Kirken bundet til denne helt enestående begivenhed i den hellige historie og til Bibelens ord, som Hun (Kirken) dels er en garant for og dels en fortolker af. Men dette betyder ikke, at Kirken kun ser på fortiden, og at Hun er forpligtet på konstante gentagelser. Den Katolske Kirkes Katekismus siger vedrørende dette: ”Men selvom Åbenbaringen er afsluttet, er den dog ikke fuldstændig udfoldet; det forbliver den kristne tros opgave trin for trin at begribe hele rækkevidden af den i århundredernes løb” (Nr. 66). Måden hvorpå Kirken er bundet til både det særlige i begivenheden, og den fremadskridende forståelse af den (begivenheden) bliver klart illustreret i Herrens afskedstale, inden Han forlader sine disciple, hvor Han siger: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv …  Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16: 12-14). På den ene side fungerer Ånden som vejleder, der beskriver en viden, der før har været uopnåelig, fordi grundlaget for den manglede, dette er den endeløse bredde og dybde i den kristne tro. På den anden side, er det at blive vejledt af Ånden, som at ”trække på” den rigdom Jesus Kristus er, og de uudtømmelige dybder viser sig ved måden, hvorpå Ånden leder. I den forbindelse citerer Katekismen pave Gregor den Stores dybsindige ord: ”Den hellige Skrift vokser hos den, der læser i Den” (Nr. 94; Gregory den Store, Homilia in Ezecilem I, 7, 8). Det Andet Vatikankoncil noterer tre væsentlige måder, hvorpå Ånden leder i Kirken, og derved tre måder hvorpå ”ordet vokser”: ”Der sker en vækst i forståelsen af de ting eller ord, der er blevet givet videre, både ved overvejelsen og studium hos de troende, der overvejer det i deres hjerte (jf. Luk. 2,19 og 51), men også ved den indre indsigt, der stammer fra åndelig erfaring, og endelig ved forkyndelsen fra dem, der gennem den biskoppelige succession har modtaget sandhedens karisma” (Dei Verbum, 8).

I den forbindelse er det nu blevet muligt at opnå den helt rigtige forståelse af begrebet ”privat åbenbaring, som henviser til at alle de visioner og åbenbaringer, der har fundet sted siden Det Nye Testamente. Det er den kategori, hvori vi kan placere budskabet fra Fatima. Lad os derfor i den forbindelse igen se på, hvad Den Katolske Kirkes Katekismus siger: ”I århundredernes løb har der været såkaldte ’privatåbenbaringer’, hvoraf nogle er blevet anerkendt af kirkens autoritet … Det er ikke deres rolle at ’forbedre’ eller ’supplere’ Kristi endegyldige Åbenbaring, men at hjælpe til bedre at efterleve den på et givent tidspunkt i historien” (Nr. 67). Dette tydeliggør to ting:

  1. Den autoritet, som private åbenbaringer har, er væsentlig forskellig fra den endelige offentlige åbenbaring. Den sidstnævnte kræver tro, for det er her, at Gud taler til os gennem menneskelige ord og Kirkens levende samfund. Troen på Gud og på Hans ord er anderledes fra ethvert andet menneskes tro og holdning. Den sikkerhed, at det er Gud, der taler, giver mig en sikkerhed for, at jeg er i kontakt med sandheden selv. Det giver mig en vished, der er hævet over, at dette kan bekræftes af menneskelig viden. Det er den vished, hvorpå jeg bygger mit liv, og jeg betror mig til, den dag jeg skal dø.
  2. Den private åbenbaring er en hjælp til denne tro og viser sin troværdighed netop ved at lede mig tilbage til den endelige offentlige åbenbaring. I den henseende siger kardinal Prospero Lambertini, den fremtidige pave Benedikt XIV, i sin klassiske afhandling, som senere blev de retningslinjer, der benyttes ved saligkåring og helgenkåring: ”En stadfæstelse fra den katolske tro er ikke passende i forhold til en godkendelse af åbenbaringerne på denne måde; det er ikke engang muligt. Disse åbenbaringer søger snarere et samtykke fra den menneskelige tro, som er overensstemmende med kravet om forsigtighed, og som fremstiller dem for os, som sandsynlige og troværdige i forbindelse med fromhed”. Den flamske teolog E. Dhanis, en fremtrædende forsker på dette område fremhæver meget koncist, at en kirkelig godkendelse af en privat åbenbaring indeholder tre elementer: Budskabet indeholder intet, der modstrider tro eller moral, det er legitimt at offentliggøre, og det er tilladt de troende at acceptere det med forsigtighed (E. Dhanis, Sguardo su Fatima e bilancio di una discussione, i La Civiltâ 104 (1953), II 392-406, fremgår specifikt i 397). Et sådant budskab kan være den helt rigtige hjælp til at forstå evangeliet og leve det bedre på et bestemt tidspunkt, og derfor bør det ikke afvises. Det er en hjælp, som tilbydes, men som man (de troende) ikke er forpligtet til at bruge.

Kriteriet for sandheden og værdien af privat åbenbaring er derfor, om hvorvidt den peger hen i mod Kristus. Når den fører os væk fra Ham, når den bliver uafhængig af Ham eller præsenterer sig selv som en anden og bedre frelsesplan, der er mere vigtig end Evangeliet, så er der stor sikkerhed for, at den ikke kommer fra Helligånden, som leder os dybere ind i Evangeliet og ikke væk fra det. Det betyder ikke, at en privat åbenbaring ikke fremlægger nye måde at hengive sig (til Gud) på eller leder til en udbredelse af – og fordybelse i ældre praksisser. Men i alt dette bør der være en næring af tro, håb og kærlighed, som er den uforanderlige vej for alle til frelsen. Det bør tilføjes, at private åbenbaringer ofte udspringer af den gængse fromhed, og som videre ofte sætter sit præg på denne (fromheden), og på den måde giver tilskyndelser til – og baner dermed vejen for fromheden i ”ny klædning”. Heller ikke dette udelukker, at den på en vis måde vil sætte sit præg på liturgien, som vi eksempelvis ser ved festerne for Corpus Christi og Jesu hellige Hjerte. Man kan antage den betragtning, at forholdet mellem åbenbaring(en) og private åbenbaringer afspejler forholdet mellem liturgi og den gængse fromhed: Liturgien er kriteriet, den er det levede udtryk for Kirken som et hele og henter sin kilde i Evangeliet. Den gængse fromhed er et tegn på, at troen spreder – og sætter sine rødder i folks hjerter på en sådan måde, at det rækker ind i dagliglivet.  Den gængse fromhed er den første og grundlæggende form for ”inkulturation” i forhold til troen. Selvom det altid må have sit udspring i liturgien, vil den altid berige troen med udgangspunkt i hjertet.

Vi har på denne måde flyttet os fra de noget negative præciseringer, der grundlæggende er nødvendige for at opnå en egentlig afklaring af de private åbenbaringer. Hvordan kan de på en korrekt måde relateres til den hellige Skrift? Hvilken teologisk kategori hører de til? Det ældste brev skrevet af Paulus (som er blevet bevaret), og som måske er en af de ældste nytestamentlige tekster, er hans første brev til menigheden i Thessalonika, synes at angive nogle retningslinjer. Apostlen siger: ”Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode …” (1 Thess 1: 19-21). Kirken har til enhver tid modtaget profetiens nådegave, som må undersøges og ikke udsættes for hån. Vedrørende dette punkt må man holde sig for øje, at profeti i bibelsk forstand ikke betyder at forudsige fremtiden, men at forklare Guds vilje lige nu og her og dermed vise, hvad der er den rigtige vej at gå i et fremtidigt perspektiv. En person, der forudsiger, hvad der vil ske, agerer på grundlag af nysgerrighed og ønsker at løfte sløret for fremtiden. Profeten taler ikke til fornuften, men erklærer Guds vilje som en tilkendegivelse og et pålæg i forhold til den tid, man er i. I dette tilfælde er forudsigelsen af fremtiden af sekundær betydning. Det, der her er vigtigt er en aktualisering af den endelige åbenbaring, og dette bekymrer mig dybt. Det profetiske ord er en advarsel eller en trøst eller begge ting på samme tid. I den forstand er der en sammenhæng mellem profetiens nådegave, og det som vi betegner som ”tidens tegn”, dette rettede Vatikan II (på ny) fokus på: ” I hyklere, jordens og himlens udseende forstår I at tyde; hvorfor forstår I så ikke at tyde denne tid? ” (Luk 12: 56). I dette skriftsted siger Jesus, at ”tidens tegn” må forstås som den vej, Han gik, ja det må forstås som Jesus selv. At fortolke ”tidens tegn” i lyset af troen betyder at erkende tilstedeværelsen af Kristus til alle tider. I de privatåbenbaringer, der er godkendt af Kirken, og dermed også Fatima, er sagens kerne: At de hjælper os til at forstå tidens tegn og agere på dem på den rigtige måde gennem troen. 

Den antropologiske struktur i private åbenbaringer

Gennem disse overvejelser har vi indtil nu forsøgt at få klargjort de private åbenbaringers status. Før der foretages en fortolkning af budskabet fra Fatima, vil vi kortfattet forsøge at afklare deres antropologiske (psykologiske) karakter. På det område, der beskæftiger sig med teologisk antropologi, skelner man mellem tre former for opfattelse eller ”vision”: Vision med sanserne og dermed den ydre kropslige opfattelse, den indre opfattelse og den åndelige vision (visio sensibilis – imaginativa – intellectualis). Det er klart, at visioner fra Lourdes, Fatima samt andre steder ikke er et spørgsmål om den ydre sanselige opfattelse: De billeder og strukturer, som er blevet set kan ikke placeres rumligt, som det eksempelvis er tilfældet med et træ eller et hus. Det er indlysende, for eksempel med hensyn til visionen om helvede (beskrevet i den første del af ”hemmeligheden” fra Fatima) eller for den sags skyld visionen beskrevet i den tredje del af ”hemmeligheden”. Men det samme kan med lethed gøres klart med hensyn til andre visioner, især da ikke alle tilstedeværende så dem, kun ”visionærerne”. Det er også klart, at det ikke er et spørgsmål om en ”vision” i sindet, uden billeder, som finder sted på et højere niveau indenfor mystikken. Derfor har vi at gøre med midterkategorien, den indre opfattelse. For visionæren har denne opfattelse helt sikkert været markant, som det tilsvarende også har været for den person (den visionær), der har erfaret den ydre kropslige opfattelse.

Den indre vision betyder ikke, at dette er en fantasi, hvilket ikke ville være andet end et udtryk for den subjektive forestillingsevne. Det betyder snarere, at sjælen er blevet berørt af noget virkeligt, som ligger uden for dens sanseevne. Den bliver gjort i stand til at kunne se noget, der ligger ud over det, der kan sanses, altså sanses af de indre sanser. Dette indebærer, at sande ”objekter” berører sjælen, selvom disse ”objekter” ikke hører til vores almindelige sensoriske verden. Det er derfor, at der er behov for en indre (hjertets) årvågenhed, som normalt er lukket grundet et intenst pres fra den ydre virkelighed samt de billeder og tanker, som fylder sjælen. Personen ledes ud over alt det ydre og berøres af en dybere realitets dimensioner, som bliver synlige for vedkommende. Måske forklarer dette, hvorfor børn har en tendens til at være (ekstra) modtagelige overfor sådanne åbenbaringer: Deres sjæle er endnu ikke blevet forstyrret, deres indre modtagelighed er endnu ikke blevet forringet. ”Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang?” svarer Jesus med en linje fra Salme 8 (vers. 3) i Sin kritik af ypperstepræsterne og de ældste, som havde fundet børnenes hyldest ”Hosianna” upassende (jfr Matt 21:16).

Den ”indre vision” er som allerede beskrevet ikke en fantasi, men er sand og kendt gyldig. Men den har sine begrænsninger. Selv ved en ydre vision er et subjektivt element til stede. Vi ser ikke objektet fuldstændig klart, for det fremstår for os i en form, der er blevet filtreret af vore sanser, og som så at sige ”oversætter” det, vi ser. Dette fremgår dog tydeligere i tilfældet med den indre vision, især når den medtager realiteter, som i sig selv er liggende udenfor vores horisont. Subjektet og visionæren er stadig mere indvolveret. Han (visionæren) ser det, som han kan af repræsentationens former, og som hans bevidsthed tillader ham. I tilfældet med den indre vision er oversættelsesprocessen endnu mere omfattende end i den ydre vision, for subjektet bliver på en vigtig måde en del af selve dannelsen af billedet, og det billedet viser. Det er kun muligt for ham at nå frem til billedet indenfor rammerne af hans evner og muligheder. Sådanne visioner er derfor ikke kun almene billeder af den ”anden verden”, men er påvirket af de muligheder og begrænsninger, der knytter sig til det erkendte subjekt.

Dette kan påvises ved de store visioner, som helgener har haft, og dette gør sig naturligvis også gældende i forhold til de visioner, børnene i Fatima modtog. De billeder, som de beskriver, er ikke et udslag af deres fantasi, men er et resultat af en reel opfattelse, som stammer fra det indre og er på et meget højt niveau. Men de bør heller ikke opfattes som momentvise glimt af den anden verden, hvor himlen fremstår i al sin stohed, sådan som vi en dag håber på at kunne se den i den endelige forening med Gud. Snarere er billederne praktisk talt en syntese af den impuls, der kommer fra det høje og visionærenes kapacitet i forhold til at modtage denne impuls. Af denne grund er visionernes billedsprog symbolladet. I den henseende udtalte kardinal Sodano: ”De beskriver ikke på en fotografisk måde detaljerne i fremtidige begivenheder, men de sammenfatter ganske enkelt en mængde fakta, som strækker sig over tid, men som samtidig er uspecifik i forhold til rækkefølge og varighed”. Denne sammenfatning af tid og sted i et enkelt billede er typisk for sådan en vision, som for størstedelens vedkommende tydes retrospektivt. Ikke alle elementer i visionen behøver at have en specifik historisk undertone. Det er visionen som et hele, der er det gældende, og detaljerne skal forstås på baggrund af billederne i deres helhed. Det, der er det centrale i billedet kommer til udtryk, når der er et sammenfald med det, der er omdrejningspunktet for selve den kristne ”profeti”: Centrum er der, hvor visionen bliver en befaling og vejledning til Guds vilje.

Et forsøg på at fortolke ”hemmeligheden” fra Fatima

Den første og anden del af ”hemmeligheden” fra Fatima er allerede blevet nøje diskuteret, og der er derfor ikke behov for en yderligere uddybelse af disse. Jeg vil dog kort minde om det mest betydningsfulde punkt ved ”hemmeligheden”, nemlig det frygtelige øjeblik hvor børnene modtog en vision vedrørende helvede. De så, hvad der skete med de ”stakkels synderes sjæle”. Og de blev fortalt, hvorfor de blev udsat for dette, det var for at ”redde” sjæle ved at vise vejen til frelsen. Ordene fra Første Petersbrev springer mig i hu: ”når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse” (1 Pet 1:9). For at kunne nå dette mål angives til overraskelse for folk fra den angelsaksiske- og tyske kulturkreds en hengivelse til Marias Ubesmittede Hjerte. En kortfattet kommentar for at uddybe dette, kommer her. I det bibelske sprog er hjertet menneskelivets centrum, det punkt hvor fornuften, viljen, temperament og følsomhed løber sammen, og hvor mennesket finde sin indre enhed og sin indre orienteringsevne. Ifølge Matthæusevangeliet (kap 5:8), er det ”ubesmittede hjerte” det hjerte, som ved Guds nåde, er kommet til en fuld og hel enhed og derfor ”ser Gud”. At være hengiven til Marias Ubesmittede Hjerte betyder derfor at favne dette hjertes indstilling, som gør fiat, ”Din vilje ske”, til livets centrum. Man kan indvende, at vi ikke bør sætte et menneske mellem os og Kristus. Men så husker vi på, at Paulus ikke tøvede med at sige til sine menigheder: ”Efterlign mig” (1 Kor 4: 15, Fil 3: 17, 1 Thess 1: 6 og 2 Thess 3:7, 9). Igennem apostlene kunne man på en meget konkret måde se, hvad det det vil sige at følge Kristus. Men fra hvem kan vi til enhver tid på bedste vis tage ved lære end hos andre end hos Guds Moder.

Således er vi endelig nået til den tredje del af ”hemmeligheden” fra Fatima, som for første gang er blevet offentliggjort i sin fulde længde. Som det fremgår af den dokumentation, der er blevet præsenteret her, er den fortolkning, der blev udlagt af kardinal Sodano i hans erklæring den 13. maj først fremsat personligt for Søster Lucia. Søster Lucia’s svar understregede, at hun modtog visionen, men ikke hvordan den skulle fortolkes. At foretage en fortolkning, ligger ikke hos mig, sagde hun, men hos Kirken. Men efter at have læst teksten, sagde hun, at fortolkningen svarede til, hvad hun havde oplevet, og at hun for sin del fandt fortolkningen korrekt. I det følgende er hensigten derfor kun at gå dybere ned i fundamentet for denne fortolkning, og det på grundlag af de kriterier, der allerede er blevet overvejet.

”For at frelse sjæle” har vist sig at være ”overskriften” for den første og anden del af ”hemmeligheden”, og ”overskriften” for den tredje del, er det trefoldig råb: ”Bod, bod og atter bod!”. Det man umiddelbart kommer til at tænke på er begyndelsen af Evangeliet: ”Omvend Jer og tro på Evangeliet!” (Mark 1: 15). At tyde tidens tegn betyder, at man forstår, at det haster med at gøre bod, at omvende sig og at tro. Det, er den mest korrekte måde at svare på det, der historisk gør sig gældende lige nu, og som er karakteriseret ved de alvorlige farer, der er skitseret i det billedmateriale, der optræder (i hemmeligheden). Tillad mig at bidrage med en personlig erindring: I en personlig samtale med Søster Lucia sagde hun, at det stod mere og mere klart for hende, at formålet med alle åbenbaringerne var at hjælpe folk med at vokse yderligere i troen, håbet og kærligheden, det der ellers optræder (i hemmeligheden), har samme formål, nemlig at lede til dette (tro, håb og kærlighed).

Lad os nu undersøge de enkelte billeder nærmere. Englen med det flammende sværd på venstre side af Guds Moder minder om et lignende billede fra Johannes Åbenbaringen. Dette (motiv) repræsenterer truslen om en dom, der skal omslutte verden. I dag er udsigten til, at verden kan blive reduceret til aske forårsaget af et ildhav ikke længere bare fantasi: Mennesket, har med det, det har opfundet, selv smedet det flammende sværd. Visionen viser derefter den kraft, der modstår ødelæggelsen, Guds Moders pragt der arbejder sig op mod den (ødelæggelsen), som en opfordring til bod. På denne måde understreges betydningen af den menneskelige frihed: Fremtiden er i realiteten foranderlig, og det billede, som børnene så, er på ingen måde en filmisk gengivelse af en fremtid, der ikke kan ændres. Hele meningen med visionen er bestemt at fremhæve friheden og lede friheden i en givtig retning. Målet med visionen er ikke at vise en film, som omhandler en fastlåst fremtid. Hensigten er det modsatte: Det handler om at lede trangen til forandring i den rigtige retning. Derfor må vi se bort fra de letkøbte og fatalistiske forklaringer, der eksisterer (og cirkulerer) vedrørende ”hemmeligheden”, som for eksempel at attentatmanden den 13. maj 1981, kunne fungere som et redskab i en guddommelig plan styret af forsynet og derfor ikke kunne handle frit. Visionen taler snarere om farer, og hvordan vi kan blive frelst fra dem.

De næste sætninger i teksten viser igen meget tydeligt visionens symbolske karakter: Gud forbliver ikke målbar og er det lys, som overgår ethvert billede (vi danner af Ham). Mennesket fremstår som i et spejl. Vi bør altid huske på de begrænsninger, som visionen rummer, og som her bliver indikeret visuelt. Fremtiden erkendes kun (i spejlet stykkevis): ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud” (1 Kor 13:12). Lad os nu betragte de enkelte billeder, som fremgår i teksten til ”hemmeligheden”. Der, hvor handlingen udspiller sig, er beskrevet ved tre symboler: Et stejlt bjerg, en stor by der ligger i ruiner, og endelig det store kors. Bjerget og byen symboliserer dele af menneskets historie: Historien om en opstigning mod toppen, som er vanskelig, historien om menneskets udvikling og social harmoni, men samtidig et felt for ødelæggelse, hvor mennesket praktisk talt nedbryder frugten af sit eget arbejde. Byen kan være stedet for fællesskab og fremskridt, men også for fare med et højt trusselsniveau. På bjerget står korset, som er målet og ledetråden i historien. Korset omformer ødelæggelse til frelse, det står som et tegn på den elendighed, der optræder i historien, men også som et historisk løfte.

På dette tidspunkt fremstår en række menneskelige figurer: Biskoppen klædt i hvidt (”Vi havde indtryk af, at det var Den hellige Fader”, andre biskopper, ordensfolk af begge køn og mænd og kvinder med forskellige positioner (indenfor Kirkens regi). Paven så ud til at fremstå tydeligere (i rang) end de andre, han led og rystede på grund af de mange rædsler omkring ham. Det var ikke kun byens bygninger, der lå halvt i ruiner, men paven forsøger at bane sig vej mellem de spredte lig. Kirken vej er beskrevet som Via Crucis, en rejse gennem tiden præget af vold, ødelæggelse og forfølgelse. Historien om et helt århundrede ses repræsenteret på dette billede. Ligesom steder på jorden er kunstigt beskrevet i de to billeder af bjerget og byen og er rettet mod korset, således bliver tidsaspektet præsenteret på en komprimeret måde. I visionen genkender vi det sidste århundrede som martyrernes århundrede, et århundrede med lidelse og forfølgelse af Kirken, et århundrede med verdenskrige og mange spredte lokale krigshandlinger, som har fundet sted gennem de sidste 50 år og har medført usete former for grusomheder. I denne visions ”spejlbillede” som vi ser udspillet foran os, ser vi troens vidnesbyrd årti for årti. Her vil det være hensigtsmæssigt at fremhæve en sætning fra det brev, som Søster Lucia skrev til Den hellige Fader den 12. maj 1982: ”Den tredje del af ”hemmeligheden” henviser til Jomfru Marias ord: ”Hvis ikke (Rusland omvender sig) vil hun sprede sine vildfarelser til hele verden, og det vil resultere i krige og forfølgelse af Kirken. De gode vil lide martyriet, Den hellige Fader vil lide meget og mange nationer vil blive tilintetgjort”.

Igennem et helt århundredes Via Crucis har paven (som en central figur) spillet en væsentlig rolle. I hans (pavens) bestigning af bjerget ser vi uden tvivl en konvergens hos forskellige paver. Begyndende med Pius X og frem til den nuværende pave, de har alle haft del i dette århundredes lidelse og havde viljen til at fortsætte med at gå fremad og trodsede de kvaler, som fører til korset. I visionen bliver paven sammen med martyrerne slået ihjel. Da, Den hellige Fader, efter attentatet den 13. maj 1981, fik overbragt teksten til den tredje del af ”hemmeligheden”, var det nærmest uundgåeligt, at han i den så sin skæbne blive udspillet. Han havde været meget tæt på at dø, og han forklarede, hvorfor han overlevede, på følgende måde: ”… det var en moders hånd, som ledte kuglens vej, mens han (paven) våndede sig i sin dødskamp” (den 13. maj 1994). At det var ”en moders hånd” der havde afbøjet for den skæbnesvangre kugle viser os blot endnu engang, at der ikke er en uforanderlig skæbne, og at tro og bøn er stærke kræfter, som kan indvirke på historiens gang, og at bøn i sidste ende er langt stærkere end kugler og tro langt stærkere end hære.

Den afsluttende del af ”hemmeligheden” gør brug af billeder som (Søster) Lucia kan have set i andagtsbøger, og som henter inspiration i et trosfundament, som har gjort sig gældende i århundreder. Det er en vision, som trøster, fordi den (forener) en historie, der er fuld af blod og tårer med Guds helbredende kraft. Under korsets ”arme” opsamler englene martyrernes blod, og med det giver de liv til de sjæle, som er på vej til Gud. Her er Kristi blod og martyrernes blod betragtet som et: Martyrernes blod flyder ned af korsets ”arme”. Martyrerne dør sammen med Kristi passion, og deres død bliver et med Hans. For Jesu Kristi Legemes skyld udfylder de det, der endnu mangler i Hans trængsler (Kol 1:24). Deres liv er i sig selv blevet en Eukaristi, en del af mysteriet om hvedekornet, der dør og bærer megen frugt. Tertullian sagde: At martyrernes blod, er for de kristne, hvedekornet.  Ud fra Kristi død, fra Hans åbne sår, blev Kirken født, og døden blev et frugtbart vidnesbyrd for Kirkens fremtidige liv. Derfor er visionen i den tredje del af ”hemmeligheden” i starten (meget) sørgelig, men slutter billedligt talt med et håb: Ingen lidelse er forgæves, og dette er en lidende Kirke, en Kirke, der er befolket af martyrer, som er et fyrtårn for mennesket i dets søgen efter Gud. Guds åbne og kærlige favn indbyder ikke kun dem, der lider ligesom Lazarus, der fandt stor trøst der, og på mystisk vis repræsenterer Kristus, som for vores skyld ønskede at være den stakkels Lazarus. Der er noget mere: Fra lidelsens vidnesbyrd udgår en rensende og fornyende kraft, fordi deres (martyrernes) lidelse er en aktualisering af Jesu Kristi lidelser og et vidnesbyrd på dens frelsende virkning her og nu.

Og derpå er vi nået til det endelige spørgsmål: Hvad er meningen med ”hemmeligheden” fra Fatima set i dens helhed (altså i tre dele)? Hvad vil den fortælle os? Først og fremmest kan vi med kardinal Sodanos ord bekræfte, at: ”… de begivenheder som den tredje del af ”hemmeligheden” fra Fatima henviser til, nu må ses som en del af fortiden”. For så vidt, begivenhederne er beskrevet enkeltvis, hører de til i fortiden. De, der havde ventet apokalyptiske åbenbaringer om endetiderne i forhold til verden og historien i et fremtidigt perspektiv vil blive skuffede. Fatima opfylder ikke et ønske i den retning, ligesom den kristne tro i almindelighed ikke kan reduceres til et objekt, der skal tilfredsstille vores nysgerrighed. Hvad der står tilbage, var allerede klart, da vi begyndte vores overvejelser vedrørende ”hemmeligheden”: En formaning om at bøn er vejen til ”sjælenes frelse” og ligeledes opfordringen til bod og omvendelse.

Jeg vil til sidst fremhæve et andet centralt udtryk, der fremgår af ”hemmeligheden”, og som med rette har opnået berømmelse: ”Mit Ubesmittede Hjerte vil triumfere”. Hvad betyder det? Hjertet, der er åbent for Gud, renset ved at betragte Gud, er langt stærkere end geværer og andre våben. Marias fiat (lad det ske efter Dit ord), ordet fra hendes hjerte, har ændret verdenshistorien, fordi det bragte en Frelser til verden, og takket være hendes ja, kunne Gud blive menneske i vores verden og være hos os til evig tid. Den onde har magt(en) i denne verden, som vi konstant ser og oplever: Han har magt(en) fordi vores frihed vedvarende lader os ledes fra Gud. Men Gud selv blev menneske og har rettet menneskets frihed mod det gode, og dermed har friheden til at vælge det onde ikke længere det sidste ord. Fra da af og fremefter er det Ordet, der sejrer: ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16:33). Budskabet fra Fatima opfordrer os en tro på dette løfte.

Kardinal Joseph Ratzinger

Præfekt for Troslærekongregationen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på Vatikanets hjemmeside, og den kan læses på: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_20000626_message-fatima_en.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)