Category: Articles

Rosenkransen, befrielsen og en ny begyndelse

Vi er kommet til den dag, hvor vi i liturgien mindes Skt. Magaret Mary Alacoque, og dette bekræfter blot min tro på, at en ydmyg og vedvarende recitation af rosenkransbønnen kan blødgøre det mest hårdføre hjerte og fjerne en synders modstand mod at elske Kristus.

Der er situationer, hvor det at bryde med vanebetonede synder, er (eller det synes at være) uoverstigeligt for den, der bærer på disse synder. Dette optræder specielt i forbindelse med synder, der er blevet indarbejdet og gjort til en vane.

Nogle gange fokuserer en sjæl, der kæmper med en vanebetonet synd, på selve synden og på at undgå den, og det kan resultere i en åndelig udmattelse, der kan lede til depression og selvhad. Hvad er løsningen, når noget sådant sker?

Hvor forunderligt det end kan lyde, så er løsningen som oftest, at man ignorer synden og bevarer en vis form for ”angerfuld sindsro”, også selvom man er faldet i fristelse gentagne gange, og på samme tid bør man være i vedvarende, ydmyg og inderlig rosenkransbøn. Efter et stykke tid vil man begynde at betragte rosenkransens mysterier fremfor sin egen elendighed. På en nærmest umærkelig måde begynder det grimme ved den vanemæssige synd at forsvinde foran Den rene Guds Moders skønhed.

Lidt efter lidt opløser rosenkransbønnen enhver modstand mod at elske Kristus og Hans nådes kraft. På denne måde åbner rosenkransbønnen sjælen for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed. For mange syndere har rosenkransen været begyndelsen til helliggørelse.

Naturligvis forholder det sig sådan, at hvis en synder ikke ønsker at bede, hvis denne ikke engang vil forsøge på at bede, blot ved at sige ordene og prøve at finde bønsrytmen, så er denne fortabt. For de fleste af os arme syndere, er frelsen tæt forbundet med lydigheden overfor Kristi ord, ”Bed, så skal der gives Jer” (Luk 11: 9).

En frigørelse fra den vanebetonede synd foregår som regel ikke over en nat (Selvom det kan ske og endda gør det). Langt oftere sker det gradvist, når man opdager den glæde bønnen bidrager med og derfor begynder at bede mere og mere. Uophørlig bøn er ikke forenelig med alvorlig synd.

Hvor mange gange er en fuldstændig omvendelse til Kristi kærlighed ikke startet med, at personer har vist modtagelighed overfor rosenkransen. ”Hav rosenkransen på dig, min ven, hav den i lommen. Jeg vil bede for dig”. Snart vil denne person tage sig selv i at være i færd med at lade den ene perle efter den anden glide igennem sine fingre. Denne person vil lade en eller to Hil dig, Maria passere over sine læber, og derefter følger 10 mere og derpå endnu 20. Efter et stykke tid må denne person tage sig selv i at bede alle fem dekader på rosenkransen … og en dag vil denne person til sin store forbløffelse sidde i skriftestolen og sige: ”tilgiv mig Fader, for jeg har syndet”. Et nyt liv har taget sin begyndelse. Sejren for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed i forbindelse med menneskers liv, der er blevet ødelagt, og som befinder sig i desperate situationer, kan have sin begyndelse i Marias sødmefyldte og ydmyge bøn. Bed rosenkransbønnen, og du vil opleve, at alting ordner sig.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-liberation-and-new

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen: en betragtning af skønheden i Jesu Kristi ansigt

Jomfru Marias Rosenkrans, som – under Helligåndens ledelse – har udviklet sig i løbet af det andet årtusinde, er blevet en højt skattet bøn for mange helgener og er blevet støttet af læreembedet. Med sin enkelthed og dybde forbliver Rosenkransen med det tredje årtusindes frembrud en betydningsfuld bøn, som er bestemt til at frembringe hellighedens frugter. Denne bøn hører med til kristendommens åndelige vej. Gennem to tusinde år har kristendommen ikke mistet noget af sin oprindelige kraft. Den er af Guds ånd bragt frem til være den udfarende kraft (duc in altum!), der atter og atter proklamerer Kristus, ja, råber til verdenen: Kristus er Herre og Frelser, er ”Vejen, Sandheden og Livet” (Joh 14:6), er ”Det endelige mål for den menneskelige historie, samlingspunktet for alle historiske og kulturelle bestræbelser”. Selv om Rosenkransen er karakteriseret ved sin marianske fremtrædelsesform, så er den dybest set en kristologisk bøn. De enkelte deles nøgterne form forener sig med dybden i Det glade Budskab, som Rosenkransen samtidig er en sammenfatning af. I den genlyder klart Marias bøn, hendes uophørlige Magnificat, fordi menneskevordelsens forløsende værk tog sin begyndelse i hendes jomfruelige moderskød. Med Rosenkransen går de kristne i Marias skole, hvor de lader sig føre ind i kontemplationen over Kristi åsyns skønhed og ind i erfaringen af hans kærligheds dybde. Gennem Rosenkransens mysterier modtager de troende en fylde af nåde, som modtog de den af Forløserens moders egne hænder.

Pave Johannes Paul II

Den apostolske skrivelse Rosarium Virginis Mariae, fra oktober 2002.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-contemplation-of-be

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A step more to sainthood

Carlo Acutis, who died at 15 years old, cataloged all of the Eucharistic miracles (see virtual museum of the Eucharistic Miracle) in the world. “We have always been expected in heaven.”

On Thursday, November 24, 2016, Cardinal Angelo Scola closed the diocesesan phase in the canonization process for Carlo Acutis, an Italian boy who died October 12, 2006, at age 15, of leukemia. He was a well-loved teenager who devoted himself to prayer and daily Mass as well as computer programming, film editing, website creation, editing and layout of comics.

More

En bøn, der får sjælen til at blomstre

Afvæbnende og enkel

Rosenkransbønnen er afvæbnende og enkel. Den kraft, rosenkransen besidder, er ikke proportionel med det, det kræver at bede den på en god (og rigtig) måde. Hemmeligheden bag denne bøn er, at man blot starter med at bede den, og at man fortsætter, er udholdende, uanset om man fornemmer, at man bliver favnet og trøstet. Rosenkransen er kraftfuld, fordi den umærkeligt går ind og ændrer den, der beder den, den frigør mennesket fra synd og læger sår, som det hidtil ikke har været muligt at behandle.

Derfor hader djævelen rosenkransen

Det er en selvfølge, at djævelen hader rosenkransen, og det er, fordi den forandrer menneskets hjerte (mentalitet) og frigør det fra synd og knytter det til det reneste af det rene, nemlig Guds Moder, og endelig leder den til omvendelse. Ét af de kneb, djævelen ofte benytter til at afskrække folk fra at bede rosenkransbønnen, er: ”at med mindre man beder den på den helt perfekte måde, så bør man ikke gå i gang, og ej heller forsøge”. Mit forslag er, at det er langt bedre, at man beder en dårlig rosenkrans, fremfor at man slet ikke beder en rosenkrans. Rosenkransen fungerer ligesom Jesusbønnen, den åbner hjertet for den stille bøn, som i sidste instans afføder den frugt, der udgår fra Helligånden, nemlig kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, gavmildhed, mildhed, trofasthed, beskedenhed, selvbeherskelse og kyskhed.

Rosenkransen stykke for stykke

Man bør benytte enhver lejlighed til at bede rosenkransen, også selvom man kun kan bede en dekade eller to. Den hellige Guds Moder ved til fulde, hvordan hun bedst ”administrerer” de enkelte dekader, hun modtager fra sine børn. De, der er vedholdende i ydmyg rosenkransbøn, bør sige med henvisning til salmisten: ”den styrker sjælen, giver den uerfarne visdom, den glæder hjertet og giver øjnene glans” (Sl 19: 8-9).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/10/a-prayer-that-revives-the-soul

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En bøn med afvæbnende kraft

Der findes intet problem eller nogen vanskelighed, der ikke kan findes en løsning på, hvis man trofast tyr til Min Moders hellige rosenkrans. Rosenkransen er Min Moders gave til de fattige, de, der ønsker enkelhed og til de ydmyge, der er i stand til at lytte til – og forstå evangeliet i dets renhed, og som svarer på det med et gavmildt hjerte. Det er til disse, der er som børn, der er svage, der er fattige, og som virkelig tror, at rosenkransen er blevet givet, og det er hos dem, rosenkransen virkelig hører hjemme.

Der er ingen lidelse, der ikke kan bæres med fred, så længe en sjæl beder rosenkransen. Det er gennem rosenkransen, at al nåde og kraft i Mine mysterier passerer gennem Min Moders Ubesmittede Hjerte og videre til hjerterne hos dem, der er som børn, og som anråber Hende ved at gentage englens hilsen til hende. Sygdom kan blive kureret ved brug af rosenkransen. Der er visse mørke skyer samt forvirring, kun rosenkransen kan gennemtrænge og det blot fordi, at denne bøn er bønnen, Min Moder skatter højest. Det er en bøn, der har sin oprindelse i Himlenes Himmel, og den kom til jorden ved Min ærkeengel, og det er en bøn, der i Kirken igennem årerne er blevet gentaget og hele tiden forstærket, det er en bøn, som alle Mine helgener har taget til deres hjerte, og det er en bøn, som har en afvæbnende kraft og stor effekt.

Der er dem, der synes, at rosenkransbønnen er en vanskelig bønsform. Det vanskelige ligger dog ikke i selve rosenkransbønnen, men i den overvindelse, der skal til for at finde ind til dens enkelhed. Indbyd sjæle til at tage del i rosenkransbønnen; det er gennem den, Jeg vil helbrede dem, der bærer på sygdom i sindet og legemet, det er gennem den, Jeg vil bringe fred til de steder, hvor der hersker ufred, og det er gennem den, Jeg vil helliggøre mine præster og bringe glæde til dem, der har konsekreret sig til Mig, og det er gennem den, at nye kald vil vokse frem i umådelig mængde.

Lyt derfor til det, Min Moder beder om mange steder. Lyt til hende og tag hendes bøn til Jeres hjerter, bed hendes rosenkrans, og for dig ligesom for hende vil Min Fader frembringe vidunderlige ting.

(Fra bogen: In Sinu Jesu, the Journal of a priest)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. oktober 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/10/a-prayer-of-disarming-power

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den salige Francisco Marto fra Fatima

Francisco Marto fra Fatima (den 11. juni 1908 – 4. april 1919)

(Denne artikel blev først bragt i bladet Irelands Own. Webmasteren vil derfor takke forfatteren Jim Dunning for hans tilladelse til at bringe den her).

Francisco blev født den 11. juni 1908, han var Jacintas storebror og Lucias fætter. Under åbenbaringerne i 1917 hørte han intet af det, der blev sagt, og derfor måtte han stole på det, som Lucia og Jacinta formidlede videre til ham, og som ”damen” (Vor Frue) sagde til dem under Sin åbenbaring for dem. Faktisk var Han ikke i stand til at se Vor Frue, før hun åbenbarede sig anden gang i juni.

I ”Budskabet fra Fatima” skrevet af Fr. Martindale S.J., beskrives Francisco som en lille robust dreng med et rundt ansigt, en lille mund og en velformet hage. Han elskede at jage slanger, firben og muldvarpe og forskrække sin mor ved at bringe disse dyr med hjem. Hans omgivelser betragtede ham som et sorgløst barn, der ikke bekymrede sig ret meget. Han elskede blomster og lysets skær specielt ved solopgang og solnedgang. Det, han holdt allermest af, var at spille på fløjte. Han efterlignede fugle, men kunne aldrig finde på at fjerne dem fra deres reder. Han løb engang hjem for at indsamle et passende beløb svarende til two pence for at få en anden dreng til at slippe en fugl fri, som han havde i sin varetægt. Francisco var et følsomt barn. Under forberedelserne til modtagelsen af sin første Kommunion var hans recitation af trosbekendelsen uklar, og derfor sendte præsten en grædende Francisco hjem.

Efter at Vor Frue havde opfordret de tre børn til at opofre sig selv til Gud for at sone den synd, der bliver begået, begyndte de at give fårene deres frokost, og senere gav de den til de fattige børn. Francisco kravlede op i et træ for at plukke agern, som de kunne spise sammen med fyrtræskogler, rødder og brombær. De begyndte også at bede rosenkransbønnen med stor alvor. Den virkning åbenbaringerne havde på Francisco, var, at han fik et inderligt ønske om at ”trøste” Vor Herre. På et tidspunkt, hvor Francisco var forsvundet, og hvor han blev fundet bedende bag en klippe, spurgte Lucia ham, hvad han var i færd med. ”Jeg tænkte på Gud, der er så bedrøvet på grund af alle de synder, der bliver begået: bare jeg kunne trøste Ham”.   

Da børnene blev fængslet af den lokale borgmester, der var frimurer og hed Santos, fordi de ikke ville røbe hemmeligheden, Vor Frue havde åbenbaret for dem, knælede de ned og bad sammen rosenkransbønnen. Andre af de indsatte sluttede sig til deres bøn, og én af dem havde beholdt sin hat på, da formanede Francisco ham om, at ”når du beder, bør du tage hatten af”. Manden kastede den skødesløst på gulvet, men Francisco lagde den pænt på en bænk.

Man truede børnene med, at de ville blive kogt levende, og Jacinta var den, der først blev ført bort. Francisco sagde et hil dig, Maria for hende, så hun ikke lod sig skræmme. Han vidste ikke, at den, der stod for alt dette, foretog et bluffnummer, Fracisco var beredt på at skulle dø fremfor at røbe Vor Frues hemmelighed, ”hvis de slår os ihjel, vil vi snart være i Himlen”.

I oktober 1918 blot et år efter solunderet kom influenzaepidemien, der havde ramt Spanien, til familien Marto og hele familien blev syge, dog med undtagelse af faren, der var almen kendt som onkel Marto. Francisco var rolig under sin sygdom og beklagede sig aldrig. Han var overbevist om, at Vor Frue snart ville komme og hente ham og tage ham med til Himlen.

I januar 1919 var Francisco i stand til at gå så langt som til Cova, hvor åbenbaringerne havde fundet sted, for at bede der. Endelig i begyndelsen af april blev han så svag, han ikke kunne sige rosenkransbønnen og spurgte om det var muligt at modtage Den hellige Kommunion. Før dette skete, spurgte han Lucia og Jacinta, om de kunne komme i tanke om synder, han havde begået. Lucia mindede ham om enkelte episoder, hvor han ikke havde vist lydighed, Jacinta mindede ham om, at han havde stjålet en penny, og at han havde kastet sten efter en rivaliserende gruppe drenge fra en anden landsby. Francisco sagde, at han allerede havde bekendt disse synder, men hvis han ikke skulle dø, ville han aldrig synde igen. Lucia sagde ja til at bede for ham og forsikrede ham om, at Jesus allerede havde tilgivet ham, og som vor Frue havde sagt, at hun ville komme og tage ham med til Himlen.

Præsten lyttede til Franciscos skriftemål om aftenen den 2. april og bragte ham Den hellige Kommunion den næste morgen. Francisco var ikke i stand til at sidde oprejst, og derfor modtog han sin første men også sidste Kommunion liggende. Han åbnede øjnene og spurgte: ”hvornår vil du bringe mig Den skjulte Jesus igen?” Det var den beskrivelse, han altid benyttede, når han talte om, Den konsekrerede Hostie i Tabernaklet. Lucia blev hos ham hele dagen. I løbet af natten kaldte han på sin mor: ”se, det vidunderlige lys, der er bag døren”, og derpå sagde han: ”nu kan jeg ikke se det længere”.

Den 4. april kl. 10 om morgenen lyste hans ansigt op, han smilede og døde derpå uden smerter. Dette var blot to måneder før hans 11-års fødselsdag.

Franciaco blev begravet på en kirkegård i Fatima, men senere flyttede man det, der var tilbage af Francisco til det hellige sted, der var blevet bygget, der hvor Vor Frue havde åbenbaret sig. Da hans kiste blev åbnet den 3. marts 1952, blev den rosenkrans, man havde lagt i hans hånd, fundet, og man kunne se dens perler mellem hans fingre. Den lille hyrdedreng havde i sandhed opfyldt sit løfte om at bede mange rosenkranse, som Vor Frue havde bedt ham om. Med hensyn til det mål han havde for øje, nemlig at komme i Himlen, var dette ikke for hans egen skyld. ”Jesus vil snart komme og hente mig og bringe mig til Himlen, og der skal jeg være for evigt for at trøste Ham”.

Det forberedende arbejde (helgenkåringsproces) mod en helgenkåring af Francisco begyndte i 1949. Den 13. maj 1989 godkendte pave Johannes Paul II et dekret om de heroiske dyder, de to Gudstjenere Francisco og Jacinta foretog, og denne godkendelse blev understreget ved, at paven gav disse to børn betegnelsen ”ærværdige”. I Fatima den 13. maj 2000 på 83-årsdagen for den første åbenbaring erklærede paven dem for ”salige”.

Efter at Åbenbaringerne begyndte, havde Francisco gjort det klart, at han ville lide på den måde, som Vor Frue havde ønsket. Han modsatte sig sognepræstens forsøg på at få ham til at benægte åbenbaringerne. Han afstod fra mad og drikke i flere dage ad gangen, selvom temperaturerne var høje, og samtidig bar han om livet et tykt reb. Han bad med henblik på at ”trøste” Gud og ære Herrens Moder og for gradvist at nærme sig hellighed. Han fremstår som et heroisk eksempel på et lille barn, der frembærer et heltemodigt eksempel på et liv levet i dyd. Noget som nutidige forældre kunne lære af og opmuntre deres egne børn til at leve et liv i hellighed.

Salige Francisco Marto bed for os.

Følgende findes ikke i den originale artikel, men er blevet tilføjet, fordi der er sket yderligere fremskridt i kanoniseringsprocessen, siden artiklen blev skrevet. Pave Frans helgenkårede den 13. maj 2017 de to søskende Francisco og Jacinta Marto, mens han var på pilgrimsrejse i Portugal.

For mere information om børnene fra Fatima se følgende links (1) og (2). For mere information om åbenbaringerne i Fatima se følgende link (3).

Noter

1.      Link til artikel om børnene fra Fatima http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-jacinta-marto-of-fatima.html

2.      Link til artikel om børnene fra Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/lucia-dos-santos-of-fatima-sister-lucia.html

3.      Link til artikel om åbenbaringerne i Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/three-secrets-of-fatima-explained.html

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på mysticsofthechurch marts 2010. Den kan læses på: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-francisco-marto-of-fatima.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den lille dreng, der bad mange rosenkranse

Mange rosenkranse

Da Den hellige Jomfru Maria åbenbarede sig i Fatima i 1917, sagde hun til den lille Francisco, som på det tidspunkt var ni år, at han ville komme i Himlen, men først måtte han bede mange rosenkranse. Herefter så man ofte den lille dreng bede rosenkransbønnen meget intenst. Det, der vækker min interesse er, at Vor Frue insisterer på, og det bekommer mig svært at sige dette, et stort antal rosenkranse, og det betyder i sagens natur rigtig mange rosenkranse!

Det er nødvendigt at være opmærksom på, at man skal være udholdende for at bede dekade på dekade og rosenkrans på rosenkrans. Hvis ens bønsaktivitet ikke er ordentlig, bør man i det mindste bede meget. ”Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte” (Luk 18: 1). Den, der beder den ene rosenkrans efter den anden, frembærer for Gud, den basis, der udgør bønnen, og har tillid til, at Gud vil finde det rette tidspunkt, hvor Han gennem Helligåndens ild vil gøre brug af den.

Den, der beder mange rosenkranse, tilkendegiver overfor Gud (på en hengiven måde) et brændende ønske om at være værdig til den uvurderlige nåde at kunne bede uden ophør. Til tider er det bedste, man kan gøre at bede meget og henvende sig til Guds Moder, som med Sin bønsmagt kan bistå ens bønsaktivitet, så den ved Helligånden undergår en forandring, så man ”tilbede(r) i ånd og sandhed” (Joh 4: 24), for det er det, der behager Faderen.

Helgenernes rosenkransbøn

Den salige Johannes XXIII bad alle rosenkransens femten mysterier hver dag. Det samme gjorde Guds tjener Father Marie-Joseph Lagrange, O.P., en anerkendt ekseget og grundlægger af École Biblique de Jerusalem. Skt. Pio fra Pietrelcina bad uophørligt rosenkransen, og det samme gjorde Skt. Gaetano Catanoso, det hellige Ansigts ydmyge apostel. Hele Skt. Johannes Paul IIs liv var præget af rosenkransbøn. Helgenerne ”gennemhuller” vores argument om, at ”vi ikke kan finde tid til at bede rosenkransen”. Man kan spørge: Har du mere travlt end Johannes XXIII, Padre Pio eller Johannes Paul II? Der eksisterer en stor visdom, som har bevist sit værd, og som går ud på, at man beder sin første rosenkransbøn, før dagen påbegyndes. Den første rosenkransbøn, der bedes, mens man vågner, er en markør for resten af dagen. Rosenkransene, man beder i løbet af dagen i de mindre travle stunder og igen ved dagens afslutning, bliver umærkeligt en form for vedvarende bøn.

Den, der beder mange rosenkranse, som Skt. Francisco fra Fatima gjorde, vil hurtigt leve et liv i – og med Maria. Maria vil, for denne sjæl, blive, som Gerard Manley Hopkins siger: den luft vi indånder. Der, hvor Maria er, vil Helligånden komme for at helbrede, frelse fra synd, herliggøre Kristus og give os et liv med Kristus og Hans Moder i Faderens skød.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/the-little-boy-who-prayed-many

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Rosenkransen: derfor er bøn, der bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde, gavnlig for kristne

I denne måned, oktober, er fokus særlig rettet på Den hellige Jomfru Maria og den titel, hun bærer: Den salige Jomfru Maria af Rosenkransen, og af stor taknemmelighed forpligter vi os til at bede den vidunderlige bøn, som rosenkransbønnen er. Dette er bønnen, som et utal af helgener har elsket højt, og som er blevet prist til skyerne af paver, og det er en bøn, som er beriget med mange former for aflad, og den er trøstende og enkel, og endelig er den særdeles effektiv i kampen mod onde magter, synlige og usynlige.

Mange helgener har udtalt, at rosenkransen er den bedste og mest givtige bøn, vi kan fremsige for Gud, og dette gælder for enhver kristen, uanset hvor vedkommende befinder sig i sit liv. Hvad er med Skt. Louis de Montforts egne ord ”rosenkransens hemmelighed”? Det er den åndelige ydmyghed og tillid, vi bærer på, når vi lægger os på knæ foran Guds Moder, der er uden synd, og vi søger beskyttelse hos hende, som Jesus Kristus nærer stor kærlighed til, og som er uhyre kraftfuld i sin forbøn rettet til Ham. Det er det, vi ser ved brylluppet i Kana. Han lytter til det, hun beder om. Det, vi også er vidner til ved korsets fod, er, at Jesus overlader den discipel ”Han elskede mest” til hende og hende til disciplen: Vi er alle børn af Maria, og hun er blevet overdraget os, hvis vi er Kristi, Vor Herres, disciple. At fordybe sig i den bøn, som Maria holder allermest af, er som at søge dybt ind i hendes sjæl, der er beriget med åndelige skatte, og der se, Guds herlighed blive genspejlet.

Rosenkransen rummer tre kvalitative elementer, som gør den velegnet til det kristne menneske. Bønnen bliver sagt højt gentagne gange på en meditativ måde.

Som en bøn, der bliver sagt højt, placerer rosenkransen sig i en ædel tradition, der strækker sig fra Moses bøn til Davidsalmerne og over til Makkabæernes bøn og Simeons lovsang i templet. I første Samuels’ Bog kan vi læse, at: ”I lang tid bad hun (Hannah) for Herrens ansigt og imens sad Eli og iagttog hendes mund” (1 Sam 1: 12). Marias kusine Elisabeth udbryder med høj røst: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt” og hertil svarer Vor Frue i begyndelsen af sin lovsang: ” … For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi Den mægtige har gjort store ting mod mig” (Luk 1: 42 og 49). Kristus lærer os, at vi bør gå ind i vores kammer, og der bede til Gud, og Han giver os et forbillede, som er den ydmyge tolder, ”der ikke engang løfter sit blik mod himlen, mens han slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig” (Matt 6: 6 og Luk 18: 13). Ved en anden lejlighed giver Kristus os eksemplet med den vedholdende enke, der i sin nød ikke stopper med at bede dommeren om hjælp (Luk 18:2-5). Den fortabte søn falder på knæ for sin far og bekender sin skyld; der sidder en blind mand ved vejen til Jeriko, som bliver ved med at råbe: ”Davids Søn, forbarm dig over mig” (Luk 15: 21 og 18: 38). Den hellige Paulus fortæller os, at vi bør ”bede uophørligt (1 Thess 5: 17) og være vedholdende i bønnen” og ”tal(e) til hinanden med salmer og hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5: 18-20 og Kol 3: 16-17).

Med eksempler som disse og flere hundrede, som jeg kunne trække frem, bør det stå klart, at den bøn, der siges højt, ikke skal betragtes som værende ubetydelig eller middelmådig, som vildfarne fortalere for eksempel protestanter og liberale katolikker ellers har hævdet. Tværtimod er den bøn, der siges højt, traditionel i sin karakter, for den har altid været den foretrukne bønsform og videre er den en givtig måde at være til stede på over for Gud, og man vender sig til Ham i tillid og med håb, og alt dette gøres med det sigte at helliggøre ens tale og hjerte” (Matt 12: 34). 

Det, at der er et repeterende element i forbindelse med rosenkransbønnen, er ikke afbrydende for koncentrationen, eller at man betragter rosenkransbønnen som gammeldags og en praksis fra middelalderen. Det repeterende element i bønnen er forbundet med to vigtige aspekter: menneskesindets virke og den rette måde at henvende sig til Den Almægtige på. Når vi igen og igen må vende tilbage til de store begivenheder i frelseshistorien, går dette på bedste vis hånd i hånd med den kendsgerning, at vi ikke kan erkende fuldt ud, men stykkevis, og det kræver i sagens natur, at vi må fæstne mangt et kærligt blik på eksakte og velkendte episoder i frelseshistorien for at få et nærmere og dybere kendskab til dem, og på den måde lærer vi også at komme foran Gud, og der være i en bøn (der er enkel), der bedes uophørligt, ydmygt, uden distraktion, som når et barn beder til sin Fader. Vi lærer noget nyt ved at beskæftige os med de velkendte situationer i frelseshistorien, og dette sker, fordi vi gradvist og mere og mere elsker Vor Herre og Hans Moder. Ved at gentage de samme ord igen og igen former vi både vores tanker og vores tale. Ved at overveje de samme mysterier gentagne gange, bliver vi som børn, der aldrig bliver trætte af en bestemt og smuk historie, eller som et ældre ægtepar, der kender – og er opmærksomme på hinanden ned i mindste detalje. Selv seraferne, der står foran Guds trone, synger til evig tid deres lovsang. ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed” (Es 6:3 og Åb 4: 8).

Den enkle og rolige måde at sige bønnen på, hvor man gentager Fader VorEnglens hilsen og doxologien (Lovprisning af Gud, f.eks. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden) har en opmuntrende virkning på det at overveje vor tros mysterier. Her handler det ikke om at foretage en dybdeborende analyse af- eller at opnå et klart billede af det enkelte mysterium eller fuldt og helt være til stede ved det, der skete. Johannes Paul II siger følgende:

Den hellige rosenkrans er et evigt minde om frelsen og den måde, hvorpå den er blevet udført: At Ordet blev kød (inkarnationen), Jesu lidelse og død for os, og den påske, Han har grundlagt, som for altid vil blive afsluttet i Himlen. Når vi tænker på de kontemplative elementer i rosenkransen, det vil sige mysterierne, som den sagte bøn er centreret om, forstår vi bedre, hvorfor denne krone af de mange ”Hil dig Maria” (englens hilsen) er blevet betegnet som ”Jomfruens Psalter”. For salmerne mindede Israel om de undere, der skete ved udfrielsen fra Egypten, og den frelse, Gud udvirkede, og de selvsamme salmer kaldte konstant folket tilbage til troskab mod pagten, der blev sluttet på Sinai. På samme måde minder rosenkransen konstant det nye pagts folk om de barmhjertighedsundere og den styrke, Gud har anvendt ved Kristus på menneskehedens vegne, og rosenkransen kalder den nye pagts folk tilbage til troskab mod løfterne givet i dåben. Vi er Hans folk, og Han er vores Gud (Osservatore Romano, October 11, 1983).

”Et ønske bør være ordentligt”, siger Skt. Thomas Aquinas, ”således må det også være med Bønnen, fordi den er et udtryk for et ønske”. Er der nogen, der er i stand til at finde tre bønner, der er mere seriøse, klare og trøstende eller dybe end Fader vorHil dig Maria og Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden?

At dvæle i sætningerne, der stammer fra Fader vor, er som at blive undervist af den mest dygtige underviser, der findes, nemlig Jesus Kristus, Den evige og inkarnerede Visdom, som lærte Sine disciple netop denne bøn. Det er derfor ikke overraskende, at både koncilet i Trents’ Katekismus og Den Katolske Kirkes Katekismus har taget udgangspunkt i Herrens bøn i opbygningen af de forskellige afsnit vedrørende bøn.

Når det handler om bønnen, Hil dig Maria, er denne en meget levende bøn, fordi hver eneste linje og ord indeholder mysteriets stilhed, lyden af profeti og løftet om frelse. Selve ordene omslutter på en og samme tid adskillelige mysterier og hellige begivenheder: bebudelsen, inkarnationen, besøget (hos Elisabeth), Jesu hellige Navn, at Maria bærer på stor nåde, at Maria går i forbøn for os i Himlen samt de sidste ting. Ret beset er Hil dig Maria et mindre kompendium, der rummer hele den katolske tro.

Uden teologisk slinger og uden at spilde et eneste ord, påkalder vi, når vi siger: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, Den hellige Treenighed, Alfa og Omega over alt det skabte, og denne lille bønsakt er rettet til den uendelig store Gud.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 10. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-rosary-why-vocal-repetitive-meditative-prayer-is-beneficial-to-christians

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Maria, Den elskede: om at fordybe sig i Jomfruens hellige Navn

Den 12. september fejrer vi festen for Marias Allerhelligste Navn. Mysterierne og de undere, der knytter sig til Marias hellige Navn, er så omfattende, at den teologiske disciplin, man kalder Mariologi, aldrig vil kunne komme helt i dybden med det, der relaterer sig til dette navn. Navnet Maria har mange smukke betydninger og betegnelser knyttet til sig, heriblandt: Guds elskede, den lysende stjerne, nådens hav og den, der bærer på stor smerte. Skt. Montfort nedfældede følgende smukke formulering: ”Gud Fader samlede ved skabelsen alle vanddråber og kaldte dem hav. Han har samlet al sin nåde og kaldt den Maria” (§ 23) (1).

Jesu hellige Navn betyder ”Jahve frelser / Gud vor Frelser”, dette er et navn, som er smukt og passende, for Han alene er vor Gud og blev vor Frelser ved Maria. ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1: 21).

Der optræder en anden smuk typologi, der knytter sig til Jesu Kristi Moders hellige Navn, og det er stjerne. Maria er den stjerne, der førte verden til Jesus Kristus. Hun er det skinnende lys, der forkyndte skæret af Hans komme. Hun er den: der bringer lindring til den vejfarende, der viser vej for den, der er på vej, der hjælper den hjælpeløse, hun er det ”kompas”, der udstikker vejen til Gud, og hun er den stjerne, der oplyser den vej, der fører til Kristus.

Det er blevet fortalt: … og jomfruens navn var Maria. Lad os forsøge at knytte nogle ord til dette navn, som betyder og er blevet fortolket som havets stjerne, og som er meget passende for Jomfru Moderen, som meget vel kan sammenlignes med en stjerne. En stjerne som lyser, uden at hun selv mærkes af det, og jomfruen bragte sin Søn til verden, uden at hendes jomfruelighed blev berørt af det. Lyset fra en stjerne fjerner på ingen måde Marias jomfruelighed. Hun er den ædle stjerne (som skulle udgå fra Jakob), der i sin stråleglans lader sit prægtige lys nå ud til hele verden, og dens lysstråler er de skønneste i himlen, og disse lysstråler når endda til helvede, men inden de når dertil, rammer de på deres vej jorden for at sende advarselssignaler til sjæle langt mere end til legemer, og hvor de fremelsker det gode og skræmmer det onde væk. Jeg siger Jer: hun er en klar og lysende stjerne, der fremstår som et eksempel ved sin stråleglans, og den er blevet placeret det helt rette sted, så den kan følge med i det, der foregår på det åbne havs overflade. Oh, hvem du end er, du, som kender dig selv, det at være på denne jord, handler ikke om at vandre på fast grund, men du, som bliver forslået og medtaget af stærke vinde og storme, som raserer dette livs hav, lad dig ikke blive forledt til at lade dette overvinde dig, men hold dit blik stift rettet mod denne stjernes klare lys, hvis fristelsens orkaner rejser sig mod dig, og du løber ind i den ene snublesten efter den anden, løft da dit blik mod stjernen og anråb Maria. Hvis stolthedens bølger, selvisk stræben, bagvaskelse eller misundelse skyller ind over dig, lad dine øjne søge mod stjernen og anråb Maria. Hvis bølger af vrede, begær eller fristelse mod kødets lyst angriber din sjæl fra alle sider, ret da dit blik på Maria. Hvis den store mængde synder, du har begået, hjemsøger dig, hvis din samvittigheds dårskab forvirrer dig, hvis frygten for dom overvælder dig, og hvis du er ved at glide ned i et dyb af ulykke og fortvivlelsens gab, tænk da på Maria.

I fare, vanskeligheder eller ved tvivl, tænk da på Maria og anråb hende. Du bør aldrig holde inde med at påkalde hende eller lade hende tage bolig i dit hjerte, og du bør heller aldrig se bort fra hendes forbøn og lukke dine øjne for hendes eksempel i forhold til omvendelse. Hvis du følger hende, vil du aldrig fare vild. Hvis du retter din bøn til hende, vil du aldrig fortvivle. Hvis du hele tiden tænker på hende, vil du ikke blive bragt ud af kurs. Hvis hun leder dig, bliver du aldrig træt. Hvis hun hjælper dig, vil du til sidst nå til det, der er dit endelige hjem, og du vil komme dertil i god behold, og det vil stå klart for dig, at det, som så ofte er blevet sagt: Jomfruens navn var Maria (II).

Helgenerne priser samstemmigt den styrke – og de undere, der er forbundet Marias hellige Navn, fordi de selv har erfaret dette på legeme og sjæl. For Marias hellige Navn frygtes af helvedes magter, anerkendes af englene og herliggøres af Gud.

Skt. Alphonsus Liguori fortæller, at Richard fra Skt. Laurentius udtaler: ”Intet andet navn, end Marias, rummer så stor en styrke, der kan understøtte et menneske, og der findes heller ikke noget andet navn, udover Jesus, givet til mennesket, hvorfra så megen frelse tilflyder menneskeheden”. Han fortsætter: ”En from påkaldelse af dette søde og hellige navn leder til, at man modtager ganske store mængder af nådegaver i dette liv og stor herlighed i det næste”.

Næst efter Jesu Allerhelligste Navn rummer Marias Navn et skatkammer af alt godt, og derfor findes der hverken på jorden eller i himlen noget andet navn, hvorfra der tilflyder fromme sjæle så meget nåde, håb og sødme. ”I skønhed er i Dit navn, Oh Guds Moder, en overflod af guddommelige nådegaver og velsignelser”, som Skt. Methodius udtalte. Der er så stor overflod af guddommelige gaver, at Skt. Bonaventure siger: ”At Dit navn, Oh Maria, ikke nævnes, uden at den, der udtaler det i fromhed, modtager nådegaver”. ”Giv os, Oh Vor Frue, at vi altid må huske på dit navn med kærlighed og tillid”; denne praksis vil enten vise sig forbundet med guddommelig nåde, eller den er et løfte om, at vi vil opnå det.

Thomas à Kempis bekræfter, ”at djævlene frygter himlens Dronning i en sådan grad, at de blot ved at høre hendes navn blive udtalt flygter, som når man flygter fra den brændende ild”. Den hellige Jomfru åbenbarede selv for Skt. Birgitta, at ”der ikke findes nogen synder på jorden, uanset hvor meget denne er blottet for kærlighed til Gud, som djævelen er forpligtet til straks at forlade, hvis vedkommende anråber Jomfruens hellige navn med henblik på omvendelse”. Ved en anden lejlighed gentog Den hellige Jomfru dette budskab til Skt. Birgitta: ”alle djævlene ærer og frygter hendes navn i en sådan grad, at så snart de hører det, løsner de det greb, deres klør har om den sjæl, de har taget til fange”. Vor Frue fortalte også Skt. Birgitta, ”på samme måde som at de oprørske engle flygter fra den synder, som påkalder Marias navn, således kommer de trofaste engle til stede hos de retfærdige sjæle, der i hengivenhed anråber Jomfruens navn”.

Det vækker i sandhed trøst at vide, at Jesus Kristus har fremsat løfter til dem, der viser hengivenhed overfor Maria, for en dag hørte Skt. Birgitta i Vor Herres tale til hende, at Han har lovet Sin Allerhelligste Moder, at Han ville give tre specifikke nådegaver til dem, der anråber Hans hellige Moders Navn:

1.      at de med en oprigtig sorg og smerte ser den synd, de har begået.

2.      at de overtrædelser, der knytter sig til deres synder, bliver sonet.

3.      at Han vil styrke dem i deres anstrengelser for at opnå hellighed og i sidste instans paradisets herlighed.

Vor Herre tilføjer hertil: ”For Dine ord, Oh Min Moder, er så søde og behager Mig, at Jeg ikke kan afslå de ønsker, du fremsætter for Mig” (III).

I sandhed er, de Maria numquam satis (for Maria er intet for meget), og derfor kan vi aldrig lovprise hende i tilstrækkeligt omfang.

Noter

1: True Devotion to Mary, Part 1, Chapter 1, Mary’s part in the Incarnation / Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed (§ 23).

2: Excerpts from the Breviary for the Feast of the Most Holy Name of Mary (Sept. 12).

3: Skt. Alphonsus Liguori, The Holy Name of Mary — The Power of Her Name

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Nishant Xavier og publiceret på OnePeterFive den 16. september 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/maria-beloved

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De har kontrol over dig …

Fordi de har fundet dit svage punkt

Da Vor herre sagde: ”Hvis altså Sønnen får gjort Jer frie, skal I være virkelig frie”, talte Han ikke blot om den frihed, der kommer af, at man er et Guds barn. Det, Han mente, var ikke kun det at være et Guds barn, men i højere grad, at man er arving til Faderens rige.

I vor stræben efter at være arving til Guds rige, må vi helt og aldeles være løsrevet fra – eller arbejde målrettet på at løsrive os fra alle de bekymringer, der hører verden til. Der er specielt én, der træder tydeligt frem, når det handler om evangelisering. Det drejer sig om andres syn på en, og hvad de tænker om en.

Enhver, der vil forkynde Guds ord og sandhed for andre, vil automatisk blive udsat for hån, spot, angreb eller endda at blive slået ihjel. Men før vi ser på det egentlige martyrium, lad os da se på de mindre varianter af martyrier, man først kan møde, det kan for eksempel være hån.

At måtte udholde latterliggørelse og hån er noget, der er i fuldstændig modstrid med det enkelte menneskers ønske om at være agtet, respekteret og værdsat. Intet menneske ønsker i generel forstand at blive frarøvet anerkendelse og respekt fra andre mennesker. Dette er en del af den menneskelige natur eller snarere en del af det faldne menneskes natur.

Dette er én af de bedste måder, hvorpå satan kan få grebet om os. Vi rummer alle sammen et træk, som er en væsentlig del af vores faldne natur, som går ud på, at vi har behov for, at mennesker omkring os synes om os. Dette træk er så fremherskende, at vi praktisk talt vil gøre alt for at opnå bekræftelse.

Vælger et menneske at gå imod sin natur, når det handler om opmærksomhed og bekræftelse, vil dette afføde isolation. Afvisning og isolation er i modstrid med menneskets ønske om at være sammen med- og i blandt andre mennesker.

At være sammen med- og i blandt andre mennesker er det, vi er skabt til. Fællesskab og samvær er faktisk den bedste beskrivelse af Gud, for Gud er Den hellige Treenigheds fællesskab.

Helvede er i sagens natur det stik modsatte, her er der tale om en fuldstændig- og evig afsondring fra det, vi er skabt til. Derudover vil sjælen i helvede opleve hån, latterliggøre og tortur udført af dæmoner, og alt dette vil vare til evig tid. Der er ingen, der viser omsorg for dem, der er fortabt, ikke engang de andre, der også er fortabte. Der er ingen venskab, omsorg, værdighed og kærlighed, alt det, som de var blevet skabt for, det oplever de ikke, fordi de med deres frie valg valgte noget andet.

Det faldne menneske konfronteres med den problemstilling, at det gode, som Gud har indlejret i os, benytter satan imod os, fordi han har gjort os til vores egen værste fjende, og han har gjort det med stor succes. Der er ingen, der bryder sig om, at andre mennesker ikke kan lide en. Det at få opmærksom og anerkendelse er et af de mest markante træk hos mennesket. Der er menneskeliv, der dagligt bliver destrueret, fordi sandheden er blevet ofret for en smule anerkendelse fra andre mennesker.

Netop fordi satan gør os til vores egen værste fjende, når det handler om at blive set, hørt og bekræftet, vil mange mennesker undlade at forkynde sandheden, altså det, der bør og skal siges. Det drejer sig ikke om, at det er ”svært” at sige sandheden eller helt benægte den. Nej, det handler i al sin enkelhed om, at de ikke vil være ved sandheden, for hvad vil andre mennesker da ikke tænke.

Vor Herre retter fokus på dette aspekt hos os mennesker, og det gør Han i Matthæusevangeliet: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene”.

Der opstår det problem, at jo mere et menneske bekymrer sig om, hvad andre tænker om det, desto mere er det bundet af, hvad andre mener. Det er en stor pris at betale for friheden. Et sådant menneske har givet afkald på sig selv til fordel for andres mening. En sådan person er blevet som et ungt menneske, der kun har fokus på sig selv og sit følelsesliv.

En perlerække af hellige mænd og kvinder har sagt: ”Der kun de standhaftige, der holder ud, indtil himlen er nået”.

Før en person kan gå til guillotinen, blive kastet for løverne eller blive udsat for den brutalitet de marxistiske dødslejre byder på, må denne have overvundet sig selv. Forkynd sandheden uden at bekymre dig om, hvad andre måtte tænke om dig. Det er rent faktisk sådan, at Gud har givet dig en missionsbefaling.

Hvis nogen udfordrer det, du siger, bør du af al kraft overtrumfe deres argument med sandheden. Men kommer de efter dig, hvem taler da så til dem, alt er fuldstændig ude af dine hænder. Andres dom over dig som menneske på grundlag af det, du siger, giver ikke mening, og er et kneb satan benytter til at lukke munden på dig.

Der er næppe nogen af de troende (katolikker), som ser denne Vortex, der ikke kan nikke genkendende til den store synd, som biskopper i det sidste halve århundrede har begået, nemlig undladt at forsvare og sige sandheden. Beklageligvis har de undladt dette, fordi de har manglet mandighed og faderskabsfølelse.

Lad ikke denne deres ondskabsfulde handling også blive din handling.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. april 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-they-control-you

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)