Category: Articles

Quaerite faciem eius semper

I Dit Ansigts hemmelighed

Når verden og Kirken bliver overrasket eller rystet, og Den svarer med højlydt diskussion, er det munkens opgave at forsvinde på en radikal måde ind i stilhed og tilbedelse, og der søge det eneste nødvendige, nemlig Herrens Ansigt. Quaerite faciem eius semper. Munken lever skjult i Kirkens hjerte, bag ved sløret, i det Allerhelligste i Kirken, hvor ingen lyd høres udover kærlighedens vedvarende hjerteslag. Munken foretrækker den ukrænkelige stilhed i den mystiske og hellige del af Kirken, som er Kristi Hjerte, fremfor offentlige skænderier og udveksling af meninger.

Hvor stor er dog din godhed, som du har gemt til dem, der frygter dig! Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig, for alle menneskers øjne. Du skjuler dem hos dig, fjernt fra menneskers overgreb; du gemmer dem i din hytte, fjernt fra anklagende tunger” (Sl 31:20-21).

Djævelen søger hele tiden at vække uro hos munken og lokke ham ud fra stilheden og hans adskillelse fra verden, som er hans naturlige væren. I de øjeblikke, hvor der optræder frygt, almen og åndelig forvirring og tvivl, er det klogeste og bedste svar, at man søger dybere ind i Kirkens hjerte, og dermed følger det eksempel, som Johannes Døberen, Skt. Antonius fra Egypten og Skt. Benedikt gav. Det er at følge Den hellige Jomfru Marias eksempel, for hun ”gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2:19).

Den urokkelige kærlighed

Kirkens mystiske hjerte er at finde i stilheden og Den skjulte hellige Hostie og i stilheden og ørkenens dække helliggjort ved Kristi og englenes tilstedeværelse. Der, i Kirkens hjerte, er en urokkelig kærlighed, en konstant ufejlbarlig kærlighed, en kærlighed, der åbenbarer sig som barmhjertighed overfor enhver form for sorg.

Vi, der på mystisk vis repræsenterer keruberne og synger den trefoldige hymne til Den livgivende Treenighed, lad os tilsidesætte livets bekymringer, så vi kan tage imod Ham, der er Konge over alt og alle, der kommer på usynlig vis ved Den guddommelige Hostie. (Cherubikon, Byzatine Divine Liturgy)

Indtil dagen bryder frem

Hvad skal vi da gøre med vores spørgsmål og frygt? Vi skal give slip på dem. De vil blive besvaret og fordrevet på det tidspunkt og på den måde, som Gud finder bedst. Og hvis vores spørgsmål bliver besvaret, er det, for at vi kan vokse i tro og håb, mens vi våger ”indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter” (2 Pet 1:19). Hvad skal vi gøre med vores frygt og ængstelse? Vi skal overdrage dem til Marias moderlige hjerte og stole på, at hun vil tage hånd om dem, når hun finder, at tiden er den rette. Vi er trods alt (kun) børn, som er for små til at tage favntag med det, der skræmmer os og med frygten for det ukendte, men vi har en moder, der er havets stjerne, som roligt skinner og kaster lys over de stormombruste bølger selv i den mørkeste nat.

At bede meget

For en munk ligger svarerne ikke i megen tale, men i at bede meget, ligesom når et barn ligger trygt i sin moders favn og ved hendes bryst, ligesom Johannes, den discipel Jesus elskede, der lagde sit hoved til Jesu Hjerte. Forandringerne og usikkerheden i dette liv er faretruende og urovækkende, men ovenover al denne forandring og upåvirket af den, er Gud, som vi hver dag kalder på i den niende time (None): immotus in te permanens, ”i Dig selv uberørt og uforanderlig”. Essensen af den guddommelige uforanderlighed er, at ”vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os” (1 Joh 4: 16). Lad os derfor skjule os og være tavse ved at dvæle i den kærlighed, der ligger i Kirkens hjerte.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 18. maj 2017. Den kan læses på: Quærite faciem eius semper – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Ildefonso fra Toledo

Kirkelærer med særlig viden om Jomfru Maria, og det at hun var jomfru

I dag fejrer vi festen for Skt. Ildefonso (607 – 667), der var ærkebiskop i Toledo. Don Guéranger karakteriserer ham som dén kirkelærer med særlig indsigt i Jomfru Maria, og den kendsgening, at hun var jomfru. Skt. Ildefonso indstiftede festen for ”the Expection of the Blessed Virgin Mary” (1), som man nogle steder stadig fejrer den 18. december.

Ved alteret

Det fortælles, at på denne festdag (den 18. december) for Guds Moder, at Skt. Ildefonso sammen med nogle af sine præster skyndte sig til kirken for at være der en time før matutin, fordi de ønskede at ære Vor Frue med deres sang. Da de kommer tættere på kirken, finder de den oplyst af stråler, der kommer fra himlen. Dette syn skræmte den lille flok, og alle flygtede med undtagelse af ærkebiskop Ildefonso og to af hans trofaste diakoner. Det er her, at de, der er diakoner, skal være ekstra opmærksomme! Med hamrende hjerter gjorde de deres entré i kirken og styrede mod alteret. Et mysterium var ved at blive åbenbaret for dem.

En messehagel fra Himlens skatkammer

Det syn, der mødte dem, var, at Himlens Dronning omgivet af englekor og hellige jomfruer sad på ærkebiskoppens tronstol. Luften var fyldt med paradisisk sang. Vor Frue gjorde tegn til, at Ildefonso skulle komme nærmere. Som en majestæt, så hun med ømhed på ham og sagde: Du er min præst og trofaste notar modtag denne messehagel (fra mig), som min Søn overdrager dig fra Sit skatkammer. Efter at hun havde sagt dette, iklædte Den Ubesmittede Jomfru Ildefonso messehagelen og gav ham anvisning om at bære denne messehagel, når han skulle frembære Det hellige Messeoffer på de liturgiske fester, der fejres for Vor Frue.

Hele denne åbenbaring samt den mirakuløse messehagel blev anset for at være helt igennem troværdig, så nyheden om dette spredtes i hele Kirken og nåede så langt som til Etiopien. Kirken i Toledo fejrede denne begivenhed med en helt særlig Messe. Hvordan så den Himmelske messehagel ud? Kunstnere har igennem tiden forsøgt at give deres bud, ofte med guldbroderinger og farven blå.

Gaver fra Himlen

Skeptikere vil givet trække nedladende på smilebåndet og afvise denne fortælling som fromt sværmeri. Mere seriøse undersøgelser af de forskellige gratiae gratis datae – nåde der gives frit – rummer beviser for at gaver af materiel art er blevet overbragt os fra Himlen. Det seneste eksempel, man har på dette, optræder i det liv, Moder Yvonne-Aimée fra Malestroit (1901-51) levede. Et klassisk eksempel på dette fænomen er det bælte, der forestillede stridsengle, som Skt. Thomas Aquinas bar om sit liv, da han havde overvundet kødets fristelser.

Skt. Ildefonsos bøn

Jeg har gjort brug af den bøn, som Skt. Ildefonso benyttede i sin Messefejring, til at forny min fuldstændige konsekration til Jomfru Maria:

Jeg er din slave, fordi din Søn er min Herre, min Herres tjenerinde. Derfor er jeg slave af min Herres tjenerinde, fordi du, min Frue, blev moder til min Herre. Derfor er jeg blevet din slave, fordi du blev moder til min Skaber.

Man kan her (2) finde bønnen i dens fulde længde sammen med Murillos skildring af, hvordan Vor Frue overdrager Skt. Ildefonso messehagelen, der stammer fra Himlens skatkammer. 

Henvisninger

1.      Oversætterne har her valgt at anføre den engelske titel på festen, da det ikke har været muligt at finde en tilsvarende dansk titel.

2.      Link til bøn og uddybende artikel: 2009 Belongs to Our Lady – Vultus Christi

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 23. januar 2018. Den kan læses på: Saint Ildephonsus of Toledo – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Brev til en skrupuløs sjæl

For et par år siden modtog jeg et brev fra en sjæl, der har problemer med det at være skrupuløs, hvor den pågældende bad om råd. Da jeg læste de breve igennem, der er blevet forfattet af Skt. Johannes af Avila, og som er vores nye kirkelære, blev jeg opmærksom på følgende tekst, der bringer trøst. Det er mit ønske at dele denne tekst med dem, der følger bloggen Vultus Christi. Overskrifterne har jeg selv udarbejdet.

Hav tillid til Guds kærlighed

Min kære, det står tydeligt, at du ikke kan bære at blive sat på prøve, og at du endnu ikke i åndelig forstand er kommet ud af din barndom, for når din himmelske Brudgom holder op med at smile til dig, tror du straks, at Han er utilfreds med dig. Hvor er de særlige tegn på gestus, du tog imod fra Hans velsignede hånd som et løfte om Hans (helt) særlige kærlighed til dig? Glemmer du virkelig så hurtigt, hvor meget Han sætter pris på dig? Eller tror du, at Gud uden videre vil fjerne den kærlighed, altså tage den tilbage, som Han fuldt og helt har skænket dig? Hvorfor gav Han dig mon så mange beviser på Sin kærlighed, hvis det ikke var meningen, at du skulle have tillid til Ham?

Overdreven sorg er ikke den rette vej at gå

Vær forvisset om, at Han elsker dig, også selvom Han ikke lige viser dig det. Du behøver ikke at nære frygt for, at Han ”bedrager” dig, for som jeg så ofte har fortalt dig, bør vores kærlighed til Gud ikke give anledning til en overdreven sorg, når vi begår en svaghedssynd / tilgivelig synd. Hvis dette var nødvendigt, hvem ville da nogensinde være i ro eller have fred, for vi er alle syndere? Må Vor Herre give dig Sin nåde til at du holder dig tæt til Ham og glædes i Ham. Tag dine sår og placer dem i Hans sår, så du må opnå helbredelse og trøst, uanset hvor stærk en smerte, der udgår fra dine sår.

Som at undersøge en bunke affald

Hvor længe vil du fortsætte din evindelige selvransagning? Det, du gør, svarer til, at du undersøger en bunke affald, hvor der ikke er andet at finde end virkelig gammelt affald og mange andre ubehagelige ting. Gør dig fuldstændig klart, at det ikke er ved din egen fortjeneste, men ved Jesus Kristus, Den Korsfæstedes, at du er elsket og bliver helbredt. Giv ikke plads til en sådan modløshed over dine fejl, resultatet heraf vil gøre det klart, hvor lidt dette vækker Guds behag. Det ville være langt bedre, hvis du viste mod og et styrket hjerte. Overvej de fordele, du tidligere er blevet givet ved Jesus Kristus, og som du nu besidder. Tænk nøje over dem på en sådan måde, at det leder dig til sorg over, at du har syndet mod Ham, og at du (i fremtiden) vil undgå at fornærme Ham, også selvom du mister din fred og tålmodighed, hvis det skulle ske, at du falder for fristelsen til at synde.

Gud elsker dig, fordi Han er god, og ikke fordi du er det

Som jeg gentagne gange har sagt, Gud elsker dig, som du er. Vær tryg ved, at Hans kærlighed udgår fra Hans godhed og ikke fra din fortjeneste. Hvad betyder det for en brud, hvis hun ikke er køn, men at hun i brudgommens øjne fremstår som verdens smukkeste kvinde? Hvis du blot ser på dig selv, vil du finde dig selv afskyelig, og dine (alt for) mange mangler vil gøre dig modløs

Gennem Sine åbne sår ser Han på dig

Hvad mere kan du ønske dig? I Himlen er der En for Hvem, du fremstår som retfærdig, og det er, fordi Han ser på dig gennem Sine åbne sår, som Han blev pådraget for dig, og det er ved disse sår, Han giver dig nåde og fylder det ud i dig, som mangler og bringer dig lægedom og gør dig elskelig. Bevar din fred, du er i sandhed Den Korsfæstede Kristi tjenerinde. Glem dine tidligere misgerninger, som om de aldrig var hændt. Jeg siger dig i Guds navn, som jeg har gjort det før, at sådan er Hans hellige vilje.

Gør dig ikke unødige bekymringer

Lad din gang være let, som om nogen havde fjernet en byrde fra dine skuldre. Hvis den stilhed, du har stræbt efter, ikke viser sig med det samme, undgå da at gøre dig unødige bekymringer. Nogle gange viser det sig, at man kommer længere under en storm, end når man er i ro, og man vinder mere i krig end i fred. Han, som er din Frelser vil føre dig sikkert ad den lige og rette vej. Sæt din lid til Ham, Han har givet dig mange grunde til at gøre det, og når du betragter dine egne mangler, bør du samtidig (virkelig) overveje, hvor stor Hans nåde er, den nåde, som vil hjælpe dig langt mere, end når du tænker på dine mangler.

Under beskyttelse af Guds evige kærlighed

Må Guds nåde være din beskyttelse ved Hans evige kærlighed, hvilket er mit ønske (for dig), og bed for- og hav tillid til, at dette er muligt, og det er det, jeg byder dig. Anbefal også mig (i din bøn) til Den samme Herre for Hans kærligheds skyld.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. oktober 2012. Den kan læses på: Letter to a Soul Suffering from Scrupulosity – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Thomas Aquinas

Var glad for at stille spørgsmål

Skt. Thomas Aquinas var glad for at stille spørgsmål, og han arbejdede hårdt på at finde svar. De spørgsmål, Skt. Thomas stillede, opstod ikke af ren nysgerrighed, men fordi han higede efter sandheden. Thomas stillede alle de store spørgsmål om meningen med livet og døden, synd og nåde, tid og evighed.

Skt. Thomas er en god ven af alle dem, der stiller spørgsmål. Han er er også en god ven af dem, der higer efter den viden, der leder til livet. Den indledende antifon (i tidebønnen), man benytter i forhold til kirkefædrene, er: ”Visdommmens kilde er Guds Ord i det Høje, kom lad os tilbede”. Grundlaget for denne indledende antifon er følgende ord fra profeten Esajas, som man så at sige har lagt i Vor Herres mund: ”Kom alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I der ingen penge har” (Es 55:1). Skal visse betingelser være opfyldt for at kunne drikke af vandet fra visdommens kilde? Skal man være ”udstyret” med et selekterende og skarpt intellekt? Skal man være kommet langt i moralsk forstand, opnået (mange) dyder og fået udryddet mange laster?

At bede sammen med Skt. Thomas

Når Herren foretager Sin indbydelse, er den rettet til dem, der tørster og har tomme hænder. Det store ved Thomas Aquinas var, at han anså sig selv for at være én af dem, der tørstede og ingenting ejede. ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres … Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed for de skal mættes” (Matt 5:3 og 6). Enhver officiel udgave af det romerske missale indeholder den hellige Thomas Aquinas bønner, som kan reciteres af præsten før og efter Den hellige Messe. Disse bønner er efter min mening et uddrag af alt det, denne kirkelærer levede efter og lærte. Man behøver praktisk talt kun at bede Skt. Thomas’ bøn før Den hellige Messe for at forstå, hvordan han betragtede sig selv.

”Jeg kommer som en syg til Livets Læge, som en uren til barmhjertighedens kilde, som en blind til skæret fra det evige lys, som en fattig og trængende til himlens og jordens Herre. Derfor beder jeg om Din uendelige skønheds fylde, at Du nådigt vil bringe lægedom til min sygdom, bortvaske min urenhed, bringe lys til mine blinde øjne, imødekomme min fattigdom og bringe mig klæder til min nøgenhed, så jeg kan modtage englenes Brød, kongernes Konge og herrernes Herre med en sådan ærbødighed og ydmyghed, sorg og kærlighed, renhed og tro, et sådant formål og hensigt, som skal fremme min sjæls frelse”.

Jeg ønsker ikke at gå videre

Vi er måske blevet så vant til at høre om den klarhed, der er et varemærke for Thomismen, at vi har glemt, hvordan Thomas’ liv blev afsluttet, nemlig afsondret, i stilhed og med et barns fromhed. Dette er ret beset nøglen til alt det andet i denne helgens og kirkefaders liv. Efter at have undersøgt og begrundet, argumenteret og formuleret befandt Thomas sig i en apofatisk tilstand af ydmyghed og uvidenhed og i selskab med de fattige i ånden, der ligesom Job, der ikke kan sige andet end: ”Nej, jeg er for ringe, hvad skal jeg svare dig? Jeg lægger hånden på munden. Én gang har jeg talt, jeg tager ikke til orde igen, to gange, jeg fortsætter ikke” (Job 40:4-5). Den ordenspræst, der lyttede til Skt. Thomas’ sidste skriftemål, sagde efterfølgende, at det var et skriftemål givet af en femårig.

At tilbede Den skjulte Gud

Vi går til tider rundt med fejlagtige betragtninger vedrørende de store helgener, fordi vi ikke gør os det klart, at også de måtte blive som små børn, der levede i troen på – og ydmygt tilbad en skjult Gud og ventede i mørket på åbenbaringen af Hans Ansigt. Dette gjaldt også for Skt. Thomas Aquinas, og han skriver følgende:

”Guddommen, som her er i skjul, Du er Den jeg tilbeder, Du er gemt bag skygger, form og intet andet, Se Herre ved Din Fod ligger et hjerte, som har ladet sig fortabe i forundring over Den Gud, Du er”.

Tilbedelse og higen

Skt. Thomas’ teologi er ikke lukket, systematiseret med veldefinerede kategorier, som nogen ønsker at gøre den til. Hans metode har ikke til hensigt at omslutte den menneskelige tænkning i et system bestående af logiske slutninger, men langt hellere at åbne det for det mysterium, vi allerede har modtaget, men som blot endnu ”ses i et spejl, i en gåde” (1 Kor 13:12) af det troende, håbende og elskende hjerte. Den menneskelige fornuft får ikke det sidste ord i Skt. Thomas’ liv og lære, men det gør den stille tilbedelse og higen.

”Jesus, jeg skuer Dig tilhyllet hernede fra, jeg beder dig sende mig det, jeg higer efter, nemlig at se Dig ansigt til ansigt i lyset og blive velsignet for evigt med Dit herlighedssyn”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. marts 2015. Den kan læses på: Saint Thomas Aquinas – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Et katolsk kodeks for kærlig kommunikation

Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. For hele loven er opfyldt i det ene ord: Du skal elske din næste som dig selv. Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt!” (Gal 5: 13-15).

Et katolsk kodeks for kærlig kommunikation

Ingen kan benægte, at blogs og forskellige andre internetfora på mange måder har et stort potentiale for udviklingen af gode ting, men de kan også (let) blive arnestedet for forskellige varianter af synd som for eksempel sladder, bagtalelse, forhastede bedømmelser eller skabe skandale og uenighed. Er det ikke på tide at få formuleret et katolsk kodeks for kærlig kommunikation (KKKK)? Måske kunne en person med autoritet som Father Z og med en begavelse, som vores venner på OnePeterFive udarbejde et udkast og få det udbredt.

Såkaldte katolske internetfora kan være løftestangen til at begå synd, fordi de, der benytter disse platforme, tager del i diskussioner, analyser og perspektivering af andres fejl, svagheder og synder. Når man fra tid til anden ser disse katolske blogs og websites igennem, står det klart i alt fald i kommentarfelterne, at kærlig kommunikation er en mangelvare, og at sarkasme og hentydninger så at sige forekommer i enhver debat. Det er ikke sådanne ting, der virker opbyggende på Kristi Legeme. Er den hellige Paulus ikke den, der kan give os en skabelon for, hvordan man opfører sig som katolsk blogger?

I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde” (Fil 4: 8).

Når det katolske kodeks for kærlig kommunikation på et tidspunkt er blevet udarbejdet, bør det præsenteres på ethvert katolsk orienteret internetforum, det være sig blogs, diskussionsgrupper og andre internetbaserede sociale netværk. De, som står som administratorer og moderatorer for disse platforme, skulle opfordres til offentligt at forpligte sig til at støtte og opretholde dette katolske kodeks. Forpligtelsen vil i sagens natur omfatte al aktivitet på disse platforme, især når det handler om at give sin mening til kende.

Hvad er det så for synder, der oftest bliver begået på blogs og i forskellige diskussionsgrupper? Den katolske Kirkes Katekismus giver en udførlig forklaring på de synder, der er mest udbredt i netop denne sammenhæng, og de findes i paragrafferne 2475-2487:

III. Krænkelser af sandheden

2475: Kristi disciple har iført sig det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. Læg derfor løgnen bort, aflæg al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og enhver bagtalelse.

2476: Falsk vidnesbyrd og mened. Når et udsagn, som er i modsætning i sandheden, fremsættes offentligt, bliver det særlig alvorligt. For en domstol bliver det et falsk vidnesbyrd. Er det afgivet under edsaflæggelse, er der tale om mened. Disse handlemåder bidrager enten til at dømme en uskyldig, eller til at frifinde en skyldig eller til at øge straffen for den anklagede. De kompromitterer alvorligt retsvæsnet og den af dommerne bekendtgjorte doms retfærdighed.

2477: Respekten for andre personers gode navn og rygte forbyder enhver holdning og ethvert ord, som uretfærdigt kunne tilføje dem skade. Den gør sig skyldig:

·         i en vilkårlig dom, som selv stiltiende, uden tilstrækkelig grund anser en påstået moralsk brist hos næsten for sand;

·         i sladder (bagtalelse), som, uden objektiv gyldig grund, afslører andres fejl og forseelser for folk, som ikke kender dem;

·         i bagvaskelse, som ved udsagn mod sandheden skader andres rygte og giver anledning til fejlagtig bedømmelse af dem.

2478: For at undgå en vilkårlig dom bør enhver passe på så vidt muligt at tolke næstens tanker, ord og handlinger positivt: ”Enhver god kristen bør være mere villig til at optage næstens uklare udtalelse eller forestilling i en god mening end at fordømme dem. Kan man ikke retfærdiggøre hans ord, må man spørge ham, hvordan han forstår dem, og viser det sig, at han svæver i vildfarelse, må man vise ham kærligt til rette. Er dette ikke tilstrækkeligt, må man forsøge alle egnede midler, for at han må komme til den rette forståelse og således befries fra vildfarelsen”.

2479: Sladder og bagvaskelse ødelægger næstens gode navn og ære. Men anseelsen er samfundets vidnesbyrd om menneskets værdighed, og enhver har en naturlig ret til sit navns ære, sit gode rygte og til respekt. Således krænker sladder og bagvaskelse retfærdighedens og kærlighedens dyder.

2480: Hvert ord hver holdning, som ved smigerkryberi eller eftergivenhed opmuntrer og bekræfter en anden i hans onde gerninger og slette opførsel, bør forkastes. Kryberi er en alvorlig synd, hvis den gør sig medskyldig i laster eller alvorlige synder. Ønske om at være til tjeneste eller venskab retfærdiggør ikke tvetunget tale. Kryberi er en tilgivelig synd, hvis den blot ønsker at behage, undgå et onde, afbøde en nødvendighed eller opnå legitime fordele.

2481: Praleri eller skryderi er en synd mod sandheden. Det samme gælder ironi, som vil nedsætte nogen ved ondsindet at karikere den ene og anden side af vedkommendes opførsel.

2482: Løgn er tydeligvis et falskt udsagn fremsat for med vilje at bedrage. Herren angiver løgnen som et diabolsk værk: I har djævelen til fader … han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv, for løgner er han og fader til løgnen.

2483: Løgnen er den mest direkte krænkelse af sandheden. At lyve, det er at tale eller handle mod sandheden for at vildlede. Ved at såre menneskets forhold til sandheden og til næsten krænker løgnen grundforholdet mellem mennesket og dets ord til Herren.

2484: Løgnens sværhedsgrad måles efter, hvilken form for sandhed den forvansker, efter omstændighederne, intentionerne hos den, der begår den, og den skade, som påføres ofrene for den. Selv om løgnene i sig selv kun er en tilgivelig synd, bliver den en dødssynd, når den alvorligt krænker retfærdighedens og kærlighedens dyder.

2485: Løgnen er ifølge sin natur forkastelig. Den er en forhånelse af ordet, der har til opgave at meddele andre den erkendte sandhed. Det bevidste forsæt at føre næsten i vildfarelse med ord, der er i modsætning til sandheden, er en forseelse mod retfærdigheden og kærligheden. Skylden er større, når hensigten med at vildlede risikerer at få ødelæggende følger for de vildledte.

2486: Løgnen er en sand vold mod næsten (fordi den er en krænkelse af sanddruhedens dyd). Den sårer hans evne til at erkende, som er betingelsen for enhver bedømmelse og enhver beslutning. Den indeholder kimen til åndernes splittelse og alle de onde ånder, som den fremkalder. Løgnen er ødelæggende for ethvert samfund; den svækker tilliden mellem menneskene og sønderriver det sociale netværk.

2487: Enhver synd begået mod retfærdigheden og sandheden fordrer pligten til godtgørelse, også selv om ophavsmanden er blevet tilgivet. Hvis det er umuligt at gøre en uret god igen offentligt, må det gøres i hemmelighed. Hvis den, der har lidt skaden, ikke direkte kan få vederlag, skal han have moralsk godtgørelse i kærlighedens navn. Denne pligt til at gøre det godt igen gælder også synder begået mod en andens gode navn og rygte. Denne godtgørelse, moralsk og sommetider materiel, bør vurderes i forhold til den skade, der er forvoldt. Den forpligter i samvittigheden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 22. marts 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/03/cccc/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Quoniam in saeculum misericordia eius

Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den” (Sl 118:24). I otte dage har vi allerede fejret en enkelt dag: Den opstandne Kristi fuldendte og uendelige dag, Herrens store og herlige påske! I otte dage har pragten fra ”… Alfa og Omega … han som er, og som var, og som kommer, den almægtige” (Åb 1:8) overstrålet Kirken med lys og glæde. 

Quasimodo søndag 

I Kirkens spæde start ville de, der netop var blevet døbt, afslutte en uge, hvor de havde fået nyt liv, og det gjorde de ved at aflægge deres hvide klædning, som de havde modtaget ved dåben. Kirken, som Moder henvender sig i dagens introitus til de nydøbte: ”Og som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse” (1Pet 2:2). Denne herlighedsfulde introitus er et særligt skriftsted for os, for det åbner for alt det andet. Dette er en moders stemme, der henvender sig til hendes nyfødte barn. Skriftstedet er så centralt, at i kristendommens første tid og frem til i dag har det givet anledning til at give navn til denne søndag: Quasimodo søndag, som er taget fra ordene i introitus: ”Hig som nyfødte børn, alleluja, med forstand efter den uforfalskede mælk. Allelujaallelujaalleluja (1 Pet 2:2). 

Den uforfalskede åndelige mælk 

Jeres higen bør være efter ordets rene mælk” (1 Pet 2:2). At hige efter Guds ord er tegn på åndelig sundhed. Hvor går vi hen for at finde ordets rene mælk? Den næring får vi af vores Moder, som er Kirken, og Hun giver os den i form af Guds ord i den daglige liturgi. Dette var grunden til, at troende i Den spæde Kirke forsamlede sig i Salomos Søjlegang (ApG 5:12). Dette er grunden til, at vi forsamles søndag efter søndag, ikke i Salomos Søjlegang, men i Salomos nye og levende tempel, som er Kristi Legeme, Kirken og i ”skyggen af Peter” (jf. ApG 5:15). Hver gang ordet forkyndes, synges, gentages, prædikes og bedes, næres vi med ordets rene mælk. Det er det, at vi i fællesskab lytter til Ordet, der gør, at vi ”er ét i hjerte og sind” (ApG 4:32). 

At forvalte Guds barmhjertighed 

Den Kristus, vi møder i dagens anden læsning, er Den korsfæstede Kristus med den gennemborede side og fra hvis Hjerte, der flyder en strøm af vand og blod. Præster er på en speciel måde kaldet til at være til stede under Kristi herlighedsfulde kors sammen med Jomfru Maria, Maria Magdalene, de andre hellige kvinder og den discipel, Jesus elskede. Præsten må benytte sit eget hjerte som kalk til at tage imod blod og vand, der strømmer fra den gennemborede side, således at ingen dråbe går tabt. Alt det, der strømmer fra Kristi gennemborede side, skal modtages af Kirken gennem præsten og derefter i overflod fordeles med ømhed til dem med åndelige sår. Dette er forvaltningen af Guds barmhjertighed. 

Hans herlighedsfulde sår 

Den Kristus, vi møder i evangeliet, står blandt Sine disciple (jf. Joh 20:19) og viser dem Sine sår. Den hellige Johannes nævner ikke noget om den herlighed, Kristus udstråler, Kristus peger nemlig kun på Sine sår. Hvorfor? Thi for den hellige Johannes (teologen) kommer udstrålingen af Kristi herlighed fra Hans sår, og det er en opfyldelse af ordene fra profeten Habakkuk: ”Glansen er som lyset, stråler udgår fra hans hånd; der er hans styrke skjult” (Hab 3:4). 

Fanget i frygtens greb og med en tabt tro på håbet opholdt disciplene sig bævende bag solidt aflåste døre, og pludselig stod Jesus blandt dem. Han hilste dem med et ”Fred være med Jer” (Joh 20:19). Hans første gave (til dem) er en fredsgave. Ved at give en gave, som består af fred, viste Jesus disciplene Sine hænder og Sin side. Den opstandne Kristus’ herlighedsfulde sår bekræfter, at Han er Den Opstandne. Dette er Den Jesus, som blev korsfæstet. Dette er Den samme Jesus, som vi betragter i den stille uge. ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én, man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es 53:3-6). Den opstandne Jesus forbliver at være såret, og som den hellige Peter siger: ”Ved hans sår, blev I helbredt” (1 Pet 2:24). Dette er vores bøn i begyndelsen af påskevigilien lørdag aften i sidste uge: ”Ved Hans hellige og herlighedsfulde sår, må Kristus yde os Sin beskyttelse”. 

Det store påskelys, som står ved siden af amboen, er et symbol på den opstandne Kristus bærende på Sine fem sår, og som kaster lys over Den hellige Skrift og oplyser forkyndelsen af Denne. Lige så vel som Han var i rummet med Sine disciple, er Den Opstandne her iblandt os. Han bringer os den samme fred. Han viser os de samme sår, der stråler af helbredende barmhjertighed, en barmhjertighed, der gennemtrænger al vor frygt. 

Fred være med jer 

Jesus siger for anden gang til disciplene: ”Fred være med jer” (Joh 20:21). Det er ikke noget, Han ”bare” siger endnu engang. Der er tale om en gentagelse, som bliver foretaget ved Åndens kraft. Der er tale om den slags gentagelse, der frem til i dag ligger i Kirkens liturgi. Derpå tilføjer Han: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20:21). Kristi mission afsluttes ikke med Hans død og opstandelse. Hans mission fortsættes gennem de børn, der indtil tidernes ende vil blive bragt til verden af Hans Brud, Kirken. Kirken, som bliver samlet ved ordet, Kirken, der er forenet omkring alteret. Dette er Kirken, der udsendes (og foretager missionsbefalingen). Kirken består af dem, der næres af ”ordets rene mælk”. Kirken består af dem, der har oplevet barmhjertigheden fra Den opstandne Kristus og kender til Hans fred. 

Guddommelig barmhjertighed som lindring 

Kirken er en forsamling af mennesker, der (på forskellig måde) er blevet såret og har grundet over de herlighedsfulde sår hos Den opstandne Kristus. Vores sår er det sted, hvor Den opstandne Kristus lader Sin nåde trænge ind i vor sjæls hemmelige dybder. De, der ikke har sår eller foregiver ikke at have sår, afskærer sig fra den lægedom, der er i Jesu nåde. Visse former for ”dyd”, selvtilstrækkelighed og hårdhed gør, at man ikke er modtagelig overfor den lindring, som Guds barmhjertighed er. De, der ved, at de er såret, og som åbner deres sår for udstrålingen fra Kristi herlighedsfulde sår, oplever kraften, den kraft, der er i Hans opstandelse. Det er kun disse mennesker, Kristus sender ud for at fortsætte det arbejde, Han har igangsat med at udbrede barmhjertighedens lægedom til verden.  

Antifon ved Kommunionsmodtagelsen 

Evangeliet om endnu en åbenbaring af Den opstandne Kristus finder sted en uge efter den første åbenbaring. Det er igen søndag, og det hele finder sted bag låste døre. Endnu engang kommer Jesus og er iblandt sine disciple. Igen kommer Han med en gave fra hjertet ”Fred være med jer” (Joh 20:26). Derpå vender Han sig til Thomas, der både ønskede at tro, men også var præget af tvivl, og sagde: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den ind i min side” (Joh 20:27). Det var det samme som at sige: ”læg din hånd på Mit Hjerte, Thomas. Føl det, som i Mig er det mest dyrebare, eller rettere tillad Mig at røre ved det, der er det mest dyrebare i dig, så du ikke fortsætter med din vantro, men virkelig tror”. Disse Jesu ord rettet til os er at finde i dagens antifon ved Kommunionsmodtagelsen, og den ledsager dem, der i tilbedelse, når de nærmer sig sårene på Kristi herlighedsfulde Legeme. 

Eukaristien: En udstrømning af Guds barmhjertighed 

De sår, der er blevet til ved vantro, bliver helet, når vi rører ved den opstandne Kristus, Hans Legeme, i Eukaristien. Eukaristien bringer lægedom i forhold til tvivl, frygt og håbløshed. Eukaristien er som bodens sakramente på en underfuld måde skabt til at være en udstrømning af Guds barmhjertighed. 

Skt. Faustina 

Det var den erfaring, Skt. Faustina Kowalska gjorde sig. Hun var en ydmyg kvinde udvalgt af Den opstandne Kristus i 1930’erne til at få Kirken tilbage til troen på Guds barmhjertighed. Billedet af Den barmhjertige Kristus, som Skt. Faustina gjorde brug af til at drage de sårede, tvivlende og dem præget af frygt til Guds barmhjertighed, er faktisk et billede på dagens evangelium og samtidig udtrykker det netop det, som den hellige Benedikt pålægger os i kapitel 4 i ”Den hellige Regel”, nemlig: ”Aldrig (at) opgive håbet om Guds barmhjertighed” (Benedikts Regel 4:74). 

Jesus, jeg stoler på Dig 

Enhver af os bliver i dag indbudt til at slukke vores tørst i vandet og blodet og ligesom Thomas at undersøge Kristi herlighedsfulde sår og at trænge ind til Hans hellige Hjerte. Da vil Skt. Faustinas bøn: ”Jesus, jeg stoler på dig”, vælde op fra vort indre, og Thomas’ udbrud bliver vores ”Min Herre og min Gud” (Joh 20:28).  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. april 2007. Den kan læses på: Quoniam in saeculum misericordia eius – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirkens lidelse

Denne artikel er en del af en serie, som jeg har valgt at kalde for FultonFridays, opkaldt efter ærkebiskop Fulton J. Sheen.

Derfor må Kirken også gennemgå Sin lidelse, ligesom Kristus gjorde, og Hun skal fordømmes på tre sprog: hebræisk, latin og græsk, og det skal ske i den kulturelle kontekst, der gør sig gældende i Rom og Athen, og det vil blive gjort i det gode, sande og skønnes navn. Ligesom dengang vil også nu repræsentanter fra disse kulturer passere forbi korset, og de vil bede Kirken om at give op og komme ned fra korset.

De, der korsfæster Hende i det godes navn, råber til Hende: Træd ned fra korset og afvis troen på, at der i åndelig forstand er et endemål for mennesket, tag afstand fra troen på at mennesket er skabt i Guds billede, tag afstand fra at ægteskabet er helligt, tag afstand til alt dette og træd ned fra korset, og vi vil tro på Dig.

De, der korsfæster Hende i sandhedens navn, passerer forbi korset og beder Hende om følgende: Træd ned fra korset og afvis troen på, at der eksisterer noget, der hedder Sandheden, tag afstand fra troen på Kristus og Guds eksistens og tag afstand fra det vedvarende liv og sandhed i Kristus i Hans Kirke. Kan Du ikke se, at der ikke eksisterer andre kors ved siden af dit eget på Golgata, tag afstand fra alt dette og træd ned fra korset, og vi vil tro på Dig.

De, der korsfæster Hende i skønhedens navn, råber til Hende: Træd ned fra korset og afvis troen på at frelsen er blevet løskøbt ved en ydmygende død, tag afstand fra Din tro på at den eneste måde, hvorpå man kan redde sit liv, er ved at miste det og tag afstand fra Din tro på at en anden verden (det evige liv) kan opnås ved, at man sætter begrænsninger på sin færden i denne verden. Betragt hvordan Din tænkning har ledt Dig på en vej, som har forårsaget, at Dit kød hænger i strimler. Tag afstand fra alt dette og træd ned fra korset, og vi vil tro på Dig.

Det største guddommelige mirakel i hele Kristi liv og Kirken er, at Han ikke trådte ned fra korset … Et menneske ville træde ned fra korset med den samme ubesindighed, som når svage mennesker møder udfordringer, der forekommer frygtelige. Miraklet er, at man er i stand til at kunne stige ned fra korset, men ikke gør det, at man det første århundrede var gnostiker, at man var arianer i det fjerde århundrede og hedning i det tyvende århundrede. Tiderne er omskiftelige, og det er svært at stå fast. Det er altid let at falde, og der er mange retninger, man kan falde i, men én retning er dog sikker, og det er den, hvor Kirken balancerer imellem himmel og jord.

Den ærværdige Fulton J. Sheen, The Divine Romance (1930).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: https://catholicgentleman.net/2017/02/the-passion-of-the-church/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vi kan ikke selv skabe Kirken

Kirken er ikke et system eller en social institution blandt mange. Den er en person. Den er kvinde. Den er Moder. Den er levende. En Mariansk forståelse af Kirken er i modstrid med en opfattelse af Kirken som et bureaukrati eller en helt almindelig organisation. Vi kan ikke skabe Kirken, vi skal være Kirken. Vi er Kirken, og Kirken er kun os i det omfang, at vores tro, mere end handling, definerer vores væren. Kun ved at være som Maria kan vi blive Kirken. Ved Kirkens allerførste begyndelse blev Den ikke skabt, men Den blev bragt til verden ved en fødsel. Den dvælede i Marias sjæl fra det øjeblik, hun gav sit fiat. Dette er koncilets dybeste ønske: At Kirken bliver vakt til live i vore sjæle. I den henseende viser Maria os vejen.

Kardinal Josef Ratzinger ved åbningen af pastoralkongressen i bispedømmet Aversa den 15. september 2001.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/we-cannot-make-the-church/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeres trængsler skal blive forvandlet til glæde

Det, der er blev sagt i rummet, hvor Jesus holdt (Sit sidste) påskemåltid

Så dybt, så uudgrundeligt og så mystisk er det, Vor Herre siger i rummet, hvor Han holdt (Sit sidste) påskemåltid, aftenen før Hans lidelse tog sin begyndelse, at Kirken lader os lytte til det, gentage det og bede det gennem hele påsketiden. Det, der her er tale om, er de samme kapitler 13-17 i Johannesevangeliet, som vi benediktinermunke, der foretager evig tilbedelse, læser og grunder over hver torsdag. I det, der her berettes af evangelisten Johannes, ligger indstiftelsen af Eukaristien og præsteskabet skjult, ligesom skatten, der ligger begravet på marken eller en kostbar perle, der blot venter på at blive fundet. I det samme tekststykke åbenbarer Vor Herre også for os, hvad der skal ske med Hans Brud og Legeme, som er Kirken, på Hendes pilgrimsvandring igennem historien.

Ligesom fødselsveer

I dagens evangelium taler Vor Herre om stor sorg, og om den trængsel, ligesom en kvinde i fødselsveer har. Evangeliet fremhæver en specifik historisk begivenhed, som fandt sted en gang for længe siden et fjernt sted. Evangeliets ord er aktuelt. Evangeliets ord, når de læses op, har deres udspring i et specifikt historisk øjeblik, men de fortolker også de nutidige begivenheder og er nøglen til at se på fremtiden med håb. Netop det er grunden til, at Kirken ikke kun lader det hellige evangelium bliver læst i Den hellige Messe. Det optræder også om natten i Matutin og kan høres højt og tydeligt i en lang række antifoner. Det bliver sunget i morgengryets Benedictus og solnedgangens Magnificat og endelig under Kommunionsmodtagelsen. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden føder, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden” (Joh 16:20-21).

Splittelse

Hvad er det for en trængsel, Kirken oplever? Hvorfor glæder verden sig, mens Kirken græder og klager? Hvorfor blev dette markante løfte om trængsel forvandlet til glæde? Kirkens trængsel kommer af den stadigt tiltagende splittelse, der adskiller Hende fra den verden, Hun er udsendt til (at forkynde for). På den ene side af denne enorme kløft står Vor Herre Jesus Kristus og dem, der, efter at have taget imod Hans ord, tilhører Ham. På den anden side står verden, der efter at have afvist Jesu ord, tilskynder til modstand mod Ham og søger at tie Hans sandhed ihjel, fordrejer forståelsen af Hans godhed og vanærer Hans skønhed.

Splittelsen trækker sine spor igennem Kirken. Der er dem i Kirken, der på en synlig måde har solgt sig selv til verden. Og så er der dem i verden, ”der sidder i mørket og dødens skygge” (Luk 1:79), og venter på at tage imod Jesu budskab og længes efter at blive forenet med Hans Legeme, som er Kirken. Af den grund siger Herren ved profeten: ”Det er skibe fra de fjerne øer, der samles med Tarshish-skibe i spidsen. De bringer dine sønner fra det fjerne, sølv og guld har de med til Herren din Guds navn, til Israels Hellige, for han vil smykke dig” (Es 60:9).

Liturgisk og doktrinær forvirring

Der findes i verden en snigende tendens, og den er også i Kirken, som på alle måder og med alle midler forsøger, særligt i medierne og med en giftighed i den almene kommunikation, at tilsløre Jesu ord og gøre Hans Kirkes mission (til hele verden) uklar. Forvirringen i Kirken rækker endda helt ind i den hellige liturgi, og den påvirker alt det, der berører Det hellige Messeoffer samt Kristi Legeme. Med det mener jeg Kristi Eukaristiske Legeme, som er Den hellige Hostie og Hans mystiske Legeme, der er Kirken, som består af de troende, der er sammenføjet og knyttet til hovedet.

Gribbene flokkes og svæver over Kristi nedbrudte Legeme og venter på at kunne fortære Det. Vi læser i 1. Mosebog om følgende: ”Der kom rovfugle og slog ned på de døde dyr, men Abram jog dem væk” (1 Mos 15:11). Der er tale om de dyr, som Abram bragte som offer til Herren. Abram, som senere får navnet Abraham, er troens patriark, derfor er det ved tro, at vi skal fordrive de gribbe, der flokkes og svæver rundt ovenover Den nedbrudte Kirke og kun venter på at fortære Hendes kød.

Kirkens lidelse

Det er kun dem, der forbliver knyttet til (Kristi) guddommelige Hoved og til Det Hjerte, der slår i Den hellige Hostie, der vil overleve angrebene fra gribbene. Hovedet vil blive sølet til i skam – for Kristi lidelse vil fortsætte indtil tidernes ende – og Hjertet vil igen og igen blive gennemboret. Blaise Pascal siger: ”Jesus vil være i smerte ind til denne verden forgår. I tiden frem til verdens ende bør vi ikke falde i søvn”. Den smerte, Jesus oplever, forbliver at være i mysterierne i Den Kirke, der bliver foragtet, en Kirke, der bliver bragt i knæ og en Kirke, der er blevet gjort ukendelig. Hvem vil græde for Kirken? Hvem vil forsvare Kristi Bruds ære? Hvem vil tale Hendes sag og gå i forbøn for Hende for Guds trone og Lammet?

Mørkets time

Det er ikke utænkeligt, at den time, hvor mørket igen er det herskende, vil sænke sig over Kirken, ligesom da mørket sænkede sig over Hende dengang for fem hundrede år siden, da Martin Luther startede sit oprør. Det er ikke usandsynligt, at Kirken endnu engang skal forrådes og overgives til Sine fjenders hånd og det endda af Sine egne sønner og hyrderne, der er sat til at tage vare på Kristi hjord. Hvis man endnu engang går 500 år tilbage i tiden til biskopkollegiet i England på den tid, var de alle med undtagelse af martyren Skt. John Fischer med til at forråde Kirken og kaste Den ud i et skisma og hæresi.

Hellighed og håb

Dette er en nøgtern overvejelse, men den bør ikke lede til fortvivlelse. Overalt, hvor hellighed er livet, der vil håbet også være. Til enhver tid i Kirkens liv oprejser Helligånden mænd og kvinder (og endda mindre børn) og lader dem være som små flammer, der lyser op på mørke steder, og som har deres blik rettet på Jesu Eukaristiske Ansigt, for at kærlighedens gnist og kimen til visdom kommer ud vidt og bredt. På ethvert tidspunkt i Kirkens liv er der sjæle, der opdager ”hemmeligheden om Maria”, og som ser hen til hende som en ledestjerne, der oplyser den mørke himmel. Således vil Kirken komme skinnende ren ud af den storm, der på visse tidspunkter synes at true Hendes eksistens. I 1969 skrev en vis Fader Joseph Ratzinger ord, der i dag 47 år senere kan betragtes som profetiske. Vi bør tage disse ord til vort hjerte.

Kirkens fremtid kan og vil udgå fra dem, der er rodfæstet i – og lever troens fylde. Kirkens fremtid ligger ikke hos dem, der fristes af tidsånden, ej heller ligger Kirkens fremtid hos dem, der kun kritiserer andre og antager, at de selv er et ufejlbarligt parameter. Kirkens fremtid vil heller ikke udgå fra dem, der vælger den lette vej og forsøger at undgå lidelsen i troen og samtidig fremsætter troen som falsk, forældet, tyngende og streng, alt det, som bebyrder og stiller krav til mennesket, og som skader det og tvinger det til at ofre sig selv. Lad mig formulere dette på en mere positiv måde: Kirkens fremtid ligger, som den altid har gjort, i hænderne på helgenerne, hos mennesker, der orienterer sig mod det, der er langt dybere end det, der er i denne verden, og ser det, andre ikke ser, fordi de i deres liv favner en større virkelighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 17. april 2016. Den kan læses på: Your distress shall be turned into joy – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Et højt skrig

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

I disse de mest hellige dage i kirkeåret er det godt at overveje og med sorg genkalde sig det, der skete i de dage nemlig det, vi senere vil fejre med stor glæde.

Det, der er tale om, er ganske enkelt, at Den Almægtige Gud tog vores menneskeskikkelse på Sig og benyttede den til at knuse menneskehedens fjende.

Satan troede, at han allerede havde sejret.

Han vidste, at Guds retfærdighed måtte komme for en dag efter menneskehedens fald ved syndefaldet, men han havde aldrig forestillet sig, at Guds evige retfærdighed skulle sones, ved at Den evige Gud ville gøre brug af menneskenaturen.

Indtil langfredag havde satan sejret, men hans fejlbedømmelse blev til et djævelsk hovmod, og han lod sig fange ind i sejrens sødme. Men virkeligheden var en helt anden, for kampen var kun lige begyndt.

Hvis vi retter vores fokus på den sidste del af Vor Herres lidelse på korset, bliver vi opmærksomme på, at to af evangelisterne fortæller os, at inden Jesus udånder, udstøder Han et højt skrig.

Netop dette har skabt megen spekulation blandt dem, der følger Ham.

Overvej følgende: Vor Herre har ikke indtaget føde i et døgn, Han er nådesløst blevet slået og pisket til ukendelighed af både tempelvagterne og de romerske soldater, især hudstrygelsen har været forfærdelig, fordi Hans hud og kød blev flænset i sådan en grad, at man kunne se Hans knogler. Videre havde Han mistet meget blod, og Han havde intet vand fået at drikke, og endelig kæmpede Han for at få vejret. Alt dette gjorde Ham udmattet og svag.

Hans legeme var alt andet end blottet for liv i den sidste tid. Svækket af brutal tortur og manglen på vand, var Han ganske enkelt tappet for alle kræfter.

I det øjeblik, hvor Han var fysisk udmattet, benyttede Han naglerne til at hæve sig op, og i dette Hans allersvageste øjeblik løftede Han Sin røst til et højt skrig, og det var som et råb fra en sejrrig kriger, der har besejret sin fjende og trådt ham under fode.

Dette skrig var ikke en svag hvisken eller dødendes rallen. Der var ikke behov for, at evangelisten havde genkaldt sig et sådant sidste øjeblik for Jesus. Det ville have skabt et billede af en mand med et ødelagt legeme, der stilfærdigt havde draget sit sidste suk.

Det er fuldbragt”, disse ord var ikke møntet på den lidelse, Han gennemgik på korset, det var en erklæringrettet til hele menneskeheden, sejren over satan var fuldbragt.

Nu, hvor slaget var til ende, og sejren var sikker til evig tid, gjorde Vor Herre det, som enhver kriger gør, når dennes fjende er besejret, han udstøder sit sejrsråb.

Satans regeringstid på jorden havde haft sit højdepunkt. Uanset hvor meget ondskab menneskeheden ville foretage, og uanset hvor meget synd menneskeheden ville udleve, var der skabt en udvej for mennesket, og man kan betegne det som et guddommeligt sikkerhedsnet. En himmelsk kriger havde banet vejen, og det var nu op til mennesket, om det ville søge efter den vej og betræde den.

Alt det arbejde, satan havde sat i værk, alle hans gerninger, ondskab og fristelser, som syntes at være på vej til den komplette sejr, blev nu åbenbaret og fremstod som det, det reelt var.

Satan befinder sig nu i en krig, hvor han selv og hans styrker er væsentligt svækkede, de er faktisk på tilbagetog, og han ved, at hans tid er ved at rinde ud, og derfor er hans taktik blevet ændret til: ”ødelæg så meget som muligt, så fjenden ikke kan genoprette det”.

Men det hele har taget en ny drejning, det er ret beset fuldstændig ændret, og den ændring skete, da en ydmyg jomfru i Nazareth, sagde ”Ja” til englen Gabriel.

Før Maria gav sit ”Ja”, var det satan, der havde magten. Efter at Maria havde sagt ”Ja”, var satans ”skæbne” beseglet, og hans ”regeringstid” sat til tælling.

Da Vor Herre opstod fra graven, og stenen foran graven blevet rullet til side, og de romerske soldater, der stod vagt der, besvimede af skræk, da viste korset sin kraft som våben.

Da Vor Herre opstod med den første morgensol, var den første, Han hastede til, Sin hellige moder, og sammen glædede de sig over det, som Gud Fader mange århundreder tidligere havde sagt til slangen i Edens have ved domfældelsen efter syndefaldet: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”.

Forestil Jer det øjeblik i den tidlige morgenstund, da Vor Herre fremstår for Sin moder og tager hende i Sine arme, og hvor de i deres gensyn med hinanden glædes over den sejr, der nu er blevet stadfæstet, og den sejr blev til, fordi hun sagde ja.

Det er passende, at det var hende, den nye Eva, der stod ved korsets fod på Golgata, og det skrig, der kom fra hendes Søns læber, var et skrig, der emmede af sejr.

Gud lader aldrig dem, der elsker Ham, i stikken. Han er altid rede til at frelse os og bruge os til at knuse slangens hoved. Vor Herres lidelse og opstandelse er vores, og den er årsagen til al glæde.

Fra alle os her på Church Militant – til Jer, der også er en del af Den stridende Kirke her på jorden velsignet være Gud, at vi er en del af en hær med Den sejrende Kriger samt en tolvstjernet general, der besejrer de sidste rester af fjendens hær – ønskes I og Jeres kære en glædelig og velsignet påske.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 2. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/a-loud-cry-04-02

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)