Category: Bible

Bibelen og djævelen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris, og jeg opholder mig lige nu i Trent i Italien, den by, der har lagt navn til det koncil, der blev gennemført i midten af det 16. århundrede, nemlig koncilet i Trent.

Lad os antage, at du er djævelen, og du ønsker at iværksætte et markant og mærkbart angreb på Kirken, og lad os sige, at du er i gang med din planlægning i det 16. århundrede, hvor Kirken befinder sig på et historisk lavpunkt, fordi mange overhoveder i Hendes hierarki er korrupte og skruppelløse.

Hvad kunne du gøre?

Én ting, du kan gøre for at accelerere processen, som har stået på siden apostlenes tid, er at skabe splittelse mellem de kristne, og den bedste måde, det kan gøres på, og som helt sikkert vil ende i et kaos, er at få de kristne til at fortolke Den hellige Skrift på mange forskellige måder.

Det ville være et klogt træk. Og det var præcis det, djævelen gjorde. Han benyttede sig ikke desto mindre af en præst, nemlig Martin Luther. Det synes som om djævelen har et ”godt øje” til klerikale, de, der er blevet ordineret, når han skal iværksætte sine angreb på Den katolske Kirke.

Martin Luther fremkom med den mest mærkværdige påstand, som hidtil var blevet fremsat i Kirkens historie, nemlig at Det hellige Skrift er det eneste nødvendige samt den eneste gældende autoritet for at kunne opnå frelsen.

Han gjorde dette, fordi han i sagens natur måtte nå frem til den konklusion efter lang tids undersøgende arbejde og med afsæt i dette, hævdede han, at Kirken var hyklerisk, Paven var antikrist, og at Den hellige Messe var en vederstyggelighed.

Efter at have tordnet mod alt det, som er katolsk, var der kun én ting tilbage for Luther, og det var Bibelen. Efter at have fjernet alle de veje, der leder til sandheden, stod han tilbage med Bibelen.

Det udtryk, der er blevet forbundet med Luthers opgør samt åndelige vildfarelser er Sola Scriptura, skriften alene. Luthers konklusion var, at Den hellige Skrift alene skulle være kilde og autoritet, når man beskæftiger sig med åndelige spørgsmål.

Luthers tanker har vundet stor udbredelse blandt protestanter i dag og tilskynder konstant til følgende spørgsmål, når det handler om Kirkens lære: ”Hvor står det i Bibelen?”

Men før vi går i dybden med det noget besynderlige teologiske grundlag, Sola Scriptura hviler på, lad os da se på det, han sagde om – og GJORDE ved Bibelen.

Det er vigtigt at huske på, at før Luther markerede sig 1500 år efter, at Den katolske Kirke blev indstiftet, havde Kirken allerede etableret en bibelsk kanon.

Det var netop denne kanoniserede udgave, som Skt. Hieronymous oversatte fra græsk til latin omkring år 400, altså 1100 år før Luther markerede sig i verdenshistorien.

Det var Denne kanoniserede hellige Skrift, munkene omhyggeligt nedskrev, før Luther dukkede op. Denne Bibel blev kaldt Vulgata (den almindelige), og man benyttede den ved Den hellige Messe, ved brugen af Davidssalmerne til vekselsang og tidebøn, og det var med udgangspunkt i Vulgata, at helgenerne forkyndte troen i hele Europa tusind år, før Luther blev ”kendt”.

Således fremstod denne tyske præst i begyndelsen af det 16. århundrede, som ene og alene dikterede noget, man indenfor den kristne tro i de sidste 1500 år aldrig før havde hørt om. Det første han fremsatte var: at den bibel, man i mere end 1000 år havde gjort brug af, var den forkerte. Det andet han fremsatte var, at Bibelen var den eneste autoritet, de troende skulle forholde sig til.

Som noget af det første fjernede Luther syv bøger fra det gamle Testamente og begrundede sin handling med, at de ikke var fra Gud, til trods for at nogle af dem rummer profetier om Vor Herres lidelse.

Men Luther havde ikke i sinde at stoppe her, fordi han ønskede videre at fjerne nogle af de nytestamentlige bøger herunder Johannes’ Åbenbaring.

Lige en sidebemærkning. Tænk på, hvor ilde stedt protestantiske prædikanter, der konstant forkynder dommedag og i et væk fortolker Johannes’ Åbenbaring, ville være, hvis Luther havde haft held med sit forehavende.

Kun takket være en række af Luthers venner, forblev Johannes’ Åbenbaring at være en del af det ny Testamente og dermed i Bibelen.

For resten, hvis I ønsker at gå mere i dybden med dette emne, har vi her på Church Militant produceret en udsendelsesrække under titlen: ”Where Did The Bible Come From?”, og vi kan i sagens natur stærkt anbefale Jer at se denne udsendelsesrække.

Men tilbage til temaet i denne Vortex. Luthers ”nye” bibel var ikke kun et bedrag, der blev til ud af ingenting, og som afviste over tusind års gyldig begrundelse for Bibelens tilblivelse og brugen af den blandt de troende. Det, der var endnu værre, var hans absurde betragtning, at Bibelen, er den eneste autoritet, man som troende bør forholde sig til.

Hvorfor er Luthers betragtning absurd? Det er den, fordi Skriften kan ikke fortolke sig selv. Når det trækker op til diskussion om, hvordan dette eller hint skriftsted bør fortolkes, er det nødvendig at søge hjælp i en autoritet, der ligger udenfor Skriften.

Da Luther hævdede, at paven og Den katolske Kirke er et bedrag og dermed ikke besad nogen form for autoritet, blev det op til den enkelte selv at fortolke Bibelen. Luthers argument var, at Helligånden ville lede den enkelte. Dette er ikke bare absurd, men også latterligt, det har historien til fulde bevist.

Man kan derfor spørge: Hvis Helligånden giver enhver den rette vejledning til at fortolke Bibelen, hvordan kan det så være, at der optræder så mange FORSKELLIGE fortolkninger, selv blandt protestanter. De evangelikale fortolker et skriftsted således, at det betyder én ting, hvorimod metodisterne siger, at det skal fortolkes på en anden måde, og mere fundamentaliske protestantiske retninger hævder, at det skal fortolkes på en tredje måde, som er meget forskellig fra de ”bud”, de to andre retninger er kommet med.

Det Luther satte i værk var et gigantisk frafald fra troen samt splittelse og forvirring blandt store dele af de troende, blot fordi de ikke kan være sikre på at lige netop deres fortolkning af Den hellige Skrift er den korrekte, og hvordan kunne de også vide det?

Vi står altså tilbage med den virkelighed, at millioner af mennesker selvstændigt fortolker, om det at lade sig skille og gifte sig på ny er en synd, om det at leve et aktivt homoseksuelt liv er en synd, om brugen af prævention er en synd, og om seksuelt samkvem med ens partner før ægteskabet er en synd samt mange andre forhold. Men denne selvstændige fortolkning af syndsbegrebet i forhold til dagliglivet har også bredt sig til det teologiske felt, for opstod Jesus virkelig fra de døde, og gjorde Han mirakler etc.

Biskopperne og de lærde teologer, det tog del i koncilet i Trent inde i Katedralen bag mig, var så fremsynede, at de kunne se hvilke problemstillinger samt det kaos Luthers betragtninger vedrørende Det hellige Skrift ville forårsage, og derfor erklærede de højtideligt hans tankesæt, som værende ren vildfarelse, og de fordømte endvidere Luthers bibel samt andre bibelversioner, der afveg fra den originale Bibel. Det betød, at den latinske Bibel Vulgata blev anset for at være Kirkens eneste autoriserede skrift. Koncilet afviste også den reformatoriske lære om Skriften alene (Sola Scriptura), det vil sige Bibelen som eneste kriterium for den kristne tro og sandhed, og man slog videre fast, at det kun er Den katolske Kirke, der kan fortolke det hellige Skrift.

Dette var koncilets klare svar til den mangfoldighed af hæresi, Luther stod bag samt den hæresi, andre af Luthers ligesindede havde ladet gro frem. Man skal huske på, at det var i lyset af disse hæresiers opblomstring, at der blev taget initiativ til og indkaldt til koncilet i Trent. På det tidspunkt, hvor koncilet blev afsluttet, havde Jean Calvin (grundlæggeren af Calvinismen) allerede spredt sine vildfarelser i store dele af Centraleuropa. Samtidig havde Elizabeth påbegyndt sit terrorregime mod Den katolske Kirke i England, og på det europæiske kontinent flammede hæresiens ild op og var blevet til en storbrand.

Koncilet i Trent var en stærk opfordring til Kirken om, at Den måtte tage kampen op, og derfor igangsatte Den det, vi i dag kender som modreformationen. Med det, som vi i dag er førstehåndsvidner til, nemlig at Kirken i løbet af de sidste 50 år er faldet ned i et dybt sort hul, kan vi håbe på, at der kommer et initiativ, som minder om koncilet i Trent, hvor man finder viljen til at bekæmpe protestantismen, der har fundet vej ind i Kirken, denne gang i modernismens forklædning.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 10. juli. 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-07-11.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kend din tro: Læren om helvede

Det er ubestrideligt, at mange, både klerikale og lægfolk ikke længere beskæftiger sig med evangelisering. Én af grundene hertil er, at mange ikke længere tror på, at helvede eksisterer og er en realitet. Enten benægter de (eksplicit) helvedes eksistens, eller også tror de, at vi kan have et begrundet håb om, at ingen vil havne der, hvis der i det hele taget eksisterer et helvede. Begge antagelser er i modstrid med den katolske tro, og det vil fremgå, når man går i dybden med det, som Den hellige Skrift, traditionen og Læreembedet siger om helvede.

Det, Den hellige Skrift siger om helvede

Den hellige Skrift bekræfter meget klart, at der er sjæle, der opholder sig i helvede. For eksempel har Johannes’ Åbenbaring en beskrivelse af dem, der på dommens dag vil blive kastet i helvede:

Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen” (Åb 20: 11-15).

Jesus fortæller selv i Den hellige Skrift, at der er nogen, der vil blive nægtet adgang til Himlen. ”Og da vil jeg sige dem, som der er: Jeg har aldrig kendt Jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud” (Matt 7: 23). Jesu undervisning lader os også forstå, at helvede er for evigt. ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for djævelen og hans engle” (Matt 25: 41). Herren Jesus indikerede endda, at størstedelen af menneskeheden kommer til helvede. ”Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7: 14).

Den hellige Paulus giver en beskrivelse af dem, der går til helvede: ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (1 Kor 6:9-10).

Det, traditionen siger om helvede

Traditionen er fyldt med vidnesbyrd om helvedes realitet. Skt. Ignatius fra Antiokia, der stammer fra den første del af det 2. århundrede, har sagt følgende: ”dem, der er årsag til, at familier bliver splittet, vil ikke arve Guds rige. Hvis de, der netop handler således, fordi de følger kødets lyst, lider døden, hvor meget mere vil så ikke et menneske, der har ladet sig fordærve af det onde, og som forkynder troen på Gud, og som Jesus Kristus lod sig korsfæste for, ikke lide døden for sine gerninger? Et menneske, der bliver så ondt, vil gå til den uudslukkelige ild, og det vil også enhver, der lytter til dette menneske” (Brev til Eferserne 16:1-2). Ligeledes i det 2. århundrede sagde Skt. Irenæus: ”Gud vil lade ondskabens åndelige styrker samt de engle, der forsyndede sig mod Ham og blev fordrevet, fremstå, og de blandt mennesker, der er ondskabsfulde, lovløse og dem, der bedriver blasfemi, vil blive kastet i den evige ild” (Against Heresies, 1:10:1). Selv Skt. Cyprian fra det 3. århundrede havde fokus på helvedes realitet:

Et uudslukkeligt Gehenna og den straf at mærke den brændende ild er blevet den fordømtes lod; ej heller vil den fordømte kunne håbe på, at dette er midlertidigt eller en dag får ende. Sjælene vil sammen med deres respektive legemer blive udsat for lidelse og ubegrænset smerte … Revselsen vil da ikke resultere i omvendelse; tårer vil ikke gøre gavn, og bøn vil ikke gøre nogen forskel. Alt for sent, vil de sjæle, der opholder sig her, tro på den evige straf, de, som ikke troede på det evige liv (To Demetrian, 24).

Skt. Kyrillos fra det 4. århundrede fremsætter følgende, som i store træk minder om det, Skt. Cyprian, ovenfor, har givet udtryk for:

Vi vil alle genopstå, og det med det evige legeme, men det vil være med forskelligartede legemer, for er et menneske retfærdigt, vil det modtage det himmelske legeme, så det med værdighed kan  føre samtale med englene, men er mennesket en synder, vil det modtage et evigt legeme, der er skabt til at gennemgå straffedomme for (de) synder, (det har begået), og det er, at det vil brænde i den evige ild, men denne ild vil aldrig fortære dette legeme. Gud vil i Sin retfærdighed lade straffen omfatte både sjæl og legeme, for det er med munden, at vi udtaler blasfemiske ord, men det er også med munden, at vi beder bønner. Det er med legemet, at vi udlever utroskabens kødelige lyst, men det er også på legemet, at man skal skue kyskheden. Det er med hånden, vi stjæler, og det er med hånden, at vi giver almisse. Således er det også med legemets resterende lemmer, for vi gør intet, uden at legemet er med i det. Derfor, når legemet har været vores tjener i alle ting, da skal det også (i fremtiden) have del i den frugt, der er udgået fra vores fortid (Catechetical Lectures, 18:19).

Det, læreembedet siger om helvede

Den katolske Kirkes læreembede taler også om helvede. Det økumeniske koncil i Firenze besluttede og nedfældede: ”De sjæle, der forlader dette liv, og som befinder sig i en tilstand præget af dødssynd eller stadig befinder sig under arvesyndens åg, går direkte til helvede for at blive straffet i en pine, der er ubeskrivelig” (Session 5).

Den Katolske Kirkes Katekismus har et større afsnit om helvede:

Vi kan ikke være forenet med Gud, hvis ikke vi frivilligt vælger at elske Ham. Men vi kan ikke elske Gud, hvis vi synder alvorligt mod Ham, mod vor næste eller mod os selv: Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig (1 Joh 3,14-15). Vor Herre advarer os om, at vi vil være skilt fra Ham, hvis vi undlader at tage os af den svære nød hos de fattige og små, som er Hans brødre. At dø i dødssynd uden at have angret den og uden at tage imod Guds barmhjertige kærlighed betyder at forblive skilt fra Ham for evigt ved vort eget frie valg. Det er denne tilstand af definitiv selvudelukkelse fra samfundet med Gud og med de salige, som man betegner med ordet helvede.

Jesus taler ofte om gehenna og ild, der ikke slukkes, som er forbeholdt dem, der indtil deres livs ende nægter at tro og omvende sig, og hvor både sjælen og legemet kan gå til grunde. Jesus bebuder med alvorlige ord, at Han skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald og dem, som øver lovløshed, og de skal kaste dem i ildovnen (Matt 13,41-42), og at Han vil udtale forbandelsen: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild! (Matt 25,41).

Kirkens lære bekræfter eksistensen af helvede og dets evighed. Deres sjæle, der dør i dødssyndens tilstand, går straks efter døden til helvede, hvor de lider helvedes kvaler, den evige ild. Helvedes vigtigste straf består i den evige adskillelse fra Gud, i hvem alene mennesket kan have livet og saligheden, hvortil det blev skabt, og som det længes efter.

Skriftens udsagn og Kirkens lære om helvede er en appel til den ansvarlighed, hvormed mennesket skal bruge sin frihed med henblik på sin evige skæbne. Den udgør samtidig en indtrængende appel til omvendelse: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, som fører til Livet, og der er få, som finder den (Matt 7,13-14).

”Men da vi hverken kender dagen eller timen, bør vi efter Herrens formaning til stadighed være vågne, for at vi efter at have fuldført vort jordiske livs eneste forløb med Ham må værdiges at gå ind til bryllupsfesten og blive regnet med til de velsignede, og ikke som de onde og dovne tjenere skal befales at gå bort til den evige ild i mørket udenfor, hvor der vil være gråd og tænderskæren”.

Gud forudbestemmer ingen til at komme i helvede; dertil kræves, at man af fri vilje vender sig bort fra Gud (en dødssynd) og hårdnakket forbliver i denne holdning indtil enden. I den eukaristiske liturgi og i de troendes daglige bønner bønfalder Kirken den barmhjertige Gud, som vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse (2 Pet 3,9):

”Dette er det offer, som vi, dine tjenere, og hele dit hellige folk frembærer for dig. Tag imod det i nåde. Lad vore dage henrinde i din fred. Udfri os af den evige fortabelse og byd, at vi må tælles blandt dine udvalgte”.

Det bør nu fremstå tydeligt, at Den hellige Skrift, traditionen og læreembedet alle vidner om helvedes realitet. Af den grund bør vi gøre alt for at hjælpe sjæle til at undgå helvede, og det gælder også vores egen sjæl.

Den engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael Lofton og publiceret på ChurchMilitant.com den 26. april 2015. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/know-the-faith-the-doctrine-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Syv jødiske brødre, der led døden, fordi de ville overholde Guds lov – og hvad vi i dag kan lære af dem

I dag (den 1. august) fejrer vi, ifølge den traditionelle kalender i Den Romerske ritus såvel som for katolikker i øst samt den østlige ortodokse kirke, festen for de syv hellige Makkabæerbrødre, som døde under forfærdelige omstændigheder (under pinefuld tortur), fordi de ikke under nogen omstændigheder ønskede at bryde Guds lov. Og hvad var det for en lov, de døde for? Noget så stort som: ”Du må ikke slå ihjel” eller ”Du må ikke stjæle” eller ”Du må ikke begå ægteskabsbrud”?

Nej, de måtte ikke at spise svinekød, som er forbudt i Moseloven. Denne meget lille detalje i Moseloven, som var bestemt til at forsvinde fuldstændig ved Kristi komme, var alligevel en lovbestemmelse fra Gud, som Hans folk skulle stå fast på. Ja, der var grunde hertil. For eksempel lærte jøderne, at de skulle slagte de dyr, som Egypterne tilbedte som guder, og at de skulle undgå dyr, der var urene, og som var blevet vogtet af hedninger.

Men uanset om vi fuldt ud forstår grundene til et forbud, er det vigtigt at adlyde Guds vilje, som Han gør kendt for os. Faktisk hævder Skt. Thomas, at restriktionen i forhold til kundskabens træ vedrørende godt og ondt, det allerførste bud, der er blevet givet, var vilkårligt i ordets strengeste betydning, som er, at der ikke var noget galt med træet, og dog var dets frugt forbudt at spise af, for entydigt at slå fast, at Gud er Skaberen, og at Han er målet for, hvad der er rigtigt og forkert for skabningen. Det var en pædagogisk metode til at indgyde tillid: ”Hvis I accepterer denne begrænsning, vil jeg velsigne Jer for det, og når tiden er moden, vil jeg give Jer mere end det, jeg holdt tilbage”. Ved at adlyde ville de (Adam og Eva) tilkendegive, at de underordnede sig Gud, at de havde tillid til den visdom, der ligger i Hans forsyn, og at de besad en vilje til at blive ledt, snarere end at tage sagerne i deres egne hænder, fordi de troede, at de vidste bedre og dermed gjorde sig selv til guder og handlede uafhængigt af loven.

Som vi ved, viste Adam og Eva ikke lydighed. Tragisk nok gjorde det israelske folk det heller ikke, selvom Herren havde vist dem mange store undere blandt andet ved udfrielsen (af Egypten) og gennem Sin store barmhjertighed, og først og fremmest ved at give dem et omfattende lovkompleks, som var mere retfærdigt og fornuftsbetonet, noget Han ikke havde gjort overfor andre folkeslag. Og dette leder os frem til, grunden til hvorfor de syv Makkabæerbrødre, som ifølge traditionen har fået navnene: Abim, Antonius, Gurias, Eleazar, Eusebonus, Alimus og Marcellus, i den universelle Kirke igennem århundreder er blevet æret af kristne. De er faktisk de eneste helgener, der stammer fra Det Gamle Testamente, og som optræder i Messen i Den Romerske Ritus (i det mindste indtil reformerne, der opstod i 1960’erne, hvor man fjernede mange helgener, men som heldigvis vendte tilbage i forbindelse med Den ekstraordinære Ritus, og på den måde kom Makkabæerne tilbage).

Denne gruppe brødre æres, fordi vi i dem ser lydighed, tillid og troskab overfor Guds ord, vilje og lov, nemlig det som Adam og Eva ikke gjorde. Vi ser (hos disse brødre) en vilje til at lide og dø selv for en mindre sag, hvis den er et udtryk for Guds vilje, langt mere end den praktiske ateisme, der ikke bekymrer sig om Guds vilje og håner Gud i alle henseender. Vi ser et eksempel på en discipels fulde hengivelse til sin Herre, som også ses hos Sønnen i forhold til Faderen og fra skabningen overfor Skaberen. Kort fortalt, vi ser her et eksempel, som vi bør følge, når det handler om Guds Bud, og somintet på nogen måde må rangere over.

Historien om de syv, der lider martyriet for loven, finder vi i kapitel syv i Anden Makkabæerbog. Den ældste af de syv brødre siger til kongen: ”Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end (at) overtræde de fædrene love”. Den yngste ytrer sig på samme måde overfor kongen, efter at han har set sine brødre blive dræbt: ”Hvad venter I på? Jeg adlyder ikke kongens bud, men det bud, der står i loven, vore fædre fik ved Moses … Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod”. I teksten bemærkes det efterfølgende: ” Og drengen døde ubesmittet, i fast tillid til Herren”.

I dag bør man ikke blive chokeret eller forfærdet over, at der er mennesker i Den katolske Kirke, der argumenterer for, at De ti Bud ikke skal overholdes af kristne. Eller hvem er overbevist om, at vi bør være parate til at udholde lidelser og enhver form for pinsel samt at miste livet, hvis vi nægter at gå imod Disse Bud.

Det er svært ikke at se en forbindelse, selvom den måske er stærkt optegnet, er den alligevel reel nok, mellem afskaffelsen af en gammel fest, som den vi fejrer for Makkabæerne og den tendens, der er til (at ville) undgå Budene som et grundlag for Bodens sakramente; det klare skel, der er blevet tegnet mellem (på den ene side) kærlighed og barmhjertighed og på den anden side lydighed og lovsamt en underminering af moral og doktrin, som præger Kirkens hierarki. Kuren for vores manglende vilje indebærer en total helbredelse af menneskets syndighed, nemlig ydmyg omvendelse fra det, at vi har afveget fra Guds hellige vilje, der er udtrykt i Hans bud og en nidkær indsats for at gøre Hans vilje, uanset hvad det koster os af lidelser. For det er, uanset hvordan man ser på det, den måde, hvorpå vi viser Ham vores kærlighed: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14: 15).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. august 2018. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/blogs/seven-jewish-brothers-who-died-for-gods-law-and-what-we-can-learn-from-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Moder og Søn

Bær sorgen, hvor tung den end måtte være

Nu, hvor vi er gået ind i fastetiden, er trofaste katolikker forpligtet til at gøre én ting: at være i bøn og faste for Kirken, som er Vor Moder.

Kirken gennemlever en passion, som Hun aldrig nogensinde før har gjort igennem hele Hendes levetid (historie), og det siger ikke så lidt. Århundreder præget af forfølgelse af romerske kejsere, biskoppers hæresi og skismaer forårsaget af store grupper af troende samt massive frafald.

Men disse opbrud har stort set fundet sted over tid, når man ser det ud fra et overordnet perspektiv. I dag er vi vidner til, at de mange ting, der sker, foregår på én og samme tid og mærker Vor Herres mystiske Legeme synligt og markant.

Og det er nu, at Judas slår til, for denne passion er forårsaget af apostlenes efterfølgere.

Da Vor velsignede Herre på mirakuløs vis gjorde vand til vin i Kana på anmodning af Hans hellige Moder, kunne Han ved et mirakel have ladet karrene blive fyldt med vin og dette i løbet af et splitsekund, og Han havde ikke brug for, at karrene først blev fyldt med vand.

Men Hans ønske var, at karrene først blev fyldt med vand. Det var den menneskelige indsats, Han ønskede. Denne opgave var forbundet med udfordringer, fordi nutidens VVS-løsninger i sagens natur ikke var tilgængelige på daværende tidspunkt, og det betød, at tjenerne måtte drage hen til brønden i Kana adskillelige gange for at kunne fylde karrene op. Det var et hårdt og udmattende arbejde.

Først efter at mennesket havde gjort det, som det var i stand til, satte Vor Herre ”kronen på værket” ved at foretage Sit mirakel. Gud ønsker, at vi foretager en væsentlig arbejdsindsats, der leder op til Hans guddommelige mellemkomst. Vi arbejder meget hårdt for derefter at overhænde det, vi har frembragt, til Vor guddommelige Frelser, så Han kan frembringe nåden.

Da Vor velsignede Moder stod ved korsets fod, gennemlevede hun smerte og lidelse i et sådant omfang, at intet menneske nogensinde vil kunne begribe eller bære det, hun gennemgik.

Smerte kan ikke defineres ud fra en objektiv målestok. Smertens størrelse og omfang afhænger helt og holdent af den, der oplever den. Da hun (Maria) var vidne til det, synden bevirker og konsekvensen af vores fordærvede moral, laster og ondskab, bar hun i sin ubesmittede sjæl en ubeskrivelig smerte.

Simeons profeti gik i sandhed i opfyldelse: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” og det var netop, fordi hun var uden synd og en rollemodel i forhold til renhed, at denne afskyelighed og dette mørke, synden bærer med sig, bragte hende dyb og stor smerte.

Hun, som ikke kendte til syndens vederstyggelighed, måtte bære den omfattende smerte ved at se sin Søn blive ramt af det, synden afføder.

Og da de to var tæt forbundet, den nye Adam og den nye Eva, skabt af samme kød, er det praktisk talt umuligt at sætte sig ind i den lidelse og smerte, hun måtte gennemleve ved korsets fod.

Og midt i smerten, den lidelse, som Gud måtte gennemgå, frembar hun sit ypperste offer til himlen, for hvad kunne være større, end at hun frembar sin Søn for Den himmelske Fader? Og det var på det tidspunkt, at hun ophørte med blot at være moder til Jesus, men blev Kirkens Moder.

Det er derfor, Vor Herre fra korset (ifølge Skt. Johannes) kalder hende ”Kvinde”, men definerer hende som moder i forhold til Skt. Johannes.

Hun er Kvinden, der nævnes i 1. Mosebog, som før verdens tilblivelse af Gud Fader blev udset til at spille en (markant) rolle i frelseshistorien, fordi hun først skulle bringe den fysiske Jesus til verden og derefter give liv til Hans mystiske Legeme (Kirken), som her er billedliggjort af Skt. Johannes.

Skt. Johannes var ikke i den situation, at han ”manglede” en jordisk moder, for hans biologiske moder stod ved siden af ham under korsfæstelsen på Golgata, det er det, evangelierne beretter.

Men det var nødvendigt, at han blev overdraget en himmelsk moder, og mens han tog del i den lidelse, der blev gennemlevet på Golgata, blev han givet en himmelsk moder. Vor Herres beslutning på korset var, ifølge Johannesevangeliet: ”Dér er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig”, og videre var Vor Herres beslutning, at Kirkens ve og vel her på jorden blev overdraget Hans moder.

Det er derfor, Han tiltaler hende på to måder, både som Kvinde og Moder, men Johannes betragtes i begge tilfælde som søn. At Vor Herre overlader og betror omsorgen for Kirken til Sin hellige moders varetægt er os et eksempel til efterfølgelse.

Hun blev betroet et ophøjet hverv, nemlig omsorgen for sjælene på grund af hendes smerte og offer. Jo større smerte, jo mere opnår man.

Denne faste, hvor Kirken ikke kun gennemlever Sin passion, men er omfattet af den fuldkomne smerte, lad os da være ligesom tjenerne ved brylluppet i Kana, der ved hårdt arbejde fyldte karrene med vand. Lad smerten og opofrelsen nå sin fylde, så vi, som Vor Moder, da Hun stod ved Golgata og frembar sin smerte til himlen, kan følge hendes eksempel.

Søndagen vil oprinde. Og ligesom Skt. Johannes var den første, der nåede ud til graven, lad os forberede os for at haste efter ham. Vi – os, som er Kirken, må udholde den smerte, vi aktuelt gennemlever. Der er ingen vej udenom.

Vi må stå fast, gennemleve det og lide under det, men (husk på) lidelsen er ikke forgæves.

Dette kan bæres af kærlighed til sjælene og for enheden med Kristus på korset, og det er muligt at gøre dette, fordi vi ledsages og tages vare på af Vor Moder, og fordi vi mindes, at hun har gået den samme vej.

Vi er hendes sønner. Hun er Vor Moder. Den lidelse, vi deler med hende, er vejen til opstandelsen.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 7. marts 2019. Det kan læses på:https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mother-son

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”I skal jamre og skrige, I hyrder …”: en af de gamle jødiske profeter taler til Den katolske Kirke i vor tid

I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. I skal knuses og falde til jorden som et kostbart kar” (Jer 25: 34).

Jeg har i et stykke tid grundigt og i bøn læst Jeremias’ Bog. Selvom jeg før har læst den, er det tydeligt for mig, at vi her har at gøre med en profet, som har kraft og vægt i sine ord. Grunden er ganske enkel, at selvom Jeremias levede for over 2.500 år siden, taler han ind i den aktuelle situation for den katolske Kirke og rammer plet i sine betragtninger, som om han selv stod midt i det, der sker.

Jeremias er et pragteksempel på hvordan ”… Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4: 12). Og som Jeremias selv udtrykker det: ”Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?” (Jer 23: 29).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for os. Det gamle testamente handler ikke kun om israelitterne. Da Kirken (den katolske) er det nye Israel (se Gal 6: 16), handler det gamle testamente også om os, for så vidt vi er tro eller utro overfor Den nye Pagt, der er blevet til ved Lammets blod, Messias, Israels Hellige, og i det omfang vi viser lydighed eller ulydighed overfor Hans bud (Joh 14: 15 og 1 Joh 2: 4).

Det grundlæggende mønster gennem hele det gamle testamente er følgende: er man tro mod pagten, ”belønnes” man med Guds velsignelse og støttende nærvær, er man derimod utro, vil man mærke Hans forbandelse og vrede, og dette mønster vil gøre sig gældende, indtil menneskehedens historie når sin afslutning. Det synes ganske indlysende, at Den katolske Kirke i dag oplever den forbandelse, der følger i kølvandet på utroskab, nærmere betegnet drejer det sig om, at man har misbrugt det, man er blevet betroet, har misbrugt magtbeføjelser samt har foretaget overgreb på vores teologi, åndelighed, kultur og liturgiske arv. Gud er tro mod Sine løfter, og Hans løfter indbefatter ikke kun velsignelser, men også straffe. Han har gjort det klart, at ved synd følger der altid en straf, og på samme måde har han gjort det klart, at ved Jesu Kristi dyrebare blod, vil der altid være frelse for dem, der omvender sig.

Jeremias barske profetier bliver ligesom Esajas trøstende profetier opfyldt igen og igen gennem århundreder i Den Kirke, der er blevet grundlagt af Kristus. Vi i det 21. århundrede lever tilfældigvis i en tid, hvor ondskabsfulde kirkefolk (ulve i fåreklæder) synes at ”overtrumfe” det gode, når ”Guds Israel”, det vil sige Kirken (jf. Gal 6: 16) synes at være forhippet på at vende ryggen til Herren og den religion, Han har åbenbaret, når det katolske lægfolk er blevet ”lokket” til at tilbede falske guder og tages til fange og sendes i eksil i et fremmed imperium., når det, der engang var en smuk katolsk vingård er blevet ødelagt, hærget af vilde dyr og er blevet til et vildnis. ”De mange hyrder ødelægger min vingård; de nedtramper min mark, de gør min dejlige mark til en øde ørken. De gør den til en sørgende ødemark, den ligger øde hen foran mig; hele landet ligger øde, for ingen tager sig af det” (Jer 12: 10-11).

Hvad er problemet ifølge Jeremias? ”For hyrderne er tåber, de søger ikke Herren; derfor lykkes intet for dem, hele deres hjord er spredt” (Jer 10: 21). Det kan siges med et ord: verdslighed, man har tilpasset sig verdens mentalitet. Helliggjort asketisk praksis, som katolikker har benyttet til at modvirke det kødelige begær: faste, abstinens (afholdenhed fra at spise kød), vigilier, at knæle samt andre fysiske bodsagter blev smidt ud ad vinduet, da Johannes XXIII på uskyldig vis ”åbnede Kirken” i forbindelse med Vatikan II. Dette resultat var ikke svært at forudsige hverken for hyrderne eller deres flokke. I stedet for at stræbe mod himlen lod hyrderne sig fange ind af verden og ”kødet”.

Verdslighed virker i sagens natur intervenerende på bøn, liturgi, tilbedelsen af Gud samt et liv med stringent disciplin og levet i dyd. Ulydighed fremmer sjældent åndeligt fremskridt, flokken spredes i vantro og forfærdelse. ”Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. … I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren” (Jer 23: 1-2).

Profeten siger klart og tydeligt, at der er svært at undgå, at denne profane og verdslige mentalitet finder vej ind til det hellige i Kirken, som vi har set det ske på mangfoldig måde. Hyrderne har misbrugt deres autoritet og magtbeføjelser: ”De løber efter det onde, de har deres styrke i uretten. Både profeter og præster er gudløse, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, siger Herren. Derfor bliver deres vej glat, de stødes ud i mørket, og dér skal de falde. For jeg bringer ulykke over dem i straffens år, siger Herren” (Jer 23: 10-12). Tiden for guddommelig domfældelse kommer for enhver hyrde, en efter en må man være parat, hvad enten dommen falder ved de civile retslige instanser eller ved den kirkelige domstol, i denne verden eller på den enkeltes dødsdag, hvor man må stå foran ”Kristi frygtindgydende domstol” (som er de ord, man benytter i den Byzantinske guddommelige liturgi).

Som Bronwen Catherine McShea fremhæver i en særdeles velskreven artikel i januar nummeret af First Things fra 2019, har man i de seneste århundreder arbejdet på en centralisering, hvor den kirkelige magt er blevet lagt i hænderne på biskopper og paven, noget man ikke har set i en så stor skala før i Den katolske Kirke. Før man målrettet begyndte at arbejde sig hen mod denne forening, koncentration og eksklusivitet, var Kirken langt mere diversificeret i sit ”magtgrundlag”: lægfolket, primært Kirkens fyrster, aristokrater og laug og præsteskabet i deres katedraler (disses domkapitler) og kommuniteter deltog i Kirkens styring, herunder hvilke politikker, der blev implementeret samt beslutninger, der blev truffet. I dag er vi underlagt en styringsform, hvor der ikke eksisterer nogen effektiv kontrol af hyrdernes myndighed. Hvis de opfører sig som helgener, kan vi trække vejret lettet og takke for det. Men hvis de bliver korrumperede, og specielt hvis paven og dennes kurie præges af korruption, har lægfolket ingen jordisk chance for at intervenere, altså stoppe eller forhindre det forkerte, der foregår.

I den udstrækning det er sandt, ved vi, at vi kan gøre regres overfor Gud, og vi må derfor bede til Ham af hele vort hjerte og sjæl og under tårer, at Han vil komme Sit folk til undsætning og frelse det fra overgrebsorienterede hyrder. Han vil lytte til vores bønner, og Han vil frelse os, når tiden har nået sin fylde. Endnu engang taler Gud til os gennem Jeremias: ”Jeg vil tage kampen op mod jer”, siger Han til dem, der er utro, og fortsætter: ”med løftet hånd og stærk arm, i stor vrede, i harme og raseri” (Jer 21: 5). Vi kender hverken dagen eller timen, men vi kan være sikre på, at Han vil kæmpe mod de hyrder, der sætter sig op imod Ham og vækker Hans vrede.

Er dette det eneste budskab (af dommedagskarakter), vi finder i Jeremias’ Bog? Nej, slet ikke. For det gælder for denne profet ligesom andre profeter i Den hellige Skrift, at det sidste ord, der bliver sagt, er et ord, der er forbundet med håb. Når Herren taler om Sit eget folk, siger Han: ”Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed. Jeg vender Judas og Israels skæbne, jeg genrejser dem som tidligere” (Jer 33: 6-7).

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken) (Matt 16: 18), ikke nu og heller ikke i fremtiden, men Herrens ord skal sejre over den klippe, der har vovet at sætte sig op mod hovedhjørnestenen Jesus Kristus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 15. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/wail-shepherds-and-cry-an-ancient-jewish-prophet-speaks-to-todays-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Nye opdagelser viser, at manden på ligklædet fra Torino ”virkelig blev korsfæstet”

Italienske forskere har gjort nye opdagelser omkring ligklædet fra Torino, som de hævder bestyrker hypotesen om, at ”manden på ligklædet virkelig blev korsfæstet”.

I en ny undersøgelse, hvis resultater snart bliver offentliggjort, har forskerne yderligere nøjagtigt fundet det sted, hvor lansen ramte mandens side, og de konkluderer, at blodpletterne på det, som mange tror, er Jesu ligklæde, er ”virkelige”.

Et nyt fund

En forsmag på de nye undersøgelser blev præsenteret i det italienske dagblad La Stampa den 2. januar 2019. Blandt de absolut fremmeste forskningskapaciteter er Filippo Marchisio, der er leder af enheden for radiologi på hospitalet i Rivoli samt den kendte italienske sindonolog Pier Baima Bellone, mangeårig professor ved retsmedicinsk institut på universitet i Torino og overhoved for det internationale center for sindonologi.

Undersøgelsen tog udgangspunkt i den observation, at manden, der figurer på ligklædet, har en højre arm, der ser ud til at være seks centimeter længere end den venstre. De to forskere tilskriver denne tilsyneladende uregelmæssighed, at der er sket et brud på albuen, eller at der er sket en forskydning af skulderen, hvilket stemmer overens med det, der sker under en korsfæstelse. De tog også højde for, at man har været nødsaget til at bøje mandens arme grundet dødsstivhed, da man foretog hans begravelse.

Den øvre del af arme og skuldre er ikke længere synlige på klædet på grund af skader forårsaget af en ildebrand i 1532, da linnedklædet blev opbevaret i Chambéry i kapellet på slottet Dukes of Savoy. Den seks centimeter store forskel mellem højre og venstre arm er derfor ikke umiddelbart synlig for det blotte øje.

Men i dag har forskerne takket være den videnskabelige og teknologiske udvikling kunnet foretage en rekonstruktion. Dr.Marchisio benyttede en CT scanner på instituttet for radiologi i Torino. Og en 32-årig mand, der var atletisk bygget, ligesom manden på ligklædet, blev yderligere benyttet for at rekonstruere de manglende dele ved at foretage en overlapning af billederne.

”CT-skanningen giver en perfekt gengivelse af kroppen, så vi kan rekonstruere de manglende dele uden den subjektivitet, der er forbundet med den kunstneriske skabelse”, sagde Marchisio. ”CT-scanningen fremhæver den uoverensstemmelse, der er mellem skuldre og hænder, som er et yderligere element, der understøtter hypotesen om, at manden på ligklædet virkelig blev korsfæstet”.

”Helt igennem realistisk”

Dr. Marchisio og Dr.Ballone bekræftede også, at blodpletterne på ligklædet fra Torino er ”meget realistiske”, og dette underkender en undersøgelse fra juli sidste år, som stillede spørgsmålstegn ved, om blodpletterne var ægte.

Forskerne identificerede det nøjagtige sted, hvor lansen ramte offerets side. De kunne således danne sig overblik over de organer, der var blevet ødelagt, og ”årsagen til en blodsamling i pleurahulen”, det vil sige en væskeansamling i hulrummet mellem de to lungehinder.

Marchisio forklarede, at ”blodet hovedsageligt løb ned ved højre side langs en kanal dannet af armen tilgrænsende kroppen op til albuen, og derefter blev det samlet og aftegnede et blodbælte ved lænderne”.

Hvilke anatomiske dele, der har hørt sammen, afsløres af rekonstruktionen af de manglende dele og bekræfter fremstillingen ovenfor vedrørende blodpletterne, dette er også med til at understrege det ekstraordinære ved ligklædet, sagde forskerne. ”Desto mere man studerer det, desto flere detaljer kommer der til syne”.

En fejlagtig datering

Skeptiske røster har hævdet, at ligklædet fra Torino er en forfalskning fra middelalderen, et svindelnummer udtænkt af en udspekuleret kunstner. Men italienske forskere har også afvist en undersøgelse fra 1988, der viste, at ligklædet skulle stamme fra middelalderen.

Resultaterne i en anden undersøgelse (som snart vil blive publiceret) er foretaget af dr. Ballone sammen med Grazia Mattutino, en kriminolog ved retsmedicinsk institut på universitetet i Torino, som også i forbindelse med vigtige sager har foretaget og afgivet juridisk rapportering.

Instituttet i Torino har opbevaret nogle af de tråde fra ligklædet, som blev udtaget under undersøgelserne i 1978. Analyser af disse prøver har vist partikler af guld, sølv og bly på klædet, som stammede fra en tæt kontakt med relikvier, som det var blevet opbevaret sammen med. En bestemt algeart blev også fundet, som kan have optrådt i det vand, der blev brugt til at slukke branden ved Chambéry. Meget små mider, pollen og partikler fra bilforurening er også blevet fundet på klædet.

I århundreder er ligklædet blevet opbevaret i en kasse, der hverken var vandtæt eller levede op til de standarder, man har i dag, når det drejer sig om opbevaring.

På baggrund af de betingelser, som ligklædet har været opbevaret under, konkluderer det italienske forskerteam, at kulstof 14-metoden, der blev benyttet i 1988, og som daterede ligklædets oprindelse til at være mellem 1260 og 1390, er ugyldig. De hævder, at prøverne blev taget fra et meget forurenet hjørne af ligklædet, som også er blevet restaureret.

Dr. Alan Dr. Adler, biokemiker og medlem af Shroud Conservation Commission analyserede det 15 fiber ekstrakt fra ligklædet, som var blevet testet med kulstof 14-metoden for at kunne foretage en datering. Efter at have sammenlignet med 19 andre fibre fra andre og forskellige områder af ligklædet, fandt Adler en så høj grad af forurening i den prøve, der var blevet udsat for kulstof 14-metoden, at han konkluderede, at den ikke var repræsentativ for hele ligklædet.

Det hellige ligklæde har en længde på 15 fod og en bredde på 4 fod og på det aftegnes et billede, der synes at forestille et menneske, hvis krop er blevet korsfæstet, og mange antog, at billedet forestiller Jesus fra Nazareth. Ligklædet er anbragt i Johannes Døberens katedral i Torino, Italien.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 11. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/new-discoveries-prove-man-on-shroud-of-turin-was-really-crucified

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Arkæologer siger: Sodoma og Gomorra blev bogstavelig talt ødelagt af ild og svovl, der faldt ned fra himlen

En gruppe arkæologer og andre videnskabsmænd fortæller, at de har fundet stærke beviser for, at den region, der kaldes ”Middle Ghor”, hvor byerne Sodoma og Gomorra har været beliggende, er blevet ødelagt af en meteor, der eksploderede i himmelrummet over byerne, og ophedet materiale regnede derefter ned over byerne og den ophedning, der skete under alt dette, havde en temperaturstigning på langt over tusind grader, og dette er en teori, der stemmer overens med beskrivelserne i 1. Mosebog i det gamle testamente.

Ifølge teorien eksploderede meteoren i lav højde med en styrke som en 10 megaton atombombe og i en højde omkring en kilometer over havets overflade ved det nordøstlige hjørne af Det Døde Hav, og den udslettede al civilisation i 25 kilometers omkreds i den cirkulære formation, der aftegner og udgør ”Middle Ghor”.

Forskerne fremlagde deres foreløbige resultater vedrørende emnet ved dette års møde i november på ”Americans Schools of Oriental Research”, og man er blevet ved med at udvide teorien siden den sidste del af 2015. Det anføres, at kulstof 14 – dateringen tyder på, at en række civilisationer har beboet området og udviklet sig over en periode på to årtusinder indtil ca. 1700 f. Kr., da bygningernes murstensvægge i regionen forsvandt samtidig, og kun stenfundamentet blev tilbage.

Samtidig blev den keramik, som var i bebyggelserne udsat for så stærk varme, at den i løbet af millisekunder blev til glas, og det fremgår af analyseresultaterne fra zicron-krystallerne, som blev dannet under denne forandringsproces. Zicron-krystallerne indikerer, at de i løbet af kort tid blev udsat for temperaturer målt til ca. 4000 – 12000 grader celcius, og disse temperaturer kan sammenlignes med temperaturen på solens overflade.

Ifølge to af arkæologerne afgav eksplosionen platin såvel som flydende lava, der ramte regionen, og dette bekræfter yderligere, at det er en meteor, der har udløst dette, da platin findes i større koncentrationer i meteorer end i jord.

Forskerne skønner, at de ca. 40 – 60.000 mennesker der beboede området blev dræbt, og et område i en omkreds på 500 kvadratkilometer blev gjort ubeboeligt i de følgende 600 – 700 år. Forskerne antager videre, at overfladejorden i hele området forsvandt, og at salt fra Det Døde Hav blev spredt ud over området og ødelagde jordens egnethed til dyrkning.

De bebyggelser, der blev tilintetgjort under det, der skete, befinder sig på det vigtigste udgravningssted ”Tall el-Hammam”, som arkæologerne mener, er byen Sodoma, hvis ødelæggelse er beskrevet i 1. Mosebog kapitel 19. Ifølge arkæologerne fluktuerer den skønnede dato for udslettelsen med det, der er beskrevet i 1. Mosesbog.

Undersøgelsen er blevet foretaget af Tall el-Hammam Excavattion Project (TeHEP), en gruppe af forskere fra forskellige universiteter og videnskabscentre, herunder New Mexico Tech, Northern Arizona University, North Carolina State University, Elizabeth City (NC) State University, DePaul University, Trinity Southwest University, og Los Alamos National Laboratories.

Den tætte sammenhæng med 1. Mosebog kapitel 19

To arkæologer Steven Collins and Phillip Silvia, der er en del af udgravningsprojektet i Tall el-Hammam, skrev i en mødeberetning fra 2015, at ”de fysiske beviser fra Tall el-Hammam og de omkringliggende områder viser tegn på en stærk ødelæggende rystelse samt termisk hændelse, som man antager er ligesom den, der er beskrevet i 1. Mosebog kapitel 19”.

”Jord- og askeprøver, som er blevet opsamlet i Tall el-Hammam, indeholder tegn på ødelæggelse af overfladejorden kombineret med en form for jordbundsforurening forårsaget af salt, der stammer fra Det Døde hav, som har forhindret en dyrkning af afgrøder mange århundreder frem i tiden, og dette forklarer delvist, hvorfor der i en lang periode ikke er foregået landbrugsaktivitet på stedet”, tilføjer de.

Ifølge 1. Mosebog 19: 24 læser man: ”lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen”, dette stemmer overens med de høje temperaturer samt overophedede sten, der faldt ned fra himlen.

Det hebræiske ord for ”svovl” anvendes normalt om brændende sten.

Arkæologerne opdagede, at kapitel 19 i 1. Mosebog i generelle termer synes at beskrive den ødelæggelse, der ramte området, herunder vilkårene for plantevækst, for der står i vers 25: ”Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne”.

Det hebræiske ord for ”det omkringliggende land” er ”hakkikkar”, og det henviser til en slette mellem bjerge eller en dal. Arkæologer mener, at området, der her er tale om, kan være Middle Ghor.

Der står videre i 1. Mosebog om Abraham, at når ”han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn” (1 Mos 19: 28).

I Bibelen anfører både 1. Mosebog og andre bøger, at Sodoma blev ødelagt som en straf for, at dens indbyggere udlevede deres forskelligartede seksuelle tilbøjeligheder, specielt deres homoseksuelle tilbøjeligheder, som Skriften definerer som ”vederstyggeligt”.

I det nye testamente finder man Judas’ Brev, og det sammenligner den ild, der ødelagde Sodoma og Gomorra med den ”evige ild” i helvede.

og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild” (Jud 1: 7).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 11. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/archeologists-sodom-and-gomorrah-literally-destroyed-by-fire-and-brimstone

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)