Category: Apostasy

En sammenslutning af katolske præster i USA: kæmper for heterodoksi med støtte fra biskopper

I de seneste mange uger har Lepanto instituttet undersøgt og fortalt om en sammenslutning af hæretiske præster, der kalder sig AUSCP (the Association of United States Catholic Priests). Denne sammenslutning ønsker at arbejde med emner som ordinering af kvinder til diakoner (med henblik på præsteordination af kvinder), homoseksualitet, sogne uden præster, gifte præster og en lang række andre emner, som kan karakteriseres som heterodokse.

Hvis man er interesseret i at vide mere om denne internationale sammenslutning, som har til hensigt at udbrede hæresi i Kirken, kan man nedenfor finde tidligere rapporter samt lignende materiale om AUSCP, som er udarbejdet af Lepanto instituttet:

o    AUSCP’s Plan for Ordained Women and Priestless parishes

o    Wester Participating in AUSCP Conference

o    AUSCP’s Desire to Obtain Funding from Unsuspecting, Pew-sitting Catholics

o    The AUSCP is a Cog in the International Heresy Machine

o    AUSCP’s Alliance with Heretical, Pro-Sodomy Organizations

o    AUSCP’s Keynote Address from Notorious Priest, Fr. Richard Rohr

I sidste uge var Lepanto instituttet til stede ved AUSCP’s årlige konference, hvor følgende organisationer med hæretisk tilsnit deltog:

FutureChurch (Fremtidens Kirke), Voice of the Faithful (De troendes stemme), New Ways Ministry (nye måder at være kirke på) en gruppe, der er blevet fordømt af Vatikanet)), og det blasfemiske Dignity (Værdighed) (den amerikanske afdeling) og gjorde brug af denne platform, som her er blevet givet dem til at udbrede deres vildfarelser. Regnbuebadges og emblemer, hvor man kunne læse ”Jeg har også andel i velsignelsen” og ”Kærlighed er kærlighed”, var et almindeligt syn blandt flere af de deltagende præster.

En brochure for et møde (under ledelse af nonner) med titlen ”Garcious Embodiment: Embracing a Capaciuos Sexuality” (Elskværdig Legemliggørelse: om at omfavne den rummelige seksualitet) lagde op til, at der var tale om ”en samtale mellem lesbiske søstre, menighedsledere og dem, der står for (katolsk) dannelse og for håndteringen af kaldsspørgsmål”. Et andet initiativ havde til hensigt at besvare spørgsmål om ”transpersoner, kønsidentitet, og hvordan dette kommer til udtryk”.

Det, der var det mest hårrejsende, var, at al den litteratur, der cirkulerede blandt deltagerne, var udarbejdet af AUSCP.

Gransker man dokumenterne fra AUSCP, kan man læse, at formålet er at redegøre for, at man med ”konstruktive tiltag” kan opbygge en ny kirke, som skal erstatte den gamle, og skabe et nyt fundament med nye søjler.

AUSCP skriver følgende:

Teologen Hermann Pottmeyer betragter æraen omkring andet vatikankoncil, som en bygning, der endnu ikke er færdiggjort på samme måde som opførelsen af en ny Skt. Peters Basilika i 1500 tallet. Continue reading

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fransk bispedømme dækker over en muslimsk skandalehistorie

En muslim afbryder en biskops prædiken og råber ”Allahu Akbar” i mikrofonen.

En muslimsk mand afbryder en Messe i Frankrig, griber mikrofonen og råber ”Allahu Akbar”, og bispedømmet er under mistanke for at dække over sagen.

Ved en Messe i forbindelse med Pinsehøjtiden i Skt. Peter og Paulus katedralen i Nantes den 20. maj, bestormer en 25-årig mand med afrikansk baggrund prædikestolen under prædikenen og hiver mikrofonen ud af hånden på biskoppen. Mindst et øjenvidne hævder, at manden råbte ”Allahu Akbar”, som betyder Gud er stor.

Men bispedømmet benægter, at det har fundet sted – dette er en måde at agere på, som Robert Spencer, ekspert i Islam, siger, er i overensstemmelse med den ”historie”, som franske biskopper holder fast i, nemlig at Islam er en såkaldt fredens religion.

”Historier som den ovenstående stemmer ikke overens med den ”historie”, som de franske biskopper italesætter”, fortalte Spencer Church Militant.

Fr. Benoit Bertrand, som er generalvikar i bispedømmet Nantes, fortalte til den lokale avis Presse-Ocean, at han ikke hørte at manden, der forstyrrede, i sit udfald skulle have råbt ”Allahu Akbar”. Fr. Bertrand sagde, at han stod lige ved siden af biskop Jean – Paul James under prædikenen, da manden bestormede prædikestolen, tog mikrofonen og begyndte at råbe.

Fr. Bertrands vidnesbyrd modsiger det, som er blevet set af andre øjenvidner. Situationen, hvor afbrydelsen optræder, er blevet ”redigeret” væk på optagelsen af biskoppens prædiken – ”ganske belejligt”, har nogen udtalt.

”Den katolske Kirke har under pave Frans taget den betragtning til sig, at Islam er en fredens religion, og at katolikker bør være mere åbne overfor den muslimske migrantstrøm til Europa”, udtalte Spencer til Church Militant.

Ifølge forskellige rapporter siger de, der var til stede i katedralen, at det syntes som om manden var mentalt forstyrret, udtaler Spencer.

Problemet med en sådan udtalelse er, at myndigheder overalt i Europa og Nordamerika i lang tid har beskrevet det, der helt tydeligt er Jihad som en ”psykisk lidelse”. Der har altid eksisteret psykisk syge mennesker, men psykisk syge mennesker, der går ind i kirker og afbryder gudstjenesten ved at råbe ”Allahu Akbar” er noget helt nyt. Dette er blot en anden måde, hvorpå myndighederne forsøger at holde folk hen i uvidenhed og selvtilfredshed i forhold til det, der kendetegner jihad, og hvor stort trusselsniveauet er i forhold til jihad.

Spencer har også kommenteret denne historie i et indlæg bragt for nylig på hans hjemmeside: ”Det er blevet et markant dogme i Den katolske Kirke: At hvis man ikke er af den observans, at Islam er en fredens religion, oplever man en skånselsløs chikane og at få ”mundkurv på” af den amerikanske biskopkonference samt af andre i det klerikale hierarki andre steder.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com d. 5. juni 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/muslim-disrupts-cathedral-pentecost-mass

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Teolog i Vatikanet: Planen for en igangsættelse af interkommunion i Tyskland forekommer uklog og mangelfuld

En tysk teolog, som også er medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission, kritiserer i stærke vendinger i et interview for nylig, det tyske udkast til interkommunion, som blev godkendt allerede den 20. februar af et stort flertal af de tyske biskopper. Han betegner dette udkast, som ”ulovligt”, ”uklogt” og ”mangelfuldt”.

Den 25. maj offentliggjorde domradio.de, som er bispedømmet Kölns radiostation, et interview med professor Karl-Heinz Menke, som er katolsk præst og pensioneret professor i dogmatisk teologi ved Bonns universitet i Tyskland. Menke har også siden 2014 været medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission. I dette nye interview viser han meget lidt forståelse for den beslutning, som de tyske biskopper for nylig har taget vedrørende det, at give tilladelse til at protestantiske ægtefæller til katolikker, under visse betingelser, kan modtage Den hellige Kommunion. Biskopperne ”burde have skånet den tyske del af Kirken for denne polariserende strid”, siger han. At man ønsker at regulere mere på det, der allerede er blevet reguleret og tilladt i ”nødssituationer”, er i Menkes optik ”uklogt”.

Desuden afslører Menke, at han har læst udkastet til tysk interkommunion – som endnu ikke er blevet offentliggjort, fordi syv tyske biskopper har markeret deres modstand mod dette dokument, – og han tilføjer: ”hvis jeg skulle komme med en teologisk vurdering af dette udkast, vil jeg betragte det som mangelfuldt (”’mangelhaft’ – på en karakterskala i Tyskland er det et femtal, som betyder, at man er dumpet, og dette kan sammenlignes med karakteren ’F’ i det amerikanske uddannelsessystem”). Når man som teolog i Vatikanet ser på dette (udkast), ”mangler der grundlæggende overvejelser vedrørende Kirkens sakramentale forståelse hos katolikker og den manglende sakramentale forståelse af kirken, som hersker blandt protestanter”. Der mangler en klar beskrivelse af den forskel, der er på den protestantiske nadver og Den katolske Eukaristi.

Menke forklarer, at protestanterne ser den sidste nadver, som et ”billede på en retfærdiggørelseshandling ’ (forstået som) nåden alene’”, mens den katolske forståelse af Eukaristien knytter sig til ”Kirkens fulde fællesskab med de enkelte biskopper og paven”. Desuden finder den tyske teolog, at der ”mangler overvejelser” vedrørende det problem, at de katolske ægtefæller i disse blandede ægteskaber stadig ikke kan modtage nadveren i protestantiske sammenhænge, – ”og man skal yderligere ikke se bort fra de konsekvenser, alt dette har for de børn, der vokser op i disse blandede ægteskaber, og hvordan deres (fremtidige) tilknytning til Kirken vil være”.

Som andre, før Menke, allerede har trukket frem i denne debat, understreger Menke, at ”den, der modtager dette sakramente, som Den hellige Eukaristi er, åbent bekender (sig til) den konfession, hvor han modtager Den hellige Kommunion”. Dette gælder også for protestantiske ægtefæller, siger han og tilføjer, at ”det er unødvendigt at uddybe dette yderligere”.

Professor Menke frygter, at disse nye tyske interkommunionsregler vil skabe forvirring blandt lægfolket:

De har ikke den tilstrækkelige indsigt i teologi til at kunne skelne mellem det, at man tillader protestantiske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage Den hellige Kommunion og det, at man tillader katolske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage nadveren”.

Menke betegner endog dette tyske udkast, som helt igennem ”ulovligt”, og forudser, at ”hvis den tyske biskopkonferences ikke-legitime majoritetsafgørelse bliver ført ud i praksis”, vil folk i løbet af blot få år ikke kunne skelne mellem ”en tilladelse for protestantiske ægtefæller til at modtage Den hellige Kommunion og en generel tilladelse for folk fra andre konfessioner til at modtage Den hellige Kommunion.

Endelig udtrykker Menke sin misbilligelse, over de tyske biskopper, som har godkendt dette særlige udkast til interkommunion:

Det har virkelig irriteret mig, at bortset fra ærkebiskoppen i Köln (Rainer Woelki) og enkelte biskopper fra Bayern, har et overvældende flertal af den tyske biskopkonference blåstemplet et udkast af så dårlig teologisk karakter med et gummistempel, samt at man har ønsket at træffe en beslutning på baggrund af en flertalsafgørelse, som berører Den universelle Kirke, som ikke kan afgøre et sådant spørgsmål ved en flertalsbeslutning”.

Professor Menke er et af de tredive medlemmer, der udgør Vatikanets internationale teologiske kommission. Ifølge Vatikanets hjemmeside er denne kommissions mål ”at hjælpe pavestolen og primært Troslærekongregationen med at afklare spørgsmål, som er af afgørende doktrinær karakter”. Medlemmerne af denne kommission er ”teologer fra forskellige uddannelsesinstitutioner og lande, som er udvalgt på baggrund af deres viden samt troskab overfor Kirkens læreembede”. Et andet medlem af denne kommission er Fr. Thomas Weinandy, som her på det seneste i klare (katolsk)funderede vendinger har udtrykt en vis modstand mod den måde, hvorpå pave Frans håndterer sit paveembede.

Det er også værd at fremhæve, at Karl-Heinz Menke i 2017 modtog Joseph-Ratzinger-prisen, som karakteriseres som ”nobelprisen i teologi”. Han er også blevet fremhævet for at have ekspertviden om Joseph Ratzingers tænkning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 27. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vatican-theologian-german-intercommunion-plan-is-unlawful-and-defective

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Interview: Biskop Schneider gør rede for en ny ”oversigt over fejlslutninger” i Den moderne Kirke

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere vores læsere for et længere og helt særligt interview med biskop Athanasius Schneider fra ærkebispedømmet Skt. Maria i Astana i Kazaksthan. Han har været meget velovervejet i sine svar på de følgende spørgsmål, som vi sendte til ham forud for det møde, der blev afholdt den 3. maj mellem repræsentanter fra den tyske biskopkonference og repræsentanter fra Vatikanet omkring den aktuelle konflikt vedrørende Kommunion for protestanter, der er gift med katolikker, men også forud for åbningen af den skandaløse udstilling ”Heavenly Bodies” (himmelske kroppe) i New York. Det var vores hensigt at stille spørgsmålene på en sådan måde, at han kunne få lejlighed til at udstede en ”ny variant” af en ”syllabus over fejlslutninger” (Syllabus betyder i katolsk teologi en oversigt over sætninger, der fordømmes), – det er vores formulering ikke hans – i Den moderne Kirke, og derved tilvejebringe en broderlig korrektion af nogle af de alvorlige – og forkerte (teologiske) udlægninger, der får lov til at cirkulere indenfor – og udenfor Kirken uden at blive korrigeret.

Biskop Schneider kommenterer dermed på spørgsmål om: Velsignelse af homoseksuelle par, ordinationen af kvindelige præster, Kommunion til protestanter, der er gift med katolikker, Frimurernes symboler i Vatikanet, gifte præster, Vatikanets udlån af hellige genstande til modeshowet og udstillingen i New York og endelig sagen om lille Alfie Evans.

Den gode biskop tøver ikke med at være klar i sin holdninger vedrørende tro og moral, og vi er derfor meget taknemmelige for, at han endnu engang vil give sit katolske vidnesbyrd. Må dette vidnesbyrd stråle ud over hele verden og bekræfte katolikker i deres tro. Continue reading

Anne Catherine Emmerich, de to paver, hedningerne og Pantheon

I kølvandet på den voksende krise i Kirken og pave Benedikt’s overraskende tilbagetrækning samt begyndelsen på pave Frans’ nedslående pontifikat blev en række katolske profetier sat i perspektiv, og en af de mest fremtrædende er den salige Anne Cattherine Emmerich’s ofte citerede vision af ”forbindelsen mellem to paver” og de ”skadelige konsekvenser”, som ”Den falske Kirke” angiveligt vil afføde.

Det syntes for mange som om, at denne vision blev givet til Anne Cattherine Emmerich, for at give indblik i den turbulente tid, vi befinder os i, samt de problemer Kirken i vor tid står i, og dette især med konkrete henvisninger til ”de to paver”.

Imidlertid understøtter konteksten i visionen ikke fortolkningen omkring ”de to paver”, som Steve Skojec på OnePeterFive i 2016 i en artikel har påvist. Ser man på helheden af visionen, synes det som om, at den ikke henviser til to paver på samme tid, men til to paver, der hver for sig fungerer i to forskellige historiske perioder. For nogle var denne fortolkning en smule skuffende og blev set som et desperat forsøg på at finde mening i den situation, som både vi og Kirken er i.

Visionen, hvis den bliver forstået i sin helhed, kan vise sig at være meget præcis i forhold til det, der aktuelt udspiller sig (i Kirken) samt det, der forårsager den aktuelle tilstand. Jeg foreslår, at man læser det, som Steve Skojev har skrevet om denne vision, jeg vil dog for en god ordens skyld meget kort opsummere det væsentlige i det Steve Skojev fremdrager.

Visionen vedrører paverne, Kirken og Pantheon på forskellige tidspunkter i historien, den ene situation i ældre tid og den anden i nyere tid. Det står klart, at den første del af visionen relaterer sig til Pave Bonifatius IV, som af kejser Fokas blev overdraget Pantheon, et hedensk tempel for alle de romerske guder, og tømte det, for alt det, som havde knyttet sig til afgudsdyrkelsen og indviede det til en Katolsk Kirke.

Den 13, maj år 609 blev det nyrensede tempel indviet til Jomfru Maria og martyrerne (og omdøbt til Santa Maria dei Martiri) og den salige Emmerich så i sin vision: ”(Jeg) så konsekrationen af templet og ved den ceremoni, der blev afholdt, deltog martyrerne med Maria i spidsen. Alteret stod ikke i midten af bygningen, men op ad muren”.

I en beskrivelse (af ovenstående ceremoni), der blev offentliggjort i ”Il Settimanale di Padre Pio” (Padre Pio’s ugemagazin) den 10. december 2017, nr. 48 og som er citeret her, får vi et indblik i, hvor dramatisk denne begivenhed var, da pave Bonifatius IV konsekrerede det tidligere hedenske tempel til Kristus:

På den tid, hvor byen stadig var hedensk, blev alle guderne, der optrådte i den romerske polyteisme æret på et sted (Pantheon). I 608 e. Krf overdrog den byzantiske kejser Fokas Panthenon til pave Bonifatius IV, og en stemningsfuld ceremoni blev arrangeret, så man kunne konsekrere templet til Den kristne Gud. Den 13. maj 609 var en stor menneskemængde forsamlet på området omkring Panthenon for at være til stede ved begivenheden. De historiske kilder beskriver det røre og de skræmmende skrig, der kom inde fra Pantheon: De hedenske dæmoner var klar over, hvad der skulle til at ske. De store døre blev åbnet, og paven, som stod på tærsklen, begyndte at recitere eksorcismebønnen. Skrigene fra afguderne steg i intensitet og larmen fra tumulten (inde i templet) gjorde det umuligt for dem, der stod udenfor at få ørenlyd. Folkemængden blev grebet af frygt, og ingen var i stand til at stå på deres ben, mens de overværede – og hørte på denne frygtelige begivenhed. Det var kun pave Bonifatius, der kunne modstå dette, han fortsatte ufortrødent sin bøn og konsekrerede dermed Panthenon til Kristus. Det siges, at dæmonerne flygtede fra det gamle tempel i spredt orden, idet de forårsagede stor larm, og de flygtede ud af det åbne øje i kuplen og den store indgang.

Da ceremonien var blevet afsluttet, indviede han bygningsværket til martyrernes dronning, måske som en ære for de mange kristne, der måtte lade livet for disse mange afguder. At Rom blev kristent foregik gradvist, og det krævede en systematisk re-konsekration af de steder, hvor man førhen havde tilbedt de hedenske guder. Renovatio Urbis (genopbygningen af byen) for at kunne kristne den, var blevet påbegyndt af Skt. Gregory den Store (590-604) og afsluttet af dem, der efterfulgte ham, og varede indtil pave Sixtus V i det 16. århundrede.

Det var svært at få bugt med de gamle trossystemer i Rom, og selv i dag, er der en folklore, som tager sit udgangspunkt i disse afguder, som det siges, konstant gør en indsats for at vende tilbage til byen.

Før jeg går videre til den senere del af Emmerich’s vision, vil jeg fremhæve to væsentlige ting i visionen, som har forbindelse med, hvordan man ophørte med afgudsdyrkelsen i Pantheon. For det første er der datoen, den 13. maj, som bør være velkendt for enhver katolik, da det er den samme dato, hvor vor Frue begyndte at åbenbare sig i Fatima. Det er også værd at bemærke, at den salige Emmerich’s vision foregik den 13. maj 1820. Datoen er derfor værd at bemærke sig. Det andet, som er vigtigt at holde sig for øje, er alteret. Den salige Emmerich’s vision retter en speciel opmærksomhed mod alteret i Pantheon, da netop dette spiller en central rolle i den anden del af visionen.

Efterfølgende, er der i den salige Emmerich’s vision sket en tidsmæssig forskydning, som er karakteristisk for hendes visioner. Vi befinder os nu på et tidspunkt, hvor mørket har lagt sig over verden og Kirken. Igen ser hun et tempel, måske det samme tempel, men i et fremtidigt perspektiv (altså ud fra hendes synsvinkel). Men dette tempel er nu uden alter, og afgudsdyrkelsen er således vendt tilbage.

Da denne vision var fremstået helt ned i mindste detalje, så jeg igen den siddende pave og Den ’mørkets’ Kirke, der prægede hans pontifikat. Den lignede et stort og gammelt hus, som et rådhus med søjler i forgrunden. Jeg så ikke noget alter, men kun bænke og i dens midte, noget der mindede om en prædikestol. Der var blevet prædiket og sunget, intet andet, og der var kun meget få, som tog del i dette. Og se, et helt specielt syn. Ud fra hver enkelt af disse medlemmer af menigheden udgik der fra deres bryst en afgud, som den enkelte stod overfor og bad til. Det var som om, at hvert eneste menneske (i denne forsamling) havde fremdraget sine hemmelige tanker, drømme og længsler ud af en mørk sky, som straks udenfor antog en bestemt form”.

I det tempel, som viste sig i hendes vision, var alteret (som tidligere stod op ad muren) fraværende, og de få tilstedeværende tilbad nu afguder, der udgik fra den enkeltes bryst, altså en afgudsdyrkelse, hvor man dyrker sig selv. Det er netop denne dyrkelse af den enkeltes afguder, hvor fokus er på det enkelte menneske frem for Gud, der har været (kerne)punktet i Vatikan II’s forsøg på at opgive tilbedelse ad orientem (mod øst) i Den universelle Kirke til fordel for versus populum (mod menigheden). Mange mennesker har bemærket denne grundlæggende forandring i måden at orientere sig på under tilbedelsen samt udskiftningen af altrene til fordel for ”borde” og en selvreflekterende variant af vores liturgi og tilbedelse. Mange har også med rette bemærket den krise og Den ”mørke” Kirke, der er resultatet af disse ændringer, og som leder os til dette forfærdelige øjeblik i Kirkens historie.

Den salige Emmerich fortæller mere om, hvad hun så:

Det, der var tydeligt, var, at afguderne fyldte hele (kirke)rummet til trods for, at der var få bedende tilstede. Da (guds)tjenesten var afsluttet, vendte guderne tilbage til brystkassen på den enkelte. Hele kirken var indhyllet i sort, og alt, hvad der fandt sted i kirken, havde et dystert præg.

Da så jeg hvilken forbindelse, der var mellem de to paver og de to templer.

Og nu bliver det virkelig interessant. I Basilikaen Santa Maria ad Martyres, Pantheon, står det gamle smukke alter op ad muren (og det er forblevet med at være sådan), som det blev vist i den salige Emmerich’s vision, dette har i realiteten aldrig været i overensstemmelse med de folk, som har været med til at skabe den aktuelle krise samt denne ”mørke” Kirke. Alterets placering er noget, som Roms generalvikar har ønsket at få ændret, og nu er det (endelig) lykkedes.

Under nyhedssektionen på Basilikaens hjemmeside er det blevet offentliggjort, at Den hellige Faders delegat, Hans excellence Mons. Angelo De Donatis, generalvikar for Roms bispedømme, vil foretage indvielsen af det ”nyplacerede” broncealter, der skal gøre tilbedelsen versus populum lettere.  

Hvornår skal dette foregå? Det skal det (naturligvis) den 13. maj 2018.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/anne-catherine-emmerich-the-two-popes-pagans-and-the-pantheon

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Evangelikale ledere fra USA advarer katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning

Helt uventet har konservative evangelikale ledere fra USA advaret konservative katolikker om, at pave Frans fører Kirken i en venstreorienteret retning. De samme ledere har i mange år arbejdet sammen med ”pro-life og pro-family” katolikker i fælles bestræbelse på at forsvare livet og familien.

Den mest markante kritik kom fra en de førende intellektuelle i de evangeliske kredse i USA, Albert Mohler, som er overhoved for ”the Southern Baptist Theological Seminary”.

Russel Moore, som derudover er formand for Ethichs & Religious Liberty Commission (ERLC) of the Southern Baptist Convention, beklagede i sin udtalelse, at pave Frans i sin henvendelse til kongressen sidste torsdag ikke var klar nok i mælet. ”Jeg havde håbet, at paven med sin henvendelse havde åbnet op for, at man kunne tage fat på spørgsmål af vigtig moralsk karakter, som der er et stigende behov for at få bragt til debat, såsom spørgsmålene om abort og religionsfrihed, og at han gjort det mere direkte og præcist, end det var tilfældet”, sagde han.

Mohler, der sammen med katolske – samt andre kristne ledere underskrev den berømte Manhatten-erklæring, advarede om, at pavens tilstedeværelse i kongressen ”sender et meget klart signal til konservative katolikker om, at de nu står ansigt til ansigt med det, de har frygtet allermest, nemlig en pave, der ikke blot antyder en mere venstreorienteret kurs, men som fører Den Romerske Katolske Kirke i en mere venstreorienteret retning”.

Det, der foruroligede Mohler mest var, at paven i sin fremtræden i kongressen ”end ikke nævnte Jesu Kristi navn”.

”Desuden var der blandt de emner, han undlod at rette fokus på specielt Den katolske Kirkes opmærksomhed omkring abortspørgsmålet samt Dens (Kirkens) definition af ægteskabet, som udelukkende værende et forhold mellem en mand og en kvinde” tilføjede Mohler: ”I stedet var paven i fremførelsen af disse emner meget uklar og vag, og det efterlod mange mennesker med en tvivl, om han egentlig i det hele taget adresserede disse emner (abort og familie)”.

Mohler om pave Frans’ tilstedeværelse i kongressen

Mohler bemærkede, at paven rent faktisk talte om ægteskab, ”men han kom aldrig med en egentlig definition, og han gjorde intet for at redegøre nærmere for, hvordan Den katolske Kirke definerer ægteskabet, nemlig som værende mellem en mand og en kvinde”. ”Mohler fortsatte:

I stedet fremkom han med en udlægning, som i det store og hele lagde op til fri fortolkning af, hvad ægteskab og familie er. Videre talte han om fremtidsudsigterne for ægteskabet på en sådan måde, at alle uanset moralsk ståsted ikke kunne være uenige med ham. Yderligere, selvom om den fundamentale lære i Den Romerske Katolske Kirke er, at menneskelivet er helligt, var det ’bemærkelsesværdigt’ fraværende i pavens oplæg. Der var videre tydeligt mangel på referencer til abort samt den kendsgerning, at abort er et af de mest kontroversielle emner i USA i dag.

Med henvisning til Huffington Post noterede Mohler sig, ”at blot 75 ud af de 3400 ord”, der udgjorde pavens oplæg til kongressen, ”hentydede til – eller (direkte) berørte” (temaerne) liv og ægteskab.

Ifølge Mohler ”har paven ved en række symbolske handlinger, antydninger samt i sin væremåde ageret ”venstreorienteret”, men det står (nu) klart, at han ved denne specielle lejlighed under sit foretræde for kongressen lod sin helt egen agenda skinne frem, og denne agenda er set i et politisk perspektiv rettet i en venstreorienteret retning”.

Mohler om pave Frans’ overordnede indstilling

Når man analyserer pavens indstilling, siger Mohler, at en del af hans (pavens) succes har været hans personlighed og åbne tilgang til engagement og en opfordring til at disse egenskaber udleves. Han tilføjer dog:

Dette giver mulighed for, at man undgår den ”hårde side” af den kristne sandhed. Det er et forsøg på, at undgå (muligheden for) den direkte konfrontation med den sekulære verden. Det er et forsøg på at søge hinanden under overskriften: en moralsk revolution, ikke så meget (lige nu) ved at ændre Kirkens lære, men ved at fremlægge dem (de kristne sandheder) på en ”blød” måde i oplægget til kongressen, men dog uden at sætte ord på dem. Han tør end ikke definere ægteskabet, som er så central i Den katolske Kirke, der er jo her tale om et af Kirkens sakramenter, men paven omtalte det ikke og definerede det heller ikke, det siger en hel del.

Mohler tilskriver Frans’ store popularitet hans indstilling. ”Det er derfor, så mange finder pave Frans sympatisk, folk som ellers ville tage afstand til hans kirkes lære og modsætte sig den offentligt”, sagde han. ”Det er fordi, man åbenbart kan lide pave Frans, fordi han ikke er repræsentant for forsvaret af den lære, som er årsagen til, at man modsætter sig den.

Mohler om det, Frans’ indstilling kan føre til

”Selvom der grundlæggende ikke er sket nogen forandring i Den Romerske-Katolske Kirkes lære” siger Mohler, ”står det klart, set ud fra de pastorale processer og den måde de sættes i spil på, at denne pave styrer i en mere liberal retning, og han har nu med sin agenda signaleret, hvad det er, han prioriterer (højt) og netop det, vil skubbe Kirken i endnu mere liberal retning”.

Mohler ser i pave Frans netop den form for religiøst lederskab, som de sekulære medier og den teologiske venstrefløj har hungret efter. ”Et eksempel på lederskab, der ikke forholder sig konkret til de enkelte spørgsmål, et eksempel på lederskab, der bevæger sig fra teologi til fromhed, et eksempel på lederskab, der ikke tager de mere særprægede spørgsmål op og samtidig ikke tør tage hånd om de ’hårde’ emner, hvor sandheden skal defineres og forsvares”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af John-Henry Westen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. september 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/u.s.-evangelical-leaders-warn-catholics-that-pope-francis-is-moving-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Guds fulde rustning er det eneste, der beskytter mod det kommende frafald

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det femte og afsluttende afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit , det andet afsnit , det tredje afsnit, det fjerde afsnit

Paulus minder os om i brevet til menigheden i Efesos, at hvis vi ønsker at være standhaftige i disse mørke tider, må vi modstå de fristelser, vi personligt oplever, og som retter vort fokus på synd, vildfarelser, hæresier, frafald og andre muligheder for at blive hensat i raseri eller fortvivlelse, vi må iføre os Guds fulde rustning, så vi kan holde stand mod djævelens snigløb:

”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige” (Ef. 6: 12-18).

Denne formaning er blevet givet i Kirkens begyndelse, og den er af lige så afgørende betydning i vor tid. Faktisk behøver vi den mere end nogensinde før, for den fremtidige utroskab er nu kommet over os og omgiver os.

Den Katolske Kirkes Katekismus lærer os at:

Før Kristi (andet) komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden (se Luk 21: 12 og Joh 15: 19-20), vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer med frafald fra sandheden som pris. Det største religiøse bedrag er Antikrists, det vil sige det bedrag, som består i en pseudomessianisme, hvor mennesker forherliger sig selv i stedet for Gud og Hans Messias, der er kommet i kød (se 2 Thess 2: 4-12, 1 Thess 5: 2-3, 2 Joh 7 og 1 Joh 2: 18, 22) (KKK, nr. 675).

Dette antikrist-bedrag aftegner sig i verden, hver gang man foregiver allerede inden for historien at opfylde det messianske håb, som kun kan fuldbyrdes hinsides historien gennem den eskatologiske dom. Selv i afsvækket form har Kirken forkastet denne forfalskning af det kommende Rige, under navnet ”millenarisme” (jf. Enchiridion Symbolorum, 3839), frem for alt i politisk udgave som en sækulariseret messianisme, som er ”pervers i sig selv” (Divini RedemptorusGaudium et Spes, 20-21) (KKK, nr. 676).

Kirken kan kun indtræde i Rigets herlighed gennem den sidste Påske, hvor den skal efterfølge sin Herre i Hans død og Opstandelse (se Åb 19: 1-9). Riget fuldendes altså ikke gennem et stigende fremskridt, med en historisk triumf for Kirken, men ved en Guds sejr i slutkampen med det onde; denne sejr vil få Hans brud til at stige ned fra Himlen. Guds sejr over det ondes oprør vil tage form af den endelige Dom, efter den sidste kosmiske rystelse af denne verden, som forgår (KKK, nr. 677) (1).

Vores sorg over Kirkens nuværende tilstand, den universelle og de enkelte (kirker) er meget stor. Og mens denne sorg over tabet af så mange sjæle og ødelæggelsen af det hellige er ganske naturlig, må vi aldrig hensætte os i mismod. De største fristelser, der markerer sig (for os) i denne tid, fyldt med forvirring, kan være bitterhed, isolation og mere subtilt, at der farer en djævel i os i forhold til at ville markere modstand (foretage et egentligt oprør), som i sidste instans kan føre til et skisma, som igen afføder et endnu større antal onder. I stedet beder Herren os om at være et bolværk, et tegn på modsigelse, mod den tsunami af bedrag og ondskab (som skyller ind over os) uanset konsekvenserne samt udsigten til ”succes” eller ”fiasko”. Han ønsker, at vi (i vort hjerte og i et og alt) går længere og dybere, sammen med Ham. Men denne forening vokser kun ved tro og gennem lidelse. Oplever vi at blive forkastet, at blive dømt på fejlagtigt grundlag af andre, hyrders manglende evne eller uvillighed til at være sande åndelige fædre samt en mangfoldighed af ”sygdomme” i Kristi Legeme … Disse er en prøvelse for os (nogle gange en alvorlig prøvelse).

Vi må huske på, at gennem Kirkens lange historie har der ofte været krise. Hun er altid befolket, og som tiden går, virker Hun mindre opbyggende på folk. Men skibet er hele tiden oven vande og bevæger sig fremad. Gud arbejder hele tiden på at bringe noget godt ud af vores uendelige tåbeligheder. Derfor vil Han sørge for nye præster og helgener i vor tid, og det vil givet være midt i den store trængsel. Vores opgave er fortsat at fastholde vort sinds – og hjertes fokus på den sande horisont, at have vore øjne rettet mod Kirken som Kristi Brud, der forberedes til mødet med sin brudgom.

Han kommer. Han er nær. Menneskelige ”løsninger” som frafald eller skisma føjer kun flere sår til (Bruden) og øger det antal, Hun allerede har og hindrer Hende derved i at blive forberedt. Vi må elske Kirken og vise den stor kærlighed og aldrig glemme Herrens løfte om, at ”helvedes porte” ikke skal få magt over den (Hende). Dette indebærer dog, at helvede helt sikkert vil gøre sit ”bedste” (eller værste) for at friste os alle og sigte os som hvede. Lad os være en del af Kirkens forsvar og ikke en del af problemet.

Vi vil modtage trøst og blive opmuntret ved at opofre al vor lidelse, som et offer, der er forenet med korset for at rense og styrke Kirken. Vi mennesker og især vi pragmatikere fra Nordamerika må erkende den (vores) fejlslutning, som handler om, at vi tror, at vi blot kan ”klare sagen” med viden, dygtighed, redskaber, indflydelse, retorik, strategier osv. Vi må forstå, at i tilfældet med Kirken kan vi ikke overvinde dette aktuelle mørke med vores begrænsede menneskelige styrke. Vi kan kun genopbygge os selv ved at samarbejde med Kristi nåde, gennem personlig omvendelse, bøn, sakramenterne, opofring, udholdenhed, tålmodighed, barmhjertighed, sandhed og den tro, som er lutreti den allermørkeste ild. Det er fra selve Jesus Kristus, at vi lærer, hvornår vi skal tie foran vore anklagere, og hvornår vi skal tale og hvordan til alle tider, og hvordan vi står fast og styrker det, der er tilbage.

                                                                 ***

Læsning:

”Den dom, som Herren har kundgjort vedrører først og fremmest Jerusalems ødelæggelse i år 70. Men stadig bekymrer tanken om dommen os, Kirken i Europa og generelt i Vesten. Med dette Evangelium løfter Herren sin røst for at nå vore ører med netop de ord, Han benytter i Johannes’ Åbenbaringen, hvor Han taler til Kirken i Efesos:”… omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig” (Åb 2: 5). Lyset kan altså tages væk fra os, og vi bør lade denne advarsel fæstne sig dybt i vore hjerter, mens vi råber til Herren: ’Hjælp os til omvendelse! Giv os alle nåden til ægte fornyelse! Lad ikke dit lys i vor midte udslukkes! Styrk vor tro, vort håb og vor kærlighed, så vi kan bære gode frugter!”’.

(Prædiken af pave Benedikt XVI, den 2. oktober 2005 ved åbningen af synoden i Rom).

***

”Jo mørkere det er, desto større skal vores tillid være” (Skt. Faustina Kowalska, diary, Divine Mercy in My Soul, nr. 357)

*** 

”Skriv dette: Før jeg kommer som den retfærdige dommer, kommer jeg først som barmhjertighedens Konge. Før retfærdighedens dag kommer, vil menneskene blive givet følgende tegn på himlen:

”Alt lys på himlen vil blive slukket, og et totalt mørke vil dække jorden. Derefter vil korsets tegn fremstå på himlen, og fra naglemærkerne på Frelserens hænder og fødder vil der fremkomme store lys, som vil oplyse verden for et stykke tid. Dette vil finde sted kort før den sidste dag” (Kristi ord til Skt. Faustina Kowalska, diary, Divine Mercy in My Soul, nr. 83)

*** 

”Mange skal blive lutret, renset og prøvet. De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet, men de indsigtsfulde forstår” (Dan 12: 10).

*** 

”Vågn op, sværd! imod min hyrde, mod den mand, der står mig nær, siger Hærskarers Herre.
Slå hyrden ned, så fårene spredes, jeg vender min hånd mod de mindste. I hele landet, siger Herren, skal to tredjedele tilintetgøres og omkomme, og en tredjedel skal blive tilbage. Den tredjedel lægger jeg i ilden, jeg lutrer dem, som man lutrer sølv, og prøver dem, som man prøver guld. De skal påkalde mit navn, og jeg vil svare dem. Jeg siger: De er mit folk, og de svarer: Herren er min Gud”
 (Zak 13: 7-9).

*** 

”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år” (Mal 3: 2-3).

***

Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det var i ord eller i brev fra os” (2 Thess 2: 15).

***

Ja, Jeg kommer snart” (Åb 22: 7 og 20).

Kildehenvisninger 

  1. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 675-677, se også nr. 678-680.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 1. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-armor-of-god-our-only-protection-against-the-coming-great-apostasy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Man lukker munden på ortodokse katolikker: En kræftsvulst i Kristi legeme

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det fjerde afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnitdet andet afsnit , det tredje afsnit

Katolikker i Nordamerika og Vesteuropa befinder sig i kirker, der er præget af en skizoid tilstand, hvor man formaner os til at undgå den såkaldte ”farisæisme”, og samtidig forsømmer man at opfordre til omvendelse. Et stort antal bispedømmer, sogne og ordner fremmer falskhed og splittelse i sind og hjerte ved at postulere, at sandhed og barmhjertighed ikke er overensstemmende med hinanden, at retfærdighed og barmhjertighed er relativistiske og ”flydende” begreber, som ikke er knyttet til noget fundamentalt fra Det, der er selve retfærdigheden og barmhjertigheden, at doktrin og den pastorale praksis ikke behøver at være konsekvent, og at den autentiske udøvelse af åndelig autoritet er at betegne som autoritær. Den store underkendelse af Kirkens missionsbefaling af teologer med en anden holdning (end Kirkens) og dem, som de ”former” (uddanner) opvejer til fulde (eller mere) de fejl, som knytter sig til pietisterne iblandt os, som virkelig er et mindretal eller nærmere betegnet et mindretal af mikroskopisk størrelse. Årti efter årti har vi set vore kirker undergå en transformation på grund af en forkert fortolkning af Vatikan II og oftest er liturgien blevet gjort til et socialt ritual, hvor mennesket er kommet i centrum, og yderligere har vi set, at den storslåede lære, som er kommet fra tidligere paver er blevet ignoreret, afvist, ”videreudviklet” og misbrugt. Vi, som er græsrødderne i sådanne kirker, har oplevet at blive tilsidesat af andre katolikker og vi har i stilhed taget lidelsen på os under utallige homilier, hvor man i voldsomme vendinger har adresseret farisæismen, som (i deres optik) er det samme som ortodoksi, samtidig med at der har været meget stor mangel på den (grundlæggende og) solide lære fra prædikestolene i store dele af bispedømmerne.

Lidt efter lidt i takt med at en ny generation af apostoliske biskopper og præster (begynder at virke), sker der forbedringer ved visse kirker, men der er dog lang vej endnu, før man kan tale om en egentlig ”ny” renæssance. De fleste troende katolikker fortsætter med at opofre de lidelser, de erfarer, for dem der er årsagen til dem og for den ultimative renselse og styrkelse af Jesu Kristi Legeme i vor tid. De stræber efter at leve veritas og caritas som en mindre forsamling midt i den indre vantro, der er i vore kirker samt i de fjendtligt indstillede sociale og politiske miljøer, der hersker i vore lande, der i en vid udstrækning har overgivet sig til en politik, der er imod livet og familien.

Som årene og årtierne er gået, har troende katolikker i stigende grad følt sig, som en ”udsat” minoritet og ikke en selvretfærdig ”elite”. De ved, at de er syndere. De ved, at de har brug for barmhjertighed. Og på grund af det, er de fuldt ud bevidste om, at de har brug for hele Kristi Kirke og Evangelierne for en autentisk åndelighed og det sakramentale liv, tilbedelsen af Gud, det som mennesket er skabt til, og det for at opnå den indre styrke til at elske næsten mere end sig selv, både din nabo og de mennesker, der alle udgør det globale samfund.

Jeg kan på een hånd tælle dem, jeg har mødt gennem mit liv, der matcher prototypen på den ”gamle” farisæer. I modsætning hertil kender jeg adskillelige hundrede kærlige, heroiske og opofrende mennesker, som ikke dømmer andre, men som ved at være trofaste overfor troens grundlag er blevet set som en ”trussel” mod enheden i den enkelte kirke. Uden at være provokerende har de ofte været syndebukke og anstødssten for andres frygt og ondskab uden at gøre gengæld. For det meste har man dømt dem. Hvis de til tider har protesteret overfor de usandheder, der siges i Guds hus, vanhelligelse og ulydighed i forhold til Kirkens universelle normer for tilbedelse, da er det blevet gjort privat og velmenende. Kirken lærer, at det ikke kun er deres ret, men til tider også deres pligt at gøre dette (kanonisk lov, Can 212 paragraf 3). For det meste bliver de mødt med en irrationel vrede eller i bedste fald en ligegyldighed. De lider under de negative konsekvenser deres smertefulde indsats indebærer, og resultatet er kun en ringe – eller slet ingen forbedring af deres situation, mange hengives til modløshed og hensætter sig i stilhed. Deres fornemmelse af tomhed vokser ligesom en kræftsvulst i Jesus Kristi Legeme og medfører en vis form for lammelse. De har forligt sig med, at dette er uundgåeligt, og at dette er en af de mest snedige og destruktive taktikker, de nye farisæere tager i anvendelse for at neutralisere den opposition, der måtte være. De troende er gentagne gange blevet fortalt, at forsvarer man sandheden, beskyldes man for at være farisæer.

I en prædiken ved Messen den 29. juni 1972 sagde pave Paul VI, at ” Satans røg siver ind i Guds Kirke gennem sprækkerne i væggen”. I en tale i 1977 gik han så langt som til at sige: 

Djævelens hale fungerer som et redskab for opløsning i Den katolske verden. Satans mørke har holdt sit indtog og er blevet spredt i hele Den katolske Kirke selv til dens øverste top. Frafald og tabet af tro spreder sig over hele verden og berører også de øverste niveauer indenfor Kirken(s) (hierarki).(Adress on the Sixtieth Anniversary of the Fatima Apparitions, October 13, 1977)

Valget af denne usædvanlige beskrivelse er markant iøjnefaldende, for ”djævelens hale” refererer til en passage i Johannes’ Åbenbaring: 

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte (Åb 12: 1-4). 

Fortsættelse følger

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 30. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-silencing-of-the-orthodox-faithful-a-cancer-in-the-body-of-christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den nye farisæisme bereder vejen for at antikrist kan rejse sig

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det tredje afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit , det andet afsnit 

Den Katolske Kirkes Katekismus definerer hæresi som ”den hårdnakkede fornægtelse efter at have modtaget Dåben af en sandhed, som skal tros med guddommelig og katolsk tro, eller den hårdnakkede tvivl om en sådan sandhed. Apostasi kaldes den totale forkastelse af den kristne tro” (1).

Lad det stå fuldstændig klart: At det omfattende frafald, der præger vor tid, er blevet frembragt af hidtil usete kræfter, der findes hos sekulære magtinstanser. Det har rod i de hæresier, der har spredt sig blandt os, en ny slags farisæisme, som har til hensigt at udtømme troen for kraft og substans og i stedet skabe en psykologisk og ”spirituel” grobund, hvorfra den antikristelige ånd kan tiltage sig mere magt over menneskets måde at opfatte, tænke og føle på. Det er det, der allerede nu gør det muligt for ”fortabelsens søn” at rejse sig.

Det altdominerede problem i Kirken i vesten i dag er den farisæisme, der knytter sig til en korrumperet moralteologi og forstyrret ekklessiologi, hvorfra falske lærere ”bilder” folk ind, at de er retfærdige, selvom de synder i forhold til seksualmoralen eller ved at lære, at en sådan synd ikke er en alvorlig synd og dermed ikke en hindring for at modtage Sakramenterne. De føler sig retfærdiggjort ved at tro på et nyt ”Evangelium”, der hviler på social retfærdighed, en særdeles selektiv social retfærdighed, der reducerer Evangeliets fylde til et falskt enten / eller – valg: Man er enten en liberal afviger (altså ”kærlig og medfølende”), eller man er farisæer (”ubøjelig legalist”). De slutter fred med den personlige synd, fordi de tror, at de opfylder Evangeliets fordringer ved at hjælpe de fattige. Og når man stiller spørgsmålstegn ved deres hykleri og kompromis i forhold til den personlige synd, skyder de ganske enkelt budbringeren ved at rette anklage mod alle dem, der står i modsætning til deres agendaer og dæmoniserer sandhedens stemme ved at foretage overfladiske sammenligninger med de legalistiske farisæere, der optræder i Evangelierne. Faktum er, at de nye farisæere ikke kun benægter de mere ”tungtvejende forhold”, ofte forsøger de ganske aktivt at undergrave dem og i værste fald bidrager til den uskyldiges død. Han gjorde det som det mest ironiske ved at appellere til barmhjertighed.

Således er der i den voksende forvirring, som vi alle er omgivet af, behov for en nøgtern refleksion over, hvad det helt eksakt var, Jesus adresserede, da Han stod overfor farisæerne i sin tid. De skriftsteder, der specielt berører dette, findes hos Matthæus 23: 1-39, Markus 7: 1-13, Markus 12: 35-40, Lukas 11.37-54, Lukas 20:45 – 47 og endelig Johannes 9: 1-41.

I hvert af disse skriftsteder ser man, at Kristus frem for alt konfronterer farisæerne med deres hykleri, deres ydre adfærd i forhold til dydighed, deres indre fordærv, grådighed og onde tanker. (Matt 23: 27-28 og Luk 12: 1). De pålægger mennesker store byrder, mens de forsømmer det, der er det vigtigste i deres tro på Gud. Disse ”hårde” ord, som Jesus udtaler, får man kun den korrekte forståelse af ved at se dem benyttet i den rette sammenhæng:

En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: Hvilket er det første af alle bud? Jesus svarede: Det første bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse” (Mark 12: 28-31).

Jesus er meget klar I Sin lære om, at det, at man i sandhed må elske sin næste er funderet i en fuldstændig tro på de guddommelige bud. Uden at være bevidst om denne sammenhæng blev de gamle farisæeres formodede retfærdighed reduceret til en streng overholdelse af loven, uden at kærligheden var til stede. Ligeledes uden denne sammenhæng for øje kan den formodede medfølelse hos de nye farisæere reduceres til en overfladisk følelse af selvtilfredshed og antagelser. Hvis kærligheden ikke er baseret på fuldstændig troskab mod Guds befalinger, bliver den (kærligheden) meget snart afkortet og resultatet er en kortsigtet venlighed, der fostrer ondskab i det lange løb. I Markus Evangeliet (7: 1-13) revser Jesus farisæerne for, at de tilsidesætter Guds befalinger, mens de er meget detaljeorienteret i forhold til deres egne bud, som fremgår af følgende eksempel: Moses har jo sagt: Ær din far og din mor! og: Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden. Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave (Mark 7: 10-11). I Matthæus Evangeliet (23: 15) siger Jesus: Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv. I Lukas Evangeliet (17:3-4) siger Jesus: ”Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham”. I Johannes Evangeliet (8: 2-11) hvor Jesus møder kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud, ville farisæerne have dømt hende og stenet hende til døde. Efter at Jesus har bragt dem til skamme og dermed forhindret deres onde hensigt, siger Han til kvinden: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8: 11).

I disse mange eksempler i Det Nye Testamente, der bygger på Det Gamle Testamente, er Jesus ikke sen til at irettesætte syndere, og igen og igen kalder Han dem til omvendelse, for Han vidste, at omvendelse er forudsætningen for at modtage barmhjertighed og befri os fra syndens slaveri. Det er sandheden, der sætter os fri, siger Herren.

De gamle farisæere var meget optaget af at overholde loven ned til mindste detalje. De var hurtige til at dømme de svage og fordømme dem, der ikke levede op til deres krav. De var generelt hjerteløse og kendte ikke til barmhjertighed. Desuden var de selv som ”kalkede grave”, der underviste i Moseloven og dens udførlige forskrifter, samtidig med at de indvendig var fordærvede. Og frugten af deres ”lukkede øjne” åbenbaredes, da de iværksatte tortur og henrettelse af Livets Skaber.

I vor tid er det ubestrideligt, at det tilbageværende af den gamle farisæisme forbliver med at være blandt de troende. Det, tankerne øjeblikkeligt ledes hen på, er den stereotype forestilling, som er resultatet af et uophørligt (gentaget) mantra i den vestlige verdens liberale kirker. De forkynder, at den eneste alvorlige synd, (der findes) er ”intolerance”, hvorved man har efterladt folk med en ubehagelig følelse. Dette er blevet kombineret med en bagvaskelse af dem, der agerer doktrinært og liturgisk korrekt angiveligt er påtaget.

Det siger sig selv, at præster og lægfolk, der har den korrekte tilgang til doktrin og liturgi, men mangler ”sansen” for at hjælpe næsten og iveren til at foretage det grundlæggende missionsarbejde, tager sig ikke i agt for ”farisæernes surdej”. Men enhver oprigtig kristen er overvågen i forhold til ”risikoen” for farisæismen såvel som fristelsen til at synde. Han ved, at uden Jesu Kristi nåde vil han indtage rollen, som både den yngre og ældre broder i lignelsen om den fortabte søn.

Siger Herren ikke til os, hvis vi ville lytte til Ham: ” Pas på den fare, mine børn, som ’den ældste søn’ i lignelsen om den fortabte søn står overfor, for I risikerer at komme ud på en glidebane, der fører til farisæismen?”

Og på samme tid udbryder Han ikke til hver eneste sjæl: ”Omvend jer fra Jeres synder! Kom til mig og I skal få liv!”(Es 55: 3-5, Ez 33: 11 og Joh 14: 6)? 

Fortsættelse følger

Kildehenvisninger 

  1. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 2089 og CIC, The Code of Canon Law, can 751.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 29. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-new-phariseeism-is-preparing-the-way-for-antichrist-to-arise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)