Category: Articles

”Salige er de rene af hjertet”

Fuldkommengørelse af alle dyder og gaver fra Gud er ensbetydende med lyksalighed. Med andre ord, desto mere fuldkommen dyden er og måden, hvorpå Guds gaver benyttes, desto mere fuldkommen er ens lykke. Og der findes ingen større lykke end at se Gud. Derfor kaldes det en saligkåring, og er den endelige nåde, Gud giver dem, der er rene af hjertet: Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8).

Festen for Marias optagelse i Himlen er både en sejrserklæring og en opmuntring til at tro på håbet! Det er en sejrserklæring, fordi Vor Herres Moder var den første til at modtage helgenernes sejrskrans: frelsen og den gave, som det herliggjorte legeme er. Det, de retfærdige sjæle vil modtage ved den endelige dom, har Frelserens Moder allerede modtaget. Hvorfor?

Som pave Pius XII påpegede i sin apostoliske skrivelse, Munificentissimus Deus, hvor han proklamerede dogmet om Marias optagelse i himlen, var Marias optagelse i himlen, den mest passende gave, som stemte overens med hendes ganske særlige privilegier, hvor den mest fremtrædende er hendes Ubesmittede Undfangelse, ud af hvilken Maria blev skabt med nådens fylde. Maria levede i sandhed det fuldendte liv, for hun bukkede aldrig under for fristelse eller synd. Hvordan formåede hun det? Maria, fuld af nåde betyder ikke, at Maria var et supermenneske. Hun bar på den samme menneskenatur, som også vi bærer på. Hendes fysiske sanser var ikke anderledes end vores. Vi læser om hendes Guddommelige Søn:

For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4: 15-16).

Da Maria er Frelserens fuldkomne discipel, ligesom hun er Hans ubesmittede moder, kan man sige, at hun som moder og en afspejling af Kirken i enhver henseende blev fristet, ligesom vi bliver, men forskellen er, at hun var uden synd. Derfor er hun ikke et esoterisk ideal. Maria blev ligesom sin guddommelige Søn nødt til at kæmpe mod de samme fristelser, som enhver af hendes børn (de kristne) må slås med.

Hvordan overkom Maria disse fristelser? ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud”. Kirken har dels i Sin lære og Sine helgener og specielt Vor velsignede Moder bekræftet, at for den, der ønsker at se Gud ansigt til ansigt, er det ganske enkelt umuligt at synde, for da beskuer vi det absolutte Gode. Og mens vi endnu ikke kan stå ansigt til ansigt med Gud i al Hans herlighed, lader Jesus os vide, at i denne lyksalighed kan vi i det små og ved nåden, allerede nu skimte Gud ansigt til ansigt. Og vi kan gøre det på en helt speciel måde, nemlig ved at være rene af hjertet.

Det er derfor ikke mærkværdigt, at festen for Marias optagelse i Himlen er tæt forbundet med festen for Det ubesmittede Hjerte, den fest fejres for Marias fuldkomne renhed: Hende, der var Den Ubesmittede, eller som Skt. Maximiliam Kolbe benævner hende, Den Ubesmittede.

Ved festen for Marias optagelse i Himlen, fejrer man derfor Marias sejr over synden, en sejr, der blev vundet, fordi hun er ren af hjertet! Sejren er også vores, samt den herlighed, Gud ønsker at skænke de sjæle, der holder ud ved at leve et liv i renhed. Derfor er denne fest, en fest, hvor håbet bestyrkes! Det kan gøres ved, at man beder for – og fremmer nåden, der leder til hjertets renhed. Ellers ville Jesus ikke have formuleret netop denne saligprisning, som er essensen i det gode budskab.

Hvor end vi går med Kristus, lad os da altid huske på, at det, der gør, at vi bliver på den vej, der fører til Guds herlighed, er hjertets renhed. Og dette er en umulighed uden sansernes renhed. I den forbindelse lad os da vogte os for, hvad vi lader tilstøde vore sjæle ved at skærme vore sanser, og se til, at hvis vi er kommet bort fra den snævre vej, som er renheden, at vi iler til bodens sakramente og bekender vor synd og overstrømmes af den guddommelige barmhjertighed. Vi kan i større grad se Gud klart efter at have benyttet dette helt igennem fantastiske sakramente, som også hjælper os til at skabe klarhed over alle dele af vort liv.

Når vi overvejer dette store mysterium, som Marias optagelse i Himlen er, lad os med glæde takke Gud for de gaver, Han har givet vores Moder, samt den sejr hun opnåede. Hun er ”en af vore”. Og som Vor Moder har gået vejen, ønsker hun nu i overdådighed at overstrømme os med renhedens nådegave. Må vi hver dag bede for den, fordi vi ligesom Maria, ønsker at befinde os på bjergets top, hvor vi kan se al sollyset, mens stormene raser under os. Og når de mørke tider kommer over os og dækker for solens lys, lad os da huske på de opmuntrende og håbefulde ord fra den ærværdige Fulton Sheen:

Gud, som skabte solen, skabte også månen. Månen dækker ikke for solens glans. Var det ikke for solen, ville månen blot være udbrændte slagger, som bevæger sig rundt i rummet. Alt dens (månens) lys reflekteres i solen. Den hellige Moder reflekterer sin guddommelige Søn, uden Ham er hun intet. Ved Ham er hun menneskenes Moder. I de mørke nætter er vi taknemmelige for månen, når vi ser den skinne, for inderst inde ved vi, at solen stadig eksisterer. Således er det også i det mørke, der dækker verden, når mennesket vender ryggen til Ham, der er Verdens Lys, da vender vi os til Maria for at bede for, at Hun må lede dem på rette vej, mens vi (alle) venter på solopgangen (Fulton J. Sheen, The Worlds First Love, kapitel 5).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 15. august 2015. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2015/08/15/blessed-are-the-pure-of-heart

Skt. Dominic viser den moderne verden, hvordan man på den helt rigtige måde drager omsorg for de fattige

Den 4. august i den gamle romerske kalender og den 8. august i den nye (romerske) kalender (her finder man en nærmere forklaring på de forskelle, der eksisterer (1)) fejrer Den katolske Kirke mindet om Skt. Dominic, beder om hans forbøn og har fokus på, hvordan man følger hans eksempel. Således som Benediktinerne, Franciskanerne og Jesuitterne er indbegrebet af deres ordensstiftere og disses åndelighed (Skt. Benedikt, Skt. Frans af Assisi og Skt. Ignatius), således er det også med Dominikanerordenen (der har fokus på uddannelse og forkyndelse), at den i sin karisma er indbegrebet af dens grundlægger: Dominic de Guzmán.

Skt. Dominic er i sig selv på mange måder enestående. Hans dyder og det, han har bidraget med, er så omfattende, at (et utal af) andre mænd og kvinder kun delvist har kunnet – og kan efterligne hans eksempel. Han fremstår som et fyrtårn og som et eksempel, man kan stræbe efter- og gå ud fra. Hans samtidige var opmærksomme på dette. De optegnelser, der ligger til grund for kanoniseringen af ham, rummer et utal af vidnesbyrd om dette. Et vidnesbyrd lyder således: ”vidnet har aldrig før haft kendskab til nogen af en sådan karakter ligesom denne Gudsmand, som vedvarende var i bøn og havde stor nidkærhed overfor forkyndelse”.

Dette synes at være en sandhed, der gør sig gældende for alle de store grundlæggere af religiøse ordener: man kan sige, at disse ordensstiftere i sig har båret på kimen til den ånd og det formål, som ligger i deres ordener, og på den måde blev de deres ordens første – og grundlæggende ”regel”, ligesom solen er kilden til livet på jorden. Vi læser, at Skt. Dominic var utrættelig i sit arbejde for Gud (og sit apostolat). Han gik flere tusind kilometer for at forkynde det glade budskab, sådan som det var påkrævet af brødrene. Men vi læser også, at han benyttede mange timer, dag og nat i kontemplativ bøn, og det er det ideal, som de kontemplative søstre i særdeleshed stræber efter at efterligne, men som ikke er brødrenes lod. Dominic kunne varetage den kontemplative bøn og forkyndelsen til fuldkommenhed, men langt de fleste, der er fulgt i hans fodspor, har måttet erkende deres begrænsninger.

Skt. Dominic havde stor kærlighed til Sandheden, altså Guds Ord, Jesus Kristus, som nærer os med Eukaristiens guddommelige føde og udlægger Den hellige Skrift for os. Skt. Dominics store kærlighed kom til udtryk i en vedvarende forkyndelse af dette Ord, både i den måde, han talte – og handlede på. Han havde ét mål med sin forkyndelse, og det var omvendelse: omvendelse af hedningerne til kristne, lunkne kristne til kristne, der tog deres tro alvorligt, og de kristne, der tog deres tro alvorligt til helgener.

De midler, han tog i brug, for at opnå dette, var enkle: at studere sin tro for at få (mere) viden om den; fattigdom, som et vidnesbyrd om, at det er vigtigt at prioritere åndelige goder over de verdslige; fri bevægelighed, så den enkelte selv kunne kortlægge sin vej og rute til de steder, der havde brug for forkyndelse, og sidst men ikke mindst bøn, så den enkelte kan blive omdannet til den kærlighed, vedkommende  forkynder.

Et sådant mål samt disse midler forudsætter i sagens natur troskab overfor Kirken og Hendes lære, uden hvilken budbringeren bliver til en hæretiker, tiggeren bliver til en skurk, og apostlen bliver til en, der er faldet fra troen. Vigtigst er det dog, at det liv, man lever, er ”rodfæstet og grundfæstet i kærligheden” (Ef 3: 17), i Guds kærlighed for Hans skyld og i kærlighed til næsten, som er skabt i Guds billede, og som er blevet frelst ved Kristi Blod.

Det, vi har kendskab til vedrørende Skt. Dominic, viser os, at han ”brændte” af kærlighed for Gud og næsten. Det var denne kærlighed, der i hans tilfælde gjorde, at han skabte en helt ny retning for ordenslivet i den tid, han levede i. Det var denne kærlighed, der gav ham modet og indsigten til at holde ud på trods af modstand. Uanset hvor i verden – eller hvornår i historien Dominikanerordenen har oplevet en opblomstring, har de metoder, som er blevet beskrevet ovenfor, været deres ”måde” at arbejde på, og samtidig har disse også fungeret som målsætninger, og de har været Dominikanernes ”hemmeligheder”, og Gud har velsignet Dominikanerne og deres arbejde.

Hvori ligger det radikale, som Skt. Dominic foretog? At man praktiserer en tiggerlignende fattigdom, som betyder, at man uden omsvøb tigger for at få det daglige brød. At man er vejfarende forkynder, dette bryder med princippet om, at ordenfolk har fast tilknytning til et bestemt kloster på en bestem lokalitet eller det, at en præst har fast tilknytning til et sogn eller bispedømme. At holde sig vågen det meste af natten for at være i bøn og have en stålfast tro på Gud i alt det, der tilstøder en. Alt dette er i sandhed radikalt, fordi det, i al sin enkelthed, stammer fra en stålfast tro.

På trods af at verden taler om humanisme og det at yde humanitær bistand, er den ret beset ligeglad med de fattige og det generelle problem med fattigdom, og sørgeligt nok, synes det som om, at Den moderne Kirke ikke mere har interesse i Kristi evangelium eller en regelmæssig og disciplineret bønsaktivitet. Der vil dog altid være mennesker, specielt blandt de unge, som søger efter: 1) meningen med livet, 2) den kærlighed, der gør livet værd at leve, 3) kilden til hele skabelsen og 4) den sandhed, der ligger til grund for livets mening. Hvis Dominikanerne kan give det til verden af i dag, det, som Skt. Dominic gav til menneskene i sin levetid, så ville ordenen opleve en opblomstring, som dengang den blev stiftet og i de perioder igennem historien, hvor den har været på sit højdepunkt. På den måde bliver troskab et løfte om vækst og mere intensiv missionsvirksomhed, mens dovenskab, afvigelse (i forhold til Kirkens trosgrundlag) og eklekticisme bliver forløberen for en slækkelse af det vigtige i troen, samt ligegyldighed og forfald.

Hvor forandret og anderledes vores verden end måtte være den dag i dag, så higer den stadig efter det glade budskab. Menneskeheden gør stadig de samme fejl, som Adams æt til alle tider har gjort, og derfor har vi stadig behov for Dominikanernes ”hemmelige” metoder, som er beskrevet i artiklen, og som aldrig har forandret sig.

Noter

  1. Link til artikel med uddybende forklaring: http://www.newliturgicalmovement.org/2018/08/liturgical-notes-on-feast-of-st-dominic.html#.XiSnS25Fzct

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 7. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st-dominic-shows-the-modern-world-how-to-truly-care-for-the-poor

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Herrens forklarelse

Om at have blikket rettet mod Det Hellige Ansigt

For hundrede og sytten år siden, den 5. august 1897, aftenen før fejringen af festen for Jesu forklarelse, havde en ung karmeliter, der var ramt af tuberkulose, et meget specielt ønske. Hun ville have et billede af Kristi Hellige Ansigt placeret tæt på sin seng. Billedet blev bragt til hende fra koret og blev fastgjort til hendes sengeleje. Den følgende 30. september døde hun. Hvad var hendes navn? Det var Thérèse af Jesusbarnet og Det Hellige Ansigt. Skt. Thérèse, der er kirkelærer, fæstnede sit blik på Kristi Ansigt, der fremstod forvrænget (det skyldtes lidelserne affødt af hendes sygdom) og fandt en forklarelse af sin egen lidelse i de stråler, der udgik fra det.

Korsets mysterium

Kristi Hellige Ansigt var et mysterium, som Skt. Thérèse kendte til. Det gode arbejde, som den ærværdige Léon Dupont (den hellige mand fra Tours) har foretaget, har resulteret i, at andagten til Det Hellige Ansigt har fundet indpas i hele Frankrig. Karmel (Karmeliterne) fra Lisieux ærede Det Hellige Ansigt hver den 6. august, altså fyrre dage før festen for korsets ophøjelse, som er den 14. september. Hver den 6. august ”udstillede” karmeliterne Det Hellige Ansigt i deres kor, påførte det vellugtende salver og bad foran det.

Skjult i Hans Ansigts hemmelighed

Et år før sin død den 6. august 1896 konsekrerede Thérèse samt to novicer, der var blevet hende betroet, sig til Jesu Hellige Ansigt. De forstod forklarelsens mysterium på samme måde, som det fremlægges i liturgien i dag, altså som en forberedelse til korsets mysterium. De tre unge karmeliter spurgte Vor Herre om Han ville skjule dem i ”Sit Ansigts hemmelighed”.  De blev af Helligånden draget til Kristi lidelse, Den lidende Tjener, som beskrives i kapitlerne 52-53 i Esajas Bog. De ønskede at være som Veronika, der mødte Jesus med trøst under Hans lidelse, og samtidig ønskede de at frembære sjæle for Ham. Deres bøn afsluttes med: ”O, elskede Jesu Ansigt! Mens vi venter på den sidste dag, hvor vi vil tage del i Din uendelige herlighed, er vort eneste ønske, at henrykkes af Dine guddommelige øjne ved også at skjule vore ansigter, således at ingen her på jorden er i stand til at genkende os. O, Jesus, Dit slørede blik er vor Himmel”.

Lectio Divina og Eukaristisk tilbedelse

I selve forklarelsen på bjerget ser vi Guds menneskelige ansigt mere tydeligt end solen. Traditionen giver os to særlige måder, hvorpå vi kan søge efter og overveje Ham, der forklares og erfare forklarelsen af Kristi Ansigt. Den første måde at praktisere lectio divina på forgrener sig i to praksisformer: 1. Den hellige liturgis lectio divina, som foretages i en forsamling. 2. Den selvstændige lectio divina, der forlænger den hellige liturgi og forbereder den. Den, der søger Kristi Ansigt i Skrifterne, som ved Kirken overdrages os, vil opdage Den Elskendes Ansigt, der kommer til syne mellem linjerne i teksten, der oplæses, og denne erfaring vil virke forandrende på den, der lytter. Den anden måde at foretage lectio divina på er ved Eukaristisk tilbedelse. Den, der forbliver tavs og er i tilbedelse foran Den guddommelige Hostie, altså ”Jesu tilslørede blik”, vil helt umærkeligt blive transformeret og helbredt i den udstråling, der udgår fra Den.

 

At søge Gud

Klostre eksisterer af én grund, nemlig for at de skal være steder, hvor sjæle kan søge Gud. Og hvor finder man Gud, undtagen i Kristus? ”Kundskab om Guds herlighed”, siger den hellige Paulus: får vi ved ”Jesu Kristi Ansigt” (2 Kor 4: 6). Begyndelsen på liturgien i dag er et udtryk for en søgen efter klosterlivet: ”Jeg husker, at du siger: I skal søge mit ansigt! Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig …” (Sl 27: 8.9a). Helligånden arbejder i lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse for at gengive for os trækkene ved Kristi Hellige Ansigt. Helligånden er i virkeligheden den åndelige billedskaber, som i vore sjæle trækker stregerne til billedet af Kristi Ansigt.

Den uendelige skønhed

Kristi Ansigt er ”den pragt, som alt andet blegner i forhold til, og det er alene den uendelige skønhed, der til fulde kan stille menneskets hjerte tilfreds” (Vita Consecrata, art. 16). Hvor passende er det ikke, når man ser på dagens evangelietekst og særligt den græske version, hvor Skt. Peters udbrud faktisk oversættes til: ”Herre, det er for os forbundet med noget smukt at være her” (Mark 9: 5)! I det Kristi Ansigt, der træder frem, ser vi de ord, der stammer fra Skt. Klara fra Assisi: ”Han, der gav sig selv fuldstændigt for vores kærlighed, Han, hvis skønhed solen og månen beundrer, Han, hvis belønninger rummer en dyrbarehed og storhed, Han er evig” (Letter III to Agnes of Prague).

At blive det, man betragter

Ligesom Moses, til hvem Herren talte ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet (2 Mos 33: 11), og hvis ansigt strålede, fordi Herren havde talt med ham (2 Mos 34: 29), vil en sjæl, der er tro mod lectio divina og den Eukaristiske tilbedelse, blive omdannet til det billede, den betragter. Et menneske, der betragter ting, der er blevet vansiret, bliver helt igennem vanvittig. Et menneske, der betragter ting, der omdannes, bliver også i sig selv omdannet. Det menneske, der betragter Det inkarnerede Ords smukke Ansigt, vil på det åndelige plan bliver mere smuk.

Profeten Daniel

Tænk på den oplevelse profeten Daniel havde, da han opfyldt af ærefrygt stod foran menneskesønnen. Ligesom Peter, Jakob og Johannes på det hellige bjerg er stærkt berørte af det, der sker, er Daniel blændet af den klædning, Menneskesønnen bærer, den er nemlig hvid som sne (Dan 7: 9). Og endnu engang, ligesom Peter, Jakob og Johannes, der falder i en tung søvn (Luk 9. 32), falder Daniel på sit ansigt: ”Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden” (Dan 10: 9). Dette er ikke nogen almindelig søvn, det er snarere en mystisk søvn fremkaldt af et fantastisk guddommeligt nærvær, og denne søvn står ikke i modsætning til den søvn, Herren lod falde over Adam, og som er beskrevet i 1. Mosebog 2: 21 ”Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam”.

Frygt ikke, Daniel

Daniel beskriver derpå, hvad der skete: ”Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder” (Dan 10:10). Det er ved Menneskesønnens hånd, at Daniel bliver oprejst fra den sammenbøjede stilling, han befinder sig i. ”Så sagde han til mig: Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: Frygt ikke” (Dan 10: 11-12).

Den oplevelse, Daniel har, afsluttes med, at han får at vide, at han skal rejse sig op. Her er der tale om en opstandelse. Også dette, altså opfordringer til at rejse sig op og indtage sin plads med den opstandne Søn og stå til ansigt med Faderen og gøre alt dette i Helligånden, er en del af vores egen forvandling til det opofrende Kristi præsteskab. Sjælen, der er blevet forvandlet, står glædesfuld og fri foran Faderen og har vished for, at den virkelig er elsket og er blevet overdraget den ædle skønhed, der følger med Kristi kongelige præsteskab.

Den hellige Messe

Hver gang Den hellige Messe fejres, stiger vi op på bjerget med Kristus. I læsningen fra Den hellige Skrift (Evangelielæsningen) åbenbarer Vor Herre Sit Ansigt, og ved at lytte til Ordet bevæger vi os med den formulering, man finder i Vulgata: ”fra forståelse til en endnu dybere forståelse”. I dag bærer Moses og Elias vidnesbyrd om lovens og profeternes opfyldelse og peger hen på Hans (Jesu) udvandringsmysterium, der foregår via korset og graven, og det foregår fra de mørke steder samt døden og ind i selve lyset og livet i Faderen.

Når vi går fra ordets liturgi til den Eukaristiske liturgi (Det hellige Messeoffer), er vi ligesom Peter, Jakob og Johannes, der ser Hans (Jesu) herlighed, ikke med deres legemers øjne, men med troens øjne og ved lyset fra Helligånden. Vi ved, at Han virkelig er til stede i brødet (Hostien), der er blevet Hans Legeme og Vinen, der er Hans Blod, og vi vil som Peter udbryde: ”Mester, det er godt, at vi er her” (Luk 9: 33). Det alter, hvorpå Det hellige Messeoffer bliver foretaget, er vores Tabor bjerg. Oven over alteret lyder Faderens stemme: ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!” (Luk 9: 35). Selvom alteret er usynligt, er det stadig virkeligt, mystisk og alligevel håndgribeligt, og alle, der tager del i Eukaristifejringen, bliver indhyllet i en sky, der består af Helligånden og taget med ind i Kristi store præstelige bøn til Faderen.

Den Eukaristiske forklarelse

Den nåde, som dagens fest bringer, er vores egen forvandling i mødet med Eukaristien. Vor Herre vil i dag tage hver eneste af os, og det vil sige os alle sammen i Sine hænder, så vi sammen med Ham og i Helligånden kan være ét eneste offer til Faderen. Uden frygt skal I overgive Jer selv som ofre i vor herlige Præsts hænder, der blev såret af naglerne. Han vil konsekrere dig til Sig selv i Det hellige Messeoffer. Da vil Faderen, der følger med fra himlen, genkende i hver af os Sin Søns Hellige Ansigt, Sønnen, som er Den Elskede, for ved det Eukaristiske mysterium: ”… forvandles (vi) efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed” (2 kor 3:18).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. august 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/08/the-transfiguration-of-the-lor/

Kristen versus Katolsk

Den katolske Kirke fordrejer Den hellige Skrift, har falske profeter i sin midte og kan ikke karakteriseres som værende kristen

Mange katolikker er ikke klar over, sandsynligvis fordi de er præget af ligegyldighed, at der er sket store ændringer hos protestanterne. Der er opstået et vist kollektivt hukommelsessvigt blandt de mange protestantiske denominationer, da det synes, som om de ikke kan huske deres historiske baggrund, som er, at de er en del af den protestantiske reformation, som blev sat i gang af præsten Martin Luther i det 16. århundrede, den protestantiske reformation, som har sit 500-års jubilæum næste år (2017).

Der findes en mangfoldighed af protestantiske denominationer, men der er kun nogle få, der definerer sig som protestanter. De har glemt deres historiske rødder og ser ikke længere sig selv som nogen, der protesterer imod noget. Men det er netop det, der kendetegner en protestant, at denne protesterer, og i dette tilfælde er det imod den katolske sandhed.

Flere af de nyere og yngre kirker, som man kalder for ”hippe” kirker (der er her tale om ordet kirke med lille k) definerer sig som kristne. I deres optik adskiller de sig fra protestanterne, som de alt i alt er en del af. Uanset om man kommer fra den evangeliske kirke, pinsekirken, baptisterne eller er lutheraner, så er man protestant. Men hvorfor? Fordi de alle, uanset det, de kalder sig, stadig er protestanter.

Men i løbet af de sidste 20 år eller mere, er der vokset en bevægelse frem blandt de yngre og mindre protestantiske retninger, hvor man helt fjerner betegnelsen protestant og i stedet helt enkelt betegner sig som kristen, og dette fænomen har ”bidt sig fast” og endda i et sådant omfang, at de har taget patent på betegnelsen kristen, og ekskluderet katolikker fra denne betegnelse.

Nu må I lige have os undskyldt, Den katolske Kirke, er Den eneste sande Kirke, og vi var de første kristne. De kristne, der blev spist af løver i Rom, var ikke bare en tilfældig gruppe kristne, det var katolikker, ganske enkelt.

Alle katolikker er kristne, men ikke alle kristne er katolikker, ”takket være” den ekskommunikerede præst Martin Luther. Men hvad er årsagen til, at dette må betones? Det hele handler om, at der for nylig har været afholdt en begivenhed med følgende overskrift: ”Ecumenical Event Unites Christians and Catholics” (En økumenisk begivenhed hvor kristne og katolikker forenes). Nej, hold nu op.

I husker, at katolikker er kristne, de første kristne. Men hele gruppen af ”følelsesbetonede” kristne er fuldstændig ligeglade med det. De er af den opfattelse, at når man er en del af et religiøst hysteri (her forstået som, at man står med lukkede øjne, hænderne i vejret, synger højlydt og råber og skriger på- og til Gud), så er det, fordi Helligånden er tilstede, og alt er godt, fordi man har en ”fornemmelse af”, at alt er godt.

Det er helt forkert.

Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke taler imod det at bede sammen, det er bestemt ikke nogen dårlig ting, eller at vi arbejder sammen om, at moral og det at gøre det gode er de bærende principper i samfundet og en del af vores kulturelle grundlag. Men man kan ikke forsamles til en såkaldt økumenisk begivenhed og her udbrede den vildfarelse, at katolikker ikke er kristne. Igen bør det understreges, at vi katolikker var de første, og stadig er det.

Men interessant var det, at nogle af de tilstedeværende protestanter højlydt udtrykte modstand mod enhver form for katolsk tilstedeværelse, og det gjaldt også et videoindslag fra pave Frans, hvor han opmuntrede til at arbejde for den gode relation mellem katolikker og protestanter. En protestant udtrykte sig på følgende måde: ”kristne og falske profeter (han mente katolikker) vil samles og blive ét ved denne begivenhed”. Der er ikke andet at sige til det, end at det store frafald sker for øjnene af os, og at vi ikke vil tie.

Som en kommentar til synet på katolikker blandt den førnævnte protestants ”medbrødre”, sagde arrangøren af denne begivenhed i et kommunike, at: ”det ikke handler om, at vi er nået til et punkt, hvor vi er enige om, hvordan vi fortolker Den hellige Skrift, men meget mere om, at vi rækker ud imod hinanden fra hver vores respektive positioner”.

Det er da i sandhed venligt af dem, at de ikke vil finde frem til en fælles fortolkning af Den hellige Skrift sammen med de katolikker, de ikke bryder sig om. Hvis de besad en vis form for historisk forståelse, hvilket de ikke gør, ville de kunne se og forstå, at Den katolske Kirke er Den, der gav Bibelen til verden, at Den katolske Kirke var og er den første Kirke, og at deres forsamlinger ikke er kirker, fordi Kristus kun indstiftede EN Kirke, og deres ”kirker” er ikke DEN.

Deres ”kirker” er ikke ældre end 500 år, og de har som deres stifter en hæretisk, ulydig og mentalt forstyrret katolsk præst (Martin Luther). Den katolske Kirke kan trække en tidslinje 2000 år tilbage i tiden til Dens Stifter, Jesus Kristus.

Det er ikke uden risiko for fare, hvis katolikker vælger at tage del i sådanne økumeniske begivenheder. Bevares, til en vis grænse og i et begrænset omfang, men der må trækkes en streg i sandet. Men den type protestantisk begivenhed, jeg netop har beskrevet, hvor katolikker er vidner til, at Den katolske Kirke nedvurderes, og de selv reduceres til at være andenrangs kristne, der forvansker Den hellige Skrift, har falske profeter i Sin midte og ikke kan betegnes som kristne, bør katolikker under ingen omstændigheder tage del i. Når vi samles med henblik på at forenes, hvad er det så lige, vi forenes om?

Jeg spørger bare. Det kan som regel være fornuftigt at vide hvilken betydning, der lægges i de ord, der bliver benyttet.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 26. juli 2016. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-christian-vs-catholic

En bog der kan skade din sjæl

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Hvis man ser sig om og spørger sig selv: ”Hvad er der er sket med Den katolske Kirke?” Må man for at finde et svar på det spørgsmål zoome ind på Holland.

Holland er nemlig arnestedet for det kollaps, Den katolske Kirke har oplevet i Vesten siden 1960’erne.

Praktisk talt er enhver skævvridning af Kirkens lære, modernistisk hæresi og afvigende teologi opstået i Holland og har bredt sig, som en steppebrand til resten af verden.

Modernisme, hæresi samt skævvridning af Kirkens lære blev samlet i en bog, som ved første øjekast syntes helt tilforladelig, og som man gav titlen: Den nye katekismus. Den blev udgivet i 1966. Denne bog blev fra starten en succes, en succes, der syntes at komme ud af den blå luft, fordi den blev solgt i millionvis af eksemplarer det første år, den kom på markedet, og yderligere blev den efterfølgende oversat til andre sprog.

I 1967 bragte Time Magazin en forsidehistorie om denne bog og betegnede den, som årets bedst sælgende bog, og skrev følgende om den: ”Dette er en bog, som på en levende og udogmatisk måde afspejler de nye radikale indsigter, som teologer og lærde i Den hellige Skrift er kommet frem til”.

Man fristes til at tilføje, at Time Magazin ikke havde nogen anelse om, hvor profetiske de var i deres anmeldelse af bogen.

Bogen er opdelt i fem hovedafsnit. Det første afsnit er en gennemgang af eksistensens mysterium. Det andet handler om andre religioner nemlig buddhisme, hinduisme, islam, men også marxisme og det, der betegnes som Guds Ånd i verden.

Det tredje afsnit handler om Kristus, mens det fjerde handler om Kristi vej. Det sidste afsnit handler om menneskets død og dets fuldendelse i mødet med Gud.

Man kan sige, at det hele på en vis måde lyder tilforladeligt, men der opstår et problem, ikke så meget i forhold til det, der ikke står i bogen, men derimod med det, der rent faktisk står i den.

Faktisk tager bogen så let på den katolske lære, at man fra Vatikanets side nedsatte en arbejdsgruppe bestående af kardinaler, der grundigt skulle gennemgå de problematiske afsnit, og dem er der mange af i bogen, og efterfølgende aflevere en redegørelse og vurdering.

Kardinalerne fandt frem til ti områder, hvor der optrådte så graverende fejl, at man opfordrede til, at der blev foretaget en korrektion, så de troende ikke blev ledt på afveje.

Blandt de teologiske områder, kardinalerne rettede deres fokus på, var spørgsmålet om arvesynden, hvor Adam og Eva med deres fravalg af Gud blev årsag til, at arvesynden blev menneskehedens lod.

Videre blev følgende andre områder også behandlet:

  1. At det enkelte menneskes sjæl er skabt af Gud.
  2. Englenes eksistens.
  3. At Jesus blev undfanget i en Jomfrus moderliv.
  4. Vor Frues ubesmittede undfangelse.
  5. At Jesus er Frelser, fordi Han har bragt Sig selv som offer til Faderen på vores vegne.
  6. At Jesu’ korsoffer er det vedvarende Messeoffer.
  7. At Jesus fuldt og helt er tilstede i det allerhelligste sakramente.
  8. At der er stor forskel på de troende, som det kongelige præsteskab og det rigtige præsteskab, der varetager sakramenterne.
  9. Spørgsmålet, der omhandler skilsmisse, og det at blive gift igen.
  10. Brugen af prævention.
  11. De troende bør ikke udelukkende basere deres beslutninger på deres samvittighed.

Kardinalernes endelige arbejde blev afleveret som et kompendium, hvor de havde oplistet en række fordømmelser i forhold til de områder, de havde undersøgt. Kardinalernes konklusioner var formuleret i diplomatiske vendinger, som var i overensstemmelse med tidsåndens måde at formulere sig på.

De hollandske biskopper blev i skarpe vendinger bedt om at korrigere de fejl, der var blevet påpeget i den nye katekismus, så den blev i overensstemmelse med Kirkens lære. Det blev dog ikke gjort. I stedet tog de hollandske biskopper de konklusioner, arbejdsgruppen fra Vatikanet havde fremlagt, og offentliggjorde dem som et appendiks til Den nye katekismus. De undlod dermed at foretage de korrektioner, de var blevet bedt om.

Mens kardinalerne i Vatikanet var i gang med deres undersøgende arbejde, blev bogen udgivet, ikke kun på hollandsk men også på engelsk, tysk og fransk. De nye oversættelser blev sendt på markedet, dog uden samtykke fra de hollandske biskopper, men de gjorde meget lidt for at begrænse den skade, der allerede var sket.

Og skaderne var omfattende, specielt i USA. Da denne nye katekismus først var kommet til landet, kunne intet hindre dens udbredelse. Den blev flittigt benyttet af den nye fremadstormende generation af fortalere for afvigende teologi. Den blev fast inventar på præsteseminarierne, universiteterne og hos instanser, der stod for udøvelsen af kirkeretten samt i biskoppeligt regi.

Nogle (få) biskopper argumenterede for, at man ikke tog denne katekismus i brug, men det skulle vise sig, at det allerede var for sent. For ånden var allerede lukket ud af flasken, og Den nye katekismus blev uofficielt, den katekismus, man nu gjorde brug af i hele USA, eller sagt på en anden måde, det var den, de hæretiske og teologisk afvigende prælater og klerikale benyttede.

Det katolske bispedømme i Brooklyn skrev i sit nyhedsmedie følgende: ”(denne katekismus) er en milepæl, når det kommer til måden at præsentere moderne teologiske overvejelser på”.

Ærkebispedømmet i Boston, som på daværende tidspunkt var i gang med at dække over en sag med præster, der havde foretaget seksuelle overgreb på messetjenere, der var teenagedrenge, skrev om Den nye katekismus: ”denne katekismus gør virkelig sit til, at det glædelige budskab, lyder som et glædeligt budskab”.

Den nye katekismus erstattede hurtigt den meget grundige Baltimore katekismus, som ellers var let anvendelig grundet dens stringente opbygning med enkle spørgsmål og svar. I øvrigt havde man benyttet denne katekismus i henved 80 år.

Baltimore katekismus blev over en bred kam anset for at være ikke-sofistikeret og anti-intellektuel af eliten af teologer og deres ligesindede med afvigende teologiske idéer.

Faktisk dødsdømte Den nye katekismus, som også kaldes Den hollandske katekismus i klare vendinger Baltimore katekismus i den beskrivelse, man kan læse på bogens omslag: ”denne bog undgår udenadslære, hvor spørgsmål og svar repeteres”.

Den hollandske katekismus benytter en fremgangsmåde, hvor der stilles spørgsmål til refleksion, men der gives ikke egentlige svar. Der er i realiteten tale om betragtninger, holdninger og usammenhængende intellektuelle vidtløftigheder, som ikke har andet formål end at ødelægge samtlige grundlæggende teologiske aspekter ved den katolske tro.

Denne ene bog forårsagede mere skade på Den katolske Kirke i Vesten end nogen anden bog eller skrivelse nogensinde har gjort det. I kølvandet på udgivelsen af bogen, blev der trykt et utal af andre bøger samt tekstmateriale, der delte dens anskuelser. Endnu engang var Den hollandske katekismus ”profetisk” i formuleringerne på sit omslag: ”selv den dag i dag viser (den hollandske katekismus) sig at være den kilde, hvorfra alt andet udgår”.

Videre står der på bogens omslag, at den er ”velegnet til enhver uddannelsesinstitution, præsteseminarier, de voksnes firmelse samt studiegrupper for voksne, som omhandler forskellige trosaspekter”.

Det var præcis den måde, hvorpå den blev benyttet både direkte og indirekte til at lede generationer af katolikker trosmæssigt på afveje. Her drejer det sig eksempelvis om præstestuderende og konvertitter, der blev ført ind i et trossystem, som selv Vatikanet havde advaret kraftigt imod, en advarsel, der ganske enkelt blev ignoreret.

Problemet er i dag, at disse vildfarelser stadig gør sig gældende, når den katolske lære fremlægges på uddannelsesinstitutioner, præsteseminarier, i sogne og for voksne og børn.

Der er tale om en lang række vildfarelser (af teologisk karakter), som mange ledere indenfor Den katolske Kirkes hierarki har taget imod med åbne arme, og det har betydet, at Den katolske Kirke er kommet til at minde om den protestantiske. Det mærkværdige ved alt dette er, at selv nogle af de ledende skikkelser i den protestantiske revolution i det 16. århundrede i Europa f.eks Luther og Calvin betegnede det, Den katolske Kirke i dag har taget til sig, som værende hæresi.

I dag bliver (som allerede nævnt) stadig mange af disse hæretiske principper benyttet af ledere i Den katolske Kirkes hierarki, og drister man sig til at afvise disse principper, bliver det mødt med hån fra den elite, der består af ”moderne” teologer. Men faktum er, at den skade, der allerede er sket, og som forsætter med at ske, bliver ignoreret, eller man skænker den næsten ingen opmærksomhed.

Den hollandske katekismus samt de mange udgaver af den, der efterfølgende blev udgivet, har allerede været med til at udvande den katolske katekese igennem de sidste 50 år. Frafaldet fra den eneste sande tro kan tælles i hundreder af millioner, og det inkludere hundrede tusinder præster og ordensfolk.

Ødelæggelsen fortsætter understøttet af mænd, der i dag bestrider det biskoppelige embede, uden at disse skrider ind med et forsvar for troen, det, som deres forgængere med stort mod ville have gjort.

Det er sandt, at lederskabet i Den katolske Kirkes hierarki i dag ikke kan stilles til ansvar for det, der har ledt til det forfald, vi ser i Kirken i dag, men det bør påpeges, at dette lederskab har bidraget til, at forfaldet er blevet større, fordi man ganske enkelt stiltiende har samtykket eller endda samarbejdet med kræfter, der ønskede forfaldet.

Én bog, det var det, der skulle til. Én bog, som skulle skabe et åndeligt skibbrud og forvirring blandt Gudsfolket. Denne ene bog satte kursen for et samarbejde mellem ondskaben og det tåbelige menneske om at opbygge deres helt egen kirke i en helt ny verden.

Man har end ikke i de 2000 år, Kirken har eksisteret, kunnet forestille sig denne form for ødelæggelse. Det er svært at finde argumenter for, at Kirken kan blomstre op på ny, når man end ikke tør se på – og konfrontere de fejltrin, der er sket i fortiden. Den ”sygdom”, der har bredt sig i Kirken, er aldrig blevet ”diagnosticeret”, og den bliver ikke synlig, hvis man bliver ved med at ignorere den.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 19. november 2013. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2013-11-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Katolsk værdighed

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det er vigtigt at huske på, når det handler om katolikkers martyrium, er det som regel staten, der står for henrettelsen.

Det er korrekt, at der har været undtagelser i historien, hvor staten ikke har været den egentlige aktør, men der er som sagt tale om undtagelser.

I mange tilfælde har staten benyttet sin magtposition til at forsøge at knuse Kirken.

Sådan har det været igennem hele historien lige fra Cæsar til Elizabeth I af England og til den franske revolution og Stalin, Moe Tse Tung o.s.v.

Tager vi udgangspunkt i den franske revolution, er der blevet skrevet og fortalt meget om en helt særlig episode med 16 Karmellitterinder fra Compienge, der ligger nord for Paris, og deres martyrium.

Da de revolutionære gennemtvang en række specifikke love, om at disse Søstre dels skulle udskifte deres ordensdragt med civilbeklædning og dels forlade det kloster, de var tilknyttet, nægtede de ganske enkelt. Derpå blev de arresteret og ført til Paris. Anklagen mod dem lød på forræderi. De blev dømt til døden i guillotinen den 17. juli 1794. Her gik de en efter en i døden. Søstrenes sag blev behandlet af en komite for den offentlige orden, og det var ligeledes denne komite, der stod for Søstrenes henrettelse.

Da Søstrene samlet stod klar til at gå i døden, begyndte de at synge den smukke latinske hymne Veni Creator. Det var den selvsamme hymne, de sang, da de nogle år tidligere aflagde deres klosterløfte.

Der er gennem tiden produceret mange film om disse søstres martyrium. Den historiske nøjagtighed er ofte yderst mangelfuld i disse produktioner. Men ved henrettelsen var den første, der gik mod guillotinen kommunitetets novice Sr. Constance, derefter fulgte en lægsøster og til sidst priorinden Moder Teresa Skt. Augustine.

Disse Søstres kroppe lod man kaste i en massegrav i Paris, og derfor har det ikke været muligt at finde frem til disse martyrers relikvier.

Disse martyrer fra Compiegne ofrede deres liv til den Guddommelige retfærdighed for at afslutte det eksisterende terrorregime.

Som et svar på deres bønner, blev Robespierre, den ledende figur for regimet, ti dage senere (efter søstrenes henrettelse) arresteret og ført til guillotinen, og det blev afslutningen på det regime, han havde stået i spidsen for.

Inspireret af disse Søstres martyrium, som blev alment kendt i Frankrig i 1893, og som i processen mod en helgenkåring, foretog en ung karmelitinde i Lisieux sin opofrelse til den Guddommelige kærlighed for syndernes omvendelse.

Skt. Thérèse af Lisieux efterlignede i sit åndelige liv, det offer, disse Søstre frembar.

Når man tager Kirkens (aktuelle) tilstand i betragtning, kan man håbe på – og bede for, at nogle heltemodige sjæle vil frembære det samme offer.

I noteapparatet er der vedhæftet et link til et dokument med en mere grundig og fuldstændig redegørelse af de historiske omstændigheder i forbindelse med Søstrenes martyrium (1). Videre finder man også et vedhæftet link til den udsendelse, hvorfra dette manuskript stammer, og denne udsendelse afsluttes med et klip, som viser disse Karmellitterinders martyrium (2).

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Noter

  1. Link til den mere dybdegående beskrivelse af Karmelitterindernes martyrium: http://carmelnet.org/biographies/Carmelite.pdf
  2. Link til udsendelse med filmsekvens (vær opmærksom på at filmsekvensen optræder til sidst i udsendelsen): https://www.churchmilitant.com/video/episode/catholic-dignity-11-06

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 5. november 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-11-06.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Uden at gå på kompromis med sin tro: en fortælling om hvordan en ateist omvendte sig

Ét af de store spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet af mine venner, som ikke er katolikker eller familiemedlemmer, er, hvorfor jeg blev katolik, og især hvorfor netop nu? Det synes at vække undren, at min omvendelse er sket netop nu, når man tager alle skandalerne i betragtning. For de fleste synes det åbenlyst, at det er Den katolske Kirke, man bør undgå qua den turbulens, Kirken befinder sig i. Dog tog jeg dette skridt mod omvendelse til en tro uden kompromiser, og jeg ville ikke have gjort det, hvis der bare var en svag antydning af, at katolicismen er behæftet med fejl i sit trosgrundlag. Stefanie Nicholas opsummerer rigtig godt i sit vidnesbyrd omkring sin omvendelse, som kan findes her på siden under titlen: ”Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro”, hvorfor vi konvertitter bliver katolikker: ”Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet”.

Jeg voksede op i en familie, som ikke havde tilknytning en bestemt kristen retning, men der blev lagt vægt på, at troen på Gud var en bestanddel af familielivet, også selvom vi ikke deltog i gudstjenester af nogen art eller anden kirkelig aktivitet. Vi læste næsten ikke Bibelen, men vi havde samtaler om Gud, men ellers var der ikke andre former for religiøse aktiviteter, der kunne stimulere min åndelige sundhed. Jeg er blevet opdraget til at søge efter sandheden, uanset hvor den førte mig hen, og denne brug af fornuften i min søgen gjorde mig ydmyg, men gav mig også indsigt på den rejse, jeg kom ud på, da jeg krydsede Tiberen.

I min ungdom var jeg protestant, og jeg blev ikke ”klædt på” til at håndtere lidelse, død og sorg indenfor den variant af kristendommen, jeg var en del af på det tidspunkt. Dette kunne have været dødsstødet i forhold til mit fald fra troen. Den kristendom, jeg troede, jeg kendte på daværende tidspunkt, var en tom skal og blottet for historie og teologi. Da den faldne verden virkelig meldte sig, smuldrede min tro, og jeg blev slået af tvivl, fristelser og en tomhed, der ganske langsomt fyldte mit hjerte.

På netop det tidspunkt havde jeg færdiggjort min studentereksamen, og jeg havde tiltaget mig en mentalitet, hvor jeg var fjendtligt indstillet overfor kristendommen. Hvis en person dengang havde fortalt mig, at jeg ville konvertere til Den katolske Kirke blot et år senere, ville jeg have leet vedkommende lige op i ansigtet. Jeg var en militant ateist, og jeg havde stærk antipati overfor specifikt kristendommen. Jeg var kommet til at hade noget, jeg troede, jeg havde et stort kendskab til, men jeg vidste intet om kristendommen, og mit korstog imod kristendommen var det, der skulle bane vejen for min omvendelse, og at jeg konverterede.

Hvordan blev en ateist til en trofast katolik?

Mit formål med at undersøge Den katolske Kirkes historie var at finde ”skyts” til at angribe kristendommen og specielt katolicismen. Men jo mere intensiv min ”efterforskning” blev, jo flere mure stødte jeg hovedet imod. Til sidst måtte jeg stille mig selv følgende spørgsmål: Er jeg blevet opdraget til at tro på åbenbare usande ting om Den katolske Kirke og den kristne tros oprindelse? En stor del af de ting, jeg igen og igen var blevet fortalt, viste sig ikke kun at være usande, men decideret løgn, især når det handlede om korstogene samt den formodede undertrykkelse af videnskaben foretaget af Den katolske Kirke. Jeg kunne ”sluge” den ene historiebog efter den anden i min søgen efter sandheden, og jeg indså, at Den katolske Kirke var noget helt enestående i menneskets historie, ikke kun fordi Den har eksisteret i to årtusinder, men også fordi Den er Den samme i dag, som dengang Vor Herre Jesus Kristus som 33-årig indstiftede Den.

Efter at jeg havde gjort alt dette arbejde, blev en gnist tændt i min sjæl, en længsel efter at finde mit hjem og mit folk. Håbet havde igen fået nyt liv i mig i forhold til at finde troen, men samtidig skræmte det mig også. Rent faktisk havde jeg i første omgang ikke noget ønske om at svare på dette kald, for jeg tænkte tilbage på den dårlige erfaring, jeg tidligere havde gjort mig, og derfor tog jeg først det endelige skridt, da jeg var sikker på, at den katolske tro er sandheden. For at jeg kunne tage dette skridt, måtte jeg forstå Hvem, der er det Allerhelligste sakramente, og Gud vidste alt dette.

Jeg kom til en søndagsmesse fyldt med tvivl om realpræsens i Eukaristien, og jeg forlod Messen med vished om Hvem, der er i Hostien. Gud benyttede denne mulighed til at lade denne viden finde plads i mig og omforme mig.

Til trods for, at disse tanker præget af tvivl fyldte mit sind, blev det givet mig glimtvis at se skønheden og mærke glæden ved Guds kærlighed. Dette glimt af noget gjorde, at jeg ville have mere, at jeg ville vide mere om teologi og filosofi på samme måde, som da jeg ”slugte” den ene historiebog efter den anden. Jeg indhentede tilstrækkelig viden til, at jeg den 31. marts 2018 blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, hvor jeg modtog følgende sakramenter: dåben, firmelsen og min første Kommunion. Jeg vil for altid mindes denne dag.

Selvom jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, føler jeg mig på ingen måde alene, som det var tilfældet i årene op til min optagelse i Kirken. Jeg har legioner af brødre i ånden, som er i denne verden, og i den verden, hvor Kristus regerer, som jeg beder for og med. De vil altid være der for mig, uanset hvad der sker. Jeg har fået meget viden om Kirken og mit trosgrundlag, så jeg har svar på de spørgsmål, som måtte dukke op, uanset om det drejer sig om historie eller teologi, og det kunne ikke falde mig ind at vende ryggen til Den Kirke, der er blevet indstiftet af Det sande Logos (Ord): Jesus Kristus.

Jeg skylder min varmeste tak til de mennesker, som i sandhed er hellige, og som er i mit liv. Selvom de forbliver anonyme, har de spillet en stor rolle i forhold til at hjælpe mig til en forståelse af, hvad det vil sige at leve et liv, som katolik. En stor tak til jer alle. Jeg ved nu, hvad det vil sige at leve den katolske tro og ikke blot at tro på den. De har altid været der for mig til at give mig åndelig vejledning med deres bøn og mest af alt deres venskaber. De er levende eksempler på, hvordan Kristus handler gennem det enkelte menneske, og hvordan vi alle er kaldet til at liv i Kristus.

Kæmp indtil døden for sandheden, så vil Gud Herren stride for dig” (Sir 4: 28).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Luken Stilzel og publiceret på OnePeterFive d. 13. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/faith-compromise-atheist

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus = Kirken

Udenfor Kirken er frelsen ikke mulig

Når man hører klerikale, det være sig biskopper eller præster, der kommer med hæretiske eller tilnærmelsesvis hæretiske udsagn om Jesus Kristus, såsom: ”Han (Jesus) havde ingen anelse om, hvem Han egentlig var” eller ”Han fik kendskab til Sin guddommelige mission fra en simpel skabning” etc, så må dette betragtes som værende ude på et overdrev, et åndeligt overdrev og videre tegner det et billede af, at den person, der fremsætter sådanne udtalelser, ikke besidder nogen forståelse af det, Kirken egentlig er og står for. Det samme gør sig gældende, når en præst eller biskop lægger op til, at man bør ændre på Kirkens sprog, og at man må fortolke Kirkens lære, så den er i overensstemmelse med den tid, vi lever i, så den ganske enkelt passer til tidsånden, dette må ligeledes betegnes som et overdrev, man ikke bør bevæge sig ud på, og som også viser, at man ingen forståelse har for, hvem Jesus Kristus er.

Kristus og Kirken er så tæt forbundet, at de set udefra fremstår som EN. Det er det, Paulus taler om, når han gør rede for, at det ægteskabelige bånd mellem en mand og dennes hustru, meget svagt, afspejler det bånd, der er mellem Kristus og Kirken. Ved at tage udgangspunkt i denne analogi, som omhandler et sakramente, henviste Vor Herre med så stor klarhed til sig selv, at ingen kan være i tvivl om, at det er det, det handler om. Ægteskabet vil for altid forene mand og hustru, indtil en af de to falder bort.

Han, der er Det evige Ord, og som var til fra begyndelsen, talte således: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1 Mos 2: 24). Dette udsagn blev en rammesætning for den kærlighed og relation, der er mellem Kristus og Kirken, mellem Frelseren og Bruden. Og da Jesus Kristus er evig, har Han overført den herlighed til Sin Brud, som Han holder fast ved, og de bliver ét kød, som er Hans Kød i det Allerhelligste sakramente. Det er derfor, vi benytter betegnelsen Den hellige Kommunion – at være sammen og i enhed. Kristus har forenet Sig med Sin Brud i et helligt bryllup, der i menneskelig forstand langt overstiger vores virkelighed. Det er netop på baggrund af denne forening mellem Kristus og Kirken, at ægteskabet, som et sakramente, er blevet defineret. Og det er netop, som det skal være.

Derfor er en skilsmisse ikke mulig, når det handler om et ægteskab indgået i Kirken, fordi det derved er et sakramente. Vor Herre kan ganske enkelt ikke skille Sig fra Sin Brud, som er Kirken. Han kan ikke forlade eller svigte Hende, for gør Han det, svigter Han Sig selv, og det kan ikke lade sig gøre. I denne sammenhæng er det også vigtigt at huske på de ord, Vor Herre sagde om Sin Kirke til Saulus, da Saulus var på vej mod Damaskus: ”… Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? … Jeg er Jesus, som du forfølger” (ApG 9: 4-5).

Det, at Vor Herre på den måde identificerede Sig med Sin Kirke, gjorde markant indtryk på Paulus, idet det satte sig så dybe spor i hans sjæl og sind, at han senere i sit brevkorpus mere indgående belyste den dybe sammenhæng, der er mellem Kristus og Kirken. Disse to er for os katolikker så tæt forbundet, at de ganske enkelt ikke kan adskilles. Hvem der end lytter til dig, lytter til Mig. Denne virkelighed, denne guddommelig virkelighed skaber rammen for, hvordan vi betragter og opfatter de vildfarelser, der italesættes i Kirken og om Kirken, og det gælder også de fornægtelser og fejlagtige forestillinger om Vor Herre, der fremsættes af dem, der er ordineret til at tjene Ham. Taler man imod Kirkens sandhed, taler man imod Kristus. Og foreslår man noget vedrørende Kristus, som fremstår absurd, er det fordi, man ikke forstår, hvem og hvad Kirken er. Hun er Hans repræsentant på jorden.

Fremsætter man en grov fornærmelse mod en vens hustru, bør man vide, at man også har fornærmet ham, der tidligere kunne betragtes som ven. Så tæt er Jesus og Kirken forbundet gennem det sakramentale ægteskab, at de er ét kød. Der er derfor, at klerikale, det være sig præster, biskopper og kardinaler, der advokerer for ægteskaber mellem to af samme køn, ægteskaber indgået civilt eller partnerskaber, ikke længere er katolske i deres måde at tænke på, og derfor må stilles til regnskab for det, de udtaler. De spreder deres farlige tanker på en sådan måde, at det fremstår, som om

Kirken enten kan eller bør foretage ændringer. Om de gør dette med ”hovedet under armen” eller ubevidst skal være usagt, men deres tanker rettes mod selve Jesus Kristus. Det er netop derfor, at når en præst siger noget, der går imod Kirken, er det et bevis på, at han ikke tror på Kristi guddommelighed, i alt fald ikke på den måde, som Kirken, Kristi Brud, fremlægger den.

Kirken kan ikke forandre Sin lære, fordi den (læren) ikke egenhændig hører til Kirken, på samme måde kan bruden heller forandre sin mands kærlige blik, som er til hende og ikke er noget, som hun skal have kontrol over eller kunne manipulere med. Brudgommens blikke til bruden er udtryk for hans kærlighed til hende. Hun (Kirken) kan ikke ændre på Hans (Kristus) kærlighed til Hende, på samme måde kan den jordiske brud heller ikke ændre på sin mands kærlighed til hende. Og i tilfældet med Kristus og Kirken, bliver læren fremsat på den helt rigtige måde, modtaget på den helt rigtige måde og bliver delt mellem dem på fuldendt måde, og læren er blot hen ad vejen vokset sig til igennem århundreder og årtusinder og kan ikke ændres eller fortolkes på en sådan måde, at den ikke længere fremstår som det, den var, og hvor den gav frugt.

Ligesom et par der er tæt knyttet til hinanden i ægteskabet, og som er kommet til at kende hinanden så godt, at de er i stand til at færdiggøre hinandens sætninger, sætte ord på hinandens tanker eller ikke behøver at bruge ord til at sige det, der skal siges, blot et enkelt blik, således er det også med Kirken og Vor Herre, blot på et niveau, der rækker ud over vores fatteevne, her ”sætter Kirken ord på” Vor Herres tanker, for sådan er kærligheden.

Jesus Kristus er Kirken her på jorden, og Kirken er Jesus Kristus. Det er derfor, Hun højtideligt kan sige, at udenfor Hende er der ingen frelse, for når Hun taler sådan, viser Hun hen til Sin elskede og forkynder, at ”… der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG 4: 12), og der er ingen anden Kirke, hvor mennesker kan komme til Ham.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 6. oktober 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-jesus-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Undere i Jesu hellige Navn

Vor Herres og Frelsers mageløse og enestående navn udvirker utallige undere, hver gang det anråbes med en levende tro, i dyb hengivenhed, med en ægte ærbødighed og fremfor alt med dyb kærlighed. Det storslåede Navn på Vor Herre, Jesus Kristus betyder ”Gud vor Frelser”.

Første punkt: Jesu hellige Navn rummer et ”skatkammer” af nådegaver for os.

Den hellige Paulus tilskynder os til at opfylde en daglig pligt, nemlig at opofre alt det, vi gør i Vor Herres Jesu Kristi Navn: ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud fader tak ved ham!” (Kol 3: 17).

Der findes ikke noget lettere og slet ikke noget bedre end kærligt og hengivent at gentage Jesu Kristi hellige Navn, mange gange hver dag. Jesus Kristus, Gud som blev vor Frelser.

Fr. Paul O’ Sullivan skriver meget smukt, at:

Dette guddommelige navn er i sandhed som en mine, der er fyldt med ædle metaller, det er en kilde af stor hellighed og hemmeligheden bag den største lykke, som et menneske kan håbe på her på jorden. Læs og forstå. Det er virkelig kraftfuldt og funderet, så det aldrig undlader at udvirke de mest vidunderlige resultater i vore sjæle. Det bringer trøst til dem, der er sørgmodige af hjerte og giver styrke til selv den svageste synder. Det opnår for os alle slags fordele og nådegaver dels i åndelig henseende og dels i det nuværende liv.

Der er to ting, vi bør gøre. Først og fremmest må vi gøre os fuldstændig klart, hvilken betydning og værdi Jesu Navn har.

For det andet bør vi oparbejde en vane med at sige dette navn ofte og hengivent, det vil sige over hundrede gange dagligt. Fra at dette kan betragtes som en byrde, vil det blive til stor glæde og trøst.

Det andet punkt: Jesu Navn er lifligt, blidt og uimodståeligt: Hengivenhed til Det er et tegn på prædestination.

Guds store helgener lærer os, at Jesu Navn i sig selv rummer én af de korteste og bedste måder at opnå og bevare en sikker og grundfæstet hellighed.

Skt. Montfort skriver følgende:

Men hvad betyder Jesu Navn, det behørige navn på Det inkarnerede Ord, for os, hvis det ikke henleder opmærksomheden på: et brændende ønske om at hjælpe næsten, en uendelig kærlighed og et mildt væsen? Det karakteristiske ved Jesus, som er verdens Frelser, er at elske og frelse mennesker. Der findes intet musikstykke, der er mere vidunderligt, ingen stemme, der er mere tiltalende, ingen mere indbydende tanke, end Jesus Guds Søn. Lifligt er lyden af Jesu Navn i øret på en sjæl, der er blevet udvalgt! Det er som sød honning for ganen, og som en underfuld hymne for øret og en sitrende glæde i hjertet.

Tredje punkt: Jesu hellige Navn giver adgang til aflad og ved dette navn kan hellige sjæle opnå et utal af nådegaver.

Fr. Paul skriver:

Den hellige Paulus fortæller os, at Jesus modtog Sit navn som fortjeneste for Sin lidelse og død. Hver gang vi siger ”Jesus”, lad os da med en ægte intention frembære for Gud alle De hellige Messer, der bliver fejret rundt om i verden samt alle vores bønsintentioner. Vi tager dermed del i tusindvis af hellige Messer.

Hver gang vi siger ”Jesus”, opnår vi 300 dages aflad, hvilket vi kan anvende i forhold til de hellige sjæle i purgatoriet, hvorved vi bringer dem lindring og bidrager til, at de løses fra den enorme smerte, de oplever i purgatoriet. På den måde bliver de vores ”bedste venner”, og de beder for os med stor iver.

Og:

En anden let og god praksis er, at man kontinuerligt repeterer små afladsbønner (aflad rettet til de hellige sjæle i purgatoriet). Mange mennesker har gjort det til en vane på daglig basis at sige 500 eller 1000 gange følgende lille bøn: Jesu hellige Hjerte til Dig sætter jeg min lid”, eller blot det ene ord: ”Jesus”. Disse er de mest trøstende hengivenhedsakter, man kan benytte, fordi de bringer store mængder af nåde til dem, der benytter sig af dem, og samtidig bringer de umådelig stor lettelse til de hellige sjæle.

De, der siger disse små bønner 1000 gange om dagen opnår 300.000 dages aflad! En ganske stor andel af de hellige sjæle kan opnå lindring herved. På månedsbasis, årsbasis eller ved 50 år kan mange sjæle hjælpes ved denne bønspraksis. Hvis man derimod ikke siger disse små bønner, prøv da at tænke på, hvor stort et antal nådegaver og fordele de hellige sjæle i purgatoriet går glip af. Det er muligt og endda let at sige disse små bønner 1000 gange i løbet af en dag. Men hvis man ikke siger dem 1000 gange, så blot 500 eller 200 gange.

Når vi bøjer vore hoveder for Det hellige Navn, hvilket glæder Himlen og får helvede til at bæve, bør vi ikke glemme at opofre i løbet dagen, til Gud alle de fordele, som Vor Herre Jesus opnåede for os ved Sin inkarnation, fødsel, liv, død og opstandelse, som frembæres for os til alle tider i De hellige Messer, der fejres i hele verden. Jeg vil afslutte med nogle linjer fra det enestående arbejde, som Fr. Paul Sullivan (Der burde være helgen) har lavet: ”Hvordan man tager del i 500.000 Messer” (i dag fejres der sørgeligt nok langt færre Messer end på Fr. Pauls tid):

Den tredje intention, vi burde have, når vi siger navnet ”Jesus”, er at opofre alle de hellige Messer, der bliver fejret i hele verden til Guds ære og for vores egne og verdens intentioner. Der fejres omkring 500.00 Messer på daglig basis. Vi kan og bør tage del i alle disse Messer.

Den hellige Messe bringer Jesus til vore altre. Ved hver eneste Messe er Han til stede i verden, som da Han blev skabt i Sin moders skød. Han frembærer også Sig selv, som offer, på alteret, ligesom Han gjorde på Golgata, denne gang dog på en mystisk og ublodig måde. Den hellige Messe fejres ikke kun for dem, der fungerer som messetjenere for præsten, men for alle dem, der ønsker at lytte til og se på det (der sker under Messeofferet), og opofrer Messens offer sammen med præsten.

Det, vi blot skal gøre, er, at sige på ærbødig vis: ”Jesus, Jesus” med intentioner om at opofre disse Messer og tage del i Dem. Ved at gøre dette, har vi deltaget i dem alle.

Det er en vidunderlige nådegave at tage del i – og opofre en Messe, hvordan vil det så ikke være at deltage i 500.000 hellige Messer på daglig basis! Derfor, hver eneste gang vi siger ”Jesus”, lad det da være med følgende intentioner:

  1. at opofre til Gud, den uendelige kærlighed og alle de fordele, der er knyttet til inkarnationen.
  2. at frembære for Gud, Jesu Kristi lidelse og død.
  3. at opofre til Gud samtlige 500.000 hellige Messer, der fejres i hele verden, netop til Hans ære og for vore egne intentioner.

Alt det, vi skal gøre, er at sige dette ene ord, ”Jesus”, men vi skal i sagens natur være os bevidste om det, vi siger, og hvorfor vi siger det.

Skt. Mectilde havde gjort det til en vane at opofre Jesu lidelse sammen med alle de Messer, der blev fejret i verden for sjælene i purgatoriet.

Vor Herre viste hende engang purgatoriet, og der kunne hun se tusindvis af sjæle forlade dette sted til fordel for Himlen, og alt dette skete som et resultat af, at hun sagde denne lille bøn.

Når vi siger ”Jesus” kan vi opofre Jesu lidelse og Messer i verden enten til fordel for os selv eller sjælene i purgatoriet eller for enhver anden intention, vi måtte have.

Vi bør også altid frembære bønnen for hele verden og specielt for vores eget land.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 25. september 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/wonders-name-jesus

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)