Category: Articles

On Islam, Catholics can’t have a sixties mindset anymore

Bishop Joseph Bagobiri of Kafanchan (in northwestern Nigeria) reports that in his diocese alone: “53 villages burned down, 808 people murdered and 57 wounded, 1422 houses and 16 Churches destroyed.” Moreover, last year a report by the International Society for Civil Liberties and the Rule of Law revealed that 16,000 Christians had been murdered in Nigeria since June 2015.

More

Truth About Communion in the Hand While Standing

The practice of receiving Holy Communion in the hand first began to spread in Catholic circles during the early 1960s, primarily in Holland. Shortly after Vatican II, due to the escalating abuses in certain non-English speaking countries (Holland, Belgium, France and Germany), Pope Paul VI took a survey of the world’s bishops to ascertain their opinions on the subject. On May 28, 1969 the Congregation for Divine Worship issued Memoriale Domini, which concluded: “From the responses received, it is thus clear that by far the greater number of bishops feel that the present discipline [i.e., Holy Communion on the tongue] should not be changed at all, indeed that if it were changed, this would be offensive to the sensibility and spiritual appreciation of these bishops and of most of the faithful.” After he had considered the observation and the counsel of the bishops, the Supreme Pontiff judged that the long-received manner of ministering Holy Communion to the faithful should not be changed. The Apostolic See then strongly urged bishops, priests and the laity to zealously observe this law out of concern for the common good of the Church.

More

Kardinal Sarah: Den udbredte praksis med Kommunion i hånden er en del af satans angreb på Eukaristien

Præfekten for den afdeling i Vatikanet, der fører tilsyn med liturgi(forvaltning), opfordrer de troende til at vende tilbage til den praksis, hvor man modtager Kommunionen på tungen og knælende.

I forordet til en ny bog vedrørende dette emne skriver kardinal Robert Sarah, præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter: ”Det snigende djævelske angreb består i at forsøge at fjerne troen på Eukaristien ved at ”så” fejlfortolkninger samt en upassende måde at modtage Kommunionen på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter”.

Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie” sagde han.

Den nye bog, hvis forfatter er Don Federico Bortoli, blev udgivet i Italien med overskriften: ”Uddeling af Kommunionen i hånden: En historisk, juridisk og pastoral gennemgang” (La distribuzione della comunione sulla mano. Profili storici, giuridici e pastorali).

Med udgangspunkt i 100 året for Fatimaåbenbaringerne, skriver Sarah, at fredsenglen, som viste sig for de tre hyrdebørn forud for Den hellige Jomfrus åbenbaring ”viser os hvordan, vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod”. Hans Eminence redegjorde for de overgreb, hvorved Jesus i dag bliver krænket i Den hellige Eukaristi, som også omfatter den ”såkaldte ’Interkommunion’”.

Sarah fortsatte med at overveje, hvordan troen på realpræcens ”kan påvirke måden, hvorpå vi modtager Kommunionen og omvendt”, og han foreslår pave Johannes Paul II og Moder Teresa, som moderne helgener, Gud har givet os, og som vi kan efterligne i forhold til den ærbødighed, de havde overfor – samt måden hvorpå de modtog Den hellige Kommunion.

”Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden?”, spørger præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter. Måden hvorpå Den hellige Eukaristi gives og modtages,” er et vigtigt spørgsmål, som Kirken i dag bør reflektere grundigt over”, skriver han.

Med tilladelse fra La Nouva Bussola, hvor forordet først blev offentliggjort, bringer vi (LifeSiteNews) vor læsere her nedenfor et sammendrag af kardinal Sarahs tekst.

***

Forsynet, som ordner alt på en klog og blid måde, har givet os bogen: The Distribution of Communion on the hand, skrevet af Federico Bortoli, kort efter at vi har fejret 100 året for Fatima åbenbaringerne. Før Jomfru Maria for første gang viste sig i foråret 1916, viste fredens engel sig for Lucia, Jacinta og Francisco og sagde til dem: ”Frygt ikke, jeg er fredens engel. Bed med mig”. (…) I foråret 1916 da englen for tredje gang åbenbarede sig, erfarede børnene, at englen, som altid var den samme (engel), i sin venstre hånd holdt en kalk, over hvilken en Hostie svævede. (…) Han gav Den hellige Hostie til Lucia og Blodet i kalken til Jacinta og Francisco, som blev liggende på knæ, og sagde: ”Spis og drik Jesu Kristi Legeme og Blod, udsat for ubeskrivelige overgreb af utaknemmelige mennesker. Gør bod for deres overgreb og trøst Jeres Gud”. Englen kastede sig i støvet og gentog den samme bøn tre gange sammen med Lucia, Jacinta og Francisco.

Derfor viser Fredsenglen os, hvordan vi bør modtage Jesu Kristi Legeme og Blod. Soningsbønnen, der blev givet af englen, er overhovedet ikke forældet. Men hvad er det for nogle overgreb, Den Eukaristiske Jesus udsættes for, som vi må sone? For det første, er der overgrebene mod selve sakramentet: Den forfærdelige vanhelligelse som ex-satanister, der har omvendt sig (detaljeret) har berettet om. Ugudelige Kommunioner, som ikke modtages i nådens stand eller som modtages af dem, der ikke bekender sig til den katolske tro (jeg henviser her til de specielle former for Kommunionsmodtagelse, der går under definitionen ”Interkommunion”), kan også betegnes som overgreb (på Kommunionen). For det andet er alt det, der afskærer (den gode frugt), som udgår fra Sakramentet, specielt de vildfarelser, der finder vej til de troende, så de ikke længere tror på Eukaristien, er et overgreb på vor Herre. At de forfærdelige overgreb, der finder sted ved de såkaldte ”sorte messer” ikke direkte skader Den, der er i Hostien, er forkert, og at der kun sker skade på brødet og vinen.

Selvfølgelig lider Jesus for dem, som vanhelliger Ham, for det er også for dem, Han udgød Sit blod, som på en så ynkelig og grusom måde foragter (det Han gjorde for dem). Men Jesus lider (endnu) mere, når den ekstraordinære gave, som Hans guddommelige og menneskelige Eukaristiske tilstedeværelse ikke kan bringe dens kraftige effekt frem til de troendes sjæle. Og derved forstår vi, at det mest snigende og ondskabsfulde angreb består i, at forsøge på at eliminere troen på Eukaristien ved at sprede fejlagtigheder og en ikke passende måde at modtage den (Kommunionen) på. Krigen mellem Michael og hans engle på den ene side og Lucifer på den anden fortsætter i sandhed i de troendes hjerter: Satans mål er Messeofferet og Jesu realpræcens i Den konsekrerede Hostie. Måden, hvorpå dette bliver gjort, følger to spor: Det første er en reduktion af begrebet ”realpræcens”. Mange teologer fortsætter med at håne eller afvise udtrykket ”transubstantion” til trods for læreembedets stadige henvisning(er) hertil (…).

Lad os nu se på, hvordan troen på realpræcens kan indvirke på måden, vi modtager Kommunionen og vice versa. At modtage Kommunionen i hånden resulterer uden tvivl i en spredning af fragmenter. I modsætning hertil er opmærksomheden på selv de mindste krummer, omhu i forbindelse med rengøringen af de hellige skåle og ikke at berøre Hostien med fugtige hænder viser, at man virkelig tror på Jesu realpræcens selv i de mindste dele af Den konsekrerede Hostie: Hvis Jesus er substansen i det Eukaristiske brød, og de enkelte dele kun er brød, gør det ingen forskel, hvor store eller små disse dele af Hostien er! Substansen er den samme! Det er Ham! I modsætning hertil, hvis vi ikke skænker dette opmærksomhed, mister vi vort fokus på dogmet. Lidt efter lidt vil vi tænke:” Hvis sognepræsten ikke er opmærksom på fragmenterne, og hvis han håndterer Kommunionsuddelingen på en sådan måde, at fragmenterne vil blive spredt, så betyder det, at Jesus ikke er i dem eller at Han kun er i dem, til et bestemt tidspunkt.

Den anden måde, hvorpå Eukaristien angribes, er ved at fjerne fornemmelsen for det hellige blandt de troende. (…) Udtrykket ”transubstantion” betegner tilstedeværelsen, og fornemmelsen for hellighed åbner op for et glimt af det helt specielle og hellige. Hvilken ulykke, at vi mister sansen for det hellige i Det Allerhelligste! Og hvordan er det muligt? Ved at modtage speciel føde på samme måde som almindeligt føde. (…)

Liturgien består af mange små ritualer og sædvaner, hver af dem udtrykker på hver deres måde holdninger fyldt med kærlighed, barnlig respekt og tilbedelse af Gud. Det er netop derfor, at det er hensigtsmæssigt at fremme skønheden, en passende og pastoral tilgang, som er blevet til gennem Kirkens lange tradition, det vil sige, at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Menneskets storhed og dets ædelhed såvel som dets ypperste udtryk for kærlighed til dets Skaber består i at knæle for Gud. Jesus selv knælede, mens Han bad til Faderen. (…)

Jeg vil derfor fremhæve to eksempler på helgener i vor tid: Skt. Johannes Paul II og Skt. Teresa fra Calcutta. Hele Karol Wojtylas liv var præget af en dyb respekt for Den hellige Eukaristi. (…) Selvom han var udmattet og ikke havde den kraft, der skulle til (…) knælede han altid foran Det Allerhelligste. Han var ikke i stand til at knæle og holde sig oprejst, uden at nogen hjalp ham. Han havde behov for andre til at bøje hans knæ og hjælpe ham op. Han ønskede indtil det sidste at være et levende vidnesbyrd på ærbødighed overfor Det Allerhelligste. Hvorfor er vi så stolte og ufølsomme overfor det tegn, som Gud selv giver os for at nære vor åndelige udvikling, og som en forbundethed med Ham? Hvorfor følger vi ikke helgenernes eksempel og modtager Den hellige Kommunion knælende? Er det virkelig så ydmygende at bøje sig og knæle for Vor Herre Jesus Kristus? Og dog: ”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”. (Fil 2: 6-8).

Skt. Moder Teresa fra Calcutta, et helt ekstraordinært ordensmenneske, som ingen turde betragte som traditionalist, fundamentalist eller ekstremist, og hvis tro på – og totale hengivenhed til Gud og de fattige er almenkendt, havde respekt for – og tilbad fuldt og helt Jesu Kristi Legeme. Det er klart, at hun hver dag rørte ved Jesu ”Legeme” i arbejdet med dem, der havde det meget dårligt, led, og som var de fattigste af de fattige. Og dog afholdt Moder Teresa sig fra at berøre dettranssubstantierede Jesu Legeme. I stedet tilbad hun Ham og beskuede Ham i stilhed, hun lå længe på knæ foran – og bøjede sig for Jesus i Eukaristien. Desuden modtog hun Den hellige Kommunion i munden, som et lille barn, der ydmygt lader sig ”bespise” af sin Gud.

Denne helgen blev meget trist og fandt det smertefuldt at erfare, at kristne modtog Den hellige Kommunion i hånden. Desuden sagde hun, at så vidt hun vidste, modtog alle søstrene Kommunionen på tungen. Er dette ikke den formaning, som Gud selv retter til os: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Egypten. Luk munden op, så skal jeg fylde den” (Sl 81:11).

Hvorfor insisterer vi på at modtage Kommunionen stående og i hånden? Hvorfor vil vi opretholde en holdning, hvor vi udtrykker manglende underdanighed overfor dette Guds tegn? Ve den præst, der bruger sin autoritet til at afvise – eller nedgøre dem, der ønsker at modtage Kommunionen knælende og på tungen. Lad os som børn træde frem og ydmygt modtage Kristi Legeme knælende og på tungen. Helgenerne er det eksempel, vi bør følge, når vi modtager det, Gud giver os!

Men hvordan kom det så vidt, at praksis med at modtage Kommunionen i hånden blev så almindelig? Svaret finder vi hos Don Bortoli, som har arbejdet med dokumenterende materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort. Dette materiale er af ekstraordinær karakter i forhold til validitet og omfang. Der er tale om proces, der var alt andet end klar, et skifte fra det instruktion Memoriale Domini fremlagde og det, som er en udbredt praksis i dag (…) Desværre, som det hændte med det latinske sprog, er det ligeledes gået med den liturgiske reform. Der er ikke er foregået en homogen udvikling i samklang med den tidligere ritus, men derimod er en tilladelse blevet benyttet til at ”dirke låsen op”, så man har kunnet åbne døren på vid gab for at kunne gennemtvinge og udtømme det værn, der sikrede Kirkens liturgiske skatte. ”Det var hende, der ledte den retfærdige ad rette vej” (Visd 10:10) ikke under noget påskud. Udover de teologiske motiver, der er redegjort for ovenfor, synes det som om, måden hvorpå at denne praksis (Kommunion i hånden) har bredt sig, er noget, man er blevet narret til, og som ikke er overensstemmende med Guds veje.

Må denne bog opmuntre præster og de troende, som er blevet tilskyndet af det eksempel, som Benedikt XVI har givet, hvor han de sidste år af sit pontifikat ønskede at uddele Eukaristien til den knælende kommunikant og på tungen. Han ønskede at uddele eller selv modtage Eukaristien på netop denne måde, som er den rette set i relation til netop dette sakramente. Jeg håber, at man vil genopdage og fremme skønheden – og den pastorale omsorg forbundet med denne måde (at uddele og modtage Kommunionen på). Min mening er – og jeg tror, at dette spørgsmål er af så stor vigtighed, at Kirken bør overveje det nøje. Dette er videre en form for tilbedelse og kærlighed, vi hver især kan give til Jesus Kristus. Jeg er meget tilfreds med at opleve, at så mange unge ønsker at modtage Vor Herre så ærbødigt, knælende og på tungen. Må Fr. Bortolis arbejde fremme overvejelser omkring måden, hvorpå Den hellige Kommunion uddeles. Som jeg indledte med, har vi netop fejret 100 året for Fatimaåbenbaringerne, og vi er opmuntret til at vente på Marias Ubesmittede Hjertes sejr, en sejr, der også gælder den sande liturgi.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 22. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-sarah-we-need-to-rethink-the-way-communion-is-distributed

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvordan kan Immaculee Ilibagiza tilgive?

Hun hørte drabsmændende kalde på hende med hånlige og vedholdende stemmer.

”Hun er her … vi ved, at hun må være her et sted … find hende – find Immaculee”, sagde en af dem.

De medbragte macheter, spyd og hakker, alt hvad der kunne dræbe et menneske. Nogle af dem var tidligere venner og naboer, som Immaculee Ilibagiza var vokset op sammen med, og som hun havde leget – og gået i skole med.

Hun skjulte sig på et badeværelse på størrelse med et kosteskab sammen med andre kvinder. Hun følte sig magtesløs, da hun hørte råb og skrig fra folk ude på gaden, som blev slagtet – fædre, mødre, sønner og døtre alle medlemmer af Rwanda’s minoritet tutsierne, som morderbanderne kunne finde.

For tolv år siden over en periode på blot 100 dage blev mere end 1 million Rwanda tutsier brutalt myrdet af hutubander i et af historiens værste tilfælde af folkedrab. De myrdede indbefattede næsten hele Immaculee’s familie. Hendes far og yngre bror Vianney blev dræbt ved skud. Hendes mor og hendes højtelskede bror, Damascene blev hakket til døde. Kun Immaculee’s ældste bror Aimable overlevede, fordi han var i udlandet under folkemordet.

Alligevel har Immaculee som overlevede dette i dag dedikeret sit liv til at sprede budskabet om Guds barmjertighed – Hans kald til os om at stole på Ham, og Hans kald til os om at tilgive dem, der har gjort os ondt.

Men hvordan gør hun det? Hvordan kan hun tilgive?

Immaculee, som er katolik med en stærk hengivenhed til Guds barmhjertighed, forklarer alt dette i sin nye bog: Left To Tell: Discovering God Admidst the Rwandan Holocaust. Hun besøgte den 5. oktober the National Schrine of The Divine Mercy, Stockbridge, Massachusetts for at fortælle sin historie om den åndelige ”lektie”, hun lærte, da hun skjulte sig på et badeværelse på størrelse med et kosteskab i 91 dage.

”At være blevet skånet er meget forskelligt fra det at blive reddet”, forklarede Immaculee. Og denne ”lektie” har forandret mig for stedse. Det er en lektie, som midt i folkedrabet lærte mig, hvordan man skal elske dem, som hadede og jagede mig, og hvordan man skal tilgive dem, som nedslagtede min familie”. 

Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre

Immaculee var en 22-årig studerende, da hendes land gik i opløsning i foråret 1994. Det var i Påsken. Hun tog hjem til den lille landsby i den vestlige del af den rwandiske provins Kibuye for at tilbringe påskeugen samme med sine forældre og to ældre brødre. Om morgenen den 7. april nåede den langvarige etniske spænding mellem nationens majoritet hutuerne og hendes stamme tutsierne et højdepunkt.

”Jeg husker om morgenen, at min bror kom ind til mig, siger hun. ”Da jeg så ham, blev jeg meget forvirret, ’Åh Gud’ er det noget galt? Han sagde til mig, ’Du ved ikke, hvad der er sket’”. Det, der var sket, var, at Rwandas hutu præsident Jovenal Habyarimana var blevet dræbt den foregående dag, da hans fly var blevet skudt ned.

Radiostationerne var begyndt at udsende vedvarende hadske propaganda fra hutuer, som opfordrede til at gribe til våben for at dræbe alle tutsier. I løbet af få timer begyndte drabene på tutsiefamilierne i Kigali, og snart nåede de til Kibuye. Til sidst nåede hoben af hutudrabsmænd til Immaculee’s hjem. Med den viden hendes far havde, at hvis Immaculee blev fanget, ville hun blive voldtaget og myrdet, gav han sin datter sin rosenkrans og opfordrede hende til at søge tilflugt hos en nærtboende protestantisk præst, som var hutu.

Præsten skjulte Immaculee og syv andre kvinder under forhold, som bedst kan betegnes som ulidelige, selvom han bragte dem mad, når dette kunne lade sig gøre. Kvinderne kunne ikke flygte, og de kunne ikke tale med hinanden af frygt for at blive hørt. Hele tiden kunne de udenfor høre råb og latter fra hutudrabsmændene, mens de slagtede landsbybeboerne. Drabsmændene sang: ”Dræb de store, dræb de små, dræb dem, dræb dem alle!”.

I tre frygtelige måneder forsøgte hutubanderne gentagne gange at finde skjulte tutsier, og nogle gange var de meget tæt på det skab, der skjulte badeværelsesdøren.

En kamp om hendes sjæl

Mens hun skjulte sig, kæmpede Immaculee for ikke at miste sin forstand. Hun mærkede en voldsom indre kamp mellem troen på Gud og det at bukke under ved at blive lammet af frygt og fortvivlelse. Næsten alle hendes vågne timer gik med bøn. Men hun indså, at nogle af de ord, hun sagde, lød hult i hendes hjerte, især ordene i Fadervor om tilgivelse: Og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere. Hun følte had til drabsmændene og drømte om hævn.

Mine egne bønner handlede om: Dræb dem! Hævn drabene! Før dem til helvede. Jeg betragtede dem som dyr, de var ikke mennesker”; sagde Immaculee i hendes samtale ved the Schrine foran et publikum på omkring 300 personer.

Faktisk ønskede hun på et tidspunkt, at hun havde en pistol, så hun kunne dræbe hver eneste hutu, hun så, skriver hun i sin bog. ”Nej ikke en pistol, jeg havde brug for et maskingevær, granater og en flammekaster. Hvis jeg havde haft en atombombe, ville jeg have kastet den ned over Rwanda og dræbt alle og enhver i vores dumme hadefulde land”.

”Det var alle mulige former for samtaler, der foregik inde i mig” sagde Immaculee. Djævelen, sagde hun, malede for hende frygtelige og unævnelige syn. På et tidspunkt hørte hun ordene: Hvorfor kalder du på Gud? Se på alle dem derude? Hundredevis af dem søger dig”. Du kan umuligt overleve, du vil ikke overleve, de er ved at finde dig, voldtage dig og dræbe dig.

Stemmerne fulde af tvivl for gennem hendes hoved. Alligevel bad hun mere og mere intensivt. ”Åben mit hjerte Herre og vis mig, hvordan man tilgiver, bad hun. ”Jeg er ikke stærk nok til at knuse mit had, de har alle gjort os så meget uret, mit had er så tungtvejende, og det kunne ødelægge mig. Rør mit hjerte Gud og vis mig, hvordan man tilgiver.

En nat hørte hun skrig udenfor huset, og derefter en babys gråd. Hun forstod, at drabsmændene havde dræbt moderen og efterladt barnet til døden på vejen. Barnet skreg hele natten, den næste dag blev dets gråd svagere, og ved aftenstide var spædbarnet helt stille.

Immaculee skriver: Jeg bad til Gud om at modtage barnets uskyldige sjæl og spurgte Ham: Hvordan kan jeg tilgive mennesker, som gør sådan noget mod et barn?

Så skete der noget fantastisk, Hun fortæller at Hun hørte en svar: I er alle mine børn, og spædbarnet er hos mig nu. Hun skriver, det var blot en enkelt sætning, men det var svaret på de bønner, hun havde sendt af sted i mange dage.

Hun havde fået en åbenbaring. Pludselig genlød ordene, som engang havde lydt hule for hende: Og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere, i hendes sjæl som lyden af frelse. Det stod klart for hende, at det at hade drabsmændene forhindrede hende i at stole på Gud, deres tanker var blevet angrebet af den onde og havde spredt sig ud til hele landet, men deres sjæle var ikke onde, skriver Immaculee. På trods af deres grusomheder er de Guds børn. Jeg blev klar over, at jeg ikke kunne bede Gud om at elske mig, hvis jeg ikke var villig til at elske Hans børn.

Fra det øjeblik bad hun for drabsmændene, om at deres synder måtte blive tilgivet, og at de erkendte de frygtelige fejltagelser i deres handlemåder, før deres liv her på jorden udrinder. Hun holdt fast i perlerne på den rosenkrans, som hendes far havde givet hende og hørte atter Guds stemme: Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.

Hun havde fået fred, Hun skriver, hvordan Jesus talte til hendes hjerte: Tro på Mig og vid, at jeg aldrig vil forlade dig. Tro på Mig og frygt ikke mere. Og sandelig, hver gang drabsmændene kom for at ransage huset, opdagede de på mirakuløs vis aldrig kvinderne.

På det tidspunkt, da hun slap ud fra badeværelset, havde hun tabt 23 kilo. Hun og de andre kvinder flygtede til en nærliggende fransk militærlejr for at søge beskyttelse. Her blev hun bekendt med de barske detaljer om hendes familiemedlemmers død.

Immaculee besluttede at genopbygge sit liv, da volden i Rwanda sluttede. Hun arbejde i flere år ved de forenede nationer med at hjælpe flygtninge fra Rwanda. Hun stiftede også en fond, Left to Tell Charitable Fund, til at fortsætte arbejdet. Hun bor i dag i USA, er gift og har to børn.

Hun møder drabsmanden ansigt til ansigt

Immaculee erkender, at siden krigens afslutning, er hun i sine svage øjeblikke blevet fristet til at hade drabsmændene.

”Men jeg besluttede, at når de negative følelser overmandede mig, ville jeg ikke tillade dem at vokse yderligere i mig eller forblive i mit sind” skriver hun. ”Jeg ville altid omgående vende mig til kilden for den sande kraft: Jeg ville vende mig til Gud og lade Hans kærlighed og tilgivelse beskytte og frelse mig”.

På et tidspunkt, da volden i Rwanda var blevet slået ned og samtaler om FN-ledede tribunaler var begyndt, vendte Immaculee tilbage til Kibuye. Der besøgte hun et fængsel med henblik på at møde lederen af den bande, der havde dræbt hendes mor og bror, Damascene.

Hans navn er Felicien. Før folkedrabet havde han været en succesfuld hutu forretningsmand kendt for sin eksklusive tøjsmag og upåklagelige manerer. Immaculee tænkte tilbage på, hvordan hun plejede at lege med hans børn. Det var Felicien’s stemme, hun havde hørt kalde på hende, da drabsmændende gennemsøgte præstens hjem.

Nu var det Felicien, der hulkede og bar knap så (eksklusive) klæder til at dække den ”mærkede” krop. Fyldt med skam kunne han knap få øjenkontakt med Immaculee. Jeg græd ved synet af hans lidelser. Han var nu blevet et offer for sine egne ofre bestemt til at leve et liv med pinsel og med fortrydelse.

Hun rakte ud og tog hans hånd og sagde: ”Jeg tilgiver dig”. Hans tutsiarrestforvarer var rasende over dette og håbede, at hun ville spytte på manden. ”Hvorfor tilgav du ham?” Spurgte han i et tonefald, som om det var ham magtpåliggende at få et svar.

Tilgivelse er det eneste, jeg kan give” svarede Immaculee.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Divine Mercy. Den kan læses på: http://www.thedivinemercy.org/news/How-Does-Immaculee-Ilibagiza-Forgive-2420

(Oversat af Patrick Fyrst og Mogens Bohn)

Vor Frue af Kibeho – Advarsler fra Himlen der gik upåagtet hen, og som fik tragiske konsekvenser

Det hele tog sin begyndelse den 28. november 1981, da Den salige Jomfru Maria (og senere Jesus) begyndte at åbenbare sig med jævne mellemrum for en gruppe teenagere i Kibehodistriktet i Rwanda, og som gav dem vigtige himmelske budskaber, der skulle spredes til hele landet samt hele verden. På grund af budskabernes vigtighed begyndte Kirken straks at efterforske seerne og budskaberne, og den 29. juni 2001 godkendte den lokale biskop formelt og officielt hændelserne, der angik de tre seere. I begyndelsen blev de første budskaber formidlet af Jomfru Maria, og de var fyldt med den kærlighed, som hun har til sine børn her på jorden. Karakteren af budskaberne var instruerende med åndelig vejledning til folk om at leve et mere hengivent liv, angre deres synder og forkaste syndens fristelser for at komme tættere på Gud. Marias instruks til menneskeheden indbefattede en opfordring til alle om at bede rosenkransen dagligt for at holde ondskaben på afstand og for at menneskene måtte åbne deres hjerter for hinanden og hjælpe hinanden.

Men meget snart begyndte nogle af Jomfru Marias budskaber at indeholde skræmmende forudsigelser om krig, katastrofer og korruption, som hun sagde, at verden ville komme til stå overfor i de kommende år. Hun gav de unge seere et skræmmende indblik i en fremtid, hvor menneskenes hjerter ville være domineret af had frem for kærlighed, og hvor planeten ville blive smadret af religionskrige, økonomisk kollaps, regeringskriser og naturkatastrofer.

Folkedrabet i Rwanda og forudsigelsen om en ”flod af blod”

Men blandt budskaberne om opmuntring til omvendelse og kærlighed til næsten var der et meget vigtigt budskab, som syntes at være det vigtigste af alle Den salige Jomfru Marias budskaber. I 1982 forudsagde Den saglige Jomfru specifikt det frygtelige folkedrab i 1994 – 12 år, før det rent faktisk skete. Hun sagde, at en ”flod af blod” ville flyde gennem Rwanda, medmindre det rwandiske folk ophørte med at praktisere had og fjendskab overfor hinanden og i stedet mødte hinanden med hjertets kærlighed og i broderskab. Den 15. august 1982, så seerne ”en flod af blod, folk som dræbte hinanden, forladte lig uden nogen til at begrave dem, træer der alle stod i flammer og kroppe uden hoveder”.

Ved en bemærkelsesværdige lejlighed, den 15. august 1982, en dag, der skulle være en glædelig fejring af Jomfru Marias optagelse i Himlen, viste Den salige Jomfru Maria sig sorgfuld og grædende først for seeren Alphonsine. Seeren var dybt bekymret ved synet af Den velsignede Moder, der græd. Hun spurgte hende: ”Moder hvorfor græder du? Jeg kan ikke holde ud at se dine tårer!” Man hørte derefter Alphonsine sige: ”Ja Moder, jeg vil gentage, hvad du siger: Til jorden befolkning: Du siger tre gange: Du åbnede døren, og de nægtede at komme ind, Du åbnede døren, og de nægtede at komme ind, Du åbnede døren, og de nægtede at komme ind”.

Pludselig udbryder Alphonsine et hjerteskærende skrig: ”Jeg ser en flod af blod! Hvad betyder det? Nej … Hvorfor viser du mig dette Moder? Stop… stop nu! Træerne går op i flammer, hele landet brænder! Oh nej nej.. Hvorfor slagter disse mennesker hinanden”?

Senere samme dag fik en anden seer, Marie-Claire en lignende vision af sine landsmænd, der slagtede hinanden, og hun græd højt af rædsel ved synet af de billeder, som hun så. Det skønnes, at der var 20.000 mennesker i Kibeho den dag, og de var alle rædselsslagne over det, de havde hørt fra seerne.

På den tid forekom denne vision og Den salige Jomfru Marias profeti fuldkommen urealistisk for de fleste, selvom det er korrekt, at landet og dets befolkning bærer på en lang og problematisk historie med stammekrige og fjendskab mellem de forskellige stammer og sociale grupper. Snart begyndte Jomfru Maria at bede befolkningen om at give slip på det had, som havde sin oprindelse i stammetilhørsforhold og at betragte deres landsmænd som brødre. Hun opfordrede på det kraftigste alle folk til at udvise kærlighed overfor – og bekymrer sig for hinanden, og dette med udgangspunkt i Hendes Søns Jesus’ kærlighed og barmhjertighed. Ved at udøve denne kærlighed, sagde hun, ville den truende borgerkrig og blodsudgydelserne kunne afværges. Beklageligvis tog kun ganske få imod Vor Frues råd og landet kom til at opleve galskab, kaos og mord, akkurat som Vor Frue havde forudsagt. Hvis man blot havde lyttet til Jomfru Marias advarsler, da Hun viste sig i Kibeho, ville det blodige folkedrab aldrig have fundet sted!

Rosenkransen er det, som kunne have forhindret folkedrabet

Gennem seerne anmodede Den hellige Jomfru indtrængende alle i Rwanda til at bede om Hendes hjælp til at kunne udleve Kristi kærlighed og tilgivelse. Hun sagde, at den bedste og mest sikre måde at opnå dette på var ved at bede rosenkransen dagligt. Jomfru Maria sagde, at et af de stærkeste våben, der findes i verden, er rosenkransen, da den kan hjælpe os i forsvaret mod fristelse og ondskab. Hun bad om, at enhver måtte bede rosenkransen mindst en gang om dagen, uanset hvilket religiøst tilhørsforhold man måtte have, og lovede alle, som gjorde det, at de ville modtage en særlig åndelig nåde samt velsignelse.

Jesus kommer med en advarsel 12 år før folkedrabet

Sammen med Den hellige Jomfru åbenbarede Jesus sig mange gange for seerne i Kibeho, hvor Han opfordrede folk til at omvende sig fra deres synder og forsøge på at leve mere dydigt. Som Den hellige Jomfru, advarede Han også om en blodig borgerkrig, som snart ville ske, hvis befolkningen ikke vendte sig bort fra de sekteriske spændinger og den modstand, man havde mod hinanden. Under en åbenbaring 12 år før folkedrabet, havde Jesus vist Segatashya (en af de påståede seere) billeder af huse i flammer og mennesker, som blev nedslagtet af drabsmænd bevæbnet med macheter. Herren fortalte Segatashya, at det var, hvad der ville ske, hvis man fortsatte med at synde og hade hinanden. Da, det blodige folkedrab brød ud i Rwanda, blev Segatashya skudt af en gruppe drabsmænd.

En oversigt over hvad der skete under folkedrabet

I løbet af 100 dage fra den 6. april til den 16. juli 1994 blev omkring 800.000 tutsier samt moderate hutuer i Rwanda slagtet under det folkedrab, der ramte landet. I denne periode blev mere end 6 mænd, kvinder eller børn hvert minut hver time hver dag slået ihjel. Dette utrolige dødstal fortsatte i mere end tre måneder. Ved siden af disse voldsomme blodsudgydelser, antages det, at omkring 250.000 kvinder blev voldtaget i løbet af de 100 dage folkemordet varede (det eksakte tal er svært at præcisere grundet omstændighederne) og omkring 30 % af de kvinder, der var blevet voldtaget under folkedrabet, blev smittet med HIV / AIDS. I mange tilfælde var dette et resultat af en nøje planlagt strategi, hvor HIV – smittede mænd blev benyttet som et ”skræmmemiddel” samt et ”redskab” for et fremtidigt folkemord. Der var 10 gange så mange enker (kvinder), som der var enke(mænd) og det skønnede tal for enker var på næsten 50.000 og videre efterlod folkedrabet omkring 75.000 børn forældreløse.

Folkedrabet i Rwanda er en advarsel samt en forløber for det, der kunne hænde hele menneskeheden

Imidlertid var advarslerne fra Den salige Jomfru Maria ikke kun møntet på Afrika. Thi Hun fortalte seeren Marie-Claire Mukangango: ”Når jeg fortæller dig dette, er mit budskab ikke kun henvendt til dig mit barn, men det er et budskab til hele verden. I dag ser mennesket ikke tingenes sande værdi. De, som vedvarende begår synd, gør det uden en erkendelse af, at måden, de handler på, er forkert”.

Segatashya blev desværre ligesom Marie – Clare Mukangango også dræbt under folkedrabet. Hun sagde, at Jomfruen beskrev verden som ”et sted, der gør oprør mod Gud”, og at verden ”står på randen af en katastrofe”. Endnu et budskab blevet givet til seerne: ”Verden bevæger sig med stor hast mod sin undergang, den er på vej mod afgrunden … Verden er i oprør mod Gud, der praktiseres alt for megen synd, og der er i verden hverken kærlighed eller fred. Hvis I ikke angrer, og i hjertet omvender Jer, vil I være på vej mod afgrunden”.

Himlen advarede om det blodige folkedrab, hvis befolkningen i Rwanda ikke praktiserede hjertets omvendelse. Det gjorde de ikke, og 12 år senere blev landet kastet ud i ubeskrivelige rædsler. I Kibeho samt andre steder (i nyere tid) har Jesus og Maria advaret os alle og bedt om hjertets omvendelse (hos menneskeheden). Vi må omvende os og angre vore synder, ellers må vi også lide under ubeskrivelige rædsler, som et resultat af vore synder og hårdhjertethed. Lytter vi? Eller har vi ikke taget ved lære af det, der skete i Rwanda? Herre Jesus, Den korsfæstede, forbarm Dig over os!

Glem ikke, at Gud er mere magtfuld end al det onde på jorden … Verden er på randen af en katastrofe. Rens Jeres hjerter gennem bøn. Den eneste vej er gennem Gud. Hvis I ikke tager Jeres tilflugt til Gud, hvor vil I da søge skjul, når ilden har spredt sig”? … Vor Frue af Kibeho

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på Mystics of the Church. Den kan læses på: http://www.mysticsofthechurch.com/2015/01/our-lady-of-kibeho-heavenly-warnings.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Abort og Guds vrede

Var den brutale behandling af Polen under anden Verdenskrig en straf for (udførelsen af) abort?

Historien om abort udført i Polen kan virke ”fascinerende”, ikke kun fordi det er en historie om en solid katolsk nation, der blev en pioneer i forhold til legaliseringen af abort, men ifølge Skt. Faustina blev det løftestangen for guddommelig straf.

I 1920 blev Sovjetunionen, Polens naboland, det første land i verden, hvor abort blev gjort mulig og tilgængelig. Dette dannede ”skole” for andre lande, så de ligeledes kunne gøre abort mulig og tilgængelig.

I 1932 legaliserede man abort på medicinsk indikation, og dermed blev Polen det land, vest for Sovjetunionen, der tillod abort ved voldtægt og incest. Ved at åbne en dør på klem i forhold til dette, åbnede man praktisk talt en ladeport for udførelsen af illegale aborter, som foregik i landets hovedstad Warszawa. Da ”abortparadiset” USSR var afgrænset i forhold til resten af verden, blev Polen det eneste land i Europa, hvor læger uddannet i udførelsen af abort var tilgængelige. Folk tog til Polen på ”abortferie” for at få deres ufødte børn slået ihjel. Polen blev bogstavelig talt aborthovedstad i det østlige Europa.

Dette lod Vor Herre ikke gå ubemærket hen. I 1930 skrev Skt. Faustina i sin dagbog, at Guds vrede var blevet antændt ved drabene på de ufødte, den ”alvorligste forbrydelse af alle”. Hun fik en vision af dødens engel, bevæbnet med et sværd og rede til at slå til mod Warszawa. Kun ved bod blev Guds vrede udsat.

Skt. Faustina døde i 1938. Den Anden Verdenskrig brød ud det efterfølgende år ved at nazisterne invaderede Polen og i den konflikt, der fulgte, blev hver femte polak slået ihjel af henholdsvis sovjetrussere eller nazister. Warzawa – den smukkeste by i Polen grundet dens arkitektur, blev praktisk talt jævnet med jorden. Byens ødelæggelse var så omfattende, at det efterfølgende (nærmest var umuligt) at finde eksempler på arkitektur, der går mere end 70 år tilbage i tiden.

Hitler gjorde Polen til et midtpunkt for nazisternes dødslejre herunder den berygtede ”slagtebænk” bedre kendt som Auschwitz. Millioner af jøder samt andre, der var ”uønskede” (herunder katolske klerikale), blev sendt til dødslejre forskellige steder i Polen.

Efter krigen fortsatte Polens lidelser, da landet i 45 år blev en vasalstat for Sovjetunionen, og det først genvandt sin frihed i begyndelsen af 1990’erne.

Det spørgsmål, som kan få det til at løbe koldt ned af ryggen, er: Hvis de tragiske omstændigheder, som Polen gennemgik, faktisk er en guddommelig tugtelse for de børn, der blev aborteret i 1930’erne, hvilken tugtelse vil så ikke ramme et land, der har myrdet 60 millioner børn eller for den sags skyld en verden, der har aborteret over en milliard ufødte (børn) i det sidste århundrede? Bed og gør bod for menneskets synd.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter O’Dwyer og publiceret på ChurchMilitant d. 30. marts 2016. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-downloadabortion-and-gods-wrath

Skt. Faustinas vision af helvede

Skt. Faustina: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”.

Skt. Faustina, den polske nonne, der modtog mange åbenbaringer fra Kristus vedrørende Hans guddommelige barmhjertighed, fik vist helvede, så folk kunne angre og vende sig til Ham for at få tilgivelse.

I paragraf 741 i hendes nu velkendte Diary of Skt. Faustina fortæller hun, at grunden til at vor Herre sendte Sin engel for at eskortere hende til helvede, var følgende: Jeg skriver dette på Guds befaling, så ingen sjæl kan undskylde sig med: At der ikke er noget helvede, eller at ingen har været der, så ingen kan sige, at de ikke ved, hvad det er for noget.

Hun beskriver de forskellige former for pinsler, hun så, der blev anvendt på de sjæle, der havde almene og fejlagtige antagelser, nemlig at: ”Størstedelen af de sjæle, der opholder sig der, er sjæle, der ikke troede på, at der eksisterer et helvede”. ”Det var det, jeg bemærkede”, skriver hun.

Vor Herre gav i begyndelsen af den 20. århundrede Skt. Faustina åbenbaringer, som indeholdt forskellige aspekter af Hans guddommelige barmhjertighed for at tilskynde verdens børn, der er omgivet af synd til at søge Hans barmhjertighed ved sønderknust og med hjertets omvendelse at bekende deres synder. En af disse åbenbaringer handlede om helvedes pinsler.

Det, den polske nonne erfarede, da hun ”besøgte” helvede, var to kategorier af pinsler: Dem, som kan betegnes som kollektive pinsler og dem, som kan betegnes som individuelle pinsler:

Hun beretter, at der kan nævnes syv generelle former for lidelse, som alle (sjælene) var underlagt:

  • At være uden Gud
  • En bestandig samvittighedskval
  • At ens tilstand aldrig ændres
  • En ild, der gennemtrænger sjælen dog uden at ødelægge den
  • Et vedvarende mørke, en kvælende stank samt synet af andre tilstedeværende
  • Satans vedvarende selskab
  • En frygtelig fortvivlelse, et had til Gud, afskyelige eder, forbandelser og blasfemisk tale

Udover de generelle pinsler, der ”ramte” kollektivt, så Skt. Faustina videre den enkeltes pinsler: ”Specielle former for pinsler er konstrueret specifikt til den enkelte sjæl. Det er pinsler, der knytter sig til den enkeltes sanser. Hver enkelt sjæl gennemgår forfærdelige og ubeskrivelige pinsler, der relaterer sig til, den måde sjælen har syndet på”.

”Besøget” i helvede gjorde, at Skt. Faustina ubønhørligt bad for synderes omvendelse. ”Derfor beder jeg endnu mere for syndernes omvendelse”, sagde hun. ”Uophørligt anråber jeg Guds barmhjertighed, og at den må nå dem”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant d. 20. april 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/st.-faustinas-vision-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

HEAD OF VATICAN COMMUNICATIONS RESIGNS AMID SCANDAL

VATICAN CITY (ChurchMilitant.com) – After a scandal involving a doctored photo of a letter from Pope Benedict, the head of Vatican communications is stepping down.

AskaNews reported Wednesday morning that Msgr. Dario Viganò has submitted his letter of resignation, and the pope has accepted.

“The Holy Father Francis has accepted the renunciation of Mons. Dario Edoardo Viganò, Prefect of the Secretariat for Communication (SPC)”, announced Vatican spokesman Greg Burke. “Until the new Prefect is appointed, the SPC will be led by the Secretary of the same Dicastery, Mgr. Lucio Adrián Ruiz.”

More

Vatican admits leaving out another key paragraph from Benedict’s letter on Francis

VATICAN CITY (ChurchMilitant.com) – After a scandal involving a doctored photo of a letter from Pope Benedict, the head of Vatican communications is stepping down.

AskaNews reported Wednesday morning that Msgr. Dario Viganò has submitted his letter of resignation, and the pope has accepted.

“The Holy Father Francis has accepted the renunciation of Mons. Dario Edoardo Viganò, Prefect of the Secretariat for Communication (SPC)”, announced Vatican spokesman Greg Burke. “Until the new Prefect is appointed, the SPC will be led by the Secretary of the same Dicastery, Mgr. Lucio Adrián Ruiz.”

More