Category: Apostasy

THE PROPHECY OF ST. FRANCIS OF ASSISSI

In Works of the Seraphic Father by R. Washbourne (1882) that bears the mark of an imprimatur, a prophecy by St. Francis is imparted to his spiritual children on his deathbed. I quote the relevant parts here:

Act bravely, my Brethren; take courage, and trust in the Lord. The time is fast approaching in which there will be great trials and afflictions; perplexities and dissensions, both spiritual and temporal, will abound; the charity of many will grow cold, and the malice of the wicked will increase. The devils will have unusual power, the immaculate purity of our Order, and of others, will be so much obscured that there will be very few Christians who will obey the true Sovereign Pontiff and the Roman Catholic Church with loyal hearts and perfect charity. At the time of this tribulation a man, not canonically elected, will be raised to the Pontificate, who, by his cunning, will endeavour to draw many into error and death. Then scandals will be multiplied, our Order will be divided, and many others will be entirely destroyed, because they will consent to error instead of opposing it. There will be such diversity of opinions and schisms among the people, the religious and the clergy, that, except those days were shortened, according to the words of the Gospel, even the elect would be led into error, were they not specially guided, amid such great confusion, by the immense mercy of God… Those who preserve their fervour and adhere to virtue with love and zeal for the truth, will suffer injuries and persecutions as rebels and schismatics; for their persecutors, urged on by the evil spirits, will say they are rendering a real service to God by destroying such pestilent men from the face of the earth… Sanctity of life will be held in derision even by those who outwardly profess it, for in those days Our Lord Jesus Christ will send them not a true Pastor, but a destroyer.—Ibid. p.250 (emphasis mine)

Den lange kamp for kvindelige katolske præster er ved at nå sit højdepunkt

Skt. Gallen mafiaens lange kamp (1) for at forandre præsteskabet har nu nået et afgørende punkt. Mørket er begyndt at sænke sig over det, der er vigtigste for præsteskabet, mens slaget bliver udkæmpet ved Amazonassynoden.

Kort tid efter, at synoden var blevet påbegyndt, indrømmede biskop Erwin Kräutler, at synoden ”måske var” et skridt på vejen mod kvindelige præster (2). Den noget ”eksplosive” indrømmelse fremkom, efter at han allerede havde udtrykt sin støtte til kvindelige diakoner, og han sagde ved den sydonale pressekonference, at de indfødte ikke forstår cølibatet. Det er værd at notere sig, at blot få måneder før synodens start deltog Kräutler i et ”hemmeligt” præ-sydonalt møde (3), hvor man arbejdede med forslag om ordination af gifte mænd samt kvindelige diakoner. Fire andre deltagere udover Kräutler var kardinalerne Hummes, Baldisseri, Czerny og Schönborn (4), og disse kardinaler er en del af den kommission (5), der er ansvarlig for udfærdigelsen af synodens slutdokument.

En anden deltager ved dette ”hemmelige” formøde var kardinal Walter Kasper, som er én af hovedpersonerne i Skt. Gallen mafiaen.

Skt. Gallen mafiaen, der har levet sit helt eget – og tilbagetrukket liv, har i skjul lagt trædestenene for den revolution, vi nu er vidne til. Deres arbejde begyndte i slutningen af 1960’erne/i starten af 1970’erne, hvor de argumenterede kraftigt for en ordination af gifte mænd (6). Dette fremgår af biografien om kardinal Godfried Danneels, som er én af mafiaens hovedaktører, at mafiaen på et mere overordnet plan har drøftet muligheden for kvindelige diakoner under deres tilbagevendende årlige møde i Schweiz. I biografien beskrives arbejdet for kvindelige diakoner som et afgørende skridt mod en større forståelse for kvindelige ordinationer. Ifølge biografien mente Danneels, at der er bibelske og historiske belæg for en ordination af kvinder, men han var samtidig påpasselig med at ”lufte” sine synspunkter vedrørende dette emne offentligt.

Kardinal Carlo Martini S.J., leder af mafiaen og pave Frans ”forløber” (7), var mindre forsigtig med sine udtalelser om dette emne. I begyndelse af 1990’erne gav han en lang række interviews, hvor han åbenhjertigt fortalte om, hvordan han ville skabe forandringer af omvæltende karakter i præsteskabet. I et interview i 1994 med Le Monde blev jesuitten stillet følgende spørgsmål: Er det muligt at skabe en åbning for, at præsteskabet også kan rumme gifte mænd? Han insisterede på, at ordinationen af gifte mænd kun skulle foretages, hvis der var særlige grunde. Dette var et forvarsel i forhold til det væsentlige emne, der er blevet diskuteret på synoden.

Vedrørende kvindelige præster indrømmede Martini i 1993, at hvis man gik for hurtigt frem, ville det resultere i et skisma, og det er det samme argument, der lægges frem i Peter Hebblethwaite’s bog The Next Pope. Ikke desto mindre sagde Martini:

”Når det kommer til selve spørgsmålet om ordination af kvinder, så er det min holdning, at vi bør nærme os dette skridt for skridt, så vi gradvis når frem til en løsning, der ikke kun er ”spiselig” for de progressive, men også for den resterende del af Kirken … Men jeg ser foran mig, at dette ikke kun tager år, men årtier, og det vil indebære mange kampe”.

Derpå fremkom han med en indirekte antydning af, at der ville komme forandringer efter årtier med mange kampe, som han fik formuleret på følgende spydige måde: ”Når folk stiller mig dette spørgsmål, og det er som regel amerikanere, der gør det: ”Vil vi få kvindelige præster”? Så er mit svar: ”ikke i dette årtusinde”.

Nogle har spekuleret i, at netop dette interview var løftestangen, for at pave Johannes Paul II offentliggjorde dokumentet Ordinatio Sacerdotalis fra 1994, som erklærede, at de troende ”definitivt” må stå fast på, at ”Kirken på ingen måde har autoritet til at skænke ordinationen til kvinder”. Martini syntes ikke at lade sig mærke af denne pavelige udgivelse og betegnede dokumentet som ”afgørende”, selvom han i bund og grund modarbejdede det. Som Peter Hebblethwaite henviser til i sin bog The Next Pope, at blot tre dage efter at Ordinatio Sacerdotalis er blevet offentliggjort, udtaler Martini ved en Eukaristisk kongres i Siena, at: ”paven intet har udtalt om ordination af kvindelige diakoner”. Vedrørende kvindelige diakoner i fortiden, sagde han: ”jeg tror, at man har forsøgt at holde ’en dør på klem’ for denne mulighed”. 

Senere i bogen Night Conversations with Cardinal Martini priste jesuitten igen kvindelige diakoner og sagde ”vi skal ikke se med dyster mine på protestanter og anglikanere, når de foretager ordination af kvinder, vi bør derimod give plads til et sådant tiltag for at imødekomme de økumeniske bestræbelser”. Han forklarede, at han personligt havde opmuntret overhovedet for Church of England til at udvise ”mod”, når det handler om ordination af kvinder, og samtidig ”tage en chance, fordi det bidrager til en mere retfærdig behandling af kvinder, og til hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet”.

Mafiaens hensigt med at stræbe efter en ordination af gifte mænd samt kvinder er foregået gradvist og i smug, og arbejdet har igennem årerne for det meste budt på hårdt slid og modstand. Men ”projektet” har fået fornyet styrke under pave Frans og dennes pontifikat. Paul Vallely’s bog Pope Francis: The Struggle for the Soul of Catholicism beretter om følgende: da Kräutler spurgte paven om gifte mænd kunne ordineres, svarede paven kort og klart: ”tror du ikke, at jeg godt ved det”. Senere da en rådgiver stillede spørgsmålet om gifte præster, svarede pave Frans: ”en ting ad gangen”. Kräutler, der stærkt opfordrede til gifte præster samt kvindelige præster, blev hovedarkitekten (8) bag synodens kontroversielle arbejdsdokument. Han hævder, at ”to tredjedele” af biskopperne i Amazonas ønsker en ordination af gifte mænd, og mange af synodefædrene ønsker kvindelige diakoner.

Kräutler mener ikke, at pave Frans stringent vil afvise en ordination af kvinder (9). Jeg tror ikke, at han tænker, hvad der taler for eller imod, og samtidig hævder han, at pave Frans er ”åben for forandringer”.

Når det handler om kvindelige præster, benytter paven faktisk uhyggelige udtalelser, ligesom Martini gjorde i 1994. Paven benytter samme måde at udtale sig på som Martini. Pave Frans har på en beroligende måde bekræftet, at i princippet er forbuddet mod kvindelige præster stadig gældende, også selvom man under hans pontifikat i praksis forsøger at opfylde Skt. Gallen mafiaens drøm om kvindelige diakoner. Der er tale om, for at benytte en betragtning hentet hos historikeren Roberto de Mattei, endnu et eksempel på, at paven tilsidesætter alt det, der teoretisk set er solidt funderet.

Ifølge Marco Politis La Solitudine di Francesco er en lang række medlemmer af den undersøgelseskommission vedrørende kvindelige diakoner, pave Frans nedsatte, af den opfattelse, at paven under deres møde i 2017 har været sympatisk stemt overfor et sådant forslag. Et af kommissionens medlemmer har udtrykt sin tro på, at paven vil handle på ”rette” måde, men vedkommende erkender også, at det har været nødvendigt med en ventetid, så man undgår, at kommissionens arbejde har været spildt. Et andet af kommissionens medlemmer har fortalt om pave Frans’ arbejdsmetode med at ”tage et skridt ad gangen”. Det er værd at notere sig, at da kommissionen ikke kunne nå til enighed, om hvorvidt det kunne afgøres ud fra et historisk perspektiv, om kvindelige diakoner havde modtaget den sakramentale ordination, udtalte pave Frans: ”lad os fortsætte, jeg er ikke tilbageholdende i forhold til at gå mere i dybden med denne sag” (10).

I dag finder Kräutler det realistisk (11), at synoden vil nå frem til en afgørelse, ”som i alt fald indbefatter kvindelige diakoner”. Det er måske derfor, at pave Frans i ”løse” vendinger taler om, at han ikke er bange for et skisma: han ved om nogen, at han er ved at lade en bombe springe, som vil ryste Kirken. Som de Mattei for nylig påpegede, så har revolutioner historisk set en lang indkøringsfase, før de realiseres. Han er af den overbevisning, at det pres, som disse revolutionære tendenser har opbygget gennem 50-60 år, ”om mulig vil blive realiseret indenfor kort tid”.

Men selv om synoden på dramatisk vis giver sin støtte til ordinationen af kvindelige diakoner, påpeger flere røster, at ”mindre” opgavevaretagelser i Kirken foretaget af kvinder, er et forstadie til, at katolikker må berede sig på kvindelige præster. John-Henry Westen formulerer det på følgende måde (12):

Da kvinder allerede gør tjeneste ved alteret i liturgiske klæder, fungerer som lektorer og Kommunionsuddelere, synes det ikke fjernt, at kvinder overdrages en defineret kirkelig opgave, hvor de ved en Messe er tilstede i liturgisk klædning og har mulighed for at prædike. Er vi først nået dertil, er der ingen hindringer for ordination af kvinder, fordi kvinden som præst allerede fremstår synligt og i symbolsk forstand. I mangel af en præst kunne en kvinde klædt i liturgisk klædning lede bønnen, foretage evangelielæsning samt prædiken og endelig uddele konsekrerede Hostier fra Tabernaklet, og som pave Frans har nævnt, foregår dette allerede visse steder i Tyskland. På det tidspunkt vil det præsteskab, der kun består af mænd, være fuldstændig ødelagt, og det fører uundgåeligt og hurtigt til en falsk ordination af kvinder.

Ligeledes ville en ordination af gifte ældre mænd, et forslag lagt frem af biskop Fritz Lobinger (13) ikke blot være et frontalt angreb på cølibatet, men vil også bane vejen for kvindelige præster. Som Lobinger forklarer i sin bog Like His Brothers and Sisters, vil denne nye type af ordinerede præster ændre forestillingen om præsteskabet og gradvist sørge for en udskiftning af den klerikale præst med en præst, der ”flyder ind som en naturlig del af fællesskabet”. Dette ville gøre ordinationen af kvinder langt mere attraktiv for mange kvinder, og det vil for mænd synes mere acceptabelt, siger han stolt.

Med andre ord selvom synoden ikke afføder jordskælvslignende tilstande i Kirken, så har den revolutionære tendens fået mere styrke og kraft, og på den måde fortsættes Skt. Gallen mafiaens lange kamp mod præsteskabet.

 Noter

1: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Skt. Gallen mafiaens bestræbelser på at forandre præsteskabet kan nå sit vendepunkt med Amazonassynoden”): https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

2: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-pre-Synod-private-meeting-calls-for-female-diaconate-vatican-in-attendance

4: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/photo-full-list-of-participants-in-private-pre-synod-study-meeting-in-rome

5: Link til uddybende artikel: http://www.sinodoamazonico.va/content/sinodoamazonico/it/documenti/commissione-per-lelaborazione-del-documento-finale.html

6: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/st-gallen-mafias-long-war-to-change-priesthood-will-have-decisive-moment-at-amazon-synod

7: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/opinion/leader-of-st.-gallen-mafia-ante-pope-martini-prepared-the-way-for-fran

8: Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/key-synod-father-says-pan-amazon-synod-is-maybe-a-step-to-women-catholic-pr

9: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/papal-advisor-claims-francis-would-not-give-strict-no-to-womens-ordination

10: Link til en uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-inflight-comments-on-women-deacons

11: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/key-bishop-in-upcoming-amazon-synod-has-hope-for-at-least-female-deacons

12: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/blogs/video-10-signs-pope-francis-is-moving-towards-womens-ordination

13: Link til uddybende artikel om emnet (Denne artikel findes i en dansk oversættelse her på siden under titlen: ”Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig”): https://onepeterfive.com/amazon-agenda

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på LifeSiteNews den 16. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-long-war-for-female-catholic-priests-is-reaching-its-climax

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dutch bishop: Amazon Synod’s ‘politically correct’ agenda ignores Christ

Robert Mutsaerts“If your heart really goes out to the Amazon, you tell the truth — namely, that it is Jesus Christ who saves. That’s the reason why you proclaim the unadulterated gospel. The call to repentance, and the promise of forgiveness associated with it, is that not the summary of the whole Bible? But the word “sin” did not cross anyone’s lips, so forgiveness and mercy didn’t, either. Yes, they did talk about it once — sin against Mother Earth. The environment is considered more important. This fits in perfectly with the core concepts of the new theology: integrated ecology, diversity, synodality, building bridges, global warming, new paths, change, and all that kind of nonsense.”

“Finally, I would like to mention this. How often do I hear that it’s all a matter of mercy? But I do not believe them. It is false mercy. We want to liberalize celibacy not in order to sanctify the priesthood, but to do away with a rule that requires holiness. They want to change the doctrine on homosexuality not because they want to be merciful toward the heavy burden of sin, but to say sin is no longer sin. They want to allow extra-marital sex not because they are positive about sexuality, but because they don’t want to recognize marriage (a man and a woman) as the only marriage covenant recognized by God. Be honest and stop pushing hidden agendas.”

More

 

Kardinal Sarah: Amazonassynodens sigte er gifte præster, og det er en fornærmelse mod Gud

Kardinal Robert Sarah fra Guinea udtrykte alvorlig bekymring for Amazonassynodens forslag om ordination af gifte præster, en ide, der er udbredt blandt liberale tyske prælater.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter fremhævede i et interview med Corriere Della Sera, et italiensk dagblad, at dette forslag strider imod Kirkens lære og teologisk set er absurd, og samtidig leder det til, at man stiller spørgsmål ved cølibatet. 

Sarah sagde, at det endvidere er en absurditet, at man adskiller de tre nådegaver, alle præster modtager ved deres ordination, nemlig at lære, lede og helliggøre. En sådan handling er i modstrid med læren fra Vatikankoncilet og den tradition, der gør sig gældende i Den latinske Kirke, som har fastlagt, at disse tre nådegaver udgør en enhed.

Med en erkendelse af, at ordinationen af gifte mænd kan være løftestangen for, at man begynder at stille spørgsmålstegn ved cølibatet, fandt Sarah trøst i pave Frans’ henvisning til pave Paul VI’s kommentar, som pave Frans benyttede, da han talte til en gruppe journalister den 27. januar 2019, og hvor han sagde: ”jeg vil hellere ofre mit liv end at ændre på reglerne omkring cølibatet”.

Med udgangspunkt i en sammenkædning mellem faldet i kald og de voldsomme udfald mod viri probati (velanskrevne gifte mænd), stiller Sarah følgende udfordrende spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke flere mennesker, der fornemmer et kald til et liv med Gud, i præsteskabet og i jomfrueligheden?”

Ifølge Sarah er svaret på dette spørgsmål, at ”vi har afvist Gud”, og denne afvisning af Gud præger hele verden, men kommer klarest til udtryk i Europa, hvor et liv uden Gud er blevet en del af Vestens selvopfattelse.

Han forklarer:

I dag har mennesket gjort sig selv til Gud. Faderen er blevet afvist, og Gud er blevet afvist, fordi Han ikke indrømmer, at Han kan være afhængig af nogen. Alle vil selv bestemme og tage styringen over deres liv, død og seksualitet, og det har nået et punkt, hvor man ændrer på alt det, der er naturligt, således at det passer til ens egen forestilling.

Derfor er vi nået langt ud over Nietzches teori om ”overmennesket”. I dag oplever vi en form for barbari, der kommer indefra, og det adskiller sig fra det, romerne oplevede i det 4. århundrede, hvor det var ydre fjender, der angreb.

Sarah sagde, at han frygtede, at der er en ”vestlig tendens”, der benytter synoden til at fremme egne agendaer, og som tror, at de kan løse problemer, der er knyttet til social retfærdighed med deres ”bedrageri”.

Kardinalen gjorde det klart, at hans kommentarer var rettet mod en række af de centrale emner, der bliver diskuteret på synoden: ”ordinationen af gifte mænd, flere kirkelige opgaver til kvinder (herunder kvindelige diakoner) samt Kirkens bestemmelser for lægfolket”, og han tilføjede, ”at disse punkter har betydning for Kirkens universelle struktur. At have fokus på, at man kan udnytte de fordele, der måtte vise sig ved implementering af beslutninger fra synoden, er en nedrig form for manipulation, et bedrag og en fornærmelse mod Gud, der leder Sin Kirke og betror Den at være en del af Hans frelsesplan”.  

Han definerer det, som værende ”afskyeligt”, at man benytter en tilsyneladende ”bekymring for de fattiges åndelighed i Amazonas, som en løftestang til at fremme et (typisk) projekt, der er blevet til i hovederne på en elite af liberale og verdslige teologer”.

Dette er ikke første gang, at Sarah påpeger, at det, der er årsagen til den aktuelle åndelige krise i Vesten, er et ønske om ikke at ville have noget med Gud at gøre, og denne tendens blev fremmet af intellektuelle strømninger i Vesten, hvor én af de mest markante filosoffer, nemlig tyskeren Friedrich Nietzche gjorde sig særlig bemærket.

I et tidligere interview sagde Sarah:

Folk i Vesten har gjort sig skyld i at forkaste Gud, og de har ikke blot afvist Ham. Friedrich Nietzche, som kan betragtes at tale på Vestens vegne, hævdede, at ”Gud er død”, og Gud forbliver at være død! Og at det er os, der har slået ham ihjel…”. Vi har dræbt Gud. Ud fra den betragtning, at Gud for mennesket er død, var det Nietzches sigte at erstatte Gud med et profetisk menneske af særlig karakter”.

Den 74-år gamle kardinal, der stammer fra Guinea, sammenkædede også afvisningen af et mandligt præsteskab med afvisningen af faderskabet samt den arv, tidligere generationer har givet videre til nutidens menneske.

Jeg vil i det følgende nærmere gøre rede for afvisningen af faderskabet. Vores samtid er overbevist om, at man først kan blive fri, når man ikke er afhængig af andre. Denne antagelse er farlig. Mennesker i Vesten antager, at det at tage imod (hjælp) er i strid med menneskets værdighed. Men det civiliserede menneske står på skuldrene af tidligere generationer, som er dets arv, og det er igennem dem, at mennesket af i dag er blevet overdraget sin historie, kultur, sprog, navn og familie. Det er det, der adskiller det civiliserede menneske fra barbarerne. 

Ser man bort fra sit ophav, sin arv, fordømmer man sig selv ved at vende sig til en tilstand, der er præget af jungleloven, og hvor den enkelte er sin egen herre (Gud), sagde han og tilføjede: fordi det vesterlandske menneske ikke ønsker at anerkende sit ophav og sin arv, har det fordømt sig selv ved at forlade sig på liberal tænkning og globalisering.

Men Sarah er stadig opfyldt af håb i forhold til Kirkens fremtid, selvom der er problemer, for hans håb ligger i Kristi enhed. Han har dedikeret sin seneste bog The Day Is Now Far Spent til pave emeritus Benedict XVI, pave Frans og præster i hele verden.

Selvom Sarah er overbevist om, at den krise, der præger præsteskabet, er en central del af krisen i Kirken, så tror han på et præsteskab, der udgår fra Skt. Peter.

Og selvom han hævder, at ”præsteskabets egen største fjende er nutidens krav om effektivitet og produktivitet, som om den enkelte præst var ansat i en større virksomhed, og selvom præsterne er blevet frataget deres maskulinitet, så tror han stadig på, at præsterne er repræsentanter for Kristi nærvær blandt os”.

Hele interviewet med kardinal Sarah på italiensk kan man finde på følgende link: https://roma.corriere.it/notizie/cronaca/19_ottobre_07/sarah-chi-contro-papa-fuori-chiesa-1ca6f43e-e912-11e9-a351-0f862d63c352.shtml

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. oktober 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-amazon-synods-push-for-married-priests-insult-to-god

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amazonassynoden er et bevis på, at Den katolske Kirke er blevet infiltreret, og at dette er sket indefra, siger Dr. Taylor Marshall.

Bemærk: Den 4. oktober 2019 var Voice of the Family, en sammenslutning af organisationer, der kæmper for familien og livet, værter for en rundbordssamtale i Rom, der omhandlede kritiske og væsentlige spørgsmål vedrørende Kirken og familien. Denne samtale fandt sted, kort tid før Amazonassynoden tog sin begyndelse. Man kan læse mere af LifeSiteNews rapportering fra denne begivenhed her (1). I det følgende bringes de informationer, Dr. Taylor Marshall fremlagde ved mødet.

Hvorfor trak Pave Benedikt XVI sig tilbage fra paveembedet den 28. februar 2013? Og hvorfor slog lynet ned i Vatikanet i forbindelse med, at alt dette skete? Blev dette affødt af skandaler i Vatikanets bank? Var det, fordi skandaler af seksuel karakter, der knyttede sig til højtrangerende kardinaler, stod til at blive afsløret? Eller var der tale om en begyndende krise relateret til doktrinære spørgsmål?

Alle disse spørgsmål samt den tvivl, der er opstået, flyder sammen, når vi tager udgangspunkt i den kendsgerning, der er veldokumenteret: at satan på en helt særlig måde, har holdt sit indtog i Den katolske Kirke på et tidspunkt i det forrige århundrede eller endda før. For i over et århundrede har aktører med rødder i frimurerne forsøgt at liberalisere og modernisere den katolske doktrin, liturgi og mission fra at have et overnaturligt fokus til et sekulært fokus.

Katolikker er i en stigende grad opmærksomme på, at der sker ændringer i Kirken.

I den henseende er der røster, der hævder, at det er pave Frans kontroversielle pontifikat, der er årsagen. Andre hæfter sig ved den forvirring, der var forbundet med den overraskende fratræden, som pave Benedikt foretog i 2013. Andre igen er overbevist om, at årsagen ligger i, at Johannes Paul II ikke var den pave, vi gik rundt og troede, han var. De fleste er dog enige om, at det andet Vatikankoncil, Novus Ordo Messen og Paul VI’s pontifikat bragte en voldsom forvirring ind i Den katolske Kirke. Men var åbningen af det andet Vatikankoncil i 1962, det, der satte en dominoeffekt i gang?

Jeg vil påstå, at hovedårsagen til alt dette strækker sig ca. 100 år tilbage i tiden før Vatikan II, og det handler om, at en bestemt dagsorden blev sat. Denne dagsorden går i al sin enkelthed ud på, at man erstatter den ”overnaturlige” religion, der har Den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som sit centrum med en mere ikke-overnaturlig religion, hvor globalisme og humanisme er i centrum. Dette minder om det valg, Adam og Eva foretog ved skabelsen, hvor de gjorde sig selv til Gud ved at spise frugten fra kundskabens træ fremfor at knæle og modtage den overnaturlige frugt i form af guddommelig nåde. Lucifer gjorde også oprør mod Gud, fordi han i sin stolthed forsøgte at bestige Guds trone ikke ved at modtage Guds overnaturlige liv, men ved egen hjælp. Lucifer troede, at han kunne nå stjernerne, men han faldt i den afgrund, der kaldes helvede.

Det overnaturlige, hvor man er afhængig af Gud, der står over det naturlige, er katolicismen.

Det naturlige, hvor man forlader sig på sig selv uden Guds hjælp, er satanisme.

Den Katolske Kirke befinder sig i en krise, fordi Kristi fjender har igangsat udførelsen af en plan, hvor de ønsker at placere en pave i Peters Stol, som er pave for satan. Kristi fjender, fra Nero til Napoleon, erfarede til sidst efter deres mange anstrengelser, at når de angreb eller myrdede en pave, skabte dette kun sympati for Kirken og paven, og samtidig affødte det også martyrer. Denne strategi har altså igennem historien vist sig nyttesløs. Man har derfor taget en helt anden metode i anvendelse. Man har fundet sin egen kandidat, som skal beklæde paveembedet. Man har fra starten vidst, at dette ”projekt” ville tage tid, årtier og endda et århundrede. For det tager tid at ”forme” seminarister, præster, biskopper, dem, der står for udvælgelsen af kardinaler og selve paven. Men man har væbnet sig med tålmodighed, for det rette øjeblik har været værd at vente på. Man har udført sin plan langsomt og med tålmodighed, så en satanisk revolution har kunnet igangsættes med paven som kransekagefigur.

Paulus sagde: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6: 12). Krisen i Den katolske Kirke er relateret til den indtrængen, der er blevet foretaget af disse mørkets magter samt deres aktuelle tilstedeværelse. Kirken kan kun blive rengjort gennem en hellig krigsførelse mod det onde.

I en prædiken ved Den hellige Messe på festdagen for helgenerne Peter og Paulus og til minde om 9. års jubilæet for hans indsættelse som biskop af Rom, betonede Paul VI med beklagelse: ”Vi må fastslå, at der gennem en, på mystisk vis, fremkommet sprække, og nej, dette er egentlig ikke så mystisk, er satans røg kommet ind i Guds Kirke. Der hersker tvivl, usikkerhed, problemer, uro, utilfredshed og egentlig konfrontation” (2). Dette vidnesbyrd fra Paul VI er ikke blot en erkendelse af, at Den katolske Kirke har oplevet en sekularisering. Dette vidnesbyrd bekræfter snarere, at det er satan selv, der har sneget sig ind Kirken gennem den førnævnte sprække.

Den katolske Kirke er blevet infiltreret indefra, og denne infiltration strækker sig i alt fald tilbage til pave Pius IX’s pontifikat. Der er tale om et angreb på den overnaturlige tro, miraklerne, de guddommelige åbenbaringer og selve skabelsen. Den Gudgivne skabelse af mand og kvinde, og indstiftelsen af ægteskabet mand/kvinde, og den frugtbarhed og mangfoldiggørelse ægteskabet medfører. Derudover er der tale om en ”genopstandelse” af hedenskaben, ”hvor man søger at blive sin egen gud”.

Noter

1: Link til uddybende rapportering fra mødet: https://www.lifesitenews.com/news/lay-catholic-leaders-warn-about-amazon-synod-pope-francis-has-gravely-harmed-the-faith-it-is-time-to-say-it-out-loud

2: Pave Paul VI. Prædiken den 29. juni 1972, på festen for Peter og Paulus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 4. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-is-proof-that-catholic-church-has-been-infiltrated-from-within-dr-taylor-marshall

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Johannes Marie Viannay kontra de falske præster

(Artiklen, som man finder nedenfor, er skrevet af Julia Meloni, som er skribent for OnePeterFive, LifeSiteNews og CrisisMagazine. Hun har her valgt at benytte et forfatterteknisk greb, som man finder i C.S. Lewis’ bog ”The Screwtape Letters” fra 1942 (på dansk ”Fra Djævelens Blækhus”). Bogens tema er en brevveksling mellem dæmonerne Screwtape og Wormwood (Fangearm og Malurt).

Screwtape (Fangearm) er en professortype ved helvedets lærestol i fristelser, og Wormwood (Malurt) er den unge nyuddannede, der skal forsøge at friste et menneske til at fjerne sig fra Gud, så det kan komme i helvedet. I brevene fungerer Screwtape som en mentorskikkelse for den unge dæmon, så der er sikkerhed for, at dennes ”patient”, går den rigtige vej, det vil sige mod helvede.

Det er i den ånd, man skal læse denne artikel.

God fornøjelse)

Forord:

Jeg vil ikke nærmere gøre rede for, hvordan de følgende to breve er kommet i min besiddelse. Jeg vil blot fremhæve, at deres indhold på forunderlig vis trækker en række tråde til den debat, der aktuelt foregår omkring den kommende Amazonassynode.

Det første brev.

Kære Malurt!

Jeg er ganske foruroliget over at erfare, at din arbejdsindsats overfor præsterne er en aktivitet, du har nedprioriteret. Det er, som om du antager, at de befinder sig på niveau med vores andre patienter (mennesker), altså som om, at der ikke kræves en yderligere arbejdsindsats i den åndelige kamp rettet mod dem. Jeg vil derfor i dette brev bestræbe mig på mere udførligt at redegøre for præsteskabet, og hvor meget vi (dæmoner) foragter det, hvor meget vi afskyr det, og hvordan vi planlægger at angribe det.

Vidste du, at netop i denne måned (den 4. august) fejrer fjenden sit præsteskabs største pralhals Skt. Johannes Marie Viannay (1786-1859)? Da denne afskyelige skabning, som ung engang spurgte om den primære egenskab hos en præst, modtog han følgende svar: en præst er et menneske, der dør så meget fra sig selv, at han blot er En, nemlig Jesus Kristus.

Denne skabning døde så sandelig fra sig selv dagligt, og det til trods for alle vores anstrengelser. Han fastede i flere dage og holdt sig i live ved at spise kartofler, der var groet skimmel på. Han lærte sin flok (menighed), at de skulle afsky synd, som slår Den gode Gud ihjel og myrder sjælen og sone deres synder med forfærdelige bodshandlinger. Han var en rollemodel i forhold til at vise en brændende kærlighed for Eukaristien, hvor han (spontant) kunne udbryde: ”Oh smukke liv”, blot ved at tænke på Den.

Fordi han agerede sådan, gjorde vi (dæmoner) alt for, at han skulle lide så meget så muligt. Én af fjendens præster sammenfatter det på følgende måde:

”Vianney Vianney! Du, som spiser kartofler. Åh, er du stadig i live! Jeg skal nok for ordnet dig”. Der lød en raslen, og møbler blev væltet rundt. Den (dæmonen) brummede som en bjørn og snerrede som en hund, og når den talte, gjorde den det på en lokal dialekt(.) …

Til tider havde han fornemmelsen af, at ånden/ånderne bevægede sig hen over ham som rotter i løb, og andre gange forsøgte de (dæmonerne) at smide ham ud af sengen. Andre nætter forekom madrassen, der var fyldt med strå, ham, som den rene silke, og en stemme sang en vuggesang eller en søvndyssende melodi. Den næste morgen ankom præsten til Messen bleg og chokeret. I 1826, hvor han begiver sig mod Saint–Trivier for at holde en prædiken, ændrede omgivelserne, han befandt sig i fuldstændig karakter. Det var, som om luften var præget af et ildevarslende blik, og de vækster, der var i vejkanten, fik et skær af en rød farve, som om de var ved at visne bort. Da han ankom til sit bestemmelsessted for at begynde sin mission, beretter fire øjenvidner samstemmende, at de så hans seng blive skubbet rundt i rummet og efterfølgende placeret midt i rummet, og alt dette skete under skingre hyl (.)…

Da han på et tidspunkt har sin søster på besøg, og hun også hører lyde, beroliger han hende med følgende ord, som ikke ligefrem virker beroligende: ”det er djævelen, men han kan ikke gøre dig noget. Alt det, han gør, er rettet mod mig, og han forsøger at ramme mig på mange forskellige måder. Nogle gange tager han mig ved fødderne og slæber mig rundt i rummet. Han gør alt dette mod mig, fordi jeg ganske enkelt omvender sjæle til Den gode Gud” (1).

Jeg fortæller dig alt dette for at minde dig om det, vi virkelig hader. Vi hader præstens askese og renhed, som han opofrer for menneskers synd. Vi hader hans overjordiske fokus, hans øje for den verden, der ligger udover denne og hans vidnesbyrd om det evige liv. Vi hader den magt, han har til med kærlighed at få sjæles blik rettet mod Eukaristien, som Han er med til at virkeliggøre. Kan du ikke forstå, at de tiltag og angreb, vi foretog imod denne Vianney, (som vi virkelig hadede) var nyttesløse? Som én af os, der havde besat en kvinde, snerrede ad ham: ”hvis der blot var tre af din slags, ville mit rige blive ødelagt. Du har frarøvet mig mere end 80.000 sjæle”.

Derfor min kære Malurt, må du aldrig undervurdere den magt, præsten har til at fravriste os sjæle, sjæle, der skulle have været i vores varetægt.

Jeg ser frem til at høre nærmere om din fornyede indsats imod disse rædselsfulde fjender.

Din hengivne onkel

Fangearm

Det andet brev.

Kære Malurt!

Jeg blev ganske opmuntret over at erfare, at du ønsker mere specifik viden om de taktikker, vi benytter mod præsteskabet. Der er mange, og de er snu og snedige.

Vi befinder os i en krig, hvor det er vores målsætning at udskifte den type præst, som Skt. Johannes Marie Viannay var, en glorværdig præst, med en karikatur af en præst. Denne formulering, en karikatur af en præst, stammer fra én af fjendens egne biskopper, som har benyttet den til at beskrive de typer, f.eks folk, der foretager socialt arbejde, NGO’er, socialister, specialister indenfor økologi og grøn bæredygtighed og kvindelige præster, der vil forsøge at overtage præstedømmet og på den måde skabe en sekterisk bevægelse. Vi befinder os i en krig, hvor det er vores mål at gøre præsteskabet til en karikatur af sig selv, og vi vil ganske enkelt latterliggøre det.

En af fjendens kardinaler beklager, at så mange sjæle forlader Kirken på samme måde, som hvis de opgav deres medlemskab af en hvilken som helst sekulær organisation. Der er tale om et egentligt frafald, og folk forlader Kirken uden den mindste bekymring for det, de er i færd med. De tror, at det at forlade Kirken er på linje med det at opsige sit medlemskab i en forening. Denne kardinal advarer også om, at de, der søger at fremme ordinationen af kvinder, ”betragter Kirken, som en sekulær organisation og begår den fejltagelse ikke at betragte ordinationen, som værende guddommeligt indstiftet”. Han advarer om, at ethvert forsøg på at muliggøre ordinationen af kvinder ikke har nogen gyldighed og med andre ord det, vi her forsøger på, er at latterliggøre præsteskabet.

Bemærk, også det denne fjende siger om cølibatet:

En kirke, der slet og ret fungerer som en menneskestyret organisation med sekulære målsætninger, og som har opgivet det, den blev indstiftet til, nemlig at være Kristi mellemmand i forhold til frelsen, og som desuden har mistet fornemmelsen for den transcendente og eskatologiske forbindelse til Den Herre, der skal komme igen. Den Herre, der af egen fri vilje valgte cølibatet ”for Himmerigets skyld” (Matt 19: 12), eller for at Han kunne ”stå(r) fast ved sit forsæt …” (1 Kor 7: 37). Cølibatet ser man nu på med forlegenhed, som noget mærkværdigt, som den enkelte skal frigøres fra hurtigst muligt. I bedste fald kan cølibatet tillades for mennesker, der er lidt særegne, hos hvem det kan fungere som en masochistisk form for selvfornægtelse.

Cølibatet, der er et fond af nåde, og som vi virkelig hader, bliver nu latterliggjort og sammenlignet med masochisme, og som noget primitivt man foretog sig i middelalderen. Forstår du, min kære Malurt, vi underminerer det overnaturlige ved Kirken og hindrer nåden i at flyde gennem Kirken ved helt enkelt at svække præsteskabet. Vianney sagde engang: ”ønsker man at ødelægge en religion (her den katolske), gør man det ved at rette sit angreb mod præsten, fordi, der hvor der ingen præst er, er der intet (Messe)offer, og der hvor (Messe)offeret ikke eksisterer, er der ingen religion (katolicisme)”.

Det er ikke vores hensigt at efterlade folk uden en præst, men med en præst, der er en karikatur af sig selv. En præst, der er en karikatur af sig selv, er ikke en asket, er ikke djævelens fjende og overhoved for en latterlig religion uden et kors, en liturgi og det evige liv. Der er her tale om en religion, der ødelægger sig selv, eller en politisk ideologi, der er blevet til en religion. Jeg vil benytte en udtalelse fra én af fjendens folk, ærkebiskop Fulton Sheen, der snart bliver kanoniseret. Han sagde følgende: ”Vi skal lade deres tegneseriereligion, som er funderet i økologi og politik, dræbe enhver ubetydelig trang, folk måtte have for den rigtige katolicisme”.

Må dette brev tilskynde dig til at forøge din indsats mod disse arvtagere til Vianney

Din hengivne onkel

Fangearm

PS: En sidste bemærkning, min kære Malurt: Kan du ikke fornemme, at der er noget i luften, Tingene accelerer nu mod en afslutning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vianney-counterfeit-priests

Noter

(1): Dette citat stammer fra Fr. George Rutlers The Curé D’Ars Today: Saint John Vianney.

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kardinal Sarah: krisen i Kirken er et resultat af en manglende tro på realpræsens

Kardinal Robert Sarah: cølibatet indgraverer korset i vort legeme

Kardinal Sarah, præfekt for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, siger, at årsagen til den aktuelle krise i Den katolske Kirke skal findes i, at man har mistet troen på, at Eukaristien virkelig er Jesus Kristus.

I et interview (1), der blev bragt mandag (den 23.09.2019), giver kardinal Robert Sarah sit bud på, hvorfor Kirken befinder sig i en dyb krise. Helt grundlæggende handler det om manglen på troen på (at) Eukaristien (er Jesus Kristus).

”Det markante og store fald i troen på realpræsens, at Jesus er tilstede i Eukaristien, viser, at det netop er den manglende tro på dette sakramente, der er hovedårsagen til den aktuelle krise i Kirken, og det gælder specielt i Vesten”, sagde Sarah.

Præfekten for kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter forklarede, at tilsidesættelsen af Gud har sit udgangspunkt i, at man først holder op med at bede til Gud, og dernæst undlader at have Gud med i sit daglige liv. 

 ”Den dybe krise, som Kirken erfarer i hele verden, og specielt i Vesten, er opstået, fordi vi ganske enkelt har glemt Gud”, sagde han. ”Hvis Gud ikke er Den vigtigste for os, resulterer det i, at alt omkring os falder sammen”. Sagt på en anden måde, alle krisers start er, at vi glemmer Gud, og at Han har forrang”.

De ”skjulte helgener”, der befinder sig i præsteskabet, ordenslivet og familierne, er vigtige for, at vi kan overvinde denne krise, som er i Kirken og samfundet, og at vi kan leve et liv med Gud i centrum, sagde kardinalen, der stammer fra Guinea. Da han fremdrager disse helgener, er de første han oplister ”trofaste ordensfolk, der har Gud, som deres daglige centrum.

De næste kardinalen fremhæver, er katolske familier, ”der lever efter Evangeliet på trods af, at de møder hån fra verden omkring sig”.

”Kristne forældre er vor tids skjulte helte og dette århundredes martyrer”, fastslog Sarah.

Derefter sendte han en hyldest til de mange ”trofaste og anonyme præster, der har gjort Messeofferet ved alteret til centrum for – og meningen med deres liv”.

Disse præster ”bærer Kirken, dog uden at vide det, ved dagligt at frembringe Det hellige Messeoffer”, bekræftede kardinalen.

Sarah forklarede, at præsterne må forblive cølibatære, som er et altafgørende vidnesbyrd til verden om, at i præstens liv er Gud centrum.

”En præst skal med den måde, han lever på, forkynde, at Gud er et og alt”, understregede han og fortsatte, ”det centrale i præstens liv er bønnen, fordi den er kernen i en dyb og personlig relation til Gud”.

Kardinalen understregede uden omsvøb, at Den hellige Moderkirke behøver mænd, der vil bære cølibatet som et kors.

”Hun (Kirken) behøver præster, der vil frembære vidnesbyrd om det levende kors”, bemærker Sarah. ”En præst har sin plads på korset”. Når han fejrer Messen, befinder han sig ved kilden til hele hans liv, som er korset”.

Sarah bemærkede, at grunden til, der ved Amazonassynoden skal udkæmpes et slag om cølibatet, er, at verden og de klerikale, der er af verden, afskyr det kors, som de anser cølibatet for at være, og som cøbalitære præster ”forstyrrer” deres synsfelt med:

Cølibatet er en af de konkrete måder, hvorpå vi kan leve korsets mysterium i vores daglige liv. Cølibatet indgraverer korset i vores legeme. Det er grunden til, at cølibatet er uudholdeligt for den moderne verden. Det præstelige cølibat vækker afsky hos det moderne menneske, fordi korset er en dårskab for dem, der fortabes (1 Kor 1: 18).

Dette længere interview med kardinalen begynder med spørgsmål, der relaterer sig til Sarahs seneste bog The Day is Now Far Spent. Den er en opfølger til to af hans tidligere bøger God or Nothing og The Power of Silence. Sarah forklarede, at hans seneste bog udtrykker hans dybeste bekymring for Kirken, som er ved at blive revet fra hinanden, og som samtidig lider under en stor forvirring.

”Denne min sidste bog kan karakteriseres som en sammenfatning”, fortalte han. Jeg forsøger at fremkomme med en klar fremstilling af den aktuelle situation og årsagerne til dens opståen. Denne bog beskriver de alvorlige konsekvenser, det har på det menneskelige og åndelige niveau, når mennesket vender Gud ryggen”.

”Bogen titel er dyster”, sagde han ”og det er fordi, vi er nået til det punkt, at den vestlige civilisation falder fra hinanden, fordi barbarerne trænger sig stadig mere på, men denne gang er det anderledes, fordi de kommer indefra. Men der er også grund til at holde fast i håbet på grund af Guds trofasthed, og at dødsrigets porte aldrig vil få magt over Kirken, og kardinalen bemærkede:

Årsagen til vort største håb er alene Gud. Han vil aldrig svigte os! Vi stoler fuldt og fast på Hans løfte. Dødsrigets porte skal ikke får magt over Den hellige katolske Kirke. Hun vil altid være Frelsens Ark. Der vil altid være tilstrækkeligt med lys for den, der søger sandheden med et rent hjerte.

Noter

1: Link til artikel med Kardinal Sarah: http://www.ncregister.com/daily-news/cardinal-sarahs-cri-de-coeur-the-catholic-church-has-lost-its-sense-of-the

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/cdl-sarah-church-crisis-rooted-in-loss-of-faith-in-real-presence

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)