Category: Apostasy

Vi kan her løfte sløret for den sande historie om kommunionsmodtagelse i hånden

Don Federico Bortoli er på nuværende tidspunkt præst i sognet Sant´ Andrea Apostolo i Acquaviva i bispedømmet San Marino Montefeltro. Han er yderligere bispedømmets financielle og juridiske overhoved og rådgiver i kirkelige spørgsmål for Unione Cristiana Imprenditori Dirigenti (Den kristne sammenslutning af iværksættere og ledere). Han er yderligere forsvarer i forbindelse med sager vedrørende ægteskabelige spørgsmål ved Flaminio det kirkelige tribunal i Bologna. Hans bog, La distribuzione della Comunione sulla mano (Kommunionsmodtagelse i hånden) udgivet den 22. februar 2018 er hans doktorafhandling i kanonisk ret. Vi stillede ham en række spørgsmål vedrørende dette vigtige emne.

Spg: Det hoveddokument, der vedrører modtagelsen af Den hellige Kommunion i hånden er en instruktion, Memoriale Domini (herefter forkortet MD) fra den 29. maj 1969 udstedt af Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter under direktiv fra Paul VI. Kan du i det væsentlige gøre rede for, hvordan dette dokument blev til, og hvilke direktiver det indeholder?

Svar: Dokumentet blev udarbejdet, fordi man i kølvandet på Vatikan II lod Kommunionsmodtagelse i hånden sprede sig til mange lande. Der var her tale om et liturgisk misbrug, som havde sin rod i de lande, hvor der allerede eksisterede doktrinære problemer vedrørende Den hellige Eukaristi: de lande det drejede sig om, var Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland. Den Hellige Stol havde ikke haft held med at få stoppet dette misbrug, og man besluttede sig derfor til at rådføre sig med alle biskopperne vedrørende dette spørgsmål. Denne beslutning taget af Paul VI lader os forstå, at det var nødvendigt at få løst dette vigtige problem. Jeg siger dette, fordi der vil være nogle, der vil hævde, at denne problemstilling ikke er betydelig eller blot er af mindre karakter.

Spg: Hvad opnåede man ved at rådføre sig med biskopperne?

Svar: Størstedelen af biskopperne udtrykte modstand mod indførelsen af denne praksis. MD anerkendte mødets resultat og bekræftede, at den universelle norm for kommunionsmodtagelse er på tungen, og samtidig blev der fremlagt tungtvejende grunde for netop denne praksis. Man blev samtidig enige om, at biskopkonferencerne de steder, hvor det liturgiske overgreb allerede fandt sted, kunne anmode om en indult (lat. indulgentia: gunstbevisningen. Der er tale om en pavelig dispensation fra kirkeloven) for Kommunionsmodtagelse i hånden, hvis biskopperne på stedet vel og mærke kunne opnå et to tredjedelsflertal, for at denne praksis skulle være en tilgængelig mulighed.

Spg: Bekræfter MD dermed, at de to måder, hvorpå man kan modtage Kommunionen, ikke kan sidestilles?

Svar: Ja absolut. I min bog undersøger jeg hele tekstgrundlaget i instruktionen, og når man læser det grundigt igennem, er man ikke i tvivl om, at den traditionelle og universelle norm i Kirken for Kommunionsmodtagelse er på tungen, netop fordi denne norm ” er grundlagt på en århundredgammel tradition, men især fordi den udtrykker og signalerer de troendes ærbødige respekt overfor Den hellige Eukaristi”. Ydermere ”undgår man den fare, der er for at vanhellige de Eukaristiske partikler”. Dokumentet sidestiller ikke de to måder for kommunionsmodtagelse. Kommunionsmodtagelse på tungen er det, der anbefales og betragtes, som den mest passende måde at modtage Kommunionen på, mens Kommunionsmodtagelsen i hånden tillades, forudsat, at der tages hensyn til visse forholdsregler, såsom at man kontrollerer om fragmenter af Hostien findes i håndfladen.

Spg: Et andet aspekt i instruktionen, som du fremhæver i din bog, er det faktum, at det ikke var meningen, at indulten skulle gives til alle, der efterspurgte den, men at den var beregnet for de biskopkonferencer i de områder, hvor det liturgiske misbrug allerede åbenlyst florerede.

Svar: Nemlig, der blev givet mulighed for, at man de steder, hvor det liturgiske misbrug (Kommunionsmodtagelse i hånden) allerede gjorde sig gældende, kunne fremsætte en begæring. Indulten var ikke tiltænkt de steder, hvor problemet ikke var eksisterende. Men hvad skete der egentlig? I begyndelsen fulgte man den fastsatte procedure, herefter fremsatte praktisk talt alle bispedømmer en anmodning og modtog en indult, det gjaldt også de steder, hvor der slet ikke var grundlag for at indhente en sådan. Kardinal Knox, som var præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, efterkom i flere tilfælde anmodninger fra andre biskopkonferencer. Det er en kendsgerning, at kardinal Knox i sin fortolkning af MD var alt for lemfældig.

Spg: I din bog bemærker du, at Paul VI gennem statssekretær kardinal Villot i januar 1977 bad kardinal Knox om at give ham en vurdering af situationen vedrørende tildelingen af indulter, og hvordan det blev effektueret, men også for at kontrollere, om der efter at indulten var blevet udstedt, kunne spores misbrug og vanhelligelse, og om de troende havde udvist mindre hengivenhed overfor Den hellige Eukaristi. Men det syntes, som om kardinal Knox bagatelliserede omfanget af problemerne på området.

Svar: Paverne, først Paul VI og derefter Johannes Paul II, var meget opmærksomme på problemet takket være rapporteringen fra kardinal Bafile (præfekt for Kongregationen for hellig- og saligkåringsprocesser fra 1975 til 1980). Til trods for dette fortsatte kardinal Knox sin hidtidige fremgangsmåde. Paul VI bad kardinal Knox om ikke at foretage en evaluering af forslagene fra kardinal Bafile, men han blev bedt om at overveje, hvordan de konkret kunne bringes til anvendelse. Disse forslag var i det væsentlige en suspension af bevillingen af den nye indult, og her er det vigtigt at huske på, at Kommunionsmodtagelse i hånden er en praksis, der ikke anbefales fra Kirkens side, og der hvor indulten ikke var blevet givet, betragtedes Kommunionsmodtagelse i hånden som et misbrug.

Spg: Hvad, der faktisk skete, var, at alt dette begyndte med en artikel i L’Osservatore Romano, som var skrevet af Fr. Annibale Bugnini i 1973, som handlede om, at den nye praksis blev betragtet som værende bedre og mere tro mod den gamle måde at modtage Kommunionen på.

Svar: Tanken med MD var at legitimere det liturgiske misbrug de steder, hvor det ikke var muligt at få det fjernet, men det var stadig nødvendigt at formidle en katekese relateret til tekstmaterialet i instruktionen, en katekese, der kunne fremhæve fordelene ved at modtage Kommunionen på tungen samt den risiko, der var forbundet med den nye praksis, in primis (først og fremmest), spredningen af fragmenter fra Hostien. Katekesen var ikke tænkt til at skulle fremme Kommunionsmodtagelsen i hånden, men på en vis måde afskrække folk fra at benytte denne fremgangsmåde, dog uden at fremsætte et egentligt forbud. Den dag i dag, omtaler man stadig Kommunionsmodtagelsen i hånden som værende den bedste og mest troværdige måde set i relation til den praksis, man gjorde brug af i den første Kirke samt den liturgiske reform efter Vatikan II. I bogen har det været vigtigt at få fremhævet at Sacrosanctum Concilium ikke nævner dette med et ord. Det gør heller ingen af de efterfølgende dokumenter, og man finder det heller ikke fremhævet i det nye Romerske Missale, kun i Memoriale Domini, som understreger det ved at benytte formuleringen indult. Det står klart, at Bugninis artikel udstak en retningslinje, som lå langt fra det, der fremgik af tekstmaterialet fra koncilet (Vatikan II).

Spg: Efter MD er der ikke yderligere eksplicitte dokumenter, der har fokus på dette emne. Hvordan stiller Kirken sig i dag til praksis for Kommunionsmodtagelsen?

Svar: Et eksempel på et dokument, som er af ekstraordinær karakter, og som jeg lader optræde i appendix, er udarbejdet af biskop Bialasik fra Oruro. Dette dokument bekræfter helt tydeligt, at Kommunionsmodtagelse på tungen er Kirkens universelle norm, det som MD også fastslår. Derfor er Kommunionsmodtagelse på tungen den universelle norm i Kirken, mens Kommunionsmodtagelse i hånden opnås ved en indult, der er altså tale om en undtagelse. En anden meget vigtig reference, som gør sig gældende udover MD er Redemptionis Sacramentum punkt 92, som omtaler, at den troende har ret til at modtage Kommunionen knælende og på tungen.

Spg: Der er også behov, for at der gives katekese til børn vedrørende dette emne, så de lærer, hvordan man på den rette måde modtager Kommunionen, det vil sige på tungen.

Svar: Det er korrekt. Man bør gøre det klart, at Kommunionsmodtagelse på tungen er den bedste måde, og hvis nogen skulle ønske at modtage Kommunionen i hånden, må man være påpasselig og gøre det med stor forsigtighed. Som præst kan jeg ikke forbyde Kommunionsmodtagelse i hånden, men jeg kan fraråde folk at gøre brug af denne praksis, og forklare dem hvorfor denne fremgangsmåde er uhensigtsmæssig og dermed give en katekese til eftertanke og dannelse vedrørende modtagelsen af Den hellige Kommunion. Det bør dog også fremhæves, at samme Redemptionis Sacramentum i punkt 91fastslår, at ”hvis der optræder risiko for vanhelligelse, skal Den hellige Kommunion ikke uddeles i hånden på de troende”.

Spg: Du retter fokus på et andet aspekt, som er meget vigtigt, nemlig det, at får en biskopkonference bevilget en indult, er dette ikke ensbetydende med, at den enkelte biskop er pålagt at implementere den.

Svar: Dette er et andet meget væsentligt aspekt, som må frem i lyset. Får en biskopkonference bevilget en indult indebærer dette ikke, at den enkelte biskop skal bringe den til anvendelse i alle sogne i sit bispedømme. Denne forudsætning gør det ganske enkelt muligt for den enkelte biskop at afgøre, om indulten overhovedet skal implementeres. I Italien skete der faktisk det, at man handlede helt modsatrettet, idet man antog, at bevillingen af indulten til den italienske biskopkonference var en blåstempling af, at man i alle sogne i Italien nu kunne modtage Den hellige Kommunion i hånden. Men det var som sagt en fejl. Hver biskop skulle på selvstændig basis kunne afgøre om indulten skulle implementeres og på hvilken måde. Biskoppen af bispedømmet Oruro udstedte for eksempel et dekret i januar 2016, hvor han forbyder Kommunionsmodtagelse i hånden i hele sit bispedømme. En sådan handling kan foretages af enhver biskop. Anvender man samme logiske konsekvens, at uden et dekret fra hver biskop der fremsætter et ønske om at tage imod indulten, der er blevet bevilget biskopkonferencen, er Kommunionsmodtagelse i hånden ikke tilladt. Heller ikke biskop Laise i Argentina accepterede indulten. Han blev af de andre biskopper anklaget for ikke at være i enhed med dem. Han fremlagde sagen for Den hellige Stol, som lod det stå klart, at han handlede indenfor sine biskoppelige beføjelser.

Spg: Din bog er særdeles værdifuld, fordi den indeholder materiale, der ikke tidligere er blevet offentliggjort.

Svar: Uden tvivl er det største og vigtigste bidrag til bogen, det materiale, der er udarbejdet af Fondo Ghiglione, og som ikke før er blevet publiceret, og som beskriver de dynamikker, der muliggjorde introduktionen af Kommunionsmodtagelse i hånden. Bogen indeholder yderligere brevmateriale samt rapporter, der er blevet send til og fra den Romerske Curias departementer og Den hellige Stol. Frem for alt er størstedelen af den kommunikation, der er at finde i bogen, blevet udarbejdet af kardinal Domenico Balfile, som først var apostolisk nuntius (pavestolens ambassadør i et land), og som har opholdt sig et af de steder, hvor det liturgiske misbrug var mest fremherskende, og han tog notits af alle de problemer, der var opstået i den forbindelse, og senere blev han præfekt for Kongregationen for hellig – og saligkåringsprocesser. I bogen undersøger jeg hans breve til Paul VI og Johannes Paul II, og de viser, hvor bekymret han var over den store udbredelse af Kommunionsmodtagelse i hånden, samt de problemer der var fulgt i kølvandet på implementeringen af denne praksis. Der blev også fremsat konkrete forslag til, hvordan man kunne komme problemet til livs.

Den største bekymring, kardinalen havde, var spredningen af fragmenter af Hostien, som praktisk talt er uundgåelig ved Kommunionsmodtagelsen i hånden, og videre var han også bekymret for, om denne praksis ledte til en mindre andægtig holdning overfor Det Eukaristiske Sakramente, og at det yderligere svækkede troen på realpræcens.

Både Paul VI og Johannes Paul II var meget taknemmelige for rapporterne fra kardinal Bafile. Dette finder man bevis for hos pave Johannes Paul II, der publicerede brevet fra Dominicae Cenae den 24. februar 1980, hvor han meget klart tilkendegav, ”at det var beklageligt, at manglen på respekt overfor de Eukaristiske partikler var så stor”, når det handlede om Kommunionsmodtagelse i hånden. En måned senere tog Johannes Paul II den alvorlige og vigtige beslutning, at suspendere udstedelsen af nye indulter med den begrundelse, at bevilling af indulter i et fremtidigt perspektiv ikke skulle være mulig, men senere den 3. april 1985 blev praksis genoptaget.

Spg: Måske har muligheden for at indhente en indult fungeret som en kattelem for den nye praksis med Kommunionsmodtagelse i hånden, også selvom Paul VI meget tydeligt gjorde rede for Kirkens lære omkring Kommunionsmodtagelse, og videre gjort det klart, at der var en begrænsning i forhold til udstedelsen af indulter, men den blev ikke overholdt.

Svar: I virkeligheden var muligheden for at indhente en indult måske et svaghedstegn. I en sektion i bogen berører jeg Kirkens autoritet, og hvor det er min hensigt at vise, at fordi man imødekom anmodningerne om indulter i så stort et omfang, er vi havnet i den situation, der er åbenbar for alle. Hvis der bare havde været åbenhed for flertallet af biskopper, der var imod at præsentere muligheden for Kommunionsmodtagelse i hånden, så kunne det måske have set anderledes ud.

Det er vigtigt at huske på, at det må være højeste prioritet, at beskytte Hostien bedst muligt, så partikler ikke spredes, og at Den ikke profaneres på anden måde, der tydeligt fremmes af den nye måde at modtage Kommunionen på. Johannes Paul II lærer i sin encykliske skrivelse Ecclesia de Eucharistia,”at vi ikke kan udvise for megen omhu i forhold til dette mysterium” (nr. 61). Dette udsagn er altafgørende.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 8. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/

communion-hand-true-story

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Helvede er en realitet, advarer kardinal Sarah

Bevæger man sig ind i ”syndens mørke”, fører dette til fortabelse, formaner kardinalen

Kardinal Robert Sarah advarede de troende i en prædiken, som han har holdt for nylig, om at det er meget let at komme til helvedes mørke og fortvivlelse.

Kardinal Sarah ledede og koncelebrerede en morgenmesse den 15. november, sammen med to andre biskopper, ved det 30’te Nationale Forum for katolske skoler på Jasna Góra klosteret i Częstochowa i Polen.

Sarah, der er Præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter samt vedholdende forkæmper for den katolske tro, havde skrevet en prædiken, som blev læst op og oversat af biskop Marek Mendyk fra Legnica.

Med udgangspunkt i Paulus formaning i sit brev til menigheden i Rom kapitel 1: 25: ”De udskiftede skabningen med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for Skaberen …”, bemærkede Sarah, at det at tilbede Gud er naturligt for mennesket, og at dette er blevet praktiseret i universel forstand siden tidernes morgen. Men arvesynden har ødelagt menneskets religiøse fornemmelse, og det har ført til, at mennesket i stedet for at tilbede Skaberen tilbeder skabningen.

”Den hellige Skrift gør det klart, at endda før Gud åbenbarede Sig for Abraham, Isak og Jakob, havde mennesket et iboende ønske om at tilbede sin Skaber”, understregede Sarah. Med henvisning til Visdommens Bog fortsatte han med at sige: ”dette ønske var rodfæstet i menneskets hjerte”. Det er derfor mennesket i skabelsen beundrer det værk, der bringer det kraft og herlighed, og i den sammenhæng er der tale om ilden, stjernehimlen og det rindende vand. Betaget af disse elementers skønhed, antog mennesket dem for at være guder”.

Et tema, der konsekvent gør sig gældende i det gamle Testamente, er, at Gud forsøger at vænne sit udvalgte folk fra de afguder, som de folkeslag, de levede side om side med, tilbad, så hans udvalgte kunne give Ham (Den sande Gud) den rette og behørige tilbedelse. Men selv i den kristne æra har man fortsat tilbedelsen af afguder, og dette udgør til stadighed en trussel, der i dag er langt mere udbredt, bemærkede Sarah.

”I vor tid har disse guder fået mange navne, men faktum er, at afgudsdyrkelsen stadig er rodfæstet i vores sjæl, der er mærket af synden”, advarede kardinalen og tilføjede:

”Selvfølgelig tilbeder vi ikke længere ilden, stjernehimlen eller andre dele af naturen, men vi tilbeder afguder, som vi selv har opfundet, videnskabelige opdagelser, teknologiske-, økonomiske- og industrielle landvindinger. Alle disse nye opdagelser er bestemt gode i sig selv, men det går galt, når vi gør dem til- og betragter dem som afguder, fordi vi ganske enkelt glemmer alt om Ham, der skabte dem, og som på alle måder overgår os.

”Hvad er det, der sker i dag?” Spurgte kardinalen. Abrahams, Isaks og Jakobs Gud tilbeder vi i dag ikke længere, som Den eneste Gud og Den eneste Skaber. Men Abrahams Gud er forsvundet ud fra menneskehedens synsfelt”, sagde Sarah.

”Jesus Kristus som Gud og Den eneste Frelser og Forsoner er blevet fjernet, og der er endda nogen, der hævder, i den falske sekularismes navn, at religion med Gud som centrum er unødvendig”, advarede Sarah.

”Hvis vi fortsætter med at have den holdning til afgudsdyrkelse, som kun handler om, at vi skal have flere og flere forbrugsgoder, og hvis vi af egen fri vilje ønsker at fastholde os selv i syndens mørke, der indebærer, at vi tilbeder de afguder, der præger vor tid, da vil vi gå til helvedets mørke”, advarede han. ”Vi bør forstå, at vi bærer et ansvar for, hvor vi skal tilbringe evigheden”.

Kardinalens prædiken afspejlede den lære, vi finder i Den hellige Skrift og traditionen, når det handler om fortabelsen. Jesus advarer mod helvede 15 gange (1) i Evangelierne, det samme gør andre af det nye Testamentes forfattere: Skt. Jakob, Skt. Johannes, Skt. Peter og den hellige Paulus.

Kardinalens prædiken afspejlede også det, Den hellige Jomfru Maria åbenbarede for de tre hyrdebørn i Fatima. Åbenbaringer, Kirken har godkendt.

De tre børn blev vist et glimt af helvede (2) og blev slået med stor forfærdelse. ”I har nu set, hvor de stakkels synderes sjæle går hen”, sagde Maria til dem.

Hun fortsatte med at fortælle dem om hengivenheden til hendes Ubesmittede Hjerte, som i forening med hendes Søns Hellige Hjerte vil frelse sjæle fra at komme i helvede. Hun lærte også børnene, det man kalder Fatimabønnen: Oh, min Jesus…, som man afslutter enhver dekade med, og hun opmuntrede børnene til at fortsætte med at bede rosenkransbønnen hver dag for stivsindede synders omvendelse til Kristus. Skt. Jacinta Marto, én af seerne, tilføjede senere, at de synder, der er årsagen til at flest sjæle går til helvede, er synder, der er knyttet til kødets lyst”.

I samklang med Jesus, Maria og helgenerne, var kardinalens prædiken i fredags en advarsel mod at tilbede vor tids afguder. ”Mange iagttagere, der arbejder med netop dette emne (som kardinalens prædiken rettede fokus på) er enige med kardinal Sarah og Skt. Jacinta fra Fatima om, at penge og seksualitet opnår en topplacering på listen over synder”.

Noter

1.      Henvisning til en artikel om emnet: https://carm.org/what-are-the-verses-that-mention-hell

2.      Henvisning til artikel om emnet: http://www.ncregister.com/blog/joseph-pronechen/fatima-july-13-apparition-ways-to-overcome-a-frightening-vision

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 18. november 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/hell-is-real-cardinal-sarah-warns

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

For flere århundreder siden advarede paver om kriser i Den moderne Kirke, som om de levede i dag

Den 10. juni 2019 blev følgende erklæring offentliggjort: Declaration of the truths relating to some of the most common errors in the life of the Church of our time” (sandhedens erklæring med det formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser i Kirkens liv i vor tid). Den er underskrevet af kardinal Burke, biskop Schneider og flere andre biskopper, og der er tale om en ny oplistning af fejl eller måske en oplistning af nye fejl. Denne erklæring har fået mig til at tænke på de pavelige encyklikaer, der stammer fra flere århundreder tilbage, dengang de siddende paver kendte forskel på sandt og falskt, hvordan de skulle ophøje sandheden og fordømme falskheden og havde det nødvendige mod til at gøre dette klart vidt og bredt, så det nåede ud både til klerikale og lægfolk. Jeg begyndte at dykke ned i historien blandt de pavelige encyklikaer og blev glædeligt overrasket over det, jeg fandt frem til, og det er noget af dette, jeg i dag vil dele med Jer, og jeg har valgt to eksempler.

Der er sikkert ikke mange, der har hørt om pave Pius VIII (Francesco Saverio Maria Felice Castiglioni, 1761-1830). Hans tid som pave var kort, mindre end to år. Men hans encykliske skrivelse Traditi Humilitati, der blev udgivet for præcis 190 år siden, giver genlyd, fordi den rummer indsigt og inderlighed. I det følgende kunne han ligeså godt henvise til Abu Dhabi og det arbejdsdokument, der danner grundlag for Amazonasssynoden:

Blandt de hæresier, der er steget vor tids kloge til hovedet, er det modbydelige påfund, at der ingen forskel er på forskellige trosretninger, og at indgangen til den evige frelse kan passeres af alle uanset religiøst tilhørsforhold. Lægfolket må advares mod disse kloge hoveders vildfarelser, og lægfolket må undervises i, at der kun er én eneste sand tro, nemlig den katolske.

Hans opfordring til verdens biskopper er følgende:

Vær meget forsigtige, når I udvælger seminarister, for lægfolkets frelse afhænger af gode præster. Intet bidrager mere til sjælenes ulykke end ugudelige, svage eller uuddannede klerikale.

Det var, som om pave Pius VIII forudså de problemer, der ville opstå i forbindelse med Amoris Laetitia, for han skærer igennem al den uklarhed, denne skrivelse rummer, og det gør han på følgende måde:

Vi opfordrer Jer på det kraftigste til at opdrage Jeres flok (menigheder) til at have ærbødighed overfor den hellighed, der hviler over ægteskabet, så de ikke forledes til at se bort fra den værdighed, der er knyttet til dette sakramente. De (lægfolket) bør ikke handle sådan, at det kan vække anstød eller så tvivl om ægtheden af den bestandige uplettede forening, der er mellem en mand og en kvinde, altså den ægteskabelige relation. Den forening, der ligger i ægteskabet, afspejler den evige og ophøjede forening, der er mellem Kristus og Kirken, og derfor er det tætte (ægteskabelige) bånd mellem en mand og hustru et sakramente, der er et helligt tegn på den udødelige kærlighed Kristus nærer til Sin Brud.

Med ord, der kunne være sagt af Katarina af Siena, opfordrer paven på broderlig vis sine biskopper til at bevise deres nidkærhed, når deres flok er i overhængende fare, fordi de trues af vildfarelser og revolutionerende tankesæt:

Skal vi undlade at løfte vores røst, når der virkelig er en grund til, at de kristne har behov for at høre den? Skal vi lade menneskers argumenter hindre os i at tale? Bør vi lide i tavshed, når man sønderriver Kristi, Vor Frelsers klædning uden søm, som end ikke de soldater, der korsfæstede Ham, turde flænge? Lad det aldrig fremstå således, at vi ikke havde tilstrækkelig med nidkærhed i den pastorale omsorg for flokken, når den var i overhængende fare. Vi ved, at I vil tragte efter at gøre mere, end vi forlanger, at I vil værne om – og mere og mere forsvare troen ved katekeser, vejledning, hårdt arbejde og med nidkærhed.

En endnu tidligere pave, nemlig Clement XIII (Carlo della Torre di Rezzonico, 1693-1769) udvider opgavemængden for biskopperne i sin encyklika Christianae Reipublicae fra 1766. Efter at have raset over bøger med et udsvævende indhold samt den intetsigende filosofi, der kom fra oplysningstidens tænkere, minder han biskopperne om, at det er deres pligt at forsvare Kirkens grundlag, at stå vagt om depositum fidei og afsløre de ulve, der drager hærgende rundt i det kirkelige landskab:

I princippet er det Jeres pligt at fungere som et værn for det fundament, der allerede er lagt, så dette ikke ændres af noget nyt og anderledes. Stå vagt om det, der er troens kerne, for det er det, I har forpligtet Jer til under edsansvar, da I højtideligt blev indviet til biskopper. Det er Jer, der skal udpege for de troende, de ulve, der ødelægger Herrens vingård. I bør advare dem (de troende) om, at de ikke må friste sig til at beskæftige sig med visse forfatteres besnærende ord, og at de må holde sig på afstand af de vildfarelser, der er udgået fra listige og onde mennesker. Med andre ord de troende bør afsky bøger, der indeholder urovækkende elementer, og som ganske enkelt strider imod tro, religion og moral, og som går stik imod den kristne dyd. Vi kan konstatere med stor glæde, at når det handler om at forsvare troen, følger de fleste af Jer i apostlenes fodspor, hvor I med stor kraft forsvarer Kirkens love, og hvor I med nidkærhed og overvågenhed har afværget disse vildfarelser, og dermed ikke ladet de troende besnæres af slanger.

Kort sagt, Clement XIII fordømmer den slags forfattere, som pave Frans priser i store vendinger, f.eks Walter Kasper, Fritz Lobinger, Teilhard de Chardin, Francesca Pardi og Stephen Walford. I overensstemmelse med sit navn pave Clement, den, der i sandhed er barmhjertig, advarer han os, som alle gode præster altid har gjort, mod at vi udskifter den allerede etablerede doktrin med nye tendenser samt midlertidige eksperimenter med den åndelighed, der har vist sin duelighed gennem historien, og vi har hårdt brug for en Clement XV, en Pius XIII, en Gregorius XVII eller en Leo XIV, at disse ved en fremtidig konklave adresserer oplistningen af nye fejl, noget som skulle være blevet gjort for længe siden og samtidig tager konklavet i ed på, at der kæmpes mod neomodernisme, og at der foretages en genopretning af den liturgiske tradition i Den Romerske Kirke.

En løsning på de mange problemer, der er fulgt i kølvandet på den tragiske situation (i Kirken) kræver intet mindre end støtte fra paver, der er af den støbning, der er beskrevet her i artiklen, og som også løftede reformerne efter koncilet i Trent. Deus, in adjutorium nostrum intende: Domine, ad adjuvandum nos festina.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 27. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/18th-century-popes-warn-of-modern-church-crises-as-if-they-were-alive-today

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Synoden og dødsrigets porte

I løbet af oktober måned har trofaste katolikker oplevet angst, vrede, forvirring og endda fortvivlelse. De rapporter, der kommer fra Rom, som omhandler synoden, har sendt katolikker ud på det, der bedst kan betegnes som en rutsjebanetur. Først var der forlydender om, at man ved synoden skulle stemme om, at åbne op for at skilte og gengifte katolikker vil kunne modtage Den hellige Kommunion (1), men derefter opstod der rygter om, at dette forslag fra kardinal Kasper var blevet taget af bordet (2). Spørgsmålet omkring homoseksualitet har også været oppe at vende ved synoden (3). Pave Frans har proklameret etableringen af et nyt dicastery (en kongregation), der tager sig af spørgsmål vedrørende familien og familieliv (4), og paven har samtidig udbedt sig forslag til, at Kirken kan blive decentraliseret.

Imidlertid har alt dette ledt mange katolikkers tanker hen på den profeti, Vor Frue gav i Akita (5), hvor hun fortalte, ”at man vil se både kardinaler og biskopper rejse sig mod hinanden”, og dette kan ses i lyset af, at nogle prælater angiveligt har et ønske om implicit at manipulere med synoden. Midt i alt dette er der et skriftsted, som mange trofaste katolikker tyer til, og det er det skriftsted, hvor Vor Herre siger, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”.

Mattæusevangeliet kapitel 16: 18 er et passende skriftsted at overveje i denne tid, der er præget af en forvirring, der synes at sprede sig til – og berøre flere dele af Kirken.  I dette skriftsted siger Jesus: ”Og jeg siger dig, at du er Peterog på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Den almindelige forståelse af, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, er, at Kirken ikke vil undervise de troende i vildfarelser, altså forhold, der strider imod Kirkens lære og embede, og at Kirken ikke vil blive udslettet fra jordens overflade. Men måske er det muligt at finde frem til en anden gyldig fortolkning. Det synes som om, at man også kan henvise til, at Kristi Kirke er grundlagt på en klippe, som betyder, at Kirken står fast og er uden fejl. Derfor har den del af skriftstedet vedrørende dødsrigets porte måske en anden betydning.

Lad os opdele dette skriftsted i tre og undersøge disse enkeltdele nærmere:

1.      Og jeg siger dig, at du er Peter (klippe),

2.      og på den klippe vil jeg bygge min kirke,

3.      og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Den første del af det, Vor Herre siger, handler om en navneændring fra Simon til Peter. Vor Herre definerer Peter som en klippe, som noget, der står fast, et fundament. Ligesom Gud indgraverede De ti Bud på stentavler, for at markere at disse Bud står fast og absolut ikke kan ændres. På samme måde karakteriserede Vor Herre, Simon, som en klippe (Petrus), og vi ser her, at Vor Herre understreger, at den lære, der udgår fra Peter, står fast og dermed ikke kan ændres.

Den anden del af dette skriftsted omhandler fundamentet for Kirken, som er Peters læreembede samt den ufejlbarlighed, der knytter sig til det. Da Vor Herre indstiftede Sin Kirke på den klippe, som er Peter, viste Han tilbage til en anden af Sine lignelser. Der er tale om lignelsen om de to huse, der bliver bygget på to forskellige slags grundlag, det ene på klippen og det andet på sand. I denne lignelse fortæller Vor Herre følgende:

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen” (Matt 7: 24-25).

Det er gennem denne lignelse kombineret med, at Vor Herre indstiftede Sin Kirke på klippen kaldet Peter, at Vor Herre gør det klart, at Kirken står fast. Kort sagt, Peter er en klippe, hvis lære aldrig vil være præget af vildfarelser. Kirken er bygget på denne klippe, og uanset hvor forfærdelig verdens tilstand er, vil ”huset” ikke falde.

Den tredje del af skriftstedet Mattæus kapitel 16: 18 er imidlertid det mest forunderlige. Vor Herre siger: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Det græske ord for port i denne sammenhæng er pulai, og netop dette ord har nogle af kirkefædrene antaget, at det skulle betyde autoritet eller magt. Så på en måde henviser ”dødsrigets porte” til satans rige og dettes magt eller autoritet, som benyttes i dets stræben efter at ødelægge Kirken. Forstår man det på den måde, giver det mening at sige: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, som er det samme, som at sige, at ” dødsrigets magter ikke vil sejre”. Og selvom vi burde forstå denne linje på netop den måde, så må vi antage, at der også i disse linjer ligger en bogstavelig betydning, rettet til os. Set i det lys indebærer det, som Vor Herre siger, at der er tale om en defensiv position som i ” og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Men forstår man det bogstaveligt, er det Han siger ikke af defensiv karakter, men offensivt, og det ganske enkelt, fordi porte ikke er et våben, der benyttes offensivt.

Lad os derfor undersøge to historier fra det gamle Testamente for at se, om vi kan finde frem til det, Vor Herre mente. Den første historie finder vi i Dommerbogen:

Engang gik Samson til Gaza. Der så han en skøge, og han gik ind til hende. Da gazitterne fik at vide, at Samson var kommet, omringede de stedet, og hele natten lå de på lur efter ham ved byporten. De lå stille natten igennem, idet de tænkte: ’Så snart det bliver lyst, vil vi slå ham ihjel’. Samson blev liggende til midnat. Så stod han op og greb fat i portfløjene og de to dørstolper, rykkede dem op sammen med portslåen, tog dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af bjerget ved Hebron” (Dom 16: 1-3).

I det gamle Testamente optræder en karakter kaldet Samson. Han er det, man kalder en typologi, det vil sige, at han er et billede på en person eller hændelse, der vil komme i det nye Testamente. Samson er en typologi på Vor Herre Jesus Kristus og Kirken. I dette meget korte skriftsted, der ikke synes at foreskrive nogen i – eller noget, der skal foregå i det nye Testamente, optræder en episode, hvor Samson sover ved sine fjenders byport, mens de gennem hele natten ligger på lur efter ham, så de kan slå ham ihjel. Samson gør det, efter han er vågnet, at han griber fat i portfløjene og de to dørstolper og rykker dem op sammen med portslåen og tager den på sine skuldre og bærer dem op på toppen af bjerget. Det, at Samson bærer byporten på sine skuldre op på toppen af et bjerg, er et tydeligt billede på Vor Herre, der bærer sit kors op på Golgata. Ser vi på Samson, som en typologi for Kirken, så er det interessante her, at han bærer sine fjenders byport på skuldrene. Der er to ting, man bør hæfte sig ved i den sammenhæng. Det er ikke kun gazitternes ønske om at slå Samson ihjel, der blev forpurret, men også byens porte var i bogstavelig forstand ikke i stand til at modstå Samsons enorme styrke.

Lad os nu gå videre med den anden historie fra det gamle Testamente, der handler om Josvas sejr over byen Jeriko. Jeriko var en by, der var alment kendt for sin ondskab og vederstyggelighed, og det var af den grund, at Josva efter at have erobret byen med sværdet lagde band på alle, der var i byen både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler, og han lader endvidere byen brænde med alt det, der er i den. Den eneste, der blev sparet, var skøgen Rahab og hendes fars slægt og alle, der hørte hende til, fordi hun havde hjulpet Josvas spioner ved at skjule dem. Yderligere, efter at Josva havde ladet byen nedbrænde, udtalte han følgende forbandelse over byen: ”Forbandet af Herren være den mand, der går i gang med at genopbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte søn at lægge grunden og hans yngste søn at sætte porten”. Det centrale er her, at Jeriko er et billede på helvede.

Allerede i begyndelsen af denne historie om Jerikos fald til Josva, bliver vi fortalt, at ”Jeriko var lukket og låst for isralitterne, ingen kunne gå ud eller komme ind” (Jos 6: 1). Man betragtede Jerikos mure, som uigennemtrængelige, og som Den hellige Skrift antyder, var der tale om en ”forsegling” af byens porte. I Femte Mosebog gives der følgende beskrivelse af byen: ”Hør, Israel! Du skal i dag gå over Jordan for at fordrive folk, der er større og mægtigere end du, og erobre store og himmelhøjt befæstede byer” (5 Mos 9: 1). Men Jeriko, der var stærkt præget af ugudelighed, faldt ikke ved våben, men ved tro. I Hebræerbrevet kapitel 11: 30, læser vi: ”Ved tro faldt Jerikos mure, da isralitterne i syv dage havde gået rundt om dem”.

Jerikos mure faldt, fordi Josva gjorde, som Gud befalede … gennem bøn og lydighed, og ved at man bar Arken rundt om byen, og på den måde ”faldt byens murværk sammen” (Jos 6: 20). Jerikos mure kunne ikke modstå Israel. Mere specifikt så kunne byens murværk ikke modstå de bønner, der kom fra præsternes bønner og det, at de stødte i hornene, og at de bar Arken rundt om byen.  Tager man udgangspunkt i de formuleringer, der benyttes i det nye Testamente, ville et lignende slag blive anført af bedende præster og biskopper, der ville bære Den nye Ark, som er Den hellige Moder, Jomfru Maria. Kort sagt, det udsagn Vor Herre fremsætter: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er en offensiv formulering og dermed ikke en formulering om et forsvar. Da Vor Frue er Den nye Pagts Ark, leder det vore tanker hen på Hendes ord i Fatima: ”Til sidst vil Mit Ubesmittede Hjerte sejre”.

Når Kirken foretager et angreb på dødsrigets porte, er dødsriget forsvarsløst. Hele portkonstruktionen til dødsriget vil blive væltet omkuld, og murværket vil falde sammen. Gud sagde til slangen i Edens have: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15). Kort sagt, dødsrigets porte har ingen chance i sin kamp mod Kirken og kan egentlig blot vente på den dag, hvor Hun knuser dets (dødsrigets) konstruktion. Vor Herres løfte om, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er ikke et udsagn, der henviser til udholdenhed, men nærmere et jubelråb om at følge Vor Frue, mens Hun stormer frem mod fjendes porte med det eneste mål at erobre og vinde.

Så frygt ikke, vær ikke vrede, forvirrede eller ængstelige, grib derimod Jeres våben … den hellige rosenkrans… og tag del i slaget mod dødsrigets porte med følgende på sinde, som er blevet sagt af Judas Makkabæeren:

Men Judas svarede: Det kan let ske, at mange bliver overmandet af nogle få, og for himlen er det lige nemt at skaffe sejr, uanset om vi er mange eller få. At vinde i krig afhænger jo ikke af hærens størrelse; nej, kraften kommer fra himlen. De drager imod os i al deres overmod og lovløshed for at udrydde os og vore kvinder og børn og for at udplyndre os; men vi kæmper for vort liv og vore skikke. Han selv skal besejre dem for øjnene af os. I skal ikke frygte dem!” (1 Makk 3: 18-22).

Vor Frue, Du som sejrer, bed for os!

Noter

1: Link til uddybende artikel: https://cruxnow.com/church/2015/09/15/list-of-participants-augurs-another-rollicking-synod-on-the-family

2: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/communion-for-divorced-and-remarried-abandoned

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/video-romanian-doctor-at-synod-says-leninist-minority-are-hijacking-it-with

4: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/pope-creates-new-dicastery-for-the-family

5: Link til uddybende artikel: https://www.ewtn.com/catholicism/library/message-from-our-lady–akita-japan-5167

6: Link til bog om emnet: https://www.ignatius.com/Product.aspx?ModelNumber=RVS-E

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er offentliggjort på Lepanto Institute den 26. oktober 2015. Den kan læses på: http://www.lepantoinstitute.org/faith-and-life/the-synod-and-the-gates-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

THE PROPHECY OF ST. FRANCIS OF ASSISSI

In Works of the Seraphic Father by R. Washbourne (1882) that bears the mark of an imprimatur, a prophecy by St. Francis is imparted to his spiritual children on his deathbed. I quote the relevant parts here:

Act bravely, my Brethren; take courage, and trust in the Lord. The time is fast approaching in which there will be great trials and afflictions; perplexities and dissensions, both spiritual and temporal, will abound; the charity of many will grow cold, and the malice of the wicked will increase. The devils will have unusual power, the immaculate purity of our Order, and of others, will be so much obscured that there will be very few Christians who will obey the true Sovereign Pontiff and the Roman Catholic Church with loyal hearts and perfect charity. At the time of this tribulation a man, not canonically elected, will be raised to the Pontificate, who, by his cunning, will endeavour to draw many into error and death. Then scandals will be multiplied, our Order will be divided, and many others will be entirely destroyed, because they will consent to error instead of opposing it. There will be such diversity of opinions and schisms among the people, the religious and the clergy, that, except those days were shortened, according to the words of the Gospel, even the elect would be led into error, were they not specially guided, amid such great confusion, by the immense mercy of God… Those who preserve their fervour and adhere to virtue with love and zeal for the truth, will suffer injuries and persecutions as rebels and schismatics; for their persecutors, urged on by the evil spirits, will say they are rendering a real service to God by destroying such pestilent men from the face of the earth… Sanctity of life will be held in derision even by those who outwardly profess it, for in those days Our Lord Jesus Christ will send them not a true Pastor, but a destroyer.—Ibid. p.250 (emphasis mine)

Den lange kamp for kvindelige katolske præster er ved at nå sit højdepunkt

Skt. Gallen mafiaens lange kamp (1) for at forandre præsteskabet har nu nået et afgørende punkt. Mørket er begyndt at sænke sig over det, der er vigtigste for præsteskabet, mens slaget bliver udkæmpet ved Amazonassynoden.

Kort tid efter, at synoden var blevet påbegyndt, indrømmede biskop Erwin Kräutler, at synoden ”måske var” et skridt på vejen mod kvindelige præster (2). Den noget ”eksplosive” indrømmelse fremkom, efter at han allerede havde udtrykt sin støtte til kvindelige diakoner, og han sagde ved den sydonale pressekonference, at de indfødte ikke forstår cølibatet. Det er værd at notere sig, at blot få måneder før synodens start deltog Kräutler i et ”hemmeligt” præ-sydonalt møde (3), hvor man arbejdede med forslag om ordination af gifte mænd samt kvindelige diakoner. Fire andre deltagere udover Kräutler var kardinalerne Hummes, Baldisseri, Czerny og Schönborn (4), og disse kardinaler er en del af den kommission (5), der er ansvarlig for udfærdigelsen af synodens slutdokument.

En anden deltager ved dette ”hemmelige” formøde var kardinal Walter Kasper, som er én af hovedpersonerne i Skt. Gallen mafiaen.

Skt. Gallen mafiaen, der har levet sit helt eget – og tilbagetrukket liv, har i skjul lagt trædestenene for den revolution, vi nu er vidne til. Deres arbejde begyndte i slutningen af 1960’erne/i starten af 1970’erne, hvor de argumenterede kraftigt for en ordination af gifte mænd (6). Dette fremgår af biografien om kardinal Godfried Danneels, som er én af mafiaens hovedaktører, at mafiaen på et mere overordnet plan har drøftet muligheden for kvindelige diakoner under deres tilbagevendende årlige møde i Schweiz. I biografien beskrives arbejdet for kvindelige diakoner som et afgørende skridt mod en større forståelse for kvindelige ordinationer. Ifølge biografien mente Danneels, at der er bibelske og historiske belæg for en ordination af kvinder, men han var samtidig påpasselig med at ”lufte” sine synspunkter vedrørende dette emne offentligt.

Kardinal Carlo Martini S.J., leder af mafiaen og pave Frans ”forløber” (7), var mindre forsigtig med sine udtalelser om dette emne. I begyndelse af 1990’erne gav han en lang række interviews, hvor han åbenhjertigt fortalte om, hvordan han ville skabe forandringer af omvæltende karakter i præsteskabet. I et interview i 1994 med Le Monde blev jesuitten stillet følgende spørgsmål: Er det muligt at skabe en åbning for, at præsteskabet også kan rumme gifte mænd? Han insisterede på, at ordinationen af gifte mænd kun skulle foretages, hvis der var særlige grunde. Dette var et forvarsel i forhold til det væsentlige emne, der er blevet diskuteret på synoden.

Vedrørende kvindelige præster indrømmede Martini i 1993, at hvis man gik for hurtigt frem, ville det resultere i et skisma, og det er det samme argument, der lægges frem i Peter Hebblethwaite’s bog The Next Pope. Ikke desto mindre sagde Martini:

”Når det kommer til selve spørgsmålet om ordination af kvinder, så er det min holdning, at vi bør nærme os dette skridt for skridt, så vi gradvis når frem til en løsning, der ikke kun er ”spiselig” for de progressive, men også for den resterende del af Kirken … Men jeg ser foran mig, at dette ikke kun tager år, men årtier, og det vil indebære mange kampe”.

Derpå fremkom han med en indirekte antydning af, at der ville komme forandringer efter årtier med mange kampe, som han fik formuleret på følgende spydige måde: ”Når folk stiller mig dette spørgsmål, og det er som regel amerikanere, der gør det: ”Vil vi få kvindelige præster”? Så er mit svar: ”ikke i dette årtusinde”.

Nogle har spekuleret i, at netop dette interview var løftestangen, for at pave Johannes Paul II offentliggjorde dokumentet Ordinatio Sacerdotalis fra 1994, som erklærede, at de troende ”definitivt” må stå fast på, at ”Kirken på ingen måde har autoritet til at skænke ordinationen til kvinder”. Martini syntes ikke at lade sig mærke af denne pavelige udgivelse og betegnede dokumentet som ”afgørende”, selvom han i bund og grund modarbejdede det. Som Peter Hebblethwaite henviser til i sin bog The Next Pope, at blot tre dage efter at Ordinatio Sacerdotalis er blevet offentliggjort, udtaler Martini ved en Eukaristisk kongres i Siena, at: ”paven intet har udtalt om ordination af kvindelige diakoner”. Vedrørende kvindelige diakoner i fortiden, sagde han: ”jeg tror, at man har forsøgt at holde ’en dør på klem’ for denne mulighed”. 

Senere i bogen Night Conversations with Cardinal Martini priste jesuitten igen kvindelige diakoner og sagde ”vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”. Han forklarede, at han personligt havde opmuntret overhovedet for Church of England til at udvise ”mod”, når det handler om ordination af kvinder, og samtidig ”tage en chance, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet”.

Mafiaens hensigt med at stræbe efter en ordination af gifte mænd samt kvinder er foregået gradvist og i smug, og arbejdet har igennem årerne for det meste budt på hårdt slid og modstand. Men ”projektet” har fået fornyet styrke under pave Frans og dennes pontifikat. Paul Vallely’s bog Pope Francis: The Struggle for the Soul of Catholicism beretter om følgende: da Kräutler spurgte paven om gifte mænd kunne ordineres, svarede paven kort og klart: ”tror du ikke, at jeg godt ved det”. Senere da en rådgiver stillede spørgsmålet om gifte præster, svarede pave Frans: ”en ting ad gangen”. Kräutler, der stærkt opfordrede til gifte præster samt kvindelige præster, blev hovedarkitekten (8) bag synodens kontroversielle arbejdsdokument. Han hævder, at ”to tredjedele” af biskopperne i Amazonas ønsker en ordination af gifte mænd, og mange af synodefædrene ønsker kvindelige diakoner.

Kräutler mener ikke, at pave Frans stringent vil afvise en ordination af kvinder (9). Jeg tror ikke, at han tænker, hvad der taler for eller imod, og samtidig hævder han, at pave Frans er ”åben for forandringer”.

Når det handler om kvindelige præster, benytter paven faktisk uhyggelige udtalelser, ligesom Martini gjorde i 1994. Paven benytter samme måde at udtale sig på som Martini. Pave Frans har på en beroligende måde bekræftet, at i princippet er forbuddet mod kvindelige præster stadig gældende, også selvom man under hans pontifikat i praksis forsøger at opfylde Skt. Gallen mafiaens drøm om kvindelige diakoner. Der er tale om, for at benytte en betragtning hentet hos historikeren Roberto de Mattei, endnu et eksempel på, at paven tilsidesætter alt det, der teoretisk set er solidt funderet.

Ifølge Marco Politis La Solitudine di Francesco er en lang række medlemmer af den undersøgelseskommission vedrørende kvindelige diakoner, pave Frans nedsatte, af den opfattelse, at paven under deres møde i 2017 har været sympatisk stemt overfor et sådant forslag. Et af kommissionens medlemmer har udtrykt sin tro på, at paven vil handle på ”rette” måde, men vedkommende erkender også, at det har været nødvendigt med en ventetid, så man undgår, at kommissionens arbejde har været spildt. Et andet af kommissionens medlemmer har fortalt om pave Frans’ arbejdsmetode med at ”tage et skridt ad gangen”. Det er værd at notere sig, at da kommissionen ikke kunne nå til enighed, om hvorvidt det kunne afgøres ud fra et historisk perspektiv, om kvindelige diakoner havde modtaget den sakramentale ordination, udtalte pave Frans: ”lad os fortsætte, jeg er ikke tilbageholdende i forhold til at gå mere i dybden med denne sag” (10).

I dag finder Kräutler det realistisk (11), at synoden vil nå frem til en afgørelse, ”som i alt fald indbefatter kvindelige diakoner”. Det er måske derfor, at pave Frans i ”løse” vendinger taler om, at han ikke er bange for et skisma: han ved om nogen, at han er ved at lade en bombe springe, som vil ryste Kirken. Som de Mattei for nylig påpegede, så har revolutioner historisk set en lang indkøringsfase, før de realiseres. Han er af den overbevisning, at det pres, som disse revolutionære tendenser har opbygget gennem 50-60 år, ”om mulig vil blive realiseret indenfor kort tid”.

Men selv om synoden på dramatisk vis giver sin støtte til ordinationen af kvindelige diakoner, påpeger flere røster, at ”mindre” opgavevaretagelser i Kirken foretaget af kvinder, er et forstadie til, at katolikker må berede sig på kvindelige præster. John-Henry Westen formulerer det på følgende måde (12):

Da kvinder allerede gør tjeneste ved alteret i liturgiske klæder, fungerer som lektorer og Kommunionsuddelere, synes det ikke fjernt, at kvinder overdrages en defineret kirkelig opgave, hvor de ved en Messe er tilstede i liturgisk klædning og har mulighed for at prædike. Er vi først nået dertil, er der ingen hindringer for ordination af kvinder, fordi kvinden som præst allerede fremstår synligt og i symbolsk forstand. I mangel af en præst kunne en kvinde klædt i liturgisk klædning lede bønnen, foretage evangelielæsning samt prædiken og endelig uddele konsekrerede Hostier fra Tabernaklet, og som pave Frans har nævnt, foregår dette allerede visse steder i Tyskland. På det tidspunkt vil det præsteskab, der kun består af mænd, være fuldstændig ødelagt, og det fører uundgåeligt og hurtigt til en falsk ordination af kvinder.

Ligeledes ville en ordination af gifte ældre mænd, et forslag lagt frem af biskop Fritz Lobinger (13) ikke blot være et frontalt angreb på cølibatet, men vil også bane vejen for kvindelige præster. Som Lobinger forklarer i sin bog Like His Brothers and Sisters, vil denne nye type af ordinerede præster ændre forestillingen om præsteskabet og gradvist sørge for en udskiftning af den klerikale præst med en præst, der ”flyder ind som en naturlig del af fællesskabet”. Dette ville gøre ordinationen af kvinder langt mere attraktiv for mange kvinder, og det vil for mænd synes mere acceptabelt, siger han stolt.

Med andre ord selvom synoden ikke afføder jordskælvslignende tilstande i Kirken, så har den revolutionære tendens fået mere styrke og kraft, og på den måde fortsættes Skt. Gallen mafiaens lange kamp mod præsteskabet.

 Noter

1: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Skt. Gallen mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden”): https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

2: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

4: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/photo-full-list-of-participants-in-private-pre-synod-study-meeting-in-rome

5: Link til uddybende artikel: http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/it/documenti/commissione-per-lelaborazione-del-documento-finale.html

6: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

7: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/leader-of-st.-gallen-mafia-ante-pope-martini-prepared-the-way-for-fran

8: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

9: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/papal-advisor-claims-francis-would-not-give-strict-no-to-womens-ordination

10: Link til en uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-inflight-comments-on-women-deacons

11: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/key-bishop-in-upcoming-amazon-synod-has-hope-for-at-least-female-deacons

12: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/video-10-signs-pope-francis-is-moving-towards-womens-ordination

13: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig”): https://onepeterfive.com/amazon-agenda

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 16. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-long-war-for-female-catholic-priests-is-reaching-its-climax

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)