Category: Apostasy

Dr. Alice von Hildebrand: Stalin ordered communists, in particular gays, to infiltrate seminaries

Stalin, soon after he came to power, ordered his cronies to invade Catholic seminaries … with young men that had neither faith nor morals. Now … the ideal cases: homosexual. Obviously, you don’t suppose that someone … well, it’s much more complicated, you know, to have an affair with a woman. But if you’re a homosexual, and then it was a tragic mission … .  [Dodd] declared publicly — I repeat, publicly — that in the course of the 20 years of activities for the Communists, she recruited some 1,100 young men.

More

En sammenslutning af katolske præster i USA: kæmper for heterodoksi med støtte fra biskopper

I de seneste mange uger har Lepanto instituttet undersøgt og fortalt om en sammenslutning af hæretiske præster, der kalder sig AUSCP (the Association of United States Catholic Priests). Denne sammenslutning ønsker at arbejde med emner som ordinering af kvinder til diakoner (med henblik på præsteordination af kvinder), homoseksualitet, sogne uden præster, gifte præster og en lang række andre emner, som kan karakteriseres som heterodokse.

Hvis man er interesseret i at vide mere om denne internationale sammenslutning, som har til hensigt at udbrede hæresi i Kirken, kan man nedenfor finde tidligere rapporter samt lignende materiale om AUSCP, som er udarbejdet af Lepanto instituttet:

o    AUSCP’s Plan for Ordained Women and Priestless parishes

o    Wester Participating in AUSCP Conference

o    AUSCP’s Desire to Obtain Funding from Unsuspecting, Pew-sitting Catholics

o    The AUSCP is a Cog in the International Heresy Machine

o    AUSCP’s Alliance with Heretical, Pro-Sodomy Organizations

o    AUSCP’s Keynote Address from Notorious Priest, Fr. Richard Rohr

I sidste uge var Lepanto instituttet til stede ved AUSCP’s årlige konference, hvor følgende organisationer med hæretisk tilsnit deltog:

FutureChurch (Fremtidens Kirke), Voice of the Faithful (De troendes stemme), New Ways Ministry (nye måder at være kirke på) en gruppe, der er blevet fordømt af Vatikanet)), og det blasfemiske Dignity (Værdighed) (den amerikanske afdeling) og gjorde brug af denne platform, som her er blevet givet dem til at udbrede deres vildfarelser. Regnbuebadges og emblemer, hvor man kunne læse ”Jeg har også andel i velsignelsen” og ”Kærlighed er kærlighed”, var et almindeligt syn blandt flere af de deltagende præster.

En brochure for et møde (under ledelse af nonner) med titlen ”Garcious Embodiment: Embracing a Capaciuos Sexuality” (Elskværdig Legemliggørelse: om at omfavne den rummelige seksualitet) lagde op til, at der var tale om ”en samtale mellem lesbiske søstre, menighedsledere og dem, der står for (katolsk) dannelse og for håndteringen af kaldsspørgsmål”. Et andet initiativ havde til hensigt at besvare spørgsmål om ”transpersoner, kønsidentitet, og hvordan dette kommer til udtryk”.

Det, der var det mest hårrejsende, var, at al den litteratur, der cirkulerede blandt deltagerne, var udarbejdet af AUSCP.

Gransker man dokumenterne fra AUSCP, kan man læse, at formålet er at redegøre for, at man med ”konstruktive tiltag” kan opbygge en ny kirke, som skal erstatte den gamle, og skabe et nyt fundament med nye søjler.

AUSCP skriver følgende:

Teologen Hermann Pottmeyer betragter æraen omkring andet vatikankoncil, som en bygning, der endnu ikke er færdiggjort på samme måde som opførelsen af en ny Skt. Peters Basilika i 1500 tallet. Continue reading

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Fransk bispedømme dækker over en muslimsk skandalehistorie

En muslim afbryder en biskops prædiken og råber ”Allahu Akbar” i mikrofonen.

En muslimsk mand afbryder en Messe i Frankrig, griber mikrofonen og råber ”Allahu Akbar”, og bispedømmet er under mistanke for at dække over sagen.

Ved en Messe i forbindelse med Pinsehøjtiden i Skt. Peter og Paulus katedralen i Nantes den 20. maj, bestormer en 25-årig mand med afrikansk baggrund prædikestolen under prædikenen og hiver mikrofonen ud af hånden på biskoppen. Mindst et øjenvidne hævder, at manden råbte ”Allahu Akbar”, som betyder Gud er stor.

Men bispedømmet benægter, at det har fundet sted – dette er en måde at agere på, som Robert Spencer, ekspert i Islam, siger, er i overensstemmelse med den ”historie”, som franske biskopper holder fast i, nemlig at Islam er en såkaldt fredens religion.

”Historier som den ovenstående stemmer ikke overens med den ”historie”, som de franske biskopper italesætter”, fortalte Spencer Church Militant.

Fr. Benoit Bertrand, som er generalvikar i bispedømmet Nantes, fortalte til den lokale avis Presse-Ocean, at han ikke hørte at manden, der forstyrrede, i sit udfald skulle have råbt ”Allahu Akbar”. Fr. Bertrand sagde, at han stod lige ved siden af biskop Jean – Paul James under prædikenen, da manden bestormede prædikestolen, tog mikrofonen og begyndte at råbe.

Fr. Bertrands vidnesbyrd modsiger det, som er blevet set af andre øjenvidner. Situationen, hvor afbrydelsen optræder, er blevet ”redigeret” væk på optagelsen af biskoppens prædiken – ”ganske belejligt”, har nogen udtalt.

”Den katolske Kirke har under pave Frans taget den betragtning til sig, at Islam er en fredens religion, og at katolikker bør være mere åbne overfor den muslimske migrantstrøm til Europa”, udtalte Spencer til Church Militant.

Ifølge forskellige rapporter siger de, der var til stede i katedralen, at det syntes som om manden var mentalt forstyrret, udtaler Spencer.

Problemet med en sådan udtalelse er, at myndigheder overalt i Europa og Nordamerika i lang tid har beskrevet det, der helt tydeligt er Jihad som en ”psykisk lidelse”. Der har altid eksisteret psykisk syge mennesker, men psykisk syge mennesker, der går ind i kirker og afbryder gudstjenesten ved at råbe ”Allahu Akbar” er noget helt nyt. Dette er blot en anden måde, hvorpå myndighederne forsøger at holde folk hen i uvidenhed og selvtilfredshed i forhold til det, der kendetegner jihad, og hvor stort trusselsniveauet er i forhold til jihad.

Spencer har også kommenteret denne historie i et indlæg bragt for nylig på hans hjemmeside: ”Det er blevet et markant dogme i Den katolske Kirke: At hvis man ikke er af den observans, at Islam er en fredens religion, oplever man en skånselsløs chikane og at få ”mundkurv på” af den amerikanske biskopkonference samt af andre i det klerikale hierarki andre steder.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com d. 5. juni 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/muslim-disrupts-cathedral-pentecost-mass

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Teolog i Vatikanet: Planen for en igangsættelse af interkommunion i Tyskland forekommer uklog og mangelfuld

En tysk teolog, som også er medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission, kritiserer i stærke vendinger i et interview for nylig, det tyske udkast til interkommunion, som blev godkendt allerede den 20. februar af et stort flertal af de tyske biskopper. Han betegner dette udkast, som ”ulovligt”, ”uklogt” og ”mangelfuldt”.

Den 25. maj offentliggjorde domradio.de, som er bispedømmet Kölns radiostation, et interview med professor Karl-Heinz Menke, som er katolsk præst og pensioneret professor i dogmatisk teologi ved Bonns universitet i Tyskland. Menke har også siden 2014 været medlem af Vatikanets internationale teologiske kommission. I dette nye interview viser han meget lidt forståelse for den beslutning, som de tyske biskopper for nylig har taget vedrørende det, at give tilladelse til at protestantiske ægtefæller til katolikker, under visse betingelser, kan modtage Den hellige Kommunion. Biskopperne ”burde have skånet den tyske del af Kirken for denne polariserende strid”, siger han. At man ønsker at regulere mere på det, der allerede er blevet reguleret og tilladt i ”nødssituationer”, er i Menkes optik ”uklogt”.

Desuden afslører Menke, at han har læst udkastet til tysk interkommunion – som endnu ikke er blevet offentliggjort, fordi syv tyske biskopper har markeret deres modstand mod dette dokument, – og han tilføjer: ”hvis jeg skulle komme med en teologisk vurdering af dette udkast, vil jeg betragte det som mangelfuldt (”’mangelhaft’ – på en karakterskala i Tyskland er det et femtal, som betyder, at man er dumpet, og dette kan sammenlignes med karakteren ’F’ i det amerikanske uddannelsessystem”). Når man som teolog i Vatikanet ser på dette (udkast), ”mangler der grundlæggende overvejelser vedrørende Kirkens sakramentale forståelse hos katolikker og den manglende sakramentale forståelse af kirken, som hersker blandt protestanter”. Der mangler en klar beskrivelse af den forskel, der er på den protestantiske nadver og Den katolske Eukaristi.

Menke forklarer, at protestanterne ser den sidste nadver, som et ”billede på en retfærdiggørelseshandling ’ (forstået som) nåden alene’”, mens den katolske forståelse af Eukaristien knytter sig til ”Kirkens fulde fællesskab med de enkelte biskopper og paven”. Desuden finder den tyske teolog, at der ”mangler overvejelser” vedrørende det problem, at de katolske ægtefæller i disse blandede ægteskaber stadig ikke kan modtage nadveren i protestantiske sammenhænge, – ”og man skal yderligere ikke se bort fra de konsekvenser, alt dette har for de børn, der vokser op i disse blandede ægteskaber, og hvordan deres (fremtidige) tilknytning til Kirken vil være”.

Som andre, før Menke, allerede har trukket frem i denne debat, understreger Menke, at ”den, der modtager dette sakramente, som Den hellige Eukaristi er, åbent bekender (sig til) den konfession, hvor han modtager Den hellige Kommunion”. Dette gælder også for protestantiske ægtefæller, siger han og tilføjer, at ”det er unødvendigt at uddybe dette yderligere”.

Professor Menke frygter, at disse nye tyske interkommunionsregler vil skabe forvirring blandt lægfolket:

De har ikke den tilstrækkelige indsigt i teologi til at kunne skelne mellem det, at man tillader protestantiske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage Den hellige Kommunion og det, at man tillader katolske ægtefæller i blandede ægteskaber at modtage nadveren”.

Menke betegner endog dette tyske udkast, som helt igennem ”ulovligt”, og forudser, at ”hvis den tyske biskopkonferences ikke-legitime majoritetsafgørelse bliver ført ud i praksis”, vil folk i løbet af blot få år ikke kunne skelne mellem ”en tilladelse for protestantiske ægtefæller til at modtage Den hellige Kommunion og en generel tilladelse for folk fra andre konfessioner til at modtage Den hellige Kommunion.

Endelig udtrykker Menke sin misbilligelse, over de tyske biskopper, som har godkendt dette særlige udkast til interkommunion:

Det har virkelig irriteret mig, at bortset fra ærkebiskoppen i Köln (Rainer Woelki) og enkelte biskopper fra Bayern, har et overvældende flertal af den tyske biskopkonference blåstemplet et udkast af så dårlig teologisk karakter med et gummistempel, samt at man har ønsket at træffe en beslutning på baggrund af en flertalsafgørelse, som berører Den universelle Kirke, som ikke kan afgøre et sådant spørgsmål ved en flertalsbeslutning”.

Professor Menke er et af de tredive medlemmer, der udgør Vatikanets internationale teologiske kommission. Ifølge Vatikanets hjemmeside er denne kommissions mål ”at hjælpe pavestolen og primært Troslærekongregationen med at afklare spørgsmål, som er af afgørende doktrinær karakter”. Medlemmerne af denne kommission er ”teologer fra forskellige uddannelsesinstitutioner og lande, som er udvalgt på baggrund af deres viden samt troskab overfor Kirkens læreembede”. Et andet medlem af denne kommission er Fr. Thomas Weinandy, som her på det seneste i klare (katolsk)funderede vendinger har udtrykt en vis modstand mod den måde, hvorpå pave Frans håndterer sit paveembede.

Det er også værd at fremhæve, at Karl-Heinz Menke i 2017 modtog Joseph-Ratzinger-prisen, som karakteriseres som ”nobelprisen i teologi”. Han er også blevet fremhævet for at have ekspertviden om Joseph Ratzingers tænkning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 27. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vatican-theologian-german-intercommunion-plan-is-unlawful-and-defective

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Interview: Biskop Schneider gør rede for en ny ”oversigt over fejlslutninger” i Den moderne Kirke

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere vores læsere for et længere og helt særligt interview med biskop Athanasius Schneider fra ærkebispedømmet Skt. Maria i Astana i Kazaksthan. Han har været meget velovervejet i sine svar på de følgende spørgsmål, som vi sendte til ham forud for det møde, der blev afholdt den 3. maj mellem repræsentanter fra den tyske biskopkonference og repræsentanter fra Vatikanet omkring den aktuelle konflikt vedrørende Kommunion for protestanter, der er gift med katolikker, men også forud for åbningen af den skandaløse udstilling ”Heavenly Bodies” (himmelske kroppe) i New York. Det var vores hensigt at stille spørgsmålene på en sådan måde, at han kunne få lejlighed til at udstede en ”ny variant” af en ”syllabus over fejlslutninger” (Syllabus betyder i katolsk teologi en oversigt over sætninger, der fordømmes), – det er vores formulering ikke hans – i Den moderne Kirke, og derved tilvejebringe en broderlig korrektion af nogle af de alvorlige – og forkerte (teologiske) udlægninger, der får lov til at cirkulere indenfor – og udenfor Kirken uden at blive korrigeret.

Biskop Schneider kommenterer dermed på spørgsmål om: Velsignelse af homoseksuelle par, ordinationen af kvindelige præster, Kommunion til protestanter, der er gift med katolikker, Frimurernes symboler i Vatikanet, gifte præster, Vatikanets udlån af hellige genstande til modeshowet og udstillingen i New York og endelig sagen om lille Alfie Evans.

Den gode biskop tøver ikke med at være klar i sin holdninger vedrørende tro og moral, og vi er derfor meget taknemmelige for, at han endnu engang vil give sit katolske vidnesbyrd. Må dette vidnesbyrd stråle ud over hele verden og bekræfte katolikker i deres tro. Continue reading

Anne Catherine Emmerich, de to paver, hedningerne og Pantheon

I kølvandet på den voksende krise i Kirken og pave Benedikt’s overraskende tilbagetrækning samt begyndelsen på pave Frans’ nedslående pontifikat blev en række katolske profetier sat i perspektiv, og en af de mest fremtrædende er den salige Anne Cattherine Emmerich’s ofte citerede vision af ”forbindelsen mellem to paver” og de ”skadelige konsekvenser”, som ”Den falske Kirke” angiveligt vil afføde.

Det syntes for mange som om, at denne vision blev givet til Anne Cattherine Emmerich, for at give indblik i den turbulente tid, vi befinder os i, samt de problemer Kirken i vor tid står i, og dette især med konkrete henvisninger til ”de to paver”.

Imidlertid understøtter konteksten i visionen ikke fortolkningen omkring ”de to paver”, som Steve Skojec på OnePeterFive i 2016 i en artikel har påvist. Ser man på helheden af visionen, synes det som om, at den ikke henviser til to paver på samme tid, men til to paver, der hver for sig fungerer i to forskellige historiske perioder. For nogle var denne fortolkning en smule skuffende og blev set som et desperat forsøg på at finde mening i den situation, som både vi og Kirken er i.

Visionen, hvis den bliver forstået i sin helhed, kan vise sig at være meget præcis i forhold til det, der aktuelt udspiller sig (i Kirken) samt det, der forårsager den aktuelle tilstand. Jeg foreslår, at man læser det, som Steve Skojev har skrevet om denne vision, jeg vil dog for en god ordens skyld meget kort opsummere det væsentlige i det Steve Skojev fremdrager.

Visionen vedrører paverne, Kirken og Pantheon på forskellige tidspunkter i historien, den ene situation i ældre tid og den anden i nyere tid. Det står klart, at den første del af visionen relaterer sig til Pave Bonifatius IV, som af kejser Fokas blev overdraget Pantheon, et hedensk tempel for alle de romerske guder, og tømte det, for alt det, som havde knyttet sig til afgudsdyrkelsen og indviede det til en Katolsk Kirke.

Den 13, maj år 609 blev det nyrensede tempel indviet til Jomfru Maria og martyrerne (og omdøbt til Santa Maria dei Martiri) og den salige Emmerich så i sin vision: ”(Jeg) så konsekrationen af templet og ved den ceremoni, der blev afholdt, deltog martyrerne med Maria i spidsen. Alteret stod ikke i midten af bygningen, men op ad muren”.

I en beskrivelse (af ovenstående ceremoni), der blev offentliggjort i ”Il Settimanale di Padre Pio” (Padre Pio’s ugemagazin) den 10. december 2017, nr. 48 og som er citeret her, får vi et indblik i, hvor dramatisk denne begivenhed var, da pave Bonifatius IV konsekrerede det tidligere hedenske tempel til Kristus:

På den tid, hvor byen stadig var hedensk, blev alle guderne, der optrådte i den romerske polyteisme æret på et sted (Pantheon). I 608 e. Krf overdrog den byzantiske kejser Fokas Panthenon til pave Bonifatius IV, og en stemningsfuld ceremoni blev arrangeret, så man kunne konsekrere templet til Den kristne Gud. Den 13. maj 609 var en stor menneskemængde forsamlet på området omkring Panthenon for at være til stede ved begivenheden. De historiske kilder beskriver det røre og de skræmmende skrig, der kom inde fra Pantheon: De hedenske dæmoner var klar over, hvad der skulle til at ske. De store døre blev åbnet, og paven, som stod på tærsklen, begyndte at recitere eksorcismebønnen. Skrigene fra afguderne steg i intensitet og larmen fra tumulten (inde i templet) gjorde det umuligt for dem, der stod udenfor at få ørenlyd. Folkemængden blev grebet af frygt, og ingen var i stand til at stå på deres ben, mens de overværede – og hørte på denne frygtelige begivenhed. Det var kun pave Bonifatius, der kunne modstå dette, han fortsatte ufortrødent sin bøn og konsekrerede dermed Panthenon til Kristus. Det siges, at dæmonerne flygtede fra det gamle tempel i spredt orden, idet de forårsagede stor larm, og de flygtede ud af det åbne øje i kuplen og den store indgang.

Da ceremonien var blevet afsluttet, indviede han bygningsværket til martyrernes dronning, måske som en ære for de mange kristne, der måtte lade livet for disse mange afguder. At Rom blev kristent foregik gradvist, og det krævede en systematisk re-konsekration af de steder, hvor man førhen havde tilbedt de hedenske guder. Renovatio Urbis (genopbygningen af byen) for at kunne kristne den, var blevet påbegyndt af Skt. Gregory den Store (590-604) og afsluttet af dem, der efterfulgte ham, og varede indtil pave Sixtus V i det 16. århundrede.

Det var svært at få bugt med de gamle trossystemer i Rom, og selv i dag, er der en folklore, som tager sit udgangspunkt i disse afguder, som det siges, konstant gør en indsats for at vende tilbage til byen.

Før jeg går videre til den senere del af Emmerich’s vision, vil jeg fremhæve to væsentlige ting i visionen, som har forbindelse med, hvordan man ophørte med afgudsdyrkelsen i Pantheon. For det første er der datoen, den 13. maj, som bør være velkendt for enhver katolik, da det er den samme dato, hvor vor Frue begyndte at åbenbare sig i Fatima. Det er også værd at bemærke, at den salige Emmerich’s vision foregik den 13. maj 1820. Datoen er derfor værd at bemærke sig. Det andet, som er vigtigt at holde sig for øje, er alteret. Den salige Emmerich’s vision retter en speciel opmærksomhed mod alteret i Pantheon, da netop dette spiller en central rolle i den anden del af visionen.

Efterfølgende, er der i den salige Emmerich’s vision sket en tidsmæssig forskydning, som er karakteristisk for hendes visioner. Vi befinder os nu på et tidspunkt, hvor mørket har lagt sig over verden og Kirken. Igen ser hun et tempel, måske det samme tempel, men i et fremtidigt perspektiv (altså ud fra hendes synsvinkel). Men dette tempel er nu uden alter, og afgudsdyrkelsen er således vendt tilbage.

Da denne vision var fremstået helt ned i mindste detalje, så jeg igen den siddende pave og Den ’mørkets’ Kirke, der prægede hans pontifikat. Den lignede et stort og gammelt hus, som et rådhus med søjler i forgrunden. Jeg så ikke noget alter, men kun bænke og i dens midte, noget der mindede om en prædikestol. Der var blevet prædiket og sunget, intet andet, og der var kun meget få, som tog del i dette. Og se, et helt specielt syn. Ud fra hver enkelt af disse medlemmer af menigheden udgik der fra deres bryst en afgud, som den enkelte stod overfor og bad til. Det var som om, at hvert eneste menneske (i denne forsamling) havde fremdraget sine hemmelige tanker, drømme og længsler ud af en mørk sky, som straks udenfor antog en bestemt form”.

I det tempel, som viste sig i hendes vision, var alteret (som tidligere stod op ad muren) fraværende, og de få tilstedeværende tilbad nu afguder, der udgik fra den enkeltes bryst, altså en afgudsdyrkelse, hvor man dyrker sig selv. Det er netop denne dyrkelse af den enkeltes afguder, hvor fokus er på det enkelte menneske frem for Gud, der har været (kerne)punktet i Vatikan II’s forsøg på at opgive tilbedelse ad orientem (mod øst) i Den universelle Kirke til fordel for versus populum (mod menigheden). Mange mennesker har bemærket denne grundlæggende forandring i måden at orientere sig på under tilbedelsen samt udskiftningen af altrene til fordel for ”borde” og en selvreflekterende variant af vores liturgi og tilbedelse. Mange har også med rette bemærket den krise og Den ”mørke” Kirke, der er resultatet af disse ændringer, og som leder os til dette forfærdelige øjeblik i Kirkens historie.

Den salige Emmerich fortæller mere om, hvad hun så:

Det, der var tydeligt, var, at afguderne fyldte hele (kirke)rummet til trods for, at der var få bedende tilstede. Da (guds)tjenesten var afsluttet, vendte guderne tilbage til brystkassen på den enkelte. Hele kirken var indhyllet i sort, og alt, hvad der fandt sted i kirken, havde et dystert præg.

Da så jeg hvilken forbindelse, der var mellem de to paver og de to templer.

Og nu bliver det virkelig interessant. I Basilikaen Santa Maria ad Martyres, Pantheon, står det gamle smukke alter op ad muren (og det er forblevet med at være sådan), som det blev vist i den salige Emmerich’s vision, dette har i realiteten aldrig været i overensstemmelse med de folk, som har været med til at skabe den aktuelle krise samt denne ”mørke” Kirke. Alterets placering er noget, som Roms generalvikar har ønsket at få ændret, og nu er det (endelig) lykkedes.

Under nyhedssektionen på Basilikaens hjemmeside er det blevet offentliggjort, at Den hellige Faders delegat, Hans excellence Mons. Angelo De Donatis, generalvikar for Roms bispedømme, vil foretage indvielsen af det ”nyplacerede” broncealter, der skal gøre tilbedelsen versus populum lettere.  

Hvornår skal dette foregå? Det skal det (naturligvis) den 13. maj 2018.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/anne-catherine-emmerich-the-two-popes-pagans-and-the-pantheon

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)