Category: Abortion

Mørket har sænket sig over Skt. Patricks land

Til september vil pave Frans besøge Irland, det er næsten 39 år siden, en siddende pave har sat sin fod på irsk jord.

Den nuværende pave vil imidlertid besøge et land, som har forandret sig væsentligt fra det, hans forgængere kom til.

Den modtagelse, pave Skt. Johannes Paul II modtog, var, hvad man kunne forvente af et katolsk land og i denne sammenhæng et land, som bærer på en historie, der har været markant præget af forfølgelse. Det anslås, at mere end 1.250.000 mennesker, en fjerdedel af øens befolkning – en tredjedel af republikkens befolkning – deltog i den Messe, der var en del af besøgets åbning, og som fandt sted i Dublin’s Phoenix Park. Mere end 250.000 overværede en Messe nær den irske grænse senere den samme aften, og de fleste af de tilstedeværende var tilrejsende fra det britiskkontrollerede Irland. Senere drog hundredtusinder gennem Dublins gader, som en kortege i natten, der havde kurs mod præsidentboligen. De næste to dage forløb på samme måde med en overflod af mennesker, for alt dette var mere end blot en ”velkomst”, der var snarere tale om en national begivenhed, og man syntes at sige: På trods af det, der er sket, har troen ikke blot overlevet, den har sejret.

Besøget blev vurderet til at være en stor succes, når det blev målt i bifaldsråb og flag.

Højtrangerende irske klerikale lykønskede sig selv samt de irske troende med dette pavelige besøg. Dog, det var en falsk solopgang.

Besøget i 1979 markerede en afslutning. Det var efter dette besøg, at det blev besluttet af målrettede kræfter, synlige og usynlige, at tiden var kommet til at det katolske Irland skulle stå for fald. Femten hundrede års troskab skulle nedbrydes. På den september dag, da det pavelige fly lagde an til at lette og afskedssalutten fra militærgarden havde lydt, blev det, der på det tidspunkt endnu ikke var fuldt forståeligt, nemlig at den sidste del af en historisk epoke nu blev afløst af en anden, der nu tog sin begyndelse med, at Kristi stedfortræder forlod landet.

Da pave Skt. Johannes Paul II besøgte den sydlige del af Irland, var det kriminelt at få foretaget en abort, prævention var ikke tilgængelig, og et ægteskab var mellem en mand og en kvinde og for helelivet, og endelig eksisterede der ikke noget lovligt grundlag for skilsmisse. Antallet af kirkegængere forblev at være blandt de højeste i Europa. Kirken havde indflydelse på store dele af uddannelsessystemet, sundhedssystemet og socialområdet. Den irske republik var katolsk ikke blot af navn, det vidnede specielt indledningen til landets forfatning om: ”Ved Den hellige Treenighed, som er almægtig, og som er vort endemål, lad alle vore handlinger (de menneskelige og statslige) være i overensstemmelse med Jer…”.

Alt så ud til at være i den skønneste orden. Men det var en illusion.

Afslutningen på det pavelige besøg markerede en begyndelse på mange års elendighed for Kirken i Irland. I den nordlige del af Irland fortsatte krigen samt de civile stridigheder på trods af pavens henvendelse til netop denne region om at afslutte voldsspiralen. Men man ignorerede ganske enkelt hans opfordring. Selvom der langt om længe kom en våbenhvile, blev den i en stor udstrækning præget af en ”kold” fred, fortidens minder og et vedvarende ønske om retfærdighed. Der var også stilstand i den offentlige debat, efter at det i nogle år var gået ned ad bakke i forhold til det sociale område, men hvor økonomien til gengæld havde bedret sig en smule. I det hele taget kom Kirken til at spille en mindre rolle, og Den oplevede at blive marginaliseret. Enhver given lejlighed syntes at åbne op for nye ændringer eftersom skandale efter skandale ramte dele af de klerikale, og dette medførte, at det, der blev prædiket fra prædikestolene, blev udsat for offentlig kritik.

De irske medier lugtede blod og begyndte at angribe det, som de før havde frygtet. Alle præster blev skåret over en kam, uanset om de var skyldige eller ej. Tavst stod Kirken og iagttog det ”nye” Irland, som var ved at vokse frem, et Irland meget forskelligt fra noget, man havde set før.

På den sidste dag af sit besøg i Irland talte pave Skt. Johannes Paul II om et klart valg mellem Kristus og verden. På denne overskyede dag i 1979, forelagde han dette valg for Irland mellem Kristus og denne verdens fyrste, og de tomme løfter han lokker med. Dette var besøgets sidste dag og samtidig (praktisk talt) den sidste dag for det katolske Irland.

Det følgende år legaliserede det irske parlament prævention. Det var starten på en proces, man kan kalde det for ”en krig”, som ved dens afslutning vil have en sejrherre, som er de ”progressive” kræfter. I dag, omkring 30 år efter at pave Johannes Paul II forlod Irland, kan landets sociale forhold betegnes, som en ”rodebutik”, ganske som det også gør sig gældende i mange andre europæiske lande. Irland har i den grad foretaget sit valg.

Måske, når man ser i bagklogskabens klare lys, er det ikke nogen overraskelse, at troen på Gud svinder, når velstanden på samme tid forøges. Og mens antallet af kirkegængere er stærkt faldende, og sogne må lukke ned, stiger kriminaliteten, antallet af opløste familier og den manglende lovlydighed, ulyksalighedens skyer har i sandhed samlet sig. Men da det så ud som om, at det ikke kunne blive værre, da kom coup de grâce (nådesstødet).

Det seneste og mest afgørende slag i den lange kamp blev udkæmpet den 25. maj 2018. Omfanget af dette nederlag kunne forlede en til at tro, at det katolske Irland vil ophøre med at eksistere.

Fra nu af hvert år på denne dato bør klokken falde i slag, og man burde klæde sig i sort, og de irske præster må gå til alteret og celebrere en rekviem for Irlands åndelige død og gøre bod for den udryddelse, der nu finder sted af et utal af børn, der ikke får dagens lys at se.

Nuvel, mens slangerne vender tilbage, har mørket sænket sig over det land, der er Skt. Patricks.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 26. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/across-the-land-of-st.-patrick-night-has-fallen

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Abort og Guds vrede

Var den brutale behandling af Polen under anden Verdenskrig en straf for (udførelsen af) abort?

Historien om abort udført i Polen kan virke ”fascinerende”, ikke kun fordi det er en historie om en solid katolsk nation, der blev en pioneer i forhold til legaliseringen af abort, men ifølge Skt. Faustina blev det løftestangen for guddommelig straf.

I 1920 blev Sovjetunionen, Polens naboland, det første land i verden, hvor abort blev gjort mulig og tilgængelig. Dette dannede ”skole” for andre lande, så de ligeledes kunne gøre abort mulig og tilgængelig.

I 1932 legaliserede man abort på medicinsk indikation, og dermed blev Polen det land, vest for Sovjetunionen, der tillod abort ved voldtægt og incest. Ved at åbne en dør på klem i forhold til dette, åbnede man praktisk talt en ladeport for udførelsen af illegale aborter, som foregik i landets hovedstad Warszawa. Da ”abortparadiset” USSR var afgrænset i forhold til resten af verden, blev Polen det eneste land i Europa, hvor læger uddannet i udførelsen af abort var tilgængelige. Folk tog til Polen på ”abortferie” for at få deres ufødte børn slået ihjel. Polen blev bogstavelig talt aborthovedstad i det østlige Europa.

Dette lod Vor Herre ikke gå ubemærket hen. I 1930 skrev Skt. Faustina i sin dagbog, at Guds vrede var blevet antændt ved drabene på de ufødte, den ”alvorligste forbrydelse af alle”. Hun fik en vision af dødens engel, bevæbnet med et sværd og rede til at slå til mod Warszawa. Kun ved bod blev Guds vrede udsat.

Skt. Faustina døde i 1938. Den Anden Verdenskrig brød ud det efterfølgende år ved at nazisterne invaderede Polen og i den konflikt, der fulgte, blev hver femte polak slået ihjel af henholdsvis sovjetrussere eller nazister. Warzawa – den smukkeste by i Polen grundet dens arkitektur, blev praktisk talt jævnet med jorden. Byens ødelæggelse var så omfattende, at det efterfølgende (nærmest var umuligt) at finde eksempler på arkitektur, der går mere end 70 år tilbage i tiden.

Hitler gjorde Polen til et midtpunkt for nazisternes dødslejre herunder den berygtede ”slagtebænk” bedre kendt som Auschwitz. Millioner af jøder samt andre, der var ”uønskede” (herunder katolske klerikale), blev sendt til dødslejre forskellige steder i Polen.

Efter krigen fortsatte Polens lidelser, da landet i 45 år blev en vasalstat for Sovjetunionen, og det først genvandt sin frihed i begyndelsen af 1990’erne.

Det spørgsmål, som kan få det til at løbe koldt ned af ryggen, er: Hvis de tragiske omstændigheder, som Polen gennemgik, faktisk er en guddommelig tugtelse for de børn, der blev aborteret i 1930’erne, hvilken tugtelse vil så ikke ramme et land, der har myrdet 60 millioner børn eller for den sags skyld en verden, der har aborteret over en milliard ufødte (børn) i det sidste århundrede? Bed og gør bod for menneskets synd.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter O’Dwyer og publiceret på ChurchMilitant d. 30. marts 2016. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-downloadabortion-and-gods-wrath

Et tysk katolsk ærkebispedømme støtter utroskab og abort for 15-årige piger

Tyske katolikker protesterer imod et program, der personligt er blevet godkendt af Berlins ærkebiskop, som giver ”praktiske tips” til katolske undervisere, der varetager seksualundervisning, om hvordan de skal undervise børn i deres ”seksuelle rettigheder” og rådgive dem til en forståelse af, at en voksens seksuelle samkvem med en mindreårig er tilladt, så længe begge parter er indforstået og beskriver videre den proces, man går igennem, når man ønsker at få foretaget en abort.

Programmet forsøger også på at fjerne ”tabuer”, ”fordomme” og ”stereotyper” som knytter sig til forskellige former for seksuelle afvigelser, herunder homoseksuel adfærd og onani og ser sådanne aktiviteter, som en del af et menneskes identitet. Samtidig forsøger det (programmet) også på at dæmme op for den ”spænding”, der er mellem disse former for adfærd og Den katolske Kirkes ”officielle” doktriner vedrørende menneskets seksualitet.

”En kirke, der i dag forsøger at påvirke folks holdninger, er fuldstændig vanvittig”, skriver Berlins ærkebiskop Heiner Koch i sin introduktion til programmet.”Vi må tage bestik af den måde, hvorpå man i vort samfund betragter den mangfoldighed, der gør sig gældende på det seksuelle område. Vi må, sammen med de unge, stå fast og virkelig erklære, at den kristne tro og dens måde at betragte mennesket på, kan frisætte den enkelte til selvrealisering og til dybe forhold og intimitet”.

Programmets ”praktiske tips til metoder, undervisere i seksualundervisning kan gøre brug af i mødet med de unge”, er at finde på ærkebispedømmets hjemmeside, og her stilles spørgsmålet: Hvornår er det normalt at have sex?”. Der fremlægges en liste over hypotetiske ”situationer”, som omfatter mindreåriges seksuelle aktiviteter udenfor ægteskabet, og der gives derefter ”anvisning” til de situationer, som er centreret omkring mindreåriges ”ret” til at tage del i en sådan aktivitet. Den katolske doktrin vedrørende seksualmoral nævnes ikke i dokumentet.  Continue reading