Category: Articles

Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig

Vi skriver 2029, og på grund af omstændighederne deltager du i en gruppestyret Messe, som fejres af Asger, som erbuschauffør, Karl, som er bankdirektør og Hans, der er tømrer.

Du befinder dig i en ”kirke”, som blev ”skabt” i hovedet på Amazonassynodens radikale muse, biskop Fritz Lobinger. Efter at pave Frans havde prist Lobingers arbejde til skyerne, blev det en realitet efter synoden i 2019, og man kunne foretage en præsteordination af ”ældre” gifte mænd (viri probati: prøvede mænd), en praksis, der efterfølgende spredte sig til Tyskland, USA og mange andre lande (en udvikling man måtte forudse).

Du vil tænke den tanke, og her kan man passende tage udgangspunkt i én af Lobingers egne formuleringer, ”at man vil finde det urovækkende, at man nu må erfare, at en Messe celebreres af en leder i en bank, en buschauffør og en tømrer”.

Men du var blevet advaret, før man påbegyndte denne ”fornyelse”.

Før Asger, Karl og Hans blev ordineret til præstegerningen, deltog de sammen med Fr. Peter ved alteret i de messeklæder, der benyttes under liturgien og tog del i så meget af liturgien, som det var muligt. Men nu er det Asger, Karl og Hans, der selvstændigt fejrer de gruppestyrede Messer, og netop dette aspekt begrunder Lobinger med, at: ”Jesus ikke var alene ved den sidste nadver”.

Under denne Lobingers opsplitning af præsteskabet, har Asger, som til daglig er buschauffør, fungeret som ”præst” på sidelinjen, mens han har været på præstekursus i weekenderne. Han optræder i civilbeklædning og bliver tiltalt som: Asger, men tituleres som ”ældre” for at markere, at der er en forskel på ham og præsterne i det rigtige præsteskab. Fr. Peters rolle som præst er blevet forandret, han fungerer nu som ”mentor” i forhold til den præstelige gerning, når mænd, der til hverdag arbejder som arkitekter, politimænd, køkkenchefer o.s.v, skal celebrere Messer, lytte til skriftemål og i det hele taget varetage den pastorale omsorg, som egentlig er Fr. Peters arbejdsområde.

Asgers ordination foregik i forbindelse med en gruppeordination, fordi ordinationen af en enkelt person kunne tegne et billede af, at man bevarer Den nærende Kirke, hvor man gør brug af en uhensigtsmæssig tilgang, hvor de troende kun er passivt modtagende. Asgers tilstedeværelse handler ikke bare om, at han skal varetage sakramenterne, indtil den rigtige præst dukker op. Asger og de andre deltidspræster er der, fordi deres tilstedeværelse og aktivitet stemmer overens med Vatikan II’s ønske om aktiv deltagelse.

Men vi befinder os nu (2019) på et tidspunkt, hvor paven har indkaldt til en synode, hvor det skal undersøges om, Fr. Peter kan være gift, og om Asgers hustru Alice også kan blive ordineret. Man hævder, at Amazonassynoden afholdes for at løse problemet med præstemanglen i de områder, der lider under dette. Det er dog ikke det, der er den egentlige hensigt, man ønsker derimod en gennemgribende forandring af Messen og præsteskabet.

Hvis det er manglen på præster, der er årsagen til, at vi skal begynde at ordinere menighedsledere, må vi i sagens natur afslutte denne praksis den dag, vi igen har tilstrækkelig med præster”. Den indrømmelse kommer Lobinger med i sin skelsættende bog: Like His Brothers and Sisters (Ligesom Hans brødre og søstre) (1).

Ifølge den seneste bog Lobinger har skrevet: The Empty Alter (Det tomme alter) er motivet det, at det er os (lægfolket), der bør sige ordene: Gør dette til ihukommelse af mig”. Lobinger forklarer, at der er mere passende for ældre mænd, der er gift, end præster, der kommer ude fra at sige disse ord, som husker os på, at Jesus kom for at helbrede de syge, hjælpe de svage og skabe enhed. Lobinger har ladet et billede optræde i bogen, som forestiller tre ældre mænd, der står ved et alter, og siger de førnævnte ord omgivet af en stående menighed.

Ligesom pave Frans, der med stor entusiasme har læst tre af Lobingers bøger, er Lobinger ensidigt fokuseret på at bekrige ”klerikalisme”. Lobinger ønsker at fjerne sig fra en Kirke, der ledes af præster samt en forestilling om, at præsten er en, der bringer (åndelig) næring, og som praktisk talt ”udfører” ”magiske” sakramenter. Han beklager, at der findes områder, hvor lægfolket udviser meget lidt ”aktiv deltagelse” i liturgien og betegner det, som verdensfjernt og uden tilskyndelse til at udvirke sociale forandringer.

Lobinger har tydet ”tidens tegn” og har forstået, at folk har et ønske om at være en del af en menighed, hvor alle er lige.

Asger, der, som allerede nævnt, til dagligt kører bus, står sammen med sine venner ved alteret. De er alle en del af dette ”optrin”, fordi det skal symbolisere, at det er menigheden, der fejrer liturgien, og optrinnet skal yderligere være med til at udviske den forskel, der er mellem lægfolket og den traditionelle præst. Asgers venner er også repræsenteret for at tegne et billede af, at Eukaristien er et ”familiemåltid”, som foregår ved et bord, som familien er samlet om, og hvor familiens overhoveder er de ”ældre”. Alt dette er blot yderligere med til at tilsløre- og skabe forvirring omkring det, der er centrum for Messen, nemlig Jesu korsoffer, som er Messeofferet.

Lobinger kunne forudse, at hvis der blev udstedt en generel tilladelse til ordination af ældre gifte mænd, ville det sende chokbølger igennem hele det kirkelige ”landskab”, og det ville afstedkomme en markant modstand hos konservative katolikker. Han havde en forudanelse om, at ”militante” konservative katolikker ville yde stor modstand mod hans ”initiativ”, når det efterhånden gik op for dem, at dette ikke kun var en midlertidig løsning på et aktuelt problem, men at det var fundamentet for en hel ny måde at være menighed på.

Med stor kløgt planlagde han derfor, at ordinationen af ældre gifte mænd kun skulle være en undtagelse i forhold til en regel, som man officielt ville holde fast ved. Han konkluderede, at den konservative modstand ville gå i sig selv, hvis der kun var tale om få områder, der ville søge om tilladelse til at gøre brug af denne nye mulighed, og der ville ikke kunne spores nogen forbindelse mellem de få tilfælde, der ville gøre brug af denne mulighed og spørgsmålet om det eksisterende krav om cølibat i Den universelle Kirke.

Man vil på et tidspunkt nå dertil, hvor der i hele Kirken er et behov for ældre gifte mænd”, det har Lobinger for nylig bekræftet.

Amazonassynoden igangsætter dermed en proces, der vil tage tid. Lobinger indrømmer, at visse af de allerede fungerende præster, efter at denne proces er blevet indledt, vil blive imødekommet i deres ønske om at blive gift. Lobinger indrømmer videre, at der eksisterer en fare for, at det, som kun skulle have været en undtagelse, meget let kan blive ophøjet til norm.

Videre indrømmer Lobinger, at kaldet til at være præst på ”fuld tid” og dermed ”mentor” for ”deltidspræsterne” vil svinde ind. I sin bog: The Empty Altar bemærker han optimistisk, at et større antal ældre gifte mænd (20 til 1) vil være afgørende for, om folk specifikt ønsker rigtige præster til at forestå liturgien og varetage sakramenterne. I sidste ende må folk overvinde den hurdle, hvor de ønsker en rigtig præst fremfor en ældre mand, der er gift.

Lobinger har gentagne gange udtalt, at ved ordination af ældre gifte mænd, vil man åbne op for en ordination af kvinder. Han fremlægger følgende i sin bog Like His Brothers and Sisters: ”ordinationen af ældre gifte mænd vil ændre på den måde, hvorpå man ser på præsteskabet. Den nye måde at anskue præster på vil efterhånden erstatte den ”gamle” klerikale præst, så præsten i stedet betragtes som værende et ligeværdigt medlem af menigheden. Og netop det vil gøre ordinationen af kvinder mere attraktiv overfor kvinder set i relation til diakonatet, et spørgsmål, der allerede i dag diskuteres i Kirken”.

Endemålet er, siger Lobinger ildevarslende, at præsteskabet bestående af ældre gifte mænd både ”skal og vil blive udviklet”. Derpå har vi endelig fået udviklet et præsteskab, der er passer til en tilsvarende udviklet Messe.

Men nu befinder vi os i 2029, og du tager del i en gruppestyret Messe. Du lukker øjnene og forestiller dig Fr. Stefan celebrere Den tridentinske liturgi og prøver at fremkalde et billede af Kristus, som ypperstepræsten og det offer, Han frembærer på Golgata, og du forsøger at udviske minderne om en almindelig, menneskeorienteret, enhedsopbyggende og vi-er-samlet-som-en-familie-omkring-et-måltid Messe som ”celebreres” af gifte ældre mænd. 

Gør dette til ihukommelse af mig”. Siger Asger, Hans og Karl, mens de smiler.

 Noter

1: Medmindre andet er angivet, stammer alle de efterfølgende citater af Lobinger fra denne bog.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 19. juni 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/amazon-agenda

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Biskopper, der benægter eller fordrejer den katolske doktrin, forråder Kristus og Hans Kirke

Dietrich von Hildebrand skrev engang: ”Det er trist, når folk mister deres tro og forlader kirken, men det er meget værre, når de, der i realiteten har mistet deres tro, forbliver i Kirken … og fortolker den kristne åbenbaring således, at den passer til det ’moderne menneske’”.

Biskopper som Peter Henrici, Walter Kasper, Reinhard Marx, Lorenzo Baldisseri, Óscar Andrés Rodriguez Maradiaga og Bruno Forte omfavner nutidens sociologiske, psykologiske og filosofiske teorier, som i deres optik nødvendiggør store forandringer i den katolske lære eller praksis. Det synes som om, de er uvidende eller værre endnu ikke bekymrer sig om det, man kalder for tro, radikal og frelsende tro. De, der tror på Kristus, er rede til at dø for alt det, der er nævnt i trosbekendelsen, ligesom de troende under den arianske strid var rede til at blive berøvet alt, fremfor at de tillod deres Herre og Gud at blive forulempet af deres modstanderes fordærvede rationalisme.

Den teologale dyd tro gør det muligt for os ikke kun at have kendskab til den sandhed, Gud har åbenbaret, men også at kunne nyde den, og således komme til en dybere forståelse af, hvordan mysterierne relaterer sig til hinanden samt deres oprindelse, som er Den hellige Treenighed. Dette betyder desuden, at der skal foregå en løbede tilpasning af sindet i forhold til mysterierne, som de fremstår i den traditionelle dogmatik. Læg mærke til, at det ikke er mysterierne, der skal omformes til det menneskelige sind (som modernisterne ønskede det), men snarere at det er det menneskelige sind, der skal lade sig omforme ved hjælp af mysterierne, underkaste sig dem og ydmygt bære deres åg. Dette er den snævre vej, som helgenerne på deres pilgrimsvandring til saligheden har betrådt.

Det, Henrici og andre eksemplificerer, er den moderne rationalismes sejr. Den moderne rationalisme ønsker ikke at underkaste sig regler, der allerede er blevet defineret af en ydre instans, og ydermere tillader den moderne rationalisme ikke, at den ydre instans sætter en ramme, hvori sindet undergår en livslang læring. Hos Henrici og hans sympatisører møder man holdningen, ”vi ved bedre”, en holdning de allerede har vist i forhold til Kirken, og som de i sidste instans vil vise over for Jesus Kristus, og de vil dermed fornægte Ham, ligesom de allerede har fornægtet Hende (Kirken).

Jeg tror, at det er det, vi er vidner til ved den agenda, som kardinal Kasper er repræsentant for: Det bliver ikke direkte sagt, men det egentlige budskab fra de seneste synoder i Rom har været, at det moderne menneske er kommet til det punkt, at det ikke længere har behov for den alvorlige og begrænsende lære fra Jesus Kristus, som af Kirken (for at gøre det hele endnu værre) bliver tilskrevet at stille uoverstigelige og urimelige krav af den middelalderlige kvindefjendske og isolerende Kirke. Det moderne menneske lever et liv i frihed, hvor udefrakommende ikke skal dømme det, og hvor det kan udfolde sig og i det hele taget få det, som det ønsker, uden at Evangeliet og den katolske doktrin skal ”blande sig”. Det betragtes ikke som noget stort, at man går Kristi snævre vej, selvom dette kan være ødelæggende for personligheden, friheden, menneskerettighederne samt den maksimale selvudfoldelse.

Der er ikke andet at sige til det, end at det er en løgn af dimensioner, som er spundet af satan selv, der i vore dage synes at have mange venner i de højeste embeder. Selv pave Paul VI, hvis katastrofale liturgiske reform er den ”gave”, der så at sige hele tiden giver ny næring til den post-konciliære krise, var ikke uvidende om, at ”satans røg”, ånden, der ikke ønsker at tjene (non serviam), havde fundet vej ind i Kirken.

Hensigten med Den Katolske Kirkes Katekismus var, at den skulle være et ”sikkert grundlag” for dels at lære om troen og dels give troen videre. Ordene et ”sikkert grundlag” benyttede pave Johannes Paul II i den apostoliske konstitution, som han benyttede til at bekendtgøre indholdet af denne Katekismus. Det bør vække bekymring hos os, at Johannes Pauls efterfølger pave Frans har taget sig den frihed at modificere indholdet i denne Katekismus, så der nu står det, som ingen i den katolske tradition nogensinde før har fremlagt, og som helt klart strider imod Det gamle og nye Testamente i Den hellige Skrift: ”set i lyset af evangeliernes tekster, at dødsstraffen ikke længere er acceptabel”, måske endda ”en iboende ondskab”. Selv Johannes Paul II, der personlig var imod brugen af dødsstraf, vidste godt, at han kun kunne sige, at dødsstraf var uklogt eller uhensigtsmæssigt, og ikke at den fuldstændig kunne udelukkes eller i princippet fordømmes.

Den ironi, der præger vores tid, er, at det ”sikre grundlag” Katekismen giver, er blevet eroderet af modernismens tilhængere, ved at de har ”udviklet den katolske doktrin” på et falskt grundlag.

Med stor visdom skrev den store katolske konvertit Orestes Brownson følgende i juli 1846:

Kirken er ikke til for at følge tidsånden, men for at styre og tilrette den og ofte kæmpe imod den. Man gør Hende (Kirken) stor uret, når man forsøger at forkaste Hendes glorværdige fortid for at modificere Hende så meget som muligt for at tilpasse Hende til de fremherskende tankesæt. Det er Hendes nidkære, men forkerte venner, som (for)ledt af kortsigtede politikker og rådslagning med verden, forsøger på, siger de, at gøre Hende mere liberal, så Hun er i overensstemmelse med tidsånden, den ånd, som gode katolikker bør bede følgende bøn i forhold til: Libera nos, Domine!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 2. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/bishops-who-deny-or-distort-catholic-doctrine-betray-christ-and-his-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kunne Gud tillade en dårlig pave?

At ”Kirken vil vedblive at eksistere” betyder, at hierarkiet og de troende og dermed Kirkens sakramentale og sociale liv vil forblive intakt ét eller andet sted. Vi ved, at det betyder, at det ikke er alle steder, Den vil være intakt, ellers ville Kirkens fald i Nordafrika til muslimerne, og det skisma, som over halvdelen af Europa oplevede under den protestantiske revolte, ikke have været mulig. Vi ved, at der ikke er tale om, at Kirken nogen steder har været fuldstændig forsvundet, som om Den var blevet til et usynligt ideal, som senere skulle genopdages, denne betragtning er fremherskende blandt protestanterne, som tror, at Kirken har været ”væk” i årerne mellem år 300 – 1500.

Årsagen til, at mange mennesker igen beskæftiger sig med den arianske krise, er, at der var tidspunkter under denne forfærdelige krise, hvor meget få biskopper og præster ”opførte” sig som katolikker, sammenlignet med det store antal biskopper, som havde valgt side til fordel for hæresien. Det var under denne krise, at Athanasius kom med sin berømte og spydige bemærkning: ”Det er Jer, der besidder bygningerne, men det er os, der har troen”. Bemærkningen hentydede til, at langt de fleste af de fysiske kirker var i hænderne på tilhængerne af arianismen.

For cirka en uge siden fejrede vi festen for apostlen Peters Stol, hvor vi dels genkaldte os Vor Herres overdragelse af nøglerne til himmeriget til apostlenes leder og dels oprettelsen af Peters biskoppelige sæde i byen Rom. Det er godt, at vi hvert år bliver mindet om, at 1) Kirken er indstiftet på klippen Skt. Peter, som et synligt overhoved, samt 2) det centrale i Peters tro på Den guddommelige Frelser, som led for troen, og at Peter må gennemgå den samme lidelse for at vise sin værdighed til det embede, der er blevet ham betroet, og at han kan varetage det.

Matthæusevangeliet kapitel 16: 18: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”, har en lang eksegetisk historie bag sig. Skt. Augustin antog, at ”klippe” betød Peters tro og dermed Kirkens tro. Skt. Thomas Aquinas argumenterer for, at der dels er tale om Peters troshandling, som enhver kristen må søge at efterligne, og Peters autoritet, den, som han alene er blevet overdraget.

I den modreformatoriske periode blev skriftstedet fra Matthæusevangeliet, som er citeret ovenfor, benyttet om paveembedet i katolsk forstand, men ser man på konteksten i Matthæusevangeliet kap 16, viser det sig, at det, Jesus fremhæver og priser, er Peters bekendelse af troen på Jesu guddommelighed og Jesu Messianske mission, og netop dette er Kirkens fundament og ikke et menneske eller et embede, det er det, man må konkludere ud fra en overordnet betragtning. Den grundlæggende opgave for en pave er at fortsætte med at bekende Kristus, som Guds Søn, ved at opretholde den sande tro med dens moral- og dogmatiske lære, med andre ord, paven skal være garanten for, at evangeliet forbliver intakt, klart og fremherskende. Alt dette er med til at tegne et billede af, hvilke problematiserende aspekter, der kendetegner den aktuelle efterfølger til Peter.

Da en person for nylig benyttede følgende argumentation overfor mig: ”Du bliver nødt til at basere den kritik, du fremsætter på et bredere udsnit af Kirkehistorien. Det, jeg mener er, at man kunne eksempelvis se nærmere på pave Alexander VI (1492-1503), var mit svar: ”Efter at have studeret de respektive pavers historik, mener jeg bestemt, at man kan tage udgangspunkt i pave Alexander VI. Det er klart, at hans moral var betydelig flosset, men i sit officielle embede videreførte han Kirkens lære, og i ydmyghed bøjede han sig for den ærværdighed, der kendetegner den romerske liturgiske ritus. Han gjorde netop det, der forventes af en pave, nemlig at han stod vagt om den traditionelle doktrin og tilbedelse”.

Ja, Matthæusevangeliet kapitel 16: 18 og kirkefædrene taler helt klart om en person og dennes tro, som er grundlaget for denne gave (embedet) fra Kristus, men det, der gør sig gældende, for at embedet varetages på rette vis, er, at dets indehaver besidder- og udøver troen på Jesus Kristus. En hæretisk pave står i stærk kontrast til det ovennævnte. Han bliver så at sige i stand til at ”ophæve” sig selv, ligesom det er muligt indenfor matematikken, hvor +2 og -2 ophæver hinanden. Selvfølgelig er det klart, at den hæretiske praksis skal være synlig, at den udøvede praksis kan betegnes som hæretisk, og at udøveren i hovmod opretholder sin praksis trods gentagne advarsler. Vi er dog ved at nå det punkt.

I betragtning af de udfordringer, der aktuelt er til stede i Kirken, kommer det ikke bag på mig, at en læser henvendte sig til mig med følgende:

Hvordan kan det være, at Gud kun yder ”hjælp” til en vis grænse, og derefter stopper Han? For eksempel hvorfor vil Gud ikke lade Sin Kirke fejle, men lader Hende komme tæt på det punkt, hvor Hun gør det, hvorfor trækker Han ikke en streg i sandet tidligere? Eller i 1 Mosebog, hvorfor tillader Han Adam at have friheden til at vælge at spise af kundskabens træ, så han får evnen til at skelne mellem godt og ondt, men Han forhindrer ham (Adam) i at kunne spise af livets træ, og hvorfor markerede Han ikke allerede en grænse i forhold til kundskabens træ? Selvfølgelig er vi fuldstændig fortabte uden Guds hjælp, men hvordan skal vi forstå, at Gud hjælper os til et vist punkt? På en måde kan det virke som om, at dette er et ”spil” for Gud, men jeg må formode, at der er en guddommelig styring i alt dette.

Dette spørgsmål overtrumfer alle spørgsmål. Hvorfor tillader Gud det onde? Hvorfor tillader Han det til et vist punkt, hverken mere eller mindre? Svaret ligger i ”den tilbageholdte nåde”, som Sheldon Vanauken taler om. Gud forsøger ikke at gøre det let for os, Hans mål er at helliggøre os, rense os for synd og gøre os til helte. Enhver kristen er kaldet til at være martyr uanset om martyriet er blodigt eller ublodigt. Der er krav forbundet med Hans nåde og for at opnå den, må vi helt ud til kanten, der hvor vores absolutte grænse går. Når vi siger ja til det, da vil vi praktisk talt erfare vores purgatorie her på jorden. Det er den samme lære, vi kan drage af mystikerne, som eksempelvis Johannes af Korset: en rensende, oplysende og forenende vej. Hvis vi ønsker at være forenede med Vor Herre, må vi lade Ham være vores lærer, og hvis vi ønsker at blive modtagelige overfor lærdom og klar til at modtage det, Han ønsker at give, da må vi undergå lidelse. Lidelsen er med til at forøge vor tro, håb og kærlighed.

Gud, som er så uendelig stor, har så meget at give, at Han må skabe rum for Sit nærvær i vores sjæle gennem store prøvelser og trængsler. Der er altså ikke tale om et spil, men fundamentet i den kærlighed, der hverken kan eller vil gå på kompromis, og som på ingen måde kan være i stue med uværdig kærlighed.

Jeg siger dette med henvisning til hver eneste katoliks indre liv samt hver eneste troendes kald til at bringe vidnesbyrd om troen, det er det, der er martyriet. I et overordnet perspektiv må det også betragtes som en fordel, når Gud tillader, at Kirken udsættes for prøvelser af en sådan karakter og størrelsesorden, for den sandhed, der ligger i Hendes tradition vil fremstå langt mere klart, den dag modstanderne af sandheden er blevet slået tilbage. Vores forståelse af pavedømmet, og dets dybe forbundethed med traditionen og de afvigelser, der kan optræde i pavedømmet, bliver markant forstærket, og vores tro bliver på den måde ”renset” for ekstremer, som at sætte paven på en pedestal eller sedevacantisme, (ordet stammer fra sede vacante (lat. mens sædet er ledigt). Perioden mellem en biskops død eller lovlige fratræden og valget af hans efterfølger. Udtrykket anvendes især for perioden mellem 2 paver).

Til dem, der ønsker at læse mere om, hvorfor pavens embede bør vurderes ud fra, hvorvidt det lægger sig op ad traditionen, og hvordan det bør tilpasses det trosfundament, der til alle tider er Kirkens, kan jeg henvise til den artikel, jeg offentliggjorde tidligere på måneden: https://onepeterfive.com/happy-catholics-pope

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 28. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/would-god-permit-a-bad-pope

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den bedste gave nogensinde!

Jeg mener det alvorligt, intet kan måle sig med den

Der findes ingen større gave, som den almægtige Gud kan skænke et menneske, end den katolske tro. Man kan tale om dette ud fra forskellige vinkler og niveauer, men når alt kommer til alt, fører de alle til denne store gave.

I den åndelige krigsførelse, som påvirker os praktisk talt konstant, kan vi hente hjælp i de sakramenter, der er blevet indstiftet af Vor Herre, og som bliver ved at med at virke gennem Hans mystiske Legeme Den katolske Kirke og Hendes varetagelse af dem. Det er kun Den katolske Kirke, som er med et menneske fra moders liv til graven og endda udover det. Fra dåben til den sidste gang man modtager de syges salvelse samt de mange tusinde skriftemål og hellige Kommunioner, der er mellem disse to; Gud vil altid sørge for Sit folk, mens det vandrer gennem denne verdens ørken.

Vor Herre indstiftede Sin katolske Kirke på den hellige Peter, for at Den kunne fortsætte Hans arbejde, og for at Jesus kunne være med i dette til alle tider. Det er kun Den katolske Kirke, der alene besidder evnen til at kæmpe mod og overvinde det onde, og der er ganske enkelt en grund til det: Ondskaben er langt stærkere end mennesket. Uanset, hvor meget man kæmper imod det onde, vil man i sidste ende ikke kunne modstå det, og man taber kampen.

Ondskab og synd fremstår som attraktivt for mennesket, fordi mennesket er disponeret for det og har lyst til det onde. Denne disposition stammer fra syndefaldet, og dens kilde er af det timelige. Derfor må det, man skal benytte for at modstå det (onde) ikke kun være af åndelig art, men en langt større åndelig styrke, og den styrke er Gud selv.

Da Jesus Kristus blev født, blev tiden spaltet i to afsnit, således at der var en tid, før Han blev født og en tid efter. Aldrig mere skulle det være sådan, at mennesket ikke havde adgang til de ”våben”, der skal til i forhold til den åndelige kamp, der foregår i mennesket selv.

Da Vor Herre kom, ændredes forholdene. Menneskets historie blev for altid forandret, og nu var alt, hvad der var tilbage, at frelsens frugt blev tilgængelig for det enkelte menneske. Det er det, der sker hver dag i Den katolske Kirke, som er Kristus her på jorden. Da Han fortalte sine apostle ved den sidste nadver, at Han ikke ville efterlade dem faderløse, og at han ville komme tilbage til dem, talte Han ikke kun til de 12. Han talte til alle dem, som ville komme til troen på Ham gennem apostlene altså hele menneskeheden, der ville tage imod Hans ord.

At få skænket den gave, som den katolske tro er, er at blive skænket Jesu Kristi liv, ikke blot åndeligt, symbolsk eller ved en analogi, men virkeligt og i virkeligheden. Det er derfor Jesus sagde: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh 14: 23), dette skal ikke forstås i symbolsk forstand, men som noget reelt. Det er det, Kirken taler om, når Den benytter det rammende udtryk: At en person er i nådens stand.

En sådan person, der er i Gud, inkluderet i Den hellige Treenigheds liv og nådens Skaber, befinder sig i nådens stand. I øvrigt er det mere korrekt at sige, når et menneske befinder sig i nådens stand, at det er i Gud, snarere end at sige at Gud er i det.

Vi drages ind i Guds indre liv. Med et løfte om at der sker en udvikling over tid, og at det er herligheden ved det katolske liv, der udfoldes, men det er stadig en realitet, men hvordan opnår man denne nådens stand, denne væren i Guds liv?

Det sker rutinemæssigt gennem Kirkens sakramenter, Selvom det er sandt, at Gud ikke er bundet af Sine egne sakramenter, er det Hans største ønske, at alle mennesker opnår nåden i og gennem Kirken, fordi Hun er Hans hellige Brud, som er forenet med Ham i al evighed.

Det er derfor, at Hun uden at tøve kan hævde, at uden for Hende er der ingen frelse. Der eksisterer ikke to veje til Gud. Der er ingen anden vej til Faderen end gennem Sønnen, som Sønnen vidner om. Endvidere har Kristi ægteskab med Sin Kirke frembragt et kød, som Gud erklærede i 1. Mosebog: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1. Mos 2: 24).

Det er det store mysterium ved foreningen mellem Gud og menneske, først set i inkarnationen og derefter yderligere tydeliggjort i foreningen mellem Kristus og Hans Kirke, Hans guddommelighed fremstår i skabelsens materie indgydt med guddommelighed. Ægteskabet mellem Kristus og Hans hellige Katolske Kirke, det bånd, der aldrig kan brydes, er den sandhed, der er løftestangen for Hans ord til Saulus på vejen til Damaskus: ” Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” (ApG 9:4).

Han var der ikke. Han var allerede opsteget til himlen. Men Han var der forenet med Sin Brud, Hans mystiske Legeme, Den katolske Kirke, med hvem Han er et kød. At blive skænket den gave, som den katolske tro er, er at blive draget ind til Kristi bryllupsfest, som overgår alt, hvad denne verden kan tilbyde og at have et sted, der er blevet forberedt til dig for al evighed.

Et menneske kan ikke modtage nogen større gave end at leve og dø og blive født til evigt liv i Kristi mystiske Legeme, som er Den eneste vej til himlen. 

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 18. februar 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-best-gift-ever

Dette vidste jeg ikke om Bugnini og liturgien

Som en person, der tilhører den generation, der defineres som ” Millennium-generationen”, (den generation, der er født mellem 1980 – 2000), og som blev fravænnet troen ved Novus Ordo Missae, er jeg blevet formet af Novus Ordo Missae’shovedarkitekt ærkebiskop Annibale Bugnini (1912-1982). Der er rigtig meget, jeg ikke havde kendskab til omkring Bugnini og den revolution, han igangsatte i forhold til liturgien.

Jeg vidste ikke, da jeg voksede op og gennem min ungdom, at denne mand, der stod bag den ”reformation”, der markant skulle forandre liturgien, hævdes at have været frimurer, eller det, der er værre. Jeg vidste ikke, at den Romerske Canon skulle foregå i stilhed eller udtrykt mere poetisk, være ”iklædt” korsets stilhed, eller at det, præsten i dag foretager, som minder om en teaterforestilling, er en logisk konsekvens af det, at man har ”vendt sig bort” fra ad orientem tilbedelse. Jeg har kort sagt manglet en forståelse for, hvorfor jeg har været vidne til en mangfoldighed af mærkeligt fejrede liturgier.

Jeg vidste ikke, at Bugnini angiveligt benyttede sig af ”lumske kneb” til at opnå det, hans ”bagmænd” havde i sinde. Følgende er et citat, som stammer fra Fr. Louis Boyer’s erindringer. Som sekretær for Vatikanet II’s forberedende kommissorium vedrørende liturgien, var han vidne til, at Bugnini overfor nogle meningsfæller klargjorde, at man af strategiske grunde måtte lade tingene fremgå i ”det skjulte”, for at der kunne foretages en tilrettelæggelse af de postkonciliære ændringer. Han formulerer det på følgende måde:

Det ville være højest ubelejligt, at de enkelte punkter i det, vi har konstrueret, blev afvist af centralkommissionen eller af selve koncilet. Derfor må vi træde varsomt og være diskrete. Vi må gøre dette med forsigtighed, således at forslagene formuleres på en sådan måde, at der bliver sagt en hel del, uden at der i realiteten bliver sagt noget: lad mange ting blive sagt i det skjulte, for på den måde er der stadig en åbning for legitime og mulige postkonciliære beslutninger og anvendelsesmåder: lad intet af det, der bliver sagt antyde, at der er tale om mange nye ting, for det kan ødelægge det resterende … (1).

Der er her tale om ren og skær tilståelse af, at man placerede ”tidsindstillede bomber” i koncilteksten, tvetydige passager, der senere undergik undergravende fortolkninger foretaget af Bugninis udvalg, der samtidig stod for den senere implementering. Jeg havde ikke forstået, at jeg var blevet fanget i de mange eksplosioner, der havde ramt liturgien, og at jeg nu befandt mig i ”ruiner og murbrokker”.

Jeg vidste ikke, at i marts 1965 fejrede pave Paul VI Messen næsten udelukkende på italiensk, hvor han stod med ansigtet mod menigheden (ad populum). Han gjorde dette for at blåstemple den eskalerende liturgiske omvæltning. To år senere begyndte Bugnini på sit arbejde med at forvandle Den Hellige Messe til det helt igennem uigenkendelige. Mens han gjorde alt dette, agerede han ligesom en vendekåbe (en person der skifter standpunkt, som regel efter hvad der betaler sig bedst). Ved synoden i 1967 fejrede han en ”normal” Messe på italiensk ad populum med tre læsninger, med reduceret brug af knæbøjninger, langt flere hymner, et forandret Offertorium samt den nye Eukaristiske bøn (nr. 3). Jeg vidste ikke, at den Eukaristiske bøn (nr. 2) var blevet til ved en idéudveksling på en café og sammenfattet i al hast.

Jeg vidste ikke, at biskopperne uden forbehold stemte imod denne revolutionerende Messeform, og dette karakteriserer Yves Chiron, som en ”offentlig afvisning” af Bugninis arbejde. Pave Paul VI havde stadig stor tiltro til Bugnini, og to år senere i denne måned er det netop 50 år siden, at den forkastede 1967-udgave af Den ”Ordinære Messe” blev genintroduceret og gjort til en norm, og det er Den Messe, som vi i dag kender, som Novus Ordo Missae. Jeg vidste ikke, at Paul VI’s forsvar for denne nye Messeform betød, at det latinske sprog samt de gregorianske hymner måtte fjernes. Det er den måde, Peter Kwasniewski beskriver det på.

Nej, jeg havde ikke nogen anelse om, hvor meget der blev afskaffet ved aggiomamentio. Bugnini forholder sig i sine arbejder nedladende overfor det ”afdæmpede og rolige”, som betegnede menighedens tilstedeværelse i fortiden. Hans slogan var ”aktiv deltagelse” i mysteriet. Allerede i 1940 eksperimenterede Bugnini med at ”omdefinere” Messen, hvor en lektor skulle få menigheden højlydt til at sige italienske formuleringer overført fra den latinske liturgi. Jeg havde ikke forstået, at det latinske sprog, et sandt arsenal af ortodoksi, var en hindring for de ”tidsindstillede bomber”, der var en del af hans revolution, som Dom Prosper Guéranger beskriver det (2). Jeg forstod ikke, at dette hellige sprog fungerede som et ukrænkeligt klæde, der omgrænser hele (Messe)Offeret, og at den liturgiske stilhed er én stor hymne til Gud, et citat der stammer fra den vidunderlige Nothing Superfluous.

Jeg forstod ikke til fulde, at det transcendente, der ligger i de gregorianske hymner, evner på en overnaturlig måde at vække sjælens allerdybeste ømhed for Gud. I de år jeg gik fra at være barn til ung, elskede jeg ”hymner” som ”Gather Us In” (Skrevet af Marty Haugen, som er en del af den protestantiske denomination United Church of Christ og komponerer liturgisk musik rettet til luthersk regi), og nu græmmes jeg ved denne form for narcissistisk kitch, hvor lyrikken lyder: ”vi har sunget sammen igennem hele historien”. Jeg indså aldrig, at denne nye kult, hvor mennesket er i centrum, er en logisk konsekvens af, at menigheden er holdt op med at stå med front til Gud, og at Bugninis samarbejdspartnere fyldte den nye Messe med en masse tiltag, hvor mennesket kommer i centrum og samtidig bliver ”oplyst” (3). Nu gør det virkelig ondt at se, at man har kasseret alt det sublime ved liturgien, man har ganske enkelt smidt det ud, som var det overflødigt affald.

Jeg vidste ikke, at i modsætning til Bugninis ikonoklastiske handling (A), der havde til hensigt at forenkle Den hellige Messe, gjorde Koncilet i Trent det klart, at Kirkens ritus ”hverken rummer noget, der er unødvendigt eller overflødigt”. For eksempel refererer den nifoldige kyrie i Den Tridentinske Messe til de ni englekor samt de ni slags synder. Denne Messe rummer frugtbare tegn på korset og symboliserer alt fra at Vor Herre forrådes til Hans fysiske og mentale lidelser (4). På en skødesløs måde undertrykte Bugnini, blandt mange ting, en lang række knæbøjninger, kys af alteret og det at gøre korstegnet, fordi disse angiveligt skulle være årsag til, at liturgien blev uforståelig, men også trættende for menigheden. Jeg vidste ikke, at han (Bugnini) engang har udtalt følgende: ”vi bør fjerne alt det fra liturgien, som kan være en ”snublesten” for protestanterne”, og han betegnede sin revolution som ”en stor landvinding for Den Romerske Katolske Kirke”.

Men først og fremmest vidste jeg ikke, hvor mangelfuld min forståelse for Den hellige Messe var. Et minde, der hos mig er blevet indprentet, er af den præst, jeg oplevede i min barndom, som blev ”assisteret” af Kommunionsuddelere, og som løftede Den konsekrerede Hostie på en teatralsk facon, og at han som en entertainer indbød os til at tage del i Lammets bord. I større eller mindre grad konkluderede jeg ud fra dette dramatiske klimaks, at det, der her blev fejret, var et ”fælles måltid”. Jeg havde ingen anelse om ”Ottaviani Intervention” (B), og at den undersøgelse i meget stærke vendinger kritiserede Den nye Messe (liturgi) for på en nærmest sygelig og tvangsmæssig måde at definere sig selv som et ”måltid” fremfor at understrege, at den er en fornyelse af ”det ublodige offer på Golgata”. Definitionen af Messen i Institutio Generalis blev meget snart ændret på trods af advarslerne i Ottaviani Intervention. I Ottaviani Intervention kan man læse, at det begrædes, at korsets mysterium ikke længere er udtrykt i liturgien, men det optræder dog i en vis udstrækning på en uklar, tilsløret og umærkelig måde for menigheden.

Efter at jeg havde læst ”Nothing Superfluous, deltog jeg i en uforglemmelig Tridentinsk Messe. Præsten stod med front til det liturgiske Øst (ad orientem), kun bistået af en messetjener, og pludselig oplevede jeg legemliggørelsen af en linje fra bogen: Life of Christ skrevet af ærværdige ærkebiskop Fulton Sheen: ”Det er alene ypperstepræsten, der kan frembære dette offer”. Præsten fremsagde højtideligt offertoriet, bukkede ved alteret og vendte sig og sagde: ”Orate Frates” (Brødre, lad os bede), og vi var på en vis måde tilstede i Gethsemane, hvor vi betragtede ypperstepræsten segne under syndens tunge åg samtidig med, at Han indbød os til bøn. Da blev kapellet omsluttet af en dyb og forunderlig stilhed, kun afbrudt af tale, helt præcist, syv gange fra ”Orates Frates” til præstens Kommunion. Det var Den evige ypperstepræst, som selv frembar offeret.

Da vidste jeg, at mysteriet på Golgata havde været på netop dette sted, dette var korsets stilhed, der med mellemrum blev afbrudt af Vor Herres syv sidste ord (5). Da vidste jeg, hvordan jeg skal tilbede det opofrende offer spontant og uhindret af en præst med teatralske bevægelser og lange ordstrømme eller det barnlige fredstegn. Da vidste jeg, omend svagt, hvorfor de hellige uophørligt falder på knæ og tilbeder Lammet i den overjordiske himmelske liturgi (jf. Åb 7: 11).

Da gik det op for mig, hvor meget jeg er blevet berøvet ved Bugninis kup.

Noter

1. Citatet stammer fra Ives Chirons Annibale Bugnini: Reformer of the Liturgi. Medmindre andet er angivet, stammer samtlige og efterfølgende fakta om Bugnini, pave Paul VI og Novus Ordo Missae fra denne bog.

2. Se nærmere i Michael Davies bog: Liturgical Timebombs.

3. Se nærmere i Peter Kwasniewskis bog: Resurgent in the Midst of Crisis.

4. Se nærmere i Fr. James Jacksons bog: Nothing Superflous.

5. Bogen Nothing Superflous fremhæver, at iagttagere i middelalderen var af den opfattelse, at Kristi sidste syv ord kom til udtryk i liturgien, de syv gange præsten taler klart fra ”Orate Frates” til hans Kommunion.

Her følger to tilføjelser til noteapparatet, som ikke er at finde i den engelske tekst.

A. En ikonoklasme (græsk for billedødelæggelse) er en bevidst destruktion eller krænkelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en religion. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.

B. Ottaviani Intervention er en kritisk undersøgelse af Den nye Messe, og den blev færdiggjort den 5. juni 1969. Denne kritiske undersøgelse blev udarbejdet at tolv Romersk Katolske teologer, som arbejdede under ledelse af ærkebiskop Marcel Lefebre og kardinalerne Alfredo Ottaviani og Antonio Bacci. Dette arbejde blev sammen med et medfølgende brev overleveret til pave Paul VI den 25. september 1969.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive d. 25. april 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/bugnini-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jagten på visioner

En from person fremkom for nylig med en betragtning om, at tingenes tilstand virkelig må være dårlig, siden der er sket en stigning i episoder af mystisk karakter over hele verden igennem de sidste 40 år eller mere. Der kommer hyppige rapporteringer fra alle dele af verden om åbenbaringer, hvor Vor Frue er hovedpersonen samt mystikere, der oplever lokutioner. Der er tale om åbenbaringer, der synes at være af from karakter, og de optræder som allerede nævnt rundt om i verden.

Det synes, som om at alle de, der modtager disse privatåbenbaringer, kun har et ærende, nemlig at Vor Frue har åbenbaret sig for en given mystiker, som bliver bistået af en åndelig vejleder og voila, så har man opnået katolsk superstjernestatus. Det er samtidig også værd at bemærke, at det kan være en god forretning at slå sig op på at være en såkaldt ”mystiker”, fordi salget af bøger samt andre effekter af religiøs art giver en god indtjening.

Mange uskyldige og godtroende katolikker, der længes efter den sandhed, som Kirkens klerikale ikke har givet dem, tilskyndes til at søge og jage efter visioner og åbenbaringer for at få en vis form for trosmæssigt indhold, som de kan holde fast ved og stole på.

I tidsrummet mellem 1970 – 1995 ”fungerede” Veronica Lueken (1923 – 1995) med sine Bayside New York åbenbaringer. Veronica hævdede, at Guds Moder samt en lang række helgener fortalte hende, at pave Paul VI var en falsk pave.

For mange år siden så vi et andet eksempel på en såkaldt mystiker. Det var den katolske forfatter Matthew Kelly, der hævdede, at Gud Fader henvendte sig direkte til ham. Dette gjorde, at han for en tid blev en ”lysende stjerne” på den katolske himmel, indtil han pludselig forsvandt og derpå ”genopstod” og gjorde come-back, men dog på et noget bredere felt, nemlig indenfor selvhjælpsindustrien. Han udgav bogen ”Genopdag den katolske tro”, og som titlen antyder, handlede den om at finde tilbage til – og genopdage den katolske tro, denne gang undlod han dog at tilføje nogle af sine tidligere ”samtaler” med Gud Fader.

Så er der selvfølgelig de falske Conyers åbenbaringer, der stammer fra ”seeren” Nancy Fowler bosat i Georgia, og som gjorde sig gældende op i gennem 1990’erne med vage og uklare advarsler fra Jesus om forandringer i vejrforholdene, sygdomsepidemier og udbrud af krig, elementer, der alle typisk optræder som en del af falske åbenbaringer.

Også de sekulære medier kan rapportere om, at fromme katolikker eksempelvis ser et billede af Jesu hellige Hjerte på et toastbrød eller en skyformation, der forestiller Guds Moder. Noget, det er svært ikke at trække på smilebåndet af.

Men den slags ”nyheder” har det med at tiltrække sig stor opmærksomhed i en verden, der kontant er ”på” i de sociale medier. Disse historier har det med hele tiden at få – eller tiltage sig nyt liv, så de synes umulige at undgå.

Og så er der den latterlige Maria Divine Mercy og de åbenbaringer, der knytter sig til hende, og som er blevet den nyeste dille blandt fromme katolikker. Disse åbenbaringer skiller sig ud ved at være de første i hele den katolske historie, der kun er ”udkommet” på internettet. De blev bragt på siden TheWarningSecondComing.com. Efter at de sekulære medier opsporede og fandt frem til hvem Maria Divine Mercy i virkeligheden var samt den indbringende forretning, hun havde fået stablet på benene i forbindelse med åbenbaringerne, blev alt på nettet og Facebook fra hende lukket fra den ene dag til den anden, og millioner af desillusionerede følgere måtte se langt efter Mary Carberry, som var Maria Divine Mercy’s borgerlige navn.

Alle de ovenfor beskrevne visionære og deres budskaber, som nu er blevet afsløret som falskneri eller officielt er blevet fordømt, peger på en central problemstilling, der ikke tales om, nemlig at manglen på klar tale fra Kirkens klerikale har forceret en lang række katolikker, der febrilsk søger efter sandheden til at lede efter svar hos disse visionære og deres mangfoldighed af åbenbaringer og budskaber.

Den galskab, der foregår i Kirken i disse dage, har skabt så meget forvirring i hjerte, sind og sjæl hos mange helt almindelige og trofaste katolikker, at de er mere end villige til at acceptere enhver vision, budskab, lokution eller det, som seerne ellers kan fremkomme med, som skaber mening i det vanvid, de i forvejen befinder sig i, også uanset hvor tosset det måtte fremstå.

Det er derfor, at vi yderligere er vidner til, at katolikker retter deres opmærksomhed mod grupper som SSPX eller katolske sammenhænge, hvor man er af den overbevisning, at der ikke har siddet en ”rigtig” pave på Peters Stol siden midten af det sidste århundrede. Prælater og klerikale i Den katolske Kirke har ikke forkyndt den katolske sandhed og tro, og det i en sådan grad, at fromme katolikker og helt almindelige katolikker er begyndt at lede efter troen andre steder end i Den Kirke, der er troens Kirke. Dette er blot ét af de mange tragiske udtryk for det, der er sket gennem de sidste 50 år, nemlig at katolikker, der juridisk set er i Kirken, forkynder uden at besidde troen, mens andre katolikker, der dog har troen, har bevæget sig væk fra det, der er deres juridiske grundlag i Kirken.

Hele dette scenarie er fuldstændig vanvittigt. Afvigende og homoseksuelle klerikale samt lesbiske nonner er stadig juridisk set en del af Kirken, men er uden tro, mens fromme og rettroende katolikker har fjernet sig fra Kirkens juridiske grundlag, fordi de nu følger åbenbaringer, der er det pure opspind eller følger præstelige bevægelser, der udøver en autoritet, de ikke har, ligesom i SSPX, bare for at tage et eksempel. Ægteskaber og skriftemål foretaget i SSPX-regi har ingen gyldighed, fordi denne gruppering ikke er en del af Kirkens fulde fællesskab, fordi de ikke viser lydighed overfor den (lokale) biskop, de hører under, og som er garanten for fællesskabet med Peters Stol. De, som er liberale, er i Kirken, men besidder ikke troen. De, som er ortodokse, og som har troen, er ikke i Kirken.

Jeg vil gerne understrege, at denne Vortex specielt er henvendt til de ortodokse katolikker. Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, at I lader Jer tilskynde til at opsøge åbenbaringer, som endnu ikke er blevet godkendt af Kirken, som f.eks. Medjugorje (der mange gange officielt er blevet underkendt), eller at I tilslutter Jer grupperinger, som har brudt med Kirken, blot fordi I af fromhed og trofasthed søger en sikker ”åndelig havn”. Det, der kræves af en trofast katolik, er, at han/hun bliver stående ved korsets fod og gennemgår lidelsen og ikke bruger tid på at lede efter ”udveje”, som leder på vildspor, fordi de rummer forskellige krav til, at man udviser ulydighed overfor Kirken.

Jagten på visioner og åbenbaringer gør ikke en katolik til en bedre eller mere hellig katolik. Det, der gør en person hellig, er vedkommendes vilje til at forblive i Kirkens fulde fællesskab og der bekæmpe den ondskab, der har fundet vej ind i visse dele af Kirken. Bekæmp det på en direkte måde, gør det af kærlighed (til Kirken) og gennemlev den lidelse, der vil møde dig i din kamp. Det, at man tilslutter sig grupperinger, der ikke er en del af Den katolske Kirke eller studerer materialer fra folk, der påstår, at de modtager åbenbaringer, fører ikke noget godt med sig. Man giver ganske enkelt sin støtte til dem, der er fjender af troen.

Gør Jer selv den tjeneste, at I trækker Jer ud af de grupper, der har stillet sig uden for Kirkens fulde fællesskab (ligesom mange af deres egne præster har gjort), og stop med at fordybe Jer i de budskaber, der hævdes at komme fra Himlen. Kom tilbage til Kirken og hjælp med at slukke den ild, der har bredt sig her.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 23. april 2015. Det kan læses på:https://www.churchmilitant.com/video/episode/vision-chasers

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fra Karl Marx udgik en blodtørstig drage, som indtog verden, men den kan overvindes ved hjælp af rosenkransen

Sidste weekend ”fejrede” man 200-året for Karl Marx’s fødsel, og han er mest kendt for at være ”hjernen” bag den mest brutale og blodtørstige filosofi, som har hærget verden, nemlig den ateistiske kommunisme. Min tanke var i forhold til denne ”begivenhed” at skrive en artikel om kommunismens rædsler, arven efter Karl Marx, det menneskefjendske i marxismen og yderligere den forbindelse, han havde med hemmelige loger.

Efter tre dage med 5000 ord og utallige forsøg på at skrive denne artikel, kom to ting til at stå mig lysende klart. Det første var, at den bitre frugt, man har høstet af Marx’ ideologi, er indlysende, og det andet var, at jeg ikke var så klog, som jeg selv troede.

Jeg var tæt på at opgive at skrive en artikel, men så foreslog min kone mig at gå en tur og bede rosenkransen, da Vor Frue altid er kommet mig til undsætning, når jeg har spurgt efter Hendes hjælp, og derfor var jeg klar over, at dette råd burde jeg følge.

Jeg var ikke kommet langt i min rosenkransbøn, før det gik op for mig, at kimen til en artikel om Marx fandtes i de perler, jeg sad med i hånden. Hvert eneste af de herlighedsfulde mysterier, jeg havde bedt, var et svar, der var blevet givet lang tid før, Marx havde udtænkt sin revolutionære filosofi.

Det første glædesfulde mysterium: Bebudelsen

Hele Marx’ filosofi er centreret omkring spændingsfeltet mellem to laster: grådighed og misundelse. Han beskylder, og med rette overklassen for at udbytte underklassen. Men i stedet for at adressere dette overfor overklassen og minde den om med broderlig kærlighed, at den er forpligtet til at tage sig af de svage og deres familier, opfordrer han til opstand. Hans demagogiske retorik bygges op omkring laster og fejl og opmuntrer til klassekamp, og det er den direkte vej til revolution.

I forbindelse med den første dekade i det herlighedsfulde mysterium, overvejer vi bebudelsen om Det Inkarnerede Ord, som bliver givet til Vor Frue af englen Gabriel. Skt. Bernard fra Clairvaux forklarer i sin prædiken: In Praise of the Virgin Mother(Til Jomfrumoderens pris):

”Du har hørt, O Jomfru, at du vil undfange og bære en søn, du er blevet overbragt, at dette ikke vil ske ved et menneske, men ved Helligånden. Englen venter dit svar, så han kan vende tilbage til Gud, som udsendte ham. O Frue, vi venter også dit svar, på dine omsorgsfulde ord, thi fordømmelsens straf tynger vore skuldre”.

Da var det, Vor Frue sagde, ”Lad det ske mig efter dit ord”, at hun rettede et svar til Marx og hans krigsførelse gennem lasterne. Marx udråbte en revolution, som han hævdede kunne blive til frelse for arbejderklassen, og der var her tale om en revolution, der sigtede på at tage magten fra overklassen, over forbrugsgoder og over staten. Og Gabriel bragte budskabet om menneskets frelse gennem udgydelsen af guddommeligt blod! Himlen ventede på hendes svar, thi uden hendes samtykke til Guds anmodning var mennesket dømt til materiel frelse proklameret af et persongalleri ligesom Marx. Ved at overveje dette mysterium, takker vi Gud, Den Almægtige, for at Vor Frue gav sit samtykke til at bringe en Frelser til verden.

Det andet glædesfulde mysterium: Besøget (hos Elizabeth)

Så snart Gabriel forlod Vor Frue, beretter Den hellige Skrift: ”I de dage brød Maria op og skyndte sig …” til sin kusine Elizabeth, som var seks måneder henne i sin graviditet. Således fyldt af Helligånden og med Jesus i sit moderliv, var Vor Frues højeste ønske at bistå sin familie og yde hjælp til andre. Vi ser her Vor Frue som rollemodellen for udførelsen af barmhjertighedsgerninger.

Marx derimod fremlægger et bud på et system, der afskaffer og forhåner barmhjertighedsgerninger og ønsker indførelsen af en samfundsstruktur, der styres med hård hånd af arbejderklassen. I Marx’ system er der ikke plads til, at man elsker sin næste, men at alle modtager hjælp, der er styret og defineret af staten.

Det tredje glædesfulde mysterium: Jesu fødsel

Mens vi overvejer fødslen af menneskehedens Frelser, tænker vi på Josef, Maria og det lille Jesusbarn, der ligger i krybben. Alene dette billede kan give anledning til et utal af kontemplative meditationer. Her ser vi Den hellige Familie som et jordisk billede på Den hellige Treenighed, Josef er Faderen, Vor Frue er fyldt af Helligåndens nåde, og Vor Herre udfylder det, der mangler mellem Treenighed og familie. Vi kan overveje dette mysterium på mangfoldig måde, men det, der står tilbage, er billedet af familien.

Marx’ revolutionsmanifest stiller følgende spørgsmål: ”Hvilken indflydelse vil den kommunistiske samfundsmodel have på familien”? Hans svar er, at den kommunistiske samfundsmodel vil ødelægge selve grundlaget for familiestrukturen:

Den kommunistiske samfundsmodel vil ændre på forholdet mellem kønnene og gøre det til et privat anliggende, som kun gælder de enkelte personer, og som staten ikke vil blande sig i. Den kommunistiske samfundsmodel kan gøre dette, fordi den private ejendomsret ikke længere eksisterer, og fordi børnene uddannes ud fra et fælles grundlag, og på den måde fjerner man to kerneelementer i det traditionelle ægteskab, nemlig afhængighed, som er rodfæstet i den private ejendomsret, hvor kvinden er afhængig af manden og børnene af deres forældre.

Hvis Den hellige Familie er en rollemodel for alle familier samt et billede på Den hellige Treenighed, så er Marx’ angreb på familien intet mindre end et angreb på Gud, og det er derfor kommunismen i sit inderste væsen er en ateistisk filosofi.

Det fjerde glædesfulde mysterium: Fremstillingen af Jesusbarnet i templet

Da præsten Simeon modtager barnet i sine arme fra Vor Frue, profeterer han: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges”. I det øjeblik forudsagde han Vor Herres korsfæstelse og ved at gøre dette, fortalte han Vor Frue: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”.

Her ser vi et eksempel på viljen til at lide og dø, der udspringer af kærlighed. Vor Frue ved dette, for når hun deler den store glæde, der er i Vor Herre, må hun også tage del i Hans lidelse. Der er intet menneske, der har kendt til lidelse, som Vor Frue. Ved bebudelsen vidste hun, at når hele menneskeheden faldt og måtte lide grundet Evas oprør mod sin mand og Gud, ville den blive frelst, fordi Barnet Kristus ville tage menneskehedens synd og smerte på Sig, og dette kunne kun bringes til opfyldelse, ved at hun gav sit samtykke. Ved besøget hos Elizabeth kendte hun til den glæde, Den guddommelige Frelser, som voksede i hendes moderliv, ville bringe til andre. Efter at hun havde bragt Ham til verden, lagde hun ham på det træ, der udgjorde krybben, der var spisested for dyrene … krybbens træ var en forsmag på korsets træ, hvorpå Han blev føde (til det evige liv) for hele menneskeheden. Og mens Simeon profeterede den lidelse, som Vor Frue ville tage del i ved Hendes Søns lidelse, tog hun imod det i ydmyghed.

I Paulus brev til Filipperne i kapitel 2, siger han: ”… Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2: 5-8).

Men Marx prædiker en afvisning af lidelse og tjeneste. I stedet for at acceptere ens livsvilkår, prædiker Marx et anti-evangelium, som rummer misundelse, hvor arbejderklassen frasiger sig sin tjenestevillighed og gør oprør mod overklassen og beriger sig med det, der ikke er dens.

Det femte glædesfulde mysterium: Genfindelsen af barnet Jesus, der underviste

I denne rosenkrans’ afsluttende mysterium, er vi vidner til at samtale mellem Vor frue og Vor Herre, hvor Vor Frue siger følgende til Ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige” (Luk 2: 48). Som en afslutning på samtalen mellem de to skriver Skt. Lukas: ”Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem” (Luk 2: 51).

Det, der er vigtigt at tage ved lære af i denne sammenhæng, er hellig lydighed. Vor Herre finder behag i dem, som er lydige. Starter man ud med Adam og Eva og gennemgår hele Den hellige Skrift, ser man, at der er en rød tråd, som handler om, at forbandelser er knyttet til ulydighed og velsignelser til lydighed. Når vi er lydige mod Gud og underkaster os Hans myndighed, finder Han behag i os. Når vi er ulydige og gør oprør mod Hans retmæssige autoritet, da vækker vi Hans vrede.

Selv nu præger rædslerne fra Marx’ filosofi alle dele af den menneskelige civilisation. De viser sig i form af prævention, abort, homoseksualitet, oprørske tendenser igennem tiden og ismer, der har mennesket som centrum, og de ”stjæler” vores opmærksomhed i forhold til de fire sidste ting: døden, dommen, himlen og helvede.

Det står altså klart, at det er rosenkransen, der giver det svar, vi søger. De mysterier, vi overvejer, giver os en forståelse af, at mennesket ikke er skabt til denne verden, som Marx ellers ville overbevise os om … tværtimod er vi skabt til at elske Gud og næsten. Men der er mere end det, rosenkransen er det rette våben til at imødegå den gift, som Marx har spredt.

En velkendt legende fortæller, at Skt. Martha drog til den sydlige del af Frankrig, og mens hun opholdt sig der, havde en forfærdelig drage gjort floden Rhone til sit hjemsted. De lokale indbyggere forsøgte forgæves at komme af med den. Ifølge legenden bad de lokale Martha om hjælp, og hun gjorde følgeskab med dem i deres søgen efter dragen. De fandt frem til den, og det endda på et tidspunkt, hvor den var i færd med at fortære en mand, men Skt. Martha gjorde korstegnet, mens hun nærmede sig den, kastede hun helligt vand på den, og den blev from som et lam. Hun fikserede den med sit bælte og førte den til landsbyen, hvor beboerne dræbte den med spyd.

Denne legende er et billede på det, som er blevet forudsagt: nemlig at Vor Frues Ubesmittede Hjerte vil sejre. Vor Frue bad os om at bede rosenkransen dagligt. Hvis dragen, der plager os, er den filosofi Marx udtænkte, må det korstegn Skt. Martha gjorde samt hendes bælte, som dragen blev fikseret med, være et symbol på den kæde af perler og krucifiks, som samler den, med andre ord, rosenkransen. Dragen, som Skt. Martha stod ansigt til ansigt med, kunne ikke gøre hende noget, det samme gælder vor tid Marxistiske drage, den kan heller ikke gøre noget, når den står overfor Vor Frue.

Bed for os, Oh hellige Jomfru af rosenkransen!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael Hichborn og publiceret på LifeSiteNews den 9. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/carl-marx-unleashed-a-blood-thirsty-dragon-upon-the-world-that-can-be-defea