Category: Articles

Arkæologer siger: Sodoma og Gomorra blev bogstavelig talt ødelagt af ild og svovl, der faldt ned fra himlen

En gruppe arkæologer og andre videnskabsmænd fortæller, at de har fundet stærke beviser for, at den region, der kaldes ”Middle Ghor”, hvor byerne Sodoma og Gomorra har været beliggende, er blevet ødelagt af en meteor, der eksploderede i himmelrummet over byerne, og ophedet materiale regnede derefter ned over byerne og den ophedning, der skete under alt dette, havde en temperaturstigning på langt over tusind grader, og dette er en teori, der stemmer overens med beskrivelserne i 1. Mosebog i det gamle testamente.

Ifølge teorien eksploderede meteoren i lav højde med en styrke som en 10 megaton atombombe og i en højde omkring en kilometer over havets overflade ved det nordøstlige hjørne af Det Døde Hav, og den udslettede al civilisation i 25 kilometers omkreds i den cirkulære formation, der aftegner og udgør ”Middle Ghor”.

Forskerne fremlagde deres foreløbige resultater vedrørende emnet ved dette års møde i november på ”Americans Schools of Oriental Research”, og man er blevet ved med at udvide teorien siden den sidste del af 2015. Det anføres, at kulstof 14 – dateringen tyder på, at en række civilisationer har beboet området og udviklet sig over en periode på to årtusinder indtil ca. 1700 f. Kr., da bygningernes murstensvægge i regionen forsvandt samtidig, og kun stenfundamentet blev tilbage.

Samtidig blev den keramik, som var i bebyggelserne udsat for så stærk varme, at den i løbet af millisekunder blev til glas, og det fremgår af analyseresultaterne fra zicron-krystallerne, som blev dannet under denne forandringsproces. Zicron-krystallerne indikerer, at de i løbet af kort tid blev udsat for temperaturer målt til ca. 4000 – 12000 grader celcius, og disse temperaturer kan sammenlignes med temperaturen på solens overflade.

Ifølge to af arkæologerne afgav eksplosionen platin såvel som flydende lava, der ramte regionen, og dette bekræfter yderligere, at det er en meteor, der har udløst dette, da platin findes i større koncentrationer i meteorer end i jord.

Forskerne skønner, at de ca. 40 – 60.000 mennesker der beboede området blev dræbt, og et område i en omkreds på 500 kvadratkilometer blev gjort ubeboeligt i de følgende 600 – 700 år. Forskerne antager videre, at overfladejorden i hele området forsvandt, og at salt fra Det Døde Hav blev spredt ud over området og ødelagde jordens egnethed til dyrkning.

De bebyggelser, der blev tilintetgjort under det, der skete, befinder sig på det vigtigste udgravningssted ”Tall el-Hammam”, som arkæologerne mener, er byen Sodoma, hvis ødelæggelse er beskrevet i 1. Mosebog kapitel 19. Ifølge arkæologerne fluktuerer den skønnede dato for udslettelsen med det, der er beskrevet i 1. Mosesbog.

Undersøgelsen er blevet foretaget af Tall el-Hammam Excavattion Project (TeHEP), en gruppe af forskere fra forskellige universiteter og videnskabscentre, herunder New Mexico Tech, Northern Arizona University, North Carolina State University, Elizabeth City (NC) State University, DePaul University, Trinity Southwest University, og Los Alamos National Laboratories.

Den tætte sammenhæng med 1. Mosebog kapitel 19

To arkæologer Steven Collins and Phillip Silvia, der er en del af udgravningsprojektet i Tall el-Hammam, skrev i en mødeberetning fra 2015, at ”de fysiske beviser fra Tall el-Hammam og de omkringliggende områder viser tegn på en stærk ødelæggende rystelse samt termisk hændelse, som man antager er ligesom den, der er beskrevet i 1. Mosebog kapitel 19”.

”Jord- og askeprøver, som er blevet opsamlet i Tall el-Hammam, indeholder tegn på ødelæggelse af overfladejorden kombineret med en form for jordbundsforurening forårsaget af salt, der stammer fra Det Døde hav, som har forhindret en dyrkning af afgrøder mange århundreder frem i tiden, og dette forklarer delvist, hvorfor der i en lang periode ikke er foregået landbrugsaktivitet på stedet”, tilføjer de.

Ifølge 1. Mosebog 19: 24 læser man: ”lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen”, dette stemmer overens med de høje temperaturer samt overophedede sten, der faldt ned fra himlen.

Det hebræiske ord for ”svovl” anvendes normalt om brændende sten.

Arkæologerne opdagede, at kapitel 19 i 1. Mosebog i generelle termer synes at beskrive den ødelæggelse, der ramte området, herunder vilkårene for plantevækst, for der står i vers 25: ”Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne”.

Det hebræiske ord for ”det omkringliggende land” er ”hakkikkar”, og det henviser til en slette mellem bjerge eller en dal. Arkæologer mener, at området, der her er tale om, kan være Middle Ghor.

Der står videre i 1. Mosebog om Abraham, at når ”han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn” (1 Mos 19: 28).

I Bibelen anfører både 1. Mosebog og andre bøger, at Sodoma blev ødelagt som en straf for, at dens indbyggere udlevede deres forskelligartede seksuelle tilbøjeligheder, specielt deres homoseksuelle tilbøjeligheder, som Skriften definerer som ”vederstyggeligt”.

I det nye testamente finder man Judas’ Brev, og det sammenligner den ild, der ødelagde Sodoma og Gomorra med den ”evige ild” i helvede.

og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild” (Jud 1: 7).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 11. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/archeologists-sodom-and-gomorrah-literally-destroyed-by-fire-and-brimstone

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vor Frues sang af glæde og tilbedelse

Magnificat er en sang præget af glæde og tilbedelse: glæde, fordi Maria ser på den frelse, der er skabt af Gud, og som er ved udfolde sig, og hun glædes ved den umådelige store nådegave, Han giver menneskeheden – og tilbedelse, fordi hun ikke kan andet end at falde på knæ for den styrke og troskab, der udgår fra Israels Gud. Maria forstår sit kald: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig i Gud min Frelser, thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed … Thi han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig”. Hun nærer stor ydmyghed for omfanget af sit kald. Hendes måde at agere på står i skarp kontrast til dem, som praler og ophøjer sig selv på baggrund af deres evner og arbejder! Skt. Francis de Sales formulerer det meget præcist på følgende måde:

Mens Gabriel var i færd med at bebude hende, som Guds Moder og dronning over engle og mennesker, og mens han var ved at gøre det klart for hende, at hun skulle ophøjes over alle skabninger både engle og mennesker, bøjede hun sig for Skaberens fødder og sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Dette er stor ydmyghed. Den hellige Jomfru var så bevidst om den elendighed, der præger vores væsen, og den afstand, der er mellem Gud og menneske, at selv, da det bliver klart for hende, at hun er den udvalgte og højt ophøjet, bøjer hun sig dybt i sin intethed foran den uforståelige og uudtømmelige afgrund, der rummer Guds umådelige godhed.

Hun, som var den mest hellige af alle dødelige, erkendte, at hun i sammenligning med Den almægtige Gud ikke var mere end en tjenerinde, Han havde skabt til sit formål, en blandt mange, der havde tjent Jahve gennem generationer. Først kom hendes stille accept af Guds plan. Først derefter talte Maria med et glødende hjerte fuld af Guds kærlighed om sig selv, og den rolle hun skulle udfylde henvendt til Elizabeth.

I Jomfrumoderen kan vi se, at Kristi frelse folder sig ud, mens hun giver sit hjerte fuldt og helt til Gud. Som Skt. Ambrosius (337 – 379) siger: “det bør ikke overraske os, at Herren, der ønsker at frelse verden, begynder dette arbejde i Maria.Igennem hende fremsættes frelsen for hele menneskeheden, hun måtte være den første til at modtage frelsens frugt fra sin Søn.

Jomfruen siger, at hendes sjæl “ophøjer” Herren. Af hele sin sjæl priser Maria Herrens storhed, og hendes sjæl bidrager til, at Hans storhed bliver opfattet af andre mennesker! Og alligevel udbryder hun straks, at det er Gud, der har ophøjet hende. Den storhed, hun besidder, stammer kun fra Ham. Thi hun har modtaget og gør brug af de gaver, Han har ønsket, at hun skulle modtage, “og Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og helligt er hans navn”, blev og forblev hun i sandhedophøjet, hendes hellighed ligger implicit i hendes ophøjethed, og det er i sin hellighed, at hun højlover Herren. Herren er uendelig hellighed, og Maria modtager grundet sit trosliv og ved sit offer store mængder af Hans uendelige guddommelige godhed.

Vi må forstå, at alle de privilegier, som er blevet givet Vor Frue, så som det, at hun er Mediatrix (formidler) af al nåde, kun giver mening, fordi hun har del i den guddommelige natur (jf. 2 Pet 1: 4), som i sandhed gør hende hellig og derfor berettiget til disse privilegier. Hendes store privilegier er vores håb, fordi de viser, at vi, alle i det omfang vi bliver hellige gennem Kristi nåde, vil opnå og tage del i den herlighed, som Guds Moder har fået del i. Hun er fuld af herlighed, fordi Gud i Sin kærlighed lod hendes fortid blive fyldt af Hans nåde.

Maria erklærer, at ”Gud har øvet vældige gerninger med sin arm”, skønt Den kongelige Frelser stadig kun er et meget lille barn i hendes moderliv! Den måde, hvorpå Gud viser Sin styrke, adskiller sig væsentligt fra den måde, hvorpå denne verdens herskere viser deres styrke, som er igennem store hære og artilleri og deres paladser samt pomp og pragt. Hans styrke kommer til syne i ydmyghedens opmærksomhed, helbredende kraft og opløftende kærlighed. Når Vor Frue siger, at ”Han har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker”, står det klart for os, hvorledes ydmygheden i Guds plan i sin stilhed og sårbarhed afviger fra de jødiske forventninger, til hvem Messias ville være, og det kongedømme, Han ville grundlægge. Betragt blot hvilket røre dette lille Gudsbarn skabte! En snublesten for de militante jøder, en dårskab for de græske filosoffer og en provokerende udfordring for alle, der betragter Gud, som om Han var (eller burde være) en udgave af vores menneskelige forestilling om magt, vælde og visdom.

I deres portræt af jøderne og romerne har evangelisterne ganske neutralt eviggjort den skuffelse, der har været hos zeloter og skeptikere igennem tiderne, tænk på moderne tids kommunister og socialister, som må erfare, at Jesus er en helt anden end den, de forventer og kræver, at en Frelser bør være. Den hellige skikkelse sendt af Faderen for at samle Israels fortabte får og forkynde det gode budskab til hedningerne stemmer ikke overens med den hovmodige, selvbevidste, militante og kloge. Han ”ophøjer de ringe”, og Han forsvarer og giver føde til de fattige, Han velsigner dem, der søger Ham af et rent hjerte. Han sender de rige bort, dem, der kun er optaget af sig selv, og som har samlet sig goder, de ikke har behov for. Han giver føde til de sultne, der ikke er opslugt i egoisme, og som ikke ophøjer sig foran Gud. Maria kunne ikke have vidst, at det, hun her ytrede, ville blive opfyldt på en måde, som man end ikke turde håbe på, nemlig at Kristus, Livets Brød kom ned fra himlen og gav Sig selv til os i det Allerhelligste sakramente: Det er den føde Gud har til dem, som hungrer og tørster efter Hans rige!

Hvis Kristus er den, der introducerer den markante forskel og bryder med det gamle testamente, inkarnerer Maria gennem sin stilhed og tro videreførelsen af det nye i Hans ord, Hans liv, Hans lidelse, Hans kors og genopstandelse, som bliver tydelig i Israels fattige, dem, som følgende saligprisning er rettet mod: ”Salige er de fattige i ånden”. I det væsentlige giver saligprisningerne kun forskellige bud på det, der er den åndelige essens i Magnificat: ” Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. Den åndelige essens i Magnificat rummer samtidig det, der er centrum i den bibelske teologi omkring Gudsfolket (Joseph Ratzinger, Daughter Zion).

Marias inspirerende sang lærer os om tro og ydmyghed. Når Vor Herre efter Sin opstandelse siger til den tvivlende Thomas: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20: 29), tilføjer Han således denne saligprisning til dem, der er i bjergprædikenen, Han tilføjer denne saligprisning for kommende troendes skyld. Men disse ord kan også på en speciel måde benyttes i forhold til Hans mor, for noget så stort var var aldrig før blevet krævet af noget menneske. Hun var blevet kaldet til at tro fra det øjeblik, hvor hele verdens frelse var betinget af hendes samtykke, og efter at have givet sit samtykke måtte hun efterfølgende hver dag forny det konfronteret med de voldsomme prøvelser, hendes kald bragte. Hun befandt sig i mørket og vidste intet om, hvad der ville hænde den følgende dag og endnu mindre, hvad morgendagen ville bringe. ”Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” (Luk 2:35). Lad os ikke bedrage os selv med at tro, at Maria fandt sit liv let. Hendes store kærlighed vendte til sidst hendes lidelse til glæde, og hendes lidelser var af en sådan karakter, at ingen nogensinde ville kunne forstå dem til fulde.

Da en kvinde i skaren opløfter sin røst og siger til Jesus: ” Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, svarer Jesus: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Ved at sige dette underkender Jesus ikke den usigelige forbundethed, Han har haft med sin moder i barndommen, Han priser hende for hendes sande kilde af velsignethed: Hun var den eneste i verdenshistorien, der lyttede til Guds ord og var modtagelig og gemte det troligt i sit hjerte. Hun er den rollemodel, som Jesus ønsker at give os eller langt mere end det, den moder, Han ønsker at give os.

Som den teologiske dyd tro antyder, indebærer det, at en person med sit intellekt her og nu ikke kan se sandheden, men måholde fast ved troen gennem en viljeshandling, som understøttes af nåden, og dette påvirker intellektet, og det er indlysende, at Jesus ikke levede et ”trosliv”. Han vidste med guddommelig klarhed, hvorfra Han stammede, og hvor Han skulle hen. Han havde hele tiden i sin menneskesjæl en salig vision af den guddommelige herlighed, Han for altid deler med Faderen. Derimod levede Hans moder med troens dyd gennem hele sit liv trods den menneskelige videns begrænsethed samt den menneskelige tilstands skrøbeligheder, og hun hørte Guds ord i sin sjæls dyb, overvejede det i sit hjerte og fulgte det i sine gerninger. Hun eksemplificerer således alle dyderne hos den kristne helgen, Hun, der var Jesu moder, var det mest fuldendte Gudsbarn.

Det er sikkert og vist, at Maria ikke forstod dette til fulde. Hvordan skulle hun som dødelig kunne begribe Den levende Guds mysterium. Thi hun var i stand til noget, som i jordisk forstand ikke kan forstås, noget, som kun er muligt gennem den samme Guddommelige kraft, og som tiden gik, tilvejebragte mere indsigt: TRO. Hun troede på ordets betydning på et tidspunkt, hvor ingen praktisk talt besad troen. ”Salig er hun, som troede …”. Hvis der er noget, som virkelig sætter ord på Marias storhed, er det det, som Marias kusine Elizabeth her udbryder (Romano Guardini, The Lord).

Lad os have Magnificat i vore hjerter. Den lærer os, om Guds vidunderlige gerninger, glæden ved at adlyde Hans hellige vilje, og den sejr Han har opnået for os. Den lærer os, at ydmyghed er kongevejen (til Herren), den evigtstrømmende gave af Guds barmhjertighed og det privilegium, det er at tage del i frelsens mysterium. ”Må Marias sjæl være i os alle, så vi kan ophøje Herren, må Marias ånd være i os alle, så vi kan finde glæden i Gud” siger Skt. Ambrosius. Hertil kan vi tilføje Skt. Francis de Sales trøstende ord: ”Vær sagtmodig, ydmyg, kærlig og venlig, og ophøj Herren sammen med hende (Maria) i hele dette (dit) liv. Og hvis du gør således, er ydmyg og trofast i denne verden, vil du uden tvivl synge Magnificat i himlen sammen med Jomfruen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/a-song-of-joy-and-adoration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Why we should be able to celebrate the Old Rite in the vernacular

Tridentine MassThe Chalcedonian vocabulary which attempts to describe the hypostatic union in Christ may not be perfect, but its tautness does help us to resist emphasizing unduly one nature over and against the other. The ineffable character of our Lord’s ontic constitution requires us to resist softening the irreducible strangeness of the God-man. This is true when we approach Christ both in His Gospel and in His Eucharist.

More

Biblical scholar on Pope’s change to the Our Father

Fr. Reto Nay: The text of the Our Father is passed down to us in the New Testament, which was written in ancient Greek. The phrase “and lead us not into temptation” is contained both in Mt 6:13 and Lk 11:4 with identical wording: καὶ μὴ εἰσενέγκῃς ἡμᾶς εἰς πειρασμόν. This means that the wording of the petition in question cannot be blamed on a transmission error or misunderstanding.

More

Pave Frans har brudt med tidligere paver, og det medfører hæresi og skismer udtaler en teolog i Vatikanet

I et kraftfuldt interview med den italienske Vatikanist, Aldo Maria Valli, advarer Msgr. Nicola Bux om, at det nuværende pontifikat fremsætter udtalelser, der genererer hæresier, skismer og kontroverser af forskellig art, og at Den hellige Fader bør bekende troen for at genskabe enhed i Kirken.

I det interview, der blev offentliggjort den 13. oktober, men som er blevet overset på grund af ungdomssynoden, der fandt sted i Rom i sidste måned, fremkom teologen, med konsulentstatus for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser, med hæretiske udtalelser vedrørende ægteskab, moral og modtagelsen af sakramenter, og som nu er omdrejningspunktet for stor debat, som bliver mere og mere intensiv for hver dag.

Msgr. Bux sagde, at årsagen til, at der stilles spørgsmålstegn ved disse doktriner, som blev fremhævet dels i den broderlige korrektion fra september 2017 og dels ved en konference i Rom i april vedrørende doktrinær forvirring i Kirken, er pavens postsydonale apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, og det er efterfølgende blevet meget værre og endnu mere komplekst.

Han sagde, at dette har ført til, at nogle ældre prælater, såsom kardinal Walter Brandmüller, en af de fire kardinaler, som underskrev dubia i 2016, har gentaget opråbet om, at paven bør bekende troen.

Men Msgr. Bux sagde, at dette næppe vil ske, når man tager i betragtning, at paven ser Kirken som en føderation af kirkelige samfund, noget, som Msgr. Bux beskriver som det, man finder hos protestanterne.

Den italienske teolog sagde, at siden de to familiesynoder har der (i Kirken) eksisteret to spor i forhold til tro og moral, som bliver helt tydelig, når talen falder på om Kommunionsmodtagelse er tilladt for nogle af dem, der er skilte gengifte. Dette har skabt stor frustration hos mange biskopper og sognepræster, fordi der er tale om en uholdbar pastoral situation præget af forvirring, sagde han.

Msgr. Bux, som tidligere har fungeret som konsulent for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser under Benedikt XVI, siger, at situationen kan afhjælpes, ved at paven bekender troen. Han refererer til, at Skt. Paul VI i 1968 foretog en lignende trosbekendelse, der bekræftede, hvad der var katolsk set i lyset af de vildfarelser og hæresier, der opstod i kølvandet på Andet Vatikankoncil.

Hvis dette ikke sker, advarer han, vil frafaldet øges (drastisk), og et de facto skisma vil være en realitet.

Hvem har begået fejl?

Msgr. Bux fornemmer, at situationen er blevet specielt opkørt, efter at paven i august ændrede i katekismen, hvor han erklærede, at dødsstraf ikke kan tillades. Denne ændring er i modstrid med den tridentinske – og Skt. Pius X katekismus, og teologen fremhæver, at den sidste af de to nævnte lærte, at legitimiteten af dødsstraf var i fuld overensstemmelse med det Guddommeligt åbenbarede.

Enten indrømmer man, at Kirken, igennem to tusinde år, praktisk talt har lært, at noget er legitimt, men ikke er i overensstemmelse med evangeliet, eller man må indrømme, at det var pave Bergolio, som begik en fejl, sagde Msgr. Bux og tilføjede: Dette er en meget følsom problemstilling, men før eller siden vil han blive nødt til at rette op på det, og det gælder ikke kun sagen om dødsstraf.

Adspurgt af Valli, at hvis ovennævnte danner præcedens, for at paven begynder at ændre mere i katekismen, hvis det er det, han ønsker, svarer teologen, at dette er et ganske foruroligende spørgsmål, og at en yderligere legitim bekymring man kan gøre sig er, om trosgrundlaget holdes på sikker afstand af tidsåndens luner.

Paven kan ikke pålægge Kirken sin egen holdning, understregede Msgr. Bux ved at citere Joseph Ratzinger: Kirken kan i spørgsmål vedrørende tro, moral og sakramenter kun følge Kristi vilje. Og alligevel, sagde han, er der ”mange punkter” iAmoris Laetitia, som er vanskelige og modstridende og faktisk også står i modsætning til Skt. Thomas Aquinas tænkning, på trods af at skrivelsen selv hævder noget andet.

Han fremhævede også den tendens, som dette pontifikat har for vane at lægge for dagen, nemlig at forholde sig tavst, når det mødes med kritik, eller når det afviser at forholde sig til anklager om hæresi og frafald, og dette bringer minder om Skt. Pius X’s advarsel i sin encyklika Pascendi dominici gregis fra 1907: ”Det, at man ikke klart bekender sin hæresi, er en almindelig fremgangsmåde hos modernister, fordi de netop på den måde kan dække sig under Kirken”.

Valli og Msgr. Bux fortsatte derefter med at tale om de praktiske, teologiske og juridiske problemer, der er forbundet med at foretage en korrektion af en pave, der er har søsat sådanne vildfarelser. Dette omfatter den hurdle, at hæresi skal være åbenlys og offentlig bekendt, og at paven bevidst og af egen fri vilje har bidraget til, at der stilles spørgsmålstegn ved trossandheden, samt det, at han er beskyttet af en form for juridisk immunitet, som der findes belæg for i det kanoniske princip om, at ingen kan dømme Den apostoliske Stol og slet ikke Dens Hyrde.

Upålidelig teologi

Yderligere er det i dag vanskeligt at sætte fingeren på det, der helt eksakt er hæretisk, fordi teologien ganske enkelt ikke længere er pålidelig, sagde han. Han sagde videre: I stedet er den blevet en slags ”slagmark”, hvor en sandhed bekræftes, men hvor der altid er en, der ønsker at hævde og forsvare det modsatte synspunkt.

Fremfor at foretage en broderlig korrektion (af pave Frans), bør man langt hellere undersøge arten af det juridiske grundlag, der dannede rammen for pave Benedikt XVI’s tilbagetræden, sagde han. Jesus overdrog ikke nøglerne til Himlen til Peter og Andreas (Peters bror) kun til Peter. En dybdegående undersøgelse af pave Benedikt XVI’s tilbagetræden ville hjælpe for at løse de problemer, der i dag synes os uoverstigelige, sagde han.

At der sker store forandringer i Kirken under pave Frans er tydeligt, sagde Msgr. Bux, og dette foregår sideløbende med, at der markeres en tendens til diskontinuitet, eller at man forsøger at bryde med tidligere pontifikater. Et sådant brud, fortsatte han, er en omvæltning, der genererer hæresi, skismer samt kontroverser af enhver art, og dette kan spores tilbage til synd.

Han henviste til det 3. århundredes kirkefader Origenes fra Alexandria (ca. 185-ca. 254), der sagde: Hvor der er synder, er der forskelligartethed, skismer, hæresier og splid. Men hvor der er dyd, er der enhed, og man er forenet ud fra den præmis, at alle troende er eet hjerte og een sjæl.

Den nuværende krise har haft en negativ indvirkning på liturgien, sagde han, men for at opmuntre citerede han Skt. Athanasius fra Alexandria (ca. 298 – 373), og dennes henvendelse til de kristne, der led under arianismen:

I forbliver uden for de steder, hvor der er tilbedelse, men troen forbliver inden i Jer. Lad os overveje: Hvad er mest vigtigt, stedet eller troen? Den sande tro uden tvivl. Hvem har tabt, og hvem har vundet i denne kamp – den, som overholder præmisserne eller den, som beholder troen? Sandelig, bygningerne er gode, når Den apostoliske Tro prædikes der; de er hellige, hvis alt, der finder sted der, foregår på en hellig måde… I er dem, som er lykkelige; I som forbliver indenfor Kirken på grund af Jeres tro, som fastholder troens grundlag, som er kommet ned til Jer gennem Den apostoliske Tradition. Og hvis en afskyelig jalousi har forsøgt at ryste Jer ved en række lejligheder, er det ikke lykkedes. Det er dem, der har forladt Kirken under den nuværende krise. Ingen vil nogensinde sejre over Jeres tro elskede brødre (og søstre), og vi tror, at Gud vil give os mulighed for at kunne vende tilbage til vore kirker en dag”. Jo mere voldelige de er i deres forsøg på at besætte stederne for tilbedelse, desto mere adskiller de sig fra Kirken. De hævder, at de repræsenterer Kirken, men i virkeligheden er det dem, der igen vises bort fra Den (Kirken), og som virkelig er på afveje (Coll. Selecta SS. Eccl. Patrum. Caillu and Guillou, vol. 32, pp. 411-412).

Valli spurgte til sidst, om hæresi ikke er andet og mere end det at udbrede falske doktriner og at udelukke sandheden om doktrin og moral.

Selvfølgelig, svarede Msgr. Bux. Hvor der ikke eksisterer nogen doktrin, finder man moralske problemer, og det er det, vi ser. Når paven og biskopperne gør noget sådant, benytter de deres position til at ødelægge (doktrinen).

Med henvisning til Skt. Augustin, sagde han: De har kun deres egne interesser for øje ikke Jesu Kristi interesser, de forkynder hans ord, men de udbreder deres egne ideer.

Jesu Kristi navn er, sagde han, med henvisning til Giacomo Biffi tidlige kardinal fra Bologna, blevet en undskyldning for at tale om helt andre ting: Migration, økologi osv. Dermed er der ikke længere enhed, når vi taler, og Kirken er blevet splittet (1 Kor 1: 10).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Edward Pentin og publiceret på LifeSiteNews d. 15. november 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-has-broken-with-previous-popes-causing-heresies-schisms-vatica

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Forfølgelsen af katolikker intensiveres trods aftalen mellem Kina og Vatikanet

Kinesiske katolikker er blevet ofret på diplomatiets alter

Kina fører krig mod troen på trods af den aftale Vatikanet fornyelig har indgået om at anerkende syv biskopper i den af kommunisterne godkendte, skismatiske ”patriotiske katolske” kirke, og samtidig intensiverer Beijing undertrykkelsen (af katolikker).

Myndighederne angriber den katolske undergrundskirke ved at brænde bibler, tvinge kirker til at fjerne kors og ikoner, lukke hjemmesider for tilbedelses – og valfartssteder og foretager vilkårlige arrestationer af trofaste klerikale.

Siden kommunisternes magtovertagelse i 1949 har staten indtaget en fjendtlig holdning over for alle religioner, men under præsident Xi Jinpings styre har forfølgelserne nået et højdepunkt.

I 2015 opfandt partiets ledelse udtrykket ”sinicering” (en ensretning i kommunistisk forstand af det enkelte individ) for at presse religiøse ledere til at kombinere troen med den kommunistiske ideologi, og i dag råder regeringen over statskontrollerede kirkelige medarbejdere, udgivelser og økonomi, og det er blevet rutinemæssig praksis, at man i præsternes homilier tilføjer kommunistisk propaganda, og samtidig forbereder man sig fra regeringens side på at erstatte den hellige Skrift med en stærkt ”bearbejdet” udgave, som kaldes ”den kinesiske kristne bibel”.

Den hellige Stol har ikke haft nogen formel kontakt med Kina siden 1951, altså kort efter at kommunisterne overtog magten i landet. Kirkens embedsmænd hævder, at de initiativer, der er blevet igangsat i begyndelsen af pave Frans’ pontifikat, er med til at ”rette op” på dette.

Men set i lyset af, at den største forfølgelse siden den katastrofale kulturrevolution (1966-1976), der aktuelt finder sted, synes Roms beslutning om at have en ”bekvem” interaktion med det kommunistiske styre noget mærkværdig.

Trofaste kinesiske katolikker frygter, at de vil blive ofret på diplomatiets alter. Blandt de kritiske røster af aftalen mellem Vatikanet og Kina, er kardinal Jeseph Zen, ærkebiskop emeritus af Hong Kong. Kardinal Zen har i skarpe vendinger advaret Vatikanets embedsmænd: ”I placerer ulve foran fåreflokken, og dette kan kun ende i et blodbad”.

Steven Mosher, som er ekspert vedrørende kinesiske forhold og leder af Population Research Institute er enig i ovenstående udtalelse fra kardinal Zen. Tidligere i år fortalte han Church Militant, at: ”Det officielle ateistiske kinesiske kommunistparti … ønsker at fjerne al religiøs tro og aktivitet, som eksisterer i Kina”.

”De vil sørge for at få elimineret alt, der har med religion at gøre, deres målsætning er at indføre ateisme, som skal omfatte alle kinesiske borgere”, tilføjede Mosher. ”Derfor introducerede de den 1. februar de nye regler, der skal forhindre katolikker eller kristne (generelt) i at medbringe deres børn, som har nået 18. års alderen, eller som er yngre til Messe eller til en samling i en huskirke. De ønsker at eliminere religionen, så den ikke gives videre til næste generation”.

På samme måde har Chen Guangcheng, en ledende kinesisk menneskerettighedsforkæmper, gentagne gange verbalt angrebet Vatikanet, fordi det er gået på kompromis i forhold til Beijing.

Tidligere i år advarede Chen, en fremtrædende kollega ved Institute for Policy Research and Catholic Studies på Catholic University of America (som var på besøg) om følgende: ”Jeg blev født og voksede op i Kina under det kommunistiske styre. Personligt oplevede jeg den brutale tortur og forfølgelse, som ateisterne fra det kommunistiske parti foretog mod afvigere”.

”De frygter ikke Gud og har ikke noget moralkodeks”, bemærkede han og tilføjede: ”De har begået utallige mord uden at tage menneskelivet i betragtning og det med det ene formål at opretholde styret”.

I en artikel, offentliggjort i sidste måned, med titlen: ”En pagt med en tyv, en aftale med djævelen: om Vatikanets verserende aftale med Kina”, gentog Chen sin kritik.

”Jeg har kendt og arbejdet sammen med utallige personer i Kina, der er blevet forfulgt grundet deres religiøse overbevisning” skrev han. ”Det er derfor med chok og forfærdelse, at jeg har måttet erfare, at Vatikanet har nærmet sig Kina i så stort et omfang”.

”At Vatikanet betragter disse vilkår, som værende et acceptabelt grundlag for forsoning med et brutalt diktatorisk styre, er et slag i ansigtet på millioner af katolikker samt andre troende i Kina, som har måttet lide under reelle forfølgelser under CCP (Det kinesiske kommunistparti), fortsatte han”.

”Det er klart, at aftalen (åbenlyst) fungerer som en politisk manøvre, der målrettet understøtter CCP’s interesser”, sagde han. ”Det er ikke kun det, at CCP har fået beføjelse til at stå for udvælgelsen af katolske biskopper, der er en tabersag for Vatikanet, det svarer praktisk talt til, at man bøjer sig i ærbødighed for selve ondskaben, og at man sælger Gud til djævelen”.

Chen tilføjede:

Jeg er sikker på, at de aktive medlemmer af undergrundskirken i Kina, som har holdt ud gennem den enorme forfølgelse, de er blevet udsat for i så lang tid, føler sig forrådt. De må helt sikkert føle, at Vatikanet bevæger sig længere væk fra Gud, og tættere på den overfladiske menneskelige verden med dens laster og dermed tættere på det kommunistiske parti, som er ansvarlig for drabene på over fire hundrede millioner ufødte børn og hundrede af millioner af kinesere. Er dette virkelig himlens vilje?

Beijings forsøg på at undertrykke troen er så åbenlys, at selv sekulære organisationer, herunder grupper, der står i opposition til den katolske doktrin, har udtrykt forfærdelse over den aftale, der er blevet indgået.

I et interview med The Atlantic i denne uge, kom Sophie Richardson, leder for den kinesiske afdeling af Human Rights Watch, med følgende advarsel: ”At være vidne til, at en af de store verdensreligioner indgår en aftale med et autoritært styre, der er berygtet for at undertrykke religionsfrihed, og som videre ganske behændigt giver efter for dette styre, sætter dagsordenen for en meget bekymrende udvikling”.

”Paven har på behændig måde blåstemplet Xi Jinping, også når sidstnævnte udviser en så markant fjendtlighed overfor religionsfrihed”, sagde Richardson.

Præsterne i Kina, som er en del af undergrundskirken, og som er det primære mål for det kommunistiske styre, har ikke stor tiltro til, at den aftale, som Vatikanet har indgået vil mindske undertrykkelsen.

I september samledes en række trofaste klerikale i ubemærkethed for at drøfte, hvordan de kan fortsætte deres arbejde i kølvandet på aftalen. Præsterne besluttede enstemmigt, at de aktuelt ikke ønsker at være en del at den statskontrollerede kirke.

”Hvis vi skal være en officiel kirke, da agerer vi samlet, med andre ord, hvis paven ønsker, at vi skal være åbne, da vil vi samlet agere åbent, ellers vil vi samlet vedblive at være en undergrundskirke” sagde en af præsterne. ”Vil styret give os mere frihed, efter at vi er blevet en officiel kirke? … Da har styret forandret sig”.

Det har det tydeligvis ikke. Siden man underskrev den foreløbige aftale i september, er styrets folk begyndt at gå ud til sogne for at tvinge præster i undergrundskirken til at være meddeltagende i den ”patriotiske” kirke, ellers bliver de betragtet som illegitime præster. To tilbedelsessteder for Maria, Vor Frue af lyksaligheden i Guizhouprovinsen og Vor Frue af de syv smerter i Shanxiprovinsen, er blevet ødelagte. Biskop Shao Zhumin for den østlige del af byen Wenzhou, som var udpeget af Vatikanet, forsvandt for en måned siden og befinder sig i politiets varetægt.

Tre måneder efter underskrivelsen af den foreløbige aftale er det i stigende grad blevet klart, at kardinal Zens vurdering var af profetisk karakter: Vatikanet foretager en ”selvmordshandling” i Kina ved at gå på kompromis med det kommunistiske diktatur.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stephen Wynne og publiceret på ChurchMilitant d. 5. december 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/china-ramping-up-persecution-of-catholics-in-spite-of-vatican-accord

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Hil dig Maria, fuld af nåde, Herren er med dig”: Hvorfor Maria er Mediatrix (formidler) af al nåde

På denne fest for Vor Frue af Gaudalupe, en elsket beskytterinde af pro-life kristne over hele verden og især katolikker i Nord -, Central – og Sydamerika, er det meget passende at forklare og forsvare hendes helt specielle privilegium som formidler af al nåde, en benævnelse, der stadig er blevet misforstået af mange kristne i vore dage. Vi skal se på, hvordan Marias Gudgivne rolle ikke står i modsætning til hendes Søns enestående formidling af frelse, men snarere forudsætter og forstærker den.

Lad os begynde på bedste Thomistisk maner med en indvending: ”For der er … én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus” (1 Tim 2: 5). Som Skt. Thomas Aquinas forklarer:

Formidlerens opgave er at forene de parter, han er formidler for: For ekstremerne forenes i en middelværdi (medio: i midten). At forene mennesket med Gud på den fuldendte måde ligger hos Kristus, gennem hvem mennesket er blevet forenet med Gud, ifølge 2 kor 5: 19: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv …”. Og derfor er det Kristus alene, der er den fuldkomne formidler mellem Gud og mennesket, for så vidt Han ved Sin død forenede menneskeheden med Gud. Derfor tilføjer apostlen til det, han netop har sagt: ”formidler mellem Gud og mennesket, mennesket Kristus Jesus” yderligere, ”som gav sig selv som løsesum for alle” (Summa theologiae 3.26.1).

Ved Sit liv, død og opstandelse vandt Kristus for os alle nåde og fortjenester, som er nødvendige for vores frelse. Opnåelsen og fordelingen af disse fortjenester er den formidling, Jesus Kristus udfører mellem Den hellige Treenighed og menneskeheden.

Jesus opnåede disse fortjenester ved Sin jordiske mission og er derfor værdig til at fordele dem fra Sin himmelske trone. Alle de fortjenester, Han opnåede, er af den slags, der knytter sig til en handling, der gør en værdig til en belønning i stringent juridisk forstand, altså som en løn, der udbetales til en arbejder, der har udført sit arbejde. At have opnået sådanne fortjenester er specielt for Kristus. Siden Han er guddommelig, er Hans gerninger helt igennem værdige. Selv den mindste gerning, Jesus foretog, var fuldt ud til behag for Faderen, for den udgik fra den fuldendte kærlighed. Desto mere var den handling, Jesus gjorde ved Sin død på korset til behag (for Faderen), og gjorde det muligt at opnå al nåde til alle tider. Som Hovedet for hele menneskeheden fordeler Vor Herre sine fortjenester til alle mænd og kvinder, som Han ønsker at forene med sig selv. Det enestående ved Kristi formidling er på den måde altid blevet stadfæstet af kristne teologer: ”… ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG: 4:12).

Der eksisterer en anden slags fortjeneste, som gives til en person, der er i nådens stand, det er fortjeneste de condigno (fortjeneste grundet værdighed), der er her ikke tale om en stringent juridisk definition, men om en relativ juridisk definition. Handlinger foretaget af en person i nådens stand er værdige til at modtage en belønning, ikke fordi personen er på et niveau, der svarer til en sådan belønning, men fordi personen har ”udviklet” sig fra den almindelige nåde, som er det guddommelige livs frø, der er blevet plantet i os ved dåben. Det, der gør, at vi er værdige til Faderens velsignelse, er forårsaget af Sønnens arbejde i os, Hans frugt.

Der eksisterer en tredje slags fortjeneste, som ikke måles i juridisk forstand, men er begrundet i venskabet med Gud. Den defineres som fortjeneste de congruo (fortjeneste af passende grad), for det er passende, at Gud på grund af venskabet med en sjæl, hjælper en, der er knyttet til denne sjæl. ”Siden et menneske i nådens stand gør Guds vilje, er det (mennesket) i overensstemmelse med det, der kendetegner et venskab, og derfor må Gud gøre Sin vilje ved at frelse en anden person for Hans skyld” (Summa theologiae 1-2.114.6).

For eksempel opnåede Skt. Monica, at hendes søn Augustin omvendte sig, ved at hun bad uden ophør og under tårer. Monica fortjente sin søns omvendelse, ikke fordi hun var hans frelser, og ej heller som hvis hun kunne (frelse), men ved nåden i sin sjæl, som kunne frelse en anden sjæl, men fordi Gud valgte at have barmhjertighed med hendes søn på grund af hendes fortjenester og bønner og dette på baggrund af det venskab, der eksisterede mellem Gud og hende. Fortjeneste de congruo forudsætter nådens stand, og derfor er den helt og fuldt afhængig af Kristus. Det er denne tredje form for fortjeneste, som Den hellige Jomfru gennem sit liv opnåede for sine åndelige børn, og ved at være langt mere hellig end nogen anden helgen opnåede hun flere fortjenester end nogen anden helgen.

Efter at have fået skabt klarhed over de forskellige former for fortjenester, der optræder, samt det enestående ved Kristi fortjenester, er det nu hensigtsmæssigt at undersøge, hvordan formidling på anden hånd er mulig. I det gamle testamente udvælger Gud fra begyndelsen bestemte mennesker til at fungere som mellemmænd, såsom profeter og præster, der er knyttet til den gamle pagt. Et eksempel som er specielt fremtrædende, er det, hvor Moses alene på Sinai-bjerget modtog Loven for Israels folk, og hvor han senere beder til Gud for folkets frelse fra ødelæggelse grundet deres eget syndige oprør. I det nye testamente indstifter Jesus Kristus den nye pagts præsteskab for at give Kirken større adgang til Ham og Hans fortjenester. ”Men ligesom såvel præsterne som det troende folk på forskellige måder har del i Kristi præstedømme”, siger Andet Vatikankoncil, ”og ligesom Guds godhed, der er uden sidestykke, på mangfoldige måder meddeler sig virkeligt til skabningerne, således udelukker Forløserens enestående stilling som mellemmand ikke, men fremkalder hos skabningerne snarere en medvirken, som på forskellig måde har sit udspring i denne ene kilde” (Lumen Gentium nr. 62).

På denne underdanige måde er Maria også formidler mellem sin Søn og menneskeheden. Hun er rent faktisk blevet betroet at formidle al nåde. Hvad er grundlaget for hendes unikke rolle? Hendes unikke moderskab. Alle kristne, der holder fast i arven fra de tidligste økumeniske konciler, uanset om man er katolik, ortodoks eller protestant, gør ret i at ære Maria som Theotokos (Guds moder) moderen til – eller den, der bærer på et barn, der i sandhed er Guds Søn, Den anden Person i Treenigheden. Da biskop Nestorius (381 – 451) hævdede, at Maria er ”Kristi Moder”, men ikke ”Guds Moder”, skred Den universelle Kirke ind og tilbageviste hans fejlslutning, fordi den så at sige delte Kristus i to, nemlig som et menneske, som Maria var moder til, og som et guddommeligt væsen, som Maria ikke havde noget at gøre med. Kort fortalt benægter Nestorius inkarnationens mysterium, som vor frelse er knyttet til. Fordi Jesus er Gud, og Maria er moder til Ham, bør hun tituleres Guds Moder.

Marias moderskab er altid blevet betragtet som værende langt mere end et fysisk moderskab. Som Skt. Augustin siger: ”Hun undfangede Ham åndeligt, før hun undfangede Ham fysisk”. Tæt forenet med Gud gennem kærlighed og lydighed gav hun velvilligt sit samtykke på hele menneskehedens vegne. Gennem hele sit liv ved sine gerninger og lidelser samarbejdede hun med sin Søn. I himlen fortsætter hun sit virke som formidler for os ved at gå i forbøn for os (jfr. Johannes Paul II, Redemptoris Mater nr. 21). For at bevise og understøtte det, hun gør, foretager kirkefædrene en sammenligning mellem Maria og Eva. Døden blev bragt ind i verden gennem Eva og i modsætning til det liv, Den nye Adam bringer ind i verden, kommer dette gennem den nye Eva, som dermed fortjener at blive tituleret som: ”Moder til alt levende” (1 Mos 3: 20). Denne fortjeneste og formidling sker i – og gennem Kristus. Et smukt eksempel på dette finder sted ved brylluppet i Kana, hvor det første vidnesbyrd om hendes moderlige formidling åbenbares (Redemptoris Mater nr. 22). På hendes anmodning udfører Jesus miraklet, hvor Han gør vand til vin. Dette mirakel skænkede ikke blot god vin til festen, men også tro: ”… og hans disciple troede på ham” (Joh 2: 11). Marias tro giver anledning til tro hos andre og viser, at hendes rolle som formidler rækker videre til det åndelige niveau (se Pius XII, Mystici Corporis nr. 110).

Udvidelsen af hendes moderskab til at omfatte hele menneskeheden blev ganske tydelig ved frelseshistoriens klimaks, hvor Vor Herre overlader Sin moder til den discipel, Han holdt mest af og omvendt (Joh 19: 26-27). Mens hun stod ved korsets fod og foretog den største troshandling, opofrede Maria, ”som hele tiden var tæt forbundet med sin Søn, Ham på Golgatha, til Den evige Fader på vegne af Adams børn (slægt) … og hendes moderskab og kærlighed var indbefattet i dette offer. Således blev hun i legemlig forstand moder til vores (Kirkens) Hoved, og yderligere gennem smerte og herlighed blev hun ifølge Ånden, moder til alle dem i (sin Søns) Hans Kirke” (Mystici Corporis nr. 110). Ordene, som Jesus sagde til Maria: ” Kvinde, dér er din søn”, og til Johannes: ” Dér er din mor” bekræfter, at hendes moderskab omfatter alle mennesker, set i forhold til formidlingen af nåde samt den fordring, der gælder alle dem, der ønsker at være ”de elskede disciple”, at de betragter hende som deres moder. ”Og hun vedbliver at have den samme moderlige omsorg og glødende kærlighed for Jesu Kristi mystiske Legeme, som kom til verden gennem Frelserens gennemborede Hjerte, som hun havde for det lille Jesusbarn i krybben” (Mystici Corporis nr. 110).  

Ved bebudelsen blev Maria moder til Frelseren, fra Hvem al nåde kommer til mennesket. Som Skt. Louis de Montfort (1673 – 1716) siger: ”Ved at give hende Sin Søn, har Gud Fader, fra Hvem alt godt udgår, givet hende al nåde”. Maria er formidler af al nåde, fordi hun bar i sin krop og sjæl Ham, hvorfra al nåde udgår. Hun fik til opgave at bringe ophavet til nåden til verden, og i Sin menneskeskikkelse forbliver Han (i al evighed) at være hendes Søn, og hun forbliver at være Hans moder. Som det behagede Gud at komme ind i verden og frelse den gennem hende, og som det behagede Ham at skænke ny vin samt det første glimt af herlighed ved hendes mellemkomst, således behager det Ham at frelse verden gennem hendes forbøn. Fordi Maria var fuldt ud forenet med sin Søns hensigter, som straktes ud over menneskeheden og dens behov, deraf følger at hendes hensigter, fortjenester, og at hun yder erstatning, har den samme universelle karakter som hendes Søns. Denne doktrin udgør på ingen måde nogen ”trussel” mod det enestående i Vor Herres formidling, den fremhæver den snarere, for Marias formidling var ”ikke partiel og koordineret, som tre mænd, der skal transportere tungt gods, men langt mere fuldt og helt og gjort i underdanighed” (Garrigou-Lagrange, The Mother of the Saviour and Our Interior Life, 204). Dette fremgår ved den måde, hvorpå hun tituleres ”retfærdighedens spejl”. Hendes ubesmittede hjerte afspejler Jesu hellige Hjertes Guddommelige kærlighed.

Derfor er Kristus den eneste formidler mellem Gud og menneske i kraft af, at Han er Hovedet for menneskeheden. Enhver anden formidling afhænger fuldt og helt af Hans formidling og flyder fra Hans guddommelige kilde.  Som andet Vatikankoncil udtrykker med stor klarhed: ”Marias opgave som moder over for menneskene fordunkler eller formindsker dog på ingen måde denne Kristi stilling som eneste mellemmand, men viser dens kraft. Enhver frelsebringende indflydelse, som den hellige Jomfru udøver mod menneskene, vokser ikke frem af en eller anden naturnødvendighed, men af guddommelig velvilje, og den strømmer frem fra Kristi overvældende fortjenester, bygger på Hans formidling, afhænger fuldstændig af den og henter sin kraft fra den; de troendes umiddelbare forening med Kristus bliver dermed på ingen måde forhindret, men styrket” (Lumen Gentium nr. 60).

Lad os med værdighed ære vor himmelske moder, for intet kunne behage hendes Søn mere. I hendes hellighed, hendes trofasthed og hendes skønhed afspejles Han fuldt og helt, såvel som i hendes sjæl som i hendes krop dvæler Han, i hende har Hans forløsning båret den ædleste frugt. Derfor er det ganske naturligt, at Skt. Ephrem fra Syrien udbryder:

O velsignede Frue, helligste Guds Moder, fuld af nåde, du er det uudtømmelige hav af fortrolig guddommelighed og Guds gaver, efter alles Herre, den hellige Treenighed er du alles Frue, efter paraklet (talsmanden: Helligånden) er du den nye ”talsmand” for alle, og næst efter Formidleren (din Søn) er du Mediatrix (formidler) for hele verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 12. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/hail-full-of-grace-the-lord-is-with-thee-why-mary-is-mediatrix-of-all-grace

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Min sjæl højlover Herrens storhed”: En adventsrefleksion over Marias lovsang

Magnificat, Jomfru Marias lovsang til Gud for den frelse, Han er ved at føre ud i livet gennem Frelseren i hendes moderliv, er en af de mest strålende salmer i Den hellige Skrift. Skt. Francis de Sales går så vidt som til at sige, at: ”Den hellige jomfru … intonerede denne smukke og vidunderlige lovsang, Magnificat, en lovsang, der overgik alle de andre lovsange, der er blevet sunget af (andre) kvinder … eller andre, som Den hellige Skrift omtaler”. Med ord af ophøjet skønhed og glæde opsummerer den vores frelseshistorie og løftet om Israels udfrielse fra fangenskabet (i Ægypten):

Min sjæl højlover Herren. Og min ånd fryder sig i Gud min Frelser. Thi Han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed. Se! Fra nu af skal alle slægter prise mig salig. Thi Han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig, og Hans navn er helligt. Og Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter Ham. Han øver vælde med sin arm. Han adsplitter dem, som er hovmodige i deres hjertes tanker. Han nedstyrter de mægtige fra tronen og ophøjer de ringe. Hungrige mætter Han med gode gaver. De rige sender Han bort med tomme hænder. Han antager sig sin tjener Israel, idet Han kommer sin miskundhed i hu. Således som Han har lovet vore fædre, Abraham og hans æt til evig tid. (Luk 1:46-55).

En af de nyere forfattere indenfor det åndelige felt skriver:

Magnificat er den ældste adventshymne. Den er fra sin begyndelse meget glødende og stormfuld, og man kan endda sige, at den er den mest revolutionerende adventshymne, der nogensinde er blevet sunget. Dette er ikke den blide, kærlige og drømmende Maria, som (hun) nogle gange er afbilledet på malerier, dette er den glødende, overgivende, stolte og ivrige Maria, som taler her. Denne hymne præges ikke af de søde, nostalgiske eller endda legende toner, som vi finder i vores julesange. Det er i stedet en hård, voldsom og ubønhørlig hymne om troner, der væltes og ydmygelse af de ophøjede i denne verden, om Guds kraft og den magtesløse menneskehed. Det er det, som de kvindelige profeter i Det Gamle Testamente sang om, og som nu bringes til live i Marias ord (Dietrich Bonhoeffer, The Mystery of Holy Night [New York: Crossroad, 1996], 6).

I sin Magnificat taler Vor Frue ”Kvinden i overvågen stilhed” (Johannes Paul II) om meget mere, end vi ellers kan finde hos evangelisterne. Det er evangeliet i kort form, et vidnesbyrd om Kristus ikke fra en der først kom til at kende Jesus under Hans offentlige virke eller gennem Han apostles forkyndelse, men gennem Hans egen mor, hende der kendte Ham bedre end nogen anden. Hun lærer os om Ordet, der kom ind i verden gennem hende, ved hendes tro som Israels datter, hendes håb som en forventningsfuld moder og hendes kærlighed, som Herrens tjenerinde. I Marias moderskab åbenbarer Gud den ultimative nærhed i Sin kærlighed overfor Israel. Han fremstår ikke længere som en fjern hersker, der indfører love for Sine undersåtter, nu er Han et barn, der vokser stille og roligt i Sin moders liv og fylder hende med pagtbetonet nåde, der stammer fra Hans virkelige tilstedeværelse.

Marias hymne lærer os, hvordan vi efterligner hendes moderskab og tager imod Kristus i vor sjæls ”moderliv” og bærer Ham i vore hjerter. Når vi nærmere undersøger, hvad det er, Skt. Lukas fortæller om mødet mellem Maria og hendes kusine Elizabeth, står det klart, at der er en tæt forbindelse mellem Magnificat og englens hilsen, og der kan yderligere drages en forbindelse til glædens mysterium i rosenkransen. Til Gabriels tidligere hilsen: ”Herren er med dig, du benådede” svarede Vor Frue: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter Dit ord”. Dette simple fiat (ja) indeholdt en opofring af hele hendes væsen og er samtidig et tegn på menneskets accept af Guds hellige vilje bestemt til at forme hele menneskehedens historie. Hun er velsignet på grund af sin tro: ”Salig er hun, som troede, for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse (Luk 1: 45). At tro på dette guddommelige budskab var som at tro på et mirakel, der er større end andre mirakler: Gud bliver kød, Gud bliver menneske og dvæler iblandt os og besøger Sit folk.

Men selv Maria, der var fyldt med Guds nåde, kunne ikke helt forstå betydningen af sit fiat i det øjeblik, hun udtalte det. Magnificat er den modne frugt af de overvejelser, hun har gjort sig omkring bebudelsens mysterium, for hun var bestemt den første, der mediterede over dette mysterium. Når vi beder rosenkransen, gentager vi ikke blot nogle bønner, som traditionen markerer som hellige, vi gør det, som Guds Moder gjorde under den første advent.

Maria forstod og opfangede ved Ånden ordene om Guds komme til verden, om Jesu Kristi komme. For hun ved bedre end nogen anden, hvad det vil sige at vente på Kristus. Hun venter på Ham på en måde, som ikke er lig andres måde at vente på Ham (på). Hun venter på Ham som Hans moder. Hun kender til mysteriet om Hans komme, om Ånden, der er med i alt dette, og om Den almægtige Gud, der udfører Sine mirakler. Hun oplever på egen krop, at Guds veje for os er vidunderlige … at Hans veje går ud over al forstand, ud over alt det, der kan bevises, er frihed og noget helt enestående (Bonhoeffer, The Mystery of Holy Night, 7).

Moderskabet, ligesom faderskabet, præsteskabet eller den indviede jomfruelighed er ikke en mental konstruktion, langt mindre en social konstruktion, det er en levende virkelighed, hvor Gud arbejder med os, og vi bliver i sandhed forandret, det er som ler, der formes i pottemagerens hænder. Vor Frues fiatvar en accept af Guds uudgrundelige plan, om at hun måtte tage sit kors op og bære det i stilhed og undren, måske med en smule forvirring, men med en grænseløs tro. Maria havde ikke det problem, som er alt for velkendt i moderne tid, at hun adskilte sin tro fra sit liv. Alt hvad hun troede på, var en del af hendes daglige liv, og det er det, der gør hende til den største helgen samt dronning over engle og helgener.

Når et kald eller en mission indledes, må man blindt acceptere Guds vilje og agere efter bedste evne på det, der sker. Forståelsen af det hele viser sig senere og er Åndens gave. Det er først efter, at man er ”startet med at leve kaldet, og efter at man er begyndt at opfylde kravene fremsat af Guds Ord, at man høster glædens frugt og forstår til fulde, hvad der er ved at udfolde sig i ens liv. Man må udføre Guds vilje for at kunne forstå den. Dette er alle helgeners budskab, og de fortæller os samstemmigt, at vi aldrig vil forstå Guds målsætning, før vi med mod giver os i kast med det arbejde, Han har bestemt for os.

Det samme gjorde sig gældende for Jomfru Maria. Hun vidste, og forestil dig, hvilke følelser hun må have haft, da hun var blevet anmodet om at blive moder til Israels Hellige og havde givet sit samtykke dertil. Hvad kunne det betyde? Hvad ville det indebære? På det tidspunkt, hvor Gabriel aflagde Maria et besøg, havde hun i det mindste kendskab til dette, og det var tilstrækkeligt: Den Almægtige bad hende om alt. Han bad hende om at give sig selv fuldt og helt for at tjene det løfte, Han var ved at opfylde efter mange århundreder med lidelse og venten. Magnificat er en pludselig åbenbaring af hendes forståelse for den skæbne, der venter hendes barn. Selv Maria kunne ikke overskue den fulde betydning af denne skæbne, indtil hun stod ved foden af korset og bar på smerten indtil det sidste øjeblik og ventede på sin Søns genopstandelse fra dødens mørke dal. Som Den hellige Skrift fortæller om Maria og Josef, da de ikke kan finde Jesus, fordi Han er blevet i Jerusalems tempel: ”Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem” (Luk 2: 50). gennem alt det, der kunne fattes, og det, som fremstod uklart eller svært ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Ligesom hendes samtykke ved bebudelsen er Jomfruens hymne forankret i tro og en accept af den uudgrundelige dybde, der er i det, der skal ske (missionen). Selvom hun viser, at hun har forstået vigtigheden af det, der skal ske, nemlig Messias komme og Israels frelse, kunne det ikke stå mere klart for hende, hvordan denne frelse i realiteten skulle udmøntes. Den eneste og yderligere forståelse, hun viser, er samtidig den vigtigste: hendes sjæl er blevet knyttet tættere til Gud, som uophørligt vil dvæle i og udover hele skabelsen, og som nu dvæler i hendes moderliv, og hendes vilje er tæt forbundet med Hans hellige vilje. Hun forstår nu, at hele hendes væsen er blevet en kanal for Guds virke i verden, at Han har bragt hende ind til kernen af Sin kraft, nåde og hellighed. Af denne grund kan hun i sandhed glæde sig i Gud, som hun stoler på, og til hvem hun har givet sig selv, som en opofring for verdens frelse.

De ord, der bliver sagt under besøget hos Elizabeth, udtrykker til fulde det, Jomfruen fra Nazareth oplever i sit hjerte efter bebudelsen. En tilbedelse af Gud fyldt med glæde: sådan er tilstanden i hendes velsignede sjæl, sådan fremstår de dybeste følelser, som hendes hjerte bærer på. De bliver frem for alt manifesteret i de ord, der optræder i Magnificat. I Magnificat fremstår en glæde fyldt med ydmyghed, som er det ufejlbarlige tegn på mødet med Den levende Gud: Marias svar på gaven fra det høje foregår ikke blot med ord, men også igennem hele den stilhed, der er forbundet med adventsmysteriet, som er blevet virkeliggjort i hende. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 19. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/my-soul-proclaims-the-greatness-of-the-lord-an-advent-reflection-on-the-can

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvordan fredshilsenen virker forstyrrende på mig

Er det ikke paradoksalt, at den del af Messen, hvor vi foretager fredshilsenen, er den mindst fredelige del? Alle rejser sig, trykker hænder, siger hej, giver hinanden kram og til tider kysser hinanden. Jeg har engang overværet, at man gav hinanden et rendyrket kys. Det er, som om der sker et brud i Messen, og den forandres til noget, som praktisk talt ikke hører til der: en form for hippiagtig kærlighedsfest eller valgkampagne (der er altid en eller anden, der farer rundt mellem bænkene og giver håndtryk, som om vedkommende jagtede stemmer hos potentielle vælgere). Jeg bryder mig ikke om det, og nogle gange deltager jeg slet ikke i fredshilsenen, hvilke resulterer i, at folk bliver fornærmede, og jeg fortryder øjeblikkeligt.

For et par uger siden besluttede jeg mig for at knæle under en Messe, der forgik i Kent. Da, det blev tid for at give fredshilsenen, knælede jeg og begyndte at bede. Jeg hørte ordene ”fred være med dig” lyde rundt omkring mig, og jeg åbnede mine øjne for at se, om man havde overstået dette. Uheldigvis fik jeg øjenkontakt med en venlig ældre mand, som stod foran mig. Han må have troet, at jeg var forvirret eller var fremmed eller måske begge dele på samme tid og rakte en hånd frem mod mig. ”Fred være med dig” lød det højlydt fra ham. Det er lang tid siden, at jeg har taget del i dette, og derfor havde jeg glemt de ord, man benytter. Jeg svarede derfor: ”i lige måde!” Måden jeg fik det sagt på, rummede en undertone af foragt”. Den stakkels mand trak hurtigt hånden til sig og så meget fornærmet ud. Den katolske skyldfølelse havde sejret endnu engang, da Messen var færdig, forlod jeg skamfuld stedet.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan i forhold til denne forstyrrelse. Mange steder i verden forekommer fredshilsenen kun under søndagsmesserne. Den blev en almen praksis i England efter Vatikan II og kom til at fungere som en demokratisering af katolicismen og gjorde den mere centreret om sognet og dets medlemmer. Ophavet til fredshilsenen ligger langt tilbage i tiden. I den første Kirke var fredshilsenen en udbredt praksis (sommetider dog kun blandt dem som skulle modtage Kommunionen), og som blev foretaget ved et kys. Et osculatorium (1) som blev båret rundt: en smukt udskåret tavle som de tilstedeværende kunne kysse. Senere begrænsede Kirken denne praksis til de klerikale. Den blev genoptaget i det 20. århundrede, og Vatikanet var ikke tilfreds med det, der kom ud af det. Benedikt XVI så med bekymring på, hvor meget tid fredshilsenen optog samt hvor mærkværdigt, den rent emotionelt kunne komme til udtryk, og han overvejede derfor, om den kunne flyttes til et andet og bedre sted i Den hellige Messe, såsom før frembærelsen af gaverne. I sidste måned meddelte Vatikanet, at fredshilsenen forbliver, hvor den er under Den hellige Messe, men man vil overveje tiltag om, hvorvidt dens ”udfoldelse” kan modereres. Man må nok i den sammenhæng forvente, at særdeles liberalt orienterede menigheder vil sammenligne dette med at få besøg af den spanske inkvisition.

For mig er det, at stilheden ”udfordrer”, det jeg holder allermest af ved Den katolske Messe, for her er der plads til den private bøn. Den første gang jeg deltog i en Messe, blev jeg slået af, den fantastiske anonymitet, der her gjorde sig gældende. Dette stod i skarp kontrast til den evangeliske tro, jeg voksede op med. Her var der ingen, der forsøgte at ”trænge” sig ind på mig, og der var ingen, der bad mig om at komme med et offentligt vidnesbyrd. I stedet blev jeg bedt om i stilhed og under bøn at ransage min samvittighed. Den eneste del af Den hellige Messe, der virkelig skuffede mig, var det øjeblik, hvor vi midt i den fredfyldte kontemplation pludselig med ”vold og magt” skulle ”anerkende” og omfavne hinanden. Det føltes unaturligt.

Jeg ved, at kristendommen handler om, at man skal udfordre sine fordomme, og at man skal sætte andre i første række. Men man mangler stadig at få mig overbevist om, at dette moment med koreograferet venlighed er måden at markere fredshilsenen på. En af mine venner, der arbejder for Kirken, har kendskab til to tilfælde, hvor det viste sig at være særdeles uhensigtsmæssigt.

I et sogn var der en pige med Tourette syndrom, som ville svare på ”fred være med dig” med en række fornærmende og modbydelige ord, som gjorde den resterende del af Messen til en akavet oplevelse. En anden kvinde, han (min ven) stødte på, var berygtet for at ville gramse på folk, og hun benyttede lejligheden til at finde nogen at gramse på. Selvfølge er der tale om et fåtal, der har sådanne ”udfordringer”, og de fleste mennesker vil gennemføre fredshilsenen med et almindeligt håndtryk. Man kan kun opfordre folk til at være opmærksomme på, at det ikke er alle i menigheden, der ønsker et nærmere bekendtskab.  

Jeg er ikke imod, at man har venskaber i menigheden. I den evangeliske kirke, hvor jeg kom før, havde vi ikke noget, der ligner fredshilsenen, men vi fik kirkekaffe, (og det var frivilligt, om man ville deltage). Jeg har altid fundet det besynderligt, at mange katolske Kirker gør et stort nummer ud af dette ”sociale arrangement”, og som man går lige på og hårdt med under Messen og efterfølgende fuldstændig ignorer hinanden. Er det for meget at forlange at fredshilsenen i det mindste nedtones, så man efterfølgende kan bruge kræfterne på virkelig at være venlige over for hinanden? Et venligt nik før Kommunionen og et stort kram til allersidst (efter Messen)? Udover det, er det vigtigt at minde folk om, at Den hellige Messe på ingen måde handler om at fejre menigheden. Menigheden samles for at modtage sakramentet og for at tilbede Gud. Der er rig mulighed for at udveksle fredshilsenen med hinanden på pubben efter Messen.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tim Stanley og publiceret på Catholic Herald d. 5. september 2014. Den kan læses på: http://catholicherald.co.uk/commentandblogs/2014/09/05/how-the-sign-of-peace-disturbs-me

Noter

(1)   Pax var en liturgisk genstand, man benyttede i middelalderen og renæssancen i forbindelse med fredskysset under Den hellige Messe. Skikken med det direkte kys celebranter og menighed imellem blev afløst af, at hver enkelt af de tilstedeværende kunne kysse pax, som blev båret rundt i menigheden. Pax er latin og betyder fred og optræder ved siden af to andre betegnelser, som man også gjorde brug af, disse er: osculatorium (en metal-kysseplade med et helligt bil­lede, der sendtes rundt i Kirken for at blive kysset) og instrumentum pacis (fredens redskab).

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive dette vidnesbyrd til OnePeterFive, ønskede Steve Skojec at vide, hvorfor jeg netop nu konverterede til katolicismen.

Man kan betegne mig som konservativ. En højtråbende ”ekstremist”. En frontkæmper for at der kun findes to køn. Man kan næppe betegne mig som en person med stor tolerance for fremskridt og relativisme, som er meget fremtrædende indenfor den moderne katolicisme.

Specielt er det, at jeg er døbt i den græske ortodokse kirke. Jeg modtog katekese, som knyttede sig til den græske ortodoksi. En liturgi, som er godt og vel firehundrede år gammel! Jeg kommer fra et Byzantisk univers, der er præget af duften af røgelse, og som ville forfærdes over at opdage, hvad der er sket med liturgien i Den katolske Kirke efter Vatikan II, og som har bragt megen smerte og lidelse med sig ind i Den hellige Moderkirke (Jeg finder Belloc’s kommentarer vedrørende alt dette ganske beroligende i den tid, vi aktuelt befinder os i).

Hvorfor blev jeg katolik i stedet for at vende tilbage til mine ortodokse rødder?  Jeg forlod den ortodokse kirke og var i en årrække religiøst søgende (jeg opførte mig praktisk talt, som en hedning) i større eller mindre udstrækning og stiftede bekendtskab med Buddhisme, Islam, Ateisme, Protestantisme og Jødedommen. Selvom jeg forsøgte at undslippe den ortodokse kirke, kunne jeg ikke slippe selve ortodoksien. Jeg mistede aldrig den bevidsthed, man bærer i sit hjerte om, at der er en Sandhed, og at der kun findes Den, og at alt andet er forkert, og at denne Sandhed kunne jeg finde, hvis jeg ledte længe nok.

I stedet fandt jeg synd, forvirring og et liv fyldt med smerte.

Men heldigvis fandt Sandheden mig.

Enhver, der kender mig vil tro, at jeg har ”studeret” mig til at blive optaget i Den katolske Kirke. Mange af de (protestantiske) konvertitter, der for nylig er kommet ind i Kirken, som jeg har kontakt med, og som deler min forkærlighed for at studere, har benyttet netop den vej (ned) ad Tiberen og ind i den Romerske Katolske Kirke. Men – og til min egen overraskelse, var det ikke den vej, jeg måtte tage for at komme til Rom.

Katolicismen var den eneste tro, jeg aldrig ville havde overvejet, hverken intellektuelt eller på anden måde. Hvis nogen for syv måneder siden havde fortalt mig, at jeg meget snart ville konvertere til katolicismen, endsige dedikere mit liv til at fordybe mig i – lære og tale om troen, ville jeg have set på vedkommende, som om han / hun havde oplyst mig om, at Muhammad rent faktisk var en kvindesagsforkæmper.

Min rejse ind i katolicismen vil altid minde mig om, at jeg i mig selv intet er, alt hvad jeg opnår samt enhver gave, jeg får i eje for at komme til troen, tilhører helt og holdent Herren.

Hvad er den mest enkle forklaring på min omvendelse? Gud lod mig se mennesker, som var nedbrudte, som syndede, som var ufuldkomne, og som var eksempler på det, der står i Peters Første Brev 3: 15: ”men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har” for disse mennesker bar et håb i sig, som fjernede det skæl, der var for mine øjne. Jeg måtte finde ud af hvorfor, det var sådan, at når jeg så på disse mennesker, var det som om, at jeg så min egen sjæl, en erindring – og et løfte om en ny fødsel, det hele på en og samme tid.

Med andre ord de besad Kristi lys, og jeg vidste, at jeg måtte finde ind til det, de afspejlede.

Jeg passerede forbi det sogn, jeg (nu) er en del af mere end hundrede gange, og jeg troede aldrig, at jeg for første gang ville gå derind i starten af fasten, og der få fornemmelsen af, at jeg var hjemme, jeg græd og kunne ikke forklare, hvorfor jeg egentlig var der, bortset fra at det var Gud, der havde ledt mig dertil.

Min søn blev døbt, og jeg blev optaget i Kirkens fulde fællesskab den 31. marts 2018 under en overvældende Virgiliemesse i Påsken. Jeg vil resten af mit liv (huske) og sætte stor pris på denne dag.

Mit liv i dag rummer en glæde, jeg ikke har oplevet før, også selvom verdens tilstand er blevet væsentligt forandret, siden jeg konverterede. Jeg er en del af Den universelle Kirke, der rummer helheden af Summa Theologia, historikken omkring de helliges samfund, dybden af de mange teologiske betragtninger, man har gjort sig, (kirke)historien, (kirke)kunsten, (kirke)musikken. Alt det, som Kirken har sat sit præg på i verden. Kirken er det rum, hvor min utrættelige nysgerrighed kan finde svar på det, der ligger gemt i evigheden.

Og alligevel er Den (Kirken) på en smuk måde afgrænset, Kirken er ganske enkelt min Faders hus. Det menighed, jeg er en del af, er meget moderne, meget Novus Ordo orienteret, og et sted man normalt ikke ville finde mig, men det er det sted, Herren ønsker, at jeg skal være lige nu.

Dette er min Faders hus, som jeg omgås med respekt, og hvor mit barn, som nu er to år, til tider støjer så meget, at jeg automatisk bliver mindet om, at jeg må rette blikket mod Maria for at bede om hjælp til at håndtere min modergerning, hvor jeg til tider bedende knæler i stilhed, og hvor jeg til tider føler, at jeg og min lille ”fantastiske” dreng er et irritationsmoment for de andre, som ønsker at være i stilhed, men hvor jeg til enhver tid modtager ”den mindste ting”, som bliver til alt ved Guds kraft: Livets Brød.

Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet.

Selvom det til tider er svært at finde ud af, hvor man skal have sit fokus i Kirken i den urolige tid Den befinder sig i, så tror jeg stadig på den samme Frelser, som ledte mig hjem for at frelse min sjæl.

Jeg ser i dag smerten hos mange katolikker, mennesker, som i lang tid har holdt fast ved den skat, jeg i elvte time har fundet. Jeg troede, det var tilstrækkeligt at dukke op med en overbevisning om, at her var det muligt at gøre en forskel ved at engagere mig i Den militante Kirkes (Ecclesia militans) kamp. Jeg kan se, at katolikker længes mod den østlige ortodoksi, og den ærbødighed, der er repræsenteret der, og den ligegyldighed de ortodokse skænker protestanter, moderniseringen af liturgien samt andre ting.

Jeg er dybt taknemmelig for at være født ind i den ortodokse kirke. Det gjorde min rejse ind i den Romerske Katolske Kirke mindre kompleks og mere hurtig, når jeg sammenligner mig med andre konvertitter, for på mange måder føles det som en tilbagevenden, netop fordi de to retninger ligner hinanden så meget. For mig har brugen af guitarer under Messen altid virket bizart. Jeg kunne, fra jeg første gang trådte ind af kirkedøren fornemme den krise, der er i dag præger Kirken, og det har gjort mig mere opmærksom end mine medkonvertitter, jeg er taknemmelig for min evne til at se, hvad ærbødighed betyder for nidkærhed.

Jeg elsker vores ortodokse brødre og søstre, mest af alt min far, hvis bønner, sammen med mine afdøde slægtninges Yiaia og Papou helt sikkert gavner i bestræbelserne på at frelse min sjæl. Jeg elsker den ortodokse kirke, så jeg studerer og prøver med omhu at forstå det store skisma, (der indtraf i 1054, da patriarken af Konstantinopel brød med paven i Rom og Den Romersk-Katolske Kirke), som jeg hver dag gennemlever i mindre forstand for at være klar til at forsvare Den Romerske Katolske Kirke, hvornår jeg end måtte blive kaldt til at gøre dette i mit daglige liv.

Jeg beder for, at vore adskilte brødre og søstre en dag i flok vil strømme ind i Den katolske Kirke, og det vil være en ubeskrivelig glæde for mig, hvis Helligånden vil bruge mig til at lede bare en hjem til den katolske Kirke.

Følgende, som taler direkte til mig, er blevet sagt af Skt. Ignatius af Antiokia:

Tag ikke fejl mine brødre, hvis nogen slutter sig til noget, der er skismatisk, vil han ikke arve Guds rige. Hvis nogen går på hæresiens sti, finder han ikke behag i Jesu passion. Vær varsom, og gå derpå hen og betragt en enkelt Eukaristi. For der findes kun det kød, der stammer fra Jesus Kristus og (kun) en kalk med Hans blod, som forener os, og et alter, ligesom, der kun er en biskop med præsteskabet og diakonerne, de som er mine medslaver. Derfor uanset hvad du foretager dig, gør det i overensstemmelse med Guds vilje.

De ortodokse kan lære os meget om liturgi og tradition. Imidlertid er de stadig forpligtede til (selv i deres egen opfattelse, finder de det vigtigt at vise paven ærbødighed), at være i kommunion med Peters Stol, som er klippen. Uden den, kan de ikke betragtes som Den sande Kirke. Et hus, der er splid med sig selv, kan ikke bestå.

De ortodokses afvisning af udviklingen af doktrinen, er præcis det, der har gjort, at de direkte har foretaget en ændring af doktrinen. Jeg kan ikke – og vil heller ikke tilbede Gud i et Legeme (her forstået som Kirken), som direkte har valgt at foretage ændringer i Guds bud.

De ortodokse har foretaget ændringer i doktrinen. Det er en historisk kendsgerning.

Den mest åbenlyse forandring, der er blevet foretaget hos de ortodokse er ironisk nok den, jeg frygtede ville blive en udfordring for mig, da jeg blev kaldet til Den katolske Kirke: Den konservative tilgang Den katolske Kirke har til skilsmisse og det at gifte sig igen. Jeg fandt ud af, at hvis jeg blev katolik og ikke kunne få mit ægteskab annulleret, var jeg nødt til at leve som alenemor resten af mit liv, og det er bestemt noget, der betyder noget, når man er 26 år.

I den ortodokse kirke falder skilsmisse og det at gifte sig igen indenfor rammerne af familien ”oikonomia”. I praksis er de ortodokse overbevist om, at biskopperne har myndighed til at velsigne deres menigheder til at handle på en måde, der strider imod de ord, som Kristus har talt, og de betegner det, som pastoral omsorg.

Dette forekommer særdeles mærkværdigt set i lyset af den almindelige moderne ortodokse opfattelse, at man ikke behøver paven som det synlige overhoved, for det er Kristus alene, der er hovedet for Legemet, og stadig kan de tilsyneladende ikke adlyde Ham, når Hans ord står klart for dem.

Hvad Gud har sammenføjet, kan intet menneske adskille. Der skal være en mand og en kvinde, ligesom der en Kristus og en Brud.

Jeg har også fået kendskab til den katolske lære om prævention, det faktum, at vi er den eneste kristne institution på jorden, som fortsætter med at betragte prævention som helt igennem ondt, virker ganske overbevisende sammenholdt med den ortodokse betragtning omkring familien ”oikonomia”.

Den ortodokse kirke kan på en vis måde synes, som den letteste måde at komme ud af det morads, vi som katolikker befinder os i, i en verden, som kan betegnes som post – katolsk. Den ortodokse kirke, er en kirke med en ”fleksibel” ekklesiologi (læren om kirken og den kristne menighed), hvor det ikke er påkrævet, at man sætter sin lid til – og viser sin troskab overfor Peters Stol, som så mange gange igennem historien har været præget af paver, der var korrupte og fordærvede, (og nu ser jeg på mange niveauer, at det står langt værre til end før antaget).

Det er fristende, og det er det virkelig (at vælge den ortodokse kirke til). Og dog forekommer følgende ord fra Ordsprogenes Bog mig meget centrale: Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier (Ordsp 3: 5-6). Jo mere jeg studerer og indhenter viden om katolsk og ortodoks ekklesiologi og specielt de fire kendetegn ved Den katolske Kirke, desto mere er jeg sikker på, at jeg står på ”fast grund” på det skib, som skal fragte mig hjem fra mit eksil.

Og stadig stammer den tro jeg fornemmer ikke fra mine ”studier”. Det, har noget at gøre med det, der ligger udover dem. Det er tale om en vished, som stammer fra et overnaturligt niveau, noget som jeg aldrig nogen sinde før i mit liv har oplevet. Den forankring af glæde, som er i mig, kan jeg ikke forklare på anden måde end ved at sige: ”I må stole på mig”, og det er en skræmmende ting at tale med ikke katolikker om deres sjæles skæbne. For hvem er jeg, at de skulle tro på netop mine ord?

Til trods for at jeg ikke er værdig til Jeres tillid, håber jeg, at I vil tro på, at det er Gud, der arbejder i mig og bed for mig, at mit liv må være et værdigt og godt eksempel. Bed for mig, at min tro vil opmuntre katolikker, der er i færd med at overveje den ortodokse kirke, at de står fast, der, hvor de er. Herren har gjort store ting for mig, lovet være Hans navn.

Den største ting Herren har givet mig er en urokkelig følelse af sikkerhed af, at jeg (nu) er i Den eneste sande Kirke, og jeg ved, at ordet følelse ikke er det rette ord at benytte i denne sammenhæng. Der er mere tale om en vished. En vished, jeg kun en gang før i mit liv har oplevet, (og det var før jeg konverterede), og det var, da min søn kom til verden, og jeg her fik en vished for, at det at blive mor er det mest fantastiske, der kan ske her i verden, altså måske lige bortset fra at Eukaristien er det mest fantastiske i verden.

Jeg måtte blive katolik og være en del af Den eneste Kirke på hele kloden, som har holdt fast ved Frelserens bud og dogmerne, selvom disse to ikke altid har været overensstemmende.

Jeg er et menneske, der er ramt, ligesom Den Pave vi har lige nu, også er det, og som sidder på Peters Stol, der har skånet Den universelle Kirke fra hæresi siden Kristus og apostlenes tid. Vor tros højdepunkt er Eukaristien – kun den ene Eukaristi

Jeg må tro på at det, vi i dag ser i Kirken, ikke er endetiderne, men begyndelsen på en ny æra. Den tid, vi er i nu, er præget af en revselse og er ganske givet en tid, hvor vi er vidner til, at Kirken følger i sin Herres fodspor og oplever Sin egen passion (lidelse), men det er samtidig en spændende tid at være katolik i. Det er en tid, hvor noget nyt kommer til verden med den smerte, der naturligt følger heraf.

Hvis vi fortsætter med at kæmpe vores kamp mod myndigheder og magter ved at væbne os med vore åndelige våben, vil vi ikke fejle. Vore fjender er ikke de mennesker, der både udenfor og indenfor Kirken ønsker at gøre os ondt.

Vores fjende er satan.

Jeg ved, at det lyder som en kliche, når jeg fortæller disse ting. Jeg ved, at I er ved at være trætte. Jeg er også blevet træt. Men, det er en omvendelse, vi alle må bede for og huske i vore hjerter og i alt hvad vi siger og gør, at vi har fået et løfte, som ingen anden Kirke på denne jord har fået eller nogensinde vil få. Et løfte som igennem 2000 år ikke er blevet brudt. Kristus lyver ikke, og Helligånden vil på ingen måde tillade, at Kristus bliver gjort til en løgner.

Alt, hvad jeg ved, er, at jeg for første gang i mit liv gav mit fiat (ja), og Gud flyttede bjerge for mig

Hvor meget mere vil Han ikke gøre for de katolikker, som er trofaste, og som virkelig er pressede i Kirken i dag?

Læg Ham ikke hindringer i vejen. Vi har allerede sejret.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stefanie Nicholas og publiceret på OnePeterFive d. 6. august 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/catholic-eastern-orthodox-true

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)