Category: Articles

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vedrørende Islam: man må tænke på en anden måde, end man gjorde i 60’erne

For nylig modtog jeg en mail fra en læser, der følte sig ”berørt” af mit skeptiske syn på Islam. Mellem 1963 og 1965 arbejdede han for en fredsbevarende styrke i et muslimsk område i Nigeria. Hans udgangspunkt og overbevisning var, at ”alle mennesker fundamentalt set er ens”, og at ” alle grundlæggende stræber mod det samme”.  Han fastholdt, at kulturel forskellighed blot er af mere overfladisk karakter.

Hans synspunkt er almindeligt blandt mennesker, som blev voksne i 60’erne og 70’erne. Og da en stor del af vores samfunds dominerende fortællinger blev udviklet i den periode, er denne optimistiske opfattelse stadig udbredt. Men tiden ændrer sig, selvom fortællingerne ikke gør det.

For eksempel er virkeligheden i Nigeria i dag væsentlig anderledes, end den brevskriveren oplevede midt i 60’erne. Det synes ikke længere som om, at alle ønsker at leve efter de samme grundregler. Rent faktisk ønsker mange muslimer at nægte kristne adgang til at opfylde disse basale rettigheder, som f.eks retten til at bede i fred og endda retten til et liv.

Joseph Bagobiri, som er biskop i Kafanchan i det nordvestlige Nigeria, fortæller, at alene i hans bispedømme er: ”53 landsbyer blevet nedbrændt, 808 mennesker er blevet myrdet, 57 er blevet såret og 1422 huse og 16 kirker er blevet ødelagt”. Desuden viste en rapport fra det internationale samfund for menneskerettigheder og lovgivning sidste år, at 16.000 kristne er blevet myrdet i Nigeria siden juni 2015.

Det, der foregår i Nigeria, sker overalt i den muslimske verden. ”Åbne Døre” i USA (Åbne Døre er en upolitisk, international missionsorganisation, som arbejder på tværs af kirker og foreninger med en omfattende aktivitet i hele verden) kan rapportere, at på globalt plan står kristne over for en alvorlig forfølgelse, som i et stort omfang foretages af muslimer. Spørgsmålet er derfor, hvad er den rigtige Islam: Den fredelige Islam, som er brevskriverens erfaringsgrundlag fra 60’erne eller den militante og aggressive Islam, som eksisterer i dag?

Tager man udgangspunkt i de 1400 år, hvor Islam har ageret militant og aggressivt, så tager den relativt rolige periode sin begyndelse, da det Ottomanske imperium går i opløsning i starten af det 20. århundrede, men denne relativt rolige periode synes at være en parentes i historien. På det tidspunkt, hvor brevskriveren arbejdede i den fredsbevarende styrke i Nigeria, var man i den muslimske verden langt mere moderat, end man er i dag eller var i fortiden. Den form for Islam, han oplevede, afveg markant fra den traditionelle form for Islam.

Noget af det, der kendetegnede denne periode, finder man i en artikel, der er i The Chronicle og Higher Education af Ali A. Allawi, tidligere minister for kabinettet i Irak:

Jeg er født og opvokset i en moderat muslimsk familie i Irak. På den tid i 1950’erne var sekularismen begyndt at sprede sig blandt den politiske, kulturelle og intellektuelle elite i Mellemøsten. Det syntes som om, at det var et spørgsmål om tid, før Islam for alvor ville miste sit greb om den muslimske verden. Selv formuleringen, ”den muslimske verden”, var ganske usædvanlig, da muslimer i større udstrækning definerer sig selv ud fra nationale, etniske eller ideologiske tilhørsforhold end ved deres religion.

Kort fortalt, det muslimske samfund var mere moderat på den tid, fordi man bevægede sig væk fra Islam. Som Allawi bemærker: Selv for et barn var det tydeligt, at man var ved at bevæge sig væk fra Islam. Selvom religion var obligatorisk i skolen, var der ingen, der lærte os reglerne for bøn, eller man forventede ikke af os, at vi fastede under Ramadanen. Vi reciterede de kortere vers i Koranen, men selve den hellige bog forblev uåbnet, stod på hylden eller lå i skuffen.

Den mere moderate retning af Islam, som var mere fremherskende i den muslimske verden i det sidste århundrede, var ikke resultatet af en dybere fromhed, men snarere en omsiggribende sekularisering. Der eksisterer stadig en rest af denne moderate tankegang i de muslimske lande, men det burde være klart for enhver, som følger med i de aktuelle begivenheder, at den traditionelle (konservative) og tekstnære Islam igen er på fremmarch. Lårkorte nederdele er ikke noget, man længere ser i Teheran og Kabul, den var ellers en del af gadebilledet i halvfjerdserne, men derimod har hijab’en fået et ”comeback” i den muslimske verden. Med andre ord, sekulariseringsprocessen er gået i stå.

Det uforståelige er, at den Vestlige verden ikke har fattet det. Hvorfor? Svaret skal måske findes i, at det 7. århundredes Islam’s tilbagevenden fuldstændig underminerer den multikulturelle overbevisning om, at alle kulturer grundlæggende deler de samme værdier. Derfor ”bilder” mange sig ind, at den muslimske verden stadig er den samme, som dengang kong Farouk (i Egypten) og Shahen i Iran sad på regeringsmagten, altså den relativt korte periode hvor ”sekularismen vandt frem”.

Desværre lever Den katolske Kirke, en af de vigtige organisationer, stadig i fortiden, med hensyn til Islam. Det synes som om, mange i Kirken stadig tænker og agerer som om, vi stadig befinder os i 1965, og at Nostra Aetate (som blev offentliggjort i 1965) stadig gælder vedrørende Islam.

Afsnittet om ”Muslimer” i Nostra Aetate afspejler den multikulturelle opfattelse, at kulturelle forskelle er uden betydning, og at alle mennesker har de samme grundlæggende ønsker. Derfor forsøgte dokumentets forfattere ”med vold og magt” at fremhæve ligheder mellem kristendommen og Islam endda ved at gå så langt som til at antage, at de to trosretninger deler de samme moralske værdier.

Selvfølgelig er det praktisk talt umuligt at ignorere den radikalisering, som har præget den muslimske verden siden 1965. Men i deres ønske om at bevare den fortælling, der omhandler Islam, og som er essensen i Nostra Aetate, har Kirkens ledere fundet en måde, hvorpå de kan komme uden om dette ubehagelige faktum. Muslimer, der forfølger og terroriserer ikke-muslimer, kan siges at have ”forvrænget” eller ”perverteret” deres religion, for i henhold til pave Frans’ egen udtalelse, ” står den autentiske Islam – samt en passende forståelse af Koranen i modsætning til enhver form for vold”.

Så sent som den 16. marts sagde pave Frans til en repræsentant for organisationen for Islamisk Samarbejde, at der ingen forbindelse er mellem Islam og terrorisme. Ved andre lejligheder har paven endda udtalt, at muslimsk radikalisering kan afhjælpes, ved at muslimer søger dybere ind i deres tro og finder vejledning i koranen. Dette står i sagens natur i stærk kontrast til Allawi’s egne erfaringer, nemlig at en moderation af Islam ikke sker, ved at muslimerne søger dybere ind i troen, men ved at de ”afkobler sig fra Islam”.

Kirkens ledere klynger sig til et syn på Islam, som burde være forsvundet med halvfjerdserne. Med mindre og indtil de antager et ”bredere” syn på Islam, vil de fortsætte med at være en del af problemet snarere end at være en del af løsningen.  

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/on-islam-catholics-cant-have-a-sixties-mindset-anymore?utm_source=LifeSiteNews.com&utm_campaign=f85f4ab2ab-Catholic_4_19_2018&utm_medium=email&utm_term=0_12387f0e3e-f85f4ab2ab-402270181

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Revider historien og rens Islam’s rygte

Selv om konflikten mellem Islam og Vesten ikke kun er en parentes, – men er en del af historien, er strategien hos dem, som søger at ”rense” Islam’s rygte at styrke denne religion ved at være fokuseret på fredelige vildfarelser, mens de undertrykker den vedvarende fjendtlighed, som denne religion udviser.

 ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”, og på den måde forsøger Akbar Ahmed, formand for de islamiske studier ved American University, Washington, DC at fremhæve ikke karakteristiske episoder, som optræder i Italiens fortid for at overbevise italienerne om, at de bør være mere åbne overfor muslimske migranter.

Før vi ser nærmere på hans udsagn, bør vi se på den faktiske historiske kontekst, hvad angår Italien og Islam, hvilket Akbar’s artikel undlader at omtale.

Da jihad blev igangsat med udgangspunkt i Arabien, var det ikke kun Italien, der kom til at stå for skud, også Peters stol i Rom kom i sigtekornet, hovedstaden for kristendommen i Vesten, og ifølge Islam hovedsædet for de vantro, nemlig det sted, som en lang række ambitiøse kaliffer og sultaner havde som målet for deres og Islam’s vedvarende angreb, og som de ville kunne prale af at være de første til at lade deres heste fodre ved alteret i Peterskirken.

Allerede i det syvende århundrede skrev Paulus Diaconus (ca. 720 – 799), at ”saracenerne, som allerede havde været på fremmarch gennem Alexandria og Ægypten, pludselig kom med mange skibe og invaderede Sicilien og indtog Syracuse og foretog en stor nedslagtning af folk, så kun nogle få undslap med nød og næppe til andre stærkt befæstede byer og bjergkæder. Saracenerne tog et stort bytte med sig og vendte tilbage til Alexandria”.

I 840 lykkedes de muslimske flåder at lande på Ostias kyst nær Rom. Da de ikke kunne trænge igennem murene, der omgav den evige stad, plyndrede og ødelagde de i stedet (byer og beboelse) i Roms opland og til stor forfærdelse for de kristne i Vesten, de højtagtede basilikaer for Skt. Peter og Paulus. De invaderede og ødelagde de to helligdomme og skændede gravmælerne for to af kristendommens mest agtværdige apostle og tømte gravmælerne for alle værdigenstande.

Disse begivenheder gjorde, at pave Leo IV omgående lod opføre stærkere murværk for at styrke Rom fæstningsanlæg langs Tiberens højre bred for at beskytte basilikaer og andre kirker mod yderligere muslimske angreb. Ikke en eneste gang lod man sig afskrække, og ”i 849 forsøgte muslimerne igen en landgang i Ostia, og fra da af omkring 857 foretog de årligt truende anslag mod Roms kystområder”, som den franske historiker C.E. Dufourcq med speciale i middelalderen forklarer.

Det står klart, når man ser på begyndelsen af Ibn al-Athirs historie, der beskæftiger sig med det sydlige Italien og Sicilien, at der er indikationer på antallet af – samt intensiteten af disse islamiske invasioner:

Et andet angreb i 835 rettet mod Etna og de omkringliggende fæstninger resulterede i afbrænding af det høstmodne korn, nedslagtning af mange mennesker og plyndringer. Et andet angreb med samme formål blev startet af Abu al-Aghlab i 221 (ifølge den muslimske kalender, som i dette tilfælde var synkron med juledag 835), og det bytte, man bragte med tilbage herfra, var så omfangsrigt, at slaver blev solgt for næsten ingenting (.) … Samme år blev en flåde sendt mod de kristne naboøer og efter at have foretaget omfangsrige plyndringer med stort udbytte og erobret adskillelige byer og fæstninger, vendte de uskadt tilbage. I 234 (den 5. august 848) sluttede indbyggerne i Ragusa fred med muslimerne til gengæld for at overgive dem byen og dens indhold. De sejrende plyndrede byen for alt af værdi, og som kunne bringes med hjem og jævnede den herefter med jorden. I 235 (den 25. juli 849) marcherede muslimske tropper mod Castrogiovanni og vendte uskadte tilbage, efter at byen (og dens indbyggere) var blevet underkastet plyndring, nedslagtning og afbrænding. (Ye’or 2010, 289-290).

Sadistisk behandling af de vantro var altid en del af et angreb, ”for saracenerne var det altid en fornøjelse at opføre sig blasfemisk, ligesom de også plyndrede klostre og kirker”, bemærker Edward Gibbon. ”Ved belejringen af Salerno benyttede en muslimsk overordnet Kommunionsbordet som sit sengeleje, og på dette alter ofrede han hver nat en kristen nonnes jomfrudom”.

Selvom århundreder med korstog i høj grad ydede beskyttelse til Italien og Sicilien mod yderligere islamiske angreb, invaderede i 1480 den Ottomanske sultan Muhammad II Italien og erobrede Otranto. Mere end halvdelen af de toogtredive tusinde indbyggere blev massakreret, og fem tusinde blev ført væk i lænker. På en bjergtop, som efterfølgende er blevet kaldt ”martyrernes bjerg”, blev yderligere otte hundrede kristne på rituel vis halshugget, fordi de nægtede at konvertere til Islam, og deres biskop blev savet midt over.

Sådan beskrev den franske præst Jérôme Maarand den skæbne, som indbyggerne på den lille ø Lipari udenfor Sicilien kom til at lide, efter at de var blevet invaderet af Ottomannerne i 1544: ”At se så mange stakkels kristne, og især så mange små drenge og piger som slaver, vakte stor medlidenhed (.) … tårene, klageråbene og skrigene fra de stakkels liparioter, faderen der betragtede sin søn og moderen sin datter … og som græd, mens de som slaver blev ført væk fra deres by til et liv blandt disse hunde, som mindede om griske ulve blandt forskræmte lam”.

Ude af stand til at forstå, hvorfor de muslimske erobrere så hensynsløst torturerede den nu slavebundne befolkning, og hvor man med fuldt overlæg langsomt sprættede de gamle og svage op med knive”, spurgte han disse tyrkere, hvorfor de behandlede de stakkels kristne med så stor grusomhed, og de svarede, at denne måde at agere på var helt normal, og det var det eneste svar, man gav os”.

Yderligere blev et stort antal af disse millioner europæere gjort til slaver og solgt til muslimsk barbari mellem det 15 og 19. århundrede, og de stammede alle fra den italienske kystlinje og Sicilien.

Det er overflødigt at fremhæve, at disse århundreder og deres begivenheder, som er dokumenteret i min bog: Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West aldrig ”fandt vej” til Akbar’s artikel, ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”.

I stedet for og fordi hans hensigt er at få italienerne til at være endnu mere imødekommende over for de muslimske indvandrere, ignorer han det, der er fakta, mens han fokuserer på de afvigelser, der kan understøtte hans teser.

Italien fostrede kristne ledere som f.eks Roger II, konge af Sicilien og Frederick II, Den hellige romerske kejser, konge af Sicilien samt konge af Italien, og som talte arabisk og havde en personlig muslimsk garde samt bar arabiske inskriptioner på deres kongelige kapper. Muslimer og jøder havde tilladelse til at leve efter deres egne love, og yderligere har juvelen i den sicilianske arkitektur, Rogers palatinkapel fra det 12. århundrede, elementer af både kristne, muslimske og jødiske træk.

Sådan fremstår Akbar’s argumenter for Italiens ”nuancerede fortid”. Men hans fremstillinger synes ganske fjerne fra det, der er sket i de ovennævnte århundreder med konstant (muslimsk) fjendtlighed, og derfor er det svært at tage Akbar’s pointe seriøst. Når alt kommer til alt, har næsten ingen italienere i dag kendskab til det arabiske sprog, og man ansætter ikke katolske medarbejdere og yderligere tillader andre at leve efter deres egne skikke eller opføre eksotisk arkitektur.

Snarere har de et problem med at forstå, at den gamle jihad mod deres hjemland forøges, når man tager imod flere og flere muslimske migranter, der handler i overensstemmelse med historien, noget som Akbar hævder aldrig har fundet sted.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/revising-history-whitewashing-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Heltene med tændstikæsker

Opfør dig som en brandstifter

Fr. John Hardon, som er på vej til at blive helgen, sagde engang, (lettere) omskrevet, at det i denne tid kun er katolikker, som er heltemodige af karakter, der vil finde vej til himlen. Glorværdige. Heltemodige fædre og mødre. Heltemodige familier. Levende helgener.

Angrebene fra fjenden er så voldsomme, så ondskabsfulde, at de fleste næppe kan modstå dem, og dermed bliver de fordømt. Når man ser sig omkring i Kirken, og ser det store antal katolikker, der allerede har givet afkald på deres tro for det, som verden har at tilbyde, bliver man klar over, hvad der er ved at ske.

Mange har forladt vore rækker og endnu flere vil følge i deres fodspor, fordi situationen i verden gør det nødvendigt, at noget sådant sker. Selv Kirken udsættes for stor forfølgelse – som afslutning på en tid præget af en storbrand, – og de katolikker, der stadig er tilbage, selvom de vakler, bør meget hurtig finde deres plads.

Man bliver ikke så let en helt. En person er forudbestemt til at blive en helt og til at handle (som en helt) i overensstemmelse med forskellige livsforhold og gennem store indre kampe, som munder ud i en opofrende ånd. En ”førsteklasses” helt er, når man skal definere en sådan, en der sætter andre højere end sig selv. De opofrer sig selv for andres ve og vel.

Man kan sige, at enhver gør dette fra tid til anden i et mindre målestok og nogle gange på grund af bestemte omstændigheder. Selvom det er godt, bør det ikke lede til en forvrænget selvopfattelse. At være en helt betyder at man (virkelig) har fat i sig selv med henblik på (at gøre) det gode for andre. Det(te) er åndelig glorværdighed. At bekæmpe satan i sig på ens egen personlige slagmark, så man kan blive i stand til at hjælpe andre.

Mange mennesker vil (uden tøven) springe i nok så koldt vand for at redde en hund eller løbe ind i et brændende hus for at redde et barn – dette er den naturlige heltegerning, og disse skal naturligvis anerkendes. Men ville de selvsamme mennesker frasige sig brugen af prævention, pornografi eller trangen til mastubation? Ville de bekæmpe – og arbejde målrettet for at få bugt med det begær og den vrede, som de bærer i sig, for at underkue den djævel, man har i sig i stedet for at blive fastholdt af ham?

De gør det i sidste ende for Gud og for at komme ind i Gudsriget. Det gamle ordsprog siger: ”Du kan ikke give, hvad du ikke har”, og det er værd at tænke over netop i denne sammenhæng. Mens en person kan være en helt på det naturlige plan, – og det er der, praktisk talt, få der er – bliver den ægte heltegerning synlig i den overnaturlige sfære, hvor det, vi gør, er for evigt, ikke kun her og nu (timeligt).  

En person kan ikke praktisere den overnaturlige heltegerning overfor andre, hvis man ikke selv besidder den. Vedkommende kan have mange beundringsværdige naturlige kvaliteter – selv adskillelige ateister har sådanne (kvaliteter) – men gode naturlige kvaliteter gør ikke, at man kommer ind i Himlen. Den overnaturlige heltegerning gør, at man kan komme ind i Himlen – intet mindre.

Da vor Herre var på jorden og her gjorde Sin gerning, sagde Han: ”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget ” (Luk 12:49). Den ild er Hans, men den enkelte i Kirken er en lille tændstik, Han ønsker at benytte til at antænde en brand, som skal nedbrænde satans rige.

Vi vil alle blive dømt i forhold til, hvor meget vi stillede os til rådighed for Ham, så Han kunne antænde Sin storbrand og sætte verden i flammer. Som helte med en tændstikæske – det er, hvad vi hver dag er kaldet til at være, så vi kan fremme Kirkens sandhed.

Troende katolikker må være åndelige brandstiftere – de må bede for – og anråbe om at blive store helgener, at blive brugt til at frelse sjæle, og at blive helte i krigen mod den onde.

Ser du, man bekæmper ikke ild med ild, men man bekæmper ild med ild fra Himlen.

Vær en helt.

Den autoriserede engelske udgave af denne tekst er publiceret på ChurchMilitant.com d. 20. juni 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-matchbook-heroes

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fransk bispedømme dækker over en muslimsk skandalehistorie

En muslim afbryder en biskops prædiken og råber ”Allahu Akbar” i mikrofonen.

En muslimsk mand afbryder en Messe i Frankrig, griber mikrofonen og råber ”Allahu Akbar”, og bispedømmet er under mistanke for at dække over sagen.

Ved en Messe i forbindelse med Pinsehøjtiden i Skt. Peter og Paulus katedralen i Nantes den 20. maj, bestormer en 25-årig mand med afrikansk baggrund prædikestolen under prædikenen og hiver mikrofonen ud af hånden på biskoppen. Mindst et øjenvidne hævder, at manden råbte ”Allahu Akbar”, som betyder Gud er stor.

Men bispedømmet benægter, at det har fundet sted – dette er en måde at agere på, som Robert Spencer, ekspert i Islam, siger, er i overensstemmelse med den ”historie”, som franske biskopper holder fast i, nemlig at Islam er en såkaldt fredens religion.

”Historier som den ovenstående stemmer ikke overens med den ”historie”, som de franske biskopper italesætter”, fortalte Spencer Church Militant.

Fr. Benoit Bertrand, som er generalvikar i bispedømmet Nantes, fortalte til den lokale avis Presse-Ocean, at han ikke hørte at manden, der forstyrrede, i sit udfald skulle have råbt ”Allahu Akbar”. Fr. Bertrand sagde, at han stod lige ved siden af biskop Jean – Paul James under prædikenen, da manden bestormede prædikestolen, tog mikrofonen og begyndte at råbe.

Fr. Bertrands vidnesbyrd modsiger det, som er blevet set af andre øjenvidner. Situationen, hvor afbrydelsen optræder, er blevet ”redigeret” væk på optagelsen af biskoppens prædiken – ”ganske belejligt”, har nogen udtalt.

”Den katolske Kirke har under pave Frans taget den betragtning til sig, at Islam er en fredens religion, og at katolikker bør være mere åbne overfor den muslimske migrantstrøm til Europa”, udtalte Spencer til Church Militant.

Ifølge forskellige rapporter siger de, der var til stede i katedralen, at det syntes som om manden var mentalt forstyrret, udtaler Spencer.

Problemet med en sådan udtalelse er, at myndigheder overalt i Europa og Nordamerika i lang tid har beskrevet det, der helt tydeligt er Jihad som en ”psykisk lidelse”. Der har altid eksisteret psykisk syge mennesker, men psykisk syge mennesker, der går ind i kirker og afbryder gudstjenesten ved at råbe ”Allahu Akbar” er noget helt nyt. Dette er blot en anden måde, hvorpå myndighederne forsøger at holde folk hen i uvidenhed og selvtilfredshed i forhold til det, der kendetegner jihad, og hvor stort trusselsniveauet er i forhold til jihad.

Spencer har også kommenteret denne historie i et indlæg bragt for nylig på hans hjemmeside: ”Det er blevet et markant dogme i Den katolske Kirke: At hvis man ikke er af den observans, at Islam er en fredens religion, oplever man en skånselsløs chikane og at få ”mundkurv på” af den amerikanske biskopkonference samt af andre i det klerikale hierarki andre steder.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com d. 5. juni 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/muslim-disrupts-cathedral-pentecost-mass

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Teolog i Vatikanet: Planen for en igangsættelse af interkommunion i Tyskland forekommer uklog og mangelfuld

En tysk teolog, som også er medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission, kritiserer i stærke vendinger i et interview for nylig, det tyske udkast til interkommunion, som blev godkendt allerede den 20. februar af et stort flertal af de tyske biskopper. Han betegner dette udkast, som ”ulovligt”, ”uklogt” og ”mangelfuldt”.

Den 25. maj offentliggjorde domradio.de, som er bispedømmet Kölns radiostation, et interview med professor Karl-Heinz Menke, som er katolsk præst og pensioneret professor i dogmatisk teologi ved Bonns universitet i Tyskland. Menke har også siden 2014 været medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission. I dette nye interview viser han meget lidt forståelse for den beslutning, som de tyske biskopper for nylig har taget vedrørende det, at give tilladelse til at protestantiske ægtefæller til katolikker, under visse betingelser, kan modtage Den hellige Kommunion. Biskopperne ”burde have skånet den tyske del af Kirken for denne polariserende strid”, siger han. At man ønsker at regulere mere på det, der allerede er blevet reguleret og tilladt i ”nødssituationer”, er i Menkes optik ”uklogt”.

Desuden afslører Menke, at han har læst udkastet til tysk interkommunion – som endnu ikke er blevet offentliggjort, fordi syv tyske biskopper har markeret deres modstand mod dette dokument, – og han tilføjer: ”hvis jeg skulle komme med en teologisk vurdering af dette udkast, vil jeg betragte det som mangelfuldt (”’mangelhaft’ – på en karakterskala i Tyskland er det et femtal, som betyder, at man er dumpet, og dette kan sammenlignes med karakteren ’F’ i det amerikanske uddannelsessystem”). Når man som teolog i Vatikanet ser på dette (udkast), ”mangler der grundlæggende overvejelser vedrørende Kirkens sakramentale forståelse hos katolikker og den manglende sakramentale forståelse af kirken, som hersker blandt protestanter”. Der mangler en klar beskrivelse af den forskel, der er på den protestantiske nadver og Den katolske Eukaristi.

Menke forklarer, at protestanterne ser den sidste nadver, som et ”billede på en retfærdiggørelseshandling ’ (forstået som) nåden alene’”, mens den katolske forståelse af Eukaristien knytter sig til ”Kirkens fulde fællesskab med de enkelte biskopper og paven”. Desuden finder den tyske teolog, at der ”mangler overvejelser” vedrørende det problem, at de katolske ægtefæller i disse blandede ægteskaber stadig ikke kan modtage nadveren i protestantiske sammenhænge, – ”og man skal yderligere ikke se bort fra de konsekvenser, alt dette har for de børn, der vokser op i disse blandede ægteskaber, og hvordan deres (fremtidige) tilknytning til Kirken vil være”.

Som andre, før Menke, allerede har trukket frem i denne debat, understreger Menke, at ”den, der modtager dette sakramente, som Den hellige Eukaristi er, åbent bekender (sig til) den konfession, hvor han modtager Den hellige Kommunion”. Dette gælder også for protestantiske ægtefæller, siger han og tilføjer, at ”det er unødvendigt at uddybe dette yderligere”.

Professor Menke frygter, at disse nye tyske interkommunionsregler vil skabe forvirring blandt lægfolket:

De har ikke den tilstrækkelige indsigt i teologi til at kunne skelne mellem det, at man tillader protestantiske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage Den hellige Kommunion og det, at man tillader katolske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage nadveren”.

Menke betegner endog dette tyske udkast, som helt igennem ”ulovligt”, og forudser, at ”hvis den tyske biskopkonferences ikke-legitime majoritetsafgørelse bliver ført ud i praksis”, vil folk i løbet af blot få år ikke kunne skelne mellem ”en tilladelse for protestantiske ægtefæller til at modtage Den hellige Kommunion og en generel tilladelse for folk fra andre konfessioner til at modtage Den hellige Kommunion.

Endelig udtrykker Menke sin misbilligelse, over de tyske biskopper, som har godkendt dette særlige udkast til interkommunion:

Det har virkelig irriteret mig, at bortset fra ærkebiskoppen i Köln (Rainer Woelki) og enkelte biskopper fra Bayern, har et overvældende flertal af den tyske biskopkonference blåstemplet et udkast af så dårlig teologisk karakter med et gummistempel, samt at man har ønsket at træffe en beslutning på baggrund af en flertalsafgørelse, som berører Den universelle Kirke, som ikke kan afgøre et sådant spørgsmål ved en flertalsbeslutning”.

Professor Menke er et af de tredive medlemmer, der udgør Vatikanets internationale teologiske kommission. Ifølge Vatikanets hjemmeside er denne kommissions mål ”at hjælpe pavestolen og primært Troslærekongregationen med at afklare spørgsmål, som er af afgørende doktrinær karakter”. Medlemmerne af denne kommission er ”teologer fra forskellige uddannelsesinstitutioner og lande, som er udvalgt på baggrund af deres viden samt troskab overfor Kirkens læreembede”. Et andet medlem af denne kommission er Fr. Thomas Weinandy, som her på det seneste i klare (katolsk)funderede vendinger har udtrykt en vis modstand mod den måde, hvorpå pave Frans håndterer sit paveembede.

Det er også værd at fremhæve, at Karl-Heinz Menke i 2017 modtog Joseph-Ratzinger-prisen, som karakteriseres som ”nobelprisen i teologi”. Han er også blevet fremhævet for at have ekspertviden om Joseph Ratzingers tænkning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 27. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vatican-theologian-german-intercommunion-plan-is-unlawful-and-defective

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Interview: Biskop Schneider gør rede for en ny ”oversigt over fejlslutninger” i Den moderne Kirke

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere vores læsere for et længere og helt særligt interview med biskop Athanasius Schneider fra ærkebispedømmet Skt. Maria i Astana i Kazaksthan. Han har været meget velovervejet i sine svar på de følgende spørgsmål, som vi sendte til ham forud for det møde, der blev afholdt den 3. maj mellem repræsentanter fra den tyske biskopkonference og repræsentanter fra Vatikanet omkring den aktuelle konflikt vedrørende Kommunion for protestanter, der er gift med katolikker, men også forud for åbningen af den skandaløse udstilling ”Heavenly Bodies” (himmelske kroppe) i New York. Det var vores hensigt at stille spørgsmålene på en sådan måde, at han kunne få lejlighed til at udstede en ”ny variant” af en ”syllabus over fejlslutninger” (Syllabus betyder i katolsk teologi en oversigt over sætninger, der fordømmes), – det er vores formulering ikke hans – i Den moderne Kirke, og derved tilvejebringe en broderlig korrektion af nogle af de alvorlige – og forkerte (teologiske) udlægninger, der får lov til at cirkulere indenfor – og udenfor Kirken uden at blive korrigeret.

Biskop Schneider kommenterer dermed på spørgsmål om: Velsignelse af homoseksuelle par, ordinationen af kvindelige præster, Kommunion til protestanter, der er gift med katolikker, Frimurernes symboler i Vatikanet, gifte præster, Vatikanets udlån af hellige genstande til modeshowet og udstillingen i New York og endelig sagen om lille Alfie Evans.

Den gode biskop tøver ikke med at være klar i sin holdninger vedrørende tro og moral, og vi er derfor meget taknemmelige for, at han endnu engang vil give sit katolske vidnesbyrd. Må dette vidnesbyrd stråle ud over hele verden og bekræfte katolikker i deres tro. Continue reading

Mørket har sænket sig over Skt. Patricks land

Til september vil pave Frans besøge Irland, det er næsten 39 år siden, en siddende pave har sat sin fod på irsk jord.

Den nuværende pave vil imidlertid besøge et land, som har forandret sig væsentligt fra det, hans forgængere kom til.

Den modtagelse, pave Skt. Johannes Paul II modtog, var, hvad man kunne forvente af et katolsk land og i denne sammenhæng et land, som bærer på en historie, der har været markant præget af forfølgelse. Det anslås, at mere end 1.250.000 mennesker, en fjerdedel af øens befolkning – en tredjedel af republikkens befolkning – deltog i den Messe, der var en del af besøgets åbning, og som fandt sted i Dublin’s Phoenix Park. Mere end 250.000 overværede en Messe nær den irske grænse senere den samme aften, og de fleste af de tilstedeværende var tilrejsende fra det britiskkontrollerede Irland. Senere drog hundredtusinder gennem Dublins gader, som en kortege i natten, der havde kurs mod præsidentboligen. De næste to dage forløb på samme måde med en overflod af mennesker, for alt dette var mere end blot en ”velkomst”, der var snarere tale om en national begivenhed, og man syntes at sige: På trods af det, der er sket, har troen ikke blot overlevet, den har sejret.

Besøget blev vurderet til at være en stor succes, når det blev målt i bifaldsråb og flag.

Højtrangerende irske klerikale lykønskede sig selv samt de irske troende med dette pavelige besøg. Dog, det var en falsk solopgang.

Besøget i 1979 markerede en afslutning. Det var efter dette besøg, at det blev besluttet af målrettede kræfter, synlige og usynlige, at tiden var kommet til at det katolske Irland skulle stå for fald. Femten hundrede års troskab skulle nedbrydes. På den september dag, da det pavelige fly lagde an til at lette og afskedssalutten fra militærgarden havde lydt, blev det, der på det tidspunkt endnu ikke var fuldt forståeligt, nemlig at den sidste del af en historisk epoke nu blev afløst af en anden, der nu tog sin begyndelse med, at Kristi stedfortræder forlod landet.

Da pave Skt. Johannes Paul II besøgte den sydlige del af Irland, var det kriminelt at få foretaget en abort, prævention var ikke tilgængelig, og et ægteskab var mellem en mand og en kvinde og for helelivet, og endelig eksisterede der ikke noget lovligt grundlag for skilsmisse. Antallet af kirkegængere forblev at være blandt de højeste i Europa. Kirken havde indflydelse på store dele af uddannelsessystemet, sundhedssystemet og socialområdet. Den irske republik var katolsk ikke blot af navn, det vidnede specielt indledningen til landets forfatning om: ”Ved Den hellige Treenighed, som er almægtig, og som er vort endemål, lad alle vore handlinger (de menneskelige og statslige) være i overensstemmelse med Jer…”.

Alt så ud til at være i den skønneste orden. Men det var en illusion.

Afslutningen på det pavelige besøg markerede en begyndelse på mange års elendighed for Kirken i Irland. I den nordlige del af Irland fortsatte krigen samt de civile stridigheder på trods af pavens henvendelse til netop denne region om at afslutte voldsspiralen. Men man ignorerede ganske enkelt hans opfordring. Selvom der langt om længe kom en våbenhvile, blev den i en stor udstrækning præget af en ”kold” fred, fortidens minder og et vedvarende ønske om retfærdighed. Der var også stilstand i den offentlige debat, efter at det i nogle år var gået ned ad bakke i forhold til det sociale område, men hvor økonomien til gengæld havde bedret sig en smule. I det hele taget kom Kirken til at spille en mindre rolle, og Den oplevede at blive marginaliseret. Enhver given lejlighed syntes at åbne op for nye ændringer eftersom skandale efter skandale ramte dele af de klerikale, og dette medførte, at det, der blev prædiket fra prædikestolene, blev udsat for offentlig kritik.

De irske medier lugtede blod og begyndte at angribe det, som de før havde frygtet. Alle præster blev skåret over en kam, uanset om de var skyldige eller ej. Tavst stod Kirken og iagttog det ”nye” Irland, som var ved at vokse frem, et Irland meget forskelligt fra noget, man havde set før.

På den sidste dag af sit besøg i Irland talte pave Skt. Johannes Paul II om et klart valg mellem Kristus og verden. På denne overskyede dag i 1979, forelagde han dette valg for Irland mellem Kristus og denne verdens fyrste, og de tomme løfter han lokker med. Dette var besøgets sidste dag og samtidig (praktisk talt) den sidste dag for det katolske Irland.

Det følgende år legaliserede det irske parlament prævention. Det var starten på en proces, man kan kalde det for ”en krig”, som ved dens afslutning vil have en sejrherre, som er de ”progressive” kræfter. I dag, omkring 30 år efter at pave Johannes Paul II forlod Irland, kan landets sociale forhold betegnes, som en ”rodebutik”, ganske som det også gør sig gældende i mange andre europæiske lande. Irland har i den grad foretaget sit valg.

Måske, når man ser i bagklogskabens klare lys, er det ikke nogen overraskelse, at troen på Gud svinder, når velstanden på samme tid forøges. Og mens antallet af kirkegængere er stærkt faldende, og sogne må lukke ned, stiger kriminaliteten, antallet af opløste familier og den manglende lovlydighed, ulyksalighedens skyer har i sandhed samlet sig. Men da det så ud som om, at det ikke kunne blive værre, da kom coup de grâce (nådesstødet).

Det seneste og mest afgørende slag i den lange kamp blev udkæmpet den 25. maj 2018. Omfanget af dette nederlag kunne forlede en til at tro, at det katolske Irland vil ophøre med at eksistere.

Fra nu af hvert år på denne dato bør klokken falde i slag, og man burde klæde sig i sort, og de irske præster må gå til alteret og celebrere en rekviem for Irlands åndelige død og gøre bod for den udryddelse, der nu finder sted af et utal af børn, der ikke får dagens lys at se.

Nuvel, mens slangerne vender tilbage, har mørket sænket sig over det land, der er Skt. Patricks.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 26. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/across-the-land-of-st.-patrick-night-has-fallen

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Det er blevet tid til at vælge side i kampen mellem Islam og Vesten

Jeg tror, at man kan sige, at de fleste mennesker, som har læst historie, er af den overbevisning, at hvis de havde levet på et afgørende tidspunkt i historien, ville de have valgt at være på den rigtige side – De Allierede mod Aksemagterne, Wilberforce mod slavehandlerne og Romerne mod folk fra Karthago, som ofrede børn.

Vi siger til os selv: Hvis jeg havde levet på netop det tidspunkt, ville jeg have kæmpet på den rigtige side, uanset hvor svært det så ud.

Nuvel, nu er chancen er kommet til dig, for det ser ud som om, at vi er kommet til et af de historiske øjeblikke, og muligvis er der tale om et af de mest afgørende vendepunkter i historien og nok et af de farligste. Vi har en tendens til at tro, at vendepunkter i historien generelt indebærer, at der sker et gennembrud på et højere plan – som leder frem mod det bedre frem for det værre. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange svinger historiens pendul tilbage og afskærer århundreders fremskridt. Det vendepunkt, vi står overfor nu, truer med at føre os mere end tusind år tilbage til nogle af de mørkeste tider i historien. Vi vil snart komme til at kæmpe for det, vi tog for givet – grundlæggende ting som religionsfrihed, ytringsfrihed og friheden til ikke at blive slavebundet.

Det vendepunkt, jeg henviser til, er civilisationernes sammenstød mellem Islam og Vesten, (og jeg erkender selvfølgelig, at en stor del af den tradition, vi finder i Vesten, er blevet til blandt mennesker, der er bosat udenfor de traditionelle – og geografiske grænseskel, der definerer den vestlige verden). Sammenstødet kan i større udstrækning beskrives, som en konflikt mellem Kristendom og Islam, for hvis Vesten mister sin kristne sjæl, så mister Vesten også evnen – og viljen til at forsvare sin frihed.

Selvfølgelig benægter nogle mennesker, at der er tale om ”civilisationernes sammenstød”. Alle religioner og kulturer ønsker i bund og grund det samme, siger man, og man forsikrer om, at der kun er tale om en håndfuld (muslimske) ballademagere, og at dette ikke er repræsentativt for flertallet af muslimer.

Men igen og igen har undersøgelser vist, at et stort antal muslimer ønsker et samfund, der bygger på Sharia – en tilbagevenden til det brutale retssystem, der blev udviklet i Arabien i det syvende århundrede. I modsætning til de forventninger, der var til ”oplysthed”, viser det sig, at mange muslimer i et stort omfang, favoriserer grusomme og usædvanlige afstraffelsesformer for tyveri, utroskab, blasfemi og frafald.

Det er det, de ønsker for deres (med)muslimer, der kommer på afveje. Men hvis man er en ikke-muslim, behøver man ikke at komme på afveje for at blive straffet. Den blotte tilstedeværelse af jøder og kristne samt andre minoriteter betragtes som en krænkelse af mange muslimer. Som følge heraf er diskrimination mod ikke-muslimer blevet en fast bestanddel af i den muslimske verden. Det kan ikke skyldes et mindretal af fanatikere, fordi næsten alle – herunder politiet, embedsmænd, arbejdsgivere og naboer – har en forventning om, at de vantro kender deres plads.

Jøder og kristne har forstået budskabet for længe siden. Det er derfor, der er så få af dem tilbage de steder, som ellers plejede at være deres hjemlande – i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet. For dem, der ikke frivilligt forlader disse steder, vil de erfare, at der sker en ændring fra den daglige behandling, de oplever, som nogen der betragtes som mindreværdig, til mere rendyrkede systematiserede voldshandlinger. Det var tilfældet ved folkedrabene i 1914-1923 mod de armenske, assyriske og græske kristne, som levede i det Ottomanske imperium, og som i 1923 oplevede massakren på assyriske kristne i Simele i Irak og i 1941 i Farhud (pogrom) mod den jødiske befolkning i Bagdad. I de senere år har vi været vidner til nedslagtning af kristne og yazidis foretaget af ISIS i Syrien og i den nordlige del af Irak, samt et utal af massakrer på kristne foretaget af Boko Haran i den nordlige del af Nigeria og af al-Shabaab i Somalia og Kenya samt de hyppige angreb på koptiske kristne kirker i Egypten.

Et ”vidnesbyrd” er nok et for stærkt ord at benytte her. Mange i Vesten noterede sig blot disse grusomheder og er derpå fortsat med de daglige gøremål, som om intet var hændt. Men for at omskrive Trotskij, ”Du er måske ikke interesseret i civilisationernes sammenstød, men civilisationernes sammenstød er interesseret i dig”. I lang tid har folk i USA og Europa kunnet ignorere grusomhederne i Afrika, Irak og andre steder. Men civilisationernes sammenstød rykkede nordpå og dermed ind i Europa. Da ”sammenstødene” holdt deres indtog i de parisiske gader, på julemarkeder i Tyskland og en koncertsal i Manchester, kunne de, der i lang tid bevist har lukkede øjnene, ikke undgå at se, hvad der virkelig er på færde.

Men der er tilsyneladende mange af dem, (der bevidst lukker øjnene). I Europa, USA og Canada fortsætter eliterne, der præger regeringer, medier, de akademiske miljøer og selv i Kirken, med at insistere på, at der ikke er tale om noget sammenstød. Det er i en vis forstand korrekt: Man kan ikke have et sammenstød, hvis der kun er en kæmpende part. Og gensvaret på Jihad – både den væbnede del og den, der mere foregår stilhed, har været utrolig svagt. Eliterne vil ikke engang overveje at tage de indledende skridt til at indføre restriktioner i forhold til den muslimske indvandring.

Desuden gør de alt for at dække over, at der er en konflikt. Politiet indskrænkes i forhold til at rapportere om omfanget af indvandrerkriminalitet, og nyhedsmedier ønsker ikke at bringe historier om indvandrerkriminalitet, medmindre det har været af særlig farlig karakter. Samt når islamkritikere og kritikere af migration, der ytrer sig, stilles for en dommer eller almindelige borgere, der fremsætter islamkritiske holdninger på Facebook, kan blive opsøgt af politiet.

Vestens selvpålagte blindhed overfor det, der sker, leder os til noget andet, vi bør være opmærksom på i forhold til det historiske vendepunkt, der er under udvikling. Den kamp, der foregår, er ikke kun en kamp mellem civilisationer altså mellem Islam og Vesten, det er også en kamp, der foregår internt i Vesten. Mange af de institutioner, vi har i Vesten, tager afstand til det, der er Vestens arv (religion og kultur), og samtidig tager de parti for Islam.

Praktisk talt i forhold til mange af de problemer, der er årsagen til konflikt mellem Islam og den Vestlige verdens værdisæt, tager skolesystemet, medierne, domstolene og mange af vore kirker parti for Islam. De ser det nok ikke på den måde. De rationaliserer sig frem til, at måden, de handler på, blot er et forsvar for de borgerrettigheder muslimer også har. Mange af dem er sandsynligvis ikke bekendte med begrebet den stille Jihad. Men de betragter det på niveau med almene borgerrettigheder. Man lader dette (den stille Jihad) glide ind i samfundet ved at lægge låg på eventuelle dårlige nyheder om Islam. Således afviste kongressen i USA i 2012 at undersøge det muslimske broderskabs indtrængen i statslige organer, og samme år gav FBI, Pentagon og andre sikkerhedsorganer efter for et muslimsk pres og slettede i deres træningsmateriale, at man antager, at islamisk terrorisme er affødt af den islamiske ideologi. For nylig har mediegiganter som Google, Facebook og Twitter afskåret de stemmer, der taler imod islamisk undertrykkelse, fra at udtrykke sig.

Man kunne opliste mange andre episoder, hvor man på selvmorderisk vis allierede sig med vores ideologiske fjender: Dommerne, der forsøger at blokere for en begrænsning af muslimsk indvandring, biskopper, der melder sig under fanen hos bedrageriske kampagner mod islamofobi og Obama-administrationens millardgave (i US-dollars) til Iran.

Med udtagelse af ganske få biskopper, er dem, der muliggør den kulturelle Jihad faktisk progressive sekulære. På trods af deres betegnelse (progressive) er de i bund og grund regressive (tilbagestående). De går ind for abort under hele graviditeten – en praksis der viser, at afstanden mellem os og folkene fra Karthago, som ofrede børn ikke er så stor endda. De progressive lover os en fremtid, men det synes mere som om, at de skubber os tilbage i tiden. Flere progressive stemmer ønsker (nu) for alvor, at der sker en begrænsning af ytringsfriheden. Dette er allerede sket på universitetsområder, hvor mærkatet ”hate speech” benyttes til at kvæle friheden til at tale og udtrykke sig. En gennemsnitlig universitetsstuderende i dag har den samme frihed til at ytre sig, som en kvinde, der tjente ved Cleopatra’s domstol. De såkaldte ”oplyste” progressive, som styrer Google, YouTube og Facebook giver ikke meget for friheden til at ytre sig. Islamkritikere er i en målgruppe, der sættes restriktioner for, der suspenderes eller helt afskæres af disse internetmonopolister.

Situationen beskrevet i korte træk. Vi står overfor et af de vigtigste vendepunkter i historien. To magtfulde størrelser skubber på for et tilbageskridt til en mørk tid. På den ene side ønsker islamister at bringe undertrykkelsen af kvinder tilbage, kvindelig omskæring, sexslaveri, halshugning og underkastelse for de vantro. På den anden side finder man deres teknologiske progressive (kammerater), der gør det muligt at straffe den ikke-muslimske befolkning ved at fremme prævention og abort, samtidig med at de styrer strømmen af information om Islam ved hjælp af strategier, der kvæler ytringsfriheden, strategier som ingen despot kunne have forestillet sig.

Hvis du nogensinde har haft et ønske om at være til på et tidspunkt, som er afgørende i historien, så er dit ønske blevet opfyldt. Og hvis du har haft et ønske om at være på den tabende parts side, så er det også gået i opfyldelse. De kræfter, der ønsker tilbageskridt, vinder i stigende grad frem, samtidig med at den kristne civilisation er på tilbagetog.

Det er nu, man må foretage et valg. Jeg vil ikke sige, at det bliver et let valg. Meget er der blevet gjort for at mudre billedet og for at sikre, at vi forbliver forvirrede og selvtilfredse. Desuden er der enkelte ting, der fremstår klart, når man står midt i – (og er fanget ind i) begivenhedernes spind. For mange jøder stod situationen klar i starten af 1940’erne, da de blev tvunget på tog til koncentrationslejre. For mange amerikanere stod verdenssituationen klar i 1941 ved angrebet på Pearl Harbor. De, der venter, fordi de vil være helt sikre, venter forgæves.

Selvom redskaberne, der benyttes til at forvirre os i dag, er langt mere sofistikerede end i 1940’erne, har vi stadig en række fordele, som tidligere generationer (som også stod i et historisk vendepunkt) ikke havde. Vi kan tage bestik af historiens gang ud fra et bedre grundlag, end de kunne.. For eksempel, da nazisterne opbyggede deres militærapparat, havde man ingen tusindårig historisk baggrund med fokus på nazistisk aggression, som man kunne benytte som advarselslampe. Nazistpartiet var ikke mere end et årti gammelt, og Hitler fik først adgang til magten efter 1933. Dem, der naivt, gav nazisterne adgang til magten, må man lade tvivlen komme til gode. 

Vi kan derimod ikke undskylde os med, at vi ikke så tidens tegn. For dem, der kender historien, er tegnene tydelige. Det er fordi, Islam har en 1400 år lang historie, der præges af aggression. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor konsekvent man over tid har været i sin krigsplanlægning, hvor migration også benyttes som invasion. Den sidste del af den 1400-årige plan om at erobre hele verden i Allahs navn er allerede startet. Vi er vidner til en bemærkelsesværdig islamisk ekspansion i alle dele af verden – Afrika, Australien, Filippinerne, Kina, Rusland og Nord- og Sydamerika.  

Det er dog kun på dette tidspunkt, at de islamiske styrker støttes af venstreorienterede progressive og magtfulde kræfter. Tidligere nævnte jeg nogle af de måder, hvorpå de venstreorienterede forsvarer Islam. Her er et andet eksempel. For et år siden, efter at jeg havde holdt er foredrag på Island om det trusselsbillede Jihad tegner, blev forfatteren Robert Spencer forgiftet af en venstreorienteret og derefter nægtet den rette udredning og behandling af en beredskabslæge (som ideologisk set også var venstreorienteret). Selvom der er gået mere end et år, har politiet endnu ikke foretaget anholdelse af den mistænkte (der stod bag forgiftningen), og den islandske sundhedsstyrelse har heller ikke indledt nogen sag mod den beredskabslæge, der forsømte sin pligt.

Venstreorienterede og islamister, der virkelig brænder for deres sag, er svære at hamle op med. Begge parter er dybt forankret i det, de tror på. Hvis de kristne ikke tror fuldt og fast på, at de skal stoppes, vil begge parter (de venstreorienterede og islamisterne) fortsætte deres ekspansion. Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i historien. Vælger man at forholde sig (passivt) på sidelinjen, tjener det kun til at disse mørke kræfter vil sejre.

Offentliggjort med tilladelse fra the Turning Point Project.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 29. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/time-for-choosing-in-the-struggle-between-islam-and-the-west

Anne Catherine Emmerich, de to paver, hedningerne og Pantheon

I kølvandet på den voksende krise i Kirken og pave Benedikt’s overraskende tilbagetrækning samt begyndelsen på pave Frans’ nedslående pontifikat blev en række katolske profetier sat i perspektiv, og en af de mest fremtrædende er den salige Anne Cattherine Emmerich’s ofte citerede vision af ”forbindelsen mellem to paver” og de ”skadelige konsekvenser”, som ”Den falske Kirke” angiveligt vil afføde.

Det syntes for mange som om, at denne vision blev givet til Anne Cattherine Emmerich, for at give indblik i den turbulente tid, vi befinder os i, samt de problemer Kirken i vor tid står i, og dette især med konkrete henvisninger til ”de to paver”.

Imidlertid understøtter konteksten i visionen ikke fortolkningen omkring ”de to paver”, som Steve Skojec på OnePeterFive i 2016 i en artikel har påvist. Ser man på helheden af visionen, synes det som om, at den ikke henviser til to paver på samme tid, men til to paver, der hver for sig fungerer i to forskellige historiske perioder. For nogle var denne fortolkning en smule skuffende og blev set som et desperat forsøg på at finde mening i den situation, som både vi og Kirken er i.

Visionen, hvis den bliver forstået i sin helhed, kan vise sig at være meget præcis i forhold til det, der aktuelt udspiller sig (i Kirken) samt det, der forårsager den aktuelle tilstand. Jeg foreslår, at man læser det, som Steve Skojev har skrevet om denne vision, jeg vil dog for en god ordens skyld meget kort opsummere det væsentlige i det Steve Skojev fremdrager.

Visionen vedrører paverne, Kirken og Pantheon på forskellige tidspunkter i historien, den ene situation i ældre tid og den anden i nyere tid. Det står klart, at den første del af visionen relaterer sig til Pave Bonifatius IV, som af kejser Fokas blev overdraget Pantheon, et hedensk tempel for alle de romerske guder, og tømte det, for alt det, som havde knyttet sig til afgudsdyrkelsen og indviede det til en Katolsk Kirke.

Den 13, maj år 609 blev det nyrensede tempel indviet til Jomfru Maria og martyrerne (og omdøbt til Santa Maria dei Martiri) og den salige Emmerich så i sin vision: ”(Jeg) så konsekrationen af templet og ved den ceremoni, der blev afholdt, deltog martyrerne med Maria i spidsen. Alteret stod ikke i midten af bygningen, men op ad muren”.

I en beskrivelse (af ovenstående ceremoni), der blev offentliggjort i ”Il Settimanale di Padre Pio” (Padre Pio’s ugemagazin) den 10. december 2017, nr. 48 og som er citeret her, får vi et indblik i, hvor dramatisk denne begivenhed var, da pave Bonifatius IV konsekrerede det tidligere hedenske tempel til Kristus:

På den tid, hvor byen stadig var hedensk, blev alle guderne, der optrådte i den romerske polyteisme æret på et sted (Pantheon). I 608 e. Krf overdrog den byzantiske kejser Fokas Panthenon til pave Bonifatius IV, og en stemningsfuld ceremoni blev arrangeret, så man kunne konsekrere templet til Den kristne Gud. Den 13. maj 609 var en stor menneskemængde forsamlet på området omkring Panthenon for at være til stede ved begivenheden. De historiske kilder beskriver det røre og de skræmmende skrig, der kom inde fra Pantheon: De hedenske dæmoner var klar over, hvad der skulle til at ske. De store døre blev åbnet, og paven, som stod på tærsklen, begyndte at recitere eksorcismebønnen. Skrigene fra afguderne steg i intensitet og larmen fra tumulten (inde i templet) gjorde det umuligt for dem, der stod udenfor at få ørenlyd. Folkemængden blev grebet af frygt, og ingen var i stand til at stå på deres ben, mens de overværede – og hørte på denne frygtelige begivenhed. Det var kun pave Bonifatius, der kunne modstå dette, han fortsatte ufortrødent sin bøn og konsekrerede dermed Panthenon til Kristus. Det siges, at dæmonerne flygtede fra det gamle tempel i spredt orden, idet de forårsagede stor larm, og de flygtede ud af det åbne øje i kuplen og den store indgang.

Da ceremonien var blevet afsluttet, indviede han bygningsværket til martyrernes dronning, måske som en ære for de mange kristne, der måtte lade livet for disse mange afguder. At Rom blev kristent foregik gradvist, og det krævede en systematisk re-konsekration af de steder, hvor man førhen havde tilbedt de hedenske guder. Renovatio Urbis (genopbygningen af byen) for at kunne kristne den, var blevet påbegyndt af Skt. Gregory den Store (590-604) og afsluttet af dem, der efterfulgte ham, og varede indtil pave Sixtus V i det 16. århundrede.

Det var svært at få bugt med de gamle trossystemer i Rom, og selv i dag, er der en folklore, som tager sit udgangspunkt i disse afguder, som det siges, konstant gør en indsats for at vende tilbage til byen.

Før jeg går videre til den senere del af Emmerich’s vision, vil jeg fremhæve to væsentlige ting i visionen, som har forbindelse med, hvordan man ophørte med afgudsdyrkelsen i Pantheon. For det første er der datoen, den 13. maj, som bør være velkendt for enhver katolik, da det er den samme dato, hvor vor Frue begyndte at åbenbare sig i Fatima. Det er også værd at bemærke, at den salige Emmerich’s vision foregik den 13. maj 1820. Datoen er derfor værd at bemærke sig. Det andet, som er vigtigt at holde sig for øje, er alteret. Den salige Emmerich’s vision retter en speciel opmærksomhed mod alteret i Pantheon, da netop dette spiller en central rolle i den anden del af visionen.

Efterfølgende, er der i den salige Emmerich’s vision sket en tidsmæssig forskydning, som er karakteristisk for hendes visioner. Vi befinder os nu på et tidspunkt, hvor mørket har lagt sig over verden og Kirken. Igen ser hun et tempel, måske det samme tempel, men i et fremtidigt perspektiv (altså ud fra hendes synsvinkel). Men dette tempel er nu uden alter, og afgudsdyrkelsen er således vendt tilbage.

Da denne vision var fremstået helt ned i mindste detalje, så jeg igen den siddende pave og Den ’mørkets’ Kirke, der prægede hans pontifikat. Den lignede et stort og gammelt hus, som et rådhus med søjler i forgrunden. Jeg så ikke noget alter, men kun bænke og i dens midte, noget der mindede om en prædikestol. Der var blevet prædiket og sunget, intet andet, og der var kun meget få, som tog del i dette. Og se, et helt specielt syn. Ud fra hver enkelt af disse medlemmer af menigheden udgik der fra deres bryst en afgud, som den enkelte stod overfor og bad til. Det var som om, at hvert eneste menneske (i denne forsamling) havde fremdraget sine hemmelige tanker, drømme og længsler ud af en mørk sky, som straks udenfor antog en bestemt form”.

I det tempel, som viste sig i hendes vision, var alteret (som tidligere stod op ad muren) fraværende, og de få tilstedeværende tilbad nu afguder, der udgik fra den enkeltes bryst, altså en afgudsdyrkelse, hvor man dyrker sig selv. Det er netop denne dyrkelse af den enkeltes afguder, hvor fokus er på det enkelte menneske frem for Gud, der har været (kerne)punktet i Vatikan II’s forsøg på at opgive tilbedelse ad orientem (mod øst) i Den universelle Kirke til fordel for versus populum (mod menigheden). Mange mennesker har bemærket denne grundlæggende forandring i måden at orientere sig på under tilbedelsen samt udskiftningen af altrene til fordel for ”borde” og en selvreflekterende variant af vores liturgi og tilbedelse. Mange har også med rette bemærket den krise og Den ”mørke” Kirke, der er resultatet af disse ændringer, og som leder os til dette forfærdelige øjeblik i Kirkens historie.

Den salige Emmerich fortæller mere om, hvad hun så:

Det, der var tydeligt, var, at afguderne fyldte hele (kirke)rummet til trods for, at der var få bedende tilstede. Da (guds)tjenesten var afsluttet, vendte guderne tilbage til brystkassen på den enkelte. Hele kirken var indhyllet i sort, og alt, hvad der fandt sted i kirken, havde et dystert præg.

Da så jeg hvilken forbindelse, der var mellem de to paver og de to templer.

Og nu bliver det virkelig interessant. I Basilikaen Santa Maria ad Martyres, Pantheon, står det gamle smukke alter op ad muren (og det er forblevet med at være sådan), som det blev vist i den salige Emmerich’s vision, dette har i realiteten aldrig været i overensstemmelse med de folk, som har været med til at skabe den aktuelle krise samt denne ”mørke” Kirke. Alterets placering er noget, som Roms generalvikar har ønsket at få ændret, og nu er det (endelig) lykkedes.

Under nyhedssektionen på Basilikaens hjemmeside er det blevet offentliggjort, at Den hellige Faders delegat, Hans excellence Mons. Angelo De Donatis, generalvikar for Roms bispedømme, vil foretage indvielsen af det ”nyplacerede” broncealter, der skal gøre tilbedelsen versus populum lettere.  

Hvornår skal dette foregå? Det skal det (naturligvis) den 13. maj 2018.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/anne-catherine-emmerich-the-two-popes-pagans-and-the-pantheon

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)