Category: Apostasy

Biblical scholar on Pope’s change to the Our Father

Fr. Reto Nay: The text of the Our Father is passed down to us in the New Testament, which was written in ancient Greek. The phrase “and lead us not into temptation” is contained both in Mt 6:13 and Lk 11:4 with identical wording: καὶ μὴ εἰσενέγκῃς ἡμᾶς εἰς πειρασμόν. This means that the wording of the petition in question cannot be blamed on a transmission error or misunderstanding.

More

Pave Frans har brudt med tidligere paver, og det medfører hæresi og skismer udtaler en teolog i Vatikanet

I et kraftfuldt interview med den italienske Vatikanist, Aldo Maria Valli, advarer Msgr. Nicola Bux om, at det nuværende pontifikat fremsætter udtalelser, der genererer hæresier, skismer og kontroverser af forskellig art, og at Den hellige Fader bør bekende troen for at genskabe enhed i Kirken.

I det interview, der blev offentliggjort den 13. oktober, men som er blevet overset på grund af ungdomssynoden, der fandt sted i Rom i sidste måned, fremkom teologen, med konsulentstatus for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser, med hæretiske udtalelser vedrørende ægteskab, moral og modtagelsen af sakramenter, og som nu er omdrejningspunktet for stor debat, som bliver mere og mere intensiv for hver dag.

Msgr. Bux sagde, at årsagen til, at der stilles spørgsmålstegn ved disse doktriner, som blev fremhævet dels i den broderlige korrektion fra september 2017 og dels ved en konference i Rom i april vedrørende doktrinær forvirring i Kirken, er pavens postsydonale apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, og det er efterfølgende blevet meget værre og endnu mere komplekst.

Han sagde, at dette har ført til, at nogle ældre prælater, såsom kardinal Walter Brandmüller, en af de fire kardinaler, som underskrev dubia i 2016, har gentaget opråbet om, at paven bør bekende troen.

Men Msgr. Bux sagde, at dette næppe vil ske, når man tager i betragtning, at paven ser Kirken som en føderation af kirkelige samfund, noget, som Msgr. Bux beskriver som det, man finder hos protestanterne.

Den italienske teolog sagde, at siden de to familiesynoder har der (i Kirken) eksisteret to spor i forhold til tro og moral, som bliver helt tydelig, når talen falder på om Kommunionsmodtagelse er tilladt for nogle af dem, der er skilte gengifte. Dette har skabt stor frustration hos mange biskopper og sognepræster, fordi der er tale om en uholdbar pastoral situation præget af forvirring, sagde han.

Msgr. Bux, som tidligere har fungeret som konsulent for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser under Benedikt XVI, siger, at situationen kan afhjælpes, ved at paven bekender troen. Han refererer til, at Skt. Paul VI i 1968 foretog en lignende trosbekendelse, der bekræftede, hvad der var katolsk set i lyset af de vildfarelser og hæresier, der opstod i kølvandet på Andet Vatikankoncil.

Hvis dette ikke sker, advarer han, vil frafaldet øges (drastisk), og et de facto skisma vil være en realitet.

Hvem har begået fejl?

Msgr. Bux fornemmer, at situationen er blevet specielt opkørt, efter at paven i august ændrede i katekismen, hvor han erklærede, at dødsstraf ikke kan tillades. Denne ændring er i modstrid med den tridentinske – og Skt. Pius X katekismus, og teologen fremhæver, at den sidste af de to nævnte lærte, at legitimiteten af dødsstraf var i fuld overensstemmelse med det Guddommeligt åbenbarede.

Enten indrømmer man, at Kirken, igennem to tusinde år, praktisk talt har lært, at noget er legitimt, men ikke er i overensstemmelse med evangeliet, eller man må indrømme, at det var pave Bergolio, som begik en fejl, sagde Msgr. Bux og tilføjede: Dette er en meget følsom problemstilling, men før eller siden vil han blive nødt til at rette op på det, og det gælder ikke kun sagen om dødsstraf.

Adspurgt af Valli, at hvis ovennævnte danner præcedens, for at paven begynder at ændre mere i katekismen, hvis det er det, han ønsker, svarer teologen, at dette er et ganske foruroligende spørgsmål, og at en yderligere legitim bekymring man kan gøre sig er, om trosgrundlaget holdes på sikker afstand af tidsåndens luner.

Paven kan ikke pålægge Kirken sin egen holdning, understregede Msgr. Bux ved at citere Joseph Ratzinger: Kirken kan i spørgsmål vedrørende tro, moral og sakramenter kun følge Kristi vilje. Og alligevel, sagde han, er der ”mange punkter” iAmoris Laetitia, som er vanskelige og modstridende og faktisk også står i modsætning til Skt. Thomas Aquinas tænkning, på trods af at skrivelsen selv hævder noget andet.

Han fremhævede også den tendens, som dette pontifikat har for vane at lægge for dagen, nemlig at forholde sig tavst, når det mødes med kritik, eller når det afviser at forholde sig til anklager om hæresi og frafald, og dette bringer minder om Skt. Pius X’s advarsel i sin encyklika Pascendi dominici gregis fra 1907: ”Det, at man ikke klart bekender sin hæresi, er en almindelig fremgangsmåde hos modernister, fordi de netop på den måde kan dække sig under Kirken”.

Valli og Msgr. Bux fortsatte derefter med at tale om de praktiske, teologiske og juridiske problemer, der er forbundet med at foretage en korrektion af en pave, der er har søsat sådanne vildfarelser. Dette omfatter den hurdle, at hæresi skal være åbenlys og offentlig bekendt, og at paven bevidst og af egen fri vilje har bidraget til, at der stilles spørgsmålstegn ved trossandheden, samt det, at han er beskyttet af en form for juridisk immunitet, som der findes belæg for i det kanoniske princip om, at ingen kan dømme Den apostoliske Stol og slet ikke Dens Hyrde.

Upålidelig teologi

Yderligere er det i dag vanskeligt at sætte fingeren på det, der helt eksakt er hæretisk, fordi teologien ganske enkelt ikke længere er pålidelig, sagde han. Han sagde videre: I stedet er den blevet en slags ”slagmark”, hvor en sandhed bekræftes, men hvor der altid er en, der ønsker at hævde og forsvare det modsatte synspunkt.

Fremfor at foretage en broderlig korrektion (af pave Frans), bør man langt hellere undersøge arten af det juridiske grundlag, der dannede rammen for pave Benedikt XVI’s tilbagetræden, sagde han. Jesus overdrog ikke nøglerne til Himlen til Peter og Andreas (Peters bror) kun til Peter. En dybdegående undersøgelse af pave Benedikt XVI’s tilbagetræden ville hjælpe for at løse de problemer, der i dag synes os uoverstigelige, sagde han.

At der sker store forandringer i Kirken under pave Frans er tydeligt, sagde Msgr. Bux, og dette foregår sideløbende med, at der markeres en tendens til diskontinuitet, eller at man forsøger at bryde med tidligere pontifikater. Et sådant brud, fortsatte han, er en omvæltning, der genererer hæresi, skismer samt kontroverser af enhver art, og dette kan spores tilbage til synd.

Han henviste til det 3. århundredes kirkefader Origenes fra Alexandria (ca. 185-ca. 254), der sagde: Hvor der er synder, er der forskelligartethed, skismer, hæresier og splid. Men hvor der er dyd, er der enhed, og man er forenet ud fra den præmis, at alle troende er eet hjerte og een sjæl.

Den nuværende krise har haft en negativ indvirkning på liturgien, sagde han, men for at opmuntre citerede han Skt. Athanasius fra Alexandria (ca. 298 – 373), og dennes henvendelse til de kristne, der led under arianismen:

I forbliver uden for de steder, hvor der er tilbedelse, men troen forbliver inden i Jer. Lad os overveje: Hvad er mest vigtigt, stedet eller troen? Den sande tro uden tvivl. Hvem har tabt, og hvem har vundet i denne kamp – den, som overholder præmisserne eller den, som beholder troen? Sandelig, bygningerne er gode, når Den apostoliske Tro prædikes der; de er hellige, hvis alt, der finder sted der, foregår på en hellig måde… I er dem, som er lykkelige; I som forbliver indenfor Kirken på grund af Jeres tro, som fastholder troens grundlag, som er kommet ned til Jer gennem Den apostoliske Tradition. Og hvis en afskyelig jalousi har forsøgt at ryste Jer ved en række lejligheder, er det ikke lykkedes. Det er dem, der har forladt Kirken under den nuværende krise. Ingen vil nogensinde sejre over Jeres tro elskede brødre (og søstre), og vi tror, at Gud vil give os mulighed for at kunne vende tilbage til vore kirker en dag”. Jo mere voldelige de er i deres forsøg på at besætte stederne for tilbedelse, desto mere adskiller de sig fra Kirken. De hævder, at de repræsenterer Kirken, men i virkeligheden er det dem, der igen vises bort fra Den (Kirken), og som virkelig er på afveje (Coll. Selecta SS. Eccl. Patrum. Caillu and Guillou, vol. 32, pp. 411-412).

Valli spurgte til sidst, om hæresi ikke er andet og mere end det at udbrede falske doktriner og at udelukke sandheden om doktrin og moral.

Selvfølgelig, svarede Msgr. Bux. Hvor der ikke eksisterer nogen doktrin, finder man moralske problemer, og det er det, vi ser. Når paven og biskopperne gør noget sådant, benytter de deres position til at ødelægge (doktrinen).

Med henvisning til Skt. Augustin, sagde han: De har kun deres egne interesser for øje ikke Jesu Kristi interesser, de forkynder hans ord, men de udbreder deres egne ideer.

Jesu Kristi navn er, sagde han, med henvisning til Giacomo Biffi tidlige kardinal fra Bologna, blevet en undskyldning for at tale om helt andre ting: Migration, økologi osv. Dermed er der ikke længere enhed, når vi taler, og Kirken er blevet splittet (1 Kor 1: 10).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Edward Pentin og publiceret på LifeSiteNews d. 15. november 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-has-broken-with-previous-popes-causing-heresies-schisms-vatica

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Forfølgelsen af katolikker intensiveres trods aftalen mellem Kina og Vatikanet

Kinesiske katolikker er blevet ofret på diplomatiets alter

Kina fører krig mod troen på trods af den aftale Vatikanet fornyelig har indgået om at anerkende syv biskopper i den af kommunisterne godkendte, skismatiske ”patriotiske katolske” kirke, og samtidig intensiverer Beijing undertrykkelsen (af katolikker).

Myndighederne angriber den katolske undergrundskirke ved at brænde bibler, tvinge kirker til at fjerne kors og ikoner, lukke hjemmesider for tilbedelses – og valfartssteder og foretager vilkårlige arrestationer af trofaste klerikale.

Siden kommunisternes magtovertagelse i 1949 har staten indtaget en fjendtlig holdning over for alle religioner, men under præsident Xi Jinpings styre har forfølgelserne nået et højdepunkt.

I 2015 opfandt partiets ledelse udtrykket ”sinicering” (en ensretning i kommunistisk forstand af det enkelte individ) for at presse religiøse ledere til at kombinere troen med den kommunistiske ideologi, og i dag råder regeringen over statskontrollerede kirkelige medarbejdere, udgivelser og økonomi, og det er blevet rutinemæssig praksis, at man i præsternes homilier tilføjer kommunistisk propaganda, og samtidig forbereder man sig fra regeringens side på at erstatte den hellige Skrift med en stærkt ”bearbejdet” udgave, som kaldes ”den kinesiske kristne bibel”.

Den hellige Stol har ikke haft nogen formel kontakt med Kina siden 1951, altså kort efter at kommunisterne overtog magten i landet. Kirkens embedsmænd hævder, at de initiativer, der er blevet igangsat i begyndelsen af pave Frans’ pontifikat, er med til at ”rette op” på dette.

Men set i lyset af, at den største forfølgelse siden den katastrofale kulturrevolution (1966-1976), der aktuelt finder sted, synes Roms beslutning om at have en ”bekvem” interaktion med det kommunistiske styre noget mærkværdig.

Trofaste kinesiske katolikker frygter, at de vil blive ofret på diplomatiets alter. Blandt de kritiske røster af aftalen mellem Vatikanet og Kina, er kardinal Jeseph Zen, ærkebiskop emeritus af Hong Kong. Kardinal Zen har i skarpe vendinger advaret Vatikanets embedsmænd: ”I placerer ulve foran fåreflokken, og dette kan kun ende i et blodbad”.

Steven Mosher, som er ekspert vedrørende kinesiske forhold og leder af Population Research Institute er enig i ovenstående udtalelse fra kardinal Zen. Tidligere i år fortalte han Church Militant, at: ”Det officielle ateistiske kinesiske kommunistparti … ønsker at fjerne al religiøs tro og aktivitet, som eksisterer i Kina”.

”De vil sørge for at få elimineret alt, der har med religion at gøre, deres målsætning er at indføre ateisme, som skal omfatte alle kinesiske borgere”, tilføjede Mosher. ”Derfor introducerede de den 1. februar de nye regler, der skal forhindre katolikker eller kristne (generelt) i at medbringe deres børn, som har nået 18. års alderen, eller som er yngre til Messe eller til en samling i en huskirke. De ønsker at eliminere religionen, så den ikke gives videre til næste generation”.

På samme måde har Chen Guangcheng, en ledende kinesisk menneskerettighedsforkæmper, gentagne gange verbalt angrebet Vatikanet, fordi det er gået på kompromis i forhold til Beijing.

Tidligere i år advarede Chen, en fremtrædende kollega ved Institute for Policy Research and Catholic Studies på Catholic University of America (som var på besøg) om følgende: ”Jeg blev født og voksede op i Kina under det kommunistiske styre. Personligt oplevede jeg den brutale tortur og forfølgelse, som ateisterne fra det kommunistiske parti foretog mod afvigere”.

”De frygter ikke Gud og har ikke noget moralkodeks”, bemærkede han og tilføjede: ”De har begået utallige mord uden at tage menneskelivet i betragtning og det med det ene formål at opretholde styret”.

I en artikel, offentliggjort i sidste måned, med titlen: ”En pagt med en tyv, en aftale med djævelen: om Vatikanets verserende aftale med Kina”, gentog Chen sin kritik.

”Jeg har kendt og arbejdet sammen med utallige personer i Kina, der er blevet forfulgt grundet deres religiøse overbevisning” skrev han. ”Det er derfor med chok og forfærdelse, at jeg har måttet erfare, at Vatikanet har nærmet sig Kina i så stort et omfang”.

”At Vatikanet betragter disse vilkår, som værende et acceptabelt grundlag for forsoning med et brutalt diktatorisk styre, er et slag i ansigtet på millioner af katolikker samt andre troende i Kina, som har måttet lide under reelle forfølgelser under CCP (Det kinesiske kommunistparti), fortsatte han”.

”Det er klart, at aftalen (åbenlyst) fungerer som en politisk manøvre, der målrettet understøtter CCP’s interesser”, sagde han. ”Det er ikke kun det, at CCP har fået beføjelse til at stå for udvælgelsen af katolske biskopper, der er en tabersag for Vatikanet, det svarer praktisk talt til, at man bøjer sig i ærbødighed for selve ondskaben, og at man sælger Gud til djævelen”.

Chen tilføjede:

Jeg er sikker på, at de aktive medlemmer af undergrundskirken i Kina, som har holdt ud gennem den enorme forfølgelse, de er blevet udsat for i så lang tid, føler sig forrådt. De må helt sikkert føle, at Vatikanet bevæger sig længere væk fra Gud, og tættere på den overfladiske menneskelige verden med dens laster og dermed tættere på det kommunistiske parti, som er ansvarlig for drabene på over fire hundrede millioner ufødte børn og hundrede af millioner af kinesere. Er dette virkelig himlens vilje?

Beijings forsøg på at undertrykke troen er så åbenlys, at selv sekulære organisationer, herunder grupper, der står i opposition til den katolske doktrin, har udtrykt forfærdelse over den aftale, der er blevet indgået.

I et interview med The Atlantic i denne uge, kom Sophie Richardson, leder for den kinesiske afdeling af Human Rights Watch, med følgende advarsel: ”At være vidne til, at en af de store verdensreligioner indgår en aftale med et autoritært styre, der er berygtet for at undertrykke religionsfrihed, og som videre ganske behændigt giver efter for dette styre, sætter dagsordenen for en meget bekymrende udvikling”.

”Paven har på behændig måde blåstemplet Xi Jinping, også når sidstnævnte udviser en så markant fjendtlighed overfor religionsfrihed”, sagde Richardson.

Præsterne i Kina, som er en del af undergrundskirken, og som er det primære mål for det kommunistiske styre, har ikke stor tiltro til, at den aftale, som Vatikanet har indgået vil mindske undertrykkelsen.

I september samledes en række trofaste klerikale i ubemærkethed for at drøfte, hvordan de kan fortsætte deres arbejde i kølvandet på aftalen. Præsterne besluttede enstemmigt, at de aktuelt ikke ønsker at være en del at den statskontrollerede kirke.

”Hvis vi skal være en officiel kirke, da agerer vi samlet, med andre ord, hvis paven ønsker, at vi skal være åbne, da vil vi samlet agere åbent, ellers vil vi samlet vedblive at være en undergrundskirke” sagde en af præsterne. ”Vil styret give os mere frihed, efter at vi er blevet en officiel kirke? … Da har styret forandret sig”.

Det har det tydeligvis ikke. Siden man underskrev den foreløbige aftale i september, er styrets folk begyndt at gå ud til sogne for at tvinge præster i undergrundskirken til at være meddeltagende i den ”patriotiske” kirke, ellers bliver de betragtet som illegitime præster. To tilbedelsessteder for Maria, Vor Frue af lyksaligheden i Guizhouprovinsen og Vor Frue af de syv smerter i Shanxiprovinsen, er blevet ødelagte. Biskop Shao Zhumin for den østlige del af byen Wenzhou, som var udpeget af Vatikanet, forsvandt for en måned siden og befinder sig i politiets varetægt.

Tre måneder efter underskrivelsen af den foreløbige aftale er det i stigende grad blevet klart, at kardinal Zens vurdering var af profetisk karakter: Vatikanet foretager en ”selvmordshandling” i Kina ved at gå på kompromis med det kommunistiske diktatur.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stephen Wynne og publiceret på ChurchMilitant d. 5. december 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/china-ramping-up-persecution-of-catholics-in-spite-of-vatican-accord

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at gennemleve en nedsmeltning: en opdigtet biografi

Du blev født i 1938. Du voksede op i et sogn, hvor flere søndagsmesser var tætpakket med katolikker. Noget af det tidligste, du husker, er, at mænd gik med hat og kvinder med slør og havde gjort noget ud af deres søndagspåklædning, og mændenes jakkesæt var stilfulde, og skoene var pudsede. Du lærte din katekismus ved hjælp af spørgsmål, du skulle besvare, og i dag kan du genkalde dig hele sektioner af katekismus. Du fastede, så godt du kunne under hele fasten, og du spiste altid fisk om fredagen. Du var aldrig i tvivl om, at du ikke kunne modtage Kommunionen uden at have skriftet. Din tid som ministrant sidst i 40’erne lærte dig disciplin, opmærksomhed og ærbødighed. Du havde en følelse af ydmyghed kombineret med stolthed, fordi du kunne gøre din entré ved det overvældende alter sammen med præsten og betragte ham tæt på, mens han hviskede Messens mærkelige ord.  Du har stærke minder om den stille kirke tidligt om morgenen, hvor sollyset strømmer ind gennem det østvendte vindue, du ser den guldbelagte ornamentik på messehagelen, du fornemmede den hårde glatte overflade af den biretta (1), som præsten gav dig.

I 1955 ændrede din påskeuge sig dramatisk. Nogle mennesker deltog først i eftermiddags- eller aftenmessen, mens andre, der engang var kommet til Messe, før de skulle på arbejde eller andre igen, som deltog i en årlig retræte på et kloster i nærheden, holdt helt op med at komme. Der skete nogle underlige nye ting, som at præsten stod med front til menigheden under velsignelsen af palmegrenene, og alle bad Fader Vor i kor Langfredag. Man kan forestille sig, at du har tænkt: Kirken må vide, hvad Hun gør.

I 1964 skete der drastiske forandringer. Præsten vendte sig mod menigheden under messefejringen, som om den var et publikum og ikke meddeltagere i frembærelsen af Det hellige Messeoffer. Musikken var pludselig blevet meget anderledes, den var folkelig, på modersmålet og en smule akavet. Den gregorianske sang var helt forsvundet, som om den var noget, man skulle skamme sig over. Messedragterne, ornamentikken og arkitekturen blev alt sammen simplificeret, kantet og ikke attraktivt. Du blev gift omkring dette tidspunkt, og du og din brud bad præsten om en værdig bryllupsmesse på den gamle måde, som ikke var så let at få arrangeret. Præsten havde sagt: ”Det er, hvad koncilet har ønsket” – det var allerede blevet en forslidt replik, som skulle åbne op for det, der efterfølgende ville blive sagt, og det syntes at være den blåstempling, der dækkede over et utal af synder – ”alle skal involveres i Messen med glædesfyldte hjerter og stemmer. Man skal ikke bare sidde på kirkebænken og dagdrømme, mens jeg må gøre det hele”. Du var venlig og takkede ham for hans velvilje til at følge dine ureformerede veje. (Det var på det tidspunkt, hvor præsterne generelt respekterede de troende, ligesom de troende på samme måde respekterede præsterne. Det varede ikke længe, før det forsvandt).

I adventstiden i 1969 undergik det hele endnu en forandring. Der kom en ny Messeritus. De velkendte bønner var blevet fjernet. Man gjorde ikke længere brug af latin. Det var, som om at dette var en helt anden denominiation (kirkesamfund). Faktisk sagde nogle af dine venner: ”Ved Den katolske Kirke egentlig, hvad Den vil”? Disse forandringer hver femte år eller deromkring minder om en tros- eller identitetskrise eller noget i den retning”. Og det var ikke fordi, at du selv ønskede forandringer, de blev pålagt dig ovenfra, som en del af det ”koncilet ønskede”, og det som ”paven ønskede”, og som ”et tegn på at Kirken er i live!”. Men det var underligt, for der kom færre mennesker i Kirken, og du kunne ikke lade være med at lægge mærke til det. Når du tænkte på Kirken, som en levende Kirke, da tænkte du tilbage på din barndom. Det var dengang, der var kraft, overbevisning og en troværdighed, som man kunne vende tilbage til uge efter uge og samtidig sætte sin lid til.

Samfundet undergik forandringer, det samme skete for din Kirke. Du havde aldrig tænkt på Kirken, som noget foranderligt, Hun syntes som en fast klippe midt i det oprørte hav. Men nu var Hun også blevet ustabil og uforudsigelig ligesom havet og var parat til at skifte form og farve alt efter vejrforholdene. Mange mennesker blev væk eller forsvandt helt. Du blev, stædig som du var, men også fordi du var loyal. Det var nu blevet tydeligt for dig, at Kirken ikke vidste, hvad Hun var i færd med at gøre. Hun havde mistet forstanden. Eller mere præcist Hendes ledere havde mistet forstanden og foretog en form for forskræmt forsøg på at efterligne den sekulære verden ved at gå forvildet rundt, snuble og fremsætte vidtløftige ideer. Du forsøgte at lade tvivlen komme dem (lederne) til gode, hvis det var muligt, men da det gik op for dig, at tidligere tiders præster havde større kendskab til latin end præsterne på daværende tidspunkt, forsvandt din illusion.

Årtier passerede forbi. Præster kom og gik. Din sognekirke undergik to renoveringer: den første gang blev den kalket over, og alt blev forandret, alt i alt blev fortidens trosgrundlag på brutal vis bortvisket. De velkendte statuer og lysestager og kirkebænkene blev erstattet af store tunge objekter, specielt døbefonten, der lignede en blanding mellem et springvand og en skraldespand. Flag lavet af filt blev hængt op rundt i kirken og mindede dig om skriftstedet: “så skal der komme mørke over Egypten, et mørke, som er til at føle på” (2 Mos 10: 21). Du prøvede sammen med andre fra sognet at overtale præsten til at holde igen med disse mange forandringer, men han var hård og havde et glimt i øjet, som en ny profet, der netop var fremstået.

Ca. to årtier senere kom en anden præst, som fik indsamlet tilstrækkelig mange penge til endnu en renovering. Denne venlige mand førte kirken (mere eller mindre) tilbage til det, den oprindelig var, bortset fra at det aldrig blev det samme, som det var i begyndelsen. En af dine venner spurgte forundret præsten ved et sognerådsmøde: ”Hvorfor skulle vi igennem så meget postyr og bruge store summer penge på at ”ødelægge” kirken, for (igen) at få den til at ligne sig selv, altså som den så ud fra starten?” Hans svar var, at vi havde brugt tid på at ”vokse” med det, ”som koncilet overdrog os”, og vi er gået i gang med at korrigere noget af det uhensigtsmæssige, der blev introduceret efter Koncilet. Din reaktion var, selvom du ikke højlydt gav udtryk for den: ” I nye profeter burde fortsætte i samme spor, som I påbegyndte, det er ganske foruroligende, at Ånden modsiger sig selv med så hyppige intervaller”.

Det sogn, du ”voksede op i” og er en del af, betragtes i dag, som et sundt sogn. Man kan ikke sige, at Messerne om søndagen er tætpakkede med kirkegængere, men alle kirkebænkene er delvist bemandede. Musikken er generelt dårlig, men du tænker, at det kunne være værre. Homilierne er en tynd kop the, men de er i det mindste ikke af den absolut dårlige slags. Du bærer over med præstens homilier, fordi du ved, at han mangler uddannelse og dannelse, men også fordi du ved, hvor mange ”mangler” en seminarist udsættes for under sin uddannelse. ”Tilbedelse”, du har hørt, at det er den måde, folk definerer det på, den kunne blive langt bedre. Hvis du skulle opsummere det hele i et ord, ville det være: middelmådighed. Der er tale om en slags lunkenhed, hvor katolikker, der er troende i moderat grad, på beskeden måde er deltagende i en Messe, der fejres ureflekteret, og alt dette danner rammen om katolicismen, som en gå til og fra religion. Hvis du tænker for meget over dette, blive du deprimeret. Hvis du virkelig betragter Kirken, her forstået som folks beklædning, når de deltager i en Messe eller den måde hvorpå de modtager Kommunionen, eller indholdet i de sange man synger, da er der grobund for en meget dyb depression. Når det virkelig bliver hårdt, trækker du en lille bønnebog fra omkring 1949 op af lommen, som indeholder alle de bønner, du holder af samt sort-hvide billeder af rosenkransens mysterier. Du retter din opmærksomhed mod det ”gamle” sprog i bønnebogen, og den smerte, du bærer på, over at Messen fejres så uværdigt, som den gør, forsvinder.

Du ved, at enkelte bispedømmer og sogne rundt om i landet giver mulighed for at deltage i Den gamle latinske Messe, den du voksede op med, og som du virkelig savner (når du fristes til at tænke dybere over dette, hvilket du ofte forsøger på ikke at gøre). Du har op til flere gange overvejet at tage bilen og køre mange kilometer for at deltage i en latinsk Messe, eller måske endda at flytte til en anden by (med et sogn, hvor man fejrer Den latinske Messe), men du har boet der, hvor du nu er bosat i så mange år, at det er svært at mobilisere den nødvendige energi til et flytteprojekt, og det at skulle foretage en længere køretur til Den nærmeste latinske Messe er en ikke helt uvæsentlig udfordring for dine øjne. ”Det må være dejligt at have en smuk kirke, hvor der fejres en smuk Messe”, siger du drømmende og eftertænksomt til dig selv, hvilket du gør nu og da, til trods for det, der skete med Den selvsikre, velorganiserede, forenende, spirende og endda stolte Kirke (din ungdoms Kirke), Den Kirke, der lod Hollywood vide, hvem de skulle gå til, og hvor folk, der ønskede at konvertere skulle, gå hen.

Du har stadig en tro på, at Herren en dag tager dig til sig, fordi du ved Hans nåde har været trofast alle disse år, selvom vejen har været tornet og stenet. De gamle ord, du husker fra din tid som ministrant i fyrrene, kommer til dig med mellemrum: Deo, quoniam adhuc confitebor illi: salutare vultus mei, et Deus meus (Hvorfor er du sorgfuld min sjæl, og hvorfor volder du mig uro? Håb på Gud, thi endnu skal jeg prise Ham, mit åsyns frelse og min Gud).

Håb på Gud … Ved Hans trone vil du beslutsomt men i ydmyghed spørge Ham: ”Hvorfor lod Du alt dette ske og med hvilket mål O Herre? Hvor blev den fornyelse af, som de talte så meget om? Fornyelse, fornyelse, fornyelse, selv når seminarier og klostre nærmest blev lagt øde, selv når skandalesager vedrørende seksuelle overgreb i Kirken og selv nu, hvor sogn efter sogn nedlægges, fordi der ikke er troende nok til at opretholde kirkegangen, var det det, der blev defineret som fornyelse eller …? En tanke med en ironisk undertone strejfer dig: ”Jeg bryder mig ikke om at se på, hvordan en institutions sammenbrud vil fremstå”.

Du har læst et sted, at Ratzinger engang har sagt om liturger samt dem, der følger dem: ”Det er, som den døende, der begraver en død og definerer det, som en fornyelse”. Ja, det er netop det, der er pointen. Du ved fra førstehåndserfaring, at Kirkens hierarki endnu ikke har været i stand til at håndtere omfanget af de institutionelle skader, psykologiske skader og åndelige ubehag, der er blevet påført de troende ved de liturgiske ændringer i 1960’erne og 70’erne, samt den smerte, forvirring, uro, afsky, vrede og fortvivlelse, som mange mennesker har oplevet. Eller for det mindretal, der ønskede den (forandringen), og den forfængelighed, magtudøvelse, mangel på medfølelse, helligbrøde, ødelæggelse af børnenes uskyldighed samt den politisering, man praktiserede. Johannes Paul II undskyldte for mange ting, og endda nogle gange for ting, som han ikke burde undskylde for, men han fik knap startet med at undskylde for de ting, der skete mellem 1960 og 70 for listen er uendelig.

Tilbage i 1980’erne blot lidt mere end et årti efter, at de sidste rester af den opmuntrende gamle liturgi var skubbet tilbage i glemslen, og en nyere udgave blev sat i stedet, tog Johannes Paul II de første skridt mod en undskyldning i dokumentet Dominicae Cenae. Du husker det, fordi du i en alder af 42 havde en større midtlivskrise i forhold til din tro, og af en eller anden grund endte du op med en pamflet af dette dokument og besluttede dig for at læse det. Du fandt linjer, som du kunne nikke genkendende til:

Jeg beder om tilgivelse, i mit eget navn og i Jeres navn, alle Jer ærbødige og kære brødre og søstre i bispedømmet, for alt det, uanset menneskelig svaghed, utålmodighed ellerforsømmelighed, der har været gennem tiden, samt en ensidig og helt forkert anvendelse af direktiverne fra Det andet Vatikankoncil, som kan have forårsaget skandale og forstyrrelse vedrørende fortolkningen af doktrinen og ærbødigheden i forhold til dette store sakramente. Og jeg beder Vor Herre Jesus om, at vi i fremtiden i håndteringen af dette hellige mysterium, må undgå alt det, der på nogen måde kan svække eller afspore fornemmelsen for den ærbødighed og kærlighed, der findes i de troende.

Der skete selvfølgelig ingen ændringer (i kølvandet på dette dokument) i måden, hvorpå præsten i dit sogn foretog sine sekulære gøremål ved alteret og hans hellige gøremål på golfbanen, men, der var (alligevel) her tale om noget, som en besked, der kom med flaskepost, og som du modtog på den øde ø, hvor du befandt dig, og den forsikrede dig om, at et sted langt væk eksisterede der stadig de regler, som du engang havde kendt til, og det vakte glæde hos dig.

Selvom du har været optaget af din familie, dit arbejde og dine hobbyer og er holdt op med at ”markere” dig i sognet, for simpelthen at holde en respektfuld afstand, har du fra tid til anden forsøgt at holde dig opdateret på nyhedsfronten om Den katolske Kirke. Internettet gjorde det lettere, når du fandt frem til kilder, du kunne stole på, som eksempelvis ”Hvad handler bønnen i virkeligheden om?” af Fr. Z (Hvad skulle du have gjort, hvis du igennem årene, ikke havde haft adgang til hans artikler?). Det var Fr. Z, som gjorde dig opmærksom på Summorum Pontificum,og det medfølgende brev Benedikt XVI skrev til verdens biskopper. Den modige Ratzinger skrev med fornuft og følelse til et bispedømme, der hverken fungerede eller ikke længere troede på sin egen eksistens.

Du fik endnu en oplevelse af at modtage flaskepost på din øde ø, da du blev opmærksom på følgende ord fra Benedikt XVI:

Mange mennesker, der fuldt ud accepterede den autoritet, det Andet Vatikankoncil havde, og som samtidig var trofast overfor paven og biskopperne, ønskede ikke desto mindre at genfinde den hellige liturgis form, som var dem meget kær. Dette skyldtes først og fremmest, at den nye fejring (af Messen) ikke var loyal mod det, der fremgik af det nye Missale, som blev tolket, som en egentlig blåstempling (af de igangsatte aktiviteter) eller et krav om ”kreativ fornyelse”, som alt for ofte førte til, at man deformerede liturgien, og som tog hårdt på mange. Jeg udtaler mig på baggrund af egne erfaringer, for jeg gennemlevede også denne periode med al dens håb og dens forvirring. Og jeg har set, hvordan denne vilkårlige deformation af liturgien forårsagede stor smerte hos enkeltpersoner, som var rodfæstede i Kirkens tro.

En antydning af medfølende realisme faldt som vand på et tørt sted. Du følte dig forstået, her var en, der havde medlidenhed med dig, og at du blev retfærdiggjort. Med denne oprejsning fandt du frem til en række ligesindede katolikker, og I udarbejdede et brev, hvor I alle var medunderskrivere, hvor I anmodede om, at Den gamle Messe måtte blive genoptaget, fordi I antog, at det, som Benedikt havde anmodet om burdes overholdes nemlig at: ”I sogne hvor en stabil gruppe af troende, der holder fast ved den tidligere liturgiske tradition, af stedets præst bør imødekommes ved anmodning om at fejre Messen i overensstemmelse med det Romerske Missales ritus, som blev offentliggjort i 1962”.

Du burde have vidst bedre. Præsten gav dig et utålmodigt og uvenligt blik, da du en dag tog emnet op under en frokost med ham. Du tænkte. at det ville understøtte din sag at vise ham jeres brev med forespørgslen og underskrifterne. Hans ansigtsfarve ændredes til blårød. og det syntes som om, at han (pludselig) havde mistet interessen for desserten. De bestræbelser, som I havde iværksat, førte absolut ikke til noget. En sympatisk præst fra et andet sogn fortalte dig, at biskoppens sympati for prækonciliære ”tiltag” kunne ligge på et meget lille sted, så det ville være spild af din tid, at ”spilde” hans tid med dit forehavende. Det var på det tidspunkt, at du indså, at Summorum Pontificum var et ganske flot dokument indeholdende et meget fint sprog, men det duede ikke til så meget, når det kom til stykket, og samtidig blev det også tydeligt for dig, at de, der stod bag Ecclisia Dei heller ikke kunne udrette så meget. Deres engagement kunne måske løfte øjenbrynene hos nogen, men prælaterne (de højerestående gejstlige) ville stadig være argumentresistente og dermed afvisende.

Derfor sukker du og griber dine rosenkransperler, de er i det mindste ikke blevet forbudt eller taget fra dig. Der er måske ikke så meget håb for dig, i dit lille hjørne af verden, men du forestiller dig, at andre kan gøre en bedre indsats andetsteds, og desuden er du ved at blive gammel og burde ikke forvente meget mere eller beklage dig. Når alt kommer til alt, har Herren velsignet dig på mange andre måder: din kone, dine børn, dine børnebørn, dit rimelige gode helbred (alt taget i betragtning) og din interesse for andre ting, der giver mening, og som fungerer upåklageligt. I din alder kan du endnu være aktiv i en vis tid, derefter er det farvel til verden og det meget rod, der er i den. Nogle problemer, kan kun Gud løse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 21. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/living-through-the-meltdown-an-imaginary-biography

Noter

(1). Biretta er det samme som en baret (af lat. Birrus: kappe med hætte). Gejstlig hovedbeklædning. Farven for præster er sort, violet for biskopper og rød for kardinaler (Kilde: Katolsk minileksikon).

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Tilbage til de fire kendetegn: en, hellig, katolsk og apostolisk efter Det Andet Vatikankoncil

Kirkens fire kendetegn er, at Den er: en, hellig, katolsk og apostolisk. Med de mange forandringer, der er sket indenfor Kirken i løbet af det sidste århundrede, er mange ladt tilbage med stor undren: Hvilke spor er ladt tilbage af troen på Kirkens apostoliske udgangspunkt? På baggrund af tiden, der fulgte efter Det Andet Vatikankoncil, kan man drage følgende to vigtige konklusioner vedrørende Kirkens fire kendetegn:

1.      At evangeliseringen af den moderne verden er et hovedpunkt, der trækker en rød tråd gennem Det Andet Vatikankoncils dokumenter. Man kan stille det spørgsmål, om Kirkens missionsaktivitet i netop den henseende er blevet forbedret siden 1965?

2.      Pave Emeritus Benedikt XVI taler om hermeneutikkens kontinuitet. Dette referer til, at ethvert koncil, specielt Det Andet Vatikankoncil må fortolkes i lyset af tidligere konciler. Har man har gjort det siden 1965?

Mere specifikt omhandler Benedikts lære om hermeneutikkens kontinuitet det, at Den katolske Kirkes tradition før Det Andet Vatikankoncil kan leves (og praktiseres) ud fra de nye måder troen kan udtrykkes på, og som er blevet fremlagt af Koncilet.Hermeneutik er både en filosofisk retning samt læren om at fortolke en teksts mening, og kontinuitet henviser til at katolsk doktrin, tilbedelse og liv efter Det Andet Vatikankoncil burde være de samme, som de havde været i foregående generationer, blot i en fornyet form.

Selvom dette på et teoretisk plan synes tilgængeligt og muligt at iværksætte, har det i praksis ikke været så let at føre ud i livet (med mindre der indtraf et verdensomspændende mirakel). Mirakel eller ej, de følgende syv kriterier må trofaste katolikker tilslutte sig, før vi overhovedet vil opleve nogen form for hermeneutikkens kontinuitet:

1.      Mange ting (både det gode og dårlige) var allerede sat i bevægelse før Vatikan II. Nogen siger, at den liberale humanisme holdt sit indtog i Kirken med renæssancen i det 16. århundrede. Der er nogen, der hævder, at den kom ind i Kirken på grund af Vatikan II (1962 – 1965). Mange af de traditionalister, der har indsigt i dette, anerkender, at denne hæresi med stor succes ”sneg” sig ind på præsteseminarierne allerede før Første Verdenskrig (1905-1915).

Modernismens hæresi (”syntesen af alle hæresier” ifølge pave Skt. Pius X) startede faktisk som et angreb på Bibelen: Fr. Loisy var en ”intellektuel” med speciale i Den hellige Skrift, som underviste på et fransk seminarium og skabte en ”tendens”, hvor man stillede spørgsmålstegn ved Bibelens ufejlbarlighed. Skt. Pius X foretog en ekskommunikation af ham efter utallige forsøg på, at få ham på ”andre tanker”. Selvfølgelig starter det hele med dette, da satans første ord til manden og kvinden var: ”Har Gud virkelig sagt … ?” (1 Mos 3:1). Under alle omstændigheder var det sandsynligvis, fordi man stillede spørgsmålstegn ved Den hellige Skrift i den første halvdel af det 20. århundrede, at klerikale i den anden halvdel af dette århundrede foretog den hybris at stille spørgsmålstegn ved Kirkens forbud mod prævention i ægteskabet.

Den cancer, vi nu oplever i Kirken, har meget lidt at gøre med Vatikan II. Selv ærkebiskop Lefebre sagde i et interview i 1978: ”Jeg vil ikke mene, at Vatikan II kunne have forhindret det, der sker i Kirken i dag. Modernisternes tankesæt er igennem tiden trængt ind alle steder i Kirken”. Men det gode skyldes måske heller ikke Vatikan II: Mens mange katolikker nu med rette erkender, at det, de har behov for, er et personligt forhold til Jesus Kristus for at holde Hans bud, og dette gjorde også Skt. Ignatius af Loyola ved at skrive om de åndelige øvelser i det 16. århundrede. Jesus sagde selv: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14:15). Denne tidløse forståelse af et ”forhold” blev ikke præsenteret for koncilet. I det mindste kan vi sige, at begge positioner i Kirken må holde op med at benytte Vatikan II, som undskyldning for at ”antage noget” eller ”synke ned i fortvivlelse”. 

2.      Intet koncil vil nogensinde kunne ændre på guddommelig åbenbaring. Men et koncil kan være med til at uddybe den. Jesus Kristus gav troens pant en gang for alle til apostlene. Et koncil bør nære forståelsen af troens pant. For eksempel bidrog koncilet i Kalkedon med dybere indsigt i det, der allerede er åbenbaret i Kristologien, og som nu er understøttet af nye parametre for formuleringen af Kristi hypostatiske forening (Foreningen af Kristi guddomsnatur og menneskenatur i Hans ene Person, som er 2. Person i Gud ). Koncilerne bør fremkomme med ”udviklende” tilføjelser til – eller slutninger i forhold til Den hellige Skrift, så Den kan imødese nye sociale behov eller sætte en stopper for nye hæresier. Men et rigtigt koncil kan ikke frembringe et skamferet sammendrag af troens pant. 

Jeg siger ikke, at Vatikan II gør dette, men ”ånden fra Vatikan II” gør det helt sikkert. For eksempel når folk siger mærkværdige ting, som ”Vatikan II forbyder, at man modtager Den hellige Kommunion på tungen”, eller at ”Vatikan II tillader prævention”. Dette ville være en del af den katolske tro, som et rigtigt koncil ikke har indvirkning på. 

Vatikan II er vanskelig at evaluere i den henseende, da ingen af de efterfølgende dokumenter har status af at være ufejlbarlige. Således må man se Vatikan II i relation til de andre økumeniske konciler. Og helt ærligt, havde vi gjort det, som katolikker, ville vores tilbedelse og vores måde at leve på have undergået subtile og smukke ændringer. 

3.      Den nye Messe var ikke nødvendig for Ad GentesAd Gentes er missionskapitlet i Vatikan II, som betyder, ”at gå ud til alle folkeslag” som er en del af missionsbefalingen. Vatikan II blev afsluttet i 1965. Fra 1965 til 1969 undergik Messen en radikal forandring. 

Bidrog Den nye Messe til at missionærerne nåede ud til ”alle folkeslag”? Nuvel, vi må først anerkende, at den vesterlandske missionsaktivitet i Afrika og Asien var kolossal før koncilet, især fra 1800 til 1960. Efter 1965 blev næsten alt missionsarbejde i udlandet erstattet af socialt arbejde. 

Evangelisering i modersmålslandene synes at være blevet fortsat efter koncilet. For eksempel har vi ekstraordinære eksempler på kinesiske kristne, der evangeliserede deres landsmænd på trods af risikoen for tortur og martyrium. Men hvad med Vesten? Var det en succes med den nye Messe i USA og Europa? 

Arkitekterne bag Den nye Messe (heriblandt Msgr. Bugnini) fortalte os, at Den nye Messe skulle være attraktiv for protestanterne. Men årtier efter at disse ændringer blev foretaget, ser vi, at flere amerikanere har forladt Den nye Messe til fordel for det, protestanterne er langt bedre til (lovprisning, tilbedelse og at skrive spændende prædikener), og som de er blevet bedre til siden Luther. Jeg kan ikke påvise, at der er tale om en årsagssammenhæng, men man kan sige, at de liturgiske forandringer gik hånd i hånd med følgende: en nedgang i kald samt Messedeltagelse, at man modtog katekeser, der lød som om, de stammede fra det unitariske kirkesamfund og lukningen af mange gamle smukke sogne på hele østkysten, og yderligere måtte en stor del af sognene i Boston lukkes ned. Dr. Peter Kreeft minder os om, at dette var et ”liturgisk holocaust”. Jeg kan ikke mindes, at ”nytænkning” nogensinde i et sådant omfang har ”hjemsøgt” Den traditionelle latinske Messe i løbet af de 1500 år, den har eksisteret og ikke engang under de doktrinære kriser, der har været i Kirken. 

4.      Ændringen af sakramenterne efter Koncilet er ikke nødvendigvis en del af den hermeneutiske kontinuitet. Efter Vatikan II overbeviste en mindre gruppe elitære biskopper (indrømmet, de var inspireret af deres progressive protestantiske læremestre) resten af verdens biskopper om, at de skulle acceptere et nyt sæt af tomme velsignelser, en tom excorcisme ritus, en tom kalender, et tomt Officium Divinum, en tom salvelse og en tom Messe. Underligt nok blev dette normen i Den katolske Kirke, og det var som at få en spand kold vand i hovedet for dem, der holdt fast ved den såkaldte ”hermeneutiske kontinuitet”. 

Heldigvis lod Gud stadig i Sin store barmhjertighed alle de nye tomme sakramenter bevare deres gyldighed. Men, det er langt mere end blot ”gyldighed” præsten bør stræbe efter. For eksempel benyttede man en mindre exorcisme i forbindelse med en døende i den gamle udgave af sakramentet: den sidste olie. Hvorfor ville nogle ”liturgiske eksperter” fratage den døende en exorcisme? 

5.      Vi kan acceptere traditionens fylde og stadig missionere. Ifølge Benedikts skrivelse Summorum Pontificum fra 2007 (samt talrige andre dokumenter fra 1600-tallet), må jeg som præst ikke afvise de traditionelle sakramentalier og sakramenter i Den katolske Kirke. Det er tilladt for mig at holde fast ved Den traditionelle latinske Messe i min tilbedelse og evangelisering. Alle mine studier af dette har bevist, at der ikke er tale om en Messe, som er 500 år gammel, men et sted mellem 1500 og 2000 år. Størstedelen af Den Messe, jeg til dagligt celebrerer, er den samme, som den fra det 5. århundrede, men Den gamle Messe kan vise sig at være af endnu ældre dato. Koncilet i Trent definerer den såkaldte ”ekstraordinære form” af Messen, som at være af apostolisk oprindelse. 

Mens jeg prioriterer at celebrere Den traditionelle latinske Messe samt de traditionelle sakramenter, ønsker jeg også at udbrede Kristi budskab til alle folkeslag, som Paulus og Skt. Fracis Xavier gjorde det. Alligevel synes det, som om man er af den opfattelse, at Den nye Messe er det bedste udgangspunkt for missionsaktivitet, og at Den traditionelle latinske Messe er bedst egnet for den neurotiske og psykotiske, som kun ønsker at åbne op for en kultisk livsstil. 

Vi må stoppe med at tænke på den måde, for hvem er, trods alt, bedre missionærer end apostlene? Folkeslagene blev evangeliseret af præster, der celebrerede Den traditionelle latinske Messe.   

6.      Lex orandi, lex credendi. Vor tro afspejler måden, hvorpå vi beder. Dårlig liturgi vil uundgåeligt føre til en dårlig forståelse også uden dårlige katekeser. For eksempel var Vatikan II ikke noget dogmatisk koncil, og stadigvæk er det som om, alle amerikanske katolikker har mistet troen. 

Efter koncilet kom katolikker til den konklusion: at foretage eksperimenter i liturgien berettiger, at man eksperimenterer med doktrin. Kan man bebrejde dem det? Det giver sig selv, at når frygten for Gud forsvinder fra doktrinen, er det fordi, den fra første færd er forsvundet fra liturgien. Messen bør bringe fred og trøst, ja, men tilbedelsen er også med til at åbenbare en ærbødig fornemmelse for det trancendente. Den glemte forening med Gud, en Gud så uendelig magtfuld og hellig, at det nærmest er umuligt tro på, når man går ind til en Messe under Kommunistiske slagsange, som eksempelvis ”Gather Us In”. Hvordan kunne man erstatte den trancendente storhed i Den hellige Højmesse med Marty Haugen (amerikansk komponist med specifik fokus på Luthersk liturgisk musik) og tro, at det ville lede flere sjæle til Gud? 

Jeg har altid troet, at dette ”liturgiske holocaust” var et problem forbeholdt USA, men jeg har været vidne til langt værre musik samt vanhelligelse andre steder i verden (eks. Myrer der spiste af Den hellige Eukaristi i Tabernaklet, dette var jeg vidne til i Brasilien). Hvordan kan nogen besidde frygt for Gud, når vi behandler Ham på den måde? 

Jeg kan med god samvittighed hævde, at protestantiske storkirker møder Gud med langt større hellig frygt (i det mindste set udefra), end man gør i et alment katolsk sogn. Og jeg drager denne konklusion på baggrund af mine rejser til sogne på fem kontinenter, som jeg har foretaget siden min ordination. 

7.      Kollateral cirkulation. Der har optrådt en række meget smukke og stærke bevægelser i Kirken efter Vatikan II. Disse lægfolksbaserede bevægelser er analoge med kollateral cirkulation. Kollateral cirkulation er, når blodet finder alternative veje gennem mindre arterier for at sørge for blodgennemstrømningen til væv, så der kan tilføres ilt, på trods af, at de oprindelige arterier, som er beregnet til at gøre hoveddelen af arbejdet, stadig er beliggende der. De små arterier i min analogi kunne være tiltag, som FOCUS, the Augustine Institute, Theology on Tap og selv de karismatiske bevægelser (når de opererer udenfor Messen), og det er hos dem, jeg har set Guds Hånd udvirke mirakler. 

Det hellige præsteskab i denne analogi er den store arterie, som stadig er beliggende i området. Det er ladet med apostolisk storhed, men aktuelt er det blevet afskåret grundet frygt og politiske hensyn. 

Har det ikke altid været sådan? Nej for præsteskabet er skyld i mange nye ”hændelser” såsom børnesexmisbrugsskandaler samt episoder med unge mænd (noget man endnu ikke har anerkendt). For eksempel er relativismen, der har påvirket vores doktrin, så allestedsnærværende, at en hellig og venlig biskop sagde, at selv pavens teologi objektivt er fejlagtig. Vil nogen ung mand ønske at praktisere cølibatet for at følge denne forvirring? 

Hvor er vi på vej hen herfra? Nuvel, jeg ønsker ikke, at vi vender tilbage til 1950’erne, som nogle vrede mennesker har et ønske om. Mit forslag er ganske enkelt: lad Kirken fortsætte sin færd med alle sine mange gode lægmandsbaserede bevægelser, men lad alle biskopper og præster udøve de tidløse sakramenter (ifølge forordningerne af 1962). Vi kan opretholde ”nyevangeliseringen”, men lad os være på vagt overfor modernismens doktriner. Derpå vil vi se en ny bølge af inspirerende præstekald opstå blandt familier, der har bevaret troen. Rent faktisk, lovede Guds Moder en nonne i det 16. århundrede, at i det 20. århundrede (efter at have oplevet et stort tab i forhold til den katolske tro) vil Gud efterfølgende ”sende til Sin Kirke en prælat, der skal genoprette den åndelige ”tendens” hos Hendes (Kirkens) præster”. Jeg tror, at denne genopretning og denne ”prælat” vil komme i vores levetid, selvom sejren først indfinder sig efter yderligere globale og Kirkelige katastrofer. 

Man kan følge Fr. Nix på hans blog, på video og via podcast på http://www.padreperegrino.org/about-padre/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. David Nix og publiceret på OnePeterFive d. 6. juli 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/four-marks-apostolic-church-after-vii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

To helgener hjælper os gennem den ondskab, der har infiltreret Kirken

Vi har altid brug for eksemplet og læren fra helgenerne for at holde os på rette vej. I oktobermåned højtideligholder Kirken fester for mange store helgener. To af disse helgener, som mange har en forkærlighed for, fejres i starten af måneden: det drejer sig om Skt. Thèrése af Lisieux (den 1. oktober i den nye kalender, den 3. oktober i den gamle kalender) og Skt. Frans af Assisi (den 4. oktober i begge kalendere).

Skt. Thèrése lærer os aldrig at overse eller ignorere, at Gud møder os i de små ting, og at det er herigennem, at vi kan vise vor kærlighed til Ham. Skt. Frans lærer os, at alt er uden betydning sammenlignet med den sejrende kærlighed fra Den korsfæstede Kristus. De blev begge helgener ved at følge den trange vej, som betyder, at man lader Kristus komme i første række igen og igen og undgår synd. Det var ikke sådan, at de undgik kampe og vaklede. Denne totale fuldkommenhed er ikke mulig for noget faldent menneske. Som Skt. Thomas siger, vi vil i det himmelske fædreland være fuldkommengjort på enhver måde. Det var, som om Thèrése og Frans vidste, hvor de skulle hen, og hvordan de skulle nå dertil, og derfor lod de sig ikke stoppe af nogen forhindring.

Vor Herre virker kraftfuldt i os på trods af de forhindringer, vi lægger frem for Ham, så længe vi af fri vilje bliver ved med at give vort hjerte til Ham: ”Herre, jeg ønsker at være sammen med Dig, Jeg ønsker at være Din for al evighed. Gør mig til Din ved Din Helligånds kraft”.

Årsagen til den nuværende krise i Kirken er intet andet end mangel på et brændende ønske om at være sammen med Vor Herre Jesus Kristus og være i Ham i dag, hver dag, og på den sidste dag. Dette er grundlaget for hellighed og alt i det kristne liv. Der er intet andet uden dette ønske om en fuldkommen sammenhørighed med Kristus vor Frelser, intet andet betyder noget eller kommer til at betyde noget. Det er netop det, vi må genopdage ved at begynde lige her i mit eget hjerte og dit eget hjerte.

Det onde, som Herren tillader at ske, er et meget tydeligt opråb til os, om at vågne op og genopdage vores kerne som – og forpligtelse til at være Kristi disciple. Og fordi kærlighed tit og ofte viser sig i det små snarere end i det store, som Skt. Thèrése mindede os om, må vi ydmyge os i det omfang, vi dagligt opsøger Herren i bøn, i skriftemålet, i Den hellige Messe, ved den Eukaristiske tilbedelse, og at vi henvender os til Vor Frue og helgenerne, når vi har behov for hjælp, selvom vi er præget af modløshed, selvom vi finder det ubelejligt eller blot er følelsesmæssigt ude af balance, eller hvad der nu måtte ”friste” os til at blive væk fra det, vi ved, vi burde gøre.

Vores daglige rutiner synes at levne endda meget plads til at følge med i nyhedsstrømmen, dens nød og klage og det, den ellers bringer med sig. Jeg kender det fra mig selv, fristelsen til at opsøge disse ting og svælge i dem.

Misforstå mig ikke. Der er bestemt et behov for at følge med i nyhedsstrømmen og forholde sig til, hvad der sker. Ikke desto mindre tror jeg, at Skt. Thèrése og Skt. Frans vil fortælle os: Glem ikke at bruge din tid og gerne mere af den på ydmyg, inderlig, sagtmodig og gavmild bøn for Kirken og for alle i den, og begynd med paven og gennemgå alle de hierarkiske led, til du når til dem, der er dine medtroende i det sogn, du tilhører, og som hele tiden vækker en irritation hos dig samt de præster, der har fornærmet dig, eller hvad der måtte ligge dig på sinde.” Gør dette for Kristi kærlighed, Kristus, der elskede mig og gav sig selv hen for mig, mens jeg” endnu var synder” (Gal 2: 20, Rom 5: 8).

Bøn vil gøre langt mere for at fremme en egentlig og varig reform af Kirken end al den form for aktivisme, vi allerede kender alt for godt. Som Skt. Katarina fra Siena lader komme til udtryk i en af sine fantastiske bønner:

O mildeste Kærlighed, Du så i Dig selv behovet for Den hellige Kirke og de beføjelser Hun behøver, og Du gav Hende dem, det er Dine tjeneres bønner, med hvilke Du gerne vil bygge en mur, som kan understøtte Den hellige Kirke og til Dine tjenere indgyde Helligåndens milde og glødende ønsker om Hendes fornyelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/all/today#article-two-saints-to-help-us-through-the-evil-that-has-infiltrated-the-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En perfekt trojansk hest

Den nye apostolske konstitution ”Episcopalis Communio” risikerer at påføre Kirkens livsnerve hæresi.

Pave Frans har fremlagt en ny apostolisk konstitution for bispesynoden, som har til hensigt og formål at være den helt perfekte trojanske hest, således at hæresi på globalt plan kan blive påført Kirken. Hvis dette foregår uden den nødvendige kontrol, vil revolutionære tendenser blive i stand til at omdanne al ”heterodoksi” eller nye disciplinære regler, der strider imod trosgrundlaget til et nyt og officielt trosgrundlag for Den katolske Kirke. Dette er ganske enkelt en genial strategi, hvor man benytter bispesynoden, som platform til at foretage grundlæggende og pludselige forandringer på alle områder i Kirkens liv, som vi kender den i dag.

Den nye apostoliske konstitution, der bærer titlen Episcopalis Communio er et udtryk for en juridisk handling foretaget af paven, og det er en ”sand og passende ’nyskabelse’ af det sydonale organ”, og sådan lød det ved offentliggørelsen fra kardinal Lorenzo Baldisseri, bispesynodens generalsekretær.

Ved at ophæve den velsignede Paul VI’s motu proprio Apostolica Sollicitudo, Benedikt XVI’s Ordo Synodi Episcoporum samt andre dele af kanonisk ret, som står i skarp modsætning til det nye normsæt, der blev offentliggjort den 18. september i Vatikanets avis L’Osservatore Romano, undgik man at benytte det gængse medie ved sådanne udgivelser Acta Apostolicae Sedis, for at det nye lovkompleks kunne få øjeblikkelig juridisk virkning. Med andre ord man har berammet udgivelsen således, at konstitutionen kan tages i brug ved den kommende synode, som omhandler de unge.

Selvom den blev vedtaget med det samme, fremstår den tekstmæssigt ikke dårlig: den er blevet udformet med omhu. Teksten er opdelt i to hovedafsnit, det ene omhandler doktrin og det andet disciplinære forhold.

Det afsnit, der omhandler doktrin, sigter på at danne grundlag for – og retfærdiggøre den nye forskrift for synoden, som er baseret på den ekklesiologiske doktrin i Det andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution Lumen Gentium. Imidlertid finder man det, der er det nye i artikel 18 i teksten, og man må forholde sig kritisk til det, der bliver fremsat:

§1. Efter at have modtaget medlemmernes godkendelse, vil slutdokumentet blive fremsat for paven, som afgør, om det kan fremsættes. Hvis det endelige dokument godkendes af paven, vil det efterfølgende blive en del af læreembedet.

§2. Hvis paven har overdraget magtbeføjelser til synodens delegerede ifølge kanonisk lov § 343, da vil slutdokumentet blive en del af læreembedet, efter at det er blevet ratificeret og offentliggjort. I et sådant tilfælde vil slutdokumentet blive offentliggjort med pavens signatur ved siden af de delegeredes.

Kort fortalt det betyder, at det organ, der i århundreder har beskyttet trosgrundlaget og den hellige kanon fra at blive ændret – den romerske kurie – nu officielt er blevet sat ud af spil i forhold til at kunne forsvare Kirken mod revolutionerende fornyelser. Ikke alene er den romerske kurie blevet kørt ud på et sidespor, men endnu værre, det organ, der historisk set har skullet identificere, diskutere og beslutte, om der skulle foretages indholdsmæssige ændringer af Kirkens doktrinære tekster og disciplinære regler – det økumeniske koncil, der består af paven og hele verdens biskopper, – er blevet dramatisk beskåret i forhold til sine forrettigheder og unikke stemme, som apostlenes efterfølgere.

Det eneste nye, der er ved Episcopalis Communio, er dens evne til at gennemføre meget hurtige materielle og varige ændringer i Kirkens almindelige liv, og det lader sig gøre på tre måder:

For det første fastsættes den taktik, som blev fremsat og testet af Frans ved den sidste familiesynode, der blev afholdt med to samlinger mellem 2014 og 2015. Som National Catholic Registers Edward Pentin så rammende har beskrevet, den direkte udnævnelse af særlige embedsmænd og konsulenter, som understøttede heterodoxe synspunkter, gav indtryk af, at hele forløbet var fyldt med hindriger. ”Episcopalis Communio vil regulere fremtidige potentielle hindringer ved at gøre synoden til et ”permanent og centraliseret organ, som er placeret udenfor kuriens administration” (jvn. N. 2 EC).

For det andet fremhæver Frans den hidtidige teoretiske bestemmelse i kanonisk lov og sørger derved for, at de biskoppelige medlemmer af synoden bliver garanteret, hvis paven bevilger det, ”myndighed til at stemme” således at det, der bliver vedtaget ved enhver synode, er et produkt af medbestemmelse. Ved at handle således, har Frans gjort sin hensigt klar, nemlig at han ønsker at udøve sin pavelige magt ved at intervenere i stridsspørgsmål. Han har videre klogt ladet spørgsmålet om nødvendigheden af to tredjedeles flertal ved afstemninger blandt synodefædrene ved lovgivning af nye normsæt, stå ubesvaret hen. Yderligere har han på en meget voldsom facon åbnet op, for at lægfolket samt andre agitatorer for forandring kan øve deres indflydelse i aktuelle debatter og samtidig præge det endelige resultat og dermed i sidste instans sammen med synodefædrene være medunderskrivere på slutdokumentet.

Endelig, som det for nylig blev afprøvet af Frans den 5. september 2016, blev hans private anerkendelse af kriterierne fremsat i Básicos para la Aplicación del Capitulo VIII de Amoris Laetitia udarbejdet af biskopperne i Buenos Aires’ pastorale område, og derpå hævet til at være en del af læreembedet i form af et paveligt dekret, en diskret modifikation af de disciplinære regler, som gjorde det muligt at ændre på Kirken officielle doktrin uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, som kunne være i stand til at afværge det.

En lignende prøveballon blev sendt op, da det handlede om at ændre på Kirkens holdning til dødsstraf, da paven først adresserede dette tema for en mindre nærmere defineret gruppe den 11. oktober 2017, og han ophøjede derpå dette til at være en del af Kirkens læreembede den 3. august 2018 ligeledes gennem et paveligt dekret, og videre denne gang også uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, der kunne have ønsket at afværge eller omgøre denne substantielle ændring i Kirkens doktrin. Efter at disse to prøveballoner havde vist, at de kunne flyve uden at blive skudt ned, besluttede Frans sig for at gå videre med at etablere en permanent og mere effektiv og praktisk håndtering af ”forandring” simpelthen ved at ”gentænke” bispesynoden.

Der vil ikke længere være behov for at sende private prøveballoner af sted understøttet af diskrete pavelige modifikationer: der er åbnet op for, at hæresi kan få direkte adgang til Kirkens livsnerve, og det er nu blevet muligt at heterodoks praksis kan blive blåstemplet gennem en synode, og derpå at paven ganske automatisk ophøjer det til at være en del af ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”. Der er ikke længere behov for flere behandlinger, når det handler om at foretage ændringer af normsæt af disciplinær karakter, der derefter skal ophøjes til læreembedet, som teknisk set betyder, at der kun figurerer ufejlbarlige doktriner. Nu er det, der tidligere er blevet ophøjet til at skulle forandre disciplinen, blevet en del af den pakke, som er ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”, og der bliver dermed gjort plads til mulig ufejlbarlig lære.

Episcopalis Communio vil snarere end at øge det fællesskab, der er mellem biskopperne, der er i den eneste sande tro, være løftestang for, at enhver biskop eller lægmand, der vover at stille spørgsmålstegn ved disciplinære normer udstedt af en fremtidig synode, pludselig bliver gjort fredløs og betragtet som afviger, hæretiker og skismatiker, og dette er en perfekt trojansk hest

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 19. september 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/a-perfect-trojan-horse

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)