Category: Articles

Et tysk katolsk ærkebispedømme støtter utroskab og abort for 15-årige piger

Tyske katolikker protesterer imod et program, der personligt er blevet godkendt af Berlins ærkebiskop, som giver ”praktiske tips” til katolske undervisere, der varetager seksualundervisning, om hvordan de skal undervise børn i deres ”seksuelle rettigheder” og rådgive dem til en forståelse af, at en voksens seksuelle samkvem med en mindreårig er tilladt, så længe begge parter er indforstået og beskriver videre den proces, man går igennem, når man ønsker at få foretaget en abort.

Programmet forsøger også på at fjerne ”tabuer”, ”fordomme” og ”stereotyper” som knytter sig til forskellige former for seksuelle afvigelser, herunder homoseksuel adfærd og onani og ser sådanne aktiviteter, som en del af et menneskes identitet. Samtidig forsøger det (programmet) også på at dæmme op for den ”spænding”, der er mellem disse former for adfærd og Den katolske Kirkes ”officielle” doktriner vedrørende menneskets seksualitet.

”En kirke, der i dag forsøger at påvirke folks holdninger, er fuldstændig vanvittig”, skriver Berlins ærkebiskop Heiner Koch i sin introduktion til programmet.”Vi må tage bestik af den måde, hvorpå man i vort samfund betragter den mangfoldighed, der gør sig gældende på det seksuelle område. Vi må, sammen med de unge, stå fast og virkelig erklære, at den kristne tro og dens måde at betragte mennesket på, kan frisætte den enkelte til selvrealisering og til dybe forhold og intimitet”.

Programmets ”praktiske tips til metoder, undervisere i seksualundervisning kan gøre brug af i mødet med de unge”, er at finde på ærkebispedømmets hjemmeside, og her stilles spørgsmålet: Hvornår er det normalt at have sex?”. Der fremlægges en liste over hypotetiske ”situationer”, som omfatter mindreåriges seksuelle aktiviteter udenfor ægteskabet, og der gives derefter ”anvisning” til de situationer, som er centreret omkring mindreåriges ”ret” til at tage del i en sådan aktivitet. Den katolske doktrin vedrørende seksualmoral nævnes ikke i dokumentet.  Continue reading

Luthers reform var ”imod Helligånden”

LifeSite bringer her hele oversættelsen af kardinal Müllers artikel om den protestantiske reformation.

Luthers såkaldte reform var ikke ”en begivenhed, der var inspireret af Helligånden”, og vi bør ikke ”ændre historien” eller ”pynte på det, der skete for 500 år siden og de ulykkelige konsekvenser, det havde” for ”de gode relationer”. Det har kardinal Gerhard Müller, den tidligere præfekt for Troslærekongregationen udtalt.

I en artikel, der blev offentliggjort i det italienske tidsskrift, La Nuova Bussola, udtalte den tyske kardinal om Luthers bevægelse: ”Set ud fra Kirkens doktrin, var der slet ikke tale om en reformation, snarere en revolution, det vil sige en gennemgribende forandring af grundlaget for den katolske tro”.

Kardinal Müllers erklæring kommer fem dage efter, at biskop Nunzio Galantino, generalsekretær for den italienske biskopkonference, priste Luther ved en konference sponsoreret af det Pontifikale Lateran Universitet, hvor han sagde: ”Reformationen, der for 500 år siden blev indledt af Martin Luther, var en begivenhed, der var inspireret af Helligånden”.

Konferencen blev afholdt i tidsrummet 18-19. oktober og havde som overskrift: ”Lidenskab for Gud. Reformationens åndelighed og teologi 500 år efter dens fremkomst”.

I det følgende præsenterer LifeSite (med tilladelse fra La Nuvona Bussola) hele den engelske oversættelse af Kardinal Müllers artikel. (Her optræder artiklen dog i en dansk oversættelse).

Luther? Ikke en reformator, men en revolutionær

Skrevet af Gerhard L. Müller

Der hersker stor forvirring i dag, når vi taler om Luther, og det er vigtigt, at det bliver gjort klart, at hverken ud fra den dogmatiske teologis synspunkt eller fra den katolske Kirkes doktrin er der ikke tale om en reformation, men snarere en revolution, det vil sige en gennemgribende forandring af grundlaget for den katolske tro.

Det er urealistisk at argumentere for, at Luthers hensigt var at bekæmpe misbruget af afladsbreve eller (andre) synder i renæssancetidens Kirke. Misbrug samt andre syndige handlinger har til enhver tid eksisteret i Kirken, ikke kun i Renæssancen, de eksisterer også i dag. Vi er Den hellige Kirke i kraft af Guds nåde og Sakramenterne, men alle i Kirken er syndere, alle har de brug for tilgivelse, for at angre og gøre bod. 

Denne sondring er meget vigtig. I den bog som Luther skrev i 1520, ”Kirkens babylonske fangenskab”, står det klart, at Luther lagde alle principperne i den katolske tro, den apostoliske tradition, læreembedet med paven og koncilerne og episkopatet bag sig. I den henseende forkastede han den middelalderlige forståelse af den homogene udvikling i den kristne troslære og benægtede endvidere, at et Sakramente er et virksomt tegn på den nåde, der ligger i det. Han erstattede denne objektive kraft i Sakramenterne med en subjektiv tro. Luther afskaffede fem Sakramenter og benægtede samtidig Eukaristien: Offeraspektet i Det Eukaristiske Sakramente og den forvandling, der sker, når brød og vin antager skikkelse af Jesu Kristi Legeme og Blod. Desuden hævdede han, at den biskoppelige ordination samt ordenslivets Sakramente var en pavelig opfindelse, paven som han yderligere gav titlen Antikrist, og som han mente ikke var en del af Jesu Kristi Kirke. Vi siger i stedet, at det sakramentale hierarki i fællesskab med Peters efterfølgere er et væsentligt element i Den katolske Kirke og ikke kun fungerer som et princip i en menneskebaseret organisation.  Continue reading

“I considered it an apostolic mandate”

DETROIT (ChurchMilitant.com) – Ousted priest Fr. Thomas Weinandy, who was asked by the U.S. bishops to resign from the International Theological Commission for his letter criticizing Pope Francis (reproduced in full below), has offered an explanation for his actions.

Father Weinandy’s letter appears in full here:

July 31, 2017

Feast of St. Ignatius of Loyola

Your Holiness,

I write this letter with love for the Church and sincere respect for your office.  You are the Vicar of Christ on earth, the shepherd of his flock, the successor to St. Peter and so the rock upon which Christ will build his Church.  All Catholics, clergy and laity alike, are to look to you with filial loyalty and obedience grounded in truth.  The Church turns to you in a spirit of faith, with the hope that you will guide her in love.

Yet, Your Holiness, a chronic confusion seems to mark your pontificate.  The light of faith, hope, and love is not absent, but too often it is obscured by the ambiguity of your words and actions.  This fosters within the faithful a growing unease.  It compromises their capacity for love, joy and peace.  Allow me to offer a few brief examples.

First there is the disputed Chapter 8 of Amoris Laetitia.  I need not share my own concerns about its content.  Others, not only theologians, but also cardinals and bishops, have already done that.  The main source of concern is the manner of your teaching.  In Amoris Laetitia, your guidance at times seems intentionally ambiguous, thus inviting both a traditional interpretation of Catholic teaching on marriage and divorce as well as one that might imply a change in that teaching.  As you wisely note, pastors should accompany and encourage persons in irregular marriages; but ambiguity persists about what that “accompaniment” actually means.  To teach with such a seemingly intentional lack of clarity inevitably risks sinning against the Holy Spirit, the Spirit of truth.  The Holy Spirit is given to the Church, and particularly to yourself, to dispel error, not to foster it.  Moreover, only where there is truth can there be authentic love, for truth is the light that sets women and men free from the blindness of sin, a darkness that kills the life of the soul.  Yet you seem to censor and even mock those who interpret Chapter 8 of Amoris Laetitia in accord with Church tradition as Pharisaic stone-throwers who embody a merciless rigorism.   This kind of calumny is alien to the nature of the Petrine ministry.  Some of your advisors regrettably seem to engage in similar actions.  Such behavior gives the impression that your views cannot survive theological scrutiny, and so must be sustained by ad hominemarguments.

Second, too often your manner seems to demean the importance of Church doctrine.  Again and again you portray doctrine as dead and bookish, and far from the pastoral concerns of everyday life.  Your critics have been accused, in your own words, of making doctrine an ideology.  But it is precisely Christian doctrine – including the fine distinctions made with regard to central beliefs like the Trinitarian nature of God; the nature and purpose of the Church; the Incarnation; the Redemption; and the sacraments – that frees people from worldly ideologies and assures that they are actually preaching and teaching the authentic, life-giving Gospel.  Those who devalue the doctrines of the Church separate themselves from Jesus, the author of truth.  What they then possess, and can only possess, is an ideology – one that conforms to the world of sin and death.

Third, faithful Catholics can only be disconcerted by your choice of some bishops, men who seem not merely open to those who hold views counter to Christian belief but who support and even defend them.  What scandalizes believers, and even some fellow bishops, is not only your having appointed such men to be shepherds of the Church, but that you also seem silent in the face of their teaching and pastoral practice.  This weakens the zeal of the many women and men who have championed authentic Catholic teaching over long periods of time, often at the risk of their own reputations and well-being.  As a result, many of the faithful, who embody the sensus fidelium, are losing confidence in their supreme shepherd.

Fourth, the Church is one body, the Mystical Body of Christ, and you are commissioned by the Lord himself to promote and strengthen her unity.  But your actions and words too often seem intent on doing the opposite.  Encouraging a form of “synodality” that allows and promotes various doctrinal and moral options within the Church can only lead to more theological and pastoral confusion.  Such synodality is unwise and, in practice, works against collegial unity among bishops.

Holy Father, this brings me to my final concern.  You have often spoken about the need for transparency within the Church.  You have frequently encouraged, particularly during the two past synods, all persons, especially bishops, to speak their mind and not be fearful of what the pope may think.  But have you noticed that the majority of bishops throughout the world are remarkably silent?  Why is this?  Bishops are quick learners, and what many have learned from your pontificate is not that you are open to criticism, but that you resent it.  Many bishops are silent because they desire to be loyal to you, and so they do not express – at least publicly; privately is another matter – the concerns that your pontificate raises.  Many fear that if they speak their mind, they will be marginalized or worse.

I have often asked myself: “Why has Jesus let all of this happen?”   The only answer that comes to mind is that Jesus wants to manifest just how weak is the faith of many within the Church, even among too many of her bishops.  Ironically, your pontificate has given those who hold harmful theological and pastoral views the license and confidence to come into the light and expose their previously hidden darkness.  In recognizing this darkness, the Church will humbly need to renew herself, and so continue to grow in holiness.

Holy Father, I pray for you constantly and will continue to do so.  May the Holy Spirit lead you to the light of truth and the life of love so that you can dispel the darkness that now hides the beauty of Jesus’ Church.

Sincerely in Christ,

Thomas G. Weinandy, O.F.M., Cap.

De Mattei – Increasing confusion: Cardinal Müller and Professor Buttiglione

Professor Rocco Buttiglione has been fighting for months against the critics of Amoris Laetitia in an attempt to justify the contents of Pope Francis’ Post-Synod Exhortation. Now he has gathered his articles in a book entitled: Friendly Answers to the Critics of Amoris laetitia, published by Ares, with a preface unexpectedly written by Cardinal Gerhard Ludwig Müller.
Andrea Tornielli reports in Vaticaninsider a large extract of this introduction which adds to the present reigning confusion. The former Prefect of the Congregation for the Faith, unlike Prof. Buttiglione, has always manifested a certain sympathy for the four “dubia” cardinals, but retains that to “neutralize” Amoris laetitia it would be better to interpret it in continuity with the teaching of the Church, rather than criticize it openly.
To explain the apparent contradiction between Amoris laetitia and the definite dogma of the Church on the Sacraments of Matrimony, Penance and the Eucharist, the Cardinal makes Rocco Buttiglione’s thesis the basis of his own, which is summed up in these two lines: “That which is in question is an objective situation of sin, which, because of attenuating circumstances, is not imputed subjectively“.
The problem would not then be that of the objectivity of the moral law, but of the “imputability” of the sinner, or of the subjective responsibility of his acts. The point of departure with this reasoning is not moral truth, for which, the moral imputabilty of an act, the subject would need to have committed it knowing freely what he was doing, or with full awareness and deliberate consent. The point of arrival, which transforms the truth into sophism is that the circumstances might annul the responsibility of those who find themselves in a situation of grave sin. In fact, according to Buttiglione, we cannot consider “imputable”, or guilty, those divorced and remarried who would want to change their life condition, but cannot do it, because of a concrete situation which determines their acts, rendering their free and conscious choice impossible. If, for example, a divorced and remarried couple have children whom they have to take care of, the dissolution of their cohabitation might jeopardize the future of these children.
Neither can they be asked to live as brother and sister, since it might have disastrous psychological and moral consequences for the couple and their children. In a case like this, it would be necessary to exercise prudent “discernment” and “mercy” should go as far as allowing cohabiters to receive Communion, even if their irregular situation does not satisfy the moral law.
The sophism derives from the fact that this reasoning has nothing whatever to do with Catholic doctrine on the imputability of acts and proceeds instead from “situation ethics” repeatedly condemned by Pius XII and John Paul II. “The distinctive mark of such ethics – explains Pius XII – is constituted by the fact that they are not based in any way on universal moral laws, such as the Ten Commandments, but on the actual, concrete conditions and circumstances, in which one must act, and according to which the individual conscience must judge and choose; this state of things is unique and valid once only for each human action. Thus the decision of the conscience, affirm those who sustain such ethics, cannot be ruled by ideas, principles and universal laws.” (Discourse to  the World Federation for Young Catholic Women April 18 1952 )
“Full awareness” according to Catholic morality, does not mean that with one’s act there is a clear and explicit awareness of offending God in grave matter.  If there was this awareness, it would add further malice to the sin.  To sin mortally it’s enough to consent to behavior in itself opposed to the divine law in grave matter. (Congregation for the Doctrine of the Faith, Declaration Persona humana, December 29th 1975, no 10). Every man in fact has the duty to know what is necessary for his own salvation. Ignorance on fundamental ethical truths, does not justify sins, but is in itself sin. In fact, John Paul II asserts “the truth is not found if it is not loved; the truth is not known if there is no desire to know it.”(General Audience August 24th 1983 no. 2).
The Magisterium from time immemorial, has condemned the affirmation “everything done in ignorance is devoid of any blame” (Council of Sens, June 2, 1140). Errors of Pietro Abelardo , DS 337/730). Non-imputability, complete or partial, is reduced thus to rare cases such as:  drunkenness, dementia, psychic illness, hypnosis, dreams or half-sleep. In these cases the conditions of a free-act are missing, as the person’s control over the acts of his intellect or will is not possible.
On the other hand, as regards deliberate consent, to give moral character to our acts, imperfect consent is sufficient. All of our acts suffer external conditioning of various kinds (education, environment, social structures) just as they depend also on our genetic character or life habits (virtues and vices).  Yet every act which does not occur through physical violence, and involves some knowledge, even partial, of the natural law, must be considered voluntary and imputable. Moral violence (exercised for example by the mass-media or by the diffusion of models of immoral conduct)  does not do away with the voluntary nature of the act, since the consent of the will cannot be determined by any outside force to the will itself. For there to be full consent, it is sufficient that the will wants the act, independent of the conditions received.   The act of the will is in fact interior and the interior act of the will can never be forced. (Ramón García de Haro, The Christian Life. A Course of Fundamental Moral Theology, Ares, Milan, 1995, p. 253).
True moral discernment furthermore, presupposes an objective norm of evaluation. For this, as another famous moralist observes, in judging the morality of an act it is necessary to start from the object and not the subject (Maussbach, Moral Theology, tr. It., Paoline, Rome, 1957, vol.II, pp. 310-311).  For the goodness of an act it is necessary that it conform to the moral rule, according to three relations which constitute an inseparable unit: object, circumstance, end. For an act to be immoral, it is enough that one of these elements is evil, according to the principle bonum ex integra causa, malum ex quocumque defectu (Summa theologiae, I-IIae, q. 18, a. 4, ad 3). The historical or social  circumstances may aggravate or attenuate the morality of an evil act, but do not change its intrinsic malice, short of denying the very existence of intrinsically evil acts [themselves].
Vertitatis splendor, reiterates the existence of “absolute morals”, whereas Amoris laetitia, even if not denying them in principle, de facto neutralizes them, by entrusting the evaluation of human acts to a discernment which subordinates the moral law to the subject’s conscience, rendering every act and every situation in itself unique and unrepeatable. Yet, “When it is a matter of the moral norms prohibiting intrinsic evil, there are no privileges or exceptions for anyone.(Veritatis splendor, n. 96). The observance of the moral law can involve difficulties, fears, anguish and interior conflicts. In these cases, however, in the history of the Church the real Christians don’t run around the moral law, through the shortcut of “non-imputabilty”, but make recourse to the invincible help of Grace: a word that seems to be unheard of to the defenders of Amoris laetitia .
When St. Thomas More was asked to accept Henry VIII’s adultery, the pressures that he had from his family, friends and the King himself, could have forced him into invoking the non-imputabilty of his apostasy. He chose, despite all, like the Christians of the first century, the road to martyrdom. A road the encyclical Vertitatis splendor traces with these words: “[…]the martyrs and, in general, all the Church’s Saints, light up every period of history by reawakening its moral sense. By witnessing fully to the good, they are a living reproof to those who transgress the law (cf. Wis 2:12), and they make the words of the Prophet echo ever afresh: “Woe to those who call evil good and good evil, who put darkness for light and light for darkness, who put bitter for sweet and sweet for bitter!” (Is 5:20). (Veritatis splendor, nn. 91-93).
Roberto de Mattei
Corrispondenza Romana
November 2, 2017

Amoris Laetitia og Lumen Gentium:” Halvvejs” ægteskab,”halvvejs” Kirke

Redaktørens bemærkning: Følgende artikel optrådte første gang på Whispers of Restoration. Med forfatterens tilladelse genoptrykker vi den her i en forkortet udgave.

De troende katolikker ønsker en afklaring og opmuntret af ”Filial Correction”, som er forfattet af 62 gejstlige og lægfolk, (og hvor flere medunderskrivere dagligt kommer til) er blevet sendt til pave Frans og netop offentliggjort. Det 25 sider lange dokument gør det klart og giver indsigt i, hvordan man adresserer nogle af de mere alvorlige fejltagelser, der har bredt sig under dette pontifikat. Det, der slog mig mest var den sektion, hvor man fordømmer Martin Luthers vildfarelser, og hvoraf nogle er blevet godkendt (hvis ikke støttet) af pave Frans i sin tid i Peters stol, noget som dels er helt utænkeligt, men som også vil sprede sig i løbet af denne måneds ”mindehøjtideligheder” for Luthers revolution (fejrer vi virkelig dette?).

Det er forståeligt, at dokumentet har rettet et stort fokus på Amoris Laetitia og dermed på spørgsmål, som er knyttet til ægteskab og familieliv. Dokumentet er ikke langt fra at fremkomme med en observation, som jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med andre steder, og som jeg ønsker at gøre nærmere rede for her.

Ved min første gennemlæsning af Amoris slog det mig, at der var noget sært kendt ved pave Frans formuleringer, og det var som om, at jeg havde stiftet bekendtskab med disse tidligere. Der skulle kun en yderligere og grundig gennemlæsning til (specielt vedrørende det gradvise, værdier etc), før jeg fandt ud af, at dette var den egentlige rammesætning for den pastorale praksis, altså frugten af Lumen Gentium, Det Andet Vatikankoncils dogmatiske grundlag for Kirken. Continue reading

Evangeliet “light”

Den kendte vatikanist Sandro Magister har i et indlæg den 20. oktober bragt en række eksempler på, hvordan pave Frans i sine prædikener tilsyneladende helt bevidst går i en stor bue uden om de skriftsteder, der kunne tænkes at virke foruroligende på tilhørerne.

Det gælder f.eks., når talen er om dommedag. Onsdag den 11. oktober sagde pave Frans således under generalaudiensen på Peterspladsen, at man ikke skulle være bange for en sådan dom, fordi ”den barmhjertige Jesus vil være der på den yderste dag” og ”derfor vil alting blive frelst, alting.”

På den tekst, som blev uddelt til de akkrediterede journalister, var ordet ”alting” fremhævet med fede typer.

Mere

Irish Catholics urging the faithful to consecrate themselves to Mary

Join Irish Catholics in their effort to uphold the 8th Amendment to Ireland’s Constitution, which is being threatened by abortion activists both inside and outside Ireland. It’s also a move to ask the faithful to consecrate themselves and priests to consecrate their parishes to the Immmaculate Heart of Mary.

Consecration to the Sorrowful and Immaculate Heart of Mary

In the presence of Almighty God, Father, Son and Holy Spirit, witnessed by Heaven and earth, I declare solemnly that I freely and with all my heart consecrate myself to the Sorrowful and Immaculate Heart of Mary. In this heart given to me by Christ while hanging on the Cross I wish to live, to act and to die.

This heart is my refuge and the way that leads me to God. Mercifully deign O Mary to take me wholly and entirely as thy property and possession. Mold, form and protect my heart inside thine own Immaculate Heart. Teach me to live always in union with thee, through thee, with thee, in thee, for thee. Hence in union with thee I will likewise magnify the Lord.

All the souls entrusted to me, I hand over to thee. All my intentions I place with the greatest confidence in thy motherly care.

I especially consecrate to Thee dear mother Ireland’s 8th Amendment of the Constitution. Please keep this defense of our unborn children under the mantle of thy motherly protection. I give Ireland to Thee dear mother, all its people born and unborn, all generations past, present and future, to love and serve you in order to love and serve thy Son. May love for Thee and praise for the Lord resound from one corner of our land to the other.

Glory be to the Father, and to the Son and to the Holy Spirit, as it was in the beginning, is now and ever shall be, world without end. Amen.

More on the campaign

Modernismens ulykkelige Evangelium

I løbet af de sidste par måneder har jeg foretaget adskillelige mislykkede forsøg på at skrive nye artikler om forskellige emner. I en artikel forsøgte jeg at argumentere for, hvordan Kaspers afhandling rent faktisk er nedladende samt et angreb på menneskesjælens adelsmærke. I en anden (artikel) forsøgte jeg, at analysere den velsignede Elena Aiello’s profetier set i lyset af de seneste begivenheder. De fleste af disse artikler skulle være en reaktion på de fejl og skandaler, Kirken aktuelt står overfor, men efter få sætninger blev jeg fortvivlet i mine bestræbelser. Mit forsøg på at fremlægge sandheden syntes nyttesløs; mine intentioner om at hjælpe Kirken i Hendes aktuelle vanskeligheder føltes håbløse. Hver gang jeg forsøgte, blev jeg mere og mere udmattet af den konstante strøm af dårlige nyheder og negativitet.

Som enhver forfatter nok har oplevet, kommer inspirationen ved et tilfælde. I går søgte jeg efter et citat, som jeg efter at være konverteret havde benyttet i et brev, skrevet til nogle protestantiske venner. Jeg kom fra det, der var min egentlige hensigt, og begyndte at genlæse konklusionen på mit brev. Hvad jeg fandt der, var det liv og den ånd, som på det seneste manglede både i min tankevirksomhed og skrivning. Jeg overvejede for en stund, det jeg læste igennem og undredes over, hvordan jeg engang havde været i stand til at skrive på en så glædelig og fredfyldt måde. Jeg forsøgte at forklare det for min hustru. Jeg fortalte hende, at da jeg gav mit vidnesbyrd til mine protestantiske venner, var der en stor glæde forbundet med at gøre det. Min hensigt var ikke at give dem en streng formaning eller fremsætte en voldsom kritik af deres fejl, men snarere at forklare at Evangeliet er langt bedre end man kan forestille sig. Frelsen er mere end blot syndernes tilgivelse, – det er en forening med Gud selv. Denne hellighed skyldes ikke fraværet af synd, men en aktiv deltagelse i Helligåndens liv og kraft. At Gud ikke er adskilt fra – eller utilgængelig for os, men dagligt er tilgængelig og kan modtages – Legeme, Blod, Sjæl og Guddommeligheds – i Den hellige Messe.

Nu er et par stykker af disse protestantiske venner konverteret eller er på vej til at konvertere. Andre er ikke, og på grund af afstanden og travlhed i hverdagen er mine forsøg på at evangelisere trådt i baggrunden til fordel for andre gøremål. Da mit fokus på at evangelisere er blevet vendt til et mere fordybende studie af troen, er min opmærksomhed, måske uundgåeligt, blevet rettet mod den aktuelle krise i Kirken – med særlig vægt på de faresignaler, der udgik fra synoderne. I min optagethed af disse kirkelige problemstillinger forsvandt den glæde, der ellers flyder naturligt fra troens nidkærhed. Dette resulterede i en intellektuel (og måske også åndelig) depression, som medførte et korrelativt fald i min evne til at skrive. Continue reading

Katolicisme eller intet

Kristus er alt eller intet, men Han er ALT

Først og fremmest tak for alle Jeres bønner, Messeintentioner, kærlighed og støtte i forbindelse med min far Russ. Han er nu kommet hjem og er i gang med en hverdag i et tempo, der er passende for ham. Men han har det godt, og alle Jeres bønner har uden tvivl været en medvirkende faktor. At en mand på hans alder, næsten 88, rammes af et hjerteslag samt svær beskadigelse af hjertes venstre side, og 48 timer senere er sengeliggende derhjemme, næsten som om intet var hændt, er ganske imponerende. Lægerne var målløse, ufatteligt var det ord de benyttede, da han blev udskrevet – sådan noget sker ikke hver dag, men du og jeg ved hvorfor. Takket være Gud.

Vi er på den tid af året, hvor noget nyt påbegyndes på flere måder. Vi skal tilbage på skolebænken, og her i vores apostolat ønsker vi at markere dette hele denne uge i Vortex episoderne – tilbage på skolebænken i troens skole.

Den katolske Kirke blev indstiftet af Jesus Kristus, som det eneste middel til frelse, og ethvert andet trossystem eller ateistiskorienteret system er helt igennem ufuldkomment og falskt, da alle disse systemer tager deres udgangspunkt i syndige mennesker, også uanset deres gode intentioner. Derfor hele denne uge vil vi rette vores fokus på de forskellige filosofiske og religiøse systemer, der står i modsætning til troen (Den katolske tro). I dag er det ateismen, som er helt igennem absurd og tåbeligt.

Ikke alene er den (ateismen) en uværdig modsætning til den katolske tro, den kan end ikke stå sin prøve ved en nærmere undersøgelse. Ateismen rummer så mange ubesvarede spørgsmål, at det rent faktisk er svært at tro på den. Ateisme er i dag praktisk talt en videnskab om materien, hvilket betyder, at søger man en betydning, er den at finde i universet, og at der findes en videnskabelig forklaring på alt. Dette er helt absurd. Videnskaben magter ikke at måle det, der ikke er materie. Det videnskaben kan gøre er at hjælpe os med at forstå, hvordan den materielle verden fungerer, men den kan end ikke nå til en større forståelse af, hvorfor to slags materie reagerer på hinanden, som de gør – altså en forståelse af hvilke underliggende strukturer og egenskaber, der opererer i universet.

Det, ateisten kan sige, er, at det kun er verden eller andre typer af eksistens, der er materie, og derved er det immaterielle og det åndelige ikke eksisterende. Hvis ateisterne indrømmer, at der eksisterer noget, som det immaterielle, så må de nødvendigvis være teister, som er betegnelsen for de mennesker, der tror, at der findes en eller flere guder – det vil sige et skabende væsen eller en skabende kraft.

Ateisterne kan derfor ikke forklare følelsen af kærlighed, og hvad det i bund og grund er. De kan definere det som kemiske reaktioner i hjernen. De har ingen forklaring på tristhed eller glæde. Og selv i forhold til det at give en forklaring på at mennesket kan erkende sin eksistens – den menneskelige bevidsthed – mangler de svar. Den menneskelige bevidsthed eksisterer uden for den materielle verden og er uden for videnskabens rækkevidde. Continue reading

Muslimerne overtager Europa langt hurtigere end vi forestiller os

”Hvis man vil se Europas ansigt om 100 år, så se på de unge muslimske immigranters ansigter”. Således udtalte ærkebiskop Charles Chaput sig ved en for nylig afholdt konference på Napa Institute.

”Islam har en fremtid, fordi Islam tror på børn” sagde han. ”Uden en overnaturlig tro, der gør livet værd at leve, er der ingen grund til reproduktion”.

Lad os lige stoppe op her for lidt analyse. Det første, der fortjener en nærmere undersøgelse, er tidsperspektivet. Et hundrede år fra nu er 2117. De fleste af os vil på det tidspunkt være afgået ved døden, så for mange vil sagen virke mindre presserende, end ærkebiskop Chaput måske lagde op til. En række observatører, der holder øje med det Europæiske kontinent – Thilo Sarrazin, Douglas Murray, Bruce Bawer og Mark Steyn, skønner, at store dele af Europa vil være blevet islamiseret indenfor tre eller fire årtier. Og hvis man ved en fejltagelse skulle komme til at bevæge sig ind i en af de no-go zones, der er i Paris, vil man tro, at ”de unge muslimske immigranters ansigter” allerede er Europas ansigt.

Ser vi bort fra tidsaspektet, har ærkebiskop Chaput i bund grund ret vedrørende den tendens, der gør sig gældende i Europa. Og han har også ret i, at det meste af skylden skal findes hos de europæere, som er tilbageholdende med at få børn. Europa er ved at dø, siger han, fordi ikke tilstrækkeligt med europæere gør en indsats for fremtiden.

Et par yderligere punkter, han berører, kan blive fejlfortolket. Og på grund af den aktuelle atmosfære i Kirken kan mange katolikker konkludere fejlagtigt ud fra hans bemærkninger. Han udtaler: ”Islam har en fremtid, fordi Islam tror på børn”. Desuden siger han videre: ”Uden en overnaturlig tro, der gør livet værd at leve, er der ingen grund til reproduktion”.

Fejltagelsen, – som virkelig er fatal – mange katolikker gør sig, er en dobbelt antagelse: For det første, at muslimer tror på børn på samme måde, som katolikker gør; og for det andet at muslimers overnaturlige tro ligner katolikker overnaturlige tro. Rent faktisk siden Vatikan II har katolikker fået tudet ørerne fulde af, at Islam og Katolicisme har meget til fælles. For eksempel understreger Vatikan II dokumentet Nostra Aetate lighederne mellem de to trosretninger og skøjter hen over forskellene. Continue reading