Category: Apostasy

Helvede er en realitet, advarer kardinal Sarah

Bevæger man sig ind i ”syndens mørke”, fører dette til fortabelse, formaner kardinalen

Kardinal Robert Sarah advarede de troende i en prædiken, som han har holdt for nylig, om at det er meget let at komme til helvedes mørke og fortvivlelse.

Kardinal Sarah ledede og koncelebrerede en morgenmesse den 15. november, sammen med to andre biskopper, ved det 30’te Nationale Forum for katolske skoler på Jasna Góra klosteret i Częstochowa i Polen.

Sarah, der er Præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter samt vedholdende forkæmper for den katolske tro, havde skrevet en prædiken, som blev læst op og oversat af biskop Marek Mendyk fra Legnica.

Med udgangspunkt i Paulus formaning i sit brev til menigheden i Rom kapitel 1: 25: ”De udskiftede skabningen med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for Skaberen …”, bemærkede Sarah, at det at tilbede Gud er naturligt for mennesket, og at dette er blevet praktiseret i universel forstand siden tidernes morgen. Men arvesynden har ødelagt menneskets religiøse fornemmelse, og det har ført til, at mennesket i stedet for at tilbede Skaberen tilbeder skabningen.

”Den hellige Skrift gør det klart, at endda før Gud åbenbarede Sig for Abraham, Isak og Jakob, havde mennesket et iboende ønske om at tilbede sin Skaber”, understregede Sarah. Med henvisning til Visdommens Bog fortsatte han med at sige: ”dette ønske var rodfæstet i menneskets hjerte”. Det er derfor mennesket i skabelsen beundrer det værk, der bringer det kraft og herlighed, og i den sammenhæng er der tale om ilden, stjernehimlen og det rindende vand. Betaget af disse elementers skønhed, antog mennesket dem for at være guder”.

Et tema, der konsekvent gør sig gældende i det gamle Testamente, er, at Gud forsøger at vænne sit udvalgte folk fra de afguder, som de folkeslag, de levede side om side med, tilbad, så hans udvalgte kunne give Ham (Den sande Gud) den rette og behørige tilbedelse. Men selv i den kristne æra har man fortsat tilbedelsen af afguder, og dette udgør til stadighed en trussel, der i dag er langt mere udbredt, bemærkede Sarah.

”I vor tid har disse guder fået mange navne, men faktum er, at afgudsdyrkelsen stadig er rodfæstet i vores sjæl, der er mærket af synden”, advarede kardinalen og tilføjede:

”Selvfølgelig tilbeder vi ikke længere ilden, stjernehimlen eller andre dele af naturen, men vi tilbeder afguder, som vi selv har opfundet, videnskabelige opdagelser, teknologiske-, økonomiske- og industrielle landvindinger. Alle disse nye opdagelser er bestemt gode i sig selv, men det går galt, når vi gør dem til- og betragter dem som afguder, fordi vi ganske enkelt glemmer alt om Ham, der skabte dem, og som på alle måder overgår os.

”Hvad er det, der sker i dag?” Spurgte kardinalen. Abrahams, Isaks og Jakobs Gud tilbeder vi i dag ikke længere, som Den eneste Gud og Den eneste Skaber. Men Abrahams Gud er forsvundet ud fra menneskehedens synsfelt”, sagde Sarah.

”Jesus Kristus som Gud og Den eneste Frelser og Forsoner er blevet fjernet, og der er endda nogen, der hævder, i den falske sekularismes navn, at religion med Gud som centrum er unødvendig”, advarede Sarah.

”Hvis vi fortsætter med at have den holdning til afgudsdyrkelse, som kun handler om, at vi skal have flere og flere forbrugsgoder, og hvis vi af egen fri vilje ønsker at fastholde os selv i syndens mørke, der indebærer, at vi tilbeder de afguder, der præger vor tid, da vil vi gå til helvedets mørke”, advarede han. ”Vi bør forstå, at vi bærer et ansvar for, hvor vi skal tilbringe evigheden”.

Kardinalens prædiken afspejlede den lære, vi finder i Den hellige Skrift og traditionen, når det handler om fortabelsen. Jesus advarer mod helvede 15 gange (1) i Evangelierne, det samme gør andre af det nye Testamentes forfattere: Skt. Jakob, Skt. Johannes, Skt. Peter og den hellige Paulus.

Kardinalens prædiken afspejlede også det, Den hellige Jomfru Maria åbenbarede for de tre hyrdebørn i Fatima. Åbenbaringer, Kirken har godkendt.

De tre børn blev vist et glimt af helvede (2) og blev slået med stor forfærdelse. ”I har nu set, hvor de stakkels synderes sjæle går hen”, sagde Maria til dem.

Hun fortsatte med at fortælle dem om hengivenheden til hendes Ubesmittede Hjerte, som i forening med hendes Søns Hellige Hjerte vil frelse sjæle fra at komme i helvede. Hun lærte også børnene, det man kalder Fatimabønnen: Oh, min Jesus…, som man afslutter enhver dekade med, og hun opmuntrede børnene til at fortsætte med at bede rosenkransbønnen hver dag for stivsindede synders omvendelse til Kristus. Skt. Jacinta Marto, én af seerne, tilføjede senere, at de synder, der er årsagen til at flest sjæle går til helvede, er synder, der er knyttet til kødets lyst”.

I samklang med Jesus, Maria og helgenerne, var kardinalens prædiken i fredags en advarsel mod at tilbede vor tids afguder. ”Mange iagttagere, der arbejder med netop dette emne (som kardinalens prædiken rettede fokus på) er enige med kardinal Sarah og Skt. Jacinta fra Fatima om, at penge og seksualitet opnår en topplacering på listen over synder”.

Noter

1.      Henvisning til en artikel om emnet: https://carm.org/what-are-the-verses-that-mention-hell

2.      Henvisning til artikel om emnet: http://www.ncregister.com/blog/joseph-pronechen/fatima-july-13-apparition-ways-to-overcome-a-frightening-vision

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 18. november 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/hell-is-real-cardinal-sarah-warns

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken plages endnu af modernisme. Her er paven, der som den første begyndte at bekæmpe den

Med sin første encyklika: E Supremi fra den 4. oktober 1903, udstak den pave, der efterfulgte pave Leo XIII, på en elegant måde den linje, der skulle præge hans pontifikat. Den linje, han anlagde, kan beskrives på følgende måde: Instaurare omnia in Christo (alt skal genoprettes i Kristus). Som de efterfølgende år skulle vise, dedikerede Giuseppe Melchiorre Sarto (1835–1914), pave Pius X (der var pave fra 1903 indtil sin død i 1914), sig til med stort mod og kraft at fuldføre sin mission. Pius X havde et kærligt blik på sin flok og var klar til at lede den ind på græsgange med god og sund doktrin og hellighed, og samtidig så han med stor smerte på den stadigt voksende andel af troende, der havde mistet troen, altså de fortabte får, dem, han som den gode hyrde havde medfølelse for.

Som den første pave i mange århundreder, der blev kanoniseret (på grund af de høje og strenge krav, der lå til grund for en kanonisering før Vatikan II), havde Pius X et specifikt sigte rettet mod en reform af Kirken, og mest af alt i forhold til Hendes liturgiske liv og retningslinjer for andagter. Hans skrivelser viser, at han var meget fokuseret på styrkelsen af Kirkens indre liv, når det handler om intensiveringen af bønslivet samt det opofrende aspekt, som er Hendes bedste – og i sandhed den eneste beskyttelse imod den ødelæggelse, der både kommer udefra og fra den indre splid.

Ligesom Benedikt XVI kendte Pius X til betydningen af at bevare og forkynde den katolske identitet, det helt specielle ved vores tro, som ikke kan forandres, og som Kirken, hvis Hun ikke besad den (den katolske identitet) havde noget definitivt og frelsende at give til menneskeheden. Uanset, hvor meget verden forandrer sig, uanset hvor fremadskridende den teknologiske udvikling er, og hvordan den implementeres, så er menneskets tilstand stadig den samme: mennesket er en synder og har brug for Guds nåde og den frelse, som Kristus kan tilvejebringe gennem Den Kirke, Han har indstiftet. Det er i lyset af denne vedholdenhed hos pave Pius X i forhold til at overholde denne uforanderlige kerne i den katolske tro, at vi må forstå hans kamp mod modernisterne.

Modernismen er en yderst kompleks retning, men ånden, der ligger bag den, kommer tydeligt til udtryk i dette citat, som stammer fra én af bevægelsens mest fremtrædende intellektuelle kræfter, den tidligere præst Alfred Loisy:

Det synes mig helt klart, at den måde, hvorpå Gud betragtes, aldrig har været andet end en projektion af et ideal, en kopi af menneskets personlighed, og at teologi aldrig har været – eller aldrig nogensinde kunne være andet end mytologi, der med tiden gradvist er blevet mere steril.

Modernisterne tror, at kristendommen må fortolkes i overensstemmelse med opfattelser, nytænkning og behov, der kendetegner moderne tid. Det får den betydning, at kristendommen ikke er en religion, der er åbenbaret af Gud, men mere er noget, der er blevet til i menneskets sind, og som genspejler den måde, man gennem tiden har betragtet det guddommelige, og således bliver kristendommen et produkt af forskelligartede tankesæt og erfaringer, som har udviklet sig over tid. For modernisterne er religion derfor en social konstruktion bestående af personlige og overnaturlige erfaringer relateret til det guddommelige. Dette religiøse udtryk kan variere i forhold til tid og sted, så det enkelte menneske kan tilpasse det religiøse aspekt til den måde vedkommende betragter det guddommelige. Doktrin, moral og ritus bliver til ved det i mennesket, den ånd, som kaldes, den ”religiøse fornemmelse”.

Det er blandt andet på baggrund af disse vildfarelser og mange andre, at Skt. Pius X i sin store encyklika Pascendi Dominici Gregis fra den 8. september 1907 fordømmer hele det system, der udgør modernismen, og som han definerer som ”en syntese af alle hæresier”. Man havde allerede slået fast, at modernismen ikke er i overensstemmelse med den første sandhed i den katolske tro, nemlig at Gud ud af Sin kærlighed ønskede at åbenbare sig for mennesket, til hvem Han også gav troens nådegave, samt forudsætningen for at mennesket kan svare på denne åbenbaring og basere sit liv på den.

Da Skt. Thérèse af Lisieux sagde de mindeværdige ord, ”alt er nåde”, kan man meget vel sige, at hun med disse ord sammenfatter det, Pius X havde at indvende mod modernismen. At det er Gud, der har skabt os, at det er Ham, der rækker ud til det elendige menneske, at Han blev kød og døde for os, at Han har udgydt Sin kærlighedsånd i vore hjerter, og at Han giver os mulighed for at tage del i Hans liv gennem Kirkens sakramenter, alt dette er ren og skær nåde, en gave, der kommer ovenfra og ned til os, skænket af lysets Fader, Ham, der er ophav til alle gode gaver, og det er til Ham, vi skænker os selv, som en gave ved agere med lydighed, med sønlig/datterlig kærlighed og i tilbedelse.

For modernisterne er alt dette vendt på hovedet: det kan beskrives på den måde, at det hele er en genspejling af mennesket selv, og at alt udgår fra mennesket. Når man ser bag det kaos, der præger områder som katekese, liturgi, doktrin og moral i Den katolske Kirke i dag, er det synligt, at det modernistiske tankesæt i mange år har sat sit præg på Kirken. Det var dette modernistiske tankesæt, som Pius X ikke kunne dæmme op for, selvom han gjorde det til sin mission og lagde alle sine kræfter i det.

På grund af den store indflydelse, som modernismen har fået i Kirken er Pascendi en encyklika, som ingen katolikker bør se bort fra, også selvom den kan være svær at læse sig igennem. (Jeg har forsøgt at lave et mindre resume af denne encyklika, (som findes et link til i noterne)) (1). Side for side gør encyklikaen det, at den afgrænser, præciserer og udpensler det system, der udgør modernismen og viser samtidig, at dette system består af tankesæt ligesom i et finmasket net, hvor det ene tankesæt leder til det næste. Endvidere redegør encyklikaen for, hvordan modernismens står i stærk modsætning til troens doktriner, men ikke kun dem, også solid filosofisk tænkning, er den i modstrid med. Det er klart, når man ser på krisen i Kirken, som har stået på i det sidste halve århundrede, er der mange faktorer, der har muliggjort krisen, men det er vigtigt at få på det rene, at modernismen ikke kun er en lille del af krisen, modernismen er den egentlige årsag til krisen.

Noter

1.      Link til resume af encyklikaen Pascendihttps://onepeterfive.com/pius-modernism-relevant

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 18. juli 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/modernism-still-plagues-the-church-heres-the-pope-who-first-started-fighting-it

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

For flere århundreder siden advarede paver om kriser i Den moderne Kirke, som om de levede i dag

Den 10. juni 2019 blev følgende erklæring offentliggjort: Declaration of the truths relating to some of the most common errors in the life of the Church of our time” (sandhedens erklæring med det formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser i Kirkens liv i vor tid). Den er underskrevet af kardinal Burke, biskop Schneider og flere andre biskopper, og der er tale om en ny oplistning af fejl eller måske en oplistning af nye fejl. Denne erklæring har fået mig til at tænke på de pavelige encyklikaer, der stammer fra flere århundreder tilbage, dengang de siddende paver kendte forskel på sandt og falskt, hvordan de skulle ophøje sandheden og fordømme falskheden og havde det nødvendige mod til at gøre dette klart vidt og bredt, så det nåede ud både til klerikale og lægfolk. Jeg begyndte at dykke ned i historien blandt de pavelige encyklikaer og blev glædeligt overrasket over det, jeg fandt frem til, og det er noget af dette, jeg i dag vil dele med Jer, og jeg har valgt to eksempler.

Der er sikkert ikke mange, der har hørt om pave Pius VIII (Francesco Saverio Maria Felice Castiglioni, 1761-1830). Hans tid som pave var kort, mindre end to år. Men hans encykliske skrivelse Traditi Humilitati, der blev udgivet for præcis 190 år siden, giver genlyd, fordi den rummer indsigt og inderlighed. I det følgende kunne han ligeså godt henvise til Abu Dhabi og det arbejdsdokument, der danner grundlag for Amazonasssynoden:

Blandt de hæresier, der er steget vor tids kloge til hovedet, er det modbydelige påfund, at der ingen forskel er på forskellige trosretninger, og at indgangen til den evige frelse kan passeres af alle uanset religiøst tilhørsforhold. Lægfolket må advares mod disse kloge hoveders vildfarelser, og lægfolket må undervises i, at der kun er én eneste sand tro, nemlig den katolske.

Hans opfordring til verdens biskopper er følgende:

Vær meget forsigtige, når I udvælger seminarister, for lægfolkets frelse afhænger af gode præster. Intet bidrager mere til sjælenes ulykke end ugudelige, svage eller uuddannede klerikale.

Det var, som om pave Pius VIII forudså de problemer, der ville opstå i forbindelse med Amoris Laetitia, for han skærer igennem al den uklarhed, denne skrivelse rummer, og det gør han på følgende måde:

Vi opfordrer Jer på det kraftigste til at opdrage Jeres flok (menigheder) til at have ærbødighed overfor den hellighed, der hviler over ægteskabet, så de ikke forledes til at se bort fra den værdighed, der er knyttet til dette sakramente. De (lægfolket) bør ikke handle sådan, at det kan vække anstød eller så tvivl om ægtheden af den bestandige uplettede forening, der er mellem en mand og en kvinde, altså den ægteskabelige relation. Den forening, der ligger i ægteskabet, afspejler den evige og ophøjede forening, der er mellem Kristus og Kirken, og derfor er det tætte (ægteskabelige) bånd mellem en mand og hustru et sakramente, der er et helligt tegn på den udødelige kærlighed Kristus nærer til Sin Brud.

Med ord, der kunne være sagt af Katarina af Siena, opfordrer paven på broderlig vis sine biskopper til at bevise deres nidkærhed, når deres flok er i overhængende fare, fordi de trues af vildfarelser og revolutionerende tankesæt:

Skal vi undlade at løfte vores røst, når der virkelig er en grund til, at de kristne har behov for at høre den? Skal vi lade menneskers argumenter hindre os i at tale? Bør vi lide i tavshed, når man sønderriver Kristi, Vor Frelsers klædning uden søm, som end ikke de soldater, der korsfæstede Ham, turde flænge? Lad det aldrig fremstå således, at vi ikke havde tilstrækkelig med nidkærhed i den pastorale omsorg for flokken, når den var i overhængende fare. Vi ved, at I vil tragte efter at gøre mere, end vi forlanger, at I vil værne om – og mere og mere forsvare troen ved katekeser, vejledning, hårdt arbejde og med nidkærhed.

En endnu tidligere pave, nemlig Clement XIII (Carlo della Torre di Rezzonico, 1693-1769) udvider opgavemængden for biskopperne i sin encyklika Christianae Reipublicae fra 1766. Efter at have raset over bøger med et udsvævende indhold samt den intetsigende filosofi, der kom fra oplysningstidens tænkere, minder han biskopperne om, at det er deres pligt at forsvare Kirkens grundlag, at stå vagt om depositum fidei og afsløre de ulve, der drager hærgende rundt i det kirkelige landskab:

I princippet er det Jeres pligt at fungere som et værn for det fundament, der allerede er lagt, så dette ikke ændres af noget nyt og anderledes. Stå vagt om det, der er troens kerne, for det er det, I har forpligtet Jer til under edsansvar, da I højtideligt blev indviet til biskopper. Det er Jer, der skal udpege for de troende, de ulve, der ødelægger Herrens vingård. I bør advare dem (de troende) om, at de ikke må friste sig til at beskæftige sig med visse forfatteres besnærende ord, og at de må holde sig på afstand af de vildfarelser, der er udgået fra listige og onde mennesker. Med andre ord de troende bør afsky bøger, der indeholder urovækkende elementer, og som ganske enkelt strider imod tro, religion og moral, og som går stik imod den kristne dyd. Vi kan konstatere med stor glæde, at når det handler om at forsvare troen, følger de fleste af Jer i apostlenes fodspor, hvor I med stor kraft forsvarer Kirkens love, og hvor I med nidkærhed og overvågenhed har afværget disse vildfarelser, og dermed ikke ladet de troende besnæres af slanger.

Kort sagt, Clement XIII fordømmer den slags forfattere, som pave Frans priser i store vendinger, f.eks Walter Kasper, Fritz Lobinger, Teilhard de Chardin, Francesca Pardi og Stephen Walford. I overensstemmelse med sit navn pave Clement, den, der i sandhed er barmhjertig, advarer han os, som alle gode præster altid har gjort, mod at vi udskifter den allerede etablerede doktrin med nye tendenser samt midlertidige eksperimenter med den åndelighed, der har vist sin duelighed gennem historien, og vi har hårdt brug for en Clement XV, en Pius XIII, en Gregorius XVII eller en Leo XIV, at disse ved en fremtidig konklave adresserer oplistningen af nye fejl, noget som skulle være blevet gjort for længe siden og samtidig tager konklavet i ed på, at der kæmpes mod neomodernisme, og at der foretages en genopretning af den liturgiske tradition i Den Romerske Kirke.

En løsning på de mange problemer, der er fulgt i kølvandet på den tragiske situation (i Kirken) kræver intet mindre end støtte fra paver, der er af den støbning, der er beskrevet her i artiklen, og som også løftede reformerne efter koncilet i Trent. Deus, in adjutorium nostrum intende: Domine, ad adjuvandum nos festina.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 27. juni 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/18th-century-popes-warn-of-modern-church-crises-as-if-they-were-alive-today

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Synoden og dødsrigets porte

I løbet af oktober måned har trofaste katolikker oplevet angst, vrede, forvirring og endda fortvivlelse. De rapporter, der kommer fra Rom, som omhandler synoden, har sendt katolikker ud på det, der bedst kan betegnes som en rutsjebanetur. Først var der forlydender om, at man ved synoden skulle stemme om, at åbne op for at skilte og gengifte katolikker vil kunne modtage Den hellige Kommunion (1), men derefter opstod der rygter om, at dette forslag fra kardinal Kasper var blevet taget af bordet (2). Spørgsmålet omkring homoseksualitet har også været oppe at vende ved synoden (3). Pave Frans har proklameret etableringen af et nyt dicastery (en kongregation), der tager sig af spørgsmål vedrørende familien og familieliv (4), og paven har samtidig udbedt sig forslag til, at Kirken kan blive decentraliseret.

Imidlertid har alt dette ledt mange katolikkers tanker hen på den profeti, Vor Frue gav i Akita (5), hvor hun fortalte, ”at man vil se både kardinaler og biskopper rejse sig mod hinanden”, og dette kan ses i lyset af, at nogle prælater angiveligt har et ønske om implicit at manipulere med synoden. Midt i alt dette er der et skriftsted, som mange trofaste katolikker tyer til, og det er det skriftsted, hvor Vor Herre siger, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”.

Mattæusevangeliet kapitel 16: 18 er et passende skriftsted at overveje i denne tid, der er præget af en forvirring, der synes at sprede sig til – og berøre flere dele af Kirken.  I dette skriftsted siger Jesus: ”Og jeg siger dig, at du er Peterog på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Den almindelige forståelse af, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, er, at Kirken ikke vil undervise de troende i vildfarelser, altså forhold, der strider imod Kirkens lære og embede, og at Kirken ikke vil blive udslettet fra jordens overflade. Men måske er det muligt at finde frem til en anden gyldig fortolkning. Det synes som om, at man også kan henvise til, at Kristi Kirke er grundlagt på en klippe, som betyder, at Kirken står fast og er uden fejl. Derfor har den del af skriftstedet vedrørende dødsrigets porte måske en anden betydning.

Lad os opdele dette skriftsted i tre og undersøge disse enkeltdele nærmere:

1.      Og jeg siger dig, at du er Peter (klippe),

2.      og på den klippe vil jeg bygge min kirke,

3.      og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Den første del af det, Vor Herre siger, handler om en navneændring fra Simon til Peter. Vor Herre definerer Peter som en klippe, som noget, der står fast, et fundament. Ligesom Gud indgraverede De ti Bud på stentavler, for at markere at disse Bud står fast og absolut ikke kan ændres. På samme måde karakteriserede Vor Herre, Simon, som en klippe (Petrus), og vi ser her, at Vor Herre understreger, at den lære, der udgår fra Peter, står fast og dermed ikke kan ændres.

Den anden del af dette skriftsted omhandler fundamentet for Kirken, som er Peters læreembede samt den ufejlbarlighed, der knytter sig til det. Da Vor Herre indstiftede Sin Kirke på den klippe, som er Peter, viste Han tilbage til en anden af Sine lignelser. Der er tale om lignelsen om de to huse, der bliver bygget på to forskellige slags grundlag, det ene på klippen og det andet på sand. I denne lignelse fortæller Vor Herre følgende:

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen” (Matt 7: 24-25).

Det er gennem denne lignelse kombineret med, at Vor Herre indstiftede Sin Kirke på klippen kaldet Peter, at Vor Herre gør det klart, at Kirken står fast. Kort sagt, Peter er en klippe, hvis lære aldrig vil være præget af vildfarelser. Kirken er bygget på denne klippe, og uanset hvor forfærdelig verdens tilstand er, vil ”huset” ikke falde.

Den tredje del af skriftstedet Mattæus kapitel 16: 18 er imidlertid det mest forunderlige. Vor Herre siger: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Det græske ord for port i denne sammenhæng er pulai, og netop dette ord har nogle af kirkefædrene antaget, at det skulle betyde autoritet eller magt. Så på en måde henviser ”dødsrigets porte” til satans rige og dettes magt eller autoritet, som benyttes i dets stræben efter at ødelægge Kirken. Forstår man det på den måde, giver det mening at sige: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, som er det samme, som at sige, at ” dødsrigets magter ikke vil sejre”. Og selvom vi burde forstå denne linje på netop den måde, så må vi antage, at der også i disse linjer ligger en bogstavelig betydning, rettet til os. Set i det lys indebærer det, som Vor Herre siger, at der er tale om en defensiv position som i ” og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Men forstår man det bogstaveligt, er det Han siger ikke af defensiv karakter, men offensivt, og det ganske enkelt, fordi porte ikke er et våben, der benyttes offensivt.

Lad os derfor undersøge to historier fra det gamle Testamente for at se, om vi kan finde frem til det, Vor Herre mente. Den første historie finder vi i Dommerbogen:

Engang gik Samson til Gaza. Der så han en skøge, og han gik ind til hende. Da gazitterne fik at vide, at Samson var kommet, omringede de stedet, og hele natten lå de på lur efter ham ved byporten. De lå stille natten igennem, idet de tænkte: ’Så snart det bliver lyst, vil vi slå ham ihjel’. Samson blev liggende til midnat. Så stod han op og greb fat i portfløjene og de to dørstolper, rykkede dem op sammen med portslåen, tog dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af bjerget ved Hebron” (Dom 16: 1-3).

I det gamle Testamente optræder en karakter kaldet Samson. Han er det, man kalder en typologi, det vil sige, at han er et billede på en person eller hændelse, der vil komme i det nye Testamente. Samson er en typologi på Vor Herre Jesus Kristus og Kirken. I dette meget korte skriftsted, der ikke synes at foreskrive nogen i – eller noget, der skal foregå i det nye Testamente, optræder en episode, hvor Samson sover ved sine fjenders byport, mens de gennem hele natten ligger på lur efter ham, så de kan slå ham ihjel. Samson gør det, efter han er vågnet, at han griber fat i portfløjene og de to dørstolper og rykker dem op sammen med portslåen og tager den på sine skuldre og bærer dem op på toppen af bjerget. Det, at Samson bærer byporten på sine skuldre op på toppen af et bjerg, er et tydeligt billede på Vor Herre, der bærer sit kors op på Golgata. Ser vi på Samson, som en typologi for Kirken, så er det interessante her, at han bærer sine fjenders byport på skuldrene. Der er to ting, man bør hæfte sig ved i den sammenhæng. Det er ikke kun gazitternes ønske om at slå Samson ihjel, der blev forpurret, men også byens porte var i bogstavelig forstand ikke i stand til at modstå Samsons enorme styrke.

Lad os nu gå videre med den anden historie fra det gamle Testamente, der handler om Josvas sejr over byen Jeriko. Jeriko var en by, der var alment kendt for sin ondskab og vederstyggelighed, og det var af den grund, at Josva efter at have erobret byen med sværdet lagde band på alle, der var i byen både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler, og han lader endvidere byen brænde med alt det, der er i den. Den eneste, der blev sparet, var skøgen Rahab og hendes fars slægt og alle, der hørte hende til, fordi hun havde hjulpet Josvas spioner ved at skjule dem. Yderligere, efter at Josva havde ladet byen nedbrænde, udtalte han følgende forbandelse over byen: ”Forbandet af Herren være den mand, der går i gang med at genopbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte søn at lægge grunden og hans yngste søn at sætte porten”. Det centrale er her, at Jeriko er et billede på helvede.

Allerede i begyndelsen af denne historie om Jerikos fald til Josva, bliver vi fortalt, at ”Jeriko var lukket og låst for isralitterne, ingen kunne gå ud eller komme ind” (Jos 6: 1). Man betragtede Jerikos mure, som uigennemtrængelige, og som Den hellige Skrift antyder, var der tale om en ”forsegling” af byens porte. I Femte Mosebog gives der følgende beskrivelse af byen: ”Hør, Israel! Du skal i dag gå over Jordan for at fordrive folk, der er større og mægtigere end du, og erobre store og himmelhøjt befæstede byer” (5 Mos 9: 1). Men Jeriko, der var stærkt præget af ugudelighed, faldt ikke ved våben, men ved tro. I Hebræerbrevet kapitel 11: 30, læser vi: ”Ved tro faldt Jerikos mure, da isralitterne i syv dage havde gået rundt om dem”.

Jerikos mure faldt, fordi Josva gjorde, som Gud befalede … gennem bøn og lydighed, og ved at man bar Arken rundt om byen, og på den måde ”faldt byens murværk sammen” (Jos 6: 20). Jerikos mure kunne ikke modstå Israel. Mere specifikt så kunne byens murværk ikke modstå de bønner, der kom fra præsternes bønner og det, at de stødte i hornene, og at de bar Arken rundt om byen.  Tager man udgangspunkt i de formuleringer, der benyttes i det nye Testamente, ville et lignende slag blive anført af bedende præster og biskopper, der ville bære Den nye Ark, som er Den hellige Moder, Jomfru Maria. Kort sagt, det udsagn Vor Herre fremsætter: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er en offensiv formulering og dermed ikke en formulering om et forsvar. Da Vor Frue er Den nye Pagts Ark, leder det vore tanker hen på Hendes ord i Fatima: ”Til sidst vil Mit Ubesmittede Hjerte sejre”.

Når Kirken foretager et angreb på dødsrigets porte, er dødsriget forsvarsløst. Hele portkonstruktionen til dødsriget vil blive væltet omkuld, og murværket vil falde sammen. Gud sagde til slangen i Edens have: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15). Kort sagt, dødsrigets porte har ingen chance i sin kamp mod Kirken og kan egentlig blot vente på den dag, hvor Hun knuser dets (dødsrigets) konstruktion. Vor Herres løfte om, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er ikke et udsagn, der henviser til udholdenhed, men nærmere et jubelråb om at følge Vor Frue, mens Hun stormer frem mod fjendes porte med det eneste mål at erobre og vinde.

Så frygt ikke, vær ikke vrede, forvirrede eller ængstelige, grib derimod Jeres våben … den hellige rosenkrans… og tag del i slaget mod dødsrigets porte med følgende på sinde, som er blevet sagt af Judas Makkabæeren:

Men Judas svarede: Det kan let ske, at mange bliver overmandet af nogle få, og for himlen er det lige nemt at skaffe sejr, uanset om vi er mange eller få. At vinde i krig afhænger jo ikke af hærens størrelse; nej, kraften kommer fra himlen. De drager imod os i al deres overmod og lovløshed for at udrydde os og vore kvinder og børn og for at udplyndre os; men vi kæmper for vort liv og vore skikke. Han selv skal besejre dem for øjnene af os. I skal ikke frygte dem!” (1 Makk 3: 18-22).

Vor Frue, Du som sejrer, bed for os!

Noter

1: Link til uddybende artikel: https://cruxnow.com/church/2015/09/15/list-of-participants-augurs-another-rollicking-synod-on-the-family

2: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/communion-for-divorced-and-remarried-abandoned

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/video-romanian-doctor-at-synod-says-leninist-minority-are-hijacking-it-with

4: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/pope-creates-new-dicastery-for-the-family

5: Link til uddybende artikel: https://www.ewtn.com/catholicism/library/message-from-our-lady–akita-japan-5167

6: Link til bog om emnet: https://www.ignatius.com/Product.aspx?ModelNumber=RVS-E

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er offentliggjort på Lepanto Institute den 26. oktober 2015. Den kan læses på: http://www.lepantoinstitute.org/faith-and-life/the-synod-and-the-gates-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

THE PROPHECY OF ST. FRANCIS OF ASSISSI

In Works of the Seraphic Father by R. Washbourne (1882) that bears the mark of an imprimatur, a prophecy by St. Francis is imparted to his spiritual children on his deathbed. I quote the relevant parts here:

Act bravely, my Brethren; take courage, and trust in the Lord. The time is fast approaching in which there will be great trials and afflictions; perplexities and dissensions, both spiritual and temporal, will abound; the charity of many will grow cold, and the malice of the wicked will increase. The devils will have unusual power, the immaculate purity of our Order, and of others, will be so much obscured that there will be very few Christians who will obey the true Sovereign Pontiff and the Roman Catholic Church with loyal hearts and perfect charity. At the time of this tribulation a man, not canonically elected, will be raised to the Pontificate, who, by his cunning, will endeavour to draw many into error and death. Then scandals will be multiplied, our Order will be divided, and many others will be entirely destroyed, because they will consent to error instead of opposing it. There will be such diversity of opinions and schisms among the people, the religious and the clergy, that, except those days were shortened, according to the words of the Gospel, even the elect would be led into error, were they not specially guided, amid such great confusion, by the immense mercy of God… Those who preserve their fervour and adhere to virtue with love and zeal for the truth, will suffer injuries and persecutions as rebels and schismatics; for their persecutors, urged on by the evil spirits, will say they are rendering a real service to God by destroying such pestilent men from the face of the earth… Sanctity of life will be held in derision even by those who outwardly profess it, for in those days Our Lord Jesus Christ will send them not a true Pastor, but a destroyer.—Ibid. p.250 (emphasis mine)

Den lange kamp for kvindelige katolske præster er ved at nå sit højdepunkt

Skt. Gallen mafiaens lange kamp (1) for at forandre præsteskabet har nu nået et afgørende punkt. Mørket er begyndt at sænke sig over det, der er vigtigste for præsteskabet, mens slaget bliver udkæmpet ved Amazonassynoden.

Kort tid efter, at synoden var blevet påbegyndt, indrømmede biskop Erwin Kräutler, at synoden ”måske var” et skridt på vejen mod kvindelige præster (2). Den noget ”eksplosive” indrømmelse fremkom, efter at han allerede havde udtrykt sin støtte til kvindelige diakoner, og han sagde ved den sydonale pressekonference, at de indfødte ikke forstår cølibatet. Det er værd at notere sig, at blot få måneder før synodens start deltog Kräutler i et ”hemmeligt” præ-sydonalt møde (3), hvor man arbejdede med forslag om ordination af gifte mænd samt kvindelige diakoner. Fire andre deltagere udover Kräutler var kardinalerne Hummes, Baldisseri, Czerny og Schönborn (4), og disse kardinaler er en del af den kommission (5), der er ansvarlig for udfærdigelsen af synodens slutdokument.

En anden deltager ved dette ”hemmelige” formøde var kardinal Walter Kasper, som er én af hovedpersonerne i Skt. Gallen mafiaen.

Skt. Gallen mafiaen, der har levet sit helt eget – og tilbagetrukket liv, har i skjul lagt trædestenene for den revolution, vi nu er vidne til. Deres arbejde begyndte i slutningen af 1960’erne/i starten af 1970’erne, hvor de argumenterede kraftigt for en ordination af gifte mænd (6). Dette fremgår af biografien om kardinal Godfried Danneels, som er én af mafiaens hovedaktører, at mafiaen på et mere overordnet plan har drøftet muligheden for kvindelige diakoner under deres tilbagevendende årlige møde i Schweiz. I biografien beskrives arbejdet for kvindelige diakoner som et afgørende skridt mod en større forståelse for kvindelige ordinationer. Ifølge biografien mente Danneels, at der er bibelske og historiske belæg for en ordination af kvinder, men han var samtidig påpasselig med at ”lufte” sine synspunkter vedrørende dette emne offentligt.

Kardinal Carlo Martini S.J., leder af mafiaen og pave Frans ”forløber” (7), var mindre forsigtig med sine udtalelser om dette emne. I begyndelse af 1990’erne gav han en lang række interviews, hvor han åbenhjertigt fortalte om, hvordan han ville skabe forandringer af omvæltende karakter i præsteskabet. I et interview i 1994 med Le Monde blev jesuitten stillet følgende spørgsmål: Er det muligt at skabe en åbning for, at præsteskabet også kan rumme gifte mænd? Han insisterede på, at ordinationen af gifte mænd kun skulle foretages, hvis der var særlige grunde. Dette var et forvarsel i forhold til det væsentlige emne, der er blevet diskuteret på synoden.

Vedrørende kvindelige præster indrømmede Martini i 1993, at hvis man gik for hurtigt frem, ville det resultere i et skisma, og det er det samme argument, der lægges frem i Peter Hebblethwaite’s bog The Next Pope. Ikke desto mindre sagde Martini:

”Når det kommer til selve spørgsmålet om ordination af kvinder, så er det min holdning, at vi bør nærme os dette skridt for skridt, så vi gradvis når frem til en løsning, der ikke kun er ”spiselig” for de progressive, men også for den resterende del af Kirken … Men jeg ser foran mig, at dette ikke kun tager år, men årtier, og det vil indebære mange kampe”.

Derpå fremkom han med en indirekte antydning af, at der ville komme forandringer efter årtier med mange kampe, som han fik formuleret på følgende spydige måde: ”Når folk stiller mig dette spørgsmål, og det er som regel amerikanere, der gør det: ”Vil vi få kvindelige præster”? Så er mit svar: ”ikke i dette årtusinde”.

Nogle har spekuleret i, at netop dette interview var løftestangen, for at pave Johannes Paul II offentliggjorde dokumentet Ordinatio Sacerdotalis fra 1994, som erklærede, at de troende ”definitivt” må stå fast på, at ”Kirken på ingen måde har autoritet til at skænke ordinationen til kvinder”. Martini syntes ikke at lade sig mærke af denne pavelige udgivelse og betegnede dokumentet som ”afgørende”, selvom han i bund og grund modarbejdede det. Som Peter Hebblethwaite henviser til i sin bog The Next Pope, at blot tre dage efter at Ordinatio Sacerdotalis er blevet offentliggjort, udtaler Martini ved en Eukaristisk kongres i Siena, at: ”paven intet har udtalt om ordination af kvindelige diakoner”. Vedrørende kvindelige diakoner i fortiden, sagde han: ”jeg tror, at man har forsøgt at holde ’en dør på klem’ for denne mulighed”. 

Senere i bogen Night Conversations with Cardinal Martini priste jesuitten igen kvindelige diakoner og sagde ”vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”. Han forklarede, at han personligt havde opmuntret overhovedet for Church of England til at udvise ”mod”, når det handler om ordination af kvinder, og samtidig ”tage en chance, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet”.

Mafiaens hensigt med at stræbe efter en ordination af gifte mænd samt kvinder er foregået gradvist og i smug, og arbejdet har igennem årerne for det meste budt på hårdt slid og modstand. Men ”projektet” har fået fornyet styrke under pave Frans og dennes pontifikat. Paul Vallely’s bog Pope Francis: The Struggle for the Soul of Catholicism beretter om følgende: da Kräutler spurgte paven om gifte mænd kunne ordineres, svarede paven kort og klart: ”tror du ikke, at jeg godt ved det”. Senere da en rådgiver stillede spørgsmålet om gifte præster, svarede pave Frans: ”en ting ad gangen”. Kräutler, der stærkt opfordrede til gifte præster samt kvindelige præster, blev hovedarkitekten (8) bag synodens kontroversielle arbejdsdokument. Han hævder, at ”to tredjedele” af biskopperne i Amazonas ønsker en ordination af gifte mænd, og mange af synodefædrene ønsker kvindelige diakoner.

Kräutler mener ikke, at pave Frans stringent vil afvise en ordination af kvinder (9). Jeg tror ikke, at han tænker, hvad der taler for eller imod, og samtidig hævder han, at pave Frans er ”åben for forandringer”.

Når det handler om kvindelige præster, benytter paven faktisk uhyggelige udtalelser, ligesom Martini gjorde i 1994. Paven benytter samme måde at udtale sig på som Martini. Pave Frans har på en beroligende måde bekræftet, at i princippet er forbuddet mod kvindelige præster stadig gældende, også selvom man under hans pontifikat i praksis forsøger at opfylde Skt. Gallen mafiaens drøm om kvindelige diakoner. Der er tale om, for at benytte en betragtning hentet hos historikeren Roberto de Mattei, endnu et eksempel på, at paven tilsidesætter alt det, der teoretisk set er solidt funderet.

Ifølge Marco Politis La Solitudine di Francesco er en lang række medlemmer af den undersøgelseskommission vedrørende kvindelige diakoner, pave Frans nedsatte, af den opfattelse, at paven under deres møde i 2017 har været sympatisk stemt overfor et sådant forslag. Et af kommissionens medlemmer har udtrykt sin tro på, at paven vil handle på ”rette” måde, men vedkommende erkender også, at det har været nødvendigt med en ventetid, så man undgår, at kommissionens arbejde har været spildt. Et andet af kommissionens medlemmer har fortalt om pave Frans’ arbejdsmetode med at ”tage et skridt ad gangen”. Det er værd at notere sig, at da kommissionen ikke kunne nå til enighed, om hvorvidt det kunne afgøres ud fra et historisk perspektiv, om kvindelige diakoner havde modtaget den sakramentale ordination, udtalte pave Frans: ”lad os fortsætte, jeg er ikke tilbageholdende i forhold til at gå mere i dybden med denne sag” (10).

I dag finder Kräutler det realistisk (11), at synoden vil nå frem til en afgørelse, ”som i alt fald indbefatter kvindelige diakoner”. Det er måske derfor, at pave Frans i ”løse” vendinger taler om, at han ikke er bange for et skisma: han ved om nogen, at han er ved at lade en bombe springe, som vil ryste Kirken. Som de Mattei for nylig påpegede, så har revolutioner historisk set en lang indkøringsfase, før de realiseres. Han er af den overbevisning, at det pres, som disse revolutionære tendenser har opbygget gennem 50-60 år, ”om mulig vil blive realiseret indenfor kort tid”.

Men selv om synoden på dramatisk vis giver sin støtte til ordinationen af kvindelige diakoner, påpeger flere røster, at ”mindre” opgavevaretagelser i Kirken foretaget af kvinder, er et forstadie til, at katolikker må berede sig på kvindelige præster. John-Henry Westen formulerer det på følgende måde (12):

Da kvinder allerede gør tjeneste ved alteret i liturgiske klæder, fungerer som lektorer og Kommunionsuddelere, synes det ikke fjernt, at kvinder overdrages en defineret kirkelig opgave, hvor de ved en Messe er tilstede i liturgisk klædning og har mulighed for at prædike. Er vi først nået dertil, er der ingen hindringer for ordination af kvinder, fordi kvinden som præst allerede fremstår synligt og i symbolsk forstand. I mangel af en præst kunne en kvinde klædt i liturgisk klædning lede bønnen, foretage evangelielæsning samt prædiken og endelig uddele konsekrerede Hostier fra Tabernaklet, og som pave Frans har nævnt, foregår dette allerede visse steder i Tyskland. På det tidspunkt vil det præsteskab, der kun består af mænd, være fuldstændig ødelagt, og det fører uundgåeligt og hurtigt til en falsk ordination af kvinder.

Ligeledes ville en ordination af gifte ældre mænd, et forslag lagt frem af biskop Fritz Lobinger (13) ikke blot være et frontalt angreb på cølibatet, men vil også bane vejen for kvindelige præster. Som Lobinger forklarer i sin bog Like His Brothers and Sisters, vil denne nye type af ordinerede præster ændre forestillingen om præsteskabet og gradvist sørge for en udskiftning af den klerikale præst med en præst, der ”flyder ind som en naturlig del af fællesskabet”. Dette ville gøre ordinationen af kvinder langt mere attraktiv for mange kvinder, og det vil for mænd synes mere acceptabelt, siger han stolt.

Med andre ord selvom synoden ikke afføder jordskælvslignende tilstande i Kirken, så har den revolutionære tendens fået mere styrke og kraft, og på den måde fortsættes Skt. Gallen mafiaens lange kamp mod præsteskabet.

 Noter

1: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Skt. Gallen mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden”): https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

2: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

4: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/photo-full-list-of-participants-in-private-pre-synod-study-meeting-in-rome

5: Link til uddybende artikel: http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/it/documenti/commissione-per-lelaborazione-del-documento-finale.html

6: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

7: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/leader-of-st.-gallen-mafia-ante-pope-martini-prepared-the-way-for-fran

8: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

9: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/papal-advisor-claims-francis-would-not-give-strict-no-to-womens-ordination

10: Link til en uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-inflight-comments-on-women-deacons

11: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/key-bishop-in-upcoming-amazon-synod-has-hope-for-at-least-female-deacons

12: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/video-10-signs-pope-francis-is-moving-towards-womens-ordination

13: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig”): https://onepeterfive.com/amazon-agenda

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 16. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-long-war-for-female-catholic-priests-is-reaching-its-climax

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dutch bishop: Amazon Synod’s ‘politically correct’ agenda ignores Christ

Robert Mutsaerts“If your heart really goes out to the Amazon, you tell the truth — namely, that it is Jesus Christ who saves. That’s the reason why you proclaim the unadulterated gospel. The call to repentance, and the promise of forgiveness associated with it, is that not the summary of the whole Bible? But the word “sin” did not cross anyone’s lips, so forgiveness and mercy didn’t, either. Yes, they did talk about it once — sin against Mother Earth. The environment is considered more important. This fits in perfectly with the core concepts of the new theology: integrated ecology, diversity, synodality, building bridges, global warming, new paths, change, and all that kind of nonsense.”

“Finally, I would like to mention this. How often do I hear that it’s all a matter of mercy? But I do not believe them. It is false mercy. We want to liberalize celibacy not in order to sanctify the priesthood, but to do away with a rule that requires holiness. They want to change the doctrine on homosexuality not because they want to be merciful toward the heavy burden of sin, but to say sin is no longer sin. They want to allow extra-marital sex not because they are positive about sexuality, but because they don’t want to recognize marriage (a man and a woman) as the only marriage covenant recognized by God. Be honest and stop pushing hidden agendas.”

More

 

Kardinal Sarah: Amazonassynodens sigte er gifte præster, og det er en fornærmelse mod Gud

Kardinal Robert Sarah fra Guinea udtrykte alvorlig bekymring for Amazonassynodens forslag om ordination af gifte præster, en ide, der er udbredt blandt liberale tyske prælater.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fremhævede i et interview med Corriere Della Sera, et italiensk dagblad, at dette forslag strider imod Kirkens lære og teologisk set er absurd, og samtidig leder det til, at man stiller spørgsmål ved cølibatet. 

Sarah sagde, at det endvidere er en absurditet, at man adskiller de tre nådegaver, alle præster modtager ved deres ordination, nemlig at lære, lede og helliggøre. En sådan handling er i modstrid med læren fra Vatikankoncilet og den tradition, der gør sig gældende i Den latinske Kirke, som har fastlagt, at disse tre nådegaver udgør en enhed.

Med en erkendelse af, at ordinationen af gifte mænd kan være løftestangen for, at man begynder at stille spørgsmålstegn ved cølibatet, fandt Sarah trøst i pave Frans’ henvisning til pave Paul VI’s kommentar, som pave Frans benyttede, da han talte til en gruppe journalister den 27. januar 2019, og hvor han sagde: ”jeg vil hellere ofre mit liv end at ændre på reglerne omkring cølibatet”.

Med udgangspunkt i en sammenkædning mellem faldet i kald og de voldsomme udfald mod viri probati (velanskrevne gifte mænd), stiller Sarah følgende udfordrende spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke flere mennesker, der fornemmer et kald til et liv med Gud, i præsteskabet og i jomfrueligheden?”

Ifølge Sarah er svaret på dette spørgsmål, at ”vi har afvist Gud”, og denne afvisning af Gud præger hele verden, men kommer klarest til udtryk i Europa, hvor et liv uden Gud er blevet en del af Vestens selvopfattelse.

Han forklarer:

I dag har mennesket gjort sig selv til Gud. Faderen er blevet afvist, og Gud er blevet afvist, fordi Han ikke indrømmer, at Han kan være afhængig af nogen. Alle vil selv bestemme og tage styringen over deres liv, død og seksualitet, og det har nået et punkt, hvor man ændrer på alt det, der er naturligt, således at det passer til ens egen forestilling.

Derfor er vi nået langt ud over Nietzches teori om ”overmennesket”. I dag oplever vi en form for barbari, der kommer indefra, og det adskiller sig fra det, romerne oplevede i det 4. århundrede, hvor det var ydre fjender, der angreb.

Sarah sagde, at han frygtede, at der er en ”vestlig tendens”, der benytter synoden til at fremme egne agendaer, og som tror, at de kan løse problemer, der er knyttet til social retfærdighed med deres ”bedrageri”.

Kardinalen gjorde det klart, at hans kommentarer var rettet mod en række af de centrale emner, der bliver diskuteret på synoden: ”ordinationen af gifte mænd, flere kirkelige opgaver til kvinder (herunder kvindelige diakoner) samt Kirkens bestemmelser for lægfolket”, og han tilføjede, ”at disse punkter har betydning for Kirkens universelle struktur. At have fokus på, at man kan udnytte de fordele, der måtte vise sig ved implementering af beslutninger fra synoden, er en nedrig form for manipulation, et bedrag og en fornærmelse mod Gud, der leder Sin Kirke og betror Den at være en del af Hans frelsesplan”.  

Han definerer det, som værende ”afskyeligt”, at man benytter en tilsyneladende ”bekymring for de fattiges åndelighed i Amazonas, som en løftestang til at fremme et (typisk) projekt, der er blevet til i hovederne på en elite af liberale og verdslige teologer”.

Dette er ikke første gang, at Sarah påpeger, at det, der er årsagen til den aktuelle åndelige krise i Vesten, er et ønske om ikke at ville have noget med Gud at gøre, og denne tendens blev fremmet af intellektuelle strømninger i Vesten, hvor én af de mest markante filosoffer, nemlig tyskeren Friedrich Nietzche gjorde sig særlig bemærket.

I et tidligere interview sagde Sarah:

Folk i Vesten har gjort sig skyld i at forkaste Gud, og de har ikke blot afvist Ham. Friedrich Nietzche, som kan betragtes at tale på Vestens vegne, hævdede, at ”Gud er død”, og Gud forbliver at være død! Og at det er os, der har slået ham ihjel…”. Vi har dræbt Gud. Ud fra den betragtning, at Gud for mennesket er død, var det Nietzches sigte at erstatte Gud med et profetisk menneske af særlig karakter”.

Den 74-år gamle kardinal, der stammer fra Guinea, sammenkædede også afvisningen af et mandligt præsteskab med afvisningen af faderskabet samt den arv, tidligere generationer har givet videre til nutidens menneske.

Jeg vil i det følgende nærmere gøre rede for afvisningen af faderskabet. Vores samtid er overbevist om, at man først kan blive fri, når man ikke er afhængig af andre. Denne antagelse er farlig. Mennesker i Vesten antager, at det at tage imod (hjælp) er i strid med menneskets værdighed. Men det civiliserede menneske står på skuldrene af tidligere generationer, som er dets arv, og det er igennem dem, at mennesket af i dag er blevet overdraget sin historie, kultur, sprog, navn og familie. Det er det, der adskiller det civiliserede menneske fra barbarerne. 

Ser man bort fra sit ophav, sin arv, fordømmer man sig selv ved at vende sig til en tilstand, der er præget af jungleloven, og hvor den enkelte er sin egen herre (Gud), sagde han og tilføjede: fordi det vesterlandske menneske ikke ønsker at anerkende sit ophav og sin arv, har det fordømt sig selv ved at forlade sig på liberal tænkning og globalisering.

Men Sarah er stadig opfyldt af håb i forhold til Kirkens fremtid, selvom der er problemer, for hans håb ligger i Kristi enhed. Han har dedikeret sin seneste bog The Day Is Now Far Spent til pave emeritus Benedict XVI, pave Frans og præster i hele verden.

Selvom Sarah er overbevist om, at den krise, der præger præsteskabet, er en central del af krisen i Kirken, så tror han på et præsteskab, der udgår fra Skt. Peter.

Og selvom han hævder, at ”præsteskabets egen største fjende er nutidens krav om effektivitet og produktivitet, som om den enkelte præst var ansat i en større virksomhed, og selvom præsterne er blevet frataget deres maskulinitet, så tror han stadig på, at præsterne er repræsentanter for Kristi nærvær blandt os”.

Hele interviewet med kardinal Sarah på italiensk kan man finde på følgende link: https://roma.corriere.it/notizie/cronaca/19_ottobre_07/sarah-chi-contro-papa-fuori-chiesa-1ca6f43e-e912-11e9-a351-0f862d63c352.shtml

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. oktober 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-amazon-synods-push-for-married-priests-insult-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amazonassynoden er et bevis på, at Den katolske Kirke er blevet infiltreret, og at dette er sket indefra, siger Dr. Taylor Marshall.

Bemærk: Den 4. oktober 2019 var Voice of the Family, en sammenslutning af organisationer, der kæmper for familien og livet, værter for en rundbordssamtale i Rom, der omhandlede kritiske og væsentlige spørgsmål vedrørende Kirken og familien. Denne samtale fandt sted, kort tid før Amazonassynoden tog sin begyndelse. Man kan læse mere af LifeSiteNews rapportering fra denne begivenhed her (1). I det følgende bringes de informationer, Dr. Taylor Marshall fremlagde ved mødet.

Hvorfor trak Pave Benedikt XVI sig tilbage fra paveembedet den 28. februar 2013? Og hvorfor slog lynet ned i Vatikanet i forbindelse med, at alt dette skete? Blev dette affødt af skandaler i Vatikanets bank? Var det, fordi skandaler af seksuel karakter, der knyttede sig til højtrangerende kardinaler, stod til at blive afsløret? Eller var der tale om en begyndende krise relateret til doktrinære spørgsmål?

Alle disse spørgsmål samt den tvivl, der er opstået, flyder sammen, når vi tager udgangspunkt i den kendsgerning, der er veldokumenteret: at satan på en helt særlig måde, har holdt sit indtog i Den katolske Kirke på et tidspunkt i det forrige århundrede eller endda før. For i over et århundrede har aktører med rødder i frimurerne forsøgt at liberalisere og modernisere den katolske doktrin, liturgi og mission fra at have et overnaturligt fokus til et sekulært fokus.

Katolikker er i en stigende grad opmærksomme på, at der sker ændringer i Kirken.

I den henseende er der røster, der hævder, at det er pave Frans kontroversielle pontifikat, der er årsagen. Andre hæfter sig ved den forvirring, der var forbundet med den overraskende fratræden, som pave Benedikt foretog i 2013. Andre igen er overbevist om, at årsagen ligger i, at Johannes Paul II ikke var den pave, vi gik rundt og troede, han var. De fleste er dog enige om, at det andet Vatikankoncil, Novus Ordo Messen og Paul VI’s pontifikat bragte en voldsom forvirring ind i Den katolske Kirke. Men var åbningen af det andet Vatikankoncil i 1962, det, der satte en dominoeffekt i gang?

Jeg vil påstå, at hovedårsagen til alt dette strækker sig ca. 100 år tilbage i tiden før Vatikan II, og det handler om, at en bestemt dagsorden blev sat. Denne dagsorden går i al sin enkelthed ud på, at man erstatter den ”overnaturlige” religion, der har Den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som sit centrum med en mere ikke-overnaturlig religion, hvor globalisme og humanisme er i centrum. Dette minder om det valg, Adam og Eva foretog ved skabelsen, hvor de gjorde sig selv til Gud ved at spise frugten fra kundskabens træ fremfor at knæle og modtage den overnaturlige frugt i form af guddommelig nåde. Lucifer gjorde også oprør mod Gud, fordi han i sin stolthed forsøgte at bestige Guds trone ikke ved at modtage Guds overnaturlige liv, men ved egen hjælp. Lucifer troede, at han kunne nå stjernerne, men han faldt i den afgrund, der kaldes helvede.

Det overnaturlige, hvor man er afhængig af Gud, der står over det naturlige, er katolicismen.

Det naturlige, hvor man forlader sig på sig selv uden Guds hjælp, er satanisme.

Den Katolske Kirke befinder sig i en krise, fordi Kristi fjender har igangsat udførelsen af en plan, hvor de ønsker at placere en pave i Peters Stol, som er pave for satan. Kristi fjender, fra Nero til Napoleon, erfarede til sidst efter deres mange anstrengelser, at når de angreb eller myrdede en pave, skabte dette kun sympati for Kirken og paven, og samtidig affødte det også martyrer. Denne strategi har altså igennem historien vist sig nyttesløs. Man har derfor taget en helt anden metode i anvendelse. Man har fundet sin egen kandidat, som skal beklæde paveembedet. Man har fra starten vidst, at dette ”projekt” ville tage tid, årtier og endda et århundrede. For det tager tid at ”forme” seminarister, præster, biskopper, dem, der står for udvælgelsen af kardinaler og selve paven. Men man har væbnet sig med tålmodighed, for det rette øjeblik har været værd at vente på. Man har udført sin plan langsomt og med tålmodighed, så en satanisk revolution har kunnet igangsættes med paven som kransekagefigur.

Paulus sagde: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6: 12). Krisen i Den katolske Kirke er relateret til den indtrængen, der er blevet foretaget af disse mørkets magter samt deres aktuelle tilstedeværelse. Kirken kan kun blive rengjort gennem en hellig krigsførelse mod det onde.

I en prædiken ved Den hellige Messe på festdagen for helgenerne Peter og Paulus og til minde om 9. års jubilæet for hans indsættelse som biskop af Rom, betonede Paul VI med beklagelse: ”Vi må fastslå, at der gennem en, på mystisk vis, fremkommet sprække, og nej, dette er egentlig ikke så mystisk, er satans røg kommet ind i Guds Kirke. Der hersker tvivl, usikkerhed, problemer, uro, utilfredshed og egentlig konfrontation” (2). Dette vidnesbyrd fra Paul VI er ikke blot en erkendelse af, at Den katolske Kirke har oplevet en sekularisering. Dette vidnesbyrd bekræfter snarere, at det er satan selv, der har sneget sig ind Kirken gennem den førnævnte sprække.

Den katolske Kirke er blevet infiltreret indefra, og denne infiltration strækker sig i alt fald tilbage til pave Pius IX’s pontifikat. Der er tale om et angreb på den overnaturlige tro, miraklerne, de guddommelige åbenbaringer og selve skabelsen. Den Gudgivne skabelse af mand og kvinde, og indstiftelsen af ægteskabet mand/kvinde, og den frugtbarhed og mangfoldiggørelse ægteskabet medfører. Derudover er der tale om en ”genopstandelse” af hedenskaben, ”hvor man søger at blive sin egen gud”.

Noter

1: Link til uddybende rapportering fra mødet: https://www.lifesitenews.com/news/lay-catholic-leaders-warn-about-amazon-synod-pope-francis-has-gravely-harmed-the-faith-it-is-time-to-say-it-out-loud

2: Pave Paul VI. Prædiken den 29. juni 1972, på festen for Peter og Paulus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 4. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-is-proof-that-catholic-church-has-been-infiltrated-from-within-dr-taylor-marshall

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Johannes Marie Viannay kontra de falske præster

(Artiklen, som man finder nedenfor, er skrevet af Julia Meloni, som er skribent for OnePeterFive, LifeSiteNews og CrisisMagazine. Hun har her valgt at benytte et forfatterteknisk greb, som man finder i C.S. Lewis’ bog ”The Screwtape Letters” fra 1942 (på dansk ”Fra Djævelens Blækhus”). Bogens tema er en brevveksling mellem dæmonerne Screwtape og Wormwood (Fangearm og Malurt).

Screwtape (Fangearm) er en professortype ved helvedets lærestol i fristelser, og Wormwood (Malurt) er den unge nyuddannede, der skal forsøge at friste et menneske til at fjerne sig fra Gud, så det kan komme i helvedet. I brevene fungerer Screwtape som en mentorskikkelse for den unge dæmon, så der er sikkerhed for, at dennes ”patient”, går den rigtige vej, det vil sige mod helvede.

Det er i den ånd, man skal læse denne artikel.

God fornøjelse)

Forord:

Jeg vil ikke nærmere gøre rede for, hvordan de følgende to breve er kommet i min besiddelse. Jeg vil blot fremhæve, at deres indhold på forunderlig vis trækker en række tråde til den debat, der aktuelt foregår omkring den kommende Amazonassynode.

Det første brev.

Kære Malurt!

Jeg er ganske foruroliget over at erfare, at din arbejdsindsats overfor præsterne er en aktivitet, du har nedprioriteret. Det er, som om du antager, at de befinder sig på niveau med vores andre patienter (mennesker), altså som om, at der ikke kræves en yderligere arbejdsindsats i den åndelige kamp rettet mod dem. Jeg vil derfor i dette brev bestræbe mig på mere udførligt at redegøre for præsteskabet, og hvor meget vi (dæmoner) foragter det, hvor meget vi afskyr det, og hvordan vi planlægger at angribe det.

Vidste du, at netop i denne måned (den 4. august) fejrer fjenden sit præsteskabs største pralhals Skt. Johannes Marie Viannay (1786-1859)? Da denne afskyelige skabning, som ung engang spurgte om den primære egenskab hos en præst, modtog han følgende svar: en præst er et menneske, der dør så meget fra sig selv, at han blot er En, nemlig Jesus Kristus.

Denne skabning døde så sandelig fra sig selv dagligt, og det til trods for alle vores anstrengelser. Han fastede i flere dage og holdt sig i live ved at spise kartofler, der var groet skimmel på. Han lærte sin flok (menighed), at de skulle afsky synd, som slår Den gode Gud ihjel og myrder sjælen og sone deres synder med forfærdelige bodshandlinger. Han var en rollemodel i forhold til at vise en brændende kærlighed for Eukaristien, hvor han (spontant) kunne udbryde: ”Oh smukke liv”, blot ved at tænke på Den.

Fordi han agerede sådan, gjorde vi (dæmoner) alt for, at han skulle lide så meget så muligt. Én af fjendens præster sammenfatter det på følgende måde:

”Vianney Vianney! Du, som spiser kartofler. Åh, er du stadig i live! Jeg skal nok for ordnet dig”. Der lød en raslen, og møbler blev væltet rundt. Den (dæmonen) brummede som en bjørn og snerrede som en hund, og når den talte, gjorde den det på en lokal dialekt(.) …

Til tider havde han fornemmelsen af, at ånden/ånderne bevægede sig hen over ham som rotter i løb, og andre gange forsøgte de (dæmonerne) at smide ham ud af sengen. Andre nætter forekom madrassen, der var fyldt med strå, ham, som den rene silke, og en stemme sang en vuggesang eller en søvndyssende melodi. Den næste morgen ankom præsten til Messen bleg og chokeret. I 1826, hvor han begiver sig mod Saint–Trivier for at holde en prædiken, ændrede omgivelserne, han befandt sig i fuldstændig karakter. Det var, som om luften var præget af et ildevarslende blik, og de vækster, der var i vejkanten, fik et skær af en rød farve, som om de var ved at visne bort. Da han ankom til sit bestemmelsessted for at begynde sin mission, beretter fire øjenvidner samstemmende, at de så hans seng blive skubbet rundt i rummet og efterfølgende placeret midt i rummet, og alt dette skete under skingre hyl (.)…

Da han på et tidspunkt har sin søster på besøg, og hun også hører lyde, beroliger han hende med følgende ord, som ikke ligefrem virker beroligende: ”det er djævelen, men han kan ikke gøre dig noget. Alt det, han gør, er rettet mod mig, og han forsøger at ramme mig på mange forskellige måder. Nogle gange tager han mig ved fødderne og slæber mig rundt i rummet. Han gør alt dette mod mig, fordi jeg ganske enkelt omvender sjæle til Den gode Gud” (1).

Jeg fortæller dig alt dette for at minde dig om det, vi virkelig hader. Vi hader præstens askese og renhed, som han opofrer for menneskers synd. Vi hader hans overjordiske fokus, hans øje for den verden, der ligger udover denne og hans vidnesbyrd om det evige liv. Vi hader den magt, han har til med kærlighed at få sjæles blik rettet mod Eukaristien, som Han er med til at virkeliggøre. Kan du ikke forstå, at de tiltag og angreb, vi foretog imod denne Vianney, (som vi virkelig hadede) var nyttesløse? Som én af os, der havde besat en kvinde, snerrede ad ham: ”hvis der blot var tre af din slags, ville mit rige blive ødelagt. Du har frarøvet mig mere end 80.000 sjæle”.

Derfor min kære Malurt, må du aldrig undervurdere den magt, præsten har til at fravriste os sjæle, sjæle, der skulle have været i vores varetægt.

Jeg ser frem til at høre nærmere om din fornyede indsats imod disse rædselsfulde fjender.

Din hengivne onkel

Fangearm

Det andet brev.

Kære Malurt!

Jeg blev ganske opmuntret over at erfare, at du ønsker mere specifik viden om de taktikker, vi benytter mod præsteskabet. Der er mange, og de er snu og snedige.

Vi befinder os i en krig, hvor det er vores målsætning at udskifte den type præst, som Skt. Johannes Marie Viannay var, en glorværdig præst, med en karikatur af en præst. Denne formulering, en karikatur af en præst, stammer fra én af fjendens egne biskopper, som har benyttet den til at beskrive de typer, f.eks folk, der foretager socialt arbejde, NGO’er, socialister, specialister indenfor økologi og grøn bæredygtighed og kvindelige præster, der vil forsøge at overtage præstedømmet og på den måde skabe en sekterisk bevægelse. Vi befinder os i en krig, hvor det er vores mål at gøre præsteskabet til en karikatur af sig selv, og vi vil ganske enkelt latterliggøre det.

En af fjendens kardinaler beklager, at så mange sjæle forlader Kirken på samme måde, som hvis de opgav deres medlemskab af en hvilken som helst sekulær organisation. Der er tale om et egentligt frafald, og folk forlader Kirken uden den mindste bekymring for det, de er i færd med. De tror, at det at forlade Kirken er på linje med det at opsige sit medlemskab i en forening. Denne kardinal advarer også om, at de, der søger at fremme ordinationen af kvinder, ”betragter Kirken, som en sekulær organisation og begår den fejltagelse ikke at betragte ordinationen, som værende guddommeligt indstiftet”. Han advarer om, at ethvert forsøg på at muliggøre ordinationen af kvinder ikke har nogen gyldighed og med andre ord det, vi her forsøger på, er at latterliggøre præsteskabet.

Bemærk, også det denne fjende siger om cølibatet:

En kirke, der slet og ret fungerer som en menneskestyret organisation med sekulære målsætninger, og som har opgivet det, den blev indstiftet til, nemlig at være Kristi mellemmand i forhold til frelsen, og som desuden har mistet fornemmelsen for den transcendente og eskatologiske forbindelse til Den Herre, der skal komme igen. Den Herre, der af egen fri vilje valgte cølibatet ”for Himmerigets skyld” (Matt 19: 12), eller for at Han kunne ”stå(r) fast ved sit forsæt …” (1 Kor 7: 37). Cølibatet ser man nu på med forlegenhed, som noget mærkværdigt, som den enkelte skal frigøres fra hurtigst muligt. I bedste fald kan cølibatet tillades for mennesker, der er lidt særegne, hos hvem det kan fungere som en masochistisk form for selvfornægtelse.

Cølibatet, der er et fond af nåde, og som vi virkelig hader, bliver nu latterliggjort og sammenlignet med masochisme, og som noget primitivt man foretog sig i middelalderen. Forstår du, min kære Malurt, vi underminerer det overnaturlige ved Kirken og hindrer nåden i at flyde gennem Kirken ved helt enkelt at svække præsteskabet. Vianney sagde engang: ”ønsker man at ødelægge en religion (her den katolske), gør man det ved at rette sit angreb mod præsten, fordi, der hvor der ingen præst er, er der intet (Messe)offer, og der hvor (Messe)offeret ikke eksisterer, er der ingen religion (katolicisme)”.

Det er ikke vores hensigt at efterlade folk uden en præst, men med en præst, der er en karikatur af sig selv. En præst, der er en karikatur af sig selv, er ikke en asket, er ikke djævelens fjende og overhoved for en latterlig religion uden et kors, en liturgi og det evige liv. Der er her tale om en religion, der ødelægger sig selv, eller en politisk ideologi, der er blevet til en religion. Jeg vil benytte en udtalelse fra én af fjendens folk, ærkebiskop Fulton Sheen, der snart bliver kanoniseret. Han sagde følgende: ”Vi skal lade deres tegneseriereligion, som er funderet i økologi og politik, dræbe enhver ubetydelig trang, folk måtte have for den rigtige katolicisme”.

Må dette brev tilskynde dig til at forøge din indsats mod disse arvtagere til Vianney

Din hengivne onkel

Fangearm

PS: En sidste bemærkning, min kære Malurt: Kan du ikke fornemme, at der er noget i luften, Tingene accelerer nu mod en afslutning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vianney-counterfeit-priests

Noter

(1): Dette citat stammer fra Fr. George Rutlers The Curé D’Ars Today: Saint John Vianney.

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)