Category: Articles

Han skal bide Hende i hælen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det sker ofte, når man fejrer jul, at det bliver glemt, hvorfor vi fejrer den. For få år siden fandtes der et populært klistermærke, beregnet til bilruden, hvor der stod: Jesus er grunden til, at vi fejrer jul.

Ja, på en vis måde.

Det er klart, at julen handler om Vor Herre og Hans komme til jorden for at påbegynde Sit guddommelige liv blandt mennesker, og den første del af Hans livsforløb var i sagens natur som et lille barn.

Men det slutter ikke her, selvom det er præcis her, verden ønsker, at fortællingen skal stoppe.

Ja, Jesus er baggrunden for julen, men grunden til, at Jesus kom, var for at frelse verden ikke for at være et sødt lille barn.

Alt omkring dette lille barn er centreret om håb for – og had til menneskeheden. Kom hen til krybben, og du vil modtage et kors.

Knyt dig helt og aldeles til Ham, og du bliver automatisk Hans Moders Søn. Du kan ikke være knyttet til Det Inkarnerede Ord uden også at være knyttet til Hans Moder.

Det var om hende, Gud talte, da Han i Edens Have sagde til slangen: ”Hendes afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3: 15), men dette sker ikke, før tiden har nået sin fylde, hvor hun sætter ind med det endelige, afgørende og dødelige slag.

Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

At være Vor Herres bror og dermed Hans Moders søn betyder at tage del i den smerte, som er en del af Marias moderskab, og der er ikke blot tale om smerte, men om ren og skær lidelse.

Da Maria og Josef bragte deres lille barn til templet i Jerusalem for at gøre med Ham, som det er foreskrevet i Herrens lov, henvendte den gamle mand Simeon sig direkte Maria, efter han havde velsignet parret og sagde: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge …” (Luk 2: 34). 

Sværdet er den arv, der overgår til dig, hvis du er en del af den himmelske familie.

Simeon udlagde for Den Allerhelligste Moder det, som sværdet repræsenterer. Senere i Vor Herres offentlige virke udlagde Han i fuld offentlighed for dem, der fulgte Ham, samt deres familier, hvilken betydning sværdet har: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” (Matt 10: 34).

Her på jorden er sværdet vort liv og vor arv. Det er det, der hjælper os i kampen for at overvinde det onde i os selv og i verden.

Guds Moder blev vist sværdet i det øjeblik, der egentlig var præget af stor glæde, altså ved fremstillingen af Hendes Søn i templet, som det er foreskrevet i Herrens lov.

Lige nøjagtig i dette vidunderlige øjeblik, præget af glæde, hørtes lyden af sværdet, der blev trukket af skeden.

Sværdet er lig modsigelse, udfordring og konfrontation. Den næste gang vi møder denne guddommelige dreng i Hans liv, er der, hvor Evangelierne beretter om, at Han sad i templet sammen med de skriftkloge og lovkyndige.

Hvad er det, Han foretager Sig i deres forsamling? Han stiller dem spørgsmål, udfordrer dem og får dem til nærmere at overveje tingenes aktuelle tilstand, altså hvad det er for forestillinger og holdninger, der er de fremherskende.

Den udfordring, de blev præsenteret for, var så dybdegående, omvæltende og kraftfuld, at alle de, der lyttede til Ham, blev slået med forundring.

Sværdet og det, at slangen vil bide Hende i hælen, var det Himlens Dronning måtte erfare og bære, mens Hun var på jorden og Moder for Den stridende Kirke.

De, der følger Kristus, hendes Søn, kan forvente det samme, som er blevet beskrevet ovenfor. Vi er blevet overdraget sværdet for at bekæmpe slangen, og det betyder, at vi ganske enkelt må tage sværdet og begynde at kæmpe.

Det er derfor, de store helgener og paver kalder Kirken her på jorden for Den stridende Kirke.

Med ønsket om en hellig juletid til Jer og Jeres kære.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. december 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/he-will-strike-at-her-heel-12-29

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Et stort knus i julen …

af Guds Søn

Glædelig jul fra alle os til alle Jer og Jeres kære.

Masser af mennesker rejser i disse dage. Har I for eksempel været vidner til den situation, der kan udspille sig i en lufthavn, hvor to mennesker mødes, og hvor det er tydeligt, at de er meget begejstrede for at se hinanden, de omfavner hinanden og krammer hinanden så hårdt, at man næsten bliver bange for, at de gør skade på hinanden.

Det er altid rørende at overvære et sådant møde, fordi det, der sker, vidner om, at der er tale om et frydefuldt øjeblik.

Det, man ofte ser ved et intenst kram, er, at det foregår på en sådan måde, at man får et indtryk af, at de to implicerede, så at sige opsluges i hinanden og bliver til ét.

Det er netop en sådan situation, man er vidne til, når man ser på (jule)krybben, her er nemlig sket en forening mellem det guddommelige og det menneskelige, Gud holder så at sige menneskeheden ”tæt ind til sig”, og det i en sådan grad, at man i dette specielle tilfælde taler om Gud/mennesket og mennesket/Gud.

Det, jeg netop har beskrevet ovenfor, er det, der finder sted, når vi modtager Den hellige Kommunion. Vor Herre blev født af Sin hellige Moder, der anbragte Ham i en krybbe, der fungerede som et trug, altså et spisested for dyr.

Vor Herre blev født i Betlehem, en by, hvis navn kan oversættes til Brødets hus. Vor Herre ville senere i Sit liv definere Sig selv som Livets Brød.

Vor Herre gav dem, Han elskede, og som ønskede at blive forenet med Ham for evigt, den anvisning, at de skulle modtage Ham som føde. Vil man forsøge at forstå denne formulering i bogstavelig forstand, er dette umuligt, da ingen levende væsner er i stand til at smelte sammen.

Uanset hvor dyb kærligheden er, eller hvor intens den måtte være, er det ikke muligt, at to mennesker oplever en sammensmeltning. Det, der tilnærmelsesvist kan minde om en sammensmeltning, er, når et par giver hinanden sit ja under bryllupsritualet og dermed bliver ét kød. Men selv i dette tilfælde vil der (kunne) opstå en fysisk adskillelse, hvilket finder sted, når døden for én af parterne indtræffer.

Det barn, hvis komme vi fejrer, er ikke kun blevet menneske, men Han har også knyttet sig til specifikke og virkelige mennesker.

Han (Jesus) fortsætter med at knytte sig til andre mennesker, for det er i sagens natur det, man gør, når man elsker. Elsker man en anden, ønsker man ikke adskillelsen, og det gælder også Ham, der elsker. Han forlader aldrig den, Han elsker, end ikke i fysisk forstand, fordi for Gud er alting muligt.

Den guddommelige føde, som blev lagt i en krybbe, der egentlig fungerede som spisested for dyr, kom ikke til verden for blot at dø, men ved at dø, blev Han for os englenes brød og vejen til for altid at være forenet med Ham.

Ved nærmere eftertanke er Det Allerhelligste Sakramente et udtryk for den ypperste kærlighedsgerning, men for at vi på det fysiske plan kan forenes med Ham, måtte Han komme fysisk til stede, så Han blev materialiseret, så man kunne røre ved Ham, spise Ham, så Han kunne forenes med vore legemer, vort kød.

Da Jesus er Gud, kan Han ikke flyde igennem vores system af blodårer og gennem vores bankende hjertes kamre. Derfor måtte Gud, der skabte disse menneskehjerter til at være sammen med Ham, forene Sig med menneskelegemet.

Ved at gøre dette blev Han (Gud) derved en del af menneskets DNA, og på den måde blev Han føde for os. Det vil sige, at guddommens DNA ledes over i dem, Han elsker allermest i denne verden.

I modsætning til ægteskabet der ophører ved døden, vil den fysiske død for dem, der har været forenet med Ham i deres legemer i dette liv, opleve deres dødelige legemes opstandelse i et legeme, der er fuldendt.

For mens englenes Brød så at sige opretholder dem, der i dette liv, i den rette stand, det vil sige nådens stand, har modtaget Ham, så har dette Brød også en forberedende virkning på vores faldne legeme, så det bliver løftet op til evig herlighed.

Det er netop derfor, at Jesus i Kapernaum omtaler Sig selv som Livets Brød, og at det er afgørende, at man spiser Hans Kød og drikker Hans Blod. Han siger dette i Johannesevangeliet kapitel 6. 54: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag”.  

Det, Jeres øjne møder, når I betragter (jule)krybben, er Brødet, der er blevet svøbt og lagt i et trug, og det er det brød, der en dag vil være årsagen til, at Jeres herliggjorte legemer er blevet forberedt til den evige herlighed.

Når I i løbet af juletiden træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, så vil I blive mødt af Universets Herre og Konge, som vil modtage Jer med et stort (jule)knus, og Han vil aldrig give slip på en eneste af Jer.

Må det lille barn i Betlehem overbringe Jer og Jeres kære en velsignet nåde i denne hellige juletid.

Fra hele vores familie her på Church Militant og fra dem, der er gået bort og over til Den triumferende Kirke, skal I vide, at Gud elsker Jer.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. december 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-a-christmas-hug

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Guds egen mand til jul

Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn” (Hos 11:1).

Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel. Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Fra Egypten kaldte jeg min søn” (Matt 2:13-15).

De to ovennævnte skriftsteder fra Hoseas’ Bog og Mattæusevangeliet, der indleder denne artikel, benyttes som oftest med henblik på at minde os om Kristi mystiske Legeme. Det gamle Israel og Den første Kirke fremstår som to sider af samme sag, nemlig Guds rige.

Allerede fra patriarkernes tid (Abraham, Isak og Jakob) har Israel (som det udvalgte folk) båret på kimen til en Frelser, en Messias. Efter den sidste nadver havde Kirken fået overdraget Eukaristien, som er Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Kristus er Gudsriget, og de udvalgte er Gudsriget. Kirken er på mystisk vis Det mystiske Legeme og det nye Israel. Da Kristus kom til verden, blev Gudsriget ”født”.

Nebukadnesars drøm

Mens du så på den, blev en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd; den ramte billedstøttens fødder af jern og ler og knuste dem. Derefter knustes på én gang jernet, leret, kobberet, sølvet og guldet; det blev ført bort af vinden som avner på en tærskeplads om sommeren og var sporløst forsvundet. Men stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden” (Dan: 35-36).

Forestillingen, om at Gudsriget (i en drøm) var blevet overdraget til en konge fra Babylon, blev ikke åbenbaret før den dag, hvor profeten Daniel udlagde- og forklarede den. En sten blev revet løs, men ikke ved menneskehånd. Denne sten er Jesus:

Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse” (Matt 21:44).  

Derfor siger Gud Herren: Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig” (Es 28: 16).

Nebukadnesars drøm var et billede på, hvordan riget skulle udgå fra Jesus, og hvordan det skulle vokse i størrelse og fylde hele jorden. Julen er et helt andet billede på den samme virkelighed, som bliver formidlet til Skt. Josef også i en drøm.

Josefs drøm

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1: 18-21).

Josef erfarer, at Maria er blevet gravid, men at dette ikke er sket ved menneskelig indgriben. På samme måde blev stenen i Nebukadnesars drøm revet løs, men ikke ved menneskehånd. Der var visse mennesker i denne historiske periode, der havde en forventning om, at Messias skulle fremstå som en ”stærk mand”, der ville stå i spidsen for hærstyrker, der skulle erobre verden for Gud. Men det var en forventning, der ikke kunne være mere forkert. Guds rige er (tilgiv mig formuleringen) Guds sag. Gud vil gøre det på den måde, Han finder mest rigtig.

Josef bliver betroet nogle ting i forbindelse med disse fantastiske nyheder. Gud skal have en Søn, Messias, og Han vil være Gud, fordi Hans Fader er Gud, men Han vil også være menneske, fordi Hans moder er en ung israelitisk kvinde, som det var blevet forudsagt af profeten Esajas. Gud ville selv give et tegn, fordi Hans rige ikke skulle komme til verden under stor opstand, men i stilhed, hvilket var en stor overraskelse for mange. Dette er et tegn på, at Den Allerhelligste Maria er forudbestemt til at være dronning over Israel.

Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7:14).

I en drøm, som Josef fra Betlehem har, ligger nøglen til at kunne forstå dette tegn. Han vil adoptere dette mystiske barn og give Ham navnet: Jesus, Søn af Josef. Endnu engang vil en Josef frelse Israel, og endnu engang vil Israel gøre skade på deres Frelser, og Gud vil vende den skade, man påfører Ham til frelse. På samme måde som den første Josef, vil også den nye Josef høre Guds stemme i sine drømme (1 Mos 37: 1-36:9).

En retfærdig mand

Ifølge Evangeliet er Skt. Josef en retfærdig mand, en mand efter Guds Hjerte. I Den hellige Skrift fremstår Skt. Josef som en handlingens mand, men også som en mand præget af tavshed. Jeg forestiller mig, at Maria har betragtet ham, som en mand med styrke og visdom, der er vokset frem gennem mange års hårdt arbejde. Jeg forestiller mig, at Josef har set på Maria med ærefrygt på grund af hendes renhed og skønhed og hendes fuldstændige overgivelse til Den sande Gud. Hvem kunne have gættet, at dette ydmyge par ville være et skjul for selve Gud?

Men Gud kom til udtryk gennem Josef. Gud gjorde Josef til tavshedens mand, som vil tage vare på Det inkarnerede Ord, Det Ord, der er et udtryk for universets eksistens. Den, der har skabt det univers, der omgiver os, har givet Maria og Josef en flig af livet, nemlig Hans liv i et menneskelegeme. Josef vil som tekton opdrage Jesus og lære Ham, hvordan man arbejder med materialerne jern og træ, og hvordan man ved brugen af plovjernet gør jorden klar til sædekornet. Skjult i det arbejde, de foretager, ligger det altafgørende Alfa, det første bogstav i alfabetet, det græske Alfa, der senere vil blive benyttet af Jesus til at vise hvem, Han er: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen …” eller som det formuleres på hebræisk ”Jeg er Aleph og Tav …”, og her betyder Tav, korset. Tav er det sidste bogstav i det hebræiske alfabet. Når vi betragter korset, ser vi, at det består af jern og træ, og det karakteriseres af Lucian, som det modbydelige instrument, hvor vor Frelser valgte at dø. Lucian siger også: ”Jeg er ploven og korset, begyndelsen og afslutningen”.

Josefs livsforløb er en skygge af dette offer. I de sidste år at sit liv vil Josef ofre alt, det han ejer. Han vil sammen med Maria bære på skammen, der knytter sig til denne uforklarlige graviditet. Han vil forlade alt for at søge tilflugt i Egypten. Han vil fortsætte med at arbejde, også selvom hans kræfter svinder, og han vil holde ud til det endelig er slut. Josef er ypperstepræsten, han er en mand, der vil bringe sig selv som offer på sin families alter. Han vil gå bort fra denne verden uden at efterlade sig noget som helst, men med en fornemmelse af, at han udførte sin pligt for Gud.

Den almægtige Gud betroede den første jul til denne mand, til Josef, som var Hans (Guds) endelige valg og den bedste mand (til at varetage denne opgave).

Prøv i denne jul at tænke på Josef. Kirken og verden har brug for mænd, der ønsker – og er villige til at være som ham: tavse og maskuline mænd, der har visioner, og som vil gøre disse visioner mulige.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 23. december 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoin.org/gods-man-for-christmas

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Roser i december

Et besøg

Den 9. december 1531 drog Den Allerhelligste Guds Moder afsted til bjerglandet (Luk 1: 39), dog var det denne gang ikke Judæas bjergland, hun drog afsted til, men i stedet det mexicanske. Hendes besøg var ikke bestemt for hendes kusine Elisabeth, der var hustru til Zakarias, men i stedet den ydmyge bonde Juan Diego. ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Stilhedens musik

De første beretninger om Juan Diegos møde med Guds Moder fortæller om en tilskyndelse, han fik til at gå op i bjerglandskabet omkring Mount Tepeyac. Han fornemmede i sig selv noget uimodståeligt, som når man hører en kalden, og som man opsøger, fordi det er bydende nødvendigt. Han fornemmede det, der gik for sig, som en slags himmelsk musik, som lyden af stilhed, der på en og samme tid fremstod både ukendt og smuk. ”Vær stille for Herren, alle mennesker! For han bryder op fra sin hellige bolig” (Zak 2: 13). Stilhedens lyd for Juan Diego adskiller sig ikke fra den ”sagte susen” (1 kong 19: 12), som Elias hører på bjerget Horeb.

Juan ”fulgte efter” lyden af himmelsk musik og blev på den måde ledt til at være vidne til en åbenbaring af ”… et stort tegn (der) viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, men månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 12: 1-2). Hvad var dette, hvis det ikke var en himmelsk indgriben, en teofani eller et øjeblik, hvor sløret løftes til side? ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel” (Åb 11:19).  

De fattige Gudstroendes Dronning

Kvinden klædt i solen talte til Juan Diego. Hun trøstede ham, og det er det, hun altid gør overfor de fattige, de ”små”, dem, der er plaget, de udstødte og de undertrykte. Vor Frue af Gaudalupe er dronning for anawim (det hebræiske ord for ”de fattige”, der forblev tro mod Gud i svære tider), altså de fattige Gudstroende. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere rørende end det budskab, hun havde til Juan Diego:

Hav vished for, at jeg er Den fuldendte og for evigt Jomfru Maria, den sande Guds Moder, jeg er din barmhjertige Moder, Moder til alle dem, der elsker mig, der anråber mig og til dem, der sætter deres lid til mig. Lad ikke problemer tynge dig og blive til sorg. Frygt ikke nogen sygdom, fortvivlelse, angst eller smerte. Er jeg ikke hos dig, mig, som er din Moder? Lader jeg ikke min beskyttelse favne dig under min kappes fold og i mine arme?”.

Kødet er afhængigt af frelsen

Så blev der musik for øret og en åbenbaring for øjet. Guds plan åbenbarede, at ved, at Hans Ord blev kød, ville hele skabelsen blive genoprettet til hellighed, og at vores fysiske sans ville modtage nåden og dermed blive åben for Guds mysterier. Tertullian sagde: ”kødet er afhængigt af frelsen”.

Jomfruen valgte også at give to andre tegn, inden hun gav det mirakuløse billede. Det første tegn var, at Juan Diego oplevede at blive følelsesmæssigt berørt. Med en helt speciel moderlig ømhed sørgede hun for, at der voksede vidunderlige roser frem på en bar og vindblæst skråning i december, som Juan Diego kunne plukke og samle i sin kappe. Det andet tegn hun gav omfattede selve roserne; de var velduftende. Disse roser, der blomstrede i sneen, må for Juan Diego have fremstået som en festfejring, ligesom det er for os, når vi i dag fejrer denne anden store fest for Jomfruen i december måned. Det tredje tegn, Jomfruen gav, er et utroligt smukt billede. Et stykke af Himlen blev foreviggjort på denne fattige mands kappe. Der er tale om et billede, der til stadighed vækker undren og fortsætter med at overraske verden, og endelig bliver det ved med at vække glæde hos hendes (Jomfruens) børn, for dette billede er for evigt indprentet som et minde om det besøg, Herrens Moder aflagde verden.

De, der bærer Den skjulte Kristus

I al hast iler vi til Den hellige Messe, fordi vi ligesom Juan Diego er draget af den musik, der ikke stammer fra denne jord. Når vi nærmer os Guds alter, bliver vi berørt af Guds Ord, der blev kød. Vi modtager ikke roser, der er arrangeret tæt omkring vore hjerter, men derimod Jesus Kristus selv i de tilbedelsesværdige mysterier, der knytter sig til Hans Legeme og Blod.

Duften af Kristus hænger ved dem, der modtager Ham, og det er en duft, der er langt mere sød end den duft, der stammer fra de roser, der vokser frem i december. Og så er der billedet. Ved at have taget del i de hellige mysterier, bliver vi dem, der bærer på, ikke et mirakuløst billede, men et meget stort mirakel. Vi vil i vore sjæle bære på den samme Jesus, som Maria bar i sit moderliv. Caryll Houselander definerede dette, som at bære på Den skjulte Kristus. Dette medfører, at vi bringer Kristus med til steder og situationer, hvor Han praktisk talt aldrig før har været. ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2: 14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. december 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/12/the-scent-of-roses-in-december

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria er midtpunkt i adventstiden

Hvis der er fem dage, der understreger betydningen af vor helt specielle tid med Maria, er det dagene fra den 8. til den 12. december. I de dage reflekterer vi over Marias ubesmittede Undfangelse og de begivenheder og budskaber, der knytter sig til Vor Frue af Gaudalupe. Disse begivenheder er af Det guddommelige Forsyn nøje blevet placeret centralt i adventstiden, ikke for at fjerne vort fokus fra Kristi komme, men for at forberede os til det. De førnævnte begivenheder omkring Maria retter vores opmærksomhed på en smuk og centrale sandhed om hende, som den ærværdige Fulton Sheen ofte har påpeget, nemlig, at Maria altid er Kristi Advent.

De historiske og åndelige tråde, der kan trækkes fra festen for Den ubesmittede Undfangelse til Vor Frue af Gaudalupe, Vor frue af Lourdes og endda Vor Frue af Fatima, fra den gamle verden til USA og fra den østlige kirke til den vestlige kirke, er fascinerende. Jeg har mange gange både talt og skrevet om, hvordan alt dette er forbundet, og man kan finde en kort opsummering af alt dette i en anden artikel, jeg har skrevet. I dette indlæg, vil jeg koncentrere mig mere specifikt om de mysterier og begivenheder, der knytter sig til tiden fra den 8. til den 12. december, og hvordan de viser os vejen til at komme tættere på Gud, et budskab verden i dag desperat har behov for, fordi den har vendt sig bort fra Gud. I løbet af disse specielle dage i adventstiden, vil vi overveje, hvordan Gud ønsker at knytte Sig tættere til hver eneste af os på en helt speciel måde gennem Hans Moders hengivenhed. Det var det, Han gjorde, den første gang, Han kom, og hver eneste advent giver Kirken os mulighed for at reflektere over, hvordan denne sandhed gengives i vores eget liv.

Vor Frue af Gaudalupe og Hendes mysterium kan ligesom Den ubesmittede Undfangelse give os to betydningsfulde sandheder om det at være forbundet med Gud, og som har stor betydning for enhver kristen. Det første, som vi så på en kraftfuld måde i Mexico City i 1531, er, at Maria altid er handlekraftig, specielt i disse dage, for at forberede sjæle til at modtage Kristus som den gave, som Han er. Og hun viste, at hendes foretagsomhed bar frugt, fordi 9 millioner aztekere konverterede (uden at hun sagde et eneste ord til dem). Aztekernes civilisation var baseret på en dødskult, der var centreret omkring menneskeofringer. Med andre ord, når verden ikke ser noget håb eller mulighed for at finde Gud, er Maria Guds hemmelige våben. Hemmeligt, fordi hun ikke kommer med fuld styrke eller på en frembrusende måde, men på en uventet måde, der afvæbner verden omkring hende. Man må aldrig glemme, at Mexico er kristent på grund af Maria, og Maria var i stand til at forestå denne omfattende omvendelse, fordi Helligånden kun virker igennem hende, da hun er Hans brud, hvilket altid har været Kirkens lære. Skt. Louis de Montfort formulerer det på følgende måde: ”Jesus er altid og overalt Marias frugt, Marias Søn. Og Maria er altid og overalt det sande træ, som bærer livets frugt. Hun er den sande Moder, som frembringer denne frugt” (True Devotion, no. 44).

Den anden sandhed, Vor Frue af Gaudalupe åbenbarer, er, at hemmeligheden bag det, at Maria er fuld af nåde, skyldes, at hun er ubesmittet, et ord der betyder ”uden plet”. Hvad er det, der skaber pletter på vores sjæle, ægteskaber og forholdet til Gud? Er det ikke egoisme, urenhed, jalousi og det at sætte mennesker og materielle ting over Gud?

Hvordan kan Den ubesmittede Undfangelse være netop dét, der kan fjerne disse (syndens) pletter? Ganske enkelt fordi, det er ved hjertets ydmyghed og renhed, at der banes vej for, at man kan se Gud og fuldt ud modtage Hans nåde, alt det, som vi oprindelig er skabt til. Da Maria tømte sig for ”sit ego”, blev der plads til Gud, og Gud fyldte hende. Maria har tømt sig så meget for ”sit ego”, at hun blev ét med Helligånden. ”Jeg er Den ubesmittede Undfangelse”, det var det, hun åbenbarede i Lourdes. Dette siger langt mere end blot, at hun er uden synd. Hun er fuld af nåde, i nåden er hun et og alt med sin ægtefælle (Helligånden), og det betyder, at når vi ser hende, er det kun Gud, vi ser i – og gennem hende.

Det var det, hun mente, da hun sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren” (Luk 1: 46). Et forstørrelsesglas er gennemsigtigt og forstørrer kun det, der ses igennem det. Forestil dig et menneske, der er fuldstændig under Guds kontrol. Ja det er svært at fatte. Kun de, der fuldstændig stoler på Gud, modtager Hans nåde helt og fuldt for at kunne opnå det utænkelige i deres sjæle og gennem deres gerninger.

Det er det, Kirken beder os overveje omkring Maria denne og alle andre adventer, fordi hun er enhver kristens forbillede. Ja, vi er kaldet til i vore sjæle at gennemleve den Ubesmittede Undfangelses mysterium, så vi finder frem til den forbundethed med Gud, som vil forandre verden omkring os. Gud elsker os, når vi forsøger på at tømme os, så meget vi kan, for ”vores ego”, for derved giver vi Ham plads til at gøre underværker. Fortvivl ikke, når I læser dette. Dette er virkeligt og netop det, der er Guds ønske for dig denne advent.

Vi har alle mulighed for at tømme os for vores ego, så Gud kan fylde os med Sin nåde. Hvad kan vi gøre for at nå dertil? Vi kan gøre, som de tre vise mænd, som ydmygede sig for at kunne få opfyldt det, de allermest ønskede sig, nemlig at møde Jesus Kristus, Frelseren, som lå i Marias favn. Lad os gå i fodsporene på de tre vise mænd og lære af deres visdom, og vi bør aldrig glemme, at jo mere vi er skjult for verdens åsyn, jo mere er vi til for Gud. Husk på det, når I beder rosenkransen denne advent, og især når I overvejer glædens mysterier.

Vor Frue af Gaudalupe og den nye advent, bed for os.

Glædelig jul.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 9. december 2018. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2018/12/09/mary-is-the-heart-of-advent

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den bedste måde at forberede sig til julen på er den daglige deltagelse i Den hellige Messe

Understøttet af denne bøn bliver det muligt for os at indtage ”Ånd og ild”.

Vi er endnu engang ved at tage de første skridt ind i adventstiden. På en vis måde kan man betragte denne tid som en udvidet fejring af det, der sker, da englen kommer til Maria ved bebudelsen. Herren sender sin engel Gabriel til os i liturgien, som giver os løftet om, at Ordet bliver kød, det kød, der allerede dvæler i vor midte i den hellige banket. Vi ser med forventning på mysteriet, som er knyttet til åbenbaringen af Guds Søn i julen, når vi i denne tid fokuserer vores kærlighed på de ting, vi ikke kan se på grund af deres ydmyge herlighed, for det er netop det (en ydmyg herlighed), der møder vores blik, når vi ser mod Nazaret. Hver eneste dag, i løbet af året, i Kirkens liturgi, er en erindring om det, der allerede er her, en forventning om det, der vil komme og en deltagelse i den virkelighed, der (allerede) eksisterer.

Vi kan gøre mange gode ting i løbet af adventstiden: vi kan på daglig basis bede rosenkransen, vi kan læse en bog, der gør, at vi på et dybere plan overvejer vores tro, vi kan bede dele af tidebønnen eller bruge 15 minutter til en halv time på at læse og grunde over Den hellige skrift, som det første i den stille morgenstund.

Vi er dels forpligtede overfor Gud til at bede til Ham, og dels bærer vi på et indre behov for at komme i kontakt med Ham gennem bøn. Vores liv vil uden bøn over tid visne og tørre ud, hvis vi ikke dagligt gør brug af den. Men ingen overgår Kristus og Hans Kirkes højeste bøn, nemlig Messeofferet. Fejres Den hellige Messe på daglig basis (på en behørig og ærbødig måde), er det den bedste hengivenhedsakt, man kan anvende i løbet af denne advent som en forberedelse til julefesten. ”For Helligånden har gjort liturgien til netop det sted, hvor Han kan arbejde i menneskets sjæl”, som den store Dom Prosper Guérager engang har udtalt. Der er tale om Den selvsamme Helligånd, der overskyggede jomfru Maria, så Guds Ord kom til stede i hendes moderliv, det er Den samme Helligånd, der svævede over Kristus ved Hans dåb i Jordanfloden, det er Den samme Helligånd, Kristus nedsendte over apostlene ved pinseunderet med henblik på, at Kirken til alle tider skulle spredes ud over hele verden, det er den Helligånd, der ”fungerer” lige i centrum af Det hellige Messeoffer og er ”aktiv” netop der mere end noget andet sted på jorden, og derfor bliver det muligt (med Skt. Ephrems’ ord) at indtage ”Ånd og ild”.

Den hellige Messe er det sted, hvor vi oplever et møde med- og indtagelsen af det mysterium, vi tror på. Skt. Athanasius siger i den mest fuldendte betragtning vedrørende julen, der nogensinde er blevet fremsat, at ”Gud blev menneske, for at mennesket kan blive Gud”. Hvis vi har et ønske om, at Gud bliver vores helt egen, og at vi selv bliver Guds helt egen, må vi ”lukke Gud ind” på netop den måde, Han har valgt, altså under brødets skikkelse, som er den føde, der giver liv. Betlehem er trods alt ”Brødets hus”. Han kom for at blive vores brød, men som Skt. Augustin fortæller os: Når vi indtager Ham under brødets skikkelse, så fungerer denne fødeindtagelse på en helt anden måde, end hvis vi indtager et almindeligt måltid med almindelige fødevarer, for her sker der det, at den ”almindelige” føde bliver til energi og dermed en del af os selv, og det er, fordi vi står over fødevarerne og kan bearbejde dem, men når vi indtager den guddommelige føde, som er Kristus, og som i den grad er til stede og langt mere kraftfuld, end vi er, så omdanner Han os til Sig, når Han vel og mærke ikke finder nogen forhindring i forhold til denne forandring.

Lyt til det, som præsten fra Ars, Skt. Johannes Vianney, har at sige:

Alle gode gerninger, der foretages i verden, kan ikke betragtes som værende på lige fod med Det hellige Messeoffer, og det er, fordi der er tale om gerninger foretaget af mennesker, hvorimod Det hellige Messeoffer stammer fra Guds Hånd. Martyriet kan heller ikke sammenlignes med Det hellige Messeoffer, for martyriet er er menneskets offer til Gud, hvorimod Messeofferet er Guds offer for mennesket”.

Som det fremgår af dokumentet Lumen Gentium fra Vatikan II, så er liturgien ”kilden og højdepunktet” i vort kristne liv. Liturgien er en kilde, som styrker, giver indsigt, oplyser og hjælper, både i dette liv og det, der vil komme, for det kommende liv er eet, vi bør forberede os på gennem hele vort liv. For Kirken minder os i adventstiden om Kristi andet komme, som bliver til virkelighed (kan man sige) ved den enkeltes egen død, hvor Kristus kommer til hver eneste af os enten til herlighed eller skam.

”Herrens engel forkyndte for Maria, og hun undfangede ved Helligånden. I ordets liturgi forkynder Herren Sit ord til os. I den Eukaristiske liturgi modtager vi Ordet, der er blevet kød, undfanget ved Helligånden. Den hellige Messe er for os den bestandige bebudelse og livslange advent. Den tid af kirkeåret, Den hellige Moderkirke betegner som advent, er derfor en ganske velegnet lejlighed til daglig Messegang. Må Jeres advent afføde en åndelig frugt, der på en vis og skjult måde bidrager til en rensning og helliggørelse af Kirken her på jorden, som vi alle længes imod.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. november 2020. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/no-christmas-preparation-could-be-better-than-daily-praying-this-awesome-pr

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus Universets Konge: en fest, der opfordrer katolikker til at forsamle sig om troen og give den videre til de generationer, der kommer

Han fortjener at herske i ethvert hjerte og hjem, over alle folkeslag, tungemål og menneskeheden generelt.

I den traditionelle romersk-katolsk kalender fejres festen for Jesus Kristus Universets Konge den sidste søndag i oktober, altså ikke den sidste søndag i det liturgiske år (som i den liturgiske kalender for Novos Ordo-Messerne). Grunden til, at denne ændring er blevet foretaget samt de eftervirkninger, det har haft på de liturgiske tekster, er ganske åbenlys, som jeg allerede har uddybet andetsteds. Men først og fremmest er det altid godt at overveje, hvorfor denne relativt nye fest optræder i det liturgiske år. Når jeg her anfører relativt nye, så er det, fordi den er mindre end 100 år gammel.

Da pave Pius VI stadfæstede denne fest, altså festen for Jesus Kristus Universets Konge, hvilket han gjorde med sin encyklika Quas Primas den 11. december 1925, befandt verden sig i en tid præget af usikkerhed (som verden ofte gør). Man havde endnu ikke glemt den ondskab, der dannede rammen for 1. verdenskrig, og den politiske og socioøkonomiske situation i Europa i slutningen af 20’erne var præget af usikkerhed og en dyster stemning. En gennemgribende verdslighed var fremstået, og i den forbindelse blev der fremsat åbne krav vedrørende abort og prævention, som er i strid med det naturlige altså det Gudskabte. Disse moderne tendenser og krav fik mere vind i sejlene efter 1960 og har efterfølgende haft stor fremdrift. Kort sagt, man befandt sig i en tidsalder, hvor man allerede havde vendt Guds lov, sandhed, visdom, kærlighed og Hans position som regent over menneskets hjerte og samfund ryggen.

Der er én ting, vi aldrig bør glemme, og det er, at Gud er Den, der hersker over hele skabelsen, uanset om vi ønsker det eller ej; vi kommer ikke til at skulle beslutte ved en afstemning (hvor folket høres) a la Brexit, om Gud er regent eller ej, men vi accepterer dette faktum ved at ydmyge os under Hans barmhjertige og retfærdige hånd. Vi kunne også markere et oprør mod dette faktum, men derved gør vi blot skade på os selv. Som Pius XI lærer os, så må alle engle og mennesker, altså alle skabninger i sidste ende bøje knæ for Ham, uanset om det er i ydmyg taknemmelighed for Hans frelsesgerning, som er en gave, og det, den bringer med sig, nemlig himlens herlighed, eller det er efter et markant oprør mod Ham, som Skaber og resultatet af det, er den evige fortabelse.

Et samfund vil altid kunne kendes på hvilken af de to ovennævnte positioner overfor Gud, dets leder/ledere og majoriteten af befolkningen har indtaget. Et samfund i sig selv, og dette inkluderer dets leder/ledere, kan vælge at bøje knæ for Gud og vil endda allerede her på jorden få en vis forsmag på frelsen og glæden, eller det vil rase mod åget, synde i stort omfang og nedkalde en straf bestående af bitterhed, åndløshed samt en forøgelse af grusomhed. Med andre ord himmel og helvede tager sin begyndelse her og nu, mens vi befinder os på jorden, og det afhænger helt og aldeles af de valg, vi træffer individuelt og kollektivt.

Pave Pius XI erklærede utvetydigt, at festen, han her indstiftede, havde en social dimension, og at dette var et krav. Steve Skojec har været mig behjælpelig med at indsamle al relevant tekstmateriale vedrørende denne fest. Jeg vil dog i denne artikel begrænse mig til at kommentere afsnit 24 i encyklikaen Quas Primas.

Hvis vi pålægger hele den katolske verden at ære Kristus som Konge, bør vi sørge for, at det bliver gjort på en måde, så det tjener de nutidige behov, og samtidig bliver en væsentlig modvægt til den plage, der nu har inficeret samfundet. Med ordet plage henviser vi til den antiklerikalisme, der gør sig gældende, og de fejlslutninger den rummer og de blasfemiske aktiviteter, den bringer med sig.

Ved at benytte ordet antiklerikalisme kommer Pius XI med en samlet betegnelse for den mangeartede krigsførelse, der er rettet mod katolicismen fra de revolutionære tendenser, der ligger i modernismen, og som er karakteriseret ved et indædt og helt igennem dæmonisk had til de klerikale, cølibatet, ordenslivet, Det hellige Messeoffer, krucifikser, kirkebygninger og sogneskoler, samt meget andet af det, der knytter sig til Kirken. Antiklerikalisme er den rette betegnelse for alt dette, da katolicismen par excellence symboliseres af præsten, der i sine messeklæder, står ved Højalteret med front mod Øst, mod Retfærdighedens Sol og celebrerer Den hellige Messe.

Det er derfor mere foruroligende, at mange i Vatikanet herunder pave Frans har sluttet sig til fortidens og den nutidige antiklerikale strømning vedrørende klerikale temaer, hvor man angriber de klerikale beklædningsgenstande, de traditionelle andagter, tilbedelse, fastholdelse af (katolsk) doktrin og bestræbelserne på at holde fast ved Europa som et kristent kontinent, og hvor man i langt større udstrækning oplever, at Vatikanets initiativer hilses velkommen af frimurere, miljøforkæmpere og økonomiske investorer med et globalt sigte.

Pius XI fortsætter med at skrive følgende:

Ærværdige brødre, denne onde ånd, som I alle kender til, er ikke blevet vakt til live over kort tid, den har længe luret under overfladen. Kristi herredømme over alle nationer er blevet afvist. Den ret, som Kristus selv har overdraget Kirken til at lære mennesker at udarbejde love, at lede mennesket i alt, der vedrører dets evige frelse, denne ret er blevet forkastet. Således kom det gradvist dertil, at Kristi religion sammenlignes med falske religioner og bliver betragtet som værende på samme niveau som dem. Herefter blev Kristi religion underordnet statsmagten og tolereres i større eller mindre grad af forskellige ledere og regenter. Nogle mennesker gik endnu længere og ønskede at udskifte Guds religion med en såkaldt mere naturlig (menneskelig) religion baseret på følelser og hjertets begær. Nogle nationer var endda af den opfattelse, at de helt kunne udlade Gud og basere deres religion på uredelighed og afvisning af Gud.

For Pius XI, der var tro mod sine forgængere, er Kirken ved Guds dekret, Kristi magt over alle nationer. Alle nationer bør derfor respektere Hendes (Kirkens) særlige status og beføjelser. Det kan ikke retfærdiggøres, at katolicismen rangerer på niveau med andre religioner, eller at man behandler den, som om den var et menigt medlem af sammenslutningen af religioner, eller fordi det synes at have et ædelt formål, som går ud på, at man ønsker fred, et såkaldt menneskeligt broderskab eller fredelig sameksistens.

De interreligiøse møder, der fandt sted i Assisi, og som pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI præsiderede ved, samt den deklaration som pave Frans underskrev sammen med storimamen i Abu Dhabi defineres således i Quas Primas, som værende en fornærmelse mod Guds rettigheder. Desuden er den politik, man fører, hvor man offentligt tilkendegiver en neutral holdning i henhold til religion, og hvor man anser, at der bør være fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat, det bliver ligeledes fordømt. (Dette er ikke den eneste encyklika, man kan henvise til vedrørende overstående punkter, der eksisterer langt flere fra for eksempel: Leo XIII, Pius IX, Pius X, Pius XI og endda Pius XII, selvom han fremstår noget uklar i forhold til demokratiaspektet).

Det oprør, som enkeltpersoner og stater har gjort mod Kristi autoritet, har fremkaldt meget beklagelige konsekvenser. Vi har beklaget disse i encyklikaen Ubi Arcano, og det samme gør vi i dag: splittelsens frø er blevet spredt vidt og bredt og har forårsaget bittert fjendskab samt rivalisering nationer imellem, og det i en sådan grad, at fred er umulig. Splittelsen er også årsag til, at grådigheden kan karakteriseres som umættelig, og den fremstilles offentligt under dække af ”at være til det fælles bedste” og som patriotisme. Derudover er splittelsen skyld i et stort antal skænderier mellem enkeltindivider samt en blind og uhæmmet egoisme, der får mennesket til at tragte efter egen bekvemmelighed og fordel og til at benytte disse to som en målestok for alt i livet. Splittelsen forårsager også, at der ikke eksisterer fred i hjemmet (og dermed i familien), ganske enkelt fordi mennesket enten har glemt eller forsømmer sin pligt, og hermed er enhed og stabilitet i familiens regi blevet undergravet. Samfundet er med andre ord rystet i sin grundvold og på vej til at blive ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Pius XI allerede tilbage i 1925 fremkom med en beskrivelse af en sekulariseret verden, der fjernede sig fra det, der er den egentlige mening og det transcendente formål. Man kan spørge sig selv, hvad han mon ville have sagt i dag!

Lad os igen vende os til det, der er artiklens fokus, nemlig Kristi herredømme med et socialt sigte. I den henseende bebrejder Pius XI nænsomt katolikker for deres alt for vage indsats i forhold til forkyndelsen af Gudsriget, som måske skyldes en falsk ydmygenhed eller venlighed, eller en frygt for at møde modstand og opleve forfølgelse:

Vi håber dog meget, at festen for Kristus som Universets Konge, som i fremtiden vil blive afholdt hvert år, kan fremskynde samfundets tilbagevenden til vor kærlige Frelser. Det er enhver katoliks pligt at gøre alt for, at dette må ske. Mange af disse (katolikker) har imidlertid hverken den nødvendige samfundsmæssige platform eller autoritet, der burde tilfalde dem, der bærer sandhedens fakkel. At situationen er sådan, kan måske tilskrives en vis langsommelighed og uregelmæssighed hos mennesker med god vilje, som er konfliktsky eller er fuldstændig afvisende, når der viser sig bare en lille smule modstand, og derved er der givet plads til mere dristighed blandt Kirkens fjender, når de foretager deres angreb. Men hvis de troende blot ville forstå, at det er påkrævet, at de med mandsmod finder deres plads under deres Konges (Kristus) banner, og der kæmper med apostolisk iver for at omvende dem, der er fyldt med bitterhed, og som er blevet fremmedgjort overfor Ham, men samtidig også kæmper tappert for deres Herres ret.

På netop dette tidspunkt (2019), altså næsten et århundrede efter at Pius XI forfattede denne encyklika, er det tydeligt at se, hvorfor katolikker ikke har en fremtrædende platform eller væsentlig autoritet i samfundet. Uanset vores undladelsessynder eller det, vi har gjort i fortiden, er de vestlige demokratier i dag præget af moralsk fordærv eller en kompromitterende liberal ideologi, og det gælder både den ”klassiske” og ”progressive” liberalisme. Vi ser her en perlerække af slyngler, som er ambitiøse, begærlige og slibrige, som enten er præget af et passioneret had til katolicismen (det som vi eksempelvis er vidner til, at de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er), eller at de er villige til om nødvendigt at gå på kompromis med deres tro for at opnå konsensus.

I et system, der ideologisk set er fjendtligt indstillet og samtidig dybt manipulerende, er der ikke levnet nogen chancer, for at katolicismen eller kristendommen kan tage over, sådan som Pius XI troede, at det var muligt, da han indstiftede denne store fest. Da Paul VI i 1969 ændrede denne fests udformning og dens placering i den liturgiske kalender, gjorde han det så ”grundigt”, at han erstattede Pius XI’s Thomistiske inkarnations udtryk med en kosmisk og eskatologisk mysticisme, der mere ligger på linje med det New Age definerede vandmandens tidsalder. Det er altså ikke kun regeringer, der ikke ønsker Kristus som Universets Konge, det synes også at gælde Den postkonciliære Kirke.

De troende, der stadig ærer Kristus som Konge og forstår, at Han bør herske i ethvert hjerte og hjem, over hver eneste stamme, tungemål, folkeslag og nation, og man kan tilføje Vatikanet, ved, hvad der må og skal gøres lige nu. Vi arbejder på at organisere os lokalt og opbygge katolske cellegrupper der, hvor vi er, så vi i det mindste i et stykke tid ikke bliver ”opdaget af Big Brother”, og der opdrage- og give et par generationer katekeser, så de både frygter og elsker Herren, og samtidig ”klæde dem på” til martyriet eller en ny kristen epoke. Vi kender hverken dagen eller timen for Kristi komme, og derfor er vi forpligtet til overfor dem, som fremadrettet i de næste hundrede eller tusinde år vil være her, at sikre, at vi giver så meget videre af vores tro, at den katolske tro også vil være der for dem.

Vi beder og arbejder, vi arbejder og lider, vi giver troen videre, vi beder Herren om at frelse os og Sin Kirke fra de hidtil usete dobbeltangreb, der stammer fra den eksterne og interne antiklerikalisme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 24. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/christ-the-king-a-rallying-call-for-catholics-to-keep-the-faith-alive-for-generations

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Glem ikke de hellige sjæle i purgatoriet

Catherine-Mectilde de Bar var kendt for den tillid, hun nærede til de hellige sjæle i purgatoriet, og hun så sig selv forbundet med de hellige sjæle i alle dele af sin ordens liv. Ved at betragte de hellige sjæle, som en integreret del af en ordens daglige liv, viser Moder Mectilde, hvor meget hun identificerede sig med den gamle benediktinske tradition, hvor man frembærer (sin) lidelse for de troende, der har forladt denne verden. Det var Skt. Odilo fra Cluny (962-1049), der fik grundlagt alle sjæles dag (den 2. november) i sit kloster samt alle klostre i Cluny. Denne fest spredte sig til hele Kirken i Vesten. De hellige sjæle har mere end nogensinde brug for vores forbøn på deres vegne, og vi har på grund af de udfordringer og problemer, vi dagligt slås med mere end nogensinde brug for, at de går i forbøn for os. Moder Mectilde skriver følgende:

Jeg vil også minde Jer om de hellige sjæle i purgatoriet. I bør bede for deres lindring. De varetog med nidkærhed tilsynet med vores ordenshus; I ved, hvor stor en støtte de ydede os i begyndelsen. De bistår os stadig med deres beskyttelse. De har et stort behov for hjælp. Hjælp dem ved at yde gerninger i dyd og kærlighed for dem (ved bøn). De befinder sig ikke i purgatoriet, fordi de har gjort deres gerning i dydighed, men for at have undladt at gøre dem. I kan ikke forestille Jer her og nu, hvor meget den bøn, vi beder for dem, bringer dem trøst og lindring, og dette betyder langt mere end bønsaktiviteten rettet mod de afdøde. En kærlighedsgerning, hvor man giver afkald på sig selv til fordel for andre, eller at man undlader at ytre – eller markere sig i situationer, der er udfordrende eller tilspidsede. Det er netop disse handlinger, der er til stor hjælp for de hellige sjæle i purgatoriet. Det er derfor, jeg påbyder Jer ikke at lade en eneste dag i dette år, ja i hele Jeres liv, gå til ende, uden at I i Jeres bøn har husket på de hellige sjæle i purgatoriet. I vil erfare deres taknemmelighed, og de vil bede til Gud for Jer, og Hans nåde og barmhjertighed vil komme Jer i møde. Guds nåde er over de hellige sjæle i purgatoriet, og Han hører deres bønner, som er en forbøn for os (Conference 41).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 4. november 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/11/forget-not-the-holy-souls-of-purgatory

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at bede for de hellige sjæle

En blid regn

Det må være mere end halvtreds år siden, at jeg åbnede bogen med det latinske/engelske missale, som er udgivet af klosteret Saint-André-de Bruges og der fandt et billede af et utrolig smukt træsnit, som forestiller en kalk, der er vendt på hovedet, og hvor Kristi dyrebare Blod falder som en blid regn ned mod skærsilden for at bringe lindring og udfrielse til de hellige sjæle der.

Vær udholdende i bøn

At opofre Kristi dyrebare Blod for de hellige sjæle (i purgatoriet) er en unik form for bøn. Da jeg er af den overbevisning, at der ligger en stor værdi i den bøn, man gentager, fordi det er en enkel måde at bede på, og fordi det ganske enkelt handler om gentagelse ligesom ved rosenkransbønnen, begyndte jeg at gøre brug denne bøn, når jeg beder for de hellige sjæle i purgatoriet. Til læsere, der følger bloggen Vultus Christi, og som i løbet af november måned eller til dagligt ønsker at bede for sjælene i purgatoriet, fremlægger jeg her et forslag til bøn, som kan bedes på den ordinære rosenkrans:

På de store perler:

F: Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Din elskede Søn, Vor Herres Jesu Kristi dyrebare Blod, ”som af et lam uden plet og lyde” (1 Pet 1: 19).

A: Som lindring for – og udfrielse af sjælene i purgatoriet.

(Man kan her tilføje eksempelvis sin familie, (afdøde) slægtninge eller præster. Helligånden kan lede en til at bede for en bestemt gruppe af de hellige sjæle i purgatoriet.

På de ti små perler:

F: Ved Dit dyrebare Blod Oh Jesus.

A: Rens og udfri deres sjæle.

Efter at have bedt rosenkransens fem dekader afslut da med:

F: Herre giv de afdøde troendes sjæle den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem.

A: De hvile i fred. Amen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 17. november 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/11/praying-for-the-holy-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

At leve på jorden uden liturgien er som at leve i helvede sammen med dæmonerne

Den hellige ritus er vores livline

Hvert år, når vi er på vej ind i efteråret, er dette også en indikation af, at vi er nået til fejringen af festen for Alle helgen, men det er også på dette tidspunkt, at der til stadighed synes at være er en tiltagende interesse for de mørke og skræmmende tendenser samt det dæmoniske. Nogle mennesker har den tilgang, at dette kun er en form for harmløs adspredelse, eller at det er en uskyldig måde, hvorpå man kan få ”afløb” eller ganske enkelt have det ”sjovt”. Andre betragter ”denne leg med ondskaben”, som et aktuelt fænomen, der er et udtryk for en dybereliggende åndelig grøde eller en decideret ondskab, der er karakteriseret ved en perverteret fascination af det onde. Film, populærkulturen (musik), computerspilgenren og mode afspejler den samme – eller lignende tendenser. Den sekulære verden har sluttet våbenstilstand med den onde og leger derved med ilden. De, der vælger at lege med lige præcis den slags ild, bliver som oftest forbrændt.

Vores beskyttelse og styrke kommer af, at vi holder os tæt til Jesus og Hans helgener, og det sker fremfor alt i liturgien og sakramenterne, som Han har givet os som kilde til liv og lys. Djævelen har for sit vedkommende ingen liturgi, ingen sakramenter og heller ikke nogen kilde til liv og lys. Hvis vi undersøger dette nærmere, vil det være med til, at vi fornyer vor tak for Guds gaver og de risici, der er forbundet med vores (pilgrims)vandring.

De faldne engle har ikke nogen samlet enhed, der beskriver de gode gerninger eller tilbedelsesakter, man kan foretage. Som én af ørkenfædrene engang har sagt, djævelen har ikke nogen knæ. Hans mentalitet er centreret om, at han ikke vil tjene (non serviam), og det er den samme tankegang, de andre dæmoner praktiserer, og man kan definere dette som en ensartet tænkning. Man finder derfor i helvede ikke et egentligt hierarki. Derfor kan man karakterisere disse dæmoner som en gruppe banditter, der er tvunget til at finde sammen i en gruppering kun med det ene formål at pleje deres respektive egeninteresser.

I modsætning til den gældende demokratiske tænkning, så er liturgien i sit inderste væsen knyttet til et hierarki, hvor Kristus som ypperstepræsten, er Den, der leder tilbedelsen, og Han tillader, at præsten, diakonen, subdiakonen, messetjeneren, korlederen, koret og lægfolket har deres plads og varetager en opgave. Man kan ikke fremsætte noget krav om at udfylde en rolle i liturgien, man kan heller ikke ”opfinde” en ny rolle/opgave, som skal udføres i forbindelse med liturgien. En rolle eller arbejdsopgave i liturgien er noget man bliver overdraget eller så at sige træder ind i. At være i liturgien handler om, at man af egen fri vilje underkaster sig regler, der er defineret, og hvor man under ingen omstændigheder selv finder på noget nyt, fordi liturgien er et ordnet hele, hvor den enkelte er en ydmyg deltager.

Liturgien bringer os ud over os selv og placerer os i roller, der ikke er medfødte, nedarvet eller ”opfundet til lejligheden”, og liturgien tager os med ind i sfærer, der er uden afgrænsning af nogen art og til handlinger og længsler, der i deres udspring og målsætning er af overnaturlig karakter. Når vi synger liturgien, gør vi det udenfor os selv, vi gør det i Himlen: ”Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem” (Sl 122:2). Når vi i vores handling siger ord, der er blevet formuleret af en anden, sker der en ændring af vores person, for vi tager Kristus på os, afviser de ambitioner vi havde i forbindelse med Babel og byder i stilhed Helligånden ved pinseunderet velkommen.

Det er på grund af alt det ovennævnte, at djævelen hverken har eller kan have en liturgi. Selvom han er tvunget til at underkaste sig det reglement, Den Almægtige har forordnet, så har han ikke noget ønske om det, og derfor er det vanskeligt for ham at gå ind til sin Herres glæde. Han anerkender ikke andre regler end det, hans egen vilje vil, og det er netop derfor, der ikke hersker fred i helvede. Han besidder ikke den nødvendige ydmyghed til at kunne være en brik i et større puslespil samt det at tage en andens ord i sin mund, og han har ikke noget ønske om at underkaste sig kærlighedens ekstase.

Vor Herre siger i Johannesevangeliet kapitel 8: 44: ”Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen”. Jesus taler her med metafysisk og psykologisk præcision. Djævelen er en morder, fordi han misunder et liv i Gud og tager det fra dem, der har det, i stedet for selv at modtage det, som en gave og være med til at formidle denne gave til andre. Han tåler ikke sandheden, fordi sandheden for en skabning er lig med en harmonisk tilstand mellem intellektet og det, intellektet retter sig imod (adequatio rei et intellectus), således at intellektet måles og vejes i henhold til den virkelighed, det gør sig gældende i. Det skabte intellekt besidder sandheden, det bærer på sandheden, men det kan ikke være sandheden, for det er kun Gud, der er det. I den forstand kan sandheden kun være i os, men aldrig udgå fra os, som om vi var dem, der fostrede sandheden eller dens målestok.

Derfor ender den person, der afviser Guds sandhed, med at afvise den sandhed, der dvæler i hans sind, og han påbegynder en vandring blandt vildfarelser, der antager form af selvbedrag (vi ser, hvordan djævelen gentagne gange i Evangelierne og i verdenshistorien opfører sig, som om han kan besejre Jesus), men også i form af bedrag af mennesker (vi er vidner til, at løgnens fader leder mennesker ind i et vanvid af løgne, manipulation og konformitet). Djævelen og dem, der følger i hans fodspor, og de gerninger, de udfører, ”taler for sig selv” Han vil kun forkynde denne verdens ”visdom”, for på det mentale plan er det den, han har sit fokus på. Hans tale vil være raffineret, banal og kynisk. Det er det, der sker, når man ikke ønsker at tage sin Skabers visdom, dybde og oplysende og sandfærdige ord i sin mund.

Lucifer og som hans navn (lysbæreren) antyder blev skabt til at være en genspejling af Ordet og på den måde i sig selv være skinnende smuk. Han afviste Ordet og blev derfor grim på trods af sit vidunderlige væsen. En sø kan, når den er blikstille, vise aftegninger af bjerge omgrænset af nattehimlen, og dermed går søen langt ud over det blot at være en sø, der med sit vand er en del af naturen, jorden, luften og ilden. I modsætning til dette vil en sø, der er i oprør, og som er blevet mudret ikke engang være i stand til at levere vand, der er rent og klart og lige til at drikke. Den klare sø bliver med sin refleksionsevne mere end blot en sø. Søen, der er mudret, bliver med sin uklarhed, til det, der kan betragtes som et vandhul, og søen har dermed mistet det, der oprindelig gjorde den til en sø. Herbert McCabe bemærkede engang, at det, der er blevet beskrevet ovenfor, ”er den teologi, der ligger bag det, der skete i Edens Have. Der forelå ingen mulighed for, at mennesket bare kunne være menneske. Mennesket måtte enten være et overmenneske eller være umenneskelig”.

De hellige riter er vores livline og navlestreng til Den hellige Moderkirke. De gør, at vi bliver næret, og er trygge i dalen præget af dødens skygge. Den oprindelige dødens dal ligger ikke i Californien, men i helvede. Helvede er i sandhed dødens dal, fordi den, der lever der, eller snarere lider en vedvarende død der, sidder fast i dybet og umuligt kan komme op i højderne, op til bjerget Sion og Den levende Guds by. Den hellige Skrift karakteriserer den faldne verden, som vi mennesker lever i, som ”dødsskyggens dal”, fordi den er underlagt den ondes magt, og det vil sige, at den er begrænset og forudbestemt til undergang.

Vi bliver frelst fra den ondes greb ved dåben og styrkes ved firmelsen til at kunne gå i kamp mod verden, kødet og djævelen. Vi modtager englenes brød i Eukaristien, og vi bliver renset for vores synd ved skrifte og bod. På mange andre måder deler vi Kristi sejr og Hans følgeskab af helgenerne bliver delt med os, så vores optagelse i Hans Rige er noget, vi har vished for.

Alle, der læser dette, ønskes en velsignet fest for Alle helgen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 31. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/living-on-earth-without-the-liturgy-is-like-living-in-hell-with-the-demons

(Oversat af Mogens Bohn og Patick Fyrst)