Category: Articles

Purgatoriet og helvedet: to glemte destinationer – 1. del

Helvedet er virkeligt, og man kan ende der

Man skulle tro, hvis man tager udgangspunkt i den doktrin, der præger nutidens prædikener og bøger, at hvert eneste menneske, der har eksisteret igennem tiden, har sin destination i Himlen. Uanset om nogle stier er krogede, og nogle er lige, så leder de alle i samme retning, der er kun en destination på den anden side af dette liv. ”Gud er rummelig og tager det hele med”, det er det, vi præsenteres for i det materiale, der handler om selvrealisering.

Men digteren Dante (1265-1321) skrev værket Divina Commedia (Den guddommelige komedie), hvori han fremkom med en noget anden betragtning. Han troede på, at der var tre mulige destinationer, og han foretog en opdeling på 33 vers til hver af de enkelte destinationer: Inferno, Purgatorio og Paradisio. Titlerne på de tre dele bør give stof til eftertanke hos dem, der tror, at der kun er en vej for sjælene, nemlig den evige salighed. Hvis vi forsøger at skubbe det ødelæggende intellektuelle ”tornekrat” til side og vender os til de enkle formuleringer i Evangelierne, vil vi meget hurtigt opdage, at Jesus er af samme observans (som Dante). Selvom Dante var katolik fra middelalderen, (og om middelalderens katolikker fortæller historikerne med en vis ringeagt, at de tog tingene meget alvorligt), tog han ikke tingene for alvorligt, for det er alvorligt, det, der her er tale om.

Denne artikelserie vil præsentere en række meditationer over det, der følger efter døden med en særlig opmærksomhed på de ”glemte” steder, der fremgår af overskriften. Hvis vi kan indhente blot en smule (sand) viden om den verden, der venter os, om dens ”geografi” så at sige samt en karakteristik af dens indbyggere, kan vi i vores liv få et større fokus på at hige endnu mere efter Paradis, det sted, vi håber at komme til ved Guds nåde og en dyb taknemmelighed for den guddommelige kærligheds rensende kraft samt en afsky for den straf, der er affødt af en manglende anger for begået dødssynd. Som Skt. Thomas Aquinas siger: Lad vore tanker…dvæle ved straf og efterligne den hellige konge Hezekiah: Jeg sagde: Midt i mit liv går jeg bort, i dødsrigets porte holdes jeg fanget resten af mine år (Es 38:10). En sjæl der (ofte) husker på helvede, mens den er live, vil ikke så let gå dertil efter døden.

***

Den katolske lære om de to evige steder for sjælene er ikke tankespind begået af teologer, man har sin baggrund i Det Ny Testamente. Faktisk er der ganske få doktriner, der så klart er funderet på Guds Ord.

I Johannes første brev lærer Johannes os, hvordan vi skelner mellem en dødssynd, som er den type synd, der hindrer nåden i at nå til sjælen og tilgivelig synd, som ikke behager Gud, men som ikke forhindrer tilstedeværelsen af nåden:

Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv – dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden (1 Joh 5:16-17).

På baggrund af denne sondring (læs nærmere om dette i Den Katolske Kirkes Katekismus, paragrafferne 1854-1864) har Kirken fra sin begyndelse lært, at den ikke angrede dødssynd er en hindring for, at man kan komme i Himlen, da betingelsen for at komme ind i Himlen er, at sjælen skal være opfyldt af Kristi nåde, og det er denne nåde, dødssynden ødelægger.

På samme måde har traditionen fortolket fodvaskningen af Kristi disciple, som værende et tegn på, at Han (Jesus Kristus) ønsker at rense dem for de tilgivelige synder, før de modtager Hans Legeme og Blod. Som et svar på Skt. Peters udtalelse: Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet! siger vor Herre henvendt til dem men undtagelse af Judas: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle (Joh 13:9-10). Elleve ud af de tolv disciple var ”helt rene”, men deres fødder var snavsede efter flere dagsrejser; derfor vaskede Jesus dem for at fjerne mindre urenheder.

Paulus bekræfter læren om Himlen og helvede en lang række steder (i sine breve). Her følger blot nogle få:

Men du, menneske, som dømmer dem, der handler sådan, og som selv gør det samme – tror du, at du vil kunne flygte fra Guds dom? Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares. Han vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme (Rom 2:3-8).

Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige (Gal 5: 19-21).

Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige (1 kor 6:9-10).

Det er nemt at forestille sig, at Paulus i dag opfordrer os til at være opmærksomme på hans ord: Lad Jer ikke forlede, lad Jer ikke forlede af liberale teologer, psykiatere, massemedier eller af andre af denne verdens magter. Der vil komme en dommens dag for det enkelte menneske, hvor det vil blive gengældt efter sine gerninger. Det er ligegyldigt, om man tror på det, eller om man finder det retfærdigt. Gud har redegjort fuldt og klart for sine intentioner og planer, og der er ingen, der skal tale Ham fra det. Hans første og vedvarende barmhjertighed var netop at fortælle os på en klar måde, hvordan vi bør leve for at kunne arve det evige liv, og hvad vi skal undlade at gøre, hvis vi ønsker at undgå den evige fortabelse.

Selv hvis vi kun havde det tekstmateriale, der fremgår af brevene (i Det Nye Testamente), fremstår det klart, hvad der er sandheden i Kirkens vedvarende vidnesbyrd. Men, det er vor Herre Jesus samt læren fra Johannes og Paulus, der på den mest frygtindgydende måde taler om den endelige dom.

Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt (Matt 22:13-14).

Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! (Matt 7:13-14, se også Luk 13:24).

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt 7:21-23, se også Luk 13:27).

Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren (Matt 13:40-42).

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle (Matt 25:41).

Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes (Mark 16:15-16).

Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham (Joh 3:36).

Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis man udelukkende beskæftigede sig med disse urovækkende skriftsteder i stedet for at have fokus på Gud, prise Ham og igennem bønnen søge Hans vilje samt bygge Hans rige gennem et liv med gode gerninger. Hvorom alting er, glemmer vi det (Gud har forkyndt) og opmuntrer vi- eller tillader andre at glemme det, eller værst af alt hvis vi fornægter sandheden, forråder vi helheden i Jesu Kristi lære. Ved at gøre dette forråder vi intet mindre end Kristi Person og i afvisningen af Hans ord, afviser vi Faderens inkarnerede Ord. Jesus kom for at frelse syndere, der omvender sig og som hengiver sig til Faderens barmhjertige kærlighed; Han kom ikke for at give vilkårlig amnesti til den, der viser ligegyldighed, der er lunken, der ikke omvender sig eller den ugudelige.

Ganske enkelt: Det er evigheden, der er i spil i forhold til, hvordan vi lever vores liv her og nu, hvad vi tror på, hvilke handlinger vi foretager, og hvilke handlinger vi afstår fra at foretage.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 1. december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-i

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Satans had til Gud er mest påfaldende i hadet til jomfruelighed, ægteskab og forplantning

I sidste uge så vi på, hvordan Lucifer ved at nægte at tjene Gud, som er frugtbarhed og opofrende kærlighed, fik sin fortjeneste i form af evig isolation og mangel på frugtbarhed, og hvordan han hele tiden forsøger at trække menneskenes sjæle til sit rige, hvor egoismen hersker. Specielt er det afvisningen ved at nægte at underordne det naturlige til det overnaturlige, der er hans afgørende karaktertræk, og det forklarer, hvorfor han hader cølibat og jomfruelighed mere end noget andet på jorden.

Satan hader ægteskabet af samme grund: Det er nemlig også et liv i selvopofrelse, der kun er mulig ved guddommelig velsignelse, en ”tilstand” der er tænkt til mangfoldiggørelse af Guds børn, som har det, der fordres for at modtage den ”overnaturlige” ophøjelse gennem nåde og til at nyde den himmelske herlighed, som djævelen selv gav afkald på. Skaberkraften i mennesket – så mystisk, som den er! At være indbudt til et forhold med livets Skaber! Det er en frembringelse af skabningens tilblivelse ud af intet ex nihilo: Det er en kraft, som ingen engle besidder. Det er en direkte aktiv deltagelse i Guds skaberhandling. Som den store thomist teologen Scheeben forklarer: Hvis Adam og Eva ikke havde syndet, ville de have overført ikke alene det naturlige liv til deres efterkommere, men også betingelserne for det overnaturlige liv: Deres børn ville være blevet undfanget og født i en tilstand af nåde. Det er derfor, djævelen hadede Adam og Eva, som strålede i deres nåde: Han vidste, at fra deres skød ville der udspringe en slægt bestemt til udødelig herlighed sammen med englene. Selvom vi nu er faldet og derfor ikke længere undfanges som ”Guds børn”, forbliver det vores privilegium, at vi tager del i forplantningen og har friheden til at samarbejde med Kristus i helliggørelsen af vore børn. Pave Pius XI fremfører på elegant vis sit vidnesbyrd vedrørende ægteskab og familie i et af de mest betydningsfulde pavelige dokumenter, der nogensinde er skrevet om ægteskab og familie: 

Hvor stor en Guds velsignelse er dette (det godes afkom), og hvor stor en velsignelse af ægteskabet, det bliver klart ved at betragte menneskets værdighed og dets sublime afslutning. Thi mennesket overgår alle andre synlige skabninger på grund af den overlegenhed, som dets rationelle natur tilsiger. Desuden ønsker Gud, at mennesket ikke kun fødes til at blive mangfoldiggjort på jorden, men langt mere at det bør lovprise Gud, og at det bør kende Ham (Gud) og elske Ham og endelig forenes med Ham for evigt i Himlen, og denne afslutning overgår alt eftersom mennesket er skabt af Gud på en forunderlig måde til den overnaturlige orden og overgår alt det, øjet har set, og øret har hørt og alt det, der er kommet ind i menneskets hjerte. Ud fra dette er det let at se, hvor storslået en gave af guddommelig godhed, og hvor bemærkelsesværdig børnene som frugt af ægteskabet er, fordi de er blevet til ved Guds almægtige magt og ved et samarbejde mellem dem, der er bundet sammen i ægteskabet. 

Selvom kristne ægtefæller er helliggjort, kan de ikke overføre helliggørelsen til deres børn, ja endog, selvom den naturlige proces med at skabe liv er blevet en vej til døden, hvorved arvesynden overføres til efterkommerne, deler de (de kristne ægtefæller) ikke desto mindre i en vis udstrækning velsignelserne fra det første paradisiske ægteskab, eftersom det tilkommer dem at give deres afkom til Kirken, for at denne mest frugtbare Moder til Guds børn gennem dåbens bad kan ”genskabe” den overnaturlige retfærdighed, (så barnet endelig kan) gennem dåben blive forenet med Kristus og få del i det evige liv og arve den uendelige herlighed, som vi alle af hele vort hjerte stræber efter (Encyclical Casti Connubii, nr. 12 og 14).

Satan gjorde alt, hvad han kunne for at modarbejde denne plan, og han gør det samme overfor hver enkelt af os, hvis vi lader ham gøre det. Djævelen er både imod den naturlige og den overnaturlige videreførelse: Han forsøger at hindre mænd og kvinder i at benytte deres seksualitet til at bringe mere liv til verden, han forsøger at overbevise dem om, at de bør slå den ”frugt”, de bærer på ihjel, og han forsøger at lede dem bort fra kilden til udødelighed (Kirkens sakramenter). Fordi han hader (menneskeslægtens) videreførelse, har han koncentreret alle sine bestræbelser på at stoppe denne gennem prævention og abort. Prævention er Ødelæggelsens Vederstyggelig midt i Guds tempel, som er menneskets krop helliggjort ved Helligånden: Gennem prævention er Herren, som Den, der levendegør, blevet drevet ud som en ond ånd, og i Hans sted har man budt lystens – og lidenskabens ånd velkommen og gjort det til et ufrugtbart sted ligesom en Kirke uden et Tabernakel og Realpræsens.

I stedet for at hengive sig til den egoisme, der udgår fra den dæmoniske ånd, giver ægtefællerne afkald på retten til selv at bestemme over deres kroppe, når de afgiver deres løfte om, at de trofast vil elske hinanden i med – og modgang, indtil døden dem skiller. Også Kristus er tro overfor Sin Kirke i med – og modgang, og Han opgiver ikke Hendes syndige medlemmer, før alle, der er bestemt til ære er kommet til fædrelandet. I lyset af Guds trofasthed overfor det syndige Israel, og Kristi trofasthed overfor Hans til stadighed ufuldkomne Kirke, er skilsmisse en ikke frelsende forestilling, utroskab er en vederstyggelighed og Den Eukaristiske Kommunion for dem, som er ”gengifte”, er en helligbrøde, hvor man spytter på Frelseren, lader Ham hudstryge, kroner Ham med torne og korsfæster Ham i Hans sakramente.

Lad os få det fuldstændig på det rene: Lucifer har med pseudotålmodighed som en udødelig ånd, langsomt opbygget en antireligion, en forfalsket katolicisme, der har til formål at lede mennesket til evig fortabelse, ligesom den katolske religion har til formål at lede mennesket til evig frelse. På lige fod med skilsmisse er utroskab et antisakramente i forhold til ægteskabets sakramente, og fra prævention udgår abort, som er et antisakramente i forhold til dåbens sakramente, den selvtilfredsstillelse, der ligger i masturbation og den homoseksuelle aktivitet og er et antisakramente i forhold til firmelsens sakramente, som skaber selvkontrol og styrke, og eutanasia er et antisakramente i forhold til den sidste olie. I stedet for de hellige ordener er der det glemte faderskab og feminister, der hader mænd, i stedet for bodens sakramente eksisterer der en hedonistisk selvtilfredsstillelse af enhver form for kropslig nydelse, i stedet for Eukaristien(s) sakramente er der en afgudsdyrkelse i forhold til verden, kødet og djævelen.

Det er langt fra tilfældigt, at den hellige liturgi må falde sammen, før djævelen kan udføre sit angreb mod jomfruelighed og cølibat. Disse har nemlig ingen mening og formål adskilt fra Lammets bryllupsfest, som liturgien giver os adgang til. Når man i liturgien har fjernet tilbedelse, skønhed og kontemplation, kan den ikke længere vække, give næring til – og styre en altomfattende sult og tørst efter Guds rige. Den vil ikke længere bevæge til præste – og ordenskald og gøre det muligt at opretholde disse indtil tidernes ende. Messen og det at tjene Gud må undergå en reduktion, før cølibat og jomfruelighed kan bringes til fald. Den såkaldte ”irreversible liturgiske reform” måtte foregribe det irreversible fald i ”traditionelle rollemodeller for præsteembedet og det at tjene Gud i et ordenskald”. I virkeligheden er Kirkens autentiske liturgi i al sin dybde og pragt et kald til præsteembedet og ordenslivet. Her finder vi endnu engang årsagen til, at djævelen hader usus antiquior så meget. Uanset om den traditionelle liturgi vender tilbage, vil cølibat og jomfruelighed blomstre på ny, ligesom ægteskaber hvor mand og hustru på selvopofrende vis sætter mange børn i verden. Satan hader det og arbejder utrætteligt på at bekæmpe det ved at tage alle midler i brug.

Vi kan nu langt bedre forstå den sammenhæng, der er mellem Sr. Lucias udsagn om, at ”det endelige slag mellem Herren og satans regime vil stå omkring ægteskab og familie” og pave Siricius tugtelse af Jovinian for at benægte den ophøjethed, som cølibat og jomfruelighed har som liv viet til Gud. Falske læresætninger vedrørende ægteskab og det at man vil ”slække” på (det elles påkrævede) cølibat hos klerikale er to flanker, der er blevet åbnet af den hær, som har belejret Guds by her på jorden. Ethvert ord og angreb mod ægteskabets hellighed og det gode ved familien eller den ophøjethed, der ligger i det klerikale – og ordensbaserede liv, er udtænkt af generalen (djævelen) for denne hær, menneskehedens fjende. Mens vi udholder den værst tænkelige doktrinære forvirring nogensinde, den moralske tilbagelænethed, og det at liturgien rives op med rode er noget af det værste Kirken hidtil har måttet lide under, må Herren vise sin magt og vælde i kampen (Sl 23:8), frelse Sit folk og velsigne Sine arvinger (Sl 27: 9)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 14. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-anti-religion-of-selfishness-sterility-and-sacrilege

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick FyrstI

Djævelen har erklæret åben krig mod cølibatet, ægteskabet og Eukaristien. Årsagen til dette defineres i det følgende:

Mange læsere har måske stiftet bekendtskab med dette citat fra et brev skrevet af Søster Lucia, én af Fatimaseerne. ”Den endelige kamp mellem Herren og satans herredømme vil blive udkæmpet omkring ægteskab og familie. Vær ikke bange, thi enhver, der kæmper for ægteskabet og familiens hellighed, vil til enhver tid og på alle måder møde modstand. Dette er et afgørende område”.

Få kender imidlertid Pave Siricius (334-399), der beskrev sin modstander Jovinian som et redskab for” den gamle fjende, kyskhedens modstander og en læremester i at leve i luksus”, fordi han havde foretaget et angreb på præsternes cølibat. Er der en sammenhæng mellem Søster Lucias indsigt og djævelens ældgamle kamp mod jomfruelighed og cølibat for Himlen?

For at kunne besvare dette spørgsmål må vi undersøge djævelen nærmere. Hvem er han, og hvordan arbejder han?

Lucifer hader den indviede jomfruelighed og det præstelige cølibat, fordi denne nådegave og måde at leve på er en måde, som helt igennem strider imod den stolthed, der medførte hans fald, hans evige tab af saliggørelse og hans fordømmelse. Djævelen ønskede at modtage saliggørelsen, som en belønning for sin egen naturlige storhed ikke som en nådesgave, som ikke er fortjent af nogen skabning. Han ønskede at være den ”førstefødte (søn)”, der modtog hyldest fra den underordnede skabning” og måske endda fungere som formidler mellem menneskeheden og dens Skaber.

Da Gud åbenbarede, at Han selv ville indgå i et venskab med rationelle dyr, som er englene underdanige og give dem adgang til saliggørelse, at Hans eget Ord skulle blive kød, modtageligt kød, og at dette Ord, der er blevet kød, skulle oprejse menneskeheden ved at lide og dø for den, ville Lucifer ikke acceptere dette. Kærligheden hos ham blev vendt til egenkærlighed (egoisme). Med stolthed sagde han: Non serviam: Jeg vil ikke tjene Gud, jeg vil ikke tjene en sådan Gud, jeg vil ikke tjene en sådan plan. Lucifer afviste det overnaturlige til fordel for det naturlige.

Den mand eller kvinde, der vælger jomfrueligheden eller cølibatet for Guds rige, gør det fuldstændig modsatte. På en måde tilsidesætter han eller hun det naturlige til fordel for det overnaturlige. Jomfruen eller den, der lever i cølibat, giver afkald på det, som er det mest naturlige for mennesket nemlig at leve i et partnerskab med en af det modsatte køn og i dette (partnerskabet) finde en enhed af venskab og frugtbarhed, som er beregnet for mennesket fra begyndelsen, og som er indskrevet i dets kropslige natur, noget vi erfarer i skabelsen af Eva, der sker ud af Adams side, og som på den måde resulterer i skabelsen af hans hustru.

Ligesom intet andet er naturligt for mennesket end ægteskabet, finder man ikke noget andet vidnesbyrd, som bekræfter det at give sig selv til Gud af kærlighed til Ham og opgive alt for Hans skyld. Livet for jomfruen eller den, der lever i cølibat er en efterligning af Jesu Kristi offer, Guds Lam. Som Ordet, der blev kød for vores skyld, den indviede sjæl, som gør sit eget kød til et levende ord, der helt og fuldt samtykker og overgiver sig til Gud. Jomfruen og den, der lever i cølibat er det ypperste menneskelige tegn på Guds radikale selvudtømmende opofrende kærlighed og en fuldkommen antitese i forhold til Lucifers ”omvendelse” (til sig selv og bort fra Gud).

Men mens helgenerne beder uden ophør og frembringer bøn hos andre, så er djævelen, som er en løgner og fader til løgnen (Joh 8:44), og som farer med løgn uden ophør og er kilden til endnu mere løgn hos sine ofre. Han overtaler folk til at tro, at cølibat eller jomfruelighed er en nedvurdering af ægteskabet, og at de, der giver det en højere status og definerer det, som et kald fremmer en bagvaskelse af skabelsesordningen, det gode ved det naturlige og skønheden ved den ægteskabelige kærlighed. Han fremstår til tider, som en forsvarer af alt dette, dog kun i en forvansket form, som Luther gjorde.

Djævelen ønsker, at den specielle samhørighed, som præster og ordensfolk har til Herren og Hans folk vildledes eller forkastet, så han kan forstærke og formere sit eget infernalske oprør mod den nådesbetonede ”tildækkethed” frem for nøgenheden, som han kan kalde sit eget, og en hær af følgere, som han kan kalde sine egne, som følger ham til tomhed og frustration i en evig fordømt natur. Men mest af alt har han formået at plante den løgn, at mennesket ikke kan opnå en selvrealisering, uden at sex er en del af processen, altså seksuelle eksperimenter og udtryk, og at mennesket ødelægges og forarmes, hvis det ikke seksuelt forlyster sig.

Satans strategi er meget subtil! Den ultimative forarmelse af mennesket er i realiteten at leve uden Gud og at leve uden kendskab til Ham eller ønsket om for evigt at være i fællesskab med Ham (Gud) i Himlen. Da præsteskabet og ordenslivet direkte bindes til at leve og forkynde Guds riges virkelighed og vigtighed, er det af stor betydning for menneskeheden, at præster og ordensfolk er utvetydige tegn på dens ultimative skæbne, thi i Himlen, som vor Herre lærer os det, findes der ikke noget ægteskab. Det eneste ægteskab, der er nødvendigt, er foreningen mellem Kristus og Hans Kirke (Bruden).

Dette ægteskab mellem Kristus og Kirken er betegnet på to specielle måder på jorden og viser hen til dette (ægteskabet mellem Kristus og Kirken): Ægteskabets sakramente og Det Eukaristiske sakramente. Derfor udsætter djævelen dem begge for angreb.

Han angriber ægteskabet ved at underminere det gode ved dette, nemlig afkom ved hjælp af prævention og abort, troskab ved utugt og utroskab og selve sakramentet ved skilsmisse, og at man i den pastorale praksis anvender skilsmisse.

Han angriber Den hellige Eukaristi, som er Frelserens tilstedeværelse i kød, og som fuldt ud er i stand til at tilfredsstille vores higen efter kærlighed i dette liv og ved at angribe den hellige liturgi, ved at forlede folk til at gøre den til en antropocentrisk (at mennesket opfattes som værende centrum i universet) horisontal selvfejring, hvor dens egentlige mening undermineres, selv hvis sakramentet stadig udføres.

Dermed er djævelens strategi multifacetteret.

Han arbejder på at underminere den uopløselige pagt, som ægteskabet er. Ægteskabet er det sakramentale tegn på den uforgængelige og overstrømmende frugtbare forening mellem Kristus og Hans Kirke. Den igangværende krig ført mod ægteskabet er også på et dybere plan, mod det forenende bryllup mellem Kristus og Kirken, et forgæves men et desperat forsøg på at få menneskene til at glemme denne herlige forening, der blev fuldbragt på korset.

Han arbejder på at underminere Den Allerhelligste Eukaristi, som er tegnet på – og grunden til vores forening med Kristus og vores herliggørende deltagelse i Hans (eget) offer på korset.

Han arbejder på at underminere præsteskabet og ordenslivet, som eksemplificerer og på effektiv måde i denne verden, og skaber skabelsens ordning, gennem Kristus, til Faderen, som er begyndelsen og afslutningen på alting. Det, der er fælles for alle disse angreb, er djævelens raseri over, at nogen eller noget naturligt skulle være overordnet det, der er overnaturligt, at et trofast og radikalt selvoffer skulle være vejen til frelse og velsignelse.

Redaktørens bemærkning: Denne refleksion fortsættes i næste uge.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-declared-open-war-against-celibacy-marriage-and-the-eucharist.-h

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Guds fulde rustning er det eneste, der beskytter mod det kommende frafald

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det femte og afsluttende afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit , det andet afsnit , det tredje afsnit, det fjerde afsnit

Paulus minder os om i brevet til menigheden i Efesos, at hvis vi ønsker at være standhaftige i disse mørke tider, må vi modstå de fristelser, vi personligt oplever, og som retter vort fokus på synd, vildfarelser, hæresier, frafald og andre muligheder for at blive hensat i raseri eller fortvivlelse, vi må iføre os Guds fulde rustning, så vi kan holde stand mod djævelens snigløb:

”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige” (Ef. 6: 12-18).

Denne formaning er blevet givet i Kirkens begyndelse, og den er af lige så afgørende betydning i vor tid. Faktisk behøver vi den mere end nogensinde før, for den fremtidige utroskab er nu kommet over os og omgiver os.

Den Katolske Kirkes Katekismus lærer os at:

Før Kristi (andet) komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden (se Luk 21: 12 og Joh 15: 19-20), vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer med frafald fra sandheden som pris. Det største religiøse bedrag er Antikrists, det vil sige det bedrag, som består i en pseudomessianisme, hvor mennesker forherliger sig selv i stedet for Gud og Hans Messias, der er kommet i kød (se 2 Thess 2: 4-12, 1 Thess 5: 2-3, 2 Joh 7 og 1 Joh 2: 18, 22) (KKK, nr. 675).

Dette antikrist-bedrag aftegner sig i verden, hver gang man foregiver allerede inden for historien at opfylde det messianske håb, som kun kan fuldbyrdes hinsides historien gennem den eskatologiske dom. Selv i afsvækket form har Kirken forkastet denne forfalskning af det kommende Rige, under navnet ”millenarisme” (jf. Enchiridion Symbolorum, 3839), frem for alt i politisk udgave som en sækulariseret messianisme, som er ”pervers i sig selv” (Divini RedemptorusGaudium et Spes, 20-21) (KKK, nr. 676).

Kirken kan kun indtræde i Rigets herlighed gennem den sidste Påske, hvor den skal efterfølge sin Herre i Hans død og Opstandelse (se Åb 19: 1-9). Riget fuldendes altså ikke gennem et stigende fremskridt, med en historisk triumf for Kirken, men ved en Guds sejr i slutkampen med det onde; denne sejr vil få Hans brud til at stige ned fra Himlen. Guds sejr over det ondes oprør vil tage form af den endelige Dom, efter den sidste kosmiske rystelse af denne verden, som forgår (KKK, nr. 677) (1).

Vores sorg over Kirkens nuværende tilstand, den universelle og de enkelte (kirker) er meget stor. Og mens denne sorg over tabet af så mange sjæle og ødelæggelsen af det hellige er ganske naturlig, må vi aldrig hensætte os i mismod. De største fristelser, der markerer sig (for os) i denne tid, fyldt med forvirring, kan være bitterhed, isolation og mere subtilt, at der farer en djævel i os i forhold til at ville markere modstand (foretage et egentligt oprør), som i sidste instans kan føre til et skisma, som igen afføder et endnu større antal onder. I stedet beder Herren os om at være et bolværk, et tegn på modsigelse, mod den tsunami af bedrag og ondskab (som skyller ind over os) uanset konsekvenserne samt udsigten til ”succes” eller ”fiasko”. Han ønsker, at vi (i vort hjerte og i et og alt) går længere og dybere, sammen med Ham. Men denne forening vokser kun ved tro og gennem lidelse. Oplever vi at blive forkastet, at blive dømt på fejlagtigt grundlag af andre, hyrders manglende evne eller uvillighed til at være sande åndelige fædre samt en mangfoldighed af ”sygdomme” i Kristi Legeme … Disse er en prøvelse for os (nogle gange en alvorlig prøvelse).

Vi må huske på, at gennem Kirkens lange historie har der ofte været krise. Hun er altid befolket, og som tiden går, virker Hun mindre opbyggende på folk. Men skibet er hele tiden oven vande og bevæger sig fremad. Gud arbejder hele tiden på at bringe noget godt ud af vores uendelige tåbeligheder. Derfor vil Han sørge for nye præster og helgener i vor tid, og det vil givet være midt i den store trængsel. Vores opgave er fortsat at fastholde vort sinds – og hjertes fokus på den sande horisont, at have vore øjne rettet mod Kirken som Kristi Brud, der forberedes til mødet med sin brudgom.

Han kommer. Han er nær. Menneskelige ”løsninger” som frafald eller skisma føjer kun flere sår til (Bruden) og øger det antal, Hun allerede har og hindrer Hende derved i at blive forberedt. Vi må elske Kirken og vise den stor kærlighed og aldrig glemme Herrens løfte om, at ”helvedes porte” ikke skal få magt over den (Hende). Dette indebærer dog, at helvede helt sikkert vil gøre sit ”bedste” (eller værste) for at friste os alle og sigte os som hvede. Lad os være en del af Kirkens forsvar og ikke en del af problemet.

Vi vil modtage trøst og blive opmuntret ved at opofre al vor lidelse, som et offer, der er forenet med korset for at rense og styrke Kirken. Vi mennesker og især vi pragmatikere fra Nordamerika må erkende den (vores) fejlslutning, som handler om, at vi tror, at vi blot kan ”klare sagen” med viden, dygtighed, redskaber, indflydelse, retorik, strategier osv. Vi må forstå, at i tilfældet med Kirken kan vi ikke overvinde dette aktuelle mørke med vores begrænsede menneskelige styrke. Vi kan kun genopbygge os selv ved at samarbejde med Kristi nåde, gennem personlig omvendelse, bøn, sakramenterne, opofring, udholdenhed, tålmodighed, barmhjertighed, sandhed og den tro, som er lutreti den allermørkeste ild. Det er fra selve Jesus Kristus, at vi lærer, hvornår vi skal tie foran vore anklagere, og hvornår vi skal tale og hvordan til alle tider, og hvordan vi står fast og styrker det, der er tilbage.

                                                                 ***

Læsning:

”Den dom, som Herren har kundgjort vedrører først og fremmest Jerusalems ødelæggelse i år 70. Men stadig bekymrer tanken om dommen os, Kirken i Europa og generelt i Vesten. Med dette Evangelium løfter Herren sin røst for at nå vore ører med netop de ord, Han benytter i Johannes’ Åbenbaringen, hvor Han taler til Kirken i Efesos:”… omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig” (Åb 2: 5). Lyset kan altså tages væk fra os, og vi bør lade denne advarsel fæstne sig dybt i vore hjerter, mens vi råber til Herren: ’Hjælp os til omvendelse! Giv os alle nåden til ægte fornyelse! Lad ikke dit lys i vor midte udslukkes! Styrk vor tro, vort håb og vor kærlighed, så vi kan bære gode frugter!”’.

(Prædiken af pave Benedikt XVI, den 2. oktober 2005 ved åbningen af synoden i Rom).

***

”Jo mørkere det er, desto større skal vores tillid være” (Skt. Faustina Kowalska, diary, Divine Mercy in My Soul, nr. 357)

*** 

”Skriv dette: Før jeg kommer som den retfærdige dommer, kommer jeg først som barmhjertighedens Konge. Før retfærdighedens dag kommer, vil menneskene blive givet følgende tegn på himlen:

”Alt lys på himlen vil blive slukket, og et totalt mørke vil dække jorden. Derefter vil korsets tegn fremstå på himlen, og fra naglemærkerne på Frelserens hænder og fødder vil der fremkomme store lys, som vil oplyse verden for et stykke tid. Dette vil finde sted kort før den sidste dag” (Kristi ord til Skt. Faustina Kowalska, diary, Divine Mercy in My Soul, nr. 83)

*** 

”Mange skal blive lutret, renset og prøvet. De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet, men de indsigtsfulde forstår” (Dan 12: 10).

*** 

”Vågn op, sværd! imod min hyrde, mod den mand, der står mig nær, siger Hærskarers Herre.
Slå hyrden ned, så fårene spredes, jeg vender min hånd mod de mindste. I hele landet, siger Herren, skal to tredjedele tilintetgøres og omkomme, og en tredjedel skal blive tilbage. Den tredjedel lægger jeg i ilden, jeg lutrer dem, som man lutrer sølv, og prøver dem, som man prøver guld. De skal påkalde mit navn, og jeg vil svare dem. Jeg siger: De er mit folk, og de svarer: Herren er min Gud”
 (Zak 13: 7-9).

*** 

”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år” (Mal 3: 2-3).

***

Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det var i ord eller i brev fra os” (2 Thess 2: 15).

***

Ja, Jeg kommer snart” (Åb 22: 7 og 20).

Kildehenvisninger 

  1. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 675-677, se også nr. 678-680.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 1. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-armor-of-god-our-only-protection-against-the-coming-great-apostasy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den nye farisæisme bereder vejen for at antikrist kan rejse sig

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det tredje afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit , det andet afsnit 

Den Katolske Kirkes Katekismus definerer hæresi som ”den hårdnakkede fornægtelse efter at have modtaget Dåben af en sandhed, som skal tros med guddommelig og katolsk tro, eller den hårdnakkede tvivl om en sådan sandhed. Apostasi kaldes den totale forkastelse af den kristne tro” (1).

Lad det stå fuldstændig klart: At det omfattende frafald, der præger vor tid, er blevet frembragt af hidtil usete kræfter, der findes hos sekulære magtinstanser. Det har rod i de hæresier, der har spredt sig blandt os, en ny slags farisæisme, som har til hensigt at udtømme troen for kraft og substans og i stedet skabe en psykologisk og ”spirituel” grobund, hvorfra den antikristelige ånd kan tiltage sig mere magt over menneskets måde at opfatte, tænke og føle på. Det er det, der allerede nu gør det muligt for ”fortabelsens søn” at rejse sig.

Det altdominerede problem i Kirken i vesten i dag er den farisæisme, der knytter sig til en korrumperet moralteologi og forstyrret ekklessiologi, hvorfra falske lærere ”bilder” folk ind, at de er retfærdige, selvom de synder i forhold til seksualmoralen eller ved at lære, at en sådan synd ikke er en alvorlig synd og dermed ikke en hindring for at modtage Sakramenterne. De føler sig retfærdiggjort ved at tro på et nyt ”Evangelium”, der hviler på social retfærdighed, en særdeles selektiv social retfærdighed, der reducerer Evangeliets fylde til et falskt enten / eller – valg: Man er enten en liberal afviger (altså ”kærlig og medfølende”), eller man er farisæer (”ubøjelig legalist”). De slutter fred med den personlige synd, fordi de tror, at de opfylder Evangeliets fordringer ved at hjælpe de fattige. Og når man stiller spørgsmålstegn ved deres hykleri og kompromis i forhold til den personlige synd, skyder de ganske enkelt budbringeren ved at rette anklage mod alle dem, der står i modsætning til deres agendaer og dæmoniserer sandhedens stemme ved at foretage overfladiske sammenligninger med de legalistiske farisæere, der optræder i Evangelierne. Faktum er, at de nye farisæere ikke kun benægter de mere ”tungtvejende forhold”, ofte forsøger de ganske aktivt at undergrave dem og i værste fald bidrager til den uskyldiges død. Han gjorde det som det mest ironiske ved at appellere til barmhjertighed.

Således er der i den voksende forvirring, som vi alle er omgivet af, behov for en nøgtern refleksion over, hvad det helt eksakt var, Jesus adresserede, da Han stod overfor farisæerne i sin tid. De skriftsteder, der specielt berører dette, findes hos Matthæus 23: 1-39, Markus 7: 1-13, Markus 12: 35-40, Lukas 11.37-54, Lukas 20:45 – 47 og endelig Johannes 9: 1-41.

I hvert af disse skriftsteder ser man, at Kristus frem for alt konfronterer farisæerne med deres hykleri, deres ydre adfærd i forhold til dydighed, deres indre fordærv, grådighed og onde tanker. (Matt 23: 27-28 og Luk 12: 1). De pålægger mennesker store byrder, mens de forsømmer det, der er det vigtigste i deres tro på Gud. Disse ”hårde” ord, som Jesus udtaler, får man kun den korrekte forståelse af ved at se dem benyttet i den rette sammenhæng:

En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: Hvilket er det første af alle bud? Jesus svarede: Det første bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse” (Mark 12: 28-31).

Jesus er meget klar I Sin lære om, at det, at man i sandhed må elske sin næste er funderet i en fuldstændig tro på de guddommelige bud. Uden at være bevidst om denne sammenhæng blev de gamle farisæeres formodede retfærdighed reduceret til en streng overholdelse af loven, uden at kærligheden var til stede. Ligeledes uden denne sammenhæng for øje kan den formodede medfølelse hos de nye farisæere reduceres til en overfladisk følelse af selvtilfredshed og antagelser. Hvis kærligheden ikke er baseret på fuldstændig troskab mod Guds befalinger, bliver den (kærligheden) meget snart afkortet og resultatet er en kortsigtet venlighed, der fostrer ondskab i det lange løb. I Markus Evangeliet (7: 1-13) revser Jesus farisæerne for, at de tilsidesætter Guds befalinger, mens de er meget detaljeorienteret i forhold til deres egne bud, som fremgår af følgende eksempel: Moses har jo sagt: Ær din far og din mor! og: Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden. Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave (Mark 7: 10-11). I Matthæus Evangeliet (23: 15) siger Jesus: Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv. I Lukas Evangeliet (17:3-4) siger Jesus: ”Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham”. I Johannes Evangeliet (8: 2-11) hvor Jesus møder kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud, ville farisæerne have dømt hende og stenet hende til døde. Efter at Jesus har bragt dem til skamme og dermed forhindret deres onde hensigt, siger Han til kvinden: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8: 11).

I disse mange eksempler i Det Nye Testamente, der bygger på Det Gamle Testamente, er Jesus ikke sen til at irettesætte syndere, og igen og igen kalder Han dem til omvendelse, for Han vidste, at omvendelse er forudsætningen for at modtage barmhjertighed og befri os fra syndens slaveri. Det er sandheden, der sætter os fri, siger Herren.

De gamle farisæere var meget optaget af at overholde loven ned til mindste detalje. De var hurtige til at dømme de svage og fordømme dem, der ikke levede op til deres krav. De var generelt hjerteløse og kendte ikke til barmhjertighed. Desuden var de selv som ”kalkede grave”, der underviste i Moseloven og dens udførlige forskrifter, samtidig med at de indvendig var fordærvede. Og frugten af deres ”lukkede øjne” åbenbaredes, da de iværksatte tortur og henrettelse af Livets Skaber.

I vor tid er det ubestrideligt, at det tilbageværende af den gamle farisæisme forbliver med at være blandt de troende. Det, tankerne øjeblikkeligt ledes hen på, er den stereotype forestilling, som er resultatet af et uophørligt (gentaget) mantra i den vestlige verdens liberale kirker. De forkynder, at den eneste alvorlige synd, (der findes) er ”intolerance”, hvorved man har efterladt folk med en ubehagelig følelse. Dette er blevet kombineret med en bagvaskelse af dem, der agerer doktrinært og liturgisk korrekt angiveligt er påtaget.

Det siger sig selv, at præster og lægfolk, der har den korrekte tilgang til doktrin og liturgi, men mangler ”sansen” for at hjælpe næsten og iveren til at foretage det grundlæggende missionsarbejde, tager sig ikke i agt for ”farisæernes surdej”. Men enhver oprigtig kristen er overvågen i forhold til ”risikoen” for farisæismen såvel som fristelsen til at synde. Han ved, at uden Jesu Kristi nåde vil han indtage rollen, som både den yngre og ældre broder i lignelsen om den fortabte søn.

Siger Herren ikke til os, hvis vi ville lytte til Ham: ” Pas på den fare, mine børn, som ’den ældste søn’ i lignelsen om den fortabte søn står overfor, for I risikerer at komme ud på en glidebane, der fører til farisæismen?”

Og på samme tid udbryder Han ikke til hver eneste sjæl: ”Omvend jer fra Jeres synder! Kom til mig og I skal få liv!”(Es 55: 3-5, Ez 33: 11 og Joh 14: 6)? 

Fortsættelse følger

Kildehenvisninger 

  1. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 2089 og CIC, The Code of Canon Law, can 751.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 29. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-new-phariseeism-is-preparing-the-way-for-antichrist-to-arise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken er kaldet til at være en bastion mod det kommende frafald

Redaktørens bemærkning: Det følgende er andet afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit 

Hvorfor har så mange kristne vist sig at være sårbare – samt modtagelige overfor vor tids patologiske løgne? Eller sagt på en anden måde hvorfor lader vi løgnen besnære os? Vi bedrager os selv, fordi det betaler sig, samtidig med at de indre spændinger, den moralske kamp, der er del af menneskelivet, synes at blive mindre eller helt forsvinder, som havde vi kasseret dem, som forældede fortællinger. Dagligt sluger vi løgne, som virker ”troværdige”, spundet ind i et net af falskhed og tilsat smiger, om mental- og kropslig tilfredsstillelse, og som konstant forstærkes af en ny verdenskultur, der i en vid udstrækning underbygges af medier indenfor underholdning og kommunikation, ved en demoralisering af uddannelsessystemet, ved politikere, der er gået på kompromis i forhold til moral og endelig det værste af det hele gennem tvetydig teologi og falsk åndelighed.

I det andet brev til Timotheus opmuntrer Paulus hyrderne for Herrens hjord til at stå frem i tide og utide og prædike ordet for at ”overbevise, irettesætte og formane”.”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter ” (2 Tim 4: 3-4).

Hvis de aktuelle studier af trospraksis i den vestlige verden er korrekte, ser det ud til, at mere end 80 % af katolikkerne ikke længere tror på Kristi realpræsens i Eukaristien samt nødvendigheden af bodens sakramente eller på andre af (den katolske tros) grundlæggende doktriner. Endvidere afviser dette flertal konsekvent Kirkens lære vedrørende seksualmoralen. Alligevel fortsætter mange (ud af dette flertal) med at gå til Messe eller definerer sig selv som katolikker, og dermed bærere af en kulturel- og religiøs markør, som benyttes som et etisk grundlag, hvorpå man opdrager sine børn til at blive ”lovlydige” borgere og ”grundlæggende gode mennesker”, dog uden at man står til ansvar overfor Gud og mennesker.  Continue reading

Begyndelsen på det store frafald

Redaktørens bemærkning: Det følgende er første afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

”Når Menneskesønnen vender tilbage, vil Han så finde nogen tro på jorden?” (Luk 18:8)

For enhver generation former ”den tid, der i fremtiden vil komme” sig ikke altid helt, som den havde forestillet sig. Derfor gribes vi af den ældgamle fristelse til at fortrænge historiens teologi og åbenbaringens eskatologi, som værende mentale konstruktioner, der er blevet til på baggrund af irrationel frygt eller noget, der begrænser sig til informative analyser af aktuelle situationer, en cyklus, der gentager sig selv, og uden at give os ”det”, vi ventede, nemlig den altomfattende katastrofe. Alligevel, ifølge Kristus i Evangelierne, Johannes Åbenbaring, brevene fra Peter, Paulus og Johannes og de gammeltestamentlige profeter samt de af Kirken godkendte privatåbenbaringer, som er forøget i antal og intensitet gennem de sidste 150 år, nærmer tiden sig, hvor alle de spekulative scenarier vil svinde bort for at gøre plads for den reelle og ultimative fare for menneskeheden. Således bliver fremtiden til nutid. Prologen til denne (fremtid) vil være et frafald (fra Kirken) uden fortilfælde. Faktisk bliver dette frafald mere og mere tydeligt for hver dag. Dets klimaks er Herrens Dag, en dag med ild.

I en række prædikener profeterede salige kardinal John Newman om ”den tid, der i fremtiden vil komme” og som truede allerede i hans egen tid:

Jeg ved, at alle ”tider” er farefulde, og at mennesket til enhver tid lægger sig alvor og bekymring på sinde til ære for Gud og for det menneskeheden har behov for, og dog betragter det sin samtid, som den mest frygtindgydende. Til alle tider har sjælenes fjende med raseri angrebet Kirken, som er deres sande Moder, hvor han som det mindste truer og skræmmer, når det ikke lykkedes ham at gøre anden skade. Og hver sin tid byder på sine prøvelser. Og for så vidt vil jeg indrømme, at der helt sikkert har optrådt specielle prøvelser rettet mod kristne på specifikke tidspunkter (gennem historien), som ikke gør sig gældende i dag. Uden tvivl, må jeg indrømme, at der ligger farer foran os, som kan ”tage pusten” fra selv så modige helgener, som Skt. Athanasius, Skt. Gregory I eller Skt. Gregory VII. De kan bekræfte, at det ”mørke”, de havde udsigt til i deres egen tid adskilte sig (fra tidligere tiders farer) og det mørke, der truer i vores tid, adskiller sig fra det, der før har været. Den specielle fare, som præger den tid, der ligger foran os, er udbredelsen af utroskabens pest, som apostlene og vor Herre selv har forudsagt, som den værste katastrofe i Kirkens sidste tider. Og i det mindste en skygge af – eller et typisk billede på at de sidste tider er kommet over jorden” (1).

Newmans tilgang var delvis betinget af den tid, han levede i samt hans forståelse af den konstante fristelse blandt kristne til at gå på kompromis med spiritus mundi (tidsånden). Det stod klart for ham, at tidsånden i hans tid tog stadig større (truende) skridt hen imod det, der var tilbage af den gamle kristendom. Og i andre prædikener gik han længere og advarede imod den onde ånds sigte mod en endelig konfrontation (2). Newman påpegede, at en tiltagende lunkenhed og ligegyldighed blandt de troende til enhver tid har været prologen til forfølgelser, og at den ultimative forfølgelse kan forudses på baggrund af det største frafald i Kirkens historie (3). Der har selvfølgelig været andre perioder med frafald og hæresi, som for eksempel den arianske krise (det 4. århundrede) og alvorlige, som de var, startede de på et tidspunkt med stor religiøs forvirring, og mens menneskeheden var ved at finde vejen ud af hedenskabens sump.

Og det er det, der er forskellen på det, der er sket i fortiden, og det der sker nu over hele den vestlige verden. En civilisation, der har kendt til kristendommen (og nu i en vid udstrækning er uvidende om, hvor dyster hedenskaben kan være), og som nu vælger at gå tilbage til sumpen og kalder denne nedadgående glidebane for fremskridt og definerer på enhver tænkelig måde dette tragiske og forstyrrende koncept som frihed, alt imens den aggressivt forsøger at pålægge alle mennesker dette koncept.

At denne revolution så hurtigt har vendt op og ned på civilisationens grundlæggende principper er et af dens mere utrolige karakteristika, da der er tale om principper, der anerkendes af ethvert normalt samfund. Naturligvis er der historiske og sociologiske faktorer, der spiller ind, såsom en smadret tro på en god Gud på grund af to ufattelige og altødelæggende Verdenskrige, den vedvarende trussel om atomkrig, folkedrab, den seksuelle revolution samt den hurtige vækst indenfor de elektroniske medier samt nye medier i det hele taget, og den magt, de har tiltaget sig, og som virker overvældende på (den menneskelige) bevidsthed og påvirker samvittigheden og gør menneskets vilje til et middel for dens målsætninger, som handler om at redefinere meningen med mennesket og selve virkeligheden.

Fortsættelse følger. 

Kildehenvisninger 

  1. John Henry Newman (1801-1890), Sermon of October 2, 1873,”The Infidelity of the Future”.
  2. Newman, Tracts for the Times, Volume V, 1838-40, Advent Sermons on Antichrist.
  3. I sin kirkehistorie påpeger Eusibius fra Casarea, biskop og historiker i det fjerde århundrede, at alle de store forfølgelser af Kirken går forud for perioder præget af en udpræget ligegyldighed blandt de troende.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 27. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-dawn-of-the-great-apostasy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Eksklusivt for CM: Forfatteren til ”The Dictator Pope” udtaler sig

Den nyligt udkomne bog: The Dictator Pope har opnået stor international opmærksomhed på grund af de påstande, den fremlægger vedrørende det nuværende pontifikat, samt dens forlydender om, at Vatikanet meget ihærdigt jagter forfatteren, der går under følgende alias Marcantonio Colonna (En italiensk aristokrat fra det 16. århundrede, der tjente som admiral ved den pavelige flåde under slaget ved Lepanto). Church Militant har talt med forfatteren via e-mail for at få ham til at fortælle dels om tankerne bag udgivelsen af bogen og dels om de nuværende forhold (der hersker i Kirken).

***

Church Militant (CM): Hvorfor skrev du bogen, og hvad håber du på, at katolikker vil gøre med denne viden om pave Frans?

Marcantonio Colonna (MC): Mit mål med at udgive bogen er at vise den enorme kløft, der er mellem det aktuelle mediebillede, der er blevet skabt af pave Frans og virkeligheden. Hvad katolikker kan gøre med den viden, de får i bogen, det kan variere: I bedste fald kan den opmuntre Kirkens ledere, (og jeg ved at mange kardinaler, samt andre højtstående personer har læst bogen og har taget dens budskab til sig) til at konfrontere pave Frans og holde ham op på, hvordan han aktuelt udøver sit pontifikat. Hvis det ikke er muligt, håber jeg i det mindste, at den vil tjene som en ”påmindelse” til kardinalerne, så disse ikke ved næste konklave foretager samme fejltagelse og vælger en mindre kendt kardinal, der så viser sig at være meget anderledes, end det man havde opfattelsen af. 

CM: Kilder internt (i Vatikanet) har fortalt CM, at stemningen i Vatikanet under pave Frans er ligesom i ”Nordkorea”, hvilket betyder, at der hersker en frygt blandt især ortodokse præster. Vi har også læst udtalelser fra forskellige prælater, der fortæller om, at der i et stort omfang foregår overvågning og aflytning af telefoner og computere i Vatikanet. Er det sandt? Hvis ja kan du da uddybe det?

MC: Overvågningen i Vatikanet foregår præcis, som du beskriver det, og jeg fortæller mere detaljeret om det i min bog. Præster og lægfolk, som arbejder der, finder eksempler på overvågning og aflytning på deres kontorer, i deres biler og endda i deres private hjem. Enhver man taler med, uanset om vedkommende har valgt den ene eller den anden side eller blot forholder sig neutral, vil kunne berette om en stemning, der bunder i en stor og dyb frygt, en tilstand, der er helt ulig det, man tidligere har kendt. Continue reading

En for nylig offentliggjort vision fra Skt. Johannes Paul II: Islam vil invadere Europa

En nær ven af Skt. Johannes Paul II har bekræftet, at den tidligere pave har vist sig at være en mystiker, da han fortalte ham, at Europa ville blive invaderet af Islam.

Under et oplæg for en større gruppe af Peter og Paulus eremitter i oktober måned sidste år omtalte monsignor Mauro Longhi fra Opus Dei prælaturet en samtale, han havde med den tidligere pave tilbage i marts 1993 på en af deres mange vandreture i bjergene. Efter at være kommet foran deres ledsagere tog Longhi og Skt. Johannes Paul en pause, hvor de spiste en sandwich.

I en videooptagelse af oplægget i oktober kan man høre, at Longhi fortæller, at han bemærkede, at den nu helliggjorte Johannes Pauls hænder rystede. (Johannes Pauls parkinson sygdom var endnu ikke blevet offentliggjort i 1993). Paven bemærkede den unge mands blik.

”Kære Mauro, det er alderdom”, forklarede han.

Longhi skyndte sig at sige: ”Mon dog, Deres hellighed er jo ung”.

”Det er ikke sandt”, responderede paven. ”Jeg fortæller, at jeg er gammel, fordi jeg er gammel”.

Longhi fortsatte: ” så ændredes Wojtylas tonefald, og han indviede mig i en af de visioner, han fik om natten: ”Fortæl dette til dem, du vil møde i Den Kirke, der vil fremtræde i det tredje årtusinde. Jeg ser, at Kirken vil blive plaget af en dræbende plage. Mere dyb, smertefuld og dødbringende end i dette årtusinde med henvisning til … de totalitære styreformer Kommunisme og Nazisme. ”Man kalder det Islamisme. Den vil invadere Europa. Jeg så horderne fra vest mod øst, og han beskrev for mig landene et for et: Fra Marokko til Libyen til Ægypten og så videre til de østlige dele”. Den hellige Fader tilføjede: ”De vil invadere Europa, Europa vil være som en kælder med gamle relikvier, indhyllet i mørke og fyldt med spindelvæv samt ’familiens arvegods’. Det er Dig, Kirken i det tredje årtusinde, der vil mærke invasionen. Ikke med hære, hære er ikke nok, men med Din tro levet i trosfrihed.” Continue reading

Interview – Roberto de Mattei diskuterer den eskalerende krise i Kirken

Redaktørens bemærkning: I sidste måned startede Dr. Maike Hickson en korrespondance med den katolske historiker, forfatter og fortaler professor Roberto de Mattei om karakteren af den eskalerende krise i Kirken. Selvom hendes mands nylige og pludselige sygdom har krævet, at hun ikke er i stand til at være til stede rent arbejdsmæssigt på OnePeterFive, har hun og hendes mand bedt os fortsætte med at offentliggøre dette vigtige og rettidige interview.

Maike Hickson (MH): Mange katolikker rundt om i verden havde håbet på, at Dubiakardinalerne ville offentliggøre deres korrektion af pave Frans vedrørende hans post-sydonale formaning, Amoris Laetitia. Hvad vil du sige til de troende, der nu er skuffede og modløse set i lyset af den stilhed, der har omgivet disse Kirkens ledere? Med hvilke ord vil du forsøge at opmuntre disse troende til at holde ud i håb og tro?

Roberto de Mattei (RDM): Den aktuelle krise i Kirken stammer ikke fra pave Frans, og den kan ikke spores til en enkelt person, den går snarere tilbage til Det Andet Vatikankoncil og strækker sig endnu længere tilbage i tiden til krisen i forbindelse med modernismen (i begyndelsen af det tyvende århundrede). I dag er store dele af kardinalkollegiet, biskopkollegiet og præsterne blevet ”smittet” af modernismen. De få kardinaler, biskopper og præster, der forsøger at stå op i mod dette, må vurdere situationen, og det er vores opgave at hjælpe dem. Men først og fremmest må man ikke bilde sig selv ind, at en enkelt handling fra en af disse aktører, for eksempel correctio fraterna rettet til paven og offentliggjort af kardinal Burke i sig selv vil løse krisen. Hvad der er behov for, er en overensstemmelse og et fokuseret handlingsforløb fra de forskellige grupper bestående af præster og lægfolk, alt efter hvad de kan gøre og i hvilket omfang. Sensus fidei kan lede kardinaler, biskopper, ordensfolk og lægfolk til at handle (i forhold til den aktuelle krise). Vigtigheden af correctio filialis, der er underskrevet af 250 lærde heriblandt ordens- og lægfolk, var det, den udtrykte – nemlig denne sensus fidei. Måden at agere på kan variere fra land til land og fra bispedømme til bispedømme, men dens (sensus fidei) karakteristika er at fremdrage sandheden og fordømme de fejlslutninger, som står i opposition til sandheden. 

MH: Men hvordan kan denne situation løses?

RDM: Det vil ikke være mennesker, der redder Kirken. Situationen vil blive løst ved en nådefuld og ekstraordinær indgriben, som dog må følges op af et militant engagement fra vedholdende og troende katolikker. I lyset af den nuværende krise er der nogle, som tror, at det eneste der skal gøres er at vente på et mirakel, mens de sidder i stilhed og beder. Men sådan er det ikke. Det er sandt, at vi har brug for en guddommelig indgriben, men nåden baseres på hvordan der handles. Hver af os burde gøre det, vi magter og evner.  Continue reading