Category: Articles

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

For flere århundreder siden advarede paver om kriser i Den moderne Kirke, som om de levede i dag

Den 10. juni 2019 blev følgende erklæring offentliggjort: Declaration of the truths relating to some of the most common errors in the life of the Church of our time” (sandhedens erklæring med det formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser i Kirkens liv i vor tid). Den er underskrevet af kardinal Burke, biskop Schneider og flere andre biskopper, og der er tale om en ny oplistning af fejl eller måske en oplistning af nye fejl. Denne erklæring har fået mig til at tænke på de pavelige encyklikaer, der stammer fra flere århundreder tilbage, dengang de siddende paver kendte forskel på sandt og falskt, hvordan de skulle ophøje sandheden og fordømme falskheden og havde det nødvendige mod til at gøre dette klart vidt og bredt, så det nåede ud både til klerikale og lægfolk. Jeg begyndte at dykke ned i historien blandt de pavelige encyklikaer og blev glædeligt overrasket over det, jeg fandt frem til, og det er noget af dette, jeg i dag vil dele med Jer, og jeg har valgt to eksempler.

Der er sikkert ikke mange, der har hørt om pave Pius VIII (Francesco Saverio Maria Felice Castiglioni, 1761-1830). Hans tid som pave var kort, mindre end to år. Men hans encykliske skrivelse Traditi Humilitati, der blev udgivet for præcis 190 år siden, giver genlyd, fordi den rummer indsigt og inderlighed. I det følgende kunne han ligeså godt henvise til Abu Dhabi og det arbejdsdokument, der danner grundlag for Amazonasssynoden:

Blandt de hæresier, der er steget vor tids kloge til hovedet, er det modbydelige påfund, at der ingen forskel er på forskellige trosretninger, og at indgangen til den evige frelse kan passeres af alle uanset religiøst tilhørsforhold. Lægfolket må advares mod disse kloge hoveders vildfarelser, og lægfolket må undervises i, at der kun er én eneste sand tro, nemlig den katolske.

Hans opfordring til verdens biskopper er følgende:

Vær meget forsigtige, når I udvælger seminarister, for lægfolkets frelse afhænger af gode præster. Intet bidrager mere til sjælenes ulykke end ugudelige, svage eller uuddannede klerikale.

Det var, som om pave Pius VIII forudså de problemer, der ville opstå i forbindelse med Amoris Laetitia, for han skærer igennem al den uklarhed, denne skrivelse rummer, og det gør han på følgende måde:

Vi opfordrer Jer på det kraftigste til at opdrage Jeres flok (menigheder) til at have ærbødighed overfor den hellighed, der hviler over ægteskabet, så de ikke forledes til at se bort fra den værdighed, der er knyttet til dette sakramente. De (lægfolket) bør ikke handle sådan, at det kan vække anstød eller så tvivl om ægtheden af den bestandige uplettede forening, der er mellem en mand og en kvinde, altså den ægteskabelige relation. Den forening, der ligger i ægteskabet, afspejler den evige og ophøjede forening, der er mellem Kristus og Kirken, og derfor er det tætte (ægteskabelige) bånd mellem en mand og hustru et sakramente, der er et helligt tegn på den udødelige kærlighed Kristus nærer til Sin Brud.

Med ord, der kunne være sagt af Katarina af Siena, opfordrer paven på broderlig vis sine biskopper til at bevise deres nidkærhed, når deres flok er i overhængende fare, fordi de trues af vildfarelser og revolutionerende tankesæt:

Skal vi undlade at løfte vores røst, når der virkelig er en grund til, at de kristne har behov for at høre den? Skal vi lade menneskers argumenter hindre os i at tale? Bør vi lide i tavshed, når man sønderriver Kristi, Vor Frelsers klædning uden søm, som end ikke de soldater, der korsfæstede Ham, turde flænge? Lad det aldrig fremstå således, at vi ikke havde tilstrækkelig med nidkærhed i den pastorale omsorg for flokken, når den var i overhængende fare. Vi ved, at I vil tragte efter at gøre mere, end vi forlanger, at I vil værne om – og mere og mere forsvare troen ved katekeser, vejledning, hårdt arbejde og med nidkærhed.

En endnu tidligere pave, nemlig Clement XIII (Carlo della Torre di Rezzonico, 1693-1769) udvider opgavemængden for biskopperne i sin encyklika Christianae Reipublicae fra 1766. Efter at have raset over bøger med et udsvævende indhold samt den intetsigende filosofi, der kom fra oplysningstidens tænkere, minder han biskopperne om, at det er deres pligt at forsvare Kirkens grundlag, at stå vagt om depositum fidei og afsløre de ulve, der drager hærgende rundt i det kirkelige landskab:

I princippet er det Jeres pligt at fungere som et værn for det fundament, der allerede er lagt, så dette ikke ændres af noget nyt og anderledes. Stå vagt om det, der er troens kerne, for det er det, I har forpligtet Jer til under edsansvar, da I højtideligt blev indviet til biskopper. Det er Jer, der skal udpege for de troende, de ulve, der ødelægger Herrens vingård. I bør advare dem (de troende) om, at de ikke må friste sig til at beskæftige sig med visse forfatteres besnærende ord, og at de må holde sig på afstand af de vildfarelser, der er udgået fra listige og onde mennesker. Med andre ord de troende bør afsky bøger, der indeholder urovækkende elementer, og som ganske enkelt strider imod tro, religion og moral, og som går stik imod den kristne dyd. Vi kan konstatere med stor glæde, at når det handler om at forsvare troen, følger de fleste af Jer i apostlenes fodspor, hvor I med stor kraft forsvarer Kirkens love, og hvor I med nidkærhed og overvågenhed har afværget disse vildfarelser, og dermed ikke ladet de troende besnæres af slanger.

Kort sagt, Clement XIII fordømmer den slags forfattere, som pave Frans priser i store vendinger, f.eks Walter Kasper, Fritz Lobinger, Teilhard de Chardin, Francesca Pardi og Stephen Walford. I overensstemmelse med sit navn pave Clement, den, der i sandhed er barmhjertig, advarer han os, som alle gode præster altid har gjort, mod at vi udskifter den allerede etablerede doktrin med nye tendenser samt midlertidige eksperimenter med den åndelighed, der har vist sin duelighed gennem historien, og vi har hårdt brug for en Clement XV, en Pius XIII, en Gregorius XVII eller en Leo XIV, at disse ved en fremtidig konklave adresserer oplistningen af nye fejl, noget som skulle være blevet gjort for længe siden og samtidig tager konklavet i ed på, at der kæmpes mod neomodernisme, og at der foretages en genopretning af den liturgiske tradition i Den Romerske Kirke.

En løsning på de mange problemer, der er fulgt i kølvandet på den tragiske situation (i Kirken) kræver intet mindre end støtte fra paver, der er af den støbning, der er beskrevet her i artiklen, og som også løftede reformerne efter koncilet i Trent. Deus, in adjutorium nostrum intende: Domine, ad adjuvandum nos festina.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 27. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/18th-century-popes-warn-of-modern-church-crises-as-if-they-were-alive-today

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De helliges samfund

Katolikkerne tror på Den lidende Kirke og helgenernes forbøn

På festen for alle helgen fejrer katolikker de helliges samfund i himlen, de troende på jorden og de hellige sjæle i purgatoriet. Derimod benægter protestanterne eksistensen af de hellige sjæle i purgatoriet, helgenernes forbøn og kampen for frelsen, der udkæmpes af Den militante Kirke på jorden.

De helliges samfund er baseret på Den hellige Skrift. I Paulus’ første brev til Korintherne 12:27, hvor han siger: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. I Paulus brev til Kolosserne 1: 18, hvor Paulus bekræfter: ” Han er hoved for legemet, kirken”. Helgenerne bliver kaldt Kristi Brud i Paulus’ brev til Efeserne 5: 28-30: ”… Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv… som Kristus gør med kirken, For vi er lemmer på hans legeme”.

Kristi Brud er opbygget således, at Hendes ”lemmer” er fordelt på tre destinationer med hver deres fuldendelsesfokus: Den triumferende Kirke i himlen, Den militante Kirke på jorden og Den lidende Kirke i purgatoriet.

Helgenerne i himlen er blevet kronet for den sejr, de vandt over synden, mens de var på jorden. De afspejler Gud, der er i himlen og Hans nåde i forhold til, hvor meget de voksede i dyd på jorden. Helgener på jorden kaldes ”de militante”, fordi de stadig kæmper en kamp for at elske Gud og næsten, samtidig med at de prøver at modstå de syndige fristelser, som verden, kødet og djævelen konstant byder ind med. Helgenerne i purgatoriet eller de stakkels sjæle, der lider, mens de renses for den skyld, der er forbundet med de tilgivelige synder, de har begået, og som de villigt soner, uanset hvilken timelig straf, der endnu eksisterer fra den synd, de har begået i løbet af deres jordiske liv.

De tre aspekter ved Den universelle Kirke skal ses i sammenhæng, fordi de tre bekender den samme tro, adlyder det samme Overhoved og bistår hinanden med bønner og gode gerninger. Den militante Kirke ærer dem, der udgør Den triumferende Kirke og stræber efter at efterligne deres dydighed og nyder godt af deres bønner. Den militante Kirke hjælper de hellige sjæle i purgatoriet med bøn, faste, gode gerninger, almisser og aflad. De stakkels sjæle kan til gengæld drage nytte af helgenernes forbøn og bede for dem, der er på jorden.

Protestanterne med deres forståelse af Soli Deo Gloria tror ikke på, at helgenerne i himlen modtager speciel anerkendelse for deres sejr over synden. De (protestanterne) tror på Sola Gratia, og derfor antager de, at den døbte kristne er fuldstændig præget af fordærv, dynget til- og dækket af ”snavs”. De er derfor af den opfattelse, at helgenerne i himlen ikke afspejler Gud i forhold til det niveau af dydighed, de opnåede, mens de var på jorden.

Protestanter tror på Solus Christus, derfor afviser de helgenernes forbøn. De tror ikke, at helgenerne i himlen bistår Den militante Kirke på jorden med deres bøn. På samme måde afviser de (protestanterne) også, at purgatoriet eksisterer, og de er heller ikke af den opfattelse, at de troende på jorden (Den militante Kirke) hjælper de stakkels sjæle, der er i Den lidende Kirke, eller at de ulykkelige sjæle omvendt understøtter Den militante Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 1. november 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/protestants-deny-the-communion-of-saints

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hengivenhed for det Ubesmittede Hjerte

Derfor er hengivenhed til Det Ubesmittede Hjerte af stor betydning

Hengivenhed for Marias Ubesmittede Hjerte er det centrale i Fatimabudskabet. Den velsignede Moder lagde dette frem, som den egentlige løsning på de problemer, der gør sig gældende i verden samt til at frelse sjæle fra at komme i helvede.

Jesus ønsker en sådan hengivenhedsakt til Det Ubesmittede Hjerte

Ved den tredje åbenbaring i juli 1917, efter at de tre hyrdebørn havde modtaget den forfærdelige vision vedrørende helvede, fremlagde Vor Frue en hengivenhedsakt til Hendes Ubesmittede Hjerte sammen med Kommunionsmodtagelsen med intentionen om soning. Denne skal foregå den første lørdag hver måned fem måneder i træk samt en konsekration af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte, som måder at undgå at sjæle går fortabt, samt en revselse i form af en ny verdenskrig kommer over os, og at kommunismen bliver udbredt.

Ved en tidligere åbenbaring i juni 1917, havde Vor Frue fortalt Lucia, at ”Jesus ønsker at etablere en hengivenhedsakt til Mit Ubesmittede Hjerte, en akt, der skal gøre sig gældende i hele verden”. Til dem, der tager denne akt til sig, giver jeg et løfte om frelse, og disse sjæle vil blive elsket af Gud, som blomster jeg har opstillet, som en smuk dekoration ved Hans trone.

En hengivenhedsakt med fokus på soning

Som anbefalet af Den velsignede Moder foretages denne hengivenhedsakt med en hensigt om at sone for de krænkelser, Hendes Ubesmittede Hjerte udsættes for. Ved åbenbaringen i 1917 åbnede Vor frue Sine hænder, hvorfra der kom et meget stærkt lys: ”foran Vor Frues håndflade på højre hånd sås et hjerte, det var omgrænset af torne, og det så ud, som om de gennemborede det. Vi forstod, at dette var Marias Ubesmittede Hjerte, der er blevet krænket af menneskehedens synder, og dette krævede soning.

Hvad er intentionen med denne hengivenhedsakt? Hvorfor bør vi ære Marias Ubesmittede Hjerte? Da jeg af pladsmæssige hensyn ikke kan medtage alle betragtninger vedrørende dette emne, har jeg udvalgt enkelte aspekter, som jeg vil gå mere i dybden med, fordi denne hengivelsesakt ganske enkelt er helt fantastisk og er fyldt med megen visdom.

Et billede på Vor Frues kærlighed

Helt fra tidernes begyndelse har hjertet været et billede på kærlighed, den mest ædle af alle følelser. Når man ser dette i relation til Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, er dette billedet på Frelserens kærlighed, der strækker sig til, at Han overgiver sig selv til døden for os og videre et billede på Den Allerhelligste Marias medfrelsende kærlighed. Hun er tæt forbundet med det offer, som hendes Søn frembar.

Derfor er vores fokus ved hengivenhedsakten rettet mod De hellige Hjerter, Jesu barmhjertige kærlighed. Dette er grunden til, at pave Pius XII bekræftede, at hengivenhed til Jesu hellige Hjerte er altafgørende. Med udgangspunkt i dette argument fremhæver teologerne, at man bør betragte Marias Ubesmittede Hjerte på samme måde, derfor har det altid stået klart, at det er kærligheden, der er det vigtigste i denne hengivenhedsakt til Den velsignede Moder.

En hengivenhedsakt relateret til personerne Jesus og Maria

Når vi har at gøre med et kropsligt organ på et menneske, så varetager dette organ som oftest specifikke opgaver, men det kan også fungere som et billede på fremherskende karaktertræk hos et menneske. Man siger således om et menneske, der er skarpsindigt, at vedkommende har et ”falkeblik”, og f.eks. siger man om en meget modig mand, at han er modig som en ”løve”. Det samme gør sig gældende i forhold til den hengivenhedsakt, der er rettet mod Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte. Her optræder en legemsdel, der er et billede på et fremtrædende karaktertræk ved hele den tilbedelsesværdige Person, Jesus Kristus og Hans Allerhelligste Moder, som ligeledes er tilbedelsesværdig. Det fremtrædende karaktertræk ved disse to Hjerter er deres barmhjertige kærlighed. Hengivenheden til disse to Hjerter er dermed rettet mod personerne Jesus og Maria (1).

Ubesmittet, Allerhelligst og fuld af nåde

Er synden fraværende hos et menneske, skabes muligheden for, at nåde i stor mængde kan tilflyde dette menneske. Dette kan i sagens natur ikke være muligt uden en ekstraordinær indgriben fra Guds side. Det er derfor englen Gabriel hilser Maria med ordene ”fuld af nåde” (2). På samme måde er et fravær af synd et udtryk for en høj grad af fuldkommenhed og hellighed. Derfor er Marias Ubesmittede Hjerte et symbol på, at Den Allerhelligste Maria er indviet til renhed og hellighed, og at hendes troskab overfor Gud er fuld og hel.

Det Smertefulde hjerte

Marias Ubesmittede Hjerte er også Det Smertefulde Hjerte gennemboret af sorg. Kort tid efter glæden over Frelserens fødsel og ved fremstillingen i templet i Jerusalem henvendte den gamle Simeon sig til Guds Moder og profeterede følgende: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag” (3).

Maximo Peinador, en spansk teolog siger følgende:

På hvilken måde berørte Simeons ord Maria? Man må antage, at hun gik fra en tilstand præget af beundring og glæde over at have bragt denne Dreng til verden til at være i dyb sorg. Simeons utvetydige og ultimative formulering omhandler ikke kun hendes Søns fremtid, men også hendes egen. Simeons profeti blev dog først en realitet på Golgata, for det var netop der, at Den korsfæstede Kristus blev et modsigelsens tegn … Ved korsets fod stod Guds Moder og mærkede, hvordan et sværd gennemtrængte hendes sjæl (4).

Et Visdommens Hjerte

Den Allerhelligste Maria er Moder til den inkarnerede Visdom, Jesus Kristus, og derfor ærer man Hende, som visdommens sæde. Hendes Ubesmittede Hjerte er af den grund Visdommens Hjerte, og den katolske liturgi har refereret til hende siden det 8. århundrede i tekster fra de bøger i Det gamle Testamente, man kalder for Visdomsbøgerne (5).

Visdommen bliver fremhævet i to eksempler i Lukasevangeliet, hvor evangelisten henleder opmærksomheden på Marias hjerte. ”Hjertet” er i denne sammenhæng et billede på Vor Frues indre liv samt hendes vedvarende overvejelse af Guds undere, særligt dem, der kommer til udtryk i hendes guddommelige Søn.

Det første eksempel, der fremdrages, er den situation, hvor hyrderne ankommer til stalden for at besøge den nyfødte Frelser. I den forbindelse skriver evangelisten: ”men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2: 19). Det andet eksempel er den situation, hvor Maria og Josef genfinder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem. Her benytter evangelisten samme formulering, som i foregående eksempel. Der optræder dog en mindre afvigelse, men meningen er stadig den samme: ”…  hans mor gemte alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Et moderligt hjerte fyldt med ømhed

Det er, som allerede nævnt, vanskeligt i denne artikel, grundet pladshensyn, at få afdækket alle aspekter ved Marias Ubesmittede Hjerte mere dybgående. Men man bør huske på, at et moderligt hjerte er fyldt med ømhed, og det er netop det, den bedste af alle mødre nærer for den bedste af alle sønner. Denne ømhed afspejles i den kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, hun har for os, og det er derfor, at vi anråber hende som Mater Misericordiae (barmhjertighedsmoder).

Denne hengivenhedsakt er særdeles egnet for vor tid

Vi befinder os i en tid, hvor kærligheden er blevet kold, og mentaliteten mennesker imellem er blevet mere rå, præget af kynisme og egoisme samt af en seksualiseret adfærd.

Tænk blot på abort, er denne handling ikke et udtryk for en brutal tilgang til moderskabet og den kærlighed, der ligger i det? Bliver denne moderskabets kærlighed ikke ofret på karrierens og utroskabens alter?

Er det ikke det samme, der sker i forhold til den faderlige kærlighed? Er det ikke den rendyrkede egoisme, der ødelægger familier og andre mellemmenneskelige relationer? Derfor forstår vi nu Den velsignede Moders profetiske visdom i Fatima i 1917, om at mennesket skulle komme til at opleve, at kærligheden bliver kold.

Derfor er det middel, vi kan tage i brug i forhold til den aktuelle krise, vi befinder os i, at vi praktiserer denne hengivenhedsakt til Det ærværdige og Allerhelligste Hjerte, som kan genskabe den sande kærlighed, hengivenhed, barmhjertighed og renhed, der er nødvendig i Vor tid. Det ubesmittede Hjerte er en kilde, der flyder over af moderlig kærlighed, og dette kommer fra Hende, der er ”fuld af nåde” (6).

Noter

1. Jesu hellige Hjerte bør gøres til genstand for tilbedelse. Faktisk lærte pave Pius XII: . . . Hans Hjerte, den ædleste del af mennesket, er i al væsentlighed forenet med Den, der er Det guddommelige Ord. Derfor må tilbedelsen rettes mod Den, Kirken ærer, nemlig Den Person, der er selve Den inkarnerede Guds Søn. Dette er en trosartikel, for den er højtideligt blevet udarbejdet ved det økumeniske koncil i Efesos samt koncilet i Konstantinopel. Haurietis Aquas, Hans Hellighed Pave Pius XII. Encyklika om tilbedelse af Det hellige Hjerte fra den 15. maj 1956 punkt 21.

2. Luk 1:28.

3. Luk 2:34–35.

4. Maximo Peinador, C.M.F., Teologia Biblica Cordimariana (Madrid: Co. Cul. S.A., 1959), p. 125.

5. De bøger, man kalder for Visdomsbøgerne, findes i Det gamle Testamente samt i de gammeltestamentlige apokryfe tekster (som er en del af den katolske Bibel). De bøger, der blandt andet er tale om, er Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Visdommens Bog og Siraks Bog.

6. Luk 1:28.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/why-devotion-to-the-immaculate-heart-is-so-crucial-for-our-days.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk er ét af de centrale punkter i budskabet fra Fatima. Det handler om det presserende behov, der er for, at menneskeheden soner og gør bod for den megen skade, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for af mennesker, der er ugudelige, og som er præget af ligegyldighed.

Programmet hver den første lørdag fem måneder i træk er helliget Mariahengivenhed på følgende måde:

1: at man går til skrifte.

2: at man modtager Den hellige Kommunion.

3: at man beder fem dekader på rosenkransen.

4: at man benytter femten minutter til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen.

Alt dette gøres for at sone for den synd (blasfemi og utaknemmelighed), der er blevet begået mod Marias Ubesmittede Hjerte.

Baggrundshistorie

Under den tredje åbenbaring den 13. juli 1917 lod Vor Frue vide, at Hun ville komme og anmode om, at man indviede Rusland til Hendes Uplettede Hjerte og modtagelse af Den hellige Kommunion med intentionen om at ville sone for synden mod Marias Ubesmittede Hjerte de første lørdage fem måneder i træk. Hun anmodede om denne hengivenhedssakt i 1925 og konsekrationen af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte i 1929.

Mens Sr. Lucia opholdt sig på lokaliteten, der tilhører Skt. Dorothys Søstre (også kaldet De hellige Hjerters Søstre) i Portugal, modtog hun en vision den 10. december 1925, hvor Den hellige Moder trådte frem sammen med en Dreng, der stod oven over en lysende sky. Vor Frue havde placeret Sin ene hånd på Drengens skulder, mens Hun i den anden holdt et hjerte, der var gennemboret af torne.

Sr. Lucia hørte Drengen sige: ”vis medlidenhed med Dette din Allerhelligste Moders Hjerte, som er dækket af torne, som utaknemmelige mennesker hvert øjeblik gennemborer Det med, uden at nogen soner disse handlinger, således at disse torne forsvinder”.

Vor Frue udtrykte Sit ønske med følgende ord:

Min datter, se på Mit Hjerte, Det er omgrænset af torne, der stammer fra utaknemmelige mennesker, der gennem blasfemi og utaknemmelighed gennemborer det, hvert eneste øjeblik. Du bør bringe mig trøst og gøre det klart vidt og bredt, at de, der de første lørdage fem måneder i træk gør følgende: 1: benytter skriftemålet, 2: modtager Den hellige Kommunion, 3: beder fem dekader på rosenkransen, og 4: benytter femten minutter i selskab med mig til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen og gør alt dette med intentionen om at sone det, mit Ubesmittede Hjerte udsættes for, vil jeg i deres dødstime bringe den nåde, der er påkrævet for deres sjæls frelse”.

Få dage senere redegør Sr. Lucia detaljeret for denne vision i et brev rettet til Monsignor Pereia Lopes, hendes skriftefader, da hun bor på asylet Vilar i byen Porto i Portugal.

Hvorfor fem lørdage?

Sr. Lucias skriftefader spurgte hende om grunden til, at det netop skulle være fem lørdage og ikke syv eller ni? Hun gav ham et svar på dette spørgsmål i et brev dateret den 12. juni 1930. Her fortalte hun ham, at hun havde haft en vision af Vor Herre natten mellem den 29 og 30 maj, mens hun opholdt sig i klosterets kapel. Vor Herre gav hende følgende fem grunde til, at det skal være fem lørdage:

De første fem lørdage er relateret til fem former for krænkelser og blasfemier rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte, og disse er:

A. blasfemier fremsat mod Marias Ubesmittede Undfangelse.

B. blasfemier fremsat mod Marias jomfruelighed.

C. blasfemier fremsat mod Maria, som Guds Moder samt en benægtelse af, at Hun er alle menneskers Moder.

D. at man har påført ligegyldighed, hån og endda had mod Denne Ubesmittede Moders børns hjerter.

E. at man har udvist direkte fornærmelser mod hellige billeder af Maria.

Lad os derfor lægge os de ovenfor beskrevne grunde på sinde. En hengivenhedssakt, der har sit udgangspunkt i intentionen om at sone krænkelser og blasfemier mod Marias Ubesmittede Hjerte. Endvidere har man kendskab til, at denne fromhedsdyrkelse, vil løfte hengivenhedsakten samt den, der foretager den, og vedkommende vil modtage fortjenester.

Ændringer i forhold til hengivenhedsakten så den kan gennemføres uden nævneværdige hindringer

Ser vi på den oprindelige anmodning fra Vor Frue, så beder Hun om, at man benytter skriftemålet og modtager Den hellige Kommunion, og at man beder fem dekader på rosenkransen og bruger 15 minutter til at reflektere over rosenkransens mysterier med den intention at gøre bod for de krænkelser og blasfemier, der er blevet rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte og menneskenes synder.

Ikke desto mindre i en efterfølgende privatåbenbaring fremlægger Sr. Lucia for Vor Herre de udfordringer, der kan gøre dig gældende for de troende, når de ønsker at opfylde de anmodninger, Vor Frue har fremsat. Med en kærlig omsorgsfuldhed gjorde Vor Herre denne hengivenhedsakt ”mere fleksibel”, så den er mulig at overholde for de troende:

–          Man kan benytte skriftemålet andre dage end netop den første lørdag, blot det er sådan, at man modtager Vor Herre (i Den hellige Kommunion) i nådens stand og med den intention at gøre bod for det, som Marias Ubesmittede Hjerte udsættes for. Selvom man skulle glemme at skrifte med denne intention i mente, er det muligt at have selvsamme intention med ved næste skriftemål.

–          Sr. Lucia gjorde det også klart, at det ikke er påkrævet, at man overvejer alle rosenkransens mysterier den pågældende første lørdag. Ét eller flere er tilstrækkeligt.

Selvom Vor Herre i denne sammenhæng har givet et vist råderum, bør det ikke give anledning til, at de troende tøver med at påbegynde – eller udskyde denne fromme praksis, som åndeligt set har til hensigt at sone det, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for. Man bør huske på, at dette er noget Vor Frue indtrængende har bedt (os) om.

Det er mere end nogensinde påkrævet, at denne hengivenhedsakt bliver udført

Laster og synder synes at blive ved med at præge vores kultur med uformindsket styrke, også selvom verden er blevet præsenteret for ovenstående. Abort, blasfemi, stofmisbrug, pornografi, skilsmisser og dårligt fungerende ægteskaber, religiøs ligegyldighed og den homoseksuelle agenda, der er på stærk fremmarch samt andre lignende fænomener er blot nogle af de ting, der i dag præger vort samfund, og som gennemborer Marias Ubesmittede Hjerte.

Vi bør trøste Vor Frue, mens alle disse krænkelser rettes mod hende og hendes guddommelige Søn. Hun beder os om at sone, hun bønfalder os om at bede, og hun håber på, at vi ændrer vores livsførelse og omvender os. Lad os lytte til Hendes moderlige bønner og sone for den utaknemmelighed, mennesker udviser.

Mariahengivenhed på ovennævnte måde tilskynder til, at man foretager soning, indgyder en hengiven kærlighed til sakramenterne, skriftemålet og Den hellige Eukaristi. Det nærer en hellig hengivenhed til Marias Ubesmittede Hjerte samt rosenkransen. Frem for alt er denne Mariahengivenhed vigtig for at opretholde vedholdenhed, så man er i nådens stand, mens man befinder sig i den daglige åndelige kamp og har en nøgtern tilgang til det at være i en verden, der præges af den nye hedenskab.

Noter

1: Solimeo, Luiz Sergio, Fatima, A Message More Urgent than Ever.
2: Spring Grove, PA: The American Society for the Defense of Tradition, Family, and Property-TFP, 2008.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://www.americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/the-five-first-saturdays-devotion.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Synoden og dødsrigets porte

I løbet af oktober måned har trofaste katolikker oplevet angst, vrede, forvirring og endda fortvivlelse. De rapporter, der kommer fra Rom, som omhandler synoden, har sendt katolikker ud på det, der bedst kan betegnes som en rutsjebanetur. Først var der forlydender om, at man ved synoden skulle stemme om, at åbne op for at skilte og gengifte katolikker vil kunne modtage Den hellige Kommunion (1), men derefter opstod der rygter om, at dette forslag fra kardinal Kasper var blevet taget af bordet (2). Spørgsmålet omkring homoseksualitet har også været oppe at vende ved synoden (3). Pave Frans har proklameret etableringen af et nyt dicastery (en kongregation), der tager sig af spørgsmål vedrørende familien og familieliv (4), og paven har samtidig udbedt sig forslag til, at Kirken kan blive decentraliseret.

Imidlertid har alt dette ledt mange katolikkers tanker hen på den profeti, Vor Frue gav i Akita (5), hvor hun fortalte, ”at man vil se både kardinaler og biskopper rejse sig mod hinanden”, og dette kan ses i lyset af, at nogle prælater angiveligt har et ønske om implicit at manipulere med synoden. Midt i alt dette er der et skriftsted, som mange trofaste katolikker tyer til, og det er det skriftsted, hvor Vor Herre siger, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”.

Mattæusevangeliet kapitel 16: 18 er et passende skriftsted at overveje i denne tid, der er præget af en forvirring, der synes at sprede sig til – og berøre flere dele af Kirken.  I dette skriftsted siger Jesus: ”Og jeg siger dig, at du er Peterog på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Den almindelige forståelse af, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, er, at Kirken ikke vil undervise de troende i vildfarelser, altså forhold, der strider imod Kirkens lære og embede, og at Kirken ikke vil blive udslettet fra jordens overflade. Men måske er det muligt at finde frem til en anden gyldig fortolkning. Det synes som om, at man også kan henvise til, at Kristi Kirke er grundlagt på en klippe, som betyder, at Kirken står fast og er uden fejl. Derfor har den del af skriftstedet vedrørende dødsrigets porte måske en anden betydning.

Lad os opdele dette skriftsted i tre og undersøge disse enkeltdele nærmere:

1.      Og jeg siger dig, at du er Peter (klippe),

2.      og på den klippe vil jeg bygge min kirke,

3.      og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Den første del af det, Vor Herre siger, handler om en navneændring fra Simon til Peter. Vor Herre definerer Peter som en klippe, som noget, der står fast, et fundament. Ligesom Gud indgraverede De ti Bud på stentavler, for at markere at disse Bud står fast og absolut ikke kan ændres. På samme måde karakteriserede Vor Herre, Simon, som en klippe (Petrus), og vi ser her, at Vor Herre understreger, at den lære, der udgår fra Peter, står fast og dermed ikke kan ændres.

Den anden del af dette skriftsted omhandler fundamentet for Kirken, som er Peters læreembede samt den ufejlbarlighed, der knytter sig til det. Da Vor Herre indstiftede Sin Kirke på den klippe, som er Peter, viste Han tilbage til en anden af Sine lignelser. Der er tale om lignelsen om de to huse, der bliver bygget på to forskellige slags grundlag, det ene på klippen og det andet på sand. I denne lignelse fortæller Vor Herre følgende:

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen” (Matt 7: 24-25).

Det er gennem denne lignelse kombineret med, at Vor Herre indstiftede Sin Kirke på klippen kaldet Peter, at Vor Herre gør det klart, at Kirken står fast. Kort sagt, Peter er en klippe, hvis lære aldrig vil være præget af vildfarelser. Kirken er bygget på denne klippe, og uanset hvor forfærdelig verdens tilstand er, vil ”huset” ikke falde.

Den tredje del af skriftstedet Mattæus kapitel 16: 18 er imidlertid det mest forunderlige. Vor Herre siger: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Det græske ord for port i denne sammenhæng er pulai, og netop dette ord har nogle af kirkefædrene antaget, at det skulle betyde autoritet eller magt. Så på en måde henviser ”dødsrigets porte” til satans rige og dettes magt eller autoritet, som benyttes i dets stræben efter at ødelægge Kirken. Forstår man det på den måde, giver det mening at sige: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, som er det samme, som at sige, at ” dødsrigets magter ikke vil sejre”. Og selvom vi burde forstå denne linje på netop den måde, så må vi antage, at der også i disse linjer ligger en bogstavelig betydning, rettet til os. Set i det lys indebærer det, som Vor Herre siger, at der er tale om en defensiv position som i ” og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Men forstår man det bogstaveligt, er det Han siger ikke af defensiv karakter, men offensivt, og det ganske enkelt, fordi porte ikke er et våben, der benyttes offensivt.

Lad os derfor undersøge to historier fra det gamle Testamente for at se, om vi kan finde frem til det, Vor Herre mente. Den første historie finder vi i Dommerbogen:

Engang gik Samson til Gaza. Der så han en skøge, og han gik ind til hende. Da gazitterne fik at vide, at Samson var kommet, omringede de stedet, og hele natten lå de på lur efter ham ved byporten. De lå stille natten igennem, idet de tænkte: ’Så snart det bliver lyst, vil vi slå ham ihjel’. Samson blev liggende til midnat. Så stod han op og greb fat i portfløjene og de to dørstolper, rykkede dem op sammen med portslåen, tog dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af bjerget ved Hebron” (Dom 16: 1-3).

I det gamle Testamente optræder en karakter kaldet Samson. Han er det, man kalder en typologi, det vil sige, at han er et billede på en person eller hændelse, der vil komme i det nye Testamente. Samson er en typologi på Vor Herre Jesus Kristus og Kirken. I dette meget korte skriftsted, der ikke synes at foreskrive nogen i – eller noget, der skal foregå i det nye Testamente, optræder en episode, hvor Samson sover ved sine fjenders byport, mens de gennem hele natten ligger på lur efter ham, så de kan slå ham ihjel. Samson gør det, efter han er vågnet, at han griber fat i portfløjene og de to dørstolper og rykker dem op sammen med portslåen og tager den på sine skuldre og bærer dem op på toppen af bjerget. Det, at Samson bærer byporten på sine skuldre op på toppen af et bjerg, er et tydeligt billede på Vor Herre, der bærer sit kors op på Golgata. Ser vi på Samson, som en typologi for Kirken, så er det interessante her, at han bærer sine fjenders byport på skuldrene. Der er to ting, man bør hæfte sig ved i den sammenhæng. Det er ikke kun gazitternes ønske om at slå Samson ihjel, der blev forpurret, men også byens porte var i bogstavelig forstand ikke i stand til at modstå Samsons enorme styrke.

Lad os nu gå videre med den anden historie fra det gamle Testamente, der handler om Josvas sejr over byen Jeriko. Jeriko var en by, der var alment kendt for sin ondskab og vederstyggelighed, og det var af den grund, at Josva efter at have erobret byen med sværdet lagde band på alle, der var i byen både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler, og han lader endvidere byen brænde med alt det, der er i den. Den eneste, der blev sparet, var skøgen Rahab og hendes fars slægt og alle, der hørte hende til, fordi hun havde hjulpet Josvas spioner ved at skjule dem. Yderligere, efter at Josva havde ladet byen nedbrænde, udtalte han følgende forbandelse over byen: ”Forbandet af Herren være den mand, der går i gang med at genopbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte søn at lægge grunden og hans yngste søn at sætte porten”. Det centrale er her, at Jeriko er et billede på helvede.

Allerede i begyndelsen af denne historie om Jerikos fald til Josva, bliver vi fortalt, at ”Jeriko var lukket og låst for isralitterne, ingen kunne gå ud eller komme ind” (Jos 6: 1). Man betragtede Jerikos mure, som uigennemtrængelige, og som Den hellige Skrift antyder, var der tale om en ”forsegling” af byens porte. I Femte Mosebog gives der følgende beskrivelse af byen: ”Hør, Israel! Du skal i dag gå over Jordan for at fordrive folk, der er større og mægtigere end du, og erobre store og himmelhøjt befæstede byer” (5 Mos 9: 1). Men Jeriko, der var stærkt præget af ugudelighed, faldt ikke ved våben, men ved tro. I Hebræerbrevet kapitel 11: 30, læser vi: ”Ved tro faldt Jerikos mure, da isralitterne i syv dage havde gået rundt om dem”.

Jerikos mure faldt, fordi Josva gjorde, som Gud befalede … gennem bøn og lydighed, og ved at man bar Arken rundt om byen, og på den måde ”faldt byens murværk sammen” (Jos 6: 20). Jerikos mure kunne ikke modstå Israel. Mere specifikt så kunne byens murværk ikke modstå de bønner, der kom fra præsternes bønner og det, at de stødte i hornene, og at de bar Arken rundt om byen.  Tager man udgangspunkt i de formuleringer, der benyttes i det nye Testamente, ville et lignende slag blive anført af bedende præster og biskopper, der ville bære Den nye Ark, som er Den hellige Moder, Jomfru Maria. Kort sagt, det udsagn Vor Herre fremsætter: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er en offensiv formulering og dermed ikke en formulering om et forsvar. Da Vor Frue er Den nye Pagts Ark, leder det vore tanker hen på Hendes ord i Fatima: ”Til sidst vil Mit Ubesmittede Hjerte sejre”.

Når Kirken foretager et angreb på dødsrigets porte, er dødsriget forsvarsløst. Hele portkonstruktionen til dødsriget vil blive væltet omkuld, og murværket vil falde sammen. Gud sagde til slangen i Edens have: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15). Kort sagt, dødsrigets porte har ingen chance i sin kamp mod Kirken og kan egentlig blot vente på den dag, hvor Hun knuser dets (dødsrigets) konstruktion. Vor Herres løfte om, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er ikke et udsagn, der henviser til udholdenhed, men nærmere et jubelråb om at følge Vor Frue, mens Hun stormer frem mod fjendes porte med det eneste mål at erobre og vinde.

Så frygt ikke, vær ikke vrede, forvirrede eller ængstelige, grib derimod Jeres våben … den hellige rosenkrans… og tag del i slaget mod dødsrigets porte med følgende på sinde, som er blevet sagt af Judas Makkabæeren:

Men Judas svarede: Det kan let ske, at mange bliver overmandet af nogle få, og for himlen er det lige nemt at skaffe sejr, uanset om vi er mange eller få. At vinde i krig afhænger jo ikke af hærens størrelse; nej, kraften kommer fra himlen. De drager imod os i al deres overmod og lovløshed for at udrydde os og vore kvinder og børn og for at udplyndre os; men vi kæmper for vort liv og vore skikke. Han selv skal besejre dem for øjnene af os. I skal ikke frygte dem!” (1 Makk 3: 18-22).

Vor Frue, Du som sejrer, bed for os!

Noter

1: Link til uddybende artikel: https://cruxnow.com/church/2015/09/15/list-of-participants-augurs-another-rollicking-synod-on-the-family

2: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/communion-for-divorced-and-remarried-abandoned

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/video-romanian-doctor-at-synod-says-leninist-minority-are-hijacking-it-with

4: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/pope-creates-new-dicastery-for-the-family

5: Link til uddybende artikel: https://www.ewtn.com/catholicism/library/message-from-our-lady–akita-japan-5167

6: Link til bog om emnet: https://www.ignatius.com/Product.aspx?ModelNumber=RVS-E

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er offentliggjort på Lepanto Institute den 26. oktober 2015. Den kan læses på: http://www.lepantoinstitute.org/faith-and-life/the-synod-and-the-gates-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

THE PROPHECY OF ST. FRANCIS OF ASSISSI

In Works of the Seraphic Father by R. Washbourne (1882) that bears the mark of an imprimatur, a prophecy by St. Francis is imparted to his spiritual children on his deathbed. I quote the relevant parts here:

Act bravely, my Brethren; take courage, and trust in the Lord. The time is fast approaching in which there will be great trials and afflictions; perplexities and dissensions, both spiritual and temporal, will abound; the charity of many will grow cold, and the malice of the wicked will increase. The devils will have unusual power, the immaculate purity of our Order, and of others, will be so much obscured that there will be very few Christians who will obey the true Sovereign Pontiff and the Roman Catholic Church with loyal hearts and perfect charity. At the time of this tribulation a man, not canonically elected, will be raised to the Pontificate, who, by his cunning, will endeavour to draw many into error and death. Then scandals will be multiplied, our Order will be divided, and many others will be entirely destroyed, because they will consent to error instead of opposing it. There will be such diversity of opinions and schisms among the people, the religious and the clergy, that, except those days were shortened, according to the words of the Gospel, even the elect would be led into error, were they not specially guided, amid such great confusion, by the immense mercy of God… Those who preserve their fervour and adhere to virtue with love and zeal for the truth, will suffer injuries and persecutions as rebels and schismatics; for their persecutors, urged on by the evil spirits, will say they are rendering a real service to God by destroying such pestilent men from the face of the earth… Sanctity of life will be held in derision even by those who outwardly profess it, for in those days Our Lord Jesus Christ will send them not a true Pastor, but a destroyer.—Ibid. p.250 (emphasis mine)