Category: Articles

Korset ryster den, der er optimistisk, og opstandelsen ryster den, der er pessimistisk

En pessimist ser tingene på en negativ måde, og det positive er helt og aldeles fraværende. Dette menneske opfører sig som apostlen, der sagde: ”Hvorfor ødsle sådan? Denne olie (salve) kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige” (Matt 26: 8). Det så ikke kærlighedens skønhed bag det uvurderlige ”tab” af salve, ej heller så det værdigheden hos Den, salven blev ”ødslet” på, for Ham var omkostningen aldrig for stor, når det handlede om kærlighed, at gøre en indsats og at fremme det smukke.

Skt. Johannes Chrysostomos sagde følgende, som er gået over i historien, at vi burde smelte vores kalke om, så vi kunne give mad til de fattige. Den samme helgen talte med stor ærefrygt om at vise den ærbødighed, som det Allerhelligste sakramente med rette fortjener. Han var ikke ligegyldig i sin holdning, når det kom til liturgiens værdighed. Det, han mener, er, at en samling af smukke ting, som man ikke gør brug af, kan stå i vejen for, at mennesker ikke får det, de basalt har behov for. Det har altid ligget i den katolske ånd, at der er fokus på begge aspekter: at Gud fortjener det bedste, vi kan skænke Ham, og at vi ser Guds billede i den fattige, som har behov for mad, drikke, husly og mest af alt kærlighed.

I realiteten må historiens forskellige epoker kendes på glorværdigheden af den kristne kunst, der blev frembragt i den enkelte epoke, eksempelvis katedralen Notre Dame, som prægede nyhedsbilledet i sidste uge, men disse epoker må også kendes på den opmærksomhed, man havde på dem, der var værdigt trængende, hvor man gav almisse, sørgede for hospitalshjælp, og hvor ordensfolk sørgede for, at alt dette blev sat i værk. Disse to forhold, altså fokus på Gud og næsten, er to sider af samme sag, fordi de begge er rodfæstede i troen på Gud og ønsket om at elske Ham og det enkelte menneske, som Han har skabt, men også ud fra en tro på livet efter døden, hvor Gud belønner dem, der har tjent Ham og straffer dem, der kun har tjent sig selv, med egoisme og fokus med det legemlige.

Derfor er det frustrerende at læse, at de, der er sekulært orienteret, hævder, at genopbygningen af katedralen Notre Dame er spild af tid og ressourcer (herunder millioner af euro), og at man end ikke bør overveje en genopbygning, og hvis man så alligevel vil gøre det, bør det være i en selvbevidst og nutidig stil, som symboliserer moderne værdier. Det, de sekulært orienterede har glemt er, at den universelle skønhed og tidløse stil, der præger dette bygningsværk er udgået fra troen på en transcendent og inkarneret Gud, og i det øjeblik vi fjerner Ham for at sætte os selv i centrum i de projekter, vi igangsætter, ærer vi en tom og værdiløs afgud, som kun fortjener en ting, nemlig at gå op i flammer.

Fordi mennesket er skabt i Guds billede, følger det, at når mennesket forstøder Gud fra Sin trone, går det før eller senere sin undergang i møde. Det er derfor, abort er et satanisk sakramente med rod i liberalismen. Hvis Gud ikke eksisterer, er tilværelsen et kaos, livet byrdefuldt og mennesket er et mål for udryddelse. Denne måde at betragte tilværelsen på er karakteristisk for det pessimistiske menneske.

Det optimistiske menneske er selektivt i sin måde at betragte virkeligheden på, det ”sorterer” det negative fra, fordi det er for svært at have med at gøre. Det negative står i vejen for dette menneskes holdningsstrukturer og udfordrer de forklaringsmodeller, dette menneske er kommet frem til. Derfor er dette menneske blevet en mester i at frasortere alle de falske, grimme og grusomme ting, der er en del af denne faldne verden, som higer efter frelsen.

For eksempel finder man, inden for vore egne kirkelige rækker, katolikker, der, når de bliver konfronteret med det, der aktuelt foregår i Kirken, hvor der præsenteres løgne, Kirkens hierarki dækker over sine egne, foregår hykleri, fejl, signaleres tvetydighed, og der fremsættes nedsættende bemærkninger vedrørende pave Frans, vender det døve øre til eller affejer det med, at der er tale om misforståelser eller dårlig journalistisk arbejde, eller at der er nogen, der er ude på at gøre en myg til en elefant.

En sådan person er i realiteten mindst ligeså farlig, som den person, der i sin karakter er pessimistisk, men dog på en anden måde. Den ene ser kun håbløshed, og at det hele er en tragedie, den anden ser så lyst på det hele, at det virker komisk. Et træk på skulderen eller et underfundigt smil på læben er ikke desto mindre, ligeså meget, som den knyttede næve og blodige hånd, et oprør mod den virkelighed, der gør sig gældende og dermed imod Gud. Den optimistiske person opretholder situationer præget af ondskab, som kunne afhjælpes, hvis disse situationer med ærlighed og ihærdig indsats blev undersøgt. Den optimistiske person har filtre, der forhindrer vedkommende i at definere ondskab, som det, det er. At foretage en definition af ondskab, som ondskab, er den bedste måde, hvorpå vi som mennesker kan imødegå ondskaben. Praktisk talt kan det filter, som den optimistiske person har etableret virke hæmmende i forhold til at bede til Gud om Hans mellemkomst, om at styrke personen i dennes kamp og om at få hævn, en anmodning, man ofte ser fremsat af salmisten. På den måde stræber den optimistiske person efter godhedens nederlag og det i samme omfang som den pessimistiske person.

I bogen med titlen Orthodoxy skriver G.K Chesterton følgende:

Der er ingen tvivl om, at det helt almindelige menneske kan leve i denne verden: men vi har ikke tilstrækkelig med styrke til at fortsætte, men styrke nok til at leve med den (verden). Kan mennesket hade verden så meget, at det ændrer den, og alligevel elske den så meget, at det tænker, at den er værd at forandre? Kan mennesket se på verdens goder uden at føle sig i overensstemmelse med verden? Kan mennesket se på den enorme ondskab i verden uden at fortvivle? Kort sagt, er det muligt, at mennesket på en og samme tid ikke alene er pessimist eller optimist, men er en fanatisk pessimist og en fanatisk optimist? Er mennesket så tilpas hedensk, at det ønsker at dø for verden, eller er det så tilstrækkelig kristent, at det ønsker at dø for Kristus. Jeg vil fastholde, at i denne kombination er det, den rationelle optimist, der lider nederlag, og det er den irrationelle optimist, der sejrer. Han er nemlig parat til at smadre hele universet for dets egen skyld.

Påskemysteriet ændrer fuldstændigt måden, hvorpå vi betragter virkeligheden. Verdens optimisme blev naglet til korset, og verdens pessimisme blev trådt under fode af Den opstandne Herre. Optimismens kunstige lys blev udslukt af det altomfattende mørke på Golgata. Pessimismens selvopslugende mørke blev forvist af påskens sejrrige lys. Det prægtige Offer, Den sårede Frelser omformer det, der er lys og det, der er mørke samt afgørende ændrer vores syn på det, livet egentlig handler om.

Antagelserne, der ligger til grund for optimismen, kan formuleres på følgende måde: ”grundlæggende er alting godt, og vi ved egen hjælp kan håndtere ondskaben”. Dette kunne ikke være mere forkert. Ondskaben fungerer bedst, når den ikke er under opsyn, specielt i dag, men det er kun Gud, der er godheden Selv, og som er uden plet og er hellig, der kan helbrede og beskytte os.

Antagelserne, der ligger bag pessimismen, kan formuleres på følgende måde: ”tingenes tilstand er fuldstændig håbløs og ikke engang Gud kan hjælpe os nu, og hvis Han kan, så ønsker Han det ikke”. I virkeligheden er vi vidner til, som den tomme grav forkynder, at Gud triumferer og sejrer på skjulte og overraskende måder: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren” (Es 55: 8).

For denne verden, som den er, går til grunde” (1 Kor 7: 31). ”… Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer” (Luk 17: 20-21). ”Mysteriet”, somLumen Gentium betegner det, er ikke fuldt ud åbenbaret i Sin sejrrige skikkelse, altså som Det himmelske Jerusalem.

Hverken optimisme eller pessimisme kan få det sidste ord. Det sidste afgørende ord er Ordet, der blev kød, og som sonede vore overtrædelser og blev til for at kunne udfri os og for evigt bære Sine prægtige (og hellige) vunder, hvorfra det evige liv strømmer, og som gør vores liv værd at leve.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-cross-shatters-optimism-and-the-resurrection-shatters-pessimism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Død og opstandelse

Før Fr. Ratzinger blev pave, forudså han resultatet af den aktuelle forfølgelse

Længe før den unge Fr. Joseph Ratzinger blev pave Benedikt XVI, forudså han korsfæstelsen og genopstandelsen af Kristi mystiske Legeme: Den katolske Kirke.

Præster, der begår seksuelle overgreb, teologer, der er præget af vildfarelser og ateistiske regeringer, der står parat til at ødelægge Kristi Brud. Mens Kirken befinder sig midt i den værste krise, Hun har oplevet i hele sin levetid, er det beroligende at vide, at det ikke blot er den aktuelle og altomfattende krise, der er blevet forudsagt, men også en glorværdig opstandelse.

I et interview i tysk radio benyttede Ratzinger følgende ildevarslende ord, som dog samtidig var fyldt med håb:

Ud af den krise, vi oplever i dag, vil morgendagens Kirke rejse sig. Hun vil være lille, og Hun bliver praktisk talt nødt til at starte helt fra begyndelsen. Når udskilningen gennem denne trængsel er overstået, vil en stærk kraft flyde fra en mere åndelig og enkel Kirke. … Og det står klart, at Kirken vil gå hårde tider i møde. Den egentlige krise er endnu ikke begyndt. Vi må være forberedt på, at der vil ske store omvæltninger. Men jeg er overbevist om, at det, der vil stå tilbage, ikke er den politiske korrekte kirke, som allerede er død, men troens Kirken. … Den vil opleve en ny start og blive betragtet som menneskets hjem, hvor det finder liv og håb, som rækker ud over døden.

Ratzinger var helt sikker på, at fremtiden ville komme til at se lys ud for en Kirke, der er ved at blive lagt øde:

Kirkens fremtid er funderet på de mennesker, der er dybt rodfæstet i deres tro, ikke de mennesker, der baserer deres liv på det øjeblikkelige. … Kirkens fremtid vil endnu engang blive opbygget af helgener og af mennesker, der søger dybden frem for det, der sker her og nu, og som skuer vidt og bredt, fordi de ved, at livet er meget mere end dagen i dag.

Den engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurchMilitant.com d. 18. april 2019. Den kan læses på:https://www.churchmilitant.com/news/article/death-and-rebirth

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vesten er i krise

Kardinal Sarah: ”alt er gjort klar til, at der kan ske en fornyelse”

Kardinal Robert Sarah siger, at selvom den vestlige verden er ved at gå til grunde, som skyldes dens afvisning af Gud, vil der komme en stor fornyelse fra de, der aktivt lever deres katolske tro.

I et interview den 5. april henledte han opmærksomheden på sin seneste bog The Day is far Spent, som netop er blevet publiceret, og her fortalte kardinal Sarah Catholic Herald, at den vestlige verden er ved at gå til grunde.

”Vesten har forkastet sin tro, historie, sine rødder samt identitet, og den er dermed bestemt til foragt, undergang og udslettelse” advarer Vatikanets liturgiske overhoved.

Kardinal Sarah følger op på denne advarsel med en beskrivelse af, hvordan fornyelsen vil finde sted.

”Det bør understreges, at alt er gjort rede til, at der kan ske en fornyelse” forklarer han. ”Jeg ser familier, klostre og sogne, der fremstår som oaser midt i en ørken. Det er ud af disse troens, liturgiens, skønhedens og stilhedens oaser, at den vestlige verden vil blive genfødt”.

Den krise, der er i Kirken, er i realiteten en troskrise, bemærker Sarah, og den skyldes, at biskopper og præster har større fokus på emner vedrørende social retfærdighed end på at give troen på Kristus videre:

Den krise, der er i Kirken, er frem for alt en troskrise. … De (klerikale) taler ikke om Gud, men snarere og gerne passioneret om sociale problemer, såsom migration, økologi, dialog, kulturmøder og kampen imod fattigdom samt for retfærdighed og fred. … Kirken er kun væsentlig, fordi Den (Hun) giver os mulighed for at møde Jesus. Hun er kun vigtig, fordi Hun overleverer os det, der er blevet åbenbaret. Når Kirken bliver centrum for det menneskelige, skygger det for Guds lys, der er i Hende, og som skinner ud fra Hende. … Det ville være bedre, om Hun begyndte at tage vare på- og genopbygge sig selv”.

Kardinalen siger, at Kirken er nået til et ”historisk vendepunkt”, men at Kirken i sig selv altid er hellig.

Kirken er i sig selv hellig” bekræfter kardinal Sarah og siger videre, ”vore synder og vores bekymringer på vegne af verden gør, at Kirkens hellighed ikke kan spredes. Det er på tide, at vi tilsidesætter vores bekymringer på vegne af verden og gør plads til, at Kirken fremstår, som Gud skabte Hende”.

Kardinal Sarah opfordrer endnu engang præsterne til at agere helligt og være hellige og være opmærksomme på, at det var helgener, der stod for fortidens reformer, og at det endnu engang er helgener, der vil stå for reformer i vor tid.

Jeg er overbevist om, at det er helgener, der forandrer historiens gang. De strukturelle forandringer følger efter og sikrer blot det, som helgenerne igangsatte. … Vi har brug for helgener, der ser tingenes tilstand gennem troens briller, og som har mod til at blive oplyst af Guds lys”.

Den engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurchMilitant.com d. 10. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-west-in-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den Guddommelige barmhjertighed

Kardinal Sarah: ”hvis man ikke ønsker at omvende sig, finder man ingen barmhjertighed”

Nu, hvor vi nærmer os Guds Barmhjertighedssøndag, er det værd at bemærke, at der stadig er prælater såsom kardinal Robert Sarah, der opfordrer katolikker til at omvende sig og dermed bekende deres synder, så de kan tage imod Guds barmhjertighed.

I et interview med et polsk medie i 2016 understregede Vatikanets liturgiske overhoved kardinal Sarah, at Gud kun tilgiver dem, der oprigtigt bekender deres synd.

”Der er ingen tilgivelse, hvis der ikke også optræder omvendelse” understregede Sarah. Jesu budskab til kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud, var ikke: ”Jeg tilgiver dig din synd og fra nu af fortsæt blot med leve dit liv, som du har gjort hidtil”. Det var, fordi hun kastede sig for Hans fødder og bad om tilgivelse, at Han sagde: ”Gå, og synd fra nu af ikke mere”.

Mange hyrder, der er præget af vildfarelser, synes ikke at have noget problem med at give Den hellige Kommunion til homoseksuelle, der udlever deres homoseksualitet samt folk, der har begået ægteskabsbrud og nu lever i et nyt forhold. At drage en forbindelse mellem skriftemålanger og omvendelse er et tema, som optager Sarah meget. I et interview i 2015 betoner han: ”hvis der ikke er nogen omvendelse, er der heller ingen barmhjertighed”.

Adspurgt, om en person, der har begået en synd men ikke skriftet den, bestemmer sig for at ville modtage Den hellige Kommunion, svarede Sarah med henvisning til Paulus 1. Brev til Korintherne 11: 27-29: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til”, ”hvis personen gør dette, velvidende, at vedkommende har begået en synd, som ikke er bekendt i skriftemålet, da spiser og drikker vedkommende sig en dom til”.

I 2015 skrev Sarah bogen God or Nothing, hvori han taler om Guds barmhjertighed, som kun kan modtages af dem, der har bekendt deres synder:

Mange af de troende glædes ved at høre om Guds barmhjertighed, og de håber på, at de radikale krav, der fremgår af Evangeliet, mindskes til gavn for dem, der i deres liv har valgt at bryde med Jesu korsfæstede kærlighed. De tror, at alt er muligt på grund af Herrens uendelige godhed, mens de ikke selv behøver at ændre noget i deres liv. Mange har en forventning om, som var det en normal ting, at Gud udgyder sin barmhjertighed over dem, mens de forbliver i deres synd.

Det er ikke alene Sarah, der advarer katolikker imod den forkerte måde, der florerer i dag, nemlig at barmhjertighed kan opnås uden omvendelse. Biskop Athanasius Schneider, hjælpebiskop i Astana, Kazakhstan udtaler, at præster, biskopper og paven bærer et endnu større ansvar for, at der ikke overfor katolikker skabes klarhed vedrørende denne tematik.

I forbindelse med et oplæg, som han holdt i 2017, advarede han præster, der lader folk, som har begået ægteskabsbrud, modtage Den hellige Kommunion, selvom disse fortsætter deres livsførelse, at de (præsterne) udgør en stor risiko for disse sjæle, og at præster, der tillader denne praksis, bærer et stort ansvar, hvilket også gælder paven, ganske enkelt fordi han tillader, at dette finder sted.

Den engelske udgave af artiklen er publiceret på ChurchMilitant.com d. 26. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-divine-mercy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Martyrerne, der stod op imod islam, blev engang fejret. Har pave Frans underkendt det ultimative offer, de frembar?

Den Romerske Martyrologi har sin oprindelse i gamle optegnelser af navnene på martyrerne ud fra deres ”dies natalis” og viser, hvornår de blev født, og hvornår de kom i Himlen. Århundrede efter århundrede blev der yderligere føjet navne til, når bekendere, lærere, munke, eremitter, ordensbrødre, jomfruer, konger, dronninger og andre blev en del af martyrernes rækker. Disse optegnelser i bogform er en liturgisk bog, fordi den oplæses som en del af den ældre Prim. (Det er kutyme, at den følgende dags liste af helgener oplæses, fordi det på et mentalt plan forbereder os til den første Vesper, der går forud for en større fest, og samtidig giver det os mulighed for at tænke nærmere på de helgener, vi ønsker at erindre). Dette viderefører Kirkes tro og benyttes af ordensfolk, klerikale og lægfolket, der holder sig til usus antiquior eller den gamle og traditionelle romerske ritus.

Det var sørgeligt, at man på trods af dens historiske rødder og det, at den samtidig er en væsentlig del af de syvfoldige lovprisninger af Gud, ved det andet vatikankoncil blev afskaffet. Den liturgiske reform åbnede op for en ny version af Martyrologien, som har meget lidt til fælles med sin forgænger, ligesom Novus Ordo Missae fra 1969 har meget lidt til fælles med sin forgænger, som er Missale Romanum fra 1570. Det, der er sket, efter at man afskaffede Prim, er, at den nye version af Martyrologien aldrig har fundet fodfæste og samtidig benyttes den meget sjældent i vor tid, et tydeligt tegn på dette er, at den latinske edito typica sjældent benyttes, og at der stadig den dag i dag ikke er foretaget en engelsk oversættelse. Mærkværdigt nok er den gamle Martyrologi i sin seneste udgave fra 1956 tilgængelig i flere nyere engelske udgaver (ligesom denne: https://angeluspress.org/products/roman-martyrology).

Når alt kommer til alt, er Martyrologien ikke blot en optegnelse over dem, der sejrede, men den er også en forkyndelse af de helliges samfund (helgenerne), en ophøjelse af det kristne liv og et vidnesbyrd om de mirakler, der er en del af Kirkens liv. Imidlertid optræder der i Martyrologien ikke mange eksempler på vidnesbyrd, der direkte relaterer sig til specifikke doktriner. Den traditionelle Romerske Martyrologi er klar i mælet vedrørende mange forskellige forhold, og ét af disse er særligt relevant, fordi det er løftestangen til en del af den forvirring, der hersker i Kirken. Det handler om islam, og hvordan man i Kirken skal forholde sig til den religion. Her er Martyrologien klar og utvetydig.

Da jeg læste det, Martyrologien siger om dagen i dag den 21. februar, faldt mit blik på følgende:

I Damaskus sagde Skt. Peter Mavimenus til en gruppe arabere, der kom til ham, mens han var syg: ”Ethvert menneske, der ikke tilslutter sig den katolske kristendom, er fordømt, ligesom Jeres falske profet Muhammed var”, og han blev efterfølgende myrdet af dem.

I modsætning til pave Frans, der sammen med en muslimsk leder underskrev et dokument, der antyder inter alia, ”atpluralismen og religionernes … forskellighed er villet af Gud i hans visdom”, undlod Skt. Peter Mavimenus ikke at fremlægge sandheden, som den er. Hans ordvalg viser, hvordan den rette kristne holdning bør være i forhold til islam: en utvetydig afvisning af alle de fejlslutninger, der præger – og gør denne religion farlig, fordi disse fejlslutninger er kombineret med legitime religiøse elementer og åbenbaringer, der normalt kendetegner en religion. At pave Frans har været medunderskriver på dette dokument er fejlagtigt og hæretisk af karakter, som Dr. John Lamont og biskop Athanasius Schneider tydeligt har bemærket.

Ovenstående afsnit i den gamle Martyrologi er ikke det eneste af sin karakter, som understreger det dybe fjendskab, der er mellem katolikker og muslimer. Man vil hver måned igennem året finde eksempler på det, som Skt. Peter Mavimenus giver udtryk for. Kirken fejrer i traditionel forstand de katolikker, der måtte lide martyrdøden under islams banner på følgende datoer: den 14 og 16. januar, den 19. februar, den 11 og 15. marts, den 17 og 18. april, den 16. maj, den 5, den 7, den 13, den 26 og 28. juni, den 11, den 16, den 19, den 20, den 22 og 27. juli, den 6 og 20. august, den 15, den 19 og 27. september, den 10, den 11 og 22. oktober, den 6 og 24. november og endelig den 17. december.

Her følger en række eksempler taget fra den gamle Martyrologi:

I Marokko oplevede fem ordensbrødre fra De Små Brødres Orden at blive de første martyrer. Der er tale om brødrene: Berard, Peter og Otho, som var præster og endvidere lægbrødrene Accursius og Adjutus. Disse gennemlevede deres lidelse, fordi de forkyndte den katolske tro, og fordi de afviste muhammedansk lov. Efter at være blevet hånet og tortureret blev de halshugget af saracenernes konge (Den 16. januar).

Følgende martyrer stammer alle fra Cordova i Spanien:

Skt. Eulogius var præst. Han led sit martyrium, fordi han uden frygt bekendte sin tro på Kristus. Han blev pisket og gennembanket med stave og til sidst halshugget af saracenerne. Han tilskrives at have lidt sit martyrium sammen med andre martyrer fra Cordova, fordi han havde skrevet om den kamp, de kæmpede, og samtidig var hans ønske at slutte sig dem (den 11. marts).

Skt. Perfectus var også præst. Han blev halshugget, fordi han dels rettede kritik mod Muhammeds sekt, og dels fordi han heltemodigt bekendte sin tro på Kristus (den 18. april).

Skt. Aurea var jomfru og søster til de hellige martyrer Skt. Adulf og Johannes. Hun vendte troen ryggen, dog kun for kort tid, fordi hun lod sig overtale til at gøre dette af en dommer ved en muhammedansk retsinstans. Men hun angrede det, hun havde gjort, og derved blev hun i stand til at modstå fjenden, da hun for anden gang blev prøvet i forhold til sin tro, og hun led martyrdøden (den 19. juli).

Skt. Paul var diakon og led sit martyrium, fordi han modsagde og fordømte muhammedanske fyrster for deres ondskab og grusomhed, og samtidig forkyndte han med stort mod Kristus. Deres svar til ham var, at han blev henrettet og modtog Himlens sejrskrans (den 20. juli).

Brødrene Skt. Adulf og Johannes, som kortfattet er nævnt ovenfor, led deres martyrium for Kristi skyld under kristenforfølgelserne foretaget af araberne. Deres søster den velsignede jomfru Aurea lod sig inspirere af deres eksempel og vendte tilbage til troen på Kristus og led martyrdøden den 19. juli (den 27. september).

Tæt ved Cueta i Marokko led syv ordensbrødre fra Ordenen De Små Brødre martyrdøden. Deres navne er: Daniel, Samuel, Angelus, Leo, Nicholas, Ugolino og Domnus. De var alle præster dog med undtagelse af Domnus. De blev hånet, pisket og halshugget af saracenerne, fordi de havde forkyndt evangeliet og ”lukket munden” på den islamiske sekt Mahomet (den 10. oktober).

Og måske det mest opsigtsvækkende eksempel set i lyset af den seneste tids begivenheder (pave Frans som medunderskriver på det kontroversielle dokument fra Abu Dhabi):

Ved Monte Cassino lykkedes det ved Guds indgriben den salige Pave Victor III, som fulgte efter pave Skt. Gregory VII, at kaste ny glans over Den Apostoliske Stol, ved at sejre stort over Saracenerne (den 16. september).

På samme måde som Skt. Pius V bekæmpede den salige Victor III muslimerne fremfor at overgive sig til dem, og den tilgang kan man ikke sige, at deres efterfølger pave Frans udviser, når han har sympati for immigranter fra muslimske lande og til stor forvirring for katolikker underskriver et dokument, der med sit budskab leder til religiøs ligegyldighed.

I Robert Reilly’s The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis får man et indblik i den interne kamp, der er foregået i islam fra det 9. til det 11. århundrede mellem de hellenistiske muslimer, der tog udgangspunkt i fornuften og de fundamentalistiske muslimer (som vi vil betegne dem i dag), som var kritiske overfor fornuften eller helt afviste den. Det var fundamentalisterne, der gik af med sejren, og siden da har udtrykket ”en sha´Allah”,være det, der betegner alt i islam, ”om Gud vil”. Som pave Benedikt XVI argumenterede for i sit oplæg i Regensburg, er Gud blevet reduceret til ren vilje.

Der er en besynderlig og foruroligende parallel til ovenstående, fordi vi er vidner til en lignende brug af reduktionisme i pave Frans’ måde at varetage paveembedet på. I stedet for at være Ordets fortaler og et vidnesbyrd om fornuften og åbenbaringen og alt dette, som har været en del af Kirken siden Dens begyndelse, bliver pontifikatet til et spørgsmål om ren og skær vilje: og autoritet reduceres til ”viljestyret magt”. Gud går fra at være den kærlige visdom til at være, som i islam, den almægtige vilje, og dermed reduceres paven i Vatikanets optik fra at være garanten for Kirkens tradition, som har været det i årtusinder til at være talsmand for forandringer. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at det var muligt for paven i UAE at underskrive dokumentet vedrørende ”menneskeligt broderskab”. Et pontifikat, der baserer sig på vilje, indgår velvilligt en aftale med en anden religion.

Uden tvivl bevæger vi os ud på dybt vand, når vores tro, der er funderet i Den hellige Skrift og traditionen samt en behændig brug af fornuften, underkastes en andens vilje og dagsorden og behandles som en vare, man kan forhandle om, når man deltager i en interreligiøs dialog.

Det, vi her er vidner til, er et åbenlyst sammenstød mellem på den ene side Kirkens traditionelle tro repræsenteret af lex orandi fremsat af Martyrologien og på den anden side de nyeste tanker fremlagt af pave Frans, der bestræber sig på at introducere en helt ny lex credendi i forhold til utroskab, adgang til sakramenterne, dødsstraf og religiøs pluralisme, og det synes at være oplagt, at man følger den vej, han anviser, fordi der er udpræget mangel på adgang til de gamle liturgiske bøger, der indeholder den uforanderlige katolske tro.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 21. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/martyrs-who-resisted-islam-were-once-celebrated.-has-pope-francis-rejected

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når katolikker føler sig undertrykt, har martyrerne deres helt egen måde at sætte tingene i perspektiv på

Har du nogensinde haft følelsen af, at du under en Messe i et sogn på en vis måde lider et martyrium for troen, fordi musikken minder om en blanding mellem at man trækker en kat i halen og uddrivelsen af de oprørske engle fra Himlen? Der er sandsynligvis ganske få katolikker, der ikke har oplevet sådanne øjeblikke, når man tager i betragtning, at det generelle musikalske niveau de sidste årtier og frem til i dag placerer sig mellem noget banalt og noget usmageligt.

Jeg har ofte hævdet, at man i en begrænset periode ”kan stå distancen” (i forhold til sogne med liturgiske mangler og vildfarelser under Messefejringen), men man skal gøre sit bedste for at undgå længerevarende ”sulteperioder” i liturgisk og åndelig forstand eller det, der er værre, nemlig en menu rummende et liturgisk blandingsprodukt. Med andre ord hvis man kan finde et bedre sogn eller kapel, har man en forpligtelse overfor Gud, ens sjæl og helt sikkert ens familie til at gøre det, også selvom det betyder, at man må flytte. Det kan lyde hårdt, men det kan blive konsekvensen, hvis man vælger at gå ud fra den præmis, at den højtidelige offentlige tilbedelse af Gud i liturgien er kilden til og højdepunktet i det kristne liv.

Men der er faktorer, der synes at holde os tilbage: det familiære netværk eller vore egne behov, jobsikkerhed og den økonomiske situation, tilgang til skole og uddannelse, langvarige venskaber. Der er mange ting, der kan knytte os til en lokalitet, også selvom Den katolske Kirke på lige netop den lokalitet (by eller bispedømme) er fanget i en tidslomme omkring 1970 og aldrig rigtigt er kommet ud af den.

Hvis det er den situation, du står i, og jeg har med mellemrum stået i samme situation, da har vi en del at lære af vidnesbyrdene fra troens folk, bekendere og martyrer, som langt oftere på egen krop måtte erfare markante begrænsninger i deres trosfrihed, altså det, ”at kunne tilbede Herren i hellighedens skønhed”.

Tag Skt. Phillip, en af de fyrre martyrer fra England og Wales, som efter at være konverteret fra den anglikanske tro til den katolske tro (takket være overværelsen af en offentlig diskussion mellem Skt. Edmund Campion og engelske teologer) blev fanget og sat i fængsel i Tower of London i mere end ti år. Under sit fangenskab blev han ikke tilladt besøg, dette gjaldt også hans hustru og deres søn, som kom til verden, efter at Howard var blevet fængslet.

I al den tid havde han ingen adgang til sakramenterne heller ikke Messe eller bodens sakramente: han modtog ingen hjælp udefra, ingen opmuntring, der var intet andet end fire kolde stenvægge. Men Phillip efterlod os et værdifuldt minde om, hvad han brugte sin tid på. Efter hans død opdagede man, at han i stenene havde indridset ordene: Quanto plus afflictiones pro Christo in hoc saeculo, tanto plus gloriae cum Christo in futuro, desto mere lidelse vi bærer for Kristus i denne verden, desto mere ære opnår vi med Kristus i den verden, som vil komme.

Martyrerne har en måde, hvorpå de sætter tingene i perspektiv. Næste gang de der står for valget af salmer i det lokale sogn, hvor du kommer, vælger den mest elendige indledningssalme, så husk på Skt. Phillip Howard, og hvordan han med Guds nåde fik vendt et bittert fængselsophold til en kilde af helliggørelse, så det blev en indtræden til Den himmelske Messe. (Hvis der er et bedre sogn, som du har mulighed for at komme til, er jeg ganske sikker på, at Skt. Philip ville anbefale dig at gøre det, det ville han selv have gjort, hvis han ikke var blevet kastet i fængsel mod sin vilje.

Det har i for lang tid været alt for let blot at tænke: ”hvor er det godt, at vi lever i et land, som ikke ledes af et totalitært styre, som det, der var under dronning Elizabeth I”. Det voldelige overfald, som skete på en pro-lifer i fuld offentlighed bør få os til at genoverveje vores tilbagelænede holdning.

Menneskeheden har endnu ikke set afslutningen på den forfølgelse, der pågår mod troen. Ledere og pengemænd i den vestlige verden i det 21. århundrede foretrækker at gøre brug af ublodige metoder, som bespottelse, boykotning og retssager, men hvem ved, hvor lang tid de vil fortsætte på det niveau, før de skrider til mere direkte handling, som deres barbariske forfædre eller de kommunistiske og fascistiske regimer, der foregik i det tyvende århundrede? Det er ikke uden grund, at nogle definerer det sidste århundrede som “martyrernes århundrede”: i disse hundrede år blev flere dræbt, fordi de var kristne, end i alle tidligere århundreder sammenlagt. 

Er vi mon klar til at møde det, der kan komme? 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 17. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/when-catholics-feel-oppressed-martyrs-have-a-way-of-putting-things-in-persp

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er både Moder og general

Helvede kan ikke i længden stå imod Marias herlighed

Vi er nu kommet ind i maj-måned, og netop denne måned er Marias måned. Trofaste katolikker betragter Vor Frue, som deres Moder og det med rette. Vor velsignede Herre skænkede os Maria som Moder, da hun stod ved korsets fod, hvor Han sagde følgende til hende vedrørende Johannes: ” Kvinde, dér er din søn” (Joh 19: 26).

Grunden til, at Johannes Evangeliet har en teologisk dybde, der adskiller sig fra de andre Evangelier, er, at Vor Frue boede hos Johannes i mange år. Forestil Jer hvilke informationer Vor Frue har givet Johannes vedrørende Vor Herres liv og levned. Alt det, Hun talte om, havde relation til Hendes guddommelige Søn. Alle Evangelierne har Helligånden som kilde, men Johannes havde derudover Helligåndens Brud og Sønnens Moder.

På et tidspunkt ville Skt. Johannes være kommet til den erkendelse, at den person, der boede hos ham, ikke alene var Maria, men kvinden, der nævnes i Første Mosebog, og som skal knuse slangens hoved.

Hvis det eneste tilgængelige Evangelium var Skt. Johannes’, ville vi ikke vide, at Vor Frues navn var Maria. Johannes benytter nemlig aldrig hendes navn. Han betegner hende blot som kvinde, fordi det er det, Vor Herre kaldte hende. Han kalder hende kvinde ved brylluppet i Kana, og da Han er på korset. Bogen ”Mystical City of God” skrevet af den salige Maria de Agreda, hvis krop ikke er gået i forrådnelse og dermed stadig er intakt efter 400 år, åbenbarer én interessant ting blandt mange.  

På Golgata Langfredag var satan og hans legioner af onde ånder til stede, dog usynligt, hvor de hånede Vor Herre i et forsøg på at friste Ham til at give op. Da tidspunktet nærmer sig, at Han slipper ånden og lader den gå til Faderen, fornemmer legionerne af de oprørske engle en markant svækkelse af deres kraft. Denne oplevelse skræmte dem så meget, at de påbegyndte en tilbagetrækning fra Golgata for at flygte tilbage til helvede.

Netop på dette tidspunkt kom en gigantisk kæde til syne, som omgrænsede disse legioner og forhindrede dem i at tage flugten, og den, der holdt denne kæde, var Vor Frue. Hun havde Herredømmet over dem og tvang dem til at blive på Golgata, så de kunne overvære hendes Søns ultimative sejr over synd og død og dermed over disse legioner af onde ånder. Det kan derfor ikke undre, at de onde ånder frygter hende, og at man beder for hendes tilstedeværelse og assistance ved eksorcismer.

Dette detaljerede hændelsesforløb på Golgata åbenbarede Vor velsignede Moder for Sr. Maria de Agreda. Det er vigtigt at huske på, at ordet Golgata betyder ”Hovedskalstedet”. Ved syndefaldet lovede og forudsagde Gud, at kvinden ville knuse hovedet (kraniet) på slangen på Golgata. Og på netop dette sted, kaldet ”Hovedskalstedet”, knuste Vor Frue slangens hoved ved at frembære sin Søn, som offer for verden, Hans offer, der frelste os fra slangens overherredømme.

Hold Jer tæt til Maria, Jeres Moder. Gud overdrog os Hende, som Vor Moder, beskytter og 12-stjernet general i den åndelige kamp. Hvad I end slås med eller brændende beder for, indvie Jer til Hende og læg det i Hendes hænder. Det er denne Jeres Moders hænder, der dels frembærer Jeres bønner for Hendes Himmelske Søn og samtidig holder et fast greb om den kæde, der tvang satan og hans legioner til at overvære deres eget nederlag.

Der er ikke noget, som er umuligt for Vor Frue at få opfyldt for Jer. Hun var den første, der lagde øre til ordene fra englen Gabriel, der sagde: ”thi intet er umuligt for Gud”. Og nu er det Hende, der minder os om, at ”intet er umuligt for Gud”.

Dediker Jer til at bede rosenkransen mere intensivt i denne måned. Hvis I ikke har foretaget Skt. Louis de Montfort’s konsekration til Vor Frue, så gør det. Allerede nu samler hun sin hær, så den står klar, når den kommende forfølgelse og plage sætter ind. Der er intet at frygte i forhold til det stormvejr, der venter forude, hvis man har søgt tilflugt under hendes kappe.

Vi har en Moder, som også er general.   

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 3. maj 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vort-2016-05-03

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)